Retur til indholdsfortegnelse: Middelalderstudier > IX. Kong Gorms Saga > VIII. Breve og sagn

VIII. BREVE OG SAGN

- hvori historien bliver fortalt én gang til


1. Abbed Vilhelm af Æbelholt

Den 14.august 1193 ægtede den franske konge Philip August en søster til den regerende danske konge, Knud den Sjette. Hun hed Ingeborg. Men allerede dagen efter gav han udtryk for stor modvilje mod hende og ville straks forskyde hende. Den virkelige årsag til den pludseligt opståede ulyst til ægteskabet kan man i dag kun gisne om, men over for de kirkelige myndigheder, der skulle give tilladelse til skilsmissen, begrundede han sit ønske med, at han og Ingeborg var for nært beslægtede eller besvogrede. Den 5.oktober samme år godtog en forsamling af bisper og grever under forsæde af kongens morbror, ærkebispen af Reims, Philip Augusts påstand og erklærede ægteskabet for opløst.

Der gik næsten et år, førend man i Danmark fik efterretning om, hvad der var sket. Men da satte man også rigets førende mænd på sagen for at komme Ingeborg til undsætning på den bedst mulige måde. Først skrev man til paven, Coelestinus III, for at få ham til at gribe ind til fordel for den danske prinsesse. Og hen på efteråret 1194 sendte man en delegation til Rom under ledelse af kansleren Anders Sunesen. Den skulle påvirke paven og først og fremmest over for ham bevise, at Philip Augusts begrundelse for skilsmissen, det nære slægtskab, var uden hold i virkeligheden. Med i delegationen var derfor også abbed Vilhelm af Æbelholt, der til formålet havde udarbejdet en stamtavle over de danske konger tilbage til Harald Blåtand. Desuden medbragte man en skrivelse til paven fra ærkebisp Absalon, der uden tvivl har været hovedmanden bag aktionen og medvirkende til stamtavlens udfærdigelse.

Sagens videre forløb skal ikke refereres her. Men den nævnte stamtavle eller rettere indledningen til den, kan bidrage til en række interessante slutninger. I den oplyses nemlig, at der før Harald havde været mange danske konger, hvoraf man vil nævne nogle:

Vilhelm af Æbelholt:

Danernes første konge kaldtes Dan, efter hvem danerne havde fået navn. Derefter Gorm, Frothe, Gothorm, Frothe, Sven, Guthlacus, Eskillus, Warmundus, Godefridus, Hemmingus.

Den nævnte Eskillus kæmpede sammen med Artur, briternes konge, imod romerne.

Det nævnes udtrykkeligt, at disse elleve konger kun skal opfattes som et udpluk af den danske kongerække. Alligevel minder den forbavsende lidt om den danske kongerække, der findes i krøniker, annaler og kongelister, der er overleverede fra middelalderen, og af hvilke nogle må have eksisteret og været tilgængelige for stamtavlens og indledningens forfatter. Det gælder f.eks. Roskildekrøniken og Lejrekrøniken, der med sikkerhed vides at være skrevet før 1194. Vilhelms konger minder heller ikke det fjerneste om dem, man finder i Svend Aggesens eller Saxos historiske værker. Det er en almindelig formodning, at Saxo netop ved denne tid arbejdede på (eller gjorde forstudier til) Gesta Danorums sagnhistoriske del.

Det virker som om, man bevidst har forkastet alle de nævnte værkers udsagn og er begyndt helt fra bunden. Forklaringen på dette ligger lige for: stamtavlen var jo bevismateriale og stilet til selve paven. Derfor vovede man kun at anføre det helt sikre, d.v.s. hvad man kunne dokumentere ved hjælp af autoritative, først og fremmest udenlandske kilder, og ikke det, som de danske kilder var indbyrdes uenige om.

Det ses, når man nærstuderer de enkelte konger:

Dan

At en konge ved navn Dan var den første i Danmark og gav navnet og folket navn, var på den tid almindelig accepteret europæisk lærdom. Forestillingen bygger naturligvis på en primitiv, folkelig etymologi, men o.1200 kunne den uden betænkelighed anføres over for paven, og dokumenteres med anerkendte historiske værker (f.eks. Vilhelm af Jumièges). Den association, der skabtes ved antydningen af danernes slægtskab med den jødiske stamme Dan, blev sikkert også anset for nyttig.

Guthlacus, Eskillus og Warmundus.

Disse tre navne er sandsynligvis hentet i værket "Historia regum Brittaniæ" af Geoffrey af Monmouth fra o.1136. Dette værk indtog en fremtrædende plads i sin samtid og blev af mange anset for et ideal. Der er flere tegn på, at Saxo har kendt det, og har været inspireret af det ved tilrettelæggelsen af sit arbejde med sagnhistorien, selv om direkte lån ikke synes påviselige. Abbed Vilhelm har altså ment, at Geoffrey af Monmouth var en autoritet, så alene hans omtale af kongerne var den nødvendige dokumentation over for paven. Efter sigende var det et fejlskøn af abbed Vilhelm, som man lo en del af sydpå.

Godefridus og Hemmingus.

Disse to konger stammer fra Adam af Bremen eller direkte fra de frankiske annaler, hvorfra Adam kender dem. Mest sandsynlighed er der for den første mulighed, idet andre værkers benyttelse af Adam af Bremens viser, at det kom til landet på et tidligt tidspunkt og var en stor autoritet gennem hele middelalderen. Ved første øjekast kan man undre sig over, at kun disse to er nævnt, for Adam bringer jo et væld af oplysninger om en lang række danske konger, heraf endda nogle kristne. Umiddelbart efter omtalen af Godfred og Hemming fortælles om en borgerkrig mellem to konger, Sigfred og Anulo, og så om nok en mellem Reginfred og Harald. Derefter berettes om sidstnævntes dåb som den første danske konge, og om hans to efterfølgere ved navn Horich, som Ansgar missionerede hos. Specielt må man undre sig over, at de tre sidste ikker er fundet værdige til at blive omtalt på listen. Og dog: princippet er jo, at kun det sikre medtages. Om netop disse seks konger hersker netop o.1200 den vildeste forvirring tilsyneladende forårsaget af et sammenstød mellem den hjemlige (eller måske snarere norrøne) tradition og Adam af Bremen. Som eksempel kan nævnes, at Saxo, der arbejder med sagen på denne tid, laver netop en af sine mere udspekulerede konstruktioner omkring disse personer: Reginfred identificeres med Regner Lodbrog, Sigfred og Anulo på en eller anden obskur måde med hans far Sigurd Ring (ring=anulo), Harald, den første kristne konge degraderes til en usurpator mod Lodbrogætten, den første Horich ligeså, mens den yngre Horich gøres til en søn af Sigurd Orm-i-øje.
Man har næppe følt, at det var hensigtsmæssigt at rippe op i den historie over for paven, og desuden udmærkede de nævnte to konger sig ved at have haft kontakt med selveste Karl den Store. Den første havde ført succerige krige mod kejseren, den anden indgået en fredsaftale.

Gorm, Frothe, Gothorm, Frothe, Sven.

I rækken af kongenavne er der en vis gruppering, men ellers synes navnenes rækkefølge at være helt tilfældig (bortset fra Dans). I denne gennemgang af dem er de forsøgt rangeret efter en form for tidsfølge. Og i en sådan må de nævnte fem, der tydeligt udgør en af grupperne, anbringes til sidst, da der næppe er tvivl om, at f.eks. Harald Blåtands far er en af dem. Der nævnes to Frode'r, men i henhold til de principper, der er til grund for listen, så kan det ikke dreje sig om nogen af de danske sagnkonger af det navn. Frode Fredegod/den Fæmilde/den Frøkne, eller hvad de nu ellers måtte hedde i sagnene, ville ikke kunne leve op til det krav om "historicitet", der synes stillet til de medtagne konger. Desuden, hvis det virkelig drejede sig om sagnkongerne, så optræder de i en hel gal sammenhæng, så burde de være nævnt sammen med navne som Halfdan, Fridlev, Ingjald, Roar og Helge, og ikke sammen med Gorm eller Sven, der er entydigt vikingetidsnavne. Der må altså en anden forklaring til.

Det første, der falder i øjnene, når man betragter disse navne, er, at forfatteren synes at gentage sig selv. Gorm og Gothorm er jo samme navn. Gorm er en kortform, der først kendes fra 900-årene, udviklet af Gothorm. Det har han tilsyneladende ikke været klar over, så fordoblingen kan skyldes, at han henter sine oplysninger fra to forskellige kilder; én hvor parret Gothorm-Frothe forekommer, og én med Gorm-Frothe, og han har p.g.a. de forskellige navneformer troet, at det drejede sig om fire forskellige personer i stedet for to.

Den lange navneform tyder på en vis forbindelse til England, hvortil navnet Gothorm (Guthrum) kom o.870 med den danske erobrerkonge i East Anglia, og hvor den lange form synes at have holdt sig i længere tid.

En teori om, at disse Frode'er skulle kunne begrundes alene med forkomsten af en kong Frode i Roskildekrøniken, kan blankt afvises. Dér findes ingen anledning til sammenparring med en Gothorm, og dér findes intet grundlag for nogen fordobling.

Undersøgelsen af abbed Vilhelms kongeliste og de omstændigheder, hvorunder den blev til, kan da opsummeres som følger: Omkring år 1200 fandtes der i Danmark skriftlige vidnesbyrd, der på forskellig vis omtalte personer ved navn Gorm (Gothorm), Frode og Sven. Et af disse kan antages at have en engelsk forbindelse. Det var vidnesbyrd, der tillagdes overordentlig stor autoritet, så stor, at det berettigede de nævnte personer til at blive medtaget i en kritisk udvalgt liste af konger i en skrivelse til paven.


2. De ældste kongelister

"Danmarks kongekatalog" (Catalogus regum Danie) er et lille skrift med oplysninger om de danske konger, der sandsynligvis er skrevet i Valdemar den Stores tid, d.v.s. senere end Roskildekrøniken, men tidligere end både abbed Vilhelms genealogi og Svend Aggesens og Saxos krøniker. Skriftet omtaler en række danske konger frem til med kong Valdemar opdelt i tre katagorier ("distinktioner"): først gamle hedenske konge, dernæst ældre kristne konger og sidst nyere kristne konger. Til sidste katagori regnes konger senere end Svend Estridsens sønner. Ved de to sidste katagorier nævnes kongernes tiltrædelsesår:

Catalogus Regum Danie:

I. (gamle hedenske konger):
1.Dan - 2. Thrughi - 3. Harald - 4. Ring - 5. Snyo - 6. Byorn - 7. Frothe - 8. Gorm - 9. Guthorm.

II. (gamle kristne konger):
1. Haraldus 827 - 2. Ericus 843 - 3. Ericus 857 - 4. Ericus 871 - 5. Frothe, danernes og anglernes konge 904 - 6. Haraldus 955 - 7. Sveno 1025 [skrivefejl for 1015] - 8. Kanutus 1029 - 9. Magnus, danernes og nordmændenes konge 1040 - 10. Haraldus 1044 - 11. Sveno Senex 1055 - 12. Haraldus, hans søn 1074 - 13. Kanutus, anden søn 1081 - 14. Olauus, tredie søn 1087 - 15. Ericus Bonus, fjerde søn 1095 - 16. Nicolaus, femte søn - 1104.

III. (moderne kristne konger):
17. Ericus Emune 1130 - 18. Ericus Agnus 1137 - 19. Olauus 1139 - 20. Sveno 1146 - 21. Kanutus 1146 - 21. Waldomarus 1150 - 22. Kanutus, hans søn - 23. Waldemarus, hans anden søn.

Det er af den omstændighed, at de sidste to er nævnt uden tiltrædelsesår, man mener at kunne slutte, at kataloget er fra den første Valdemars tid. Det er ikke overleveret i noget middelalderhåndskrift, så man kender ikke tilblivelseshistorien nærmere. Det gør man til gengæld, når det drejer sig om næste kongeliste, der findes i den bevarede Lundedødebog (Necrologium Lundensi). Her findes "Danmarks kongerække" (Series Regum Danie, herefter kaldet SerRegDan), som man kan følge tage form under fire forskellige skriverhænder. Oprindeligt (d.v.s. i begyndelsen af 1100-årene) indeholdt listen kun Svend Estridsen og hans sønner, midt i århundredet tilføjedes Erik Emune og Erik Lamb. En tredie skriverhånd føjede henimod slutningen af århundredet de syv ældste kristne konger, de yngste konger, de kronologiske oplysninger og visse årbogsnotitser (frem til 1171).

Series Regum Danie:

I.
I 827 blev Haraldus, konge af Danmark, som den første døbt i Mainz - konge i 20 år.
Ericus 847 (10 år) - Ericus 857 (47 år) - Frothe 904 (50 år)
Haraldus secundus 955 (60 år) - Sueno 1015 (10 år) - Kanuthus harthe 1025 (19 år)

II.
Sveno Magnus 1044 (30 år) - Haroldus 1074 (7 år) - Canutus Sanctus 1081 (6 år)
Olauus 1087 (8 år) - Ericus bonus 1095 (8 år) - Nicolaus 1104 (30 år)

III.
Ericus emune 1130 (7 år) - Ericus lamb 1137 (9 år) - Olauus 1139 (2 år) - Ericus (9 år) - Canutus (10 år) - Sueno - Canutus - Waldimarus

Det fremgår tydeligt, at den tredie skriver, der føjede til denne liste, har været kraftigt inspireret af Kongekataloget (eller et fælles forlæg). Han har åbenbart misforstået opdelingen i gamle kristne og hedenske konger og udregnet de førstes regeringsår uden hensyntagen til de sidste, hvoraf jo nogle (f.eks. mindst én Gorm) skal indflettes i rækken. Forskellene forklares bedst ved SerRegDan's tredie hånd under tilføjelsen forsøger at "forbedre" et fælles forlæg, ved at fjerne den tredie Erik (som ingen andre lister kender) og bortcensurere de norske konger Magnus den Gode og Harald (Hårderåde?). Pladshensyn kan også have dikteret udeladelse af visse dele, f.eks. om Frodes dansk-engelske regimente. Originalen, som begge kan tænkes at bygge på, må da have foreligget henimod slutningen af Valdemar den Stores regeringstid, d.v.s. i 1170'erne.

Den korte hedenske kongerække er interessant, fordi den har to fænomener tilfælles med abbed Vilhelm af Æbelholts række: Kong Dan nævnes som den første konge, og som de sidste nævnes Frothe, Gorm og Guthorm. De øvrige fem hedenske konger har derimod intet med abbedens at gøre: Thrughi kendes ikke fra nogen anden kilde, Harald og Ring synes at hidrøre fra den nordiske sagn om Harald Hildetand og Bravalla-slaget. Bjørn og Snio synes også at have en vis forbindelse i den hjemlige tradition. De er altså nærmest det modsatte af, hvad der fordredes af kongerne på abbedens liste: ukendte i den europæiske litteratur.

Man kunne derfor forestille sig, at kataloget var en af Vilhelm af Æbelholts kilder, at han fra katalogets udpluk af hedenske konger har fjernet de tvivlsomme og indsat nogle navne, der var kendte i den europæiske historiske litteratur. Men så ville medtagelsen af Frode, Gorm og Guthorm heller ikke alene kunne begrundes med navnenes forekomst i kataloget. Vilhelm måtte så have haft et vægtigt argument for, at netop disse var acceptable. Og så bortfalder samtidig nødvendigheden af at antage, at han overhovdet skulle have kendt og benyttet kongekataloget. Imod dette taler nemlig i forvejen et par forhold: Det forekommer usandsynligt, at han blandt de mange "gamle kristne konger" skulle have valgt lige akkurat den ene (Frothe) og føjet ham til rækken af hedenske, mens andre gode, veldokumenterede kristne konger som Harald "Klak" og Erik Barn blev udeladt. Desuden kan Svens optagelse i Vilhelms række ikke forklares med henvisning til kongekataloget.

Alt i alt må man slutte, at kongekataloget og Vilhelm af Æbelholt uafhængigt af hinanden udnytter et fælles forlæg. Vilhelm uddrager kun de rå navne "Gorm, Frothe, Gothorm, Frothe, Sven", mens kataloget afslører mere af kildens faktiske oplysninger: "Frothe, Gorm, Guthorm" er hedenske konger, den anden Frothe er kristen og har været konge over både daner og angler. Når man indsætter denne kristne, dansk-engelske konge mellem de hedenske konger Gorm og Guthorm, så får man netop sidestillet de to par Frode/Gorm, der findes i Vilhelms genealogi, men med navnene ombyttede inden for hvert par! Det tyder på, at i den kilde, begge kan antages at have brugt, har de faktisk optrådt parvis: Frothe-Gorm hører sammen som ét par, mens Frothe, den kristne, dansk-engelske konge, bliver parret med Gorm, benævnt med en engelsk navneform. Det ene pars engelske forbindelse har herved vundet yderligere bekræftelse.

Den, der udarbejdede kongekataloget, var ingen grundig researcher med adgang til omfattende kildemateriale. Ellers ville han vel ikke have sammenblandet Knud den Store og Hardeknud og kun medtaget den ene. Det sparsomme udbud af hedenske konger tyder heller ikke nogen omfattende viden eller kendskab til nogen udbredt tradition om tiden forud for Svend Estridsen, men man må konkludere, at omkring år 1170 fandtes der i Danmark skriftlige vidnesbyrd, der på forskellig vis omtalte to par konger ved navn Gorm og Frode. Det ene af disse par har en engelsk forbindelse, idet Gorm benævnes Guthorm og Frode siges at have været konge i England. Der oplyses om den "engelske Frode", at han var kristen.


3. Roskildekrøniken

Roskildekrøniken er som nævnt det ældste, overleverede, sammenhængende stykke Danmarkshistorie skrevet af en dansker i Danmark. Den er skrevet af en anonym gejstlig med tilknytning til Roskildekirken, og man kan med stor sikkerhed regne den for afsluttet sidst i 1130'erne.

Fra midten af det 11.århundrede og til nedskrivningstidspunktet giver krøniken vigtige, selvstændige oplysninger om tiden under Svend Estridsen og hans sønner og begyndelsen af den lange borgerkrigsperiode. For tiden forud har den kun ringe selvstændig kildeværdi. Den består hovedsagelig af uddrag af Adam af Bremen, som oftest lettere omskrevet (med det formål at nedtone Adams beskrivelser af danernes barbari og nederlag og undertvingelser), men af og til som ordret referat. Enkelte steder afsløres, at forfatteren også har haft andre kilder til den ældste tid, som han ikke altid lige fikst (men altid med stor eftertænksomhed) har forsøgt at indpasse i den gennemgående historie, der altså er Adam af Bremens. Sådan er den almindelige vurdering.

Krøniken starter pompøst og effektfuldt med den første kristne konge, Harald, og hans dåb i Mainz ved Ludvig den Helliges mellemkomst. Derefter beskrives Ansgars missionsvirksomhed under samme konge, hans bror og efterfølger Erik og dennes efterfølger Erik Barn. Fremstillingen stammer helt og holdent fra Adam. Roskildekrønikens egne bidrag er, at den ændrer navnet Horik til Erik og ved en misforståelse af Adams oplysninger gør den første Erik til Haralds bror. Desuden bortluges - i god overensstemmelse med den gennemgående tendens - alle Adams meddelelser om strid i kongeslægten og den nævnte Haralds vaklende status som dansk konge. Erik Barns tilbagefald til hedenskab og Ansgars fortjentfulde omvendelse af ham er også nævnt.

De mange vikingeoverfald på de europæiske lande, som Adam lader foregå i Erik Barns tid, bliver alle tilskrevet Lodbrogssønnerne. Adam nævner en Ingvar, søn af Lodbrog, hvad der får kronikøren til at indføje nogle meddelelser, som han har fra anden side, om Lodbrogsønnernes bedrifter i England.

Derefter er han nået til det hul i Danmarkshistorien, den "mørketid", der har plaget og pirret alle historikere siden. Adam nævner som de næste konger brødrene Sigfred og Halfdan, der sender kejseren forsoningsgaver, han kalder dem normannernes konger, hvad Roskildekrønikens forfatter kan have opfattet som nordmændenes konger, for han springer dem ihvertfald over.

Dernæst følger Svend Estridsens historie om svenskevælde i Danmark, der overspringes i Roskildekrøniken, muligvis af nationale grunde, andre grunde kan også gives. Og i sin bladren gennem Adams værk er forfatteren nået til historien om Hardeknuth Vurm og Unnis missionsrejse. Fra det punkt og i resten af fremstillingen har Adam en klar og sammenhængende dansk kongerække med så mange sikre oplysninger, at Roskildekrøniken har måttet holde sig til dem. Kongerækken måtte da nødvendigvis få udseendet:

Harald - Erik - Erik Barn - ? - Gorm - Harald - Svend - Knud - ... osv

Det eneste brud i rækken, hvor kronikøren kunne anbringe en viden, han havde fra anden side, var mellem Erik Barn og Gorm. Dér var i forvejen Adams overlevering så spredt og diskutabel, at en radikal revision har kunnet synes forsvarlig, og her er det så, at oplysningerne om den dansk kong Frode sættes ind:

Roskildekrøniken:

Mens dette stod på, døde kong Erik og Frode blev ophøjet til tronen; han blev døbt af ærkebiskop Unni af Bremen. Straks blev de kirker genrejst, som før var ødelagt: Slesvig og Ribe. En tredie kirke byggede kongen i Århus til den hellige Treenigheds ære.

Nogle siger, ....

Herefter følger så stykket med Gorm og Haralds fordobling, der gav rækken

Gorm - Harald(Klak/Blåtand) - Svend - Hardeknud -

der altså sammen med Frode udfylder hullet i kongerækken.

Denne sidste konstruktion kan ihvertfald delvis forklares med kendskab til en kongeliste og måske en af Adam uafhængig historie om kongeslægtens oprindelse, men m.h.t. Frode må der noget ekstraordinært til. Det, Roskildekrøniken skriver om kong Frode, har hverken kunnet findes hos Adam af Bremen eller i noget andet kendt (overleveret) historisk værk fra den tid. Det er bemærkelsesværdigt, at det om Unni, Gorm og Harald, der meddeles af krønikens altoverskyggende kilde Adam af Bremen, overspringes, at det, der medtages fra den kilde, der foretrækkes frem for Adam af Bremen, blot er noget "nogle siger", men oplysningen om Frode anføres uden forbehold som noget sikkert konstaterbart. Det er også mærkeligt, så isoleret denne optræder. Der gøres intet forsøg på at forklare hans afstamning eller hans forhold til de øvrige konger. Det virker som om, kronikørens viden om Frode er udtømt med det skrevne. Og endelig må man hæfte sig ved karakteren af de oplysninger, der gives. De drejer sig udelukkende om hans forhold til kirken:

  1. Han blev døbt af Unni
  2. Han genopførte kirkerne i Slesvig og Ribe.
  3. Han nyopførte Trinitatiskirken i Århus.

Disse tre observationer tilsammen synes ganske at udelukke, at der er tale om en mundtlig overlevering, som den, der øjensynlig har eksisteret om de berømte sagnkonger af samme navn. De hører en hel anden verden til, der er intet sagnpræg ved Roskildekrønikens Frode. Han er anbragt i kongerækken på det eneste sted, hvor der var plads: mellem Erik Barn og Gorm (den Engelske/Gamle), der delvis må være opfundet p.g.a. den omstændighed, at også en kong Gorm havde besøg af Unni.

Man bemærker også, at ingen af de ovenfor omtalte kilder ud fra Roskildekrøniken har kunnet slutte sig til noget som helst vedrørende Frode og England. Hans forekomst i disse kan altså på ingen måde forklares som "læst i Roskildekrøniken".

Vi opsummerer: Omkring 1140 fandtes der i Danmark (ved Roskildedomkapitlet) skriftligt vidnesbyrd, der gav en række oplysninger om en vis konge ved navn Frode og hans forhold til kirken. Skriftet har været kortfattet og isoleret i forhold til, hvad der ellers fandtes af historiske oplysninger, men alligevel er det blevet opfattet som så troværdigt, at selv Adam af Bremen måtte vige for det.


4. Saxo

Vilhelm af Æbleholt arbejdede med sin stamtavle, mens Saxo i denne samme kreds omkring Absalon søgte efter stof til sin berømmelige og omfangsrige "Gesta Danorum". En undersøgelse af hans kong Frode føjer nyt til opklaringen af spørgsmålet: hvilke kilder havde 1100- og 1200-årenes danske historikere til deres rådighed? Saxo forekommer umiddelbart som et vigtigt vidne i den forbindelse, da man må formode, at han har benyttet sig af alt hvad, der på nogen måde kunne opdrives fra Danmark og udlandet.

Saxo løser problemet med Frodes isolerede stilling i overleveringen på samme måde, som så meget andet bliver "sat på plads" ved hans indsats. Det synes som om, Roskildekrønikens vikingehøvding, den normanniske overløber Svend, er blevet slået sammen med kong Frode, så han bliver tillagt de heroiske bedrifter i vesterled. Om Frode skriver Saxo nemlig:

Saxo Grammaticus:

Kongemagten gik straks efter over til hans [Knuds] søn Frode. Han lykke, som øgedes ved våbendåd og krig, nåede et sådant mål, at han atter lagde de lande, der i sin tid var faldne fra Danmark, under det gamle åg og tvang dem til lydighed som i fordums dage.

I England, som alt en stund havde været kristent, tog han imod den hellige dåb, og da det var hans attrå, at den frelse han selv havde vundet, også skulle blive hans folk til del, bad han Agapetus, som den gang var pave i Rom, om at lade Danmark oplære i kristendommen.

Men han oplevede ikke at få sit ønske opfyldt, thi han døde inden sendemændene fra Rom var komne; hans hensigt var visselig bedre end hans held, og for sit fromme fortsæt opnåede han lige så stor løn hisset som andre for, hvad de får udrettet.

Herefter følger så, som allerede omtalt, hans søn Gorm den Engelske, hvad der altså også kunne være en følge af identifikationen Svend=Frode. Der kan ikke være tvivl om, at Saxo har læst og ladet sig inspirere af Roskildekrøniken, derfor er det højest forunderligt, at ikke en eneste af Roskildekrønikens oplysninger om ham, har fundet nåde for Saxos øjne. Når man ser bort fra den sædvanlige ordrigdom, så fortæller Saxo om sin Frode:

  1. Han erobrede et rige i England
  2. Han blev døbt i England.
  3. Han ønskede at gøre danerne kristne.
  4. Han korresponderede med pave Agapitus.

Saxo giver ham den samme omtrentlige placering i kongerækken og holder sig til samme emnekreds: kongens forhold til kirke og kristendom. Men det er jo helt andre ting, der fortælles, på ét punkt nærmest det diametralt modsatte: "døbt i England" versus "døbt af Hamburgbispen".

Derimod afsløres en tydelig forbindelse til Vilhelm af Æbelholts og Kongekatalogets "engelske" Frothe-Guthorm. Det hele synes at kunne forklares ved, at nok har Saxo kendt Frode fra Roskildekrøniken, men han har også haft en anden kilde beslægtet med (eller lig med) den, de to andre skrifter kendte det "engelske" par fra. Herfra kendte han den Frode, der erobrede England, hvilket kan have medvirket til, at han fandt identifikationen Frode=Svend troværdig. Ydermere kunne kilden have omtalt Frode og Svend på en sådan måde, at Saxo også heri kunne bestyrkes i sin løsning. Men Saxo har altså ikke opfundet parret Frode og Gorm "de engelske". De eksisterede som par optaget i den danske kongerække allerede i 1170'erne.

Men der er grund til at tro, at Saxo har haft selvstændig adgang til kildematerialet, idet han har en meget konkret oplysning, der ikke fremgår af disse. At Frode var døbt i England, far til Gorm og nærede ønske om at kristne danerne, kan Saxo selv have kombineret sig til ud fra de øvrige, omtalte værker. Men at han korresponderede med pave Agapitus er en ny og konkret oplysning, der må stamme en skriftlig kilde. Man kan tilmed betvivle, at Saxo har kendt, de kilder, der fordobler Frode, da han selv kun kender én. Det, Saxo kender, synes således kun at være disse kilders belæg for det "engelske" par Frode-Guthorm. At Frode ikke oplevede resultatet af sin sendelse til Rom, måtte Saxo naturligvis antage, da han jo først lader de nye biskopper optræde på Svend Tveskægs tid. Måske har vi her fundet årsagen til denne kronologiske brøler, for hvis de samme kilder omtalte en kong Frode som den, der sendte budbringere ud, og en kong Svend som den, der modtog svarene og høstede resultaterne, så kunne Saxo jo nemt forledes til at tro, at det drejede sig om Svend Tveskæg. Han opererede jo ikke selv med konger af navn Svend forud for denne.

Derfor konkluderer vi, at Saxo har kendt og benyttet en kilde til Frodes historie, der på flere punkter afveg fra den Roskildekrøniken kendte. Den ligner derved, at den omhandler kongens forhold til kirken, men oplysningerne deri strider mod Roskildekrønikens.


5. Næstvedårbogen

Der er vanskeligt at arbejde med og slutte noget sikkert af de forskellige annaler og kongelister, der findes overleveret fra middelalderen. De er som regel gået gennem mange afskriveres hænder, de bærer umiskendeligt præg af konstruktioner og løbende "forbedringer" og er i det hele taget af ret ringe værdi som kilde til vikingetidens historie. Men de kan være ganske oplysende m.h.t. hvilke kilder, der fandtes fra tidligere tider i Danmark. Nogle af dem kan med sikkerhed dateres tilbage til begyndelsen af det 12.århundrede, en del ihvertfald til tiden før Saxo. Men p.g.a. forbedringerne kan det være nærmest umuligt at udrede deres indbyrdes afhængighed og f.eks. se, hvad der er originale "før-Saxo"-forestillinger. Disse skrifter tumler på forskellig vis med problemet Frode. Det er tydeligt, at Saxos løsning ikke vandt nogen særlig udbredelse i hans nærmeste eftertid. Derfor kan man også i skrifter fra det følgende århundrede spore det oprindelige kildegrundlag.

Blandt de bevarede annaler indtager den såkaldte "yngre Næstedårbog" en særstilling. Den stammer fra o.1300 og bygger for tiden efter 1130 i det store hele på andre kendte, sjællandske årbøger. Det særlige er den indledende kongerække, der her har fået form af årbogsnotitser, hvoraf de første lyder:

Den yngre Næstved-årbog:

821. Harald gjordes til danernes konge.

826. Harald, danernes konge, blev døbt med hustru og mange daner.

827. Den hellige Ansgar forkyndte for danerne.

846. Harald, danernes konge, døde. Erik fulgte.

856. Erik, danernes konge døde. Erik Barn fulgte.

901. Erik, danernes konge, døde. Frothe fulgte.

925. Frothe, danernes konge, døde. Frothe den Anden fulgte.

927. Kong Frothe sendte bud til pave Agapitus for at få biskopper sendt til Danmark.

931. Frothe døde. Gorm fulgte.

949. Gorm, danernes konge, døde. Harald fulgte.

962. Adaldag, ærkebiskop af Bremen, ordinerede tre biskopper i Danmark: Hored, Liafdag, Rehinbrand.

1001. Harald, danernes konge, døde, han kaldtes Blatan.

1002. Suen, hans søn, gjordes til konge, han kaldtes Tyuuscegh.

Disse notitser er naturligvis en sen eftertids konstruktion, og årstallene skal man ikke lægge for meget i. Man sporer bag dem en kongeliste som de tidligere nævnte med angivelse af de forskellige kongers regeringstiders længder: De to Erik'ers hhv. 10 og 46 år, Harald Blåtands 50 år. Yderst afslørende er det, at notitserne under 927 og 962 rammer helt ved siden af, idet Agapitus først blev pave i 946, og de danske bisper allerede udnævntes før 948.

Men når man ser bort fra kronologien, er der alligevel flere interessante observationer at gøre m.h.t. årbogens forhold til de allerede behandlede kilder:

Først og fremmest må man hæfte sig ved, at der er to Frode'r, men kun én Gorm. Den kombination er ikke tidligere fundet, og den er lige modsat Saxos. Der findes heller ingen hentydning til England. Så når der alligevel er den ene overensstemmelse med Saxo, at en kong Frode korresponderede med Agapitus om biskopper, der først indsattes efter hans død, hvad ingen af de øvrige kilder nævner, så må forbindelsen snarest være den, at Saxo kendte enten årbogen(s forlæg) eller dens kildegrundlag direkte. Når bortses fra Frode's fordobling, så minder årbogens indledende kongerække en del om Roskildekrønikens, men det kan klart afvises, at annalisten skulle have hentet sine informationer om Frode derfra. Han gengiver jo ikke en eneste af de informationer, der forekommer der. Der er al mulig grund til at tro, at munken i klostret i Næstved, der sammenskrev årbogen, har haft kendskab til en af de tidligere nævnte skrifter uafhængig fortolkning af det tilgrundliggende kildemateriale. Den yngre Næstvedårbog bygger direkte eller indirekte på en kilde til Frodes historie, der kunne begrunde eksistensen af to Frode'er, hvoraf den ene var kristen og korresponderede med paven. Den sammenstillede Frode'rne med kong Gorm, Harald Blåtands far.


6. Islandske kilder

I den Store Saga om Olaf Tryggvason læser man følgende:

"Den store saga" om Olav Trygvason:

Kap.60.

... Sytten år derefter blev Huno viet til biskop i Bremen i Saxland. Det tolvte år derefter drog Henrik, som var den første kejser af det Navn, til Danmark, og omvendte de danske til kristendommen både med overtalelser, trusler og kampe, og holdt ikke op, før de lovede at antage den sande tro. Derefter drog biskop Huno til kong Frode, som da herskede over Jylland, og døbte ham og hele hans Folk; da opbyggedes igen de kirker, som var blevet ødelagt, i Hedeby og Ribe, og en ny blev bygget i Århus.

Derefter sendte Frode nogle mænd til Romeborg, og lod med pave Agapitus's samtykke vie tre biskopper i Jylland; Hered blev viet til biskop i Hedeby, Livedag til biskop i Ribe, og Rembrond til biskop i Århus. Det skete år 948 efter vor Herres fødsel, og i det tolvte år af Otto den Stores Regering.

Denne beretning omfatter alle tidligere refererede oplysninger om kong Frode pånær én: at Frode var konge i England. Afsnittet forekommer i et kapitel "Kongers og kejseres slægtsregistre", der stort set er et uddrag og islandsk oversættelse af Adam af Bremen. Men derfra kan kong Frode ikke stamme. Det kan heller ikke være fra Roskildekrøniken, der intet nævner om Henrik Fuglefænger og pave Agapitus og iøvrigt henlægger bispeudnævnelserne til en senere tid. Alle andre kilder, der giver detaljerede informationer om Frode, nævner hans engelske kongerige, og der er ingen grund til at tro, at forfatteren til ovenstående skulle have oversprunget netop det forhold i det ellers så fuldstændige referat.

En lignende historie findes i Arngrimm Jonssons latinske udtog af den islandske Skjoldungesaga. Det antages dog, at dette stykke ikke stammer fra sagaen, men er A.J.s egen tilføjelse hentet fra en kilde, der er beslægtet med ovenstående. Men A.J. kan tilføje, at Frode var konge i Jylland, fordi han var samtidig med Gorm den Gamle, der herskede på samme tid i den østlige del af landet. Desuden kalder han biskopperne for Harald, Lebedag og Rimbert.

Det er en nærliggende tanke, at den islandske ophavmand til denne historie om kong Frode har blandet ham sammen med Gnupa (Chnuba), der jo besejredes og tvangskristnedes af Henrik Fuglefænger. Men denne tanke kan også afvises, idet samme Gnupa optræder i samme skrift optræder under navnet Knud i en islandsk bearbejdning af Adam af Bremens beretning om svenskervældet i Danmark. Frode optræder i den islandske litteratur på samme isolerede måde som i Roskildekrøniken. Man kender ham tilsyneladende kunne på grund af hans forhold til kristendommen, og hans eneste tilknytning til den øvrige kongerække er tilsyneladende hans og kong Gorms samtidighed.

Man må antage, at disse islandske meddelelser om ham, uafhængig af de kendte, danske kilder, går tilbage til det oprindelige grundlag, og at det Frode-Gorm-par, der er nået til Island, er det "ikke-engelske".


7. Roskilde Stifts arkiv

Alle de fremdragne forhold kan forklares ved én enkelt antagelse, nemlig at der i det 12.århundrede har eksisteret dele af en korrespondance (i original eller kopi) omhandlende den danske kirkes stilling i midten af det 10.århundrede, og at disse breve har været opbevaret i Roskilde Stifts gemmer. Frodes isolerede stilling i kongerækken kan forklares ved, at al viden om ham stammede fra navnets forekomst i sådanne breve. Karakteren af de oplysninger, der bringes om ham, kan forklares ved, at brevene kun omhandlede kirkelige forhold, fordi de var led i en korrespondance mellem danske og udenlandske kirkelige myndigheder. Og det forhold, at middelalderhistorikerne tillagde oplysningerne så stor autoritet, kan forklares ved, at de simpelthen med deres egne øjne har læst, at det var officielle skrivelser fra f.eks. ærkebiskoppen i Bremen eller selveste paven.

Oplysningerne om Frode kan deles i to dele:

  1. Frode havde haft et rige i England, han var døbt i England, og han sammenstilles med en vis Gothorm. Han skrev til pave Agapitus og bad om at få ordineret biskopper i landet.
  2. Frode blev omvendt og døbt ved ærkebiskop Unnis og Henrik Fuglefængers indsats. Han sammenstilles med en vis Gorm. Han genopbyggede kirkerne i Slesvig og Ribe og nyopførte Trinitatiskirken i Århus.

Nogle af kilderne refererer kun den ene version (Saxo), andre kun den anden (Roskildekrøniken), nogle kilder med kendskab til begge (Vilhelm af Æbelholt, Kongekataloget, Næstvedårbogen) fordobler Frode og/eller Gorm. De yngste af kilderne blander oplysningerne efter forgodtbefindende. Alle er enige om, at Frode er kristen og skal sættes i forbindelse med kirkebyggeri og bispeudnævnelser.

Den første gruppe oplysninger kunne kaldes "den engelske version" og den anden gruppe "den tyske version". Og den åbenbare strid mellem oplysningerne kan tages som udtryk for en engelsk-tysk strid. Den tyske version anfører de gode argumenter for Bremerstiftets overhøjhed over den danske kirke: Unni missionerede for Frode, han blev døbt ved Henrik Fuglefængers mellemkomst, de genopførte kirker i Slesvig og Ribe havde ærkestiftet haft overhøjheden over helt tilbage til Ansgars dage. Den engelske version modsiger denne argumentation: Frode stammede fra England, dér var han blevet døbt, derfra stammede hans kristendom, og initiativet til bispeudnævnelserne kom fra den danske konge selv og slet ikke fra Bremerkirken.

Middelalderhistorikernes oplysninger om kong Frode synes derfor at være taget direkte fra en strid om retten til at ordinere biskopper i Danmark. I breve sendt mellem ærkesædet, pavestolen og danske myndigheder, ville Bremerkirken have hævdet sin ret og anført den tyske version, mens den danske konge eller danske gejstlige ville have slået på deres kristendoms udspring andetsteds. Vi har tidligere kunnet fastslå at netop en sådan strid fandt sted o.948, og at Adam af Bremen i sit arkiv har kunnet finde dele af præcis den samme korrespondance.

Som ofte tidligere nævnt, så ville det, at kristendommen fik indpas i Danmark via en anden kanal end Bremerkirken, være nogenlunde det værste, der kunne hænde ærkebiskoppen dér. Det måtte nødvendigvis give anledning til en konflikt, og stiftets folk (og senere dets historieskriver) ville ikke sky noget middel for at få understreget netop deres kirkes afgørende fortjenester ved missionen blandt de nordiske folkeslag. Blandt de midler, de tog i anvendelse, var en tendentiøs manipulation af de historiske kendsgerninger. Afsløringen af de tyske motiver gør, at man må tillægge den engelske version stor vægt, og selve den omstændighed, at den engelske version overhovedet har kunnet overleve den massive tyske propaganda om det modsatte, bestyrker dens troværdighed. Da middelalderhistorikerne nedskrev de oplysninger om Frode, vi kender i dag, var det en fastslået kendsgerning, ikke mindst p.g.a. Adam af Bremen, at kristendommen (endeligt) kom til Danmark fra Tyskland i Harald Blåtands dage. Det vil derfor være urimeligt at hævde, at Frodes engelske kristendom skulle være opdigtet f.eks. af Saxo.

Kong Frode kom altså til Danmark fra England, hvor han var døbt. På eget initiativ og med engelske (og andre vestlige) folk ved sin side opbyggede han kirker og kirkelige organisation i Danmark og søgte pavens godkendelse heraf. Han kan vel have genopbygget kirkerne i Slesvig og Ribe og nyopført den i Århus, han kan også vel have kæmpet mod Henrik Fuglefænger og modtaget besøg af ærkebiskop Unni.

Det er tankevækkende, hvor præcist denne fiktive kong Frodes historie netop er historien om danernes kristning, således som den er udviklet i tidligere kapitler, og det er ret underligt, at denne historie til forveksling ligner kong Gorms!


8. Frode i Vesterled

De danske og islandske sagn er rige på historier om konger ved navn Frode. Saxo nævner en fem-seks stykker. De danske historikere er helt på linie med Skjoldungesaga, der nu kun kendes gennem Arngrimm Jonssons latinske udtog og fra andre islandske forfatteres benyttelse af den.

Men på et afgørende punkt afviger Saxo fra den islandske og de samtidige danske fremstillinger om disse konger. Han alene forsyner et par af de "ældre Frode'er" med et dådrigt, vikingeagtigt engagement i vesterled. Om Frode I skriver han f.eks.:

Saxo Grammaticus:

Bog II.

Imidlertid syntes Frode, at folkene i vesten var blinde for al den glans og herlighed, han på sit sejrrige tog i østen havde vundet, og fik i sinde at lukke med sværd deres øjne op og begyndte med Frisland. Han stak da i søen, og den første han mødte, var Vitte, en frisisk viking, som han da også sloges med. ...

Derpå vovede Frode sig med sin flåde op ad Rhinen og slog en klo i Tysklands yderste grænser. På hjemvejen, da han løb ud med Rhinen i havet, fandt han den frisiske flåde, drevet på grund af den stærke strøm, og hjalp den med sværdslag af asken i ilden, så friserne kunne sige, de forliste til gavns.

Dog, end ikke med disse store sejrvindinger lod Frode sig nøje, men stævnede over til Britannien. ...

Herefter følger så en lang historie om et togt til England og Skotland, der helt domineres af en episode, hvor Frode forhindrer britterne i at angribe ham ved en list. Han lader de rigdomme, som hæren havde samlet, strø ud på vejen, og fjenden kaster sig begærligt over rigdommene og angrebet bliver ikke til noget. Der nævnes en Thorkil, der taler imod dette, da han ikke vil være med til at ofre de skatte, men havde ofret blod for. Men man slipper altså p.g.a. Frodes snedighed ud af dette møde med britterne. Senere er han igen listig under en belejring af London, idet han lader udsprede det rygte, at han var død. Herved narrer man londonerne til at åbne byens porte, så den danske hær kan slippe ind. De dræber byens statholder, men ellers løber historien sært ud i sandet. Englandstoget er henlagt til slutningen af Frodes regeringstid, efter det følger kun beretningen om hans død.

Det er også tilfældet med det togt, der bliver tillagt den berømte Frode Fredegod (Frode III), og der er også andre lighedspunkter. Det begynder således:

Saxo Grammaticus:

Bog V.

... nu sejlede Frode over til Britannien, og kongen der på øen, som følte sig for svag til at bestride en fjende, hvis utallige snekker syntes at dække havet, begav sig straks i hyklerisk underdanighed til Frode og smigrede ham ej alene med lovtaler over hans storhed, men erklærede tillige, at han ville overgive både sig og sit land til de sejrkronede danskere, skatte og skylde dem og udrede alt, hvad de forlangte.

Igen må Frode (og vi må tro, at det er den samme, selv om Saxo fortæller historierne om to forskellige) takke sin skarpsindighed for, at han slap godt fra det Englandstog, for han bliver budt til gæstebud, hvor den engelske konge forsøger at drikke ham og hans folk fulde og overfalde dem ved et baghold. Men Frode slipper altså godt fra det og besejrer ikke blot briterne, men også irerne på sit togt. Historien slutter med

Saxo Grammaticus:

Bog V.

Uden selv at forbeholde sig det allermindste, uddelte nu alt byttet til sit krigsfolk, for klarlig at vise, det var ham slet ikke fordelen, men alene om æren at gøre. Med den drog han nu, som briters og irers overvinder hjem til Danmark, og lod så sværdet hvile i 30 samfulde år.

Det er således tydeligt, at Saxo her bygger på flere historier, der gik, om en vis kong Frode, der var overordentlig snedig (viis), og drog på erobringstogt i England, der først og fremmest mindedes p.g.a., at han med nød og næppe slap derfra med livet i behold. Det fremgår af Englandstogets placering i sagnene, og direkte af det sidst citerede, at en del af disse historier var, at Frode kom til Danmark fra England, og så skete der stort set ikke mere.

Man kan undre sig over, at Saxo bringer disse historier om Frode'r, der i andre kilder ikke sættes i nogen forbindelse med England, når han selv omtaler en Frode, der angiveligt var konge på øen. Grunden må være den, at denne sidste Frode optrådte på en hel anden måde i Saxos kildemateriale - sådan som det er forsøgt dokumenteret i tidligere afsnit - og at Saxo derfor ikke så nogen forbindelse mellem den kristne konge fra de skrevne kilder, og den sagnfigur, han kun kendte gennem eventyrlige, mundtlige fortællinger. De tilhørte vidt forskellige verdener i kilderne, og kom derfor og så til det i Saxos forestillinger.

Han skriver "mørketidens" - d.v.s. 8-900-tallets historie på grundlag af de sparsomme oplysninger i de foreliggende skrevne kilder, mens den mundtlige overlevering om tidens storhed er spredt hulter til bulter mellem de mere eller mindre fiktive, "sagnkonger". Det må være forklaringen på, at man hos Saxo kan finde disse brudstykker af en ellers forsvunden dansk overlevering om vikingekongen Frode.


9. Frode Fredegod

Saxos historie om Frode Fredegod bærer tydeligt præg af, at han har kendt til de islandske historier om den samme konge. Han indleder historien således:

Saxo Grammaticus:

Bog V.

Da Fridlev var død, tog danskerne enstemmigt hans syv år gamle søn Frode til konge, og på tinge besluttede de, at der skulle beskikkes ham formyndere, medens han var barn, for at riget ikke skulle gå til grunde som følge af kongens mindreårighed; så højt ærede nemlig alle Fridlevs minde og navn, at de ville give hans ætling riget til trods for hans store ungdom. ...

Islændingene tildeler Frode den samme far, men nævner intet om hans mindreårighed, det er Saxos "opfindelse". Til gengæld gør de meget ud af at forklare både hans navn og tilnavn. Følgende citater stammer sandsynligvis oprindeligt fra den tabte Skjoldungesaga. Det første er fra Arngrim Jonssons latinske oversættelse af denne:

Arngrimm Jonssons Skjoldungesaga:

Rerum Danicarum fragmenta:

Kap.2:

Skjold havde en søn Leif, arving til hans rige. På hans tid levede folk så roligt og fredeligt, fortælles det, at intet manddrab blev begået, hvad der så sandelig står i modsætning til den tids skik. Danmarks konge, Leif, fik efter den fredelige tilstand i landet på hans tid navnet Fred-Leif eller Frid-Leif.

Kap.3:

Leifs søn og efterfølger var Frode, kaldet sådan på grund af sine mangesidige kundskaber; hans navn blev siden brugt som fællesnavn, så at enhver kundskabsrig og erfaren mand blev kaldt "frod".
Men offentlig fred og ro kronede også Frodes regeringstid i så høj grad, at ingen mente sig berettiget til at forulempe eller hævne sig på nogen, ikke engang ens egen faders morder. Røveri og tyveri hørte også op og det i den grad, at en guldring, der lå på alfarvej over den øde Jelling Hede i mange år forblev urørt af de forbipasserende.
Der er nogle, som har ment, at denne fredelige tidsalder faldt sammen med den romerske kejser Augustus' regeringstid, og følgelig også var samtidig med Frelserens fødsel. ...

At Snorre Sturluson benyttede Skjoldungesaga, da han udarbejdede sin "Snorres Edda", fremgår af dette værks version af samme historie:

Snorres Edda:

Skáldskaparmál, kap.53:

... Skjold havde en søn, der hed Fred-Leif, og han regerede efter ham. Fred-Leifs søn hed Frode, og han overtog kongedømmet efter sin fader på den tid, da kejser Augustus bragte fred til hele verden. Da blev Kristus født.

Men fordi Frode var den mægtigste konge i de nordlige lande, blev freden i hele det nordiske sprogområde tilskrevet ham, og det er dette folk fra Norden kalder Frode-freden.

Ingen mand gjorde en anden mand mén, selv om han mødte sin faders eller broders drabsmand løs eller bunden. Da var der heller ingen tyv eller ransmand, så en guldring lå længe på Jelling Hede.

I Saxos omgangsrige historie om Frode Fredegod findes også forklaringer på, hvorfor Frode var en meget viis konge, og hvorfor der var en lang periode med Frode-fred på kejser Augustus' tid. Men først måtte Saxo jo have beskrevet en lang periode med ufred, så kong Frode kunne få erobret det meste af den kendte verden. Herunder får Saxo indføjet endnu et element fra vikingetiden, nemlig "Frodes love", i hans historie. Som påvist af Jhs.Steenstrup er disse lovbestemmelser helt tydeligt givet til en dansk hær i udlandet, eller måske snarere blandt fastboende danskere i udlandet. Han har også påvist en række overensstemmelser mellem "Frodes love" og de retsregler, "Rollos love", der gjaldt i Normandiet i 10.-11.århundrede.

Til sidst blandt Frodes krigsbedrifter omtaler Saxo så det allerede citerede togt til England, og først derefter kommer de 30 år med fred. Og så ses igen hans islandske inspirationskilde:

Saxo Grammaticus:

Bog V.

... Endelig lod han i Jylland, der så at sige var hans riges hovede, ophænge en såre tung armring på alfar vej, for ved at stille et så kosteligt bytte til skue at sætte den retskaffenhed, han havde påbudt, på prøve, og skønt det fristede de uredelige sjæle og pinte de onde, gik dog frygten for den utvivlsomme fare af med sejren. Så stor var Frodes kongelige myndighed, at selv guld, der var lagt frem, så enhver kunne tage det, var så sikkert, som om det lå gemt bag de stærkeste låse. Dette usædvanlige påfund skaffede sin ophavsmand stor berømmelse. ...

Endelig fletter Saxo historien om guldringen sammen med det islandske "eventyr" om hans endeligt ved heksekunster og fabeldyr. Men til allersidst kommer det bemærkelsesværdige stykke om hans begravelse:

Saxo Grammaticus:

Bog V.

... Efter at have taget indvoldene ud saltede hans hirdmænd liget og gemte det så i tre år, thi de var bange for, at landsdelene skulle falde fra, når det blev bekendt, at kongen var død, og især var de opsatte på at holde hans død hemmelig for de fremmede, for ved at lade, som om han endnu var i live, at kunne holde sammen på riget, hvis grænser for længst var blevet udvidede så stærkt, og i kraft af kongens fordums myndighed at kræve den sædvanlige skat og skyld af undersåtterne. De førte derfor hans afsjælede legeme om, ikke som et lig på båre, men på en vogn som en svag og kraftesløs olding, som hans krigere skyldte at vise den tjeneste. Så stor stads gjorde hans venner af ham, selv efter hans død. Men da liget omsider begyndte at opløses, så de ikke kunne nære sig for stank, og forrådnelsen ikke var til at standse, begrov de det med kongelig pragt ved Værebro i Sjælland og gjorde vitterligt, at Frode havde ønsket at dø og blive begravet dér i sit riges anseligste landsdel.

Til sidst ser man her sjællænderen Saxo tage endelig stilling m.h.t. hvad der var rigets anseligste del. Kort tid forinden har han jo kaldt Jylland for rigets hoved. I den islandske anekdote om guldringen nævnes Jelling, vistnok den eneste gang i den nordiske litteratur, som stedet for en sagnhistorisk begivenhed. Herved bliver Frode Fredegod den eneste (sagn)konge, udover Gorm og Harald, der direkte sættes i forbindelse med Jelling!

Frode Fredegod blev konge som dreng, han havde et dådrigt liv som fører af sejrrige vikingehære, efter et togt til England kom han til Danmark, hvor han blev en magtfuld konge, som ingen turde sætte sig op imod. Han regerede i en lang fredsperiode, hvorunder kristendommen kom til verden (landet?). Han var meget viis og huskedes som en stor lovgiver. Hans død gav anledning til bekymring om rigets enhed, og hans begravelse huskedes ved, at man i lang tid flyttede rundt på det forrådnende lig.

Mon Saxo har blandet den mytiske kong Frode fra de nordiske sagn sammen med en historisk konge?