Retur til indholdsfortegnelse: Middelalderstudier > IX. Kong Gorms Saga > V. Danmarks konge

V. DANMARKS KONGE

- hvori danerne får et par nye konger


1. Kilderne

Vi har allerede tidligere beskæftiget os med nogle af kilderne til Normandiets tidligste historie:

Flodoards annaler, der løber fra 919 til 966, og som vel er nedskrevet i slutningen af denne periode af kanniken Flodoard fra Reims. Dernæst følger i tid en krønike af munken Richer også fra Reims, en Frankrigshistorie i fire bøger, skrevet i slutningen af det 10. århundrede.

Vigtigst er imidlertid Dudos værk om de første normanniske hertuger. Dudo var kannik i klosteret St.Quentin og skrev sit værk på fordring af Normandiets tredie hertug Rikard 1 (død 996) og med dennes halvbror Raoul d'Ivry som sin vigtigste kilde. Det er en lovprisning af hertugerne, og han overdriver kraftigt deres stilling og indflydelse og fremstiller alle begivenhederne i det for dem gunstigste lys. Hans oplysninger bør da anvendes med nogen forsigtighed og af og til korrigeres ved hjælp af de andre kilder. Men han har stået hertugslægten nær og har haft gode muligheder for at øse af den mundtlige overlevering blandt normannerne. Gamle folk på hans tid kan have kendt og personligt deltaget i den anden og tredie hertugs kampe mod frankerne, og normannernes erobring af landet og bosættelse må mange af hans samtidige kendt fra deres forældres eller bedsteforældres beretninger.

Senere fører en anden normannisk historiskriver, Vilhelm af Jumièges, historien frem til Vilhelm Erobrerens erobring af England. Han kender og benytter Dudos skrift, men kan selv for de ældste tider, begyndelsen af det 10. århundrede, føje nye detaljer til, som han sikkert har kunnet hente direkte fra folkemunde.

Alle disse kilder er således ældre end f.eks. Adam af Bremen (den sidste måske jævnaldrende med) og må kunne bidrage med lige så stor autoritet som han på de få, men afgørende punkter, hvor Danmarks og Normandiets historie støder sammen.

Diskussionen om, hvorvidt normannerne og specielt deres første hertug Rolf (Rollo) var danske eller norsk, må være forstummet. Dudo er ikke i tvivl: normannernes hjemland er Danmark (Dacia). Og det er en ganske urimelig tanke, at han, der skrev mindre end halvtreds år efter, at de sidste kolonister var døde og for deres børnebørn, skulle skydes til side til fordel for de sene islandske meddelelser om, at Rollo skulle være en norsk vikingehøvding ved navn Ganger-Rolf. Vi skal senere undersøge, hvad Dudo fortæller om normannernes hjemland på udvandringstidspunktet. Her går vi ind i historien ved slutningen af den anden hertugs regeringstid. Denne hertug, Rollos søn Vilhelm Langspyd, regerede 927-942.


2. Vilhelm Langspyd

I Frankerriget hersker den svage kong Ludvig IV (d'Outremere), der har svære problemer med sine mægtige vasaller, først og fremmest med hertugen af Francien, Hugo den Store (capetingernes stamfar og greve af Paris). I 940 sikrer kongen sig normannernes venskab ved et møde i Amiens, hvor hertug Vilhelm hylder kongen, som til gengæld bekræfter sin fars overdragelse af Seine-landet til Rollo.

I 942 forsøger den franske konge at få den tyske konges bistand i kampen mod vasallerne, og ved Vilhelms mellemkomst arrangeres et møde i Vizé samme år. Den tyske konge er Otto den Store, hvis søster Ludvig har ægtet. Han møder frem sammen med sin hertug Herman Billung, og Dudo skriver om mødet mellem ham og den normanniske hertug:

Dudo:

II.54.

Mens kongerne talte sammen i enrum, begyndte hertug Herman af Sachsen at tiltale hertug Vilhelm på dansk. Så sagde normannerherugen til sachseren: - Hvem har lært dig det danske sprog, som sachserne ellers ikke forstår?
Han svarede: - Det krigeriske og ypperlige afkom af din våbenduelige slægt har mod min vilje lært mig dansk.
Vilhelm: - Hvorfor mod din vilje?
Herman: - Fordi de jævnlig erobrede borgene i mit hertugdømme, leverede mange slag mod mig og førte mig som krigsfange til deres land, og derfor lærte jeg det mod min vilje.

Denne ordveksling kan dels tages til indtægt for teorien om, at de normanniske hertuger var af dansk afstamning, og dels giver den et uventet vidnesbyrd om kampene mellem daner og sachsere i tiden før 942, som vi allerede har beskæftiget os med tidligere.

Den 17.december 942 bliver Vilhelm dræbt i et baghold. Komplottet er anstiftet af Arnulf af Flandern og skal sikkert delvis begrundes med, at normannerhertugen tog kongens parti i de nævnte stridigheder. I den første tid overføres det venskabelige forhold mellem kongen og hertugen på dennes mindreårige søn, Rikard.

Om disse begivenheder skriver Flodoard:

Flodoards Annaler:

943.

... Grev Arnulf kaldte Vilhelm, normannernes anfører, til en drøftelse og lod ham snigmyrde. Kong Ludvig gav hans søn, hvis mor var en konkubine fra Bretagne, det normanniske land, og flere af hans stormænd gik ind under kongen, men andre under hertug Hugo. ...

Richer uddyber med en forklaring på splittelsen:

Richer:

II.34.

... men andre normanner, som var vrede over, at Rikard var gået på kongens side, sluttede sig til hertug Hugo. ...

Om de samme begivenheder skriver Dudo, naturligvis i en hel anden form og med et helt andet ordvalg, men han fortier andre vigtige hændelser samme år. Der var også andre ting i gære i den normanniske lejr - tilsyneladende en hedensk reaktion:

Flodoards Annaler:

943.

... Hertug Hugo af Francien havde mange sammenstød med normannerne, der var kommet til landet som hedninger, eller som nu vendte tilbage til hedenskabet, og af hvem en mængde mænd i hans kristne fodfolksstyrke blev dræbt. Men efter at Hugo selv havde fanget mange normanner og jaget resten på flugt, vandt han sig borgen Evreux med bistand fra de kristne normanner, som holdt den. Kong Ludvig tog tilbage til Rouen og dræbte normannen Tormod, som var vendt tilbage til hedenskabet og også havde tvunget Vilhelms søn og nogle andre dertil og nu lagde råd op mod kongen. Han dræbte ligeledes i kamp den hedenske kong Sigtryg sammen med de andre. ...

Det er vanskeligt at få rede på allianceforholdene i disse stridigheder. Det virker nærmest som om, en nyankommen styrke er "plumpet" ind i nogle i forvejen spegede affærer, og kampene mellem dem og frankerne virker noget tilfældige og synes at gå på tværs af de fjendtligheder, der iøvrigt fandt sted.

Denne "Setricus rex paganus" er som tidligere nævnt med stor sandsynlighed identisk med svenskerdynastiets sidste konge, der efter sin fordrivelse fra Danmark flakker rundt i Europa på vikingetogt med resterne af sin hær og flåde. Som så mange andre før ham, har han måttet søge sin lykke udenlands, da den svigtede ham derhjemme. Ifølge Adam af Bremen bliver en kong Sigerich berøvet sit rige af en Hardegon Svendsen fra Nortmannia. Kort tid efter falder en kong Setricus rex paganus i Normandiet under spegede forhold, men tilsyneladende i kamp mod normannerne. Det kan dårligt være et tilfælde, det må være samme mand. Et eller andet kongerige må han jo stamme fra, og tidens kilder synes hverken at nævne eller levne andre muligheder.


3. Harald i Normandiet

Allerede i 943 konstaterer man, hvordan den franske konge skifter alliance og begynder at rette sin magt imod normannerne. Først udsonede han sig med Hugo den Store og derefter med Vilhelm Langspyds mordere:

Flodoards Annaler:

943.

... Samme Hugo bragte fred mellem kongen og Arnulf, idet kongen hidtil havde stået fjendtligt over for Arnulf på grund af mordet på Vilhelm. ...

Til gengæld søger normannerne støtte hos Hugo:

Flodoards Annaler:

944.

... Hertug Hugo af Francien sikrede sammen med normannerne freden, efter at man fra begge sider gav og modtog gidsler. ...

Men dette forlig holder ikke længe, snart er Hugo igen involveret i kampe mod normannerne på den franske konges side, og normannerne bliver voldsomt trængt. En tid er barnehertugen endda i den franske konges fangenskab, men befries dog snart. Om disse begivenheder skriver Dudo livfuldt og detaljeret, Flodoard som sædvanligt ordknapt, tørt og nøgternt:

Flodoards Annaler:

944.

... Kong Ludvig drog til normannernes land med Arnulf og Herluin samt med nogle frankiske og burgundiske bisper. Arnulf gik nu foran kongen og slog ved Arques nogle normanniske vagtposter på flugt, beredte overgang for kongen, og således kom kongen til Rouen og modtoges i byen af normannerne, mens nogle, som ikke ville anerkende ham, stod til søs; men alle de andre gik under ham.

Hertug Hugo krydsede sammen med nogle burgundiske stormænd Seinen, tog retning mod staden Bayeux og besatte den som gave fra kongen, hvis han ville hjælpe ham med at lægge normannerfolket under sig. Men da nu kongen var blevet modtaget af normannerne, bød han hertugen, at denne skulle opgive sin belejring af Bayeux. Da Hugo gik ud af byen, gik kongen ind.

Derved tændtes gnisten til uenighed mellem kongen og hertugen, men også, fordi kongen tog gidsler blandt mændene i Evreux, som var hertugen undergivne, og dem ville kongen ikke give hertugen tilbage.

En kort tid i 944 er normannerne regulært besejrede, de har mistet deres hårdt tilkæmpede selvstændighed, og kong Ludvig sidder inde med deres hovedstad Rouen. Men allerede i det samme år er der hjælp på vej. Umiddelbart forud for ovenstående citat omtaler Flodoard kampe mellem bretonerne og nogle nytilkomne normanner:

Flodoards Annaler:

944.

... Da parterne til sidst mødtes i et tredie slag, faldt der et stort antal krigere på begge sider; men normannerne vandt sejr. Bretonerne faldt, blev næsten udslettede og forlod deres land. De normanner, som nylig var ankommet over havet, trængte ind i deres land.

Dudo skriver:

Dudo:

IV.84.

Men da kong Ludvig var vendt tilbage til Laon [fra Rouen] led og ked af den fjendtlige uvilje fra normannernes side, grundede sidstnævnte, der var nedslåede over hirdmændenes frække anmodning [om at kong Ludvig skulle fordrive normannerne og give sine hirdmænd deres koner], hemmeligt og i fuld enighed påny over kongens undergang.

Og for at narre kongen med et listigt træk sendte de normanniske stormænd deres budbringere til Haigrold, Dacias konge, adelige og mægtige riddere, med bøn om, at han ville haste til hjælp for Rikard, den store hertug Vilhelms søn, hans kødelige slægtning, fordi frankernes konge nu var ved at erobre normannerfolkets hele rige og at tage al magt fra drengen, omend han nu var befriet for sine lænker.

Af kærlighed til sin slægtning Rikard modtog den højsindede kong Harald af Dacia de normanniske sendemænd med ære, og efter at have bygget skibe, fyldt dem med fødemidler og krigere, kom han, så hurtigt han blot kunne, med en umådelig mængde krigere til Sabina Corbonis, der hvor Dives stærke strøm munder ud i det oprørske hav.

Da mændene fra Coutances og Bayeux hørte om kong Haralds ankomst for den lille Rikards skyld, gik de i hans tjeneste.

Da hjælpestyrken allerede synes landet i 944, må man vel regne med, at anmodningen om hjælp er afsendt noget tidligere, måske allerede i 943, således at planen om at få den danske konge til at hjælpe, må være lagt allerede fra begyndelsen af normannernes trængselsperiode, og begrundet med Vilhelms mord og Rikards mindreårighed, snarere end med de begivenheder, som Dudo omtaler umiddelbart forud.

Da denne afgørende episode i hertugslægtens historie er blevet oplevet og husket af folk, som Dudo har talt med (Rikard selv og halvbroderen Raoul d'Ivry), så kan beretningen uden betænkning anses for pålidelig. Også selv om Flodoard - den bedre samtidige kilde - ikke direkte benævner ham konge af Danmark, må vi tro på, at en dansk kong Harald, en kødelig slægtning af hertugen, i løbet af 944 kom denne til hjælp. Flodoard skriver videre om de stadigt skiftende alliancer:

Flodoards Annaler:

945.

... Kong Ludvig hærgede med en opbudt normannisk hær landet Vermandois, efter at han til normannerne havde sluttet Herluin og en del af Arnulfs tropper ... Hugo kæmpede derpå med normannerne, som var gået ind over hans grænser, fældede en del af dem og jog dem ud af sit land. ... Da dette var sket, kaldte kong Ludvig Herluin og nogle af sit tjenerskab med sig til Rouen, ... Mens kong Ludvig opholdt sig i Rouen, meddelte den normanner, Hagrold, der havde kommandoen i Bayeux, ham, at han ville komme til ham på aftalt tid og sted, hvis kongen ville indfinde sig på dette sted. Da nu kongen med nogle få mænd ankom til mødestedet, rykkede Hagrold væbnet frem med en stor mængde normanner, og da han gik til angreb på kongens ledsagere, dræbte de næsten dem alle. Ene mand begyndte kongen at flygte, fulgt kun af en normanner der var ham tro. Med ham kom han til Rouen, blev fanget af andre normanner, som han mente var ham tro, og han blev sat under bevogtning.

Dudo fortæller også om dette, om mødet mellem Harald og Ludvig, om det efterfølgende slag ved Dive (13.juli 945), som normannerne med Haralds hjælp vinder, og om kong Ludvigs tilfangetagelse dér. En af normannernes stormænd, Bernhard af Senlis, drager til Hugo den Store for at fortælle om tilfangetagelsen. Han siger ifølge Dudo:

Dudo:

IV.88.

- Lad det dig nu blive kendt som en given ting, at kong Harald af Dacia for Rikard, min søstersøn og hans slægtning, har kæmpet mod kong Ludvig og i dette slag dræbt seksten grever samt grev Herluin og hans bror Lambert, ja, under dette skrækkeligste blodbad i frankerriget endog har jaget dets konge på flugt, taget ham til fange og sat ham i fængsel i Rouen under bevogtning af Bernhard den Danske. ...

Herefter træder Hugo ind i sagen og får udvirket, at kongen løslades mod at der stilles gidsler. Hugo får kongen udleveret, men beholder ham så blot i sit fangenskab. Ludvigs hustru tilkalder hjælp fra sin bror Otto den Store i Sachsen. Han kommer med en hær og Ludvig frigives. De to konger kæmper nu sammen, men uden stort held, en række kampe mod Hugo og normannerne. Flodoard skriver lakonisk:

Flodoards Annaler:

946.

... De søgte nu frem over Seinen og hærgede nogle steder og byer med hård plyndring og drog gennem normannernes land; de ødelagde mange steder, men vendte derefter om og marcherede hjemad. ...

I Widukinds Sachserkrønike omtales de samme begivenheder med sjælden nøgternhed og uden overdrevne forestillinger om Ottos indsats og sejre:

Widukind:

III.4.

Derefter samlede han en skare af hele hæren udvalgte krigere og drog mod danernes by Rouen. Han tilføjede indbyggerne følelige tab, men de stedlige forhold var vanskelige, og det faldt i med streng vinter, så kongen efter 3 måneders forløb med uforrettet sag, men dog med hæren i god behold måtte vende tilbage til Sachsen.

Ottos ophold i Frankrig fandt sted fra november 946 til januar 947. Igen i august 947 var han på et kortvarigt, men virkningsløst togt i landet.

Striden mellem Hugo den Store og den franske konge fortsatte med vekslende styrke helt frem til en endelig fredsaftale i 953. Flodoard nævner normanner som Hugos allierede i 948 og 949, derefter træder de helt i baggrunden og nævnes først igen en halv snes år senere.

I løbet af disse år befæster Rikard sin stilling som Normandiets hersker, og efter ca.950 synes der at være ro i landet. Først da svinder behovet for danske hjælpetropper (selv om den stabile alliance med Hugo den Store, der efterhånden opnås, gør det mindre akut).

Dudo skriver intet om, at kong Harald drog bort igen. Han lægger ikke skjul på, at dennes indgriben i kampene på normannernes side havde været altafgørende for hertugslægtens skæbne. I den sidste omtale af ham tillægges han endda en rolle, der går langt ud over, hvad man skulle forvente af lederen af en militær hjælpeekspedition:

Dudo:

IV.88.

... Imens tømrede kong Harald normannerne og alle herredsbønderne sammen i et fælles troskabsforhold til den unge Rikard. Han tvang til fuld overholdelse af Rollos love, retsregler og bestemmelser. Byer og borge havde han travlt med fast at befæste, hvis nu lykkens hjul igen engang skulle dreje.

[Herefter en apostrofe til den fromme, udøbte kong Harald]

Rikard blev født o.934, og først hen i begyndelsen af 950'erne er han begyndt at få selvstændig indflydelse på rigsstyrelsen. Efter kampene mod Ludvig og Otto er der en lang periode, hvor Dudo (ligesom Flodoard) intet har at fortælle om hertugen. Han træder først ind på scenen som virksom leder henimod 960. Det kunne være denne lange, forholdsvis stabile periode, som Dudo har villet beskrive med det anførte citat. I så fald bliver kong Haralds rolle da snarere den som Rikards formynder og som regent under hans mindreårighed.

Det er således fuldt pålideligt dokumenteret, at en dansk kong Harald fra 943 og nogle år frem opholdt sig i Normandiet. Denne konge kan ikke være Harald Gormssøn. Kong Gorm kan i 943 højest have været 35 år. Han kan måske have haft en halvvoksen søn (dog kun hvis man sætter begges aldre til det ekstreme); men han kan umuligt have haft en søn, der kunne tænkes at optræde i den rolle, som Rikards redningsmand har.

I dette afsnit er Dudos udlægning af begivenhederne lagt til grund, i næste afsnit fortælles historien på en ganske anden måde, og i dette kapitels sidste afsnit vil årsagerne til forskellene blive undersøgt.


4. Harald på flugt

Vilhelm af Jumièges skriver ca.70 år efter Dudo, d.v.s. ca.130 år efter disse begivenheder. Selv om han i det store hele bygger på (og forkorter) Dudos fremstilling, så er det inden for rimelighedens grænser at antage, at de forandringer og tilskud, han alligevel bringer, bygger direkte på en levende normannisk tradition. I de mellemliggende år er der imidlertid sket en udvikling i forholdet mellem normannerne og deres danske hjemland. Rivaliseringen i England har kølnet forholdet mellem hertugerne og de danske konger, og det sætter et umiskendeligt præg på Vilhelm af Jumièges' krønike. Det synes f.eks. at præge den måde, han behandler historien om kong Haralds hjælpeaktion. Han synes at nedtone den danske konges betydning og tildeler ham en mindre smigrende rolle. Han henlægger hans ankomst til Vilhelm Langspyds dage og skriver:

Vilhelm af Jumièges:

III.9.

Da imidlertid den store fyrstes tapperhed og fromhed blev kendt gennem hans ry, ankom kong Harald fra Danmark, fordrevet fra riget af sin søn Svend, med tresindstyve skibe fyldte med væbnede besætninger til Normandiet, med bøn om bistand.

Den mægtige og ædelt tænkende hertug modtog ham med tilbørlig hæder og overlod ham grevskabet Coutance som fast støttepunkt, indtil han efter at have bygget skibe og gjort hæren fuldtallig og stærkere med øget antal mænd kunne drage tilbage til sit tabte rige.

Haralds er altså tilfældigvis i landet, da Vilhelm bliver myrdet, ikke en tilkaldt redningsmand. Hans deltagelse i kampene mod den franske konge skildres omtrent som hos Dudo, men der nævnes intet om hans indsats som "civil" regent. Derimod fortælles om hans hjemrejse:

Vilhelm af Jumièges:

IV.9.

Da den sag var ovre, bredte det normanniske land sig i fuldkommen ro for deres herres åsyn. Kong Harald drog ikke længe efter tilbage til Danmark efter at have forligt sig med sin søn Svend.

Ved første øjekast kunne det se ud som om, Vilhelm af Jumièges her omtaler forholdet mellem Harald Blåtand og Svend Tveskæg. Det er naturligvis en urimelighed og kronologisk umulighed, at Harald skulle være blevet fordrevet hjemmefra af sin søn på dette tidspunkt. Det er imidlertid ligeså urimeligt at antage, at Vilhelm af Jumièges ikke selv har vidst det.

Vilhelm er en udmærket historiker (for sin tid), og han er ganske velorienteret om Svend Tveskæg, sådan som en historiker i Normandiet på Vilhelm Erobrerens tid nødvendigvis måtte være det. Forholdet til den danske kongeslægt i England havde jo på det tidspunkt været helt afgørende i normannernes historie i henved et halvt hundrede år. Der er tegn på, at han har kendt og benyttet det lovprisende værk om Knud den Store, "Encomium Emmae", hvori borgerkrigen i Danmark er omtalt, men med et helt andet forløb. Vilhelm anfører selv en række årstal, og han har haft nogenlunde check på kronologien. Han skriver f.eks. at Vilhelm Langspyd døde i 942 efter Haralds ankomst til landet, han henviser til en fredstraktat mellem normannerhertugen og hans "fætter" Svend Tveskæg fra begyndelsen af 1000-årene, og han må have kendt året for Svends erobring af England og hans død kort tid derefter, som han omtaler.

Hvis ikke vi forudsætter en hel usandsynlig mangel på eftertanke hos Vilhelm af Jumièges, men samtidig mener, at han identificerer den nævnte Svend med Svend Tveskæg, så må vi tillægge ham den overbevisning, at Svend Tveskæg f.eks. erobrede England i en alder af mere end halvfems år! Det er, som sagt, ikke sandsynligt. Der kan ikke være tale om en tilfældig lapsus, der er jo tale om en bevidst bearbejdning af Dudos fremstilling, så forfatteren må have tænkt over sagen og bevidst taget stilling. Alternativet er derfor, at vi må tro, at Vilhelm af Jumièges ikke mener, at Svend Tveskæg er den samme som den anden Svend. Og så kan han jo heller ikke vel have troet, at den flygtende Harald skulle være Harald Blåtand.


5. Haralds hjælpetropper

Både Dudo og Vilhelm fortæller om en anden dansk hjælpeekspedition i Normandiet i begyndelsen af 960'erne. Hertug Rikard var igen truet af frankerne, nu først og fremmest storvasallen Tetbold af Chartres. Normannerne besejrer denne i slaget ved Ermentruville i august 962, inden den danske styrke når frem. Dudo fortsætter:

Dudo:

IV.114.

Efter at nu disse begivenheder var faldet ud med sejr, afsendte hertug Rikard omgående budbringere til Dacia med bøn om, at det stærke dacerfolk hurtigst muligt ville komme ham til hjælp. Dacerne blev glade for dette budskab, gjorde hurtigt deres skibe rede, lastede dem og ankom hurtigt til Rouen. ...

Dudo nævner ikke navnet på den danske konge, men det gør Vilhelm af Jumièges:

Vilhelm af Jumièges:

IV.16.

Da han [Rikard] så sig truet af kongens mange svigefulde anslag, og da de frankiske grever enigt viste tænder mod ham, så sendte han budbringere til danerkongen Harald med bøn om, at han snarest ville ile ham til undsætning og med sin store hedningehær slå det frankiske vanvid ned. Kongen modtog hans udsendinge med glæde og sendte dem endda berigede med store gaver tilbage til hertugen med løftet om, at han med det snareste ville sende ham hjælp. ...

De to forfattere nævner intet om, at kongen selv deltog i aktionen, kun at han sendte en hær, der drog op ad Seinen, slog lejr ved Jeufosse på en ø i floden og hærgede og plyndrede det omliggende land. Hæren blev i landet i flere år, den var med til at presse frankerkongens anerkendelse af Rikard som Normandiets hertug (sommeren 965), men blev efterhånden nærmest et problem for Rikard og en hindring for den endelige fredsslutning. Der fortælles om, hvordan det til sidst lykkedes ham at skaffe sig af med de besværlige allierede ved at uddele jord til nogle, der blev i landet og lod sig døbe, mens andre ekspederes videre til Spanien. Det virker som om hæren havde andre deltagere end kong Haralds hjælpetropper, og at det var disse, der voldte problemerne.

Flodoard nævner ikke denne anden hjælpestyrke. Men netop ved denne tid bringer han tre notitser om normannerne og hertug Rikard, der bekræfter stridens genopblussen og konflikten mellem Rikard og Tetbold.

Det er klart, at den danske konge, der sender hjælpetropperne, må være Harald Gormssøn, som vi jo véd var ved magten i Danmark da. Det kunne man slutte sig til, også selv om Vilhelm af Jumièges ikke havde navngivet ham. Der har tilsyneladende i hele det første århundrede af hertugdømmets eksistens bestået en livlig kontakt mellem dets hertuger og det danske hjemland og forskellige konger dér. Så der er intet unaturligt i, at også Harald havde normanniske forbindelser. Måske er det de samme forbindelser, der anes bag det ellers ret uforståelige forhold, at Wichman kunne veksle mellem at søge tilflugt hos danerne og i Gallien, der må forstås som Normandiet.

Vilhelm af Jumièges troede altså at kong Harald fra 940'erne og kong Harald fra 960'erne var den samme, men der er intet, der tyder på, at han skulle have troet, at denne (ene) Harald var Harald Blåtand.


6. Kong Svend

Det mest interessante ved Vilhelms beretning om den anden danske hjælpestyrke er ikke, at han navngiver den danske konge. At han på den tid hed Harald, kunne han nemt skaffe sig viden om uden hjælp fra Dudo. Det er heller ikke særligt påfaldende, at han blander ham sammen med den tidligere optrædende Harald. Mest bemærkelsesværdig er det, at han her afslører, at hans omredigering af Dudos beretning om den første hjælpestyrke ikke (alene) kan forklares med en politisk bestemt uvilje mod at gøre normannerhertugens skæbne afhængig af danerkongens hjælp. Han har så at sige blot gemt de store ord om kong Haralds fortjenester til en senere lejlighed.

Men når han kan skrive sådan om begivenhederne i 960'erne, hvorfor godtager han så ikke bare Dudos version af det, der skete i 940'erne? Meget kan naturligvis (bort)forklares med middelalderhistorikernes almindeligt ubehjælpsomme omgang med kilderne. Men i denne situation må der jo så ihvertfald være tale om, at Vilhelm af Jumièges har haft alternative oplysninger, d.v.s. en anden version end Dudos. Hvis historien om Haralds fordrivelse stammede fra Emmas Lovtale eller Adam af Bremen, så ville han også derfra vide, at borgerkrigen endte med Haralds død og altså ikke forlig. Han måtte altså frit have opfundet en tidligere, kronologisk umulig og lykkeligt afsluttet strid mellem far og søn alene med det formål at gøre den danske konge til flygtning i Normandiet.

Det forekommer ikke rimeligt, og forklaringen må være en anden.

Vilhelms "fortjeneste" består i, at han antager, at de to Harald'er er identiske og gør Svend til hans søn. De sidste to "opfindelser" (forliget og hjemrejsen) er nødvendige konsekvenser af den første antagelse, da den samme Harald jo ellers ikke kunne optræde to gange. Men der må jo også være en meningsfuld begrundelse for selve omredigeringens iværksættelse: Hvis borgerkrigen mellem Harald Blåtand og Svend Tveskæg på en eller anden måde er blevet blandet ind i begivenhederne i Normandiet (hvad der er en ganske usandsynlig antagelse), så må man vel også i det mindste forudsætte en eller anden grund til dét. Og grunden til, at Vilhelm overhovedet er kommet i tanke om at "forbedre" på Dudo, kunne være den, at han faktisk havde alternative oplysninger (mundtlige eller skriftlige) om en fordrevet dansk kong Harald, der optrådte i Normandiet omkring tidspunktet for mordet på Vilhelm Langspyd. Navnet på den konge, der siges at have fordrevet ham, kunne da stamme fra den samme kilde.

At Harald regnes for flygtning i 1070, men for tilkaldt konge to generationer tidligere, lader sig snildt forklare. Beskrivelsen af hans ophold i Normandiet hos Dudo tyder netop på, at han ikke var regerende konge et andet sted, så han bekræfter indirekte, at Vilhelm af Jumièges' version er den rigtige. Men da Dudo jo må have kendt sagernes rette sammenhæng langt bedre end Vilhelm (blandt hans meddelere var folk, der havde oplevet begivenhederne på deres egen krop), så må han skrive mod bedre vidende, hvis Harald kom til landet som flygtning. Han skrev sit værk for at glorificere hertugslægten, men i denne situation kan det ikke være hensynet til hertugerne, der drev ham, idet det jo var kong Haralds rygte, der var på spil. Måske var der andre indflydelsesrige folk i Normandiet endnu på Dudos tid, der bekymrede sig om kongens rygte, og hvis gunst det også var værd at angle efter, f.eks. Haralds børn og børnebørn, der jo som kongeætlinge og hertugens slægtninge må antages at have indtaget betydningsfulde poster og besiddet stort gods.

At Svend gøres til Haralds søn kan imidlertid forklares som Vilhelm af Jumièges' egen konstruktion. Dudo kalder kong Harald for Rikard I's kødelige slægtning, andre normanniske kilder kalder Svend Tveskæg og Rikard II for fætre. Af disse og andre forestillinger om slægtskab mellem de normanniske hertuger og de danske konger kunne man nok 130 år efter begivenhederne udlede det fejlagtige slægtskab, især hvis man - hvad der jo er særdeles naturligt - regnede den første kong Svend for en ældre slægtning til Svend Tveskæg.

Så måske er det, der anes bag forvirringen, en normannisk overlevering om en vis kong Svend af Danmark, der i 940'erne stod bag fordrivelsen af andre danske konger. Og normannernes kendskab til denne konge kunne stamme fra den omstændighed, at to af de fordrevne søgte til Normandiet, hvor den ene af dem tilmed kom til at spille en afgørende rolle i hertugdømmets historie. I et senere kapitel skal gøres flere tanker om denne hypotetiske kong Svend, og det vil fremgå, at Vilhelm af Jumièges forvirrede historie kun er en blandt adskillige, der antyder eksistensen af en sådan overset konge i den danske kongerække.


7. Den falske Klak-Harald

Fra fuldt pålidelige, samtidige kilder (f.eks,. Fulda-annalerne og Ansgars Levned) kender man med mange detaljer historien om den første danske konge, der blev døbt. Roskildekrøniken indledes med beretningen om denne skelsættende begivenhed på følgende måde:

Roskildekrøniken:

År 826 efter Herrens kødvordelse blev Harald, Danernes konge, døbt i Mainz af ærkebiskop Otgar, og kejser Ludvig stod fadder i sit sjette regeringsår. Med ham blev hans broder Erik og kongens hustru sammen med en stor mængde Daner oplyst og knyttet til den kristne tro.

Det er tydeligt, at Roskildekrøniken her ikke bygger på de primære kilder, men snarere på Adam af Bremens bearbejdning og fortolkning af samme. Hos ham er det nemlig, at man ser kong Haralds bror Rurik benævnt Horik, hvad der sikkert er årsagen til, at han kunne blive slået sammen med Haralds modpart i den danske tronstrid, Horik den Ældre, til én person: Haralds bror og efterfølger Erik. Striden mellem Harald og Godfreds sønner er fyldigt omtalt i de nævnte tidlige kilder, og man læser dér, hvordan Harald til sidst blev fordrevet og måtte flygte sydpå til Frisland, hvor han tilbragte sine sidste år som kejserens lensmand. Kongemagten i Danmark lå derefter i en lang årrække i hænderne på én af Godfredssønnerne, den nævnte Horik.

Vi skal i et andet kapitel se, hvordan Roskildekrøniken skarpt skelner mellem denne Harald og to andre konger ved navn Harald, hvoraf den ene kaldes Klak-Harald. Han er enten kong Gorms søn eller en umiddelbar forgænger til den konge, som kong Gorm fordriver afhængig af hvilken af Roskildekrønikens to Gorm-dubletter, der er tale om..

Hos Svend Aggesen finder man nok en kong Klak-Harald, men han placeres i tid umiddelbart forud for kong Gorm, og der nævnes intet om nogen Harald, der bliver døbt i Mainz, så han er tydeligvis på linje med Roskildekrøniken m.h.t. tidsfæstelsen af Klak-Haralds dage.

Saxo kender Haralds dåb i Mainz (og gør ham til Regner Lodbrogs samtidige og modstander), han kender Roskildekrønikens anden Harald som Gorms forgænger, men ripper ham for enhver historie og endog hans tilnavn, så i Gesta Danorum findes der ikke nogen Klak-Harald.

Fra tiden mellem Roskildekrøniken og de to historikere fra århundredet slutning stammer de ældste (bevarede) kongelister (Series Regum Danie ex Necrologio Lundensi og Catalogus Regum Danie). Disse to tydeligt beslægtede lister, tilsyneladende fra Valdemar den Stores tid, nævner uden tilnavn den Harald, der blev døbt i Mainz, som den første kristne danske konge, og kender heller ingen anden Klak-Harald.

Hvis man skal dømme på baggrund de samtidige eller næsten-samtidige kilder og 1100-tallets historikere, så havde den første døbte kong Harald ikke noget tilnavn. Tilnavnet Klak tilhørte oprindeligt en kristenvenlig kong Harald på kong Gorms tid, og det var først i begyndelsen af 1200-årene at forfattere til forskellige kongelister (f.eks. Kongetallet), små-krøniker (f.eks. Series ac Brevior Historia Regum Danie) og årbøger (f.eks. Lunde-årbogen) begyndte at hæfte tilnavnet på den tidlige Harald. Den oprindelige Klak-Harald blev tilsyneladende sammenblandet med både denne Harald og sin berømtere efterfølger Harald Gormsen, mistede både sit gode navn og rygte, men beholdt dog i de fleste rækker sin omtrentlige placering som en dådløs forgænger til kong Gorm.

Det må være på tiden at få gjort op med misforståelsen, der vist nok uden undtagelse er blevet gentaget af alle danske historikere siden da. Hvis Klak-Harald er en historisk person - det kan man naturligvis ikke udlede af ovenstående - så hører han hjemme i første halvdel af 900-tallet, og hvis han ikke er en historisk person fra 900-tallet, så kan man alligevel ikke med nogen ret knytte hans tilnavn til en historisk Harald fra 800-tallet.


8. Den historiske Klak-Harald

At der i 900-tallets første halvdel eksisterede en anden dansk kong Harald end Harald Gormsen er allerede berørt i tidligere kapitler. Vi skal nu fremlægge bevislighederne i sammenhæng og konstatere, at denne kong Haralds historiske eksistens er en uafviselig konsekvens af antagelsen om, at kong Gorm er begravet i Nordhøjens gravkammer i 958 og siden genbegravet foran alteret i Jelling Kirke.

Unnis missionsrejse

Da Unni rejste gennem Danernes rige(r) i 935 mødte han en venligsindet konge ved navn Harald. I 935 var Gorm, som Unni også mødte på sin rejse, højest 27 år, og en søn af ham kunne umuligt spille den rolle, som skildringen giver kong Harald. Men så der jo have været en anden kong Harald. Da det udtrykkeligt nævnes, at det var på de danske øer missionen havde fremgang p.g.a. denne Haralds imødekommenhed, så er det en rimelig antagelse, at han var konge i den østlige del af riget (Danmark!), hvor han altså regerede en tid samtidig med, at Gorm var konge i den vestlige.

Adam af Bremen, fra hvem oplysningerne stammer, troede, at Harald var Gorms søn, og deraf sluttede han sig til Haralds 50 års regeringstid. Og den fejlslutning vandrede videre gennem de middelalderlige værker uantastet til vore dage, og blev altså ikke opdaget - og kunne ikke opdages - før arkæologer fik sat tal på Gorms dødsår og dødsalder.

Harald i Normandiet

Vi har set, hvordan Rikard I af Normandiet i 943 fik hjælp af danske styrker anført af en kong Harald. Det er blevet påpeget, at både årstallet og den rolle, kongen kom til at spille i Normandiet, gør det meget usandsynligt, at han var Harald Gormsen. Altså der jo have eksisteret en anden kong Harald.

Denne Harald, der altså skulle være fordrevet fra sit rige af "sønnen" Svend, opholdt sig tilsyneladende resten af sine dage i Normandiet, hvor han blev tildelt land af sin kødelige slægtning, Rikard I, og nærmest fungerede som en slags formynderregent under dennes mindreårighed.

Poppos jernbyrd

Det er nemt at forstå, hvorfor Widukind, der nærer stor interesse for Harald og danerne, uvilkårligt må tro, at Routgers Harald er den regerende danerkonge. Men kendte man ikke Widukinds version af Poppo-legenden og dens entydige henføring til Harald Gormsen, så var det knap så enkel sag at afgøre, hvilken Harald, Ruotger taler om.

Når det nu er dokumenteret, at der i længere tid opholdt sig en dansk kong Harald i Normandiet, så forekommer det endda mest nærliggende at tro, at når Routger, der ikke viser nogen særlig interesse for sachsernes nordlige nabofolk, i et afsnit, der ellers handler om normannerne i Normandiet, omtaler en kong Haralds omvendelse, så må der være tale om den Harald, der kom Rikard I til undsætning i 943.

Nogle af de forbehold, man måtte have haft m.h.t. selve jernbyrdens anvendelse og gennemførelse i et hedensk land, kan man lade falde, hvis man antager, at historien foregår i Normandiet. Hér i kristne omgivelser og med en fuldt udbygget kirkelig organisation forekommer det ikke usandsynligt, at man har kunnet foranstalte jernbyrden udført under de rette former, og at en hedensk konge og hans folk, som gæster hos kristne slægtninge, har kunnet formås til at gå med på "spøgen".

Forvekslingen

Harald blev altså fordrevet fra sit land, drog sydpå og levede resten af sine dage dér, og mens han var der, blev han omvendt og døbt. Hans levnedsløb tager sig ud som om, det faktisk er den første kristne Harald, der omtales. På den baggrund forekommer det næsten forventeligt, at de to konger skulle blive forvekslet.


9. Gorms svigerfader

En antagelse om, at Gorm var gift to gange giver god mening. Men det er ikke fordi, det er meningsfuldt at kombinere Saxos oplysning om, at ægtede Thyre, datter af en vis engelsk kong Ethelred, med de islandske sagaers oplysning om, at Thyre var datter af en konge/jarl af Jylland/Holsten ved navn Harald Klak. Men ved at analysere Jellingmonumenterne, ved nogle generelle betragtninger angående den forventelige ægteskabspolitik af en kong Gorm, der handler indenfor det scenario, der er blevet foreslået her, og ved opdagelsen af en historisk Harald Klak, ledes man til den samme konklusion med den overraskende sideeffekt, at sagaerne måske alligevel har ret m.h.t. Thyres far.

Der er ingen dansk-engelske forhold, der tyder på, at et engelske ægteskab skulle have haft høj prioritet hos Gorm. I de halvtreds år 930-980, der næsten falder sammen med Gorms og hans søn Haralds regeringstid, er der næppe noget nedskrevet vidnesbyrd om dansk-engelske kontakter over Nordsøen. Det er vist den længste periode overhovedet mellem 830 og 1080 uden registrerede fjendtligheder i England forårsaget af daner, der krydsede Nordsøen eller Kanalen.

Hvis Gorm kom fra England (måske via Normandiet) o.930 og tog magten først i en mindre del af Jylland omkring Jelling, og så gradvist udvidede sit kongerige med de nordlige og sydlige dele af Jylland og sidenhen også indlemmede nogle af de østlige landsdele, så er den lange periode, hvor England kunne være i fred for danerne, forudsigelig og ikke et tilfælde. Kongerne havde simpelthen for travlt med at samle brikkerne til deres nyvundne kongerige og at konsolidere deres position internt så vel som eksternt. Stridigheder med de tyske konger ved sydgrænsen og stridigheder mellem de skandinaviske riger indbyrdes synes at have domineret forholdet til udlandet gennem alle disse halvtreds år, og internt må der have været endeløse kontroverser forårsaget af Jelling-kongerne forsøg på at udrydde, undertvinge eller fordrive deres rivaler i det delte danske kongerige.

Ægteskabspolitik under disse omstændigheder kunne være et spørgsmål om at

Der kan selvfølgelig nævnes andre muligheder - sikkert lige så uromantiske - men de fleste af de dokumenterede vikingekonge-ægteskaber ville passe i en eller flere af disse kategorier. Den fælles betydning af disse muligheder er: Søg efter Gorms ægtefæller ikke i udlandet, men indefor det, der blev danernes genforenede kongerige i løbet af det 10. århundrede.

Ud fra de arkæologiske fund og dateringer kan man slutte (med de nødvendige forbehold): Thyre døde ca. 935±5. En konge, der blev enkemand først i trediverne måske endda tidligere, ville næppe tilbringe resten af sine dage som enkemand. For en konge var ægsteskabet for vigtigt et instrument til ikke at blive brugt i så lang tid, og det er et rimeligt gæt baseret på Jelling-kronologien, at Gorm allerede i begyndelsen af 940'erne var gift med en anden end Thyre. Og hjemstedet for både denne hypotetiske anden ægtefælle og Thyre bør altså søges inden for grænserne af danernes lande som datter af, søster til eller enke efter en rivaliserende konge eller en lokal stormand.

Alene ud fra disse generelle betragtninger ledes man til den overbevisning, at Saxo må have taget fejl, når han gør Thyre til datter af en engelsk konge, og at de islandske sagaer måske kan have ret, når de gør hende til datter af Harald Klak, konge eller jarl et eller andet sted i "Danmark". Men hverken "Danernes bedrifter" af Saxo eller de islandske sagaer er primære kilder til viden om vikingetiden, og hvis man kun havde disse værker fra o.1200 (og ikke nogen god forklaring på, hvordan de skulle kende historien), så måtte man afgøre spørgsmålet om Thyres afstamning på stedet som "ukendt".

Men som nævnt findes der en måde at nå til den samme konklusion som islænderne, som er uafhængig af disse sene kilder.

  1. I det meste af det 10. århundrede omfattede Danmark ikke Jylland og måske nogle af øerne. Danmark var Skåne, Halland, Sjælland og måske nogle af øerne.
  2. Da Gorm anvendte ordet "Danmark" på sin runesten, var det navnet på et område uden for hans eget kongerige. Da han kaldte Thyre "Danmarks bod", fortalte han, at hun kom fra Danmark, uanset hvad det omstridte ord "bod" måtte betyde. Da Harald brugte ordene "vandt sig al Danmark", betød det sandsynligvis, at han vandt hele Danmark som beskrevet under 1) modsat faderen, der kun vandt en del.
  3. Jelling-monumenterne er unikke. Selv om der må have været adskillige konger, dronninger og andre medlemmer af kongeslægterne, der døde og begravedes i landet i denne periode med familie, der ikke bekymrede sig mindre om mindet om deres bortgange kære, så gjorde ingen nogensinde noget lignende. Monumenterne er mere en blot gennemsnits mindesmærker på et kongeligt gravsted. De er en demonstration.
  4. Det er Thyres rolle, der gør stedet unikt. Stensætningen rejst af Gorm er kolossal. Højen, der byggedes for at erstatte det 20-30 år efter hendes død, er på højde med kongens. For Harald var det ikke nok at fortælle, at han var søn af sin far, og at mindes ham. Han var nødt til at nævne moderen nok engang og lade den gigantiske høj bygge for at sikre sig, at hendes minde også blev vedligeholdt.
  5. Hvis Gorm og Thyres ægteskab var politisk bestemt, så må bestræbelserne på at bevare hendes minde være det i lige så høj grad. Det, der gjorde hendes minde vigtigt for manden og sønnen, må være det samme som det, der i det hele taget havde gjort ægteskabet vigtigt.
  6. Fortolket på denne måde høres det højlydte budskab fra runestenene: Husk, at jeg, Gorm, engang var gift med Thyre fra Danmark. Husk, at jeg, Harald, der lige har vundet hele Danmark, er søn af denne Thyre.
  7. Derfor er det sandsynligt, at Thyre var datter af en konge, der regerede i den østlige del af det rige, som sønnen endeligt forenede, den mest attraktive del af riget, hvis navn derfor af samme grund blev navnet på det forenede kongerige.
  8. Gorm var søn af (Harde)Knud. Den ældste søn kaldtes derfor rimeligvis Knud (også selv om Knud Dana-ast's eksistens kan betvivles), og Harald fik med stor sandsynlighed navn efter morfaderen.
  9. I 935-940 var Gorm konge i Jylland. På den tid var der en anden konge kaldet Harald i den østlige del af riget, altså "Danmark" i betydningen fra 1).
  10. Hvis vi gør Thyre til datter af denne kong Harald i Danmark, passer alle puslespillets brikker sammen til et klart og forståeligt billede. Det er en god teori, der ikke modsiges af noget faktum og forklarer alle observerede fænomener. Den er nået gennem en række sandsynlige - men ubeviste - skridt, og den er baseret på kilder, der ikke er ældre end Adam af Bremen.
  11. Det sidste skridt er at forsyne kong Harald med et passende tilnavn. Det er allerede sket i afsnittet ovenfor

Altså: Gorm var første gang gift med en datter af Danmarks konge, Harald Klak, der sad på den eftertragtede "Lejre-stol".


10. Gorms andet ægteskab

Fra dette sted er det fristende at gå nogle skridt videre, dog på stadigt tyndere is:

Thyre døde o.940, og Gorm giftede sig igen, sandsynligvis for at indgå i en ny alliance af politisk betydning. Det må have adstedkommet nogen turbulens, og det kan have tippet magtbalancen. Det gode forhold til kong Harald i Danmark kan have lidt skade. Måske var Gorm ikke længere afhængig af den magtfulde tidligere svigerfar, måske var denne ikke længere interesseret i alliancen. Hvis det var Gorms planer at rykke østpå på et tidspunkt, så kunne en ny, indflydelsrig svigerfamilie være årsagen til at hans manøvre blev sat igang og kunne lykkes netop da.

Derefter ville der ikke være noget kongerige til Harald Klak. Denne måtte trække sig, dø eller flygte. Og hvis han flygtede, så ville der i begyndelsen af 940'erne et eller andet sted i Europa dukke en flygtning op, en vis kong Harald fra Danmark. Snakken ville gå om, hvordan denne konge var blevet fordrevet fra sit rige af en rival, og i det land, han flygtede til og levede resten af sit liv, ville hans historie blive husket. (Men sært nok blev hans rival i Danmark i de normanniske fortællinger husket som sønnen Svend). Og på omtrent samme tid dukkede en anden fordreven konge op i Normandiet, Sigtryg, berøvet sit rige af samme kong Gorm (som hans tipoldebarn lige så sært efter sigende skulle have kaldt Hardegon Svendsen). Der forekommer indlysende, at man skal se de tre begivenheder: Thyres død, Haralds fordrivelse og Sigtrygs fordrivelse i sammenhæng. Thyres død kan altså passende være startskuddet til de omvæltninger, der sendte to danerkonger på flugt, og gjorde det muligt for Gorm at "opslå sit kongesæde på Sjælland".

Man kan udtænke en spøjs kombination, der får det hele til at gå op i en højere enhed. Den bygger på sjældenheden af navnet Gorm. Navnet findes på fem runesten, hvoraf de tre med sikkerhed omtaler Jellingkongen (Jelling 1, Jelling 2, og Sdr.Vissing 1). Den fjerde har mange - i det mindste tidligere - også ment drejede sig om denne (Hällestad 1), idet den dér nævnte "Gorms Toke" altså skulle have været hans søn. Den femte sten har vi allerede beskæftiget os indgående med: det er Haddeby 4, hvor runeristeren signerede med "Gorm ristede runerne". Herefter nævnes ingen Gorm i nogen middelalderlig kilde, førend Saxo og Knytlingesaga (næppe uafhængigt af hinanden) anfører en Gorm/Guttorm i den lange remse af Svend Estridsens sønner. Som den eneste af de mange sønner er denne Gorm aldeles uden historie, så man kan mistænke de to forfattere for at have haft antallet af sønner som udgangspunkt og derfor for efter eget skøn at have tilføjet denne Gorm, for at få antallet til at passe, og givet ham et navn, som til deres forundring ikke var der i forvejen. Først hundrede år senere finder man den næste Gorm som far til en vis Bent Gormsen, der levede sidste halvdel 1100-årene. Udover forekomsterne på runesten bliver det kun til fem personer i alt ved navn Gorm registreret gennem hele den danske middelalder, og ved dens afslutning levede navnet tilsyneladende kun i nogle få sogne på Fyn.

Derudover kender man fra vikingetiden - foruden diverse sagnkonger - vist kun fem-seks historiske danskere - tilsyneladende alle beslægtede med 800-årenes danske kongeslægt - med et navn, der svarer til Gorm. I 854 faldt en Guttorm i borgerkrig mod sin onkel, danerkongen Horik den Ældre. I England optræder (måske) to danske konger med navnet (Guthrum I, død 890 og Guthrum II, o.920), og fra 930'erne en jarl ved navn Guthrum. Dudo nævner en bror til "normannerhertugen" Rollo som Gurim, og i frankiske annaler fra slutningen af 800-årene optræder en Vurm, der måske kan væren en forskrevet Gorm (men også en Orm). Gorm antages at være en kortform af Guttorm, og som det ses, slog den form ikke jævnt igennem på én gang - hvad der jo da også ville have været mærkeligt - og i England holdt den lange form sig tilsyneladende. Man må vel regne med et par generationer, inden det blev almindeligt udbredt, at en Guttorm og en Gorm var det samme, og i en lang periode var Gorm vel blot noget, man i bestemte kredse kunne kalde en person, der var navngivet Guttorm.

De fem runestens-Gorm'er er kun tre - måske endda kun to - forskellige personer: en konge(, en stormand) og en runerister. Skulle man i fremtiden finde en sjette runesten med navnet Gorm i teksten, så ville der altså forlods være 60-80% chance for, at det var Jellingkongen Gorm, der blev omtalt. Det er altså et meget besynderligt tilfælde, at den runerister, der ristede runerne på Haddeby 4, havde det samme meget sjældne navn som den konge, der havde fordrevet den Sigtryg, der skulle mindes. Og besynderligheden øges betragteligt af, at han tilmed omtalte sig selv med den samme kortform af navnet som kongen. Det kan ikke have været nogen selvfølge i 940'erne.

Når man sammenligner teksterne på de to Haddeby-sten, er forskellen meget sigende. Haddeby 4 er tydeligt en forbedring af Haddeby 2. Der er tre tilføjelser: Sigtryg kaldes konge, Asfrid kaldes Odinkars datter, og så er der runemesterformlen. Forbedringer går jo tydeligvis ud på at få understreget, at Odinkars dattersøn havde været konge, sådan at mindesmærket samtidig bliver en hædersbevisning for moderen og hendes slægt. Runemesteren, der udfærdigede runeteksten, har i sandhed haft selvtilliden i orden, hvis han blot var en betalt håndværker, der på eget initiativ tillod sig at sætte sit navn under som den tredje forbedring. Det virker ikke troligt, der må have været en hensigt med, at også hans navn skulle nævnes.

Runemesterens specielle navn og adfærd må tilsammen udgøre et argument for, at det er kong Gorm selv, der svingede pighammeren og ristede runerne!

Men da det jo også var ham, der fældede Gnupa og berøvede Sigtryg kongemagten, er det selvfølgelig umiddelbart underligt, at han skulle have medvirket ved rejsningen af mindesmærket. Men handlingen kan forklares som en slags bodsøvelse eller forsonende gestus over for Asfrid og hendes slægt. At en sådan har været nødvendig, synes indlysende, for opgøret med kongerne i Sillende må jo have skaffet Gorm fjender i det nørrejyske, nemlig Odinkar'erne, som Gnupa synes at have allieret sig med ved ægteskabet med Asfrid. En konge, der havde ambitioner om at samle det danske rige, kan ikke i længden have levet med så magtfulde modstandere i sit kerneland, og en mindesten har næppe alene kunnet kompensere for det slag, Gorm havde rettet mod Odinkar-slægtens liv og ære. Angrebet på det svenske dynasti og forsoningen med den indflydelsesrige svigerfamilie må have været uadskillelige dele af en samlet strategi, og hvad den gik ud på, kan måske bedst indses ved sammenligning med snedige stragtegier, der blev udtænkt af et par af Gorms nærmeste efterkommere.

Knud den Store erobrede England og ægtede Emma, enken efter Ethelred den Rådvilde, den konge, han havde kæmpet med om riget. Derved overtog han samtidig med kongemagten også magten over den kongelige familie. Han blev normannerhertugens svoger og stedfader til nogle af Ethelreds sønner, sine egne værste, potentielle fjender. De var således ikke formelt fortrængt fra deres arveret (og Edvard Bekenderen blev jo faktisk konge), og en meget nærliggende årsag til modstanden fra deres støttere blev i det mindste delvis neutraliseret.

Svend Tveskæg foretog vistnok omtrent den samme manøvre i Sverige. Han synes endda at have forskudt sin første kone, den slaviske Gunhild, for at kunne ægte Sigrid, enken efter Erik Sejrsæl. Stedsønnen Olof Skotkonnung beholdt ganske vist den formelle kongeværdighed, men den danske konge, stedfaderen, fik både den formelle magt som den svenske kongefamilies overhovede, og en stor reel magt over rigets styrelse. Kong Olof fik vel i den anledning sit tilnavn, fordi han i begyndelsen som mindreårig bestred sit hverv under Svends formynderskab.

Et ægteskab mellem Gorm og enken efter kong Gnupa ville have givet ham præcis de samme fordele: Brodden ville være taget af en eventuel modstand fra rivalens svigerfamilie, den ville jo så være hans egen, og som Sigtrygs stedfar ville han have fået den reelle magt i Sillende. Efterhånden som stedsønnen blev ældre, ville han selvfølgelig forsøge at frigøre sig fra dette formynderi, og på et tidspunkt måtte man forvente et udbrud af den konflikt, der lå indbygget i selve arrangementet. Gorm kunne jo så have trukket sig og ladet stedsønnen overtage den fulde kontrol over sin fædrene arv, men han valgte altså i stedet for at "berøve" Sigtryg hans kongemagt. Men på Haddeby 4 understreges det, at Sigtryg var konge, da han døde. Måske var det netop det, Gorm ville præcisere over for Sigtrygs mødrene familie: OK, vi var ikke helt gode venner og ikke helt enige om, hvem der skulle bestemme hvad, sådan er det jo nu engang mellem fædre og sønner, og det var vel derfor knægten stak af til udlandet; men jeg har ikke berøvet ham noget. Han var konge, da han døde.

Hvis Gorm ristede runerne, så må han under alle omstændigheder være tæt på kong Sigtrygs sørgelige skæbne og den sørgende moder. Så selv om historien om "Sigtryg Skødekonge" ovenfor ikke skulle holde vand, så er Haddeby 4 alligevel et indicium, der peger i retning af, at Gorm blev gift med Asfrid.

Og det er også de skånske runesten, der omtaler Gorms Toke.

Runesten:

Hällestad 1:

Askil satte denne sten efter Toke, Gorms søn, hans hule drot. Han flygtede ikke ved Upsala.

Drenge satte efter deres broder sten på bjerg, støt med runer, de gik Gorms Toke nærmest.

Hällestad 2:

Asgøt rejste denne sten efter Ærre sin broder, men han var Tokes hirdmand.

Nu skal sten stande på bjerg.

Hällestad 3:

Asbjørn, Tokes hirdmand, satte denne sten efter Toke sin broder.

Sörup:

Sakse satte denne sten efter Asbjørn sin fælle, Tokes søn.

Han flygtede ikke ved Upsala, men kæmpede så længe han havde våben.

Der er gennem tiderne blevet ført mange diskussioner om teksterne på disse sten. Spørgsmålene er: Fortæller de om en kendt historisk begivenhed - slaget ved Fyrisvalla - og er den nævnte Gorm den samme som Jellingkongen? Engang var man ikke i tvivl, svaret var ja på begge spørgsmål. Nu er den almindelige vurdering vistnok snarest den modsatte. Der herskede engang en overdreven forestilling om, at man kunne finde kendte personer i runeteksterne, og den efterfølgende kritik af disse hazarderede indentifikationer var fuldt berettiget. Antallet af "historiske" sten blev reduceret betragteligt, og det var nyttigt. Men, som det fremgår ovenfor, kan identifikationen "Tokes fader, Gorm" = "Jellingkongen Gorm" ikke afvises med den sædvanlige - og oftest korrekte - indsigelse, at der jo kunne være snese- eller hundredvis af personer ved det navn fra den tid, som man ellers ikke kender noget til. Navnet Gorms skæbne i løbet af den danske middelalder viser, at der næppe nogensinde var ret mange Gorm'er. Og alle forekomsterne af Gorm på runesten kan på logiske måde henføres til netop den ene Gorm, der er kendt fra det 10. århundrede. Det gælder altså også denne Tokes fader.

Toke er - som det jo alene fremgår af de just citerede tekster - et af de allermest almindelige navne fra vikingetiden. Hvis identifikationen handlede om en Toke, ville risikoen for at falde i samme-navn-fælden være yderst reel. Nu er denne Toke imidlertid ikke en vilkårlig Toke. Han var søn af en Gorm, d.v.s. af fornem slægt, også selvom Gorm ikke skulle være selve kongen, han havde hird og var nogens "hule drot", og han deltog i, ledede måske ligefrem, et dansk krigstogt til Sverige. Det eneste, der reducerer sandsynligheden for, at han er kongesøn, er navnet. Toke var nok et meget udbredt navn, men det kendes ellers ikke på nogen person af kongeslægt. Men, som tidligere dokumenteret, så blev navnet brugt i "Odinkar-slægten", hvor man træffer Toke Jarl af Winland, som far til bisp Odinkar den Yngre. En Toke Gormssøn passer perfekt i det udviklede scenario som søn af Gorm og Asfrid Odinkarsdatter, og det ville passe godt både med kronologi og opkaldelsesmønstre om de to Toke'r var fætre.

Argumentationen bliver stadig tyndere:

Inden Gorm rykkede østpå, var han kun konge i Jylland nogle år, senere kom også Fyn til. Vi har tidligere set, at det erobrede gods på denne ø i højere grad end i Jylland blev til kongeslægtens private ejendom. Det kan måske tages som et (svagt) tegn på, at hæren havde fået sin "grundløn", da Fyn blev taget i besiddelse. På Fyn er er ingen sysler, men én Husby. Det kan tolkes på samme måde: øen indlemmedes, mens Gorm endnu havde hovedsæde i Jelling, men efter at inddelingen i sysler var foretaget. Og her på Fyn, den landsdel , der i særlig grad kom på kongeslægtens private hænder, overlevede som det eneste sted i Danmark de to sjældne navne Gorm og Odinkar middelalderen. Det, der udover Fyn forbinder disse to navne, kunne altså være et ægteskab i det 10. århundrede mellem kong Gorm og Asfrid Odinkarsdatter, hvis efterkommere fik del i slægtens fynske arvegods.

Hvis Harald Klak var Gorms første svigerfar, og hvis han siden fordrev ham fra landet og indtog hans plads som Danmarks konge, så noget jo være sket i mellemtiden. At det var Thyres død og etableringen af en ny ægteskabsalliance, er selvfølgelig langt hen ad vejen et gæt, men argumentation i dette afsnit viser forhåbentlig så meget, at det ikke fremstår som et vilkårligt gæt. Da Gorm selv døde, var hans riges hovedstad ikke længere Jelling (hvis den da nogensinde var dér), den var på Sjælland efter Roskildekrønikens udtrykkelige udsagn. Han endte sine dage på Lejre-stolen, som Danmarks konge. Men hans første kone, fra hvem hans eneste adkomst til den rigsdel stammede, lå allerede begravet i Jelling. Også sønnen Haralds adkomst skyldtes jo moderen, og det var ham, der stod over for valget af gravsted for Gorm. Som tidligere fremført kan alene hensynet til adkomstkravets dokumentation forklare, hvorfor Jelling blev til andet og mere end stedet, hvor Thyre tilfældigvis blev begravet.

Måske gjorde Harald plads til hans enke, da han lod Gorm genbegrave lidt til siden foran alteret i Jelling Kirke.


10. Saxo og sagaerne

Saxos Gesta Danorum er ikke en primær kilde til meget andet end sig selv. Det er et fantastisk relikt, der fortæller en masse om det samfund, hvori Saxo levede, og f.eks. om, hvordan han og betydningsfulde mennesker i hans omgivelser betragtede historien gennem deres 1200-briller. Men han er historiker, der kombinerer kilder, laver teorier, fylder ud med detaljer, og selv når det drejer sig om begivenheder i hans egen samtid, kan man kun med den største forsigtighed benytte hans værk som primær kilde.

Men Gesta Danorum er altså også en primær kilde til sin egen skabelse. Det er hårdt arbejde at finde ud af, hvad Saxo gjorde, og hvad han havde at gøre det med, d.v.s. hvad var hans kilder, og hvordan brugte han dem? Han er sine kilder så overlegen m.h.t. stil og brugen af latin, at han næppe nogen steder overtager en hel, uændret sætning fra dem. Fra historierne om Gorm "den Gamle", Harald Blåtand og Svend Tveskæg, synes det imidlertid muligt at bortskære alt det, han fandt i islandske, tyske og ældre danske kilder, og det, der bliver tilovers, synes at være groft manipulerede beretninger fra et engelsk, historisk værk. Det er her, man finder påstanden om, at Thyre var datter af en engelsk kong Ethelred, sandsynligvis malplaceret af Saxo, og ægteskabet - hvis overhovedet historisk - hører næppe hjemme i Gorms historie.

Saxo Grammaticus:

Da rigets ældste opfordrede ham til at gifte sig, begærede han den engelske konges Edelreds datter Thyra til ægte. Hun, som overgik andre kvinder i alvor og dygtighed, stillede sin bejler det vilkår, at hun først ville gifte sig med ham, når hun fik Danmark i morgengave. Det gik han ind på, og så blev hun trolovet med ham. ...

I det følgende bliver det klart, at Saxo er inspireret af en islandsk historie, en version af den historie, der findes i de første afsnit af Jomsvikingesaga.

Islandske historikere må naturligvis passere igennem den samme kontrol som alle andre middelalderlige kilder. Og vis de består, d.v.s. hvis forfatteren til en eller anden specifik fortælling forsøger at fortælle den historiske "sandhed", og hvis der er en overbevisende forklaring på, hvordan han har kunnet kende den, så er der ingen grund til ikke at betragte fortællingen som værdi historisk oplysning. At erklære sagaerne som helhed for "for sene, romanagtige og ubrugelige" uden undersøgelse og uden et forsøg på at forstå, hvorfor historien blev skrevet, og hvorfra forfatteren fik sine ideer, er useriøst og spild af gode muligheder. Ind i mellem er den eneste fornuftige forklaring, at forfatteren rent faktisk kendte "sandheden" af en bestemt, god grund.

Men når man læser den oprindelige historie om Gorm den Gamle i Jomsvikingesaga, fyldes man spontant af vantro. Den har alle folkeeventyrets kendetegn. Der er gentagen brug af tretals-motivet, der er drømme og spådomme. Den er et velstruktureret stykke underholdning fra Gorms og Thyres ægteskab, over det dramatiske Kain-Abel lignende klimaks, da Harald dræber sin bror, til den effektfulde slutning, da Thyre fortæller Gorm om det. Der er måske et ganske ringe historisk indhold, men den er ikke forfattet med henblik på redegørelse for historiske kendsgerninger. Den er underholdning og består ikke den første test.

Med hensyn til det historiske indhold, så bør enhver historie, der fortæller om Thyre Danebod, mistros. Kælenavnet "Danebod" er åbenbart udviklet af det mindre mundrette "Danmarksbod", d.v.s. indskriften på Gorms runesten. Enhver historie om Thyre Danebod må i sidste instans stamme fra en, der har læst bagsideteksten på Gorms sten, og denne person må derfor have været i Jelling. Og hvilket indtryk gør så Jellingmonumenterne på en besøgende? Bestemt ikke, at her ligger en stor erobrerkonge begravet. Enhver, der besøger Jelling, vil automatisk som det første tænke: Denne Thyre må have været noget særligt. Hun fik sin egen høj på størrelse med kongens. Hun kaldes Danmark pryd. Hun må mindst have været kongens lige. Og de næste tanker kommer lige så automatisk: En konge, der så åbenlyst overstråles af sin kone, må have været en ret ringe konge. Derfor kan ikke blot Thyres kælenavn, men også alle Gorms øgenavne, der antyder, at han var "Gammel" med en ung kone, "Dvask" med en initiativrig kone, eller "Dum" med en kløgtig kone, anses for blot at være folkelige fortolkninger udledt af de (falske) indtryk, som Jellingmonumenterne giver. Når man læser det ældste danske værk, der indeholder disse roller til Gorm og Thyre fra o.1180, er der ingen plads til tvivl: Det er hvad, der skete for Svend Aggesen.

Det er ikke nogen vanskelig sag at udrense alle disse historier om Gorm den Gamle og Thyre Danebod fra de danske og islandske værker. I Jomsvikingesagas tilfælde sidder man så tilbage med et ripper skelet, der fortæller om en konflikt mellem Gorm og hans kone Thyres fader. Klak-Harald, og en konflikt mellem de to sønner af Gorm og Thyre, Knud Dana-ast og Harald. Dér kunne man eventuelt finde et sandt vidnesbyrd, men det gør selvfølgelig ikke resten af sagaen til sand historie.

I nogle versioner af Jomsvikingesaga, i andre islandske værker og i Gesta Danorum er beretningen om Knud Dana-asts død blevet ændret. I stedet for at lade ham blive dræbt ved et brodermord begået af Harald Blåtand, fortæller de om, hvordan han faldt i kamp mod den engelske konge. Historien er åbenbart blevet ændret, fordi det var en temmelig upassende handling at tilskrive en af forfædrene til de konger, hvis gunst historikerne søgte at vinde med deres glorificerende beskrivelse af slægten, og specielt da en konge, der ellers gik for at være ren og from og gudvelbehagelig. Ændringerne er rimeligvis blevet retfærdiggjort med beretningen fra en eller anden engelsk kilde, om en anden Knud, der blev dræbt i kamp i England. Måske har denne kilde også inspireret Saxo til Gorms engelske ægteskab, måske læste han om en Gorm (Guthrum), der var gift med en engelsk prinsesse, måske læste han, at denne anden Knud var dattersøn af en engelsk konge, måske kombinerede han blot og tilføjede detaljer baseret alene på den antagelse, at Knud nok kæmpede i England for sin arveret.

Vi skal senere (i Kong Knuds saga) undersøger dette forhold nærmere.

Versionen med brodermordet må være den oprindelige af flere grunde. Islænderne brød sig ikke om de danske konger, og specielt Harald Blåtand var afskyet. Det ville stemme godt overens med den almindelige holdning til ham at gøre ham til brodermorder. Det er meget vanskeligere at forestille sig. at nogen skulle have ændret et oprindeligt positivt billede af Harald til et mere negativt. I versionerne uden brodermordet er der en profetisk drøm, der ikke rigtigt passer. Og endelig, da Gorms sønner var unge, fandt der ikke noget slag sted i England, hvori Knud kunne være faldet, mens der er mange gode grunde til at tro, at brødrene kunne have været ueninge og i strid om en indenrigs sag. Dette sidste argument er dog ikke ganske gyldigt, for det bygger jo på en antagelse om nogen historicitet, mens de to første er rent litterære.

Det er selvfølgelig temmelig hazarderet at lede efter en kerne af historisk sandhed i dette folkeeventyr eller denne historiske roman kaldet Jomsvikingesaga, men det er alligevel ret bemærkelsesværdigt, at man ikke kun finder et sandsynligt bud på Thyres far. Sagaen indeholder nemlig også disse afsluttende bemærkninger om Harald Klak, der kan tjene som referat af hele dette kapitel:

Jomsvikingesaga:

I.2:

... Men ikke længe efter [at en konflikt med Gorm var løst ] rejste Harald Jarl sydpå og kom til Saksland og antog den kristne tro og kom aldrig mere tilbage til sit rige. Men han gav hele sit rige til sin fostersøn og slægtning Knud, der således overtog Holseteland og hele det rige, Harald Jarl havde haft.