Retur til indholdsfortegnelse: Middelalderstudier > IX. Kong Gorms Saga > VI. Gorm Engelskmand

VI. GORM DEN ENGELSKE

- hvori Gorm den Gamle bliver til Gorm den Unge


1. Gorm den Fordoblede

Roskildekrønikens meddelelser fra den ældre middelalder anses som allerede nævnt for i det store og hele at være afskrift og referat af Adam af Bremen.
Men netop når det drejer sig om Gorms og Haralds historie, er der en række afvigelser, der tyder på alternative kilder. Det følgende er tydeligt en bearbejdelse af den samme historie om Gorm og Harald som Adam af Bremen bringer. Men selv om man ligefrem synes at kunne følge forfatteren bladre gennem de relevante dele af Adams værk (jf.henvisningerne), så er hans bearbejdning af forlægget så omfattende og gennemført, at man alligevel må overveje andre forklaringer.
Han forkorter, foretager bevidste overspringelser og - ikke mindst interessant - han føjer oplysninger til, som han må have hentet fra anden side.

Dette gælder ikke mindst hans beretning om kongernes afstamning og magtovertagelse i Danmark:

Roskildekrøniken:

Efter Haralds død samlede en vis Svend, en overløber fra Nordmændene, en stor skare og angreb England, jog kong Ethelred ud og beholdt selv riget.

Hans sønner Gorm og Hardeknud, som er utilfredse med faderen, overfalder Danmark med røveri, og da de havde dræbt Danernes konge Halfdan og hans sønner delte de Danernes rige, Danmark til Gorm, England til Hardeknud. For deres fader døde i mellemtiden, mens de selv angreb Danmark.

Men hvorvidt Halfdan var en søn af Klak-Harald eller ej, er tvivlsomt.

Gorm den meget grusomme konge, opslog sit kongesæde på Sjælland. Hans søn var den såre milde Harald, som var den første, der byggede en kirke på Sjælland. Imod faderens befaling var han en ven af de kristne og støttede dem under forfølgelserne, idet han efter bedste evne tog imod dem alle vegne fra. Så mens faderen således fremturede i det onde, blev Harald konge efter hans død og gjort kristen. Snart modtog han præster, der kom såvel fra England som fra Sachsen, og han begyndte at dyrke Kristus offentligt. [Adam I.59]

Derfor var han en ven af den ærværdige biskop Adaldag og af kejser Otto og stod dem meget nær, og det i en sådan grad, at kejseren løftede hans døbte søn af den hellige font og kaldte ham Svend Otto. Så den fromme konge, som troede meget på Kristus, blev ikke blot døbt, men bad endog ved sendebud om, at der måtte blive indsat bisper i riget. Ærkebiskop Adaldag af Bremen glædede sig over denne anmodning, og efter kongens og pavens råd [Adam II.4] ordinerede han tre bisper for Danmark: Erik til Slesvig, Liafdag til Ribe, Reginbrand til Århus. [Adam II.3]

Også senere ordinerede ærkebiskop Adaldag af Bremen flere bisper for vort folk: Marko til Slesvig efter Erik, Folbert efter Liafdag til Ribe. Odinkar Hvide, som var ordineret til Sverige, forvaltede også Skåne og Sjælland; efter ham kom Thurgot. [Adam II.26]

Denne Harald genindsatte også nordmændenes konge Håkon, som var blevet jaget ud af riget. Håkons søn var Trygve, som var underlagt Harald, og hans søn igen var Olaf Krageben. [Adam II.25]

Harald herskede i halvtreds år. Hans søn Svend sårede ham i et slag og fordrev den sårede fra riget; på sin flugt kom han til Venden og døde dér som landflygtig og - som en anden David - i større sorg over sønnens troløshed end over sin egen ulykke. Hans legeme blev bragt tilbage til fædrelandet af hans mænd og begravet i staden Roskilde. [Adam II.27-28]...

De emner, der overspringes synes ikke tilfældige: det er f.eks. kong Henriks sejr over Gorm, Unnis besøg hos Gorm og Harald og kong Ottos sejr over Harald, d.v.s. alle de træk, der antyder, at det var tyskerne, der gennemtrumfede kristendommens indførelse i Danmark. Desuden savner man ethvert spor af svensk herredømme i Danmark, d.v.s. Svend Estridsens bidrag til tidens historie i Adams værk.

Heller ikke tilføjelserne er tilfældige. Kort karakteriseret drejer de sig om "Sjællands kristning": Om Gorm, der opslog sit kongesæde på øen, om Harald, der byggede den første kirke og hentede engelske og sachsiske præster dertil, om den første, der "forvaltede" Sjælland, hvis tilnavn kendes. Desuden har forfatteren lidt bedre orden på bisperækkerne end Adam af Bremen. Han tildeler to af bisperne et sæde, hvad Adam opgav at holde rede på.

For Roskildekrønikens forfatter var Adam af Bremen altså ikke nogen stor autoritet på dette felt, og når hans version af historien om danernes kristning faktisk er kommet til at ligne den, der fremkommer, når Adam renses for åbenlyse fejl og manipulationer, kan det selvfølgelig være et tilfælde. Men det kan jo også skyldes, at han foruden Adams fremstilling også havde en anden. Den almindelige karakteristik af forfatteren som en naiv klumremikkel, der ubehjælpsomt sammenflikker brudstykker af sine forlæg - heriblandt først og fremmest Adam af Bremen - er ganske ufortjent. Flere sidebemærkninger (f.eks. om antallet af konger, om tvivl om personers slægtskab m.m.) viser, at der er tænkt grundigt over det, der er nedskrevet.

Når han fjerner biskop Unni fra Adams beretning om Gorm og Harald, så er det altså formodentlig en bevidst og velovervejet handling, der kun kan skyldes, at han har haft en mere troværdig kilde, der fortalte noget andet end Adam. For Unnis missionsrejse er nemlig også med, idet der umiddelbart forud for det ovenfor citerede findes følgende oplysninger:

Roskildekrøniken:

Mens dette stod på, døde kong Erik, og Frode blev ophøjet til tronen; han blev døbt af ærkebiskop Unni af Bremen. Straks blev de kirker genrejst, som før var ødelagt: Slesvig og Ribe. En tredie kirke byggede kongen i Århus til den hellige Treenigheds ære.

Nogle siger, at ærkebiskop Unni af Bremen prædikede for Gorm og Harald, som var konger i Danmark, og gjorde dem venlig stemt mod de kristne og genoprettede de længe forsømte kirker.

Denne Gorm var fader til Harald. Harald styrede riget i femten år i faderens levetid, og efter faderens død herskede han i halvtreds år. Han var kristen og havde tilnavnet Blåtand eller Klak-Harald.

Senere, da kronikøren skal forklare, hvorfor Harald Hén er den fjerde konge i Danmark med det navn, læses:

Roskildekrøniken:

Den første Harald var han, der blev døbt i Mainz, den anden Harald Blåtand, den tredie Harald Gormsen, den fjerde denne søn af Svend. ...

Der er således ingen slinger i valsen. I krønikeforfatterens bevidsthed er der ingen tvivl: Den Harald, som Unni prædikede for, er en ganske anden end Harald Gormsen. Den tilsyneladende tåbelige fordobling af Gorm og Harald skyldes ikke forfatterens skødeløshed eller mangel på omtanke. Han har bevidst fjernet/flyttet Unni fra det sidste par Gorm og Harald, fordi han havde en anden, troværdigere kilde, hvori Gorm og Harald optrådte på en sådan måde, at det ikke tillod ham at slutte, at de to par var identiske. Og selve omtalen i Roskildekrøniken afslører jo, hvorfor forfatteren måtte mene, de var forskellige. Den Gorm, der blev venligt stemt over for de kristne og genoprettede de længe forsømte kirker, kunne umuligt være den grusomme kristenforfølger.

Men det er ikke forklaring nok, for det problem kunne jo enkelt have været løst ved at fjerne Gorms kristenfjendtlighed fra den anden omtale af parret. Selve fordoblingen må forklares, men også her kommer selve indholdet i den første omtale til hjælp: Den nævnte kilde må have været en slags kongeliste med kortfattede oplysninger, herunder kongernes regeringstid og tilnavne. Sådanne kongelister findes fra den senere del af middelalderen i stort tal og mange versioner, og der er ingen grund til at tro, at man ikke allerede længe før 1140'erne har gjort de første forsøg på at få hold på kongerækken med en sådan (nødtørftig) huskeliste. Roskildekrøniken er det ældste (bevarede) skrift med oplysninger om vikingetidens kongetilnavne (Erik Barn, Klakharald, Harald Blåtand, Hardeknud, Svend Tveskæg, Gammelknud, Svend den Store osv.), disse kunne alle tænkes at stamme fra en sådan kongeliste. Og i den kunne forfatteren have læst, at der forud for Harald Gormsen fandtes en anden kong Harald, en der kaldtes med de nævnte tilnavne og var kristen. Det kan have bestyrket forfatteren i den tro, at de to afvigende historier om Unnis mission gjaldt forskellige konger

En historiker fra o.1140 er naturligvis ikke noget sandhedsvidne om det 10.århundrede, med mindre man kan godtgøre, at han har haft gode kilder og anvendt dem loyalt. Roskildekrønikens forfatter afslører intet kendskab til den glorværdige vikingetid udover det, han har kunnet læse sig til, han har ikke øst af nogen ældgammel mundtlig tradtion, han bringer intet, der minder om eventyr og folkesagn. En sådan historiker sidder naturligvis ikke og opfinder tilnavne til konger i en fjern fortid, han bearbejder skriftlige forlæg og kombinerer disse oplysninger. Hvis man kan gennemskue bearbejdelsen og udskille oplysninger fra de anvendte kilder, har man naturligvis en mulighed for at skaffe troværdig information også om ældre tider end forfatterens egen tid.

Det Roskildekrøniken på denne måde viderebringer fra sine andre forlæg er altså

  1. En beretning om ærkebiskop Unnis besøg hos kongerne Gorm og Harald, hvori begge konger er kristenvenlige. Måske også med omtale af deres slægtsskab og regeringstid, der dog også kan stamme fra 2.
  2. Fra en kongeliste stammende oplysninger om en kristenvenlig kong Harald kaldet Klak eller Blåtand, som var forskellig fra Harald Gormsen.
  3. Oplysninger - sandsynligvis nedskrevet ved Roskilde Domkirke - om Sjællands tidligste mission.

Man kan naturligvis ikke vide, hvor gamle og dermed hvor troværdige disse kilder er, men der er intet i vejen for, at de er ældre end f.eks. Adam af Bremens værk. Adam skriver selv, at han har nogle af informationerne om Gorm fra en vis dansk biskop. Den ubestemte kildeangivelse kunne tyde på, at han ikke har kendt denne biskops identitet og defor heller ikke har talt med vedkommende. Man kan forestille sig, at informationerne stammer fra et skrift, hvorom Adam kun vidste, at det var forfattet af en eller anden dansk biskop, et dansk historisk værk fra midten af det 11. århundrede med særlig interesse missionen.

Roskildekrønikens fordobling af Gorm og Harald kan derfor være fremkommet eller blot fremmet af den omstændighed, at dens forfatter kendte både Adams kilde og hans manipulerede bearbejdning af den.

Roskildekrøniken giver ingen af sine Gorm'er tilnavn. De begynder først at optræde i yngre, middelalderlige værker. Da krøniken ellers indeholder de ældste kendte forkomster af vikingekongernes tilnavne, og de tydeligvis havde forfatterens interesse, må man antage, at de ikke forekommer i hans kilder. Kong Gorms tilnavne må derfor antages at være en senere tids opfindelse. Men skulle man give den sidste af de to konger ved navn Gorm et tilnavn, der svarede til krønikens meddelelser om ham, så måtte det blive "den Engelske".


2. Gorm den Dvaske

Mellem Roskildekrøniken og dens berømtere efterfølgere i dansk, middelalderlig historiskrivning er der et halvt århundrede. Men ideologisk set er der også et kæmpegab. Svend Aggesen og Saxo Grammaticus skrev på Valdemar'ernes tid, d.v.s. i en tid, hvor synet på kongemagten, på kongeslægtens legitimitet og på rigsenheden var og havde været under drastisk forandring.

Roskildekrøniken fortæller om, hvordan den første konge af den regerende kongeslægt (d.v.s. kong Niels's tiptipoldefar) kom til magten i Danmark. Det sker på en klar og utvetydig måde: Slægtens første mand Gorm stammede fra England. Der havde hans far, der var vikinghøvding og hed Svend, erobret sig et rige. Gorm erobrede Danmark, fordrev den gamle kongeslægt og opslog sit kongesæde på Sjælland.

Ved det 12. århundredes slutning var dette ikke nogen acceptabel udlægning. For både Svend og Saxo drejede det sig om at fremmane billedet af det ældgamle forenede rige med den samme kongeslægt på tronen helt tilbage til de ældste tider. Fortidens splittelser blev fortiet eller tolket som oprør mod den lovformelige konge, der var enehersker over hele landet. Selv om Svend Aggesen synes at have kendt og Saxo helt sikkert kendte Roskildekrøniken, så har ingen af dem kunnet anvende krønikens fortolkninger. De to historikere kan naturligvis ikke fremføres som vidner i sager fra 900-årene. Men deres behandling af Gorm-Harald problematikken er på hver sin måde oplysende om det 12. århundredes kendskab til og holdning til en evt. ældre kongerække.

Svend Aggesens historie om Gorm er interessant derved, at han ikke bruger en eneste af Roskildekrønikens oplysninger om ham, men alligevel kan bekræfte en væsentlig detalje. Han kender kun én kong Gorm, om hvem han skriver:

Svend Aggesen:

Kap.4.

Denne [en vis kong Snio] avlede atter en søn, som han kaldte Klakharald.

Efter ham fulgte hans søn og arving til kongedømmet, Gorm Løghe, det vil sige: den dvaske, som udelukkende hengav sig til nydelser og svirelag, som en konge kan tillade sig. Hans hustru var hin velkendte berømmelige kvinde, jeg mener Tyre, hun, som har fået tilnavnet Rigets Pryd. ...

Herefter følger en lang og underholdende historie om Tyre, Danevirke og kejser Otto, hvori nok en gang hentydes til Gorms dvaskhed. Men ellers omtales han først i forbindelse med hans og Tyres død og højlæggelse. De to citater viser, at Svend har kendt Jellingmonumenterne. "Rigets pryd" må antages at være hans fortolkning af den lille Jellingstens "Danmarks bod". Hans interesse og viden må være udsprunget af dette kendskab, og det, han gengiver, er myter opstået af den folkelige fortolkning af monumenterne: Tyre var en hel speciel dronning, fordi hun hvilede ligeværdigt med sin mand og mindedes som "rigets pryd". Man har spekuleret over hvorfor og sat det i forbindelse med forsvaret mod tyskerne. En konge med så dådrig en kone måtte nødvendigvis være dvask. Svend Aggesen bidrager derfor til forståelse af myternes opståen, men intet til den ægte historie om Gorm.

Svend Aggesen er mest interessant derved, at han viser kendskab til en dansk kongeliste med kun én kong Gorm "den Dvaske", hvis forgænger hed Klakharald, og hvis søn var Harald Blåtand (Svend benytter tilnavnet). "Gorm den Gamle" var altså ikke o.1190 et fast, anerkendt navn for Jellinge-kongen Gorm, og "Klakharald" ikke endnu blevet navnet på den Harald, der døbtes i Mainz 826.

Herved bestyrkes troen på, at også Roskildekrønikens forfatter har haft en tilsvarende kongeliste med præcis det indhold, der tidligere blev foreslået, og at Gorms fordobling ene og alene er hans værk, og den udelukkende er en sideeffekt af Harald Gormsens fordobling.


3. Gorm den Engelske

Saxo Grammaticus er mindre kritisk over for Roskildekrøniken end Svend Aggesen (hvis denne da overhovedet har kendt krøniken). For Saxo kan kongerækken ikke blive lang nok (når bare den hænger sammen), så han tager hele rækken Frode-Gorm-Harald-Gorm-Harald til sig. Men bortset fra det er der ikke meget af Roskildekrønikens konstruktion, der forbliver uforstyrret. Han ombytter så at sige parrene, hvorved vikingehøvdingen Svend må identificeres med Frode. Derved bliver Frode en dådrig viking, der erobrer rige i England, og den første Gorm bliver hans søn, og Saxo skriver om ham:

Saxo Grammaticus:

Bog IX.

Efter Frodes død kom hans søn Gorm, som førte tilnavnet Engelskmand, fordi han var født i England, på tronen dér på øen, men den lykke var mindre varig en rask til at falde i hans lod, thi da han drog fra England til Danmark for at ordne sagerne dér, blev et langvarigt tab følgen af en kortvarig fraværelse. Englænderne, som holdt for, at alt håb om hans fraværelse beroede på hans fraværelse, pønsede på almindeligt frafald fra danskerne og tog over hals og hoved mod til sig og gjorde oprør. Men jo mere englænderne hadede og foragtede ham, des mere holdt danskerne fast ved ham, så da han begærlig efter herredømmet strakte begge hænder ud efter to lande, fik han det ene, men mistede uigenkaldeligt det andet, thi han gjorde aldrig noget kækt forsøg på at vinde det tilbage. Så vanskeligt er det at holde sammen på store riger.

Derpå blev hans søn Harald konge i Danmark. Efterslægten har halvvejs glemt ham og har ingen ypperlige bedrifter at melde om ham, fordi han lagde mere vind på at bevare kongemagten end på at udvide den.

Som det ses, er dette stort set Roskildekrønikens anden Gorm (minus oplysningerne om hans fjendskab mod de kristne) tilsat ordrige selvfølgeligheder, som Saxo kunne ræsonnere sig frem til af den simple kendsgerning, at England først "tilbageerobredes" af Svend Tveskæg. En af grundene til ombytningen må være den første Haralds af Saxo erkendte umiskendelige lighed med Harald Gormsen, og så tilnavnet Blåtand, som alle andre middelalderhistorikere end Roskildekronikøren knytter til Harald Gormsen. Når tilnavnet og de informationer om ham, der åbenbart hørte den anden Harald til, fjernedes, var der ikke andet tilbage, end at han var Gorms søn. Derfor endte denne Harald uden "ypperlige bedrifter" hos Saxo. Herefter kunne den anden Gorms historie indledes således:

Saxo Grammaticus:

Bog IX.

Nu blev Gorm konge, en mand, som bestandig var fjendtlig sindet imod kristendommen og opsat på at tage al ære fra de kristne, som om de var de vederstyggeligste mennesker. Alle, der bekendte sig til den tro, pinte han med al den fortræd af forskellig slags, han kunne, og blev ikke træt af at forfølge dem med bagvaskelser. Ja, for at genindføre det gamle hedenskab i templerne jævnede han den kirke, som fromme mennesker havde bygget på byen Slesvigs grund, fuldstændig med jorden, som om det var en vanhellig bolig for ugudelighed, og straffede således dem, han ikke havde pint og plaget, med at rive deres gudshus ned.

Skønt han havde ord for at have en overmåde anselig skikkelse, svarede hans sjæl kun lidet til legemet. Han var så at sige så mæt af at herske, at han nøjedes med at bevare sin kongelige magt og myndighed uden at bryde sig om at udvide den, holdt det for bedre at værne om det, han havde, end at strække hånden ud efter andres og var mere opsat på at passe på det, som hørte ham til, end på at forøge det ved at erhverve mere....

Det sidste må være Saxos fabuleringer over det billede, Svend Aggesen tegner af Gorm den Dvaske. Første del er umiskendeligt Roskildekrønikens fra Adam af Bremen stammende forestillinger om Gorms hedenskab. Men det midterste stykke er originalt, det må Saxo som tidligere nævnt have læst et helt tredie (fjerde) sted.

Resten af Saxos historie om kong Gorm er anekdoter om Tyre og sønnerne. Heri optræder han og dør som en gammel mand, men heller ikke Saxo kender denne Gorm som Gorm den Gamle. Saxo synes at modificere Svend Aggesens negative billede f.eks. ved at flytte Tyres glorværdige indsats til efter mandens død. Han benytter i det hele taget ikke ret meget af Svends historie, han bygger tilsyneladende på to andre kilder, idet hans historie har et hidtil uforklaret engelsk islæt og tydelige forbindelser til den norrøne tradition.

Saxo tiltræder Roskildekrønikens fordobling af Gorm og fordeler oplysningerne mere ligeligt imellem de to versioner. Men der er intet, der tyder på, at han skulle have haft andre kilder end Roskildekrøniken som belæg for sine to kong Gorm'er.


4. Gorm den Gamle

(Her skal engang være et afsnit, der tager stilling påstanden om, at Gamle var et ægte tilnavn, der brugtes i kongens levetid, fordi to dattersønner, sønner af Erik Blodøkse, hed Gorm og Gamle, og i det hele taget skal analyseres, hvordan kronologien i nærværende fremstilling harmonere med den norrøne traditions)


5. Guthrum II

Studiet af Roskildekrøniken, Svend Aggesen og Saxo viser således, at den ældste overlevering kun opererer med én kong Gorm, som altså må være identisk med Jelling-kongen af samme navn. Overleveringen er ganske klar m.h.t. hovedtrækkene i denne konges historie: Han kom fra England, hvor hans fader havde erobret et rige, fordrev medlemmer af den regerende danske kongeslægt og kunne opslå sit kongesæde på Sjælland.

Af 1100-tallets historiske værker kan man selvfølgelig ikke uden videre drage slutninger om de faktiske historiske forhold i 900-årene, men da Roskildekrøniken er den ældste kilde til kongernes tilnavne, så synes det rimeligst at lade den være bestemmende for, hvilket tilnavn denne konge bør have. Selv om det altså ikke udtrykkeligt er nævnt i krøniken, så forekommer det indlysende, at kong Gorm retteligt bør kaldes Gorm den Engelske, og i hvert fald ikke Gorm den Gamle.

Mange forskere har fremført den formodning, at Saxos Gorm den Engelske skulle på en eller anden måde være opstået af den historiske kong Guthrum, der i årene 870-890 var en fremtrædende leder i de danske erobringshære i England og endte sine dage som konge i Eastanglia. Det er imidlertid svært at forestille sig en logisk og sammenhængende forklaring på, hvordan viden om ham skulle være kommet Roskildekronikøren eller Saxo for øren, uden at der samtidig var medfulgt flere detaljer om hans liv og gerninger i England. De angelsachsiske (og senere anglo-normanniske) historikere, der beskæftiger sig med ham, har fyldige oplysninger om erobringen, om hans forhold til Alfred den Store, om hans dåb og døbenavn Athelstan, og om hans død i England 890.

Men det er selvfølgelig meget nærliggende at søge efter bekræftelse på Roskildekrønikens beretning i de engelske kilder til Danelagens historie, og en eller anden form for forbindelse mellem den eastangliske kong Guthrum og den danske kong Gorm antyder jo alene navnene. Selv om disse kilder netop i første halvdel af det 10. århundrede tørrer ind og er fattigere på oplysninger om danernes og deres kongers færden på de britiske øer end i både den forudgående periode og den efterfølgende, så er de dog trods alt så fyldige, at det skulle være muligt at finde oplysninger om en dansk konge, der begyndte karrieren i sin faders erobrede rige i England og endte som konge i Danmark, hvis der ellers var noget om snakken.

Eftersøgningen efter kong Gorms eventuelle engelske rødder kan indsnævres en hel del p.g.a. de allerede fastlagte data. Gorm kan tidligst være født i 908 og midt i 930'erne er han helt sikkert aktiv på den danske scene og med stor sandsynlighed i fuld gang med at sikre sig en magtbasis og nedkæmpe rivalerne.

Fra perioden 920 til 954 kender man næsten ubrudt række af konger i York, den ene af danernes bastioner i England, og så meget af dette riges historie og så meget om disse kongers skæbner er kendt, at der ikke synes at være ret meget plads til nogen kong Gorm dér.

Den anden af de danske kongeriger i England, East Anglia, mistede sin selvstændighed tidligere. Det skete gradvist i løbet af Edvard den Ældres regeringstid (899-924), hvor denne tilbageerobrede og befæstede den ene efter den anden af danernes byer. Et afgørende slag fandt sted i 918, hvori kongen - der ikke navngives af den angelsachsiske krønike eller i andre engelske kilder - faldt.

Der er nogle få - ikke særligt sikre og ikke alment accepterede - vidnesbyrd om, at han en kort tid havde en efterfølger ved navn Guthrum, hvis kongemagt må have været svært begrænset, nærmest blot symbolsk, og som ikke havde mange chancer for at forhindre det uafvendelige, fuldstændige tab af suverænitet for den østangelske koloni.

Det første af disse vidnesbyrd er en traktat, der skulle være indgået mellem Edward den Ældre og en dansk kong Guthrum:

Danmarks Riges Breve:

I.1, 359 - [1002-1004]:

[Overenskomst, der angives at være indgået mellem kongerne Alfred og Guthrum og siden tiltrådt af kongerne Edvard og Guthrum] dengang da englænderne og danskerne uforbeholdent gik ind for fred og venskab ....

Det andet vidnesbyrd findes i John af Wallingfords krønike:

John of Wallingford:

[han (Athelstan) besøgte engang under sin faders regering kong Gytrum i Danmark]


... familiarissimos habere studuit Danos et ad omnem volutatem suam habuit præparatos, descenderat enim aliquando in tempore patris sui ad Gytrum in Daciam et multa de moralitate populi suis moribus adjecerat.

Selv om det her drejer sig om en meget sen kilde, kan den alligevel meget vel indeholde betydningsfuld information om en dansk konge. Det forekommer ikke sandsynligt, at nogen i en sen eftertid skulle hente en så speciel og egentlig ganske ubetydelig detalje ud af den blå luft. Hvem andre end en person med nøje kendskab til og stor interesse for kong Athelstan kunne tænkes at hæfte sig ved den? Hvis han virkelig besøgte en kong Gytrum i Danmark i sin faders levetid (d.v.s. før 924), så ville det være et tegn på, at Gorms navn blev opfattet som Guthrum af englændere, d.v.s. det ville være en bekræftelse af identifikationen Gorm=Guthrum og samtidig en bekræftelse af Gorms engelske forbindelser. Men snarere må man dog tro, at ophavsmanden til notitsen fejlagtigt ud fra en viden om, at Gorm var konge i Danmark, har sluttet sig til, at det var han så også, da Athelstan besøgte ham. Det forekommer mere realistisk, at besøget i virkeligheden fandt sted, mens Gorm endnu var i England.

Sceneriet synes ellers at passe på en prik: en dansk konge ved navn Guthrum mister magten i England under Edvard den Ældres tilbageerobringskrig mod de danske kolonister, han drager til Danmark og vinder sig et rige dér og bliver kendt som Gorm den Engelske. Der er tilmed i historien plads til, at han i England kan have arvet riget efter sin fader, der netop kunne være den unavngivne konge, der faldt i 918.

Der er selvfølgelig den hage ved teorien, at i 918 kunne Gorm højest være 10 år gammel. Hvis han var konge i England i Edvard den Ældres dage, så må han have begyndt sin kongetid som barn og kan højest have været en yngling eller halvstor dreng ved dens afslutning. Det går naturligvis svært ud over teoriens troværdighed, at den må bygge på en så usædvanlig og ekstrem forudsætning. Men historien ikke er uden fortilfælde (der findes eksempler på vikingekonger, der begyndte deres regering i barnealderen), og der skal sidenhen i historien om Gorms fader fremføres indicier for, at sådan var faktisk hans skæbne.

Foreløbig nøjes vi med at konstatere, at hvis der skal findes en arena og en rolle til en historisk kong Gorm den Engelske som beskrevet i Roskildekrøniken og hos Saxo, så er der næppe noget bedre forslag end slutkampene om den østangelske danerkoloni med Gorm som den sidste danske konge dér.


6. Kong Svend i England?

I Roskildekrøniken læser man om kong Gorms fader Svend, en overløber fra Nortmannia, der vandt et rige i England, og om broderen Hardeknud, der blev konge i England, da Gorm blev det i Danmark. De fleste har heraf sluttet, at kronikøren ved sin ubehjælpsomhed har blandet Adam af Bremens "Hardegon filius Suein" og "Hardecnudth Vurm" ind i Svend Tveskægs erobring af England. Men da der ikke i Adam's værk er noget som helst belæg for at forbinde nogen af de to personer med begivenheder i England, og da Roskildekrønikens forfatter ikke uden videre kan tillægges en sådan tåbelighed - han har jo senere en historisk korrekt rolle til Svend Tveskæg - forekommer den forklaring ikke videre overbevisende. Krøniken er det eneste middelalderlige skrift overhovedet, der gør Hardeknud til konge i England, og der findes ikke nogen bedre forklaring på det fænomen, end at det stod i den engelske kilde, som man af andre grunde kan se, at han havde til sin rådighed. Det må være den primære oplysning, der kan have udløst resten af konstruktionen. Af dette og Adams oplysninger kunne han derefter tro, at Hardeknud=Hardegon havde erhvervet retten til det engelske rige efter sin far Svend, og af Hardecnudth Vurm kunne han have dannet brødreparret Hardeknud og Gorm og sluttet, at også Gorm var søn af Svend. Hvis han havde andre grunde til at tro, at Gorm kom fra England og erobrede Danmark, ville det vel blot have forstærket hans tro på, at konstruktionen var rigtig. Den konkrete udformning af historien om Svend, Hardeknud og Gorm (f.eks. at det drejede sig om en fader og to sønner) kan således udledes af oplysningerne hos Adam af Bremen, men selve iværksættelsen af konstruktionen kan dårligt forklares på anden måde, end ved at Roskildekrønikens forfatter i forvejen havde grunde til at forbinde personer med de tre navne - måske kun Hardeknud - med England.

Følgende citater fra Gesta Danorum synes dog at vise, at danske historikere, og altså også Roskildekronikøren, havde andre grunde til at tro, at der var en kong Svend i England i begyndelsen af 900-årene.

Saxo Grammaticus:

Bog X.

Nedslået over dette forsmædelige afslag [på ansøgning om asyl i Norge] begav Svend sig skyndsomst til England for at søge om hjælp dér. Kong Edvard, som var ganske ung, beskyldte ham, der kom for at bede om hjælp, for, at det var ærgerrighed, der drev ham, han troede nemlig, at flygtningen i virkeligheden ikke kom for at søge om hjælp, men snedig, under påskud af at være dreven i landflygtighed, pønsede på lejlighed til at bemægtige sig hans rige, og idet han således anså hans kranke lykke for et vidnesbyrd om hans træskhed, vendte han det døve øre til; [...]

Da det ikke var ham nok at have underlagt sig Norge, drog han derpå til England, hvor han sluttede den overenskomst med Adelsten, at han ved hans død skulle arve riget og kongeværdigheden efter ham.

Da Edvard var konge 899-924 og hans søn Athelstan var konge 924-940, forekommer det indlysende, at de citerede oplysninger handler om en vis kong Svend, der i første halvdel af det 10. århundrede var i konflikt med en fjendtlig kong Edvard og sluttede fred med en venligtsindet kong Athelstan. Problemet er blot at Saxo bringer disse meddelelser i historien om Svend Tveskæg og derfor enten henlægger disse begivenheder til hans tid, altså ca.985-1014, hvor hverken en kong Edvard eller en kong Athelstan var konge i England, eller antager, at Svend Tveskæg var konge to generationer for tidligt. Vi har én gang tidligere set Saxo begå den samme fejl, og det synes som om, han nok engang blander dele af en tidligere kong Svends historie ind i Svend Tveskægs.

Og nok engang tildeles denne kong Svend en rolle - nemlig rollen som den danske konge, der optrådte i slutkampene om East Anglia - der af andre grunde allerede er tildelt kong Gorm!