Retur til indholdsfortegnelse: Middelalderstudier > IX. Kong Gorms Saga > VII. Danernes kristning

VII. DANERNES KRISTNING

- hvori den virkelige historie bliver fortalt


1. Det tyske overherredømme

Vi har tidligere måttet konkludere som Adam af Bremen og 1100-tallets danske historikere: der er ikke plads til Poppos jernbyrd i kong Haralds historie. Tilbage står som en kendsgerning, at Harald (mente, at han) gjorde danerne kristne. Desværre stammer det, man ellers véd om denne begivenhed, først og fremmest fra tyske kilder, der er prægede af falsk propaganda og fjendtlighed ved den dansk-tyske grænse. For at komme videre og kunne afkaste det tyske åg, der også hviler på historieskrivningen, skal de dansk-tyske forhold nærmere undersøges.

Immunitetsbrevet.

I 936 døde den tyske konge Henrik Fuglefænger, og sønnen Otto den Store efterfulgte ham. Widukinds Sachserkrønike er en af de vigtigste kilder til hans historie, som ellers er velkendt og veldokumenteret gennem en række pålidelige, samtidige kilder. Widukind følger kongen gennem hele hans regeringstid (936-973), og vi har tidligere set, hvordan undertvingelsen af danerne af Widukind blev regnet for en af Otto den Stores største fortjenester. Så meget mere må det undre, at han ikke på nogen måde redegør for, hvordan det faktisk skete. Da der heller ikke er andre af de gode, samtidige kilder, der gør det, kan det sikkert udelukkes, at der var omfattende kampe mellem daner og tyskere i Otto den Stores tid.

Widukind antyder, som det sås i forbindelse med Poppos jernbyrd, men uddyber desværre ikke, at Otto den Stores gjorde en eller anden indsats for kristendommens udbredelse i Danmark. Der er dog god grund til at fæste lid til oplysningen om, at han på en eller anden måde greb ind i danske forhold. Den lader sig nemlig kontrollere og bevidne af en endnu bedre kilde, et såkaldt "immunitetsbrev" udstedt af kejseren d.26.juni 965:

Danmarks Riges Breve:

I.1,330 - 26.juni 965.

På vor elskede ærkebiskop Adaldags opfordring og under hensyntagen til vort riges beståen og sikkerhed ønsker og befaler vi derfor kraftigt, at alle de besiddelser, som for øjeblikket tilhører de kirker, som til Guds ære er bygget i danernes mark eller rige, nemlig i Slesvig, Ribe og Århus, eller som ses at høre dertil eller for fremtiden erhverves, skal være fri for enhver skat eller tjenestepligt, som ellers var vor ret, og de skal tjene os og underkaste sig uden nogen indgriben fra vor greve eller vort skatkammers side. Men de slaver og fæstebønder, som bor i de nævnte besiddelser, skal ikke tjene andre end de nævnte bisper, og vi fritager dem for enhver tjeneste, som de skylder os, og vi ønsker, at de ikke skal være under nogen andres band eller tugt, kun under de nævnte kirkers fogeder.

Dette brev demonstrerer, at kejseren har haft (eller ment at have haft) en slags overhøjhed over de kirkelige forhold i Danmark, hvad der jo smukt harmonere med Widukinds afsluttende bemærkning, at "det skyldes hans iver, at kirkerne og præstestanden er kommet til så megen ære i disse egne". Så en eller anden begivenhed, der tog sig ud som om, Otto undertvang danerne, har altså fundet sted mellem 936 og 965 - det er ubetvivleligt - men den omtales altså hverken af Widukind eller andre af de ældste kilder.

En mulig forklaring er, at Widukind simpelthen har glemt at omtale den begivenhed, han selv hentyder til. En anden forklaring er, at den for ham (og hans samtidige) er blevet borte i andre begivenheder, der nok registreredes, men ikke på en sådan måde, at det i dag fremgår, at der var en danerkonge indblandet. Vi skal derfor undersøge, hvad der skete i Otto den Stores tid i sachsernes nordlige grænseland, hvor jo efter Widukinds oplysning fjenderne var slaver og daner.

Wichmans bedrifter.

Widukind synes at have haft en ganske fortrinlig hjemmelsmand, når det drejer sig om forholdene mod nord. Han må have kendt og talt med en person, der stod Wichman den Yngre nær. Denne Wichman var brorsøn til den sachsiske hertug i det af sachserne erobrede slaviske område mod nord, Herman Billung. Han kom tidligt på kant med farbroderen, var indblandet på den gale side i kejser Ottos strid med sin søn og svigersøn i 950'erne. Han plejede omgang med sachsernes fjender, slaverne og danerne, og tilbragte lange perioder i udlændighed. Om denne Wichman kan Widukind berette vidt og bredt og med mange detaljer. Faktisk fremstår historien om sachsernes stridigheder med de nordlige naboer fra o.950 til 967 (Wichmans dødår), som var den identisk med samme Wichmans. Han dukker op alle vegne, er hovedperson i alt, hvad der sker, og har givetvis fået en alt for dominerende rolle netop fordi, Widukinds kilde har været tæt på ham.

En af grundene til, at Widukind ikke klart har kunnet fremstille kampene i grænselandet, er, at han ikke har kunnet holde rede på de indviklede allianceforhold og de mange forskellige slaverstammers indbyrdes forhold i øvrigt. Når han således omtaler stridigheder med barbarer eller slaver, så kan der meget vel bag disse ligge andet og mere end det, den indskrænkede munk med det ret begrænsede udsyn har formået at give udtryk for.

En langvarig strid mellem kejser Otto og hans søn Liudolf afsluttedes med kejserens sejr og sønnens underkastelse omkring årsskiftet 954-55. Derefter drog kejseren på et tog mod invaderende ungarer, der endte med en afgørende sejr til sachserne 10.august 955.

Denne lange periode med kejseren optaget andre steder og sachserne svækkede af indbyrdes kamp og ydre fjender i syd, udnyttede slaverne i nord til et oprør mod de sachsiske myndigheder i deres lande. Abodriterfyrsterne Nako og Stoinef allierede sig med Wichman og hans bror Ekbert, og det kom til kampe mod Herman Billung, der led et nederlag til dem.

Derefter skriver Widukind:

Widukind:

III.53.

Denne ugerning var kejseren meget opsat på at hævne, og da han nu havde vundet sejr over ungarerne, brød han med en hær ind i barbarernes land.

Der blev holdt råd om, hvad der skulle gøres med de sachsere, der havde sammensvoret sig med slaverne, og det vedtoges, at Wichman og Ekbert skulle erklæres for rigets fjender, medens de andre skulle skånes, hvis de var villige til at vende tilbage til deres hjem.

Der kom også sendefærd fra barbarerne, der meldte, at de som forbundsfæller var villige til at yde den sædvanlige skat, men at de ville være herrer over deres eget land; på det vilkår var de villige til at holde fred, men ellers ville de slås for deres frihed.

Hertil svarede kejseren, at han ingenlunde ville nægte dem fred, men han kunne ikke indrømme dem den på nogen måde, medmindre de gav fuld og sømmelig oprejsning for al den ufærd, de havde øvet.

Hærgende og brændende overalt drog han så med sin hær igennem landet, men til sidst blev han, efter at han havde slået lejr ved floden Raxa, som det på grund af de sumpede bredder var meget vanskeligt at komme over, omringet af fjenderne.

Derefter fortælles der om, hvordan markgrev Gero bidrog til sejren, bl.a. ved at han længere nede af floden byggede broer, således at en del af hæren kunne komme over og bag på slaverne, mens kejseren holdt deres opmærksomhed fanget på det sted, hvor han havde slået lejr:

Widukind:

III.53.

Men kejseren rejste sig endnu før daggry og bød at skyde på fjenden med pile og andet skyts og således udfordre ham til kamp, og at man skulle lade som havde man til hensigt at tiltvinge sig overgang over flod og sump.

Kampene ender med sachsernes sejr og en blodig hævn over abodriternes førere. Wichman og Ekbert flygter til Gallien. Widukind skriver:

Widukind:

III.56.

Så mange sejre skaffede kejseren ry og ære og vandt ham mange kongers og folkeslags gunst, samtidig med at de gjorde ham frygtet af alle. Han modtog da også mange sendefærd, en fra romerne, en fra grækerne og en fra saracenerne, og de bragte ham gaver af forskellig art, fade ad guld og sølv, også af kobber og vidunderlig fint udarbejdede kunstsager, skåle af glas, ja af elfenben, kunstigt vævede mønstrede tæpper, balsam og alle slags krydderier, dyr som sachserne aldrig havde set før, løver og kameler, aber og strudse, og hele kristenheden så i ham deres hjælp og håb.

Krigen mod abodriterne og Wichman må have fundet sted i 955-956. I 957 er Otto i krig med redarierne, en østlig nabostamme, som han også besejrer. Det vides, at der foregik kampe mod slaverne helt frem til 960. I 961 drager Otto den Store til Italien, hvor han 2.februar 962 kronedes til romersk kejser. Han vendte først tilbage til Sachsen midt i 965, tog snart igen til Italien og kom først i 972 kort før sin død tilbage til Tyskland. Widukind nævner ingen kampe mellem den omtalte kamp mod redarierne og afrejsen til Italien. Hvis kejseren personligt har deltaget i stridigheder med danerne eller blot været involveret i forhandlinger med dem, så har de sandsynligvis fundet sted i perioden 956-961.

Det er en mulighed, at danerne og abodriterne (og andre slaverstammer) har været forbundsfæller i den ovennævnte strid, og at de i fællesskab har forsøgt at udnytte den sachsiske svækkelse. Nuancerne i en sådan strid kan meget vel være gået hen over hovedet på Widukind. For ham kan kampe i nord have været synonymt med kampe mod slaverne, der jo var sachsernes hovedfjender og nærmeste naboer i det verdenshjørne. Det videre forløb af Widukinds beretning om Wichmans meriter viser, at de danske på en eller anden måde er inddraget. Her nævnes for første gang kong Harald.

Som nævnt ovenfor flygtede Wichman og Ekbert til Gallien efter abodriternes nederlag. Men allerede inden Otto den Store tager til Italien (961), bliver de taget til nåde og kan vende hjem. Kort tid efter sker imidlertid følgende:

Widukind:

III.64.

Wichman, der nu opholdt sig i sit fædreland, holdt sig i ro, så længe kejserens tilbagekomst kunne ventes. Men da det trak ud med den, drog han nordpå, som for sammen med danerkongen Harald på ny at anstifte krig. Men Harald sendte ham bud, at kun hvis han dræbte hertugen [Herman Billung] eller en anden høvding, ville han tro, at der ikke lå svig bag hans tilbud om forbund; hvis ikke, måtte han tro, at Wichman havde svig i sinde.

Imidlertid fortalte en købmand, der just færdedes i disse egne, om hans røverier. Hertug Herman lod da nogle af hans folk gribe og dømme for hærfærd mod riget, og de blev hængt. Wichman selv undkom med nød og næppe sammen med sin broder.

Det er svært at se nogen fornuftig forklaring på kong Haralds underlige tilbud. Man fristes til at tro, at Widukind vender om på årsag og virkning: Da Wichman, efter at oprøret mod Herman Billung er mislykkedes, flygter til danerne og slutter sig til fjenden, så tolker han det på måde, at anslaget mod Herman Billung også er anstiftet af Harald.

På dette sted er det, at Widukind foretager sit sidespring og indfletter den allerede anførte beretning om Poppos jernbyrd. Begrundelsen kan alene være den, at han netop for første gang har omtalt den danske konge. Derefter genoptager han historien om Wichman:

Widukind:

III.66.

Grev Gero mindedes den ed, Wichman havde svoret, og da han nu så ham anklaget og erkendte, at han var skyldig, gav han ham tilbage til de barbarer, af hvem han havde fået ham. De modtog ham med glæde, og han gjorde nu hyppigt hærgende indfald i de fjernere boende barbarers land.

To gange slog han kong Misaka, der herskede over de slaver, der kaldes licicaviker [lecher=polakker], fældede hans broder og tog et stort bytte.

Meningen i ovennævnte er ret uklar, men må vel være noget i retning af, at Gero opgav at få fat på oprøreren, som han lod blive hos danerne. De sidste oplysninger er et tydeligt eksempel på Widukinds overdrevne forestillinger om Wichmans indsats. Der kan måske være tale om, at han og hans mænd, der næppe kan have været mange, i den danske konges sold har deltaget i kampe mod polakkerne.

Disse begivenheder henlægges til o.962-965.

Senere optræder Wichman på wagrerfyrsten Seliburs side i en strid med Herman Billung. Men da de belejres i en fæstning (Oldenburg?), fortrækker han nordpå:

Widukind:

III.68.

Imidlertid drog Wichman ud af fæstningen med nogle få mænd - om det var med klogt overlæg, ved jeg ikke - under foregivende af at ville hente undsætning fra danerne.

Imens Wichman er borte, må Selibur overgive sig og afsættes af Herman:

Widukind:

III.69.

Da Wichman hørte, at byen var taget og hans venner var blevet straffet, drog han atter østpå, ind i hedningeland, og lagde råd op med de slaver, der kaldes vuloiner, om at føre krig mod kejserens ven Misaka.

Disse vuloiner, der i andre kilder kaldes wiliner, må have været en slaverstamme ved Odermundingen. Deres navn genfindes i bynavnet Julin, der også kaldes Vulin eller Willin. Igen aner vi en dansk-slavisk forbindelse bag Wichmans optræden. For Julin er jo netop det sted, hvor man har ment at kunne finde den legendariske Jomsborg, som kong Harald skulle have ladet opføre i slaverland i denne periode. I den følgende kamp mod den polske konge/hertug Mieszco falder Wichman (september 967), og dennes endeligt lader Widukind i første omgang danne afslutningen på sit værk.

På et senere tidspunkt genoptages beretningen, og han begynder det nye afsnit med at anføre et brev fra kejseren til de sachsiske stormænd dateret 18/1 968. Kejseren, der stadigvæk opholder sig i Italien, opfordrer sine mænd til at fortsætte en igangværende strid med redarierne for at "tilintetgøre dem fuldstændigt":

Widukind:

III.70.

Da dette brev på et folkemøde i Werle var læst op for fyrsterne og meget folk, blev det dog vedtaget, at den fred, der én gang var sluttet med redarierne, skulle stå ved magt, fordi en krig mod danerne stod for døren og der ikke var mandskab nok til at føre to krige på én gang.

Denne varslede krig blev dog ikke til noget i første omgang. Danmarks afhængighed af Otto den Store bestod indtil kejserens død. Det, og at afhængigheden ikke blot har været på det kirkelige område, fremgår af forskellige tyske annaler. F.eks. skriver Altaich-annalerne under året 973:

Altaich Annalerne:

973.

... Mens kejseren og hans søn Otto, der allerede i faderens levetid havde fået kejsertitel, opholdt sig i Quedlinburg i påsken, kom der gesandter fra Grækenland og Benevent med gaver og stormænd fra ungarerne og bulgarerne, ligeledes kom der gesandter fra hertug (dux) Harald med den fastsatte afgift og underkastede sig kejseren.

I 973 var kejseren netop vendt hjem fra sit flerårige, uafbrudte ophold i Italien. Kort tid efter døde han. Man ser, at Harald ikke blot benævnes, som var han kejserens undergivne, men også handler som en sådan ved betalingen af "den fastsatte afgift". Man får herved en yderligere understregning af, at kejserens forestilling om overherredømme har haft et vist reelt indhold.

Danevirke

Som det fremgår af det foregående, så må der have været et spændt og mistroisk forhold mellem danerne og sachserne gennem en længere periode omtrent svarende til og måske affødt af kejserens lange ophold i Italien. Men direkte krigshandlinger nævner hverken Widukind eller andre samtidge kilder, når bortses fra den danske medvirken, der anes bag Wichmans forskellige handlinger og kampene mellem sachserne og slaverne.

Der er indlysende, at den danske konge ikke har brudt sig om Ottos overherredømme, at han konstant lurede på en chance for at frigøre sig, og at han rustede sig til det kommende opgør på forskellige vis.

Arkæologiske undersøgelser har vist, at der netop i denne periode er sket en omfattende udbygning af Danevirke. Krumvolden, Hovedvolden og Forbindelsesvolden udviser en så ensartet byggemåde, at man må slutte, at de tilhører samme byggefase. Og da Forbindelsesvolden har kunnet dateres dendrokronologisk til året 968, kan hele det nævnte byggeri henføres til en (flerårig) periode deromkring. Sachserne har naturligvis kunnet følge danernes bestræbelser på at sikre deres sydgrænse. Det kan være den direkte anledning til bemærkningen om den forestående krig. Krigsforberedelser fandt sted, mens han var i Italien, men det kom ikke til åben krig i hans levetid.


2. De dansk-tyske krige

Otto den Store døde i 973, og han efterfulgtes af sønnen Otto II. Den danske konge havde ingen forpligtelser eller løfter til den nye, unge konge at tage hensyn til, og da sachserne yderligere svækkedes ved, at også den magtfulde hertug i grænselandet, Herman Billung, døde samme år, må den danske konge have skønnet, at tiden var kommet.

Nederlaget i 974.

Krig bryder ud året efter, og kampene omtales i flere tyske annaler, udførligst af Altaich-annalerne, der i noget uklare vendinger beretter om et krigstog mod danerne, som kejseren personlig deltager i:

Altaich Annalerne:

974.

... (I første omgang, da kejseren endnu ikke var kommet til stede, blev tyskerne slået tilbage, hvorefter Harald tilbød dem fred. Kejseren, der var vred over sendebudenes meddelelse, vendte tilbage til sit land for at samle en større hær. Kampen endte derefter med tyskernes sejr. Harald måtte gå ind på at betale den skat, som han tidligere havde givet.(ikke ordret)

Denne beretning suppleres af Thietmar af Merseburg, der - specielt hvad disse begivenheder angår - synes at være velunderrettet. Han har kunnet bygge på familietraditioner, idet hans egen bedstefar deltog i kampene. Han skriver om danernes oprør:

Thietmar af Merseburg:

For det andet drog han [Otto II] mod de oprørske daner og ilede til Sleswic. Da han dér så sine fjender med våbenmagt besætte den grav, som er opført til fædrelandets forsvar, og den port, der kaldes Wiglesdor, erobrede han på hertug Bernhards og min bedstefader grev Henriks bud mandigt alle befæstninger.

I disse egne opførte kejseren en borg og gav den en fast garnison.

Herefter synes der at have været fred i grænselandet en halv snes år. Vi må tro, at Otto II fik etableret et overherredømme over danerne af samme art som faderen, og at kong Harald er blevet tvunget til en fredsslutning, hvor han måtte hylde kejseren. Og da freden holdt uforstyrret så længe, må vi antage, at kong Harald nok en gang havde til sinds at holde den indgåede aftale.

Sejren i 983

I sommeren 982 led Otto II et alvorligt nederlag til araberne i Syditalien, og sidst på samme år døde han i Rom. Endnu en Otto, sønnen Otto III, kommer til magten. Men allerede inden tronskiftet mente danerkongen, at freden fra 974 kunne brydes. Thietmar af Merseburg beretter om Bernhard Billung (Hermans søn og efterfølger), der på vej til et af Otto II indkaldt rigsmøde i Verona i 983 må vende om undervejs:

Thietmar af Merseburg:

... thi en af hans borge, som kejseren havde styrket med befæstningsværker mod danerne og et vagthold, var af disse atter indtaget med list, dens forsvarere dræbte, og den selv stukket i brand.

Thietmar nævner ikke navnet på den danske konge, der stod bag, men det var næppe kong Harald. Da det skete inden Otto II's død, synes fredsbruddet denne gang snarere at være en følge af, at danerne havde fået en ny konge, der indledte sin regeringstid ved med succes at fuldføre de mangeårige bestræbelser på at afkaste "det tyske åg". Hermed har vi altså bevæget helt os frem til afslutningen af kong Haralds tid, men inden den skal nærmere undersøges, er der andre kilder til andre sider af hans bedrifter, der skal studeres.


3. Fredsmødet i 960?

I de sidste år af 950'erne stod Otto den Store på magtens tinder. Familiestridighederne var overstået, han og sachserne havde besejret de fleste af de fjendtlige naboer, og han hyldedes af folk fra nær og fjern som Europas mægtigste fyrste. Hvis en dansk konge ønskede at frigøre sig fra den tyske indflydelse, så var det næppe i denne periode, han ville forsøge sig.

Sachserne krigedes i disse år stadigvæk med de nordlige slaverstammer, hvor den danske konge tilsyneladende også havde interesser. Der var altså al mulig grund til netop da at fare med særlig lempe over for den mægtige sachserkonge, hvis man ikke ønskede at involvere sig i strid med ham. Og omvendt kunne sachserne have en vis interesse i at sikre sig, at danerne ikke greb ind og hjalp slaverne. D.v.s. at de havde interesse i at mødes med og afklare forholdet til danerkongen.

Sagen var jo, at i 959 fandtes ikke et sådant afklaret forhold. Der er utallige eksempler fra beretningerne om normannernes hærgen i Europa, der viser, at disse opfattede en overenskomst eller en fredsslutning som et rent personligt anliggende mellem de to parter, der indgik den. Så snart en af parterne var død, gjaldt aftalen ikke længere. Den overførtes ikke automatisk til hans efterfølger, der måtte indgå en ny. Og den anden part stod helt frit m.h.t. hvilke betingelser, der skulle opfyldes i den nye aftale. Fra normannernes modstanderes synsvinkel tog dette sig ofte ud som grov uretfærdighed, og normannerne opfattedes som bedrageriske og troløse.

Når man studere forholdet mellem kong Harald og de tyske konger, er det tydeligt, at han også havde den indstilling. D.v.s. at da Gorm døde (i slutningen af 958), så gjaldt den overenskomst, han havde med sachserne, ikke længere, hvad den så end måtte have gået ud på. Da Harald overtog kongemagten, var der så at sige rent bord mellem ham og Otto den Store (de var altså på latent krigsfod), og hvis han følte, at den situation var uholdbar, så havde han en påtrængende interesse i snarest efter sin tiltræden at få skabt sin personlige overenskomst med Otto. Der er således al mulig grund til at tro, at begge parter netop i årene 959-961 var interesserede i et "fredsmøde", at de to konger mødtes, og at kong Harald ved den lejlighed var den ydmyge part.

Et sådant, sikkert ganske udramatisk, fredsmøde må være den begivenhed, Widukind og andre kilder mangler at omtale. Dér må de aftaler være indgået, der gav Otto lejlighed til at regne sig for overherre i Danmark. Harald er nok blevet tvunget - af de storpolitiske realiteter og måske af trusler om krig - men der er grænser for, hvor langt han har kunnet gå på det grundlag og bevare sin værdighed som konge. At underkaste sig uden at være besejret, ja uden at der overhovedet havde været krig, stemmer så dårligt med tidens kongeideal, at man dårligt kan tro det muligt. Faktisk er det mest rimeligt at antage, at han blot har bekræftet og fået bekræftet, hvad der i forvejen mere eller mindre var aftalt mellem faderen og den tyske kejser. Han er så at sige for ny på tronen til at ændre radikalt på de gældende omstændigheder.

Som allerede nævnt, må man forvente, at han gjorde forsøg på at ændre tingenes tilstand så snart, det blev muligt. Sit ord til Otto den Store holdt han, så længe denne levede, selv om han gjorde forberedelser til det store opgør. Striden ulmede, men brød først ud i lys lue, da loyalitetsforholdet til den store kejser ikke længere gjaldt. Den konfrontation - de krigshandlinger - der havde afgjort magtforholdet mellem den sachserne og danerne og gjort den sachsiske konge til den overlegne part og den danske konge til hans "skatkonge", må have fundet sted i årene forud for kong Haralds kongetid, og den beskrivelse af forholdet mellem sachserne og danerne i århundredet første halvdel, der er givet i et tidligere kapitel, stemmer således fortrinligt med de efterfølgende årtiers bedre dokumenterede begivenheder.


4. Bremerkirkens fremgang

Adam af Bremen og hans værk om de hamburgske ærkebiskopper er allerede introduceret , og hans ideologiske ståsted er præciseret. Vi skal nu nærmere undersøge hans version af historien om danernes kristning, idet samtlige hans oplysninger herom fra 900-årene vil blive omtalt. Hvis man skal tro Adam af Bremen, så fik Hamburg-Bremen sit store gennembrud som ærkebispesæde under ærkebiskop Adaldag, der havde embedet i årene 937-988. Da fik man lydbisper i Norden, hedningerne omvendtes i stort tal, og danernes konge var en stor ven af de kristne på grund af Adaldags og den tyske konges indsats. Men allerede i hans forgænger Unnis tid (918-936) var bestræbelserne begyndt. Vi har allerede studeret dennes missionsrejse, i denne omgang hæfter vi os specielt ved, at Adam nævner en vis dansk biskop som sin kilde. Denne kan således også være ophavsmand til nogle af de følgende efterretninger om danske forhold.

Adam er naturligvis fuld af lovord over Unnis martyrium, men må indrømme, at den ikke bar megen frugt. Men det gør det så meget desto nemmere for ham at få al fremgang henlagt til den fremragende efterfølger, Adaldag, der er hovedpersonen i 2.bog:

Adam af Bremen:

II.3.

Så snart kong Otto takket være Guds hjælp var blevet befriet for sine brødres efterstræbelser, gjorde han ret og retfærdighed for folkene.

Da han derpå havde lagt næsten alle de riger, som var faldet fra efter Karls død, ind under sit herredømme, greb han til våben mod danerne, som tidligere hans fader havde slået i krig.

De pønsede på at føre krig og myrdede ved Hedeby Ottos udsendinge tilligemed markgreven samt udryddede hele sachserkolonien fuldstændig.

For at hævne dette rykkede kongen straks med en hær ind i Danmark. Efter at have overskredet danernes grænsemærker, som i sin tid var blevet rejst ved Slesvig, hærgede han hele landet med ild og sværd indtil det yderste hav, som skiller nordmændene fra danerne og den dag i dag efter kongens sejr kaldes Ottinsand.

Da han atter drog tilbage, gik Harald imod ham ved Slesvig og leverede ham slag. I dette kæmpede begge parter tappert, men sachserne gik af med sejren, og danerne måtte overvundne trække sig tilbage til skibene.

Omsider kom man overens om fredsvilkårene: Harald underkastede sig Otto, modtog riget af hans hånd og lovede at antage kristendommen i Danmark.

Umiddelbart efter lod Harald sig døbe sammen med sin hustru Gunhild og sin lille søn, som vor konge holdt over dåben og kaldte Sueinotto.

Her er jo netop den beretning, som Widukind snyder os for, med præcis de hændelser, som han antyder. Sådan tager den sig ihvertfald ud ved en overfladisk betragtning. Historikerne har omtrent samstemmende forkastet dette afsnit som ren konstruktion fra Adam side. Og der er mange gode grunde til skepsisen.

For det første er afsnittet anbragt som et af de første under Adaldags episkopat, tydeligvis for at understrege dens lykkelige begyndelse d.v.s. kort efter 937. Alligevel er de første linier nærmest et kort referat af tyve år af Otto den Stores regeringstid. Denne sluttede fred med broderen Henrik i 941, og først hen over midten af 950'erne kan han siges at have opnået de sejre, der omtales. Så indirekte fremgår det altså, at de efterfølgende begivenheder foregik henimod 960.

For det andet er beretningen om Otto sejrrige felttog mod Harald åbenbart en misforståelse. Der må være sket en fejlplacering af Otto II's felttog i 974 (som Adam ikke omtaler). Der er ingen grund til at tro, at Adam her skulle være bedre underrettet end de gode, samtidige kilder, der ikke kender til noget sådant, men uden tvivl ville have nævnt det, hvis det havde fundet sted. Desuden ligner Adams beretning meget det, der sikkert vides at være sket i 974. Spørgsmålet er så: Hvor har han så historien fra? Næppe fra velorienterede, autoritative tyske kilder, der må formodes at have holdt rede på krigsherrens identitet eller anført en tidsfæstelse, som Adam ikke havde kunnet fravige. Snarere må vi tro, at historien stammer fra en dansk kilde, der med rimelighed kan tænkes at sammenblandet Otto'erne, have interesseret sig for tolkning af danske stednavne (Ottinsand=Oddesund?) og hæftet sig ved, hvor de besejrede daner tyede hen. En sådan dansk (slesvigsk) kilde kan - som tidligere nævnt - tænkes at have slået alle de dansk-tyske grænseskærmydsler sammen til ét felttog, således at indledningen i det ovenfor citerede eventuelt kunne stamme fra begivenheder i Gorm og Otto den Stores tid.

Resultatet af Ottos sejr kan være Adams egen nødvendige konklusion, men efter sidste kapitels analyse er den jo under alle omstændigheder ganske rimelig. Der skete jo faktisk det, at "Harald underkastede sig Otto, modtog riget af hans hånd og lovede at antage kristendommen". Her skal blot tage det forbehold, at med den hamburg-bremensiske propagandists sprogbrug betyder "antage kristendommen" det samme som at anerkende Hamburg-Bremens kirkelige overhøjhed. Det kan være denne sikre viden, der har fået Adam til at indføje felttoget, idet han jo - som alle andre siden - har søgt en forklaring på, hvordan den tyske overhøjhed blev etableret.


5. Haralds "dåb"

Men når man fjerner det falske felttog, så er altså tilbage en ganske troværdig oplysning om, at Otto og Harald o.960 indgik en overenskomst, der bekræfter udlægningen i sidste kapitel. Troværdigheden styrkes yderligere af oplysningen om Svends dåb og navngivningen. Når Adam kan nævne navnene Harald-Gunhild-Sueinotto i en så konkret sammenhæng, så tyder det på arkivstudier, og man kommer uvægerligt til at tænke på et helt parallelt sted hos ham fra en anden tid:

Adam af Bremen:

Scholion 37.

Kong Sueins søn Knud aflagde sit hedenske navn og modtog i dåben navnet Lambert. Derfor står der skrevet i vort broderskabs bog: Danerkongen Lambrecht og dronning Imma og deres søn Knud har ydmygt anbefalet sig til Bremerbrødrenes forbønner.

Det forekommer overordentligt sandsynligt, at Adam har haft en tilsvarende notits i samme (eller en lignende) bog: Danerkongen Harald og dronning Gunhild og deres søn Svend Otto ... osv. Man kan ovenikøbet tænke sig, at der samme sted er noteret, hvorfor Svend havde "kristennavnet" Otto.

Der findes flere eksempler fra århundredet forud på netop den form for fredsslutninger mellem de kristne konger og normannerne, hvor aftaler besegledes med dåb, opkaldelse og fadder- eller gudfaderskab: I 878 var den angelsachsiske kong Alfred fadder for den danske vikingekonge Guthrum, der i dåben fik navnet Athelstan. I 890'erne, da vikingehøvdingen Hasting kæmpede mod englænderne, nævnes igen kong Alfred og desuden alderman Ethered som gudfædre for hans to sønner, der døbtes i forbindelse med en fredsaftale. I 912 blev erobreren af Normandiet Rolf (Rollo) døbt som led i fredsslutningen med frankerne og fik navnet Robert efter hertug Robert den Tapre, der "løftede ham af dåben".

Adam giver således et helt troværdigt billede af, hvad der kunne være sket ved et fredsmøde mellem Otto og Harald, og da der ydermere kan anføres indlysende årsager til, at han besidder den viden, så er der ingen grund til at betvivle rigtigheden i den del af oplysningerne. Den omstændighed, at det er sønnen og ikke kongen selv, der har Otto som gudfader, kan iimidlertid tages som udtryk for, at Harald på det tidspunkt allerede var døbt. Haralds (og Gunhilds) dåb kan derfor være Adams tildigtning: det, han fik ud af oplysningerne, var jo selve danernes kristning, det måtte jo så også omfatte kongen selv. Derfor behøver man ikke lægge mere i påstanden om Haralds dåb end i den om Knud den Stores. Den udbygning af en notits i broderskabsbogen har Adam selv kunnet fabrikere for at få begivenhedsforløbet til at stemme og for at maksimalisere Bremerkirkens fortjeneste.


6. Bremerkirkens "sejr"

Men for at forstå tankegangen bag den som helhed urimelige konstruktion må vi nok engang overveje Adams program. Han opfatter (eller vælger at fremstille) Harald som et kristent kongeideal. Han fremhæves flere gange som sådan og sættes i tydelig kontrast til både sin far og sin søn, der begge fremstilles som grumme hedninger. Haralds regeringstid falder (efter Adams beregning) sammen med Adaldags, og kirkens (påståede) store gennembrud fandt sted i hans tid. Skulle Adaldag have et ærefuldt eftermæle, så skulle hans mission jo være lykkedes, og så kunne Adam jo ikke anføre begivenheder, der antastede påstanden om kirkens sejrrige fremmarch hos danerne, og således heller ikke, at Harald det meste af sin regeringstid lå i mere eller mindre åben strid med tyskerne. Harald måtte altså nødvendigvis fremstilles som en stor ven af de kristne (i Adams fortolkning: Hamburgstiftet og den tyske konge) i hele perioden fra hans overgang til kristendommen og til hans død. Adam har derfor delt, hvad han kendte til kampe mellem den danske konge og tyskerne i to portioner: én del henlagdes til tiden før Haralds dåb, og en anden del til tiden efter Svends ugudelige oprør mod faderen. På den måde gik der ingen skår i Haralds "kristelige" sindelag og derfor heller ikke i missionens succes og Adaldags fortjenester.

Når Adam er kommet til den konklusion, at kong Haralds regeringstid og Adaldags episkopat var omtrent sammenfaldende, så er det naturligvis en fejlslutning. Harald Gormssøn kan umuligt have spillet den rolle under Unnis missionsrejse, som tildeles ham. Han kom først til magten o.959, og selv om man antager, at han en tid har været faderens medregent, så kan det ikke have været tilfældet i 935. På det tidspunkt kan kong Gorm højest have været midt i tyverne og har altså ikke haft en voksen søn.

Men misforståelsen er med til at befordre forestillingen om, at al kirkens fremgang skete i Haralds tid. Derfor lyder fortsættelsen:

Adam af Bremen:

II.3.

Dengang blev den del af Danmark, som ligger på denne side af havet og af indbyggerne kaldes Jylland, delt i 3 bispedømmer og lagt ind under Hamburgerstiftet. I Bremerkirken opbevares kongebreve, der viser, at kong Otto i den grad har haft danerriget i sin magt, at han enddog har bortgivet bispesæderne.

Af pavebrevene kan det fremdeles ses, at pave Agapitus, samtidig med at han lykønskede Hamburgerkirken til hedningernes frelse, også indrømmede Adaldag alt det, som var blevet indrømmet Bremersædet af hans forgængere Gregorius, Nicolaus, Sergius og de andre. Han indrømmede ham også i kraft af sin apostolske myndighed retten til på hans vegne at indvi bisper såvel for Danmark som for de øvrige folk i Norden.

II.4.

Vor højsalige fader var altså den første, der indviede bisper for Danmark, nemlig Horit for Slesvig, Liafdag for Ribe, Reginbrond for Århus. Dem betroede han også kirkerne på den anden side havet på Fyn, Sjælland og i Skåne.

Dette skete i ærkebispens tolvte år.

Og efter den himmelske miskundheds begyndelse fulgte, idet Gud arbejdede med, en sådan fremgang, at man fra den tid af til den dag i dag ser danernes kirke bære frugt i mange fold blandt folkene mod nord.

Vi må antage, at Adam har kendt breve af samme type som immunitetsbrevet fra 965 og bemærker, hvor løst han knytter det til det foregående til trods for, at de nævnte breve må have givet ham mulighed for en hel præcis datering. "Ærkebispens tolvte år" er 948. De bevarede akter fra konciliet i Ingelheim i 948, hvor både Tysklands og Frankrigs konger og biskopper fra de to lande var tilstede, nævner også blandt de fremmødte netop de tre danske biskopper. De omtalte pavebreve fra Agapitus til Adaldag kendes også og er ligeledes fra 948.

Dette år har altså været skelsættende for Hamburgerkirken. Men vel at mærke kun på den måde, at ærkebiskoppen opnåede retten til bispeudnævnelser i Norden. Når dette ligefrem måtte bekræftes ved pavebreve det pågældende år, så forudsætter det vel, at retten på en eller anden måde var blevet antastet i årene forud. Ellers forekommer det som en given ting, at Hamburgerkirken sad inde med den ret. "Sendelsen til hedningerne" var jo simpelthen dens eksistensgrundlag. Det, at kristendommen måske kunne vinde indpas i Danmark ad andre kanaler, var jo omtrent det værste, der kunne ske for det vakkelvorne ærkesæde.

Adam har haft en bunden opgave. Han skulle fortælle historien om, hvordan Hamburgerkirken på storslået vis missionerede i Norden og omvendte hedningerne dér. Det har ikke været nogen let opgave og har krævet en ikke ringe behændighed i omgangen med og udnyttelsen af de forhåndenværende kilder. For realiteten synes jo nærmest at være, at kirken har haft en eklatant fiasko i stort set hele den periode, som Adam har skullet beskrive.

Hans faste holdepunkt er skrivelserne fra 948, der ikke direkte har noget med danernes kristning at gøre, men handler om (en strid om) bispeudnævnelser. Dertil knytter han så Otto den Stores breve fra en hel anden tid, og så nogle oplysninger fra "broderskabsbogen". Herudfra har Adam så måttet konstruere sin egen sammenhæng. Først og fremmest manglede han en passende lejlighed for Haralds og danernes omvendelse, hvad der fik ham til at indflette Otto II's felttog.

Man kan således pille Adams konstruktion helt fra hinanden og må slutte, at han ikke har kendt noget særligt til Hamburgkirkens storslåede indsats for kristendommens udbredelse i Danmark. Og af det må man slutte, at der slet ikke har været nogen storslået indsats, da det synes utænkeligt, at stiftets folk udrettede en sådan dåd og siden overleverede den så slet, at Adam har måttet ty til denne konstruktion. Begivenheden lå kun godt 100 år tilbage og var jo ikke nogen tilfældig begivenhed. Det var selve den lejlighed, hvor ærkesædet for alvor vandt sin eksistensberettigelse.

Man kan altså ikke af Adam af Bremens værk slutte noget om en skelsættende begivenhed i Nordens missionshistorie i 960'erne. Han henlægger den tværtimod til tiden før 948 og kaster i det hele taget slør over sine kronologiske vanskeligheder. Det konkrete i Adams forherligelse af Harald, Adaldag og Otto den Store stammer tilsyneladende fra kongebreve (og notitsen i broderskabsbogen) og er, at i Haralds dage lykkedes det en (kort) overgang Adaldag med Ottos bistand at hævde sin formelle af paven stadfæstede overhøjhed over de danske bispedømmer. I Adams terminologi blev det til "danernes kristning". At dette ikke var nogen særlig skelsættende begivenhed, følger jo af den dokumenterede kendsgerning, at skriverierne om retten til bispeudnævnelserne foregik allerede i 948, og altså ikke i kong Haralds tid.


7. Haralds død

Adam af Bremen indleder historien om Svend Tveskægs oprør mod faderen på følgende måde:

Adam af Bremen:

II.27.

I ærkebispens sidste tid blev vor stilling blandt barbarerne svækket, og kristendommen i Danmark blev forstyrret; et fjendtligt menneske søgte i misundelse over den guddommelige religions skønne begyndelse at så ugræs. ...

Det er sikkert med velberådet hu, at Adam bruger den upræcise tidsfæstelse "sidste tid". Adaldag døde i 988, men da han var ærkebiskop i 53 år, er hans sidste tid et vidt begreb, der nemt kan have omfattet en halv snes år. Adams motiver til sløringen er allerede diskuteret. Adaldags tid var en fremgangstid, så kristendommens (d.v.s. Hamburgerkirkens) tilbagegang i Danmark må han udskyde længst muligt. Vi vender nedenfor tilbage til det billede, han tegner af kong Svend. Hans afsluttende omtale af Harald lyder:

Adam af Bremen:

II.28.

Af dem [slaverne i Jumne] blev han [Harald] - mod forventning, da de jo var hedninger -, venligt modtaget, men nogle dage efter svandt hans kræfter som følge af såret, og han vandrede heden i bekendelse af Kristus. Hans lig blev af hæren ført tilbage til fædrelandet og begravet i staden Roskilde i den kirke, han selv havde bygget til ære for den hellige Trefoldighed. ...

Men denne vor Harald, som var den første, der påbød danerfolket kristendommen og fyldte hele Norden med præster og kirker, han, det siger jeg, blev uskyldigt såret og forjaget for Kristi skyld, men han vil, det håber jeg, ikke komme til at savne martyrkronen.

Han regerede i 50 år. Hans død faldt på Allehelgensdag. Mindet om ham og hans hustru Gunhild skal leve evigt hos os. ...

At Adam véd, at Harald døde på Allehelgensdag, kan det dårligt forklares på anden måde end ved, at det har været registreret i stiftets arkiv - velsagtens i dødebogen. Angivelsen af længden af hans regeringstid er naturligvis gal, da den forudsætter, at han var konge senest i 938, hvilket af allerede omtalte årsager ikke er muligt. Men tallet viser, at Adam har regnet Harald for død omkring (eller inden) 985, idet han tydeligvis har sluttet sig til de 50 år ud fra et omtrentligt dødsår og året for Unnis missionsrejse. Hvis oplysningen om dødsdagen stammer fra dødebogen, er der ingen grund til at tro, at Adam har kendt det præcise dødsår, så det runde tal er nok fremkommet ved overslagsregning.

På falderebet når Adam af Bremen lige akkurat at få fremstillet danernes kristning og Haralds rolle heri på en måde, så man synes at genkende Jellingstenens stolte proklamation. Netop sådan må det være gået til: Harald påbød danerfolket kristendommen og fyldte hele Norden med præster og kirker. Er det ikke som om Adam her et øjeblik forglemmer sig selv og sin konstruktion og lader et glimt af "den historiske sandhed" skinne frem? Da vi i det foregående på det nærmeste har kunnet borteliminere Hamburgkirkens indblanding og reducere kejserens rolle til politisk pres, så er det under alle omstændigheder på nuværende stadium af studierne det indtryk, der har dannet sig.

Men det kan selvfølgelig være en tilfældighed, at Adam rammer så perfekt.


8. Lydbisperne

Adams kendskab til de kirkelige forhold i Danmark på den tid er påfaldende ringe:

Adam af Bremen:

II.26.

Ærkebisp Adaldag indsatte altså en del bisper i Danmark; deres navne har vi ganske vist nok fundet, men vi har ikke rigtig kunnet finde ud af, i hvilket bispesæde de hver for sig er blevet indsat. Jeg tror, at grunden er den, at der i betragtning af kristendommens ubefæstethed endnu ikke var blevet tildelt nogen bisp et bestemt bispesæde, men at de hver især i deres iver for at udbrede kristendommen drog videre og videre frem og kappedes om i forening at prædike Guds ord for såvel deres egne som fremmede. Dette ser man dem gøre den dag i dag hinsides Danmark i Norge og Sverige.

Til bisper i Danmark indviedes da følgende: Hored, Liafdag, Reginbrond, og efter dem Harig, Stercolf, Folgbract, (Adelbrect), Merka og andre.

Odinkar den Ældre skal af Adaldag være blevet indviet til Sverige og have røgtet sin sendelse energisk blandt hedningerne. Thi han var, således som rygtet har berettet os, en såre from mand og lærd i det, der hører Gud til, foruden at han i verdslig henseende var af fornem dansk byrd. Derfor kunne han også let overbevise barbarerne fuldstændig med hensyn til vor religion.

Af de øvrige bisper er der efter gammel overlevering næppe nogen, der er så navnkundig med undtagelse af Liafdag i Ribe, som endog skal have udmærket sig ved mirakler og have prædiket hinsides havet (- d.v.s. i Sverige og Norge. -) ...

Det forekommer højest besynderligt, at man ikke i stiftet har holdt rede på tid og sted for de bisper, der udnævntes. Det var jo ærkesædets vigtigste funktion. Den manglende information kan kun forklares ved, at ærkebispen kun har haft ringe indsigt med hvilke bisper, der virkede i Danmark. Den ret, som paven i 948 bekræftede, at stiftet havde, var sikkert i lange perioder uden reelt indhold. Kun kort tid kan den magt, som Otto den Stores indsats satte bag kravet, have givet det reelt indhold.

Ribe stift danner tydeligvis en undtagelse. Adams fyldigere oplysninger herom tages op i en anden sammenhæng . Efter beretningen om Poppos jernbyrd og en omtale af netop bisp Odinkar af Ribe, må han om situationen ved århundredet slutning (under Adaldags efterfølger Libentius) nøjes med at konstatere:

Adam af Bremen:

II.36.

Dette er, efter hvad vi ved, de mænd, som nød berømmelse i det land på den tid, men desuden levede der endnu fra Adaldags tid andre, som ikke lå på den lade side. De drog endog til Norge (og Sverige) og vandt mange folk for Jesus Kristus. ...

Og da han skal gøre Libentius' gerning op ved dennes død i 1013, må han igen melde pas:

Adam af Bremen:

II.46.

Imidlertid drog vor ærkebisp omhyggelig omsorg for sin sendelse til hedningerne og indviede flere bisper; deres navne og bispestole kendes ikke med sikkerhed, da der indtrådte en forfølgelsens tid. Men efter hvad vi har erfaret gennem fædrenes beretning, fulgte Esico efter Poppo i Slesvig; Odinkar, som vi ovenfor har talt om, udmærkede sig i Ribe. Og rygtet siger, at efter ærkebisp Adaldags død var hele Jylland lige op til vor tid delt i 2 bispedømmer, idet det tredie i Århus gik ind. ...

Dette er altså, hvad Adam af Bremen kan oplyse om den store Adaldags indsats i Norden: en forvirret (og tydeligvis ufuldstændig) række bispenavne uden bispesæde, almideligheder og rygter. Når Odinkar af Ribe (og tildels Poppo af Slesvig) undtages, er der ingen konkrete oplysninger.

Adam begrunder sine manglende kendskab med "forfølgelsens tid", hvorved han mener den ugudelige fadermorder Svend Tveskægs tid.


9. Svend Tveskægs hedenskab

Det virker som om historikerne fra det 11. og 12. århundrede lader kristendommen blive indført to gange i Danmark, først i Harald Blåtands, og derefter nok engang i Svend Tveskægs tid. Vi så, hvordan de vekslede mellem at lade Poppos jernbyrd finde sted enten under den ene eller under den anden af disse konger. Adam af Bremen går et skridt videre og lader Poppos mirakel blive udført for den svenske kong Erik Sejrsæl, fordi han identificerer Poppo med den slesvigske biskop af samme navn og derfor regner med, at det skete under Svend Tveskægs landflygtighed. Den ide føres ikke videre af de danske historikere, for dem kom kristendommen endegyldigt til Danmark i kong Svends dage, og det har jo så sikkert også været det udgangspunkt, som allerede Adam af Bremen ræsonnerede videre ud fra. For at få dette underlige forhold til at stemme, måtte de så regne med en hedensk reaktion, hvor danerne og deres konge igen forlod kristendommen. Dette er af mange grunde en urimelig antagelse, der besynderligt nok har fået lov til at bevare sin gyldighed siden middelalderen.

Adam af Bremen synes at være ophavsmanden til teorien, og han skriver i umiddelbar forlængelse af det ovenfor citerede om "kristendommens forstyrrelse":

Adam af Bremen:

II.27.

... Thi dengang iværksatte Suein Otto, søn af den store danerkonge Harald, mange anslag mod faderen og lagde endog sammen med dem, faderen tvang til kristendommen mod deres vilje, råd op om, hvorledes han skulle berøve den allerede gamle og svagelige mand kongemagten. Pludselig danner danerne da en sammensværgelse, fornægter kristendommen, indsætter Suein til konge og erklærer Harald krig. ...

Herefter fortælles om Haralds nederlag og endeligt, som allerede er anført ovenfor. Senere vender Adam tilbage til Svends hedenskab, da han skal fortælle, hvorfor Adaldags efterfølger, Libentius, ikke havde megen succes med den skandinaviske mission:

Adam af Bremen:

II.29.

... Sin sendelse til hedningerne røgtede han, ligesom sine forgængere, med stor nidkærhed, skønt tidernes ondskab vanskeliggjorde den. Da kong Suein på den tid havde foranstaltet en stor kristenforfølgelse i Danmark, skal ærkebispen ved ydmyge sendebud og hyppige gaver have stræbt at formilde den grusomme konges sind over for de kristne. Men denne afviste dem og begyndte ret at rase i sin grusomhed og troløshed. Men Guds straf ramte kongen for hans oprør mod Gud. ...

"Guds straf" er i dette tilfælde den danske konges ydmygelse, da han må løskøbes af fangenskab hos "slaverne", lider nederlag i sine slag og må tilbringe mange år i landflygtighed. Til sidst omvender kong Svend sig, hvorefter han "selvfølgelig" har held med alle sine foretagender: Sejren over Olaf Tryggvason, ægteskabet med den svenske konges enke, og endelig erobringen af England.

Nu viser imidlertid en række forhold - tilmed forhold, som Adam af Bremen selv oplyser om - at kristendommen og den kristne kirke var i hastig og stabil fremgang gennem hele denne periode. Det eneste, det går op og ned med, er ærkebispernes andel i begivenhederne. Bispedømmet Ribe synes at have fungeret upåklageligt også i Svend Tveskægs tid. Den omtalte forfølgelsens tid synes kun at have ramt den tyske indflydelse i Danmark, og specielt den slesvigske biskop, Ekkehard (Eziko), der vist aldrig kom til at fungere i sit bispesæde. Det var sandsynligvis Svend Tveskæg, der som en af sine første handlinger som danernes konge fik afgjort den dansk-tyske grænsestrid endeligt til dansk fordel. Slesvigs tilbageerobring og afslutningen af den formelle tyske overhøjhed var naturligvis et stort tilbageslag for Bremerkirken, der opererede i ly af kejserens magt. Når man kender Adam af Bremens tilbøjelighed til at sætte lighedstegn mellem "hedenskab" og "modstand mod ærkebispens indflydelse", er det nemt at forstå, hvorfor Svend Tveskæg fik sat prædikatet "hedning" på sig. Ikke blot afkastede han det tyske åg, han gjorde også en anden uhyrlig ting i Bremerkirkens øjne: han vendte sig mod vest og lod engelske gejstlige tilrane sig det, der var ærkebispedømmets eksistensgrundlag.

Det er selvfølgelig ikke udelukket, at der under den proces, der over en lang årrække forandrede Danmark fra et hedensk til et kristent land, var tilfælde af hedensk reaktion, og at kongerne i den tidligste kristne tid måtte træde varsomt og undertiden gå på kompromis for at bevare magten. Men at der med selve kongen som frontfigur i slutningen af 900-årene skulle ske et omfattende tilbageslag for kristendommen i Danmark, forekommer helt urimeligt. Når man f.eks. ser den lethed, hvormed Svend Tveskægs søn falder ind i rollen som civiliseret, kristen konge i et af vesteuropas ældste, kristne monarkier, er det meget svært at forestille sig, at han skulle have haft sin opvækst og opdragelse i en (halv)hedensk familie. Forestillingen om Svends hedenskab må være opstået hos Adam af Bremen, der mere eller mindre bevidst skaber et billede af Skandinavien som en uopdyrket missionsmark fyldt med alskens hedenskab, som alene hans ærkebisper havde æren for, blev udryddet. Dette billede kan naturligvis ikke være sandt, efter at skandinaverne i halvandet århundrede havde haft nær kontakt med de kristne de Vesteuropa.


10. Danernes kristning

Når man ser, hvor let Adam af Bremen's beretning om den nordiske mission kan splittes ad og afsløres som fejlfyldt, propagandistisk manipulation, og når man ser, hvordan der kan stilles alvorlige spørgsmålstegn ved Poppo-legendens anvendelighed som troværdig kilde til oplysning om danernes kristning, kan man godt undre sig over, at generation efter generation af historikere stereotypt har gentaget, at danerne og deres konge gik over til kristendommen o.960.

På koncilliet i Ingelheim 7.juni 948 deltog som tidligere nævnt tre danske biskopper sammen med konger og andre verdslige fyrster, ærkebisper og bisper i stort tal:

Danmarks Riges Breve:

I.1, 319 - 7.juni 948.

[Ærkebisperne Frederik af Mainz, Robert af Trier, Wigfred af Køln, Artold af Reims og Adaldag af Bremen, 26 bisper, herunder til sidst] Liafdag, biskop af kirken i Ribe, Hared, biskop af Kirken i Slesvig, Reginbrand, biskop af kirken i Århus, [abbeder, kanniker og munke, der er forsamlet til kirkemøde under forsæde af den pavelige udsending biskop Marinus af Bomarzo og i nærværelse af kongerne Otto I af Tyskland og Ludvig IV af Frankrig, truer grev Hugo af Vermandois med bandlysning, fordi han har fordrevet kong Ludvig fra riget, træffer forholdsregler mod lægmænds oevrgreb mod præster og giver regler for højtideligholdelsen af faste, påske og pinse.]

Dette er helt sikkert bevidnet, så man skulle tro, at denne begivenhed spillede en central rolle i diskussionen om danernes overgang til kristendommen. Man må derfor undre sig over den behandling, som dette det sikreste vidnesbyrd om den kristne kirkes tidligste organisation i Danmark har fået. I de fleste fremstillinger bliver det kun til henkastede bemærkninger og bortforklaringer. De nævnte bispers embeder regnes for indholdsløse og deres udnævnelser som rene paradenumre. Det har dog ikke forhindret disse "fantombisper" i på ligeværdig måde at deltage i det vigtige møde. Der fortælles intet om latterudbrud, der måtte have ramt disse omvandrende hamburgske skuespillere, der hævdede at være biskopper i det hedenske, nordiske land, hvor det var velkendt, at en grum ærkehedning og kristenforfølger regerede, og hvoraf ovenikøbet den ene hævdede at være biskop i samme konges nyanlagte kystfæstning Århus. De kunne ikke som så mange andre stiftsløse bisper undskylde sig med at være fordrevet fra deres bispesæde p.g.a. strenge tider med forfølgelser og hedenske tilbagefald blandt deres barbariske undersåtter, for de havde aldrig haft et sæde. Måske var der slet ingen latterudbrud, for selv paven havde jo sanktioneret skuespillet.

Når bagatellisering af disse bispers rolle har været så udbredt, så skyldes det naturligvis, at deres opdukken er så ubelejlig og mindst 12 år for tidlig. Harald Blåtand skal jo først døbes, og danerfolket have lejlighed til at blive gjort kristne. Og det skete som bekendt o.960. I de foregående kapitler er forsøgt skabt så store sprækker i den vaneforestilling, at der skulle være banet vej for hævdelsen af et andet standpunkt:

Kong Harald forbød afgudsdyrkelsen i sit rige og fremmede kristendommen på andre måder. Derfor kunne han hævde, at han gjorde danerne kristne. En overgang lod han ærkebiskoppen i Hamburg få indflydelse på den fremspirende danske kirke. Det gav ham sympati i tyske kredse og fremmede myten om, at den tyske konge tvang ham og danerne til kristendom, en myte der yderligere understøttedes af, at han også måtte underkaste sig den tyske konge på andre måder. Men da dette skete - o.960 - var de danske konger allerede kristne, og allerede i faderens, kong Gorms, tid var kristendommen på hastig fremmarch. Før 948 var Jylland blevet delt i tre bispedømmer, og bag deres oprettelse ses tydeligt en dansk kongemagt med centrum i Jelling. Den eneste konge, der kan komme på tale i denne forbindelse er netop Gorm. Altså må danernes kristning i stort omfang være sket inden 948, Gorm må selv have været kristen, og da bispesæderne blev udpeget, var han kun konge i Jylland. Det kan være sket nogle år forud for 948, men i det år nævnes bisperne for første gang, og fra det år kender man pavebreve, der beskæftiger sig med Bremerkirkens ret til at udnævne dem. Netop denne korrespondance kan tages som udtryk for, at retten blev draget i tvivl, at bisperne måske ligefrem allerede var indsat af kongen eller på foranledning af en anden kirkelig myndighed.

Denne teori støder selvfølgelig mod den "sikre" viden om, at Gorm var og forblev hedning. Spørgsmålet er imidlertid: Hvor véd man egentlig fra, at han var det? Tilsyneladende er der kun to bevisligheder: De arkæologiske vidnesbyrd om hedenskab i Jellingmonumentet og påstanden herom hos Adam af Bremen. I et tidligere kapitel er argumenteret for, at de hedenske træk i forbindelse med Gorms begravelse er ganske sparsomme og lidet sikre - så sparsomme og usikre, at man fristes til en mistanke om forhåndsindtagethed. Alle skriftlige vidnesbyrd om Gorms hedenskab kan føres tilbage til Adam af Bremen, og der synes det udelukkende at dreje sig om, at Gorm på en eller anden (brutal) måde gjorde op med kirken i Slesvig. Men selv om beretningen om Gorms adfærd i 930'erne skulle have ret i påstanden om, at han dengang var hedning, så udelukker det jo ikke, at han senere gik over til kristendommen og døde som kristen.

Saxo synes at have indset det urimelige i, at der var bispedømmer i landet, inden danerne og deres konger var blevet kristnet, så selv om han bygger videre på Adam af Bremens udlægning, ændrer han også på et par væsentlige punkter beretningen, så der kommer mere sammenhæng og logik i forløbet. Han nedtoner f.eks. Harald Blåtands andel af danernes kristning til det rene ingenting, og i afsnittet umiddelbart forud for den andetssteds citerede version af Poppos jernbyrd, der henlægges til Svend Tveskægs tid, skriver han:

Saxo Grammaticus:

Bog X.

... Således skete det næsten samtidig, at Svend bøjede sig for religionen og kom i besiddelse af sit rige. Men for ikke ved sin fromhed at tirre dem, hvis kærlighed han havde vundet ved ugudelighed, og pludselig pådrage sig deres had, skjulte han sin gudsfrygtighed for almenheden og lod den kun hemmelig komme frem. Følgen af disse forskellige rørelser i ét og samme hjerte, den største frygt og den inderligste fromhed, blev, at hans sind, som nølende droges til begge sider, kom i den yderste tvivlrådighed, thi på den ene side stormede frygt for at miste riget, på den anden side frygt for at krænke Gud ind på hans hjerte og bragte det i dobbelt fare; han frygtede for Guds hævn, hvis han forkastede religionen, og for almuens, hvis han vedkendte sig den. Da han i sit hjerte grundig sammenlignede og overvejede disse to så modstridende følelser, indså han dog, at han burde frygte Gud mere end mennesker. Han gik derefter hemmelig til de fornemste mænd og søgte ved i løndom at formane dem at få dem til at antage kristendommen, idet han røgtede dette prædikeembede så godt, han i sin vankundighed kunne, thi boglærd og kyndig i kirkens lære var han ikke. I den grad drev hans lyst til at grundlægge religionen ham til at påtage sig en lærers gerning, skønt det både skortede ham på snilde og øvelse. Men det sunde lægemiddel, som det friske hoved således greb til, skød de tørre og genstridige lemmer fra sig, thi folket, som elskede den gamle tro, ville ikke låne den ny lærvilligt øre, var led ved den fremmede gudsdyrkelse og holdt ivrig fast ved den fra fædrene nedarvede. ...

Med sin sædvanlige og overdrevne ordrigdom har Saxo hermed givet et troværdigt billede af, hvordan en kristen konge måtte forholde sig i et gennemhedensk land. Det er derimod svært at tro på, at det er Svend Tveskæg og hans folk af andengenerations kristne, der bliver omtalt. Og den efterfølgende, fejlplacerede beretning med om Poppos jernbyrd demonstrerer jo da også, at det, som Saxo i virkeligheden beskriver, er begivenheder fra kristendommens første tid. Og afsnittet hos Saxo, der følger efter Poppo-legenden, viser endnu tydeligere, at han regner disse begivenheder for indtruffet i det 10. århundredes første halvdel:

Saxo Grammaticus:

Bog X.

... Til løn herfor blev Poppo af ærkebisp Adaldag i Bremen gjort til biskop i Århus, hvortil han såvel ved sit liv som ved sine gerninger var overmåde værdig. Den samme værdighed tildeltes Henrik i Slesvig, Lefdag i Ribe og Gerbrand i Roskilde; i den grad fremmede den gudfrygtige konge med den nøjeste overholdelse af religionens forskrifter kristendommen ved at beskikke nye præster og forherlige den ved at bygge kapeller og kirker. Hidtil havde de nævnte fire hjemsteder for gudsdyrkelsen måttet nøjes med forstandere, der var hentede udenlands fra, og af mangel på bisper tagne blandt landets egne børn havde det mere beroet på tilfældet end på en fast regel, hvem der kom til at beklæde bispestolene

Ikke mindre udrettede i Norge Bernhard, der var draget derover fra England, ved sine gavnlige formaninger. ...

Samme biskop Bernhard fik ved sin nidkærhed kong Olaf af Sverige til at omvende sig til kristendommen og hædrede ham ved at give ham navnet Jakob til ære for den fremgang, han gjorde i troen; om det var ham eller biskop Unni af Bremen, der fik denne konge til at antage kristendommen og lade sig døbe, ved jeg dog ikke for vist. I de dage blev kirken i Lund bygget, og gudstjenesten dér forvaltedes under Roskildebispen Gerbrands overhøjhed. For øvrigt ligger Unni begravet i den fra gammel tid af navnkundige by Birka, Bernhard i gravhvælvingen i Lund. ...

Som det ses, roder Saxo svært rundt i kronologien, og det synes indlysende, at han her får blandet begivenheder fra århundredet første og anden halvdel. Unnis missionsrejse fandt som tidligere nævnt sted i 935-36, og der blev bragt orden i bispeudnævnelserne i 948, da Hamburg-Bremen fik tildelt overhøjheden over de nordiske kirker og lydbisper. Når Saxo bringer disse begivenheder ind i Svend Tveskægs historie, kan det dårligt forklares på anden måde end ved, at kilden, hvorfra han hentede væsentlige dele af sin historie om kristendommens første tid i Danmark, lod en kong Svend være konge, da det skete. Hvilken anden grund skulle få Saxo til at fravige Adam af Bremens entydige meddelelse om, at alt dette skete i Harald Blåtands tid?

Hvis ikke det var fordi, Saxo henlægger begivenhederne til Svend Tveskægs tid og derfor må have troet, at de skete i en vis kong Svends dage, så ville de anakronistiske elementer i Svend Tveskægs historie passe perfekt på udlægningen ovenfor. Netop sådan burde en middelalderhistoriker have beskrevet Svend Tveskægs farfars rolle i kristendommens indførelse i Danmark. Og nok en gang må vi konstatere, at en fantom-konge ved navn Svend tager æren for kong Gorms bedrifter.


11. Syd eller Vest?

Som tidligere ofte nævnt var Nordens mission Hamburgstiftets eksistensgrundlag. De tyske kilder, der omhandler danske forhold i 900-årene, er næsten alle påvirket af dette forhold. For det sydlige udland var det vigtigt at fremstille Norden som en uopdyrket missionsmark beboet af primitive, hedenske barbarer. Ærkesædet nåede i realiteten først sit mål langt ind i Knud den Stores regeringstid, så billedet af Danmark forsøges fastholdt længe efter, at det havde mistet ethvert reelt indhold. Adam af Bremen er hovedansvarlig for, at dette billede overlevede fra hans egen tid, da der stadigvæk var politiske realiteter bag propagandaen (ideen om et særligt nordisk ærkebispesæde spøgte allerede), og til vore dage. For Hamburgkirken var nogenlunde det værste, der kunne ske i det 10.århundrede, at kristendommen bredte sig i Danmark uden om den, og i det 11.århundrede var det stadigvæk magtpåliggende at fastholde det indtryk, at det faktisk ikke var sket uden om den.

Men tidligere kapitlers analyse har allerede afsløret, at Hamburg-Bremens rolle i danernes kristning må have været ganske minimal. Og der er mange andre gode grunde til hverken at tro på den hamburgske propaganda desangående eller på det billede af forholdene i Danmark, der tegnes. For i 900-årene var Danmark ikke en uopdyrket missionsmark, der lå hen i hedensk afsondrethed. Der var i lang tid kold luft mellem danerne og sachserne, og flere gange åben krig. Men disse konflikter var sandsynligvis forårsaget af bl.a. ærkebiskoppens ambitioner, og danernes afsondrethed gjaldt stort set kun de sydlige naboer.

Der gik næsten hundrede år fra afslutningen af det første missionsforsøg i Ansgars dage og til genoptagelsen under ærkebiskop Unni. Der fortælles kun lidt om kontakter mellem danerne og sachserne i denne periode, og slet intet om, at missionærer udsendt fra Tyskland skulle have forsøgt at genoplive missionen. Men netop i samme periode havde danerne som aldrig før tætte kontakter ad søvejen med de fleste andre folk i Vesteuropa. Selv om de fleste af de kontakter, der omtales, var ufredelige, så kan der næppe herske tvivl om, at der i kølvandet på hærgende vikingeflåder fulgte flåder af skibe med fredeligere hensigter. I så at sige alle andre verdenshjørner end stik syd stod danerne i livlig forbindelse med de andre europæiske folk, og via de syd-vestlige kontakter må de allerede i begyndelsen af det 10.århundrede være blevet dybt påvirket af kristendommen og de kristnes tankegange og levemåder.

Ikke mindst med udgangspunkt i den blomstrende havne- og handelsby Ribe foregik der en omfattende skibstrafik langs Frislands kyster, til Normandiet og over kanalen til det østlige England. Allerede ved århundredets begyndelse må der kort sagt have foregået en massiv frisisk/normannisk/engelsk påvirkning, og det er indlysende, at kirkens mænd i disse områder har interesseret sig meget for at redde danernes sjæle. I East Anglia regerede ved århundredets begyndelse kristne, danske konger, og det store flertal af de danske kolonister dér og andre steder i England var kristne. Blandt de mest fremtrædende engelske gejstlige i 900-årene var tre beslægtede biskopper af dansk slægt. I Normandiet blev allerede Rollo døbt, hans søn og sønnesøn var kirkens velgørere og helt og fuldt optaget i den kristne civilisation. Der var tætte - også familiemæssige - forbindelser mellem hertugerne og hjemlandet. Både i England og Normandiet eksisterede vel stadigvæk o.950 hedenskab, men kun som et rest- eller udkantsfænomen. Selv de tidligste kolonisterne levede begge steder i samfund sammen med kristne indfødte, de kendte til de kristnes gudstro og skikke, de kendte til kirkelig organisation, og i løbet af kort tid var de allerfleste absorberet af den europæiske, kristne civilisation. Danske konger må nødvendigvis have tilegnet sig viden om, hvordan fyrsterne regerede i disse lande, herunder specielt hvordan den engelske konge gjorde det. De må have kendt hans central- og lokalstyre, hans hird og aldermen og thain'er. De må have kendt til shires og hundreds, til kirkens forskellige embeder. De må have kendt til skriftligt udarbejdede overenskomster, til møntvæsen og skatteopkrævning.

Alene ud fra disse generelle betragtninger kan det indses, at den tyske version af historien om danernes kristning må være groft fortegnet, og at deres forestillinger om den uopdyrkede missionsmark er uden hold i virkeligheden. Men der kan også anføres en række mere konkrete vidnesbyrd om, at det ikke var tyskere, men snarere folk med rod langs Nordsøens og Kanalens kyster, der bragte kristendommen til Danmark.


12. Den engelske mission

En række af de mest basale danske ord anvendt i kristen eller kirkelig sammenhæng er i følge etymologernes teorier af engelsk eller frisisk oprindelse. Der kan næppe findes et ord, der entydigt stammer fra oldsakisk, men der er selvfølgelig mange tilfælde, hvor man på grund af lighederne mellem de tre sprog ikke kan afgøre sagen med fuld sikkerhed. Følgende ord kan være af engelsk/frisiske oprindelse med større end eller lige så stor sandsynlighed som tysk (oldsaksisk): kristen, kirke, sjæl, fanden, (ærke)biskop, præst, degn, klerk, kors, kiste, kalk, disk, røgelse, skrift, bog, mønt.... Selv om megen engelsk påvirkning kan henføres til Knud den Stores tid, hvor den jo på ingen måde vil være overraskende, så er det alligevel påfaldende og sigende, at næsten ingen af de allerførst introducerede kristne begreber betegnes med entydigt tyske ord.

Når man ser navnene på de tre første biskopper i Jylland, er det også slående, hvor lidt tysk præg, der er: Biskoppen i Ribe, der kaldes med mange forskellige varianter af navnet Leofdag, har tilnavnet Friseren. Det kan dårligt betyde andet, end at han faktisk var friser. Biskoppen i Slesvig kaldes ved et navn, der angives som Hored, Horik, Harig, Henrik, Erik, etc.. Ingen af disse former leder tanken hen på tysk oprindelse, snarere må man tro, at manden har været dansk. Biskoppen i Århus kaldes Reginbrand eller med så forvanskede former af dette fællesgermansk navn, at man ikke tør gætte på hans nationalitet. Det samlede vidnesbyrd af dette må være, at der kun er ringe sandsynlighed for, at disse mænd skulle være af den underordnede gejstlighed hos ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen.

Om de tidligere omtalte Odinkar'er skriver Adam af Bremen:

Adam af Bremen:

II.36.

Berømmelse nød på den tid [ærkebiskop Libentius's 988-1013] også Odinkar den Ældre salig ihukommelse, om hvem vi ovenfor har talt; han prædikede på Fyn, Sjælland, i Skåne og i Sverige og omvendte mange til den kristne tro. En discipel og nevø af ham var den anden Odinkar, den yngre, der ligeledes var en fornem mand af dansk kongeslægt, så rig på jordegods, at bispedømmet Ribe skal være grundlagt af hans fædrenearv.

Da han i sin tid blev sat i skolen i Bremen, skal han være blevet døbt af ærkebiskop Adaldag egenhændig, og han fik efter denne navnet Adaldag. Han blev nu af ærkebiskop Libentio indviet til hedningerne og fik sæde i Ribe. Thi både var han Gud og mennesker kær på grund af sit berømmelige levned og sin fromme vandel, og forsvarede han kristendommen energisk i Danmark. ...

Dette er beretningen om biskop Odinkar den Yngre, som den fortælles i Adams grundtekst. I en af de senere tilføjelser synes denne beretning at blive modsagt:

Adam af Bremen:

Scholion 25.

Denne Odinkar blev af kong Knud ført til England og der uddannet i videnskaberne. Derpå drog han på studierejse gennem Gallien og vandt navn som vismand og filosof. Derfor fortjente han også at bære navnet Gudkær.

Nu vides det, at Odinkar fungerede som biskop allerede i begyndelsen af det 11. århundrede (han nævnes i et diplom fra 1005). Det forekommer derfor lidet sandsynligt, at han skulle være bragt til England og uddannet dér på Knud den Stores foranledning. Han kan næppe være født senere end ca.975 (og hans ældre slægtning omkring midten af 900-årene), så hans engelske uddannelse må have fundet sted allerede i Svend Tveskægs tid. Middelalderhistorikerne knytter tilnavnet "Hvide" (Albus) til enten den ældre eller den yngre Odinkar. Der kan være tale om en misforståelse af navnet "Albion" for England, således at dette på samme måde antyder en tilknytning til England. Man hæfter sig desuden ved, at oplysningerne om den bremerske opdragelse og dåb omtales med "skal være blevet", mens scholiets udsagn er uden moderation. Sagen er da snarest den, at Odinkar nok sad i Ribe med Bremerkirkens sanktion (måske blev han også døbt dér), men at han trods det er repræsentant for den engelske indflydelse i Danmark. Og historien om Odinkar'erne er blot en af flere, hvor Adam i løse vendinger beskriver den tyske indflydelse, men klart modsiger sig selv med konkrete oplysninger om det modsatte. Man ser det f.eks. i de to modstridende historier om Olaf Tryggvasons dåb:

Adam af Bremen:

II.36.

... De [udsendinge fra Bremerkirken] drog endog til Norge og vandt mange folk for Jesus Kristus. Olaf Tryggvason, som dengang herskede over nordmændene, skal have ladet sig døbe af dem og været den første kristne af det folk.

II.37.

Andre siger, at der både tidligere og dengang drog bisper og præster ud fra deres hjemstavn i England for at prædike evangeliet, og at Olaf blev døbt af dem tilligemed andre, af hvilke den vigtigste var en bisp Johannes samt andre, der siden skal blive nævnt.

Hvis dette er sandt, er moderkirken i Hamburg, det siger jeg, ikke misunderlig, fordi ogsp fremmede har gjort vel imod dens sønner, men siger med Apostelen: "Nogle prædiker for avinds og kivs skyld, men nogle i en god mening. ..."

Man mærker næsten, hvor meget Adam af Bremen har måttet anstrenge sig, for ikke at være misunderlig, og nogle af de efterfølgende citater viser da også, at det ikke helt lykkedes. Adam vender tilbage til Olaf Tryggvason i forbindelse med slaget ved Svold, hvor kampens resultat benyttes til at understrege, hvordan de involverede parters forhold til kristendommen afgjorde sagen:

Adam af Bremen:

II.40.

... Nogle fortæller, at han [Olaf Tryggvason] var kristen, andre at han var faldet fra kristendommen, men alle hævder de, at han var kyndig i varsler, gav agt på spådomme og satte alt sit håb til fuglevarsler. Deraf fik han også et tilnavn, idet han blev kaldt Olaf Krageben. ...

II.41.

Efter at have dræbt Krageben besad Svend to riger. Han gjorde da ende på afgudsdyrkelsen og gav ved et magtbud ordre til at antage kristendommen i Norge.

Dengang indsatte han også en bisp Gotebald, der kom fra England, til at forkynde i Skåne. Han skal undertiden have prædiket evangeliet i Sverige, ofte i Norge.

Med ærkebiskop Unwan (1013-1029) er vi kommet ind i Nordsøimperiets dage, så de fortsatte beretninger om engelsk indflydelse er knap så påfaldende, men de demonstrerer fortsat, at det har været så som så med ærkebispens indflydelse:

Adam af Bremen:

II.49:

I Danmark levede endnu den troslærde Poppo og den højbårne bisp Odinkar, som for sin tros og sin fromme vandels skyld var ærkebispens fortrologste ven.

Vi har erfaret, at der kun var disse to bisper i Jylland, indtil Knud tiltrådte regeringen. Odinkar var den eneste af vore bisper, som stundom besøgte kirkerne hinsides havet; Esico blev siddende hjemme, og forfølgelse hindrede de øvrige. Ærkebispen indviede også andre højlærde mænd til Norge og Sverige, og andre, som var blevet indviet i England, gav han af venskab for kongerne tilladelse til at bygge kirker, når de i øvrigt gjorde fyldest. Mange af dem beholdt han hos sig, men dem alle overøste han med gaver, når de drog bort, og gjorde dem derved villige til at underkaste sig Hamburgerkirken.

Historien om biskop Gerbrand af Roskilde viser imidlertid, at den engelske indflydelse gnavede dybt Hamburg:

Adam af Bremen:

II.55.

På den tid [årene efter at Knud den Store var blevet konge i England] førte han mange bisper fra England til Danmark. Af dem indsatte han Bernhard i Skåne, Gerbrand på Sjælland og Reginbert på Fyn. Herover blev vor ærkebisp Unwan vred. Han skal enddog have taget Gerbrand til fange, mens han var på vej fra England, da han havde erfaret, at han var blevet indviet af anglernes ærkebisp Elnod. Gerbrand gjorde, som nødvendigheden krævede, bod, lovede Hamburgersædet den skyldige troskab og underkastelse og blev derefter en meget fortrolig ven af ærkebispen. Denne sendte endog med ham som mellemmand sendebud til kong Knud med gaver og lykønskede ham til hans herlige bedrifter i England; derimod dadlede han ham for hans egenmægtighed med hensyn til de bisper, som han havde ført med sig ovre fra England. Kongen optog dette gunstigt og blev siden så nær knyttet til ærkebispen, at han fra da af gerne ville gøre alt efter dennes ønske. Dette er, hvad danerkongen meddelte os om sin onkel, og han fortav ikke Gerbrands tilfangetagelse.

Situationen var ikke bedre i de øvrige dele af den nordiske missionsmark:

Adam af Bremen:

II.57.

... Han [Olaf den Hellige] havde med sig fra England mange bisper og præster, efter hvis formaning og forskrift han beredte sit hjerte til Herren, og han betroede dem at vejlede undersåtterne. Blandt disse mænd udmærkede Sigfrid, Grimkil, Rudolf og Berhard sig ved lærdom og dyder. Disse drog efter kongens befaling også til Svealand, Gøtaland og alle øerne, som ligger hinsides Norge, og forkyndte evangeliets ord og Jesu Kristi rige for barbarerne. Han sendte også bud med gaver til vor ærkebisp og bad ham om, at han ville tage velvillig imod disse bisper og sende ham nogle af sine egne, for at de kunne styrke det ubefæstede norske folk i kristendommen.

II.58.

En lignende kærlighed til religionen skal den anden Olaf [Skotkonnung] i Sverige have været opfyldt af. ...

Det er den meget store by Skara, og der blev på den meget kristelige kong Olafs bøn Thurgot som den første bisp indviet af ærkebisp Unwan. Denne mand røgtede sin sendelse energisk blandt hedningerne, og han vandt ved sin virksomhed de to navnkundige gøterfolk for Kristus. Med denne bisp som mellemmand sendte kong Olaf vældige gaver til ærkebisp Unwan.

Trods denne succeshistorie fra Sverige, må også den svenske mission deles med englændere:

Adam af Bremen:

II.62.

Rygtet siger, at der på samme tid kom en angler ved navn Wolfred til Sverige, drevet af kærlighed til Gud, og prædikede Guds ord med stor fortrøstning for hedningerne. Da han ved sin prædiken havde omvendt mange til den kristne tro, begyndte han at bandlyse folkets afgud ved navn Thor, som stod på hedningernes ting, og samtidig greb han en økse og huggede billedet i stykker. Som følge af dette vovestykke blev han straks ramt af tusind sår, og hans sjæl steg op til himmelen, værdig til martyriets laurbær. ...

I næsten hundrede år kan man følge denne historie. Kristendommen er i rivende udvikling i hele Skandinavien, kristne konger henter bisper og andre gejstlige til landene fra først og fremmest England. På sidelinjen står ærkebiskoppen og kigger magtesløs på og vifter med pavebrevet med den formelle overhøjhed og kompetancen til at udnævne biskopper. Kun i den forholdvis korte periode, da den tyske kejser kan sætte magt bag, har Hamburg-Bremen reel indflydelse, ellers er man helt afhængig af de vekslende kongers og bispers lyst/ulyst til at sætte sig imod den pavelige forordning. Udviklingen får fart på i Svend Tveskægs regeringstid, og den accelererer naturligt nok i Knud den Stores dage, men det synes helt klart, at den har forgået allerede længe før Nordsøimperiet blev skabt. Og havde det ikke været for kejserens indgriben, havde den sikkert foregået uforstyrret gennem hele perioden. I Roskildekrøniken, der kan føje troværdige detaljer til historien om den tidligste kristne tid på Sjælland, læser man om den engelske indflydelse allerede under Harald Gormssøn:

Roskildekrøniken:

... Så mens faderen [Gorm] således fremturede i det onde, blev Harald konge efter hans død og gjort kristen. Snart modtog han præster, der kom såvel fra England som fra Sachsen, og han begyndte at dyrke Kristus offentligt.

...

Således tilkaldte han [Svend Tveskæg] biskop Bernhard fra Norge og opførte en kirke i Skåne. Bernhard satte over havet og kom til Sjælland; dér endte han sit liv i forbilledlig god vandel.

Om Adam af Bremen eller de danske historikere har ret med hensyn til den nævnte bisp Bernhards liv og historie kan kun vanskeligt opklares, men når man ser, hvor lidt styr Adam i det hele taget har på de danske bisperækker, er man tilbøjelig til at tro, at den version af historien, der fortæller, at han kom fra England til Norge og derfra sidenhen til Sjælland/Skåne allerede på kong Svends tid, er den rigtigste.

Den engelske indflydelse på den danske kirke er ikke et resultat af Nordsøimperiet, snarere må man tro, at Nordsøimperiet er et resultat af den engelske påvirkning og orientering, der allerede i stort omfang var tilstede, også på grund af engelske gejstliges aktiviteter.

Men i Hamburg-Bremen var 948 et jubelår, for det år fik man af paven fastslået, at Skandinavien var en del af ærkebispedømmet. I næste afsnit er denne begivenhed hovedemnet.


13. Pavebrevene

I Adam af Bremens fortælling om ærkebisp Adaldag, er der et gennemgående tema, der fremgår af følgende citater:

Adam af Bremen:

II.1.

Ærkebisp Adaldag beklædte bispesædet i 53 år [936-988]. Det er ham, som det hedder, der har genoprettet staten for os. ... Hamburgerkirken havde endnu ingen lydbisper; dem fik den først ved Adaldags nidkære virksomhed.

II.2.

Såsnart nu Adaldag havde tiltrådt bispedømmet, bevirkede han, at Bremen, der tidligere i lang tid havde været undertrykt af myndighederne og dommerne, frigjordes ved kongens brev og fik skattefrihed og uafhængighed ligesom de øvrige stæder. Kongebrevene og andre dokumenter desangående har jeg ved hånden. Hvad hans sendelse angår, den som oprindelig hans forgængere havde overtaget til hedningernes frelse, men som først lykkedes for ham i den grad, at han i glæde kunne høste, hvad de andre havde sået med gråd, ...

Tværtimod, da han så, at den sejrrige og retfærdige konge [Otto den Store] var rede til alt, hvad Guds er, aflod han især ikke at anspore hans iver til hedningernes omvendelse. Dette lykkedes ham da også efter ønske, idet Gud arbejdede med og styrkede den fromme konges hånd i alt.

II.3.

Dengang blev den del af Danmark, som ligger på denne side havet og af indbyggerne kaldes Jylland, delt i tre bispedømmer og lagt ind under Hamburgerstiftet. ...

Af pavebrevene kan det fremdeles ses, at pave Agapitus, samtidig med at han lykønskede Hamburgerkirken til hedningernes frelse, også indrømmede Adaldag alt det, som var blevet indrømmet Bremerbispesædet af hans forgængere Gregorius, Nicolaus, Sergius og de andre. Han indrømmede ham også i kraft af sin apostoliske myndighed retten til på hans vegne at indvi bisper såvel for Danmark som for de øvrige folk i Norden.

II.6.

Vi har endvidere fundet i vor kirkes arkiv, at da den dengang berømte Kølnerærkebisp Bruno havde set, at vort Hamburg fik lydbisper, fornyede han sin gamle klage over Bremen i det håb, at han så meget lettere kunne få sin vilje opfyldt, som han var broder til kong Otto. Men forgæves ...

II.7.

Al vor fader Adaldags stræben gik nemlig på hedningernes omvendelse, kirkers opførelse og sjæles frelse, ...

II.17.

... Hos dem hæver ærkebispesædet Hamburg knejsende sit hoved, fordums mægtigt i kraft af sine væbnede mænd og lykkeligt ved sin frugtbare jord, mens det nu ligger åbent for syndernes straf og er forvandlet til en ørken; skønt det har mistet sit prægtige udseende som by, har det dog bevaret sine rettigheder som ærkebispesæde og søger trøst for sin enkestands tab i fremgangen over hele det udstrakte Norden. ...

II.28.

... Imidlertid gik den tro olding Adaldag, som havde fået sit ønske opfyldt med hensyn til sin sendelse og havde haft heldet med sig i al sin gerning hjemme og ude, i moden alder til Herren, da han på 54. år røgtede sit bispedømme med hæder. Hans bortgang faldt i det Herrens år 988, ...

Ærkebisp Adaldag er det store forbillede og Adams ubestridte favorit. Og når man læser ovenstående, ser man at heltestatusen beror på det enkelte forhold, at i hans tid fik man endeligt fastslået at Hamburg-Bremen var og blev et forenet ærkebispedømme med monopol på den nordiske mission og med eneret til indvie lydbisper i de nordiske lande. I sidste afsnit sås, hvordan denne formelle ret hele tiden truedes, og hvordan den i lange perioder var uden reelt indhold.

Den skelsættende begivenhed var altså pavens stadfæstelse af denne ret i 948 (og ikke i begyndelsen af Adaldags episkopat som hævdet af Adam af Bremen). I stiftets arkiv fandt Adam pavebreve om denne sag, der også kan belyses ad anden vej. Helt frem til begyndelsen af 1100-årene, da de nordiske folk fik deres første ærkebispesæde i Lund, blev forestillingen om den nordiske mission ved med at være aktuel politik af vital betydning for Hamburg-Bremen. Derfor er adskillige breve om "sendelsen" og "lydbisperne" bevaret, f.eks. dette stadfæstelsesbrev af 6.januar 1053:

Danmarks Riges Breve:

I.2, 1 - 6.januar 1053.

Leo [9], biskop, Guds tjeneres tjener, til vor elskede madbroder Adalbert, den ærværdige ærkebiskop af Hamburgkirken, ...

Da du af os har udbedt dig, at vi skulle stadfæste Hamburgkirkens ærkebispedømme - helt og uindskrænket - for dig og dine efterfølgere, således som det er blevet fastlagt af vore forgængere Nicolaus [858-867], Agapit [946-955], Benedikt [8. 1012-1024 eller 9. 1032-1044], dette apostoliske sædes bisper, har vi bøjet os for dine bønner, og vi tilstår og stadfæster det med apostolsk myndighed sammen med alt, hvad der i almindelighed og særdeleshed hører til samme dit fornævnte ærkebispedømme, nemlig alt, hvad dine forgængere har erhvervet ved egen møje eller hvad nogle troende kristne af kærlighed til deres himmelske fædreland har skænket eller i nutiden skænker det, og dertil alle dem, som på dette tidspunkt er omvendt til troen på Kristus ved Guds nådige omsorg, nemlig bisperne hos alle Sveerens og Danernes, Nordmændenes, Islændingenes, Skridfinnernes, Grønlændernes og hos samtlige nordboeres folk, samt i de vendiske lande, som ligger mellem floden Peene og Ejderen, således at de skal stå under din og dine efterfølgere, Hamburgkirkens ærkebispers myndighed; ...

Og ydermere har vi bestemt og fastsat, at ingen af ærkebisperne, enten i Køln eller noget andet sted, må tiltage sig nogen myndighed i dit stift. ...

Da alt, som er kirken til gavn og ikke strider mod de hellige bud, bør fremmes og sættes i værk, ... bestemmer vi dette med vort dekret i overensstemmelse med ovennævnte pave Nicolaus', pave Benedikts og pave Agapits bestemmelse ... at stifterne Hamburg og Bremen skal være og kaldes ikke to, men ét. ...

I overenstemmelse med foran skrevne ord giver vi da dig og dine efterfølgere til evig tid tilladelse til at ordinere bisper i Eders stift eller kirkeprovins eller i ovennævnte folks provinser, ...

Kun seks år tidligere erhvervede ærkebiskop Adalbert en tilsvarende, men knap så omfattende, stadfæstelse af overhøjheden fra pave Clemens 2:

Danmarks Riges Breve:

I.1, 492 - 24.april 1047.

... nemlig over bisperne blandt alle sveernes eller danernes folkeslag samt ligeledes i de lande, som strækker sig fra Elben i syd til floden Peene og til Ejderåen. ..

Brevet indeholder ellers omtrent de samme forhold: Ærkebiskoppen af Køln har ingen myndighed, Hamburg og Bremen skal forblive samlet som forordnet af Nicolaus, Agapit og Benedikt, ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen bemyndiges til at ordinere biskopper i de nævnte områder.

Der findes endnu to breve med omtrent det samme indhold fra første halvdel af 1000-årene:

Danmarks Riges Breve:

I.1, 484 - marts 1044/1045:

[Pave Benedikt 9 tilstår ærkebiskop Adalbert af Hamburg] ... legatværdigheden og den ærkebiskoppelige myndighed over alle de nordlige riger, nemlig danernes, sveernes, nordmændenes, islændingenes og over alle de øer, der ligger i disse riger, .. [og oversender ham palliet]

 

Danmarks Riges Breve:

I.1, 409 - april 1022.

[Pave Benedikt 8 oversender ærkebiskop Unwan af Hamburg palliet og tilstår ham og hans efterfølgere] ... legatværdigheden og den ærkebiskoppelige myndighed over alle de nordlige riger, nemlig danernes, sveernes, nordmændenes, islændingenes og på alle de øer, der ligger til disse riger, ...

Begge disse breve regnes for uægte og fremstillet i 1122-23, da Bremer-ærkebiskoppen endnu ikke havde opgivet håbet om at få det ny ærkesæde i Lund nedlagt igen. Da de to første breve henviser til et ældre brev fra en pave Benedikt, er det en rimelig antagelse, at der er tale om moderniserede og forbedrede kopier af ældre breve. Forbedringen kunne da alene bestå i, at ærkebispedømmets geografiske udstrækning er overdrevet, så det svarede til senere tiders ambitioner. At stiftet i løbet af Knud den Stores regeringstid har følt behov for at få rettighederne bekræftet forekommer ret naturligt.

Danmarks Riges Breve:

I.1, 346 - 8.november 989.

[Pave Johannes 12. stadfæster på anmodning af ærkebiskop Liavizo [Libentius] alle Hamburgkirkens besiddelser, bl.a. herredømmet over alle dem, som nu er blevet omvendt til kristendommen] ... nemlig bisperne blandt alle sveernes eller danernes folk samt ligeledes i de vendiske lande, som strækker sig fra floden Peene indtil Ejderåen. ...

Også dette brevs ægthed er der sat tvivl ved, og det er da også et mistænkeligt træk, at der ikke er henvist til det i nogen af de senere breve. Der er imidlertid intet fordækt ved selve ordlyden, og beskrivelsen af stiftets udstrækning er moderat og troværdigt, og at Libentius' ved sin tiltrædelse havde behov for en stadfæstelse forekommer sandsynligt.

Det interessanteste af brevene er imidlertid det følgende, der også er betegnet som uægte af forskerne. Men da både Adam af Bremen og de ovenfor citerede pavebreve refererer til breve af pave Agapit, er der al mulig grund til at tro, at uægtheden alene angår den overleverede form:

Danmarks Riges Breve:

I.1, 318 - 2.januar 948.

[Pave Agapit 2. stadfæster alle Hamburgkirkens besiddelser for ærkebiskop Adaldag, bl.a. overhøjheden over alle dem, som i hans tid er blevet omvendt til kristendommen] ... nemlig bisperne hos danerne, nordmændene, sveerne samt i alle de nordlige lande, [og erklærer, at ærkebispen af Køln eller nogen anden ærkebiskop ikke skal kunne gøre krav gældende i hans stift]

For ærkebisperne i Hamburg kunne tingene ikke adskilles. Stiftet var afhængig af missionen og af lydbisperne i Norden, ærkebiskoppen i Køln anfægtede stiftets eksistensberettigelse og foreningen af Bremen og Hamburg. Når Adaldag i 948 måtte søge stadfæstelse af stiftets rettigheder, var det sandsynligvis, fordi retten til at udnævne lydbisper i norden var truet. Det forekommer indlysende, at de danske biskopper, der omtales netop i dette år, var årsagen til og ikke en følge af den pavelige skrivelse. Deres navne viser, at de nok ikke var folk fra Hamburg, og deres indsættelse var da næppe heller ærkebiskoppens fortjeneste. Paven ordnede det imidlertid sådan, at de alligevel blev bragt under hans overhøjhed. Han fik de længe ventede lydbisper, der kunne lukke munden på kritikerne af Hamburg-Bremens forening og status som ærkebispedømme, blandt hvilke tilsyneladende ærkebispen af Køln var den fremmeste.