Retur til indholdsfortegnelse: Middelalderstudier > IX. Kong Gorms Saga > IX. Gorm, Svend og Frode

IX. GORM, SVEND OG FRODE

- hvori trådene samles (eller filtres?)


1. Svend Langfod

I de foregående kapitler er mere end antydet, at den danske kongerække mangler en konge ved navn Svend fra det 10. århundredes første halvdel. Det er dog ikke nødvendigt at opfinde en sådan konge. Det er nok at rekonstruere kongerækken, som den var engang. Engang var der nemlig en konge ved navn Svend Langfod i rækken, der efter sin placering netop levede på denne tid.

Vi har allerede set, hvordan Abbed Vilhelm af Æbelholt i slutningen af 1100-årene regnede en vis kong Svend blandt Danmarkshistoriens sikrest dokumenterede konger forud for Harald Blåtand. Den forestilling deles af andre middelalderhistorikere, hvis oplysninger skal gennemgås i det følgende. Samtidig for vi lejlighed til at se nogle nye varianter af kong Frodes historie, der er i fuld overensstemmelse med sidste kapitels analyse.

Det drejer sig først om et lille skrift - nærmest blot en kongerække - fra Valdemar Sejrs tid, kaldet "De danske kongers række og kortfattede historie" (Series ac brevior historia regum danie), hvori læses:

De danske kongers række og kortfattede historie:

... 55. Lota Cnut, Erics og Sywards datters søn.
56. Suen Langfot, Cnuts søn.
57. Frothi, Englands besejrer, Suens søn.
58. Gorm Ensci.
59. Harald, Gorms søn.
60. Gorm, Haralds søn.
Herefter var kongerne kristne. ...

Tydeligt beslægtet hermed er et skrift fra Kristoffer 2.'s tid "Danernes Konger" (Reges Danorum). Det afslører kendskab til den samme kongerække, men anvender også andre kilder, f.eks. en liste med kongers navne og regeringsår som gennemgået i et tidligere kapitel, og i stort omfang Roskildekrøniken, hvorfra længere ordrette citater er afskrevet:

Danernes konger:

... Da han var dræbt [Geræt], fulgte Lotknut, Erics søn - 54 - regerede 9 år.
Ham fulgte Suen Longfot, hans søn - 55 -, der regerede 9 år.
Efter denne Frothi, Englands besejrer;
han byggede den første kirke i Århus til den hellige Treenigheds ære.
Han - 56 - regerede over daner og angler i 20 år.
Efter ham Gorm Ænskæ, hans søn - 57 - regerede 4 år.
Derefter hans bror Haraldus - 58 - regerede kort tid.
Ham efterfulgte Orm, der også kaldtes Gorm, -59 - , hvis hustru var Tyræ Danmarckbot;
på hans tid blev næsten al kristendom i Danmark udslettet....

Dernæst finder man i de såkaldte Slesvigske Annaler (Annales Slesuicenses, som måske snarere burde kaldes Annales Sorani ad 1268), der nu kun kendes gennem et sjusket og mangelfuldt referat af Anders Wedel fra det 16.århundrede:

"Slesvigske Annaler":

... 84. Erik, søn af Siuard;
han blev som den første gjort kristen ved St.Ansgars prædiken.
85. Lotheknut hedning.

[herefter en række konger nummererede fra 86 til 91, der tilsyneladende begynder forfra på 800-årenes konger]

915. Der sluttedes fred mellem Franker og Daner. Samme år blev kong Giurth dræbt - 92 - og regerede i 10 år.

[Konge nr.93 mangler]

94. Kong Hartheknut.
95. Suen Langefot, søn af Loteknut.
96. Frothe, Jyllands og Englands konge, søn af Hardeknut, kristen, i 20 år havde han kongemagten i Danmark og England.
Han opførte den første kirke i Århus.
97. Gorm.
98. Harald, hans søn.
99. Gorm Gamle, hvis hustru var Thyre Danboth, Danmarks konge, Englands.
Da var der en stor forfølgelse.
I hans tid fik riget grænse ved staden Heideba. Så standsede kejser Henrik forfølgelsen i Danmark. ...

Det er tydeligt, at Anders Wedels forlæg har været vanskelig at læse og fortolke og i forvejen indeholdt nogen forvirring, men han kan også selv have bidraget en del til uforståeligheden. Bag "roderiet" aner man dog ganske interessante fænomener. Han har både en kong Frode, søn af Hardeknud, hvilket er unikt, og en kong Svend, søn af Loteknud, hvad der sandsynligvis stammer fra samme kilde som de to først anførte citater.

I marginen af et håndskrift af den forkortede, folkelige udgave af Saxos værk fra midten af 1300-årene (Compendium Saxonis) findes tilføjet en kongerække, der ikke stemmer overens med kongerne i selve værket. Det er en sen tilføjelse, der muligvis kan skyldes Anders Wedel:

Compendium Saxonis:

(Marginalnoter)

...
80. Lodne Knudt.
81. Suend Langefod.
82. Frode, søn af Lodne Knudt.
83. Gorm den yngeste eller Gorm Haardesnude.
84. Harald, hans søn.
85. Gorm den Gamble. ...

Herefter kan nævnes "Den danske Rimkrønike", der kun kendes i udgaver fra sidste halvdel af det 15.århundrede, men måske kan være (delvis) forfattet allerede omkring århundredes begyndelse. Heri fortæller hver af de danske konger med egen mund om deres liv og gerninger. Man ser, at forfatteren har haft en kongeliste med navne, slægtskab, årstal og åremål, der for det 10.århundredes vedkommende har haft mange træk tilfælles med de allerede omtalte skrifter. Saxo er tilsyneladende en hovedkilde, men fraviges nogenlunde som i kompendiets kongerække. Navnene nedenfor er gengivet uændret, de anførte strofer noget moderniseret.

Den danske Rimkrønike:

Erich kaldet barn:
... [strofen oversprunget] ...

Oleff:
... [strofen oversprunget] ...

Sywert Olefs søsters søn:
... [strofen oversprunget] ...

Lodnæ Knwth Erics søn:
I min tid for af Danmark ud/ hver tredie mand med skjold og spyd./ De Prytzen vunde og mange land,/ som ligger udi den øster strand./ De blev der sydpå og er der end,/ der de havde slaget deres mænd./ I elleve år jeg konge var,/ så længe jeg Danmarks krone bar.

Swend Langæfoth:
Jeg var i Normandieland,/ da Knudh min fader døde./ Da jeg det spurgte, jeg tog på stand/ mig hjem til lande at møde./ Så var jeg konge i elleve år,/ som fader før mig monne være./ Så længe jeg Danmarks krone bar/ med hæder og med stor ære.

Frode Knuts søn:
De, som plejede at give mig skat/ og danske undfalden vare,/ tvingede jeg igen så rad/ med skat til mig at fare./ I England fik jeg kristendom,/ de mig der troen kende./ Så lod jeg fare med bud til Rom,/ de skulle mig klerke sende./ End før de bud de komme igen,/ da var jeg lagt under tørve,/ af sot og ej af andet mén,/ thi monne jeg såre sørge.

Gorm hynd ynsktæ kaldet Orm hardhæ snwdhe, Frodes søn:
... [strofen oversprunget] ...

Haraldh Gorms søn:
... [strofen oversprunget] ...

Gorm hynd gamble:
... [strofen oversprunget] ...

Strofen om Svend Langfod har naturligvis hovedinteresse her, hvor Rimkrønikens bidrag udover en ny variant af kongernes slægtskab, er oplysningen om, at Svend var i Normandiet, da faderen døde.

Denne sidste oplysning om Svend Langfod bringer Adam af Bremens "Hardegon filius Suein", der kom fra "Nortmannia" i tankerne. Der må naturligvis være en eller anden forbindelse. Vi så også tidligere, hvordan denne i Roskildekrøniken gav anledning til brødreparret Gorm og Hardeknud, sønner af den overløber fra normannerne, Svend, der erobrede rige i England. Alle de ovenfor citerede værker gør imidlertid (dog næppe uafhængigt af hinanden) Svend til søn af en vis Lodne Knud, så ikke blot har de det omvendte far-søn forhold, de ændrer også bevidst Knuds tilnavn. For overhovedet at få en Knud ud af Hardegon må man jo nødvendigvis en tur omkring Hardeknud, sådan som det er sket i Roskildekrøniken, og så er det jo ret uforståeligt, at de ikke beholdt dette (velkendte) kongenavn, med mindre de i forvejen havde grunde til at knytte en Lodne Knud sammen med en Svend Langfod.

Man bemærker endvidere det betydningsmæssige slægtskab mellem "overløber fra normannerne" og tilnavnet Langfod, der vel er erhvervet på grund af en eller anden begivenhed, hvor kongen kom hastigt af sted, f.eks. på flugt. At tilnavnet skulle være opfundet i en sen eftertid alene på grundlag af Roskildekrønikens kortfattede karakteristik, forekommer ret usandsynligt, ikke mindst fordi krøniken jo trods alt fremstiller ham som en stor erobrerkonge, og ikke en konge på flugt, og fordi man i det hele taget dårligt kan forestille sig nogen sidde to hundrede år efter de omhandlede begivenheder og opfinde et tilnavn til en stort set ukendt konge møjsommeligt skåret ud af Roskildekrønikens latinske forvirring.. Den omvendte forklaring, at Roskildekrønikens forfatter skulle have fabrikeret betegnelsen "overløber fra normannerne" og resten af Svends historie alene på grundlag af tilnavnet, forekommer mindst lige så usandsynlig. Snarere må man tro, at han har kendt både tilnavnet og den medfølgende navneforklaring, og at det er det, der skinner igennem i betegnelsen "overløber".

Den enkleste forklaring må derfor være, at Svend Langfod stammer fra den kongeliste med kongernes tilnavne, som man jo sædvanligvis regner med blandt Roskildekrønikens kilder. Vi skal i det følgende afsnit forsøge at rekonstruere denne listes oprindelige udseende.


2. Svend den Forsvundne

De kilder, der omtaler Svend Langfod, synes at have følgende kongerække (kaldet RRimk) som fælles udgangspunkt:

Lodne Knud - Svend Langfod - Frode - Gorm Engelske - Harald - Gorm (Gamle) - Harald Blåtand

Forskellighederne er da opstået ved, at deres forfattere på hver deres måde har tilføjet slægtskab og andre detaljer hentet fra anden side.

Hvis man bytter rundt på disse personer og ændrer lidt på tilnavnene, får man netop Roskildekrønikens række (kaldet RRosk):

Frode - Gorm - Harald Klak/Blåtand - Svend - Hardeknud - Gorm (Engelske) - Harald

Og når man sammenligner RRimk og RRosk med Saxos række (kaldet RSaxo):

Knud - Frode - Gorm Engelske - Harald - Gorm (Gamle) - Harald Blåtand

synes det indlysende, at det hele er begyndt med en enklere række (R1), hvori alle kongerne havde tilnavne, med udseendet:

Lodne Knud - Svend Langfod - Harald Klak - Gorm Engelske - Harald Blåtand

RRimk kan herefter forklares som resultatet af, at en eller anden har forsøgt at koordinere R1 med RSaxo (Knud får sit gamle tilnavn og Svend Langfod genoptages som Knuds søn), hvor RSaxo i sig selv er Saxos forsøg på at koordinere R1 med RRosk (Frode og Svend identificeres, Gorm/Harald parrene ombyttes), og hvor RRosk i sig selv er et forsøg på at koordinere R1 med Adam af Bremen og andre kilder (Svend og Knuds ombytning, Lodne ændres til Harde, Frode optages, Gorm fordobles).

At man med R1 har skåret ind til benet og fundet den ældste danske kongerække, kan imidlertid også demonstreres på en anden måde, nemlig ved undersøgelse af Svend Aggesens historiske skrifter. Man tilskriver ham normalt tre skrifter: "Vederloven", "Kortfattet historie om Danmarks konger" og "De danske kongers række og genealogi". Det andet af disse er overleveret i to ret forskellige udgaver, først det relevante afsnit i J.Olriks oversættelse af det såkaldte Stephanius-håndskrift:

Svend Aggesen:

Kap.2. (Stephanius)

... Han [Knud] var den første i Danmark, som bar dette navn.
Han var den eneste siden den ovennævnte Frodes tid, der var udsprungen af kongelig æt.

I hans barndom blev Enni-Gnup, en sjællandsk bonde, sat til rigets vogter. Men da den nævnte Knud var vokset til og bleven en yngling, greb han selv kongespiret.

I tidens løb fik han en søn, som han bestemte skulle have navnet Frode.
Han avlede en søn, som han kaldte Harald.
Han efterfulgtes af sin søn og tronarving Gorm Løge. ...

Dernæst det samme afsnit i M.Cl.Gertz's oversættelse af et andet manuskript, der antages at være afskrevet af Lyskander:

Svend Aggesen:

Kap.2. (Lyskander)

... Han [Knud] var den første i Danmark, der bar dette navn; og efter den Frothe, som vi ovenfor have omtalt, var han den eneste, der var runden af kongelig æt.

I hans barndomstid var [navnet er udeladt!] en bonde fra Sjælland, indsat til rigets vogter; men så snart den førnævnte Knud var bleven en fuldvoksen yngling, overtog han rigets scepter.

Medens nu tiderne randt hen, avlede han en søn, som han ville skulle kaldes Snio. Denne avlede atter en søn, som han kaldte Klakharald.
Efter ham fulgte hans søn og arving til kongedømmet, Gorm Løge. ...

Gertz, der rekonstruerede Lyskander-håndskiftets aldeles ulæselige latin, antager, at dette er Svend Aggesens originale tekst, mens den første version på mange punkter er blevet "forbedret" af en senere afskriver ved ændringer, der indarbejdede træk hentet fra Saxos "Gesta Danorum". Svend Aggesen skulle da have kendt og benyttet en kongerække som følger:

Knud den Første - Snio - Klakharald - Gorm Løge - Harald Blåtand

hvorimod rækken

Knud den Første - Frothe - Harald - Gorm Løge - Harald Blåtand

skulle være inficeret af Saxo-tendensen på to punkter: Frothe er indsat på Snios plads og Haralds tilnavn er fjernet.

I fortalen til sit skrift om Vederloven (iflg. Lyskander-håndskriftet) varsler Svend Aggesen, at han agter at udarbejde det tredje af de nævnte skrifter om de danske kongers genealogi og rækkefølge. I slutningen af Lyskander-håndskriftet findes indledningen til netop noget sådant, men selve genealogien mangler. I det håndskrift, som Stephanius afskrev, fandtes imidlertid et stykke fra o.1300, en slags Erik Glippings Lidelseshistorie, indeholdende omtrent den samme indledning og hvad, der efter Gertz's mening er en Saxo-inspireret omredigering af Svend Aggesens genealogi, sandsynligvis udarbejdet af den samme mand, som omredigerede selve kongehistorien. Stephanius afskrev også dette stykke og kaldte det "En ukendt forfatters genealogi over Danmarks konger". Gertz mente altså, at forfatteren til genealogiens første del er Svend Aggesen. Det brudstykke af genealogien, der er af interesse her, lyder:

(Svend Aggesens genealogi?):

... Efter denne hans søn Knud den Første [Kanutus Primus]. Derefter Siward. Så dennes søn Gorm. Ham fulgte hans søn Harald. Hans søn var Gorm Løkæ: hans hustru var den fremragende dronning Thyræ Danmarkebot...

Altså rækken

Knud den Første - Siward - Gorm - Harald - Gorm Løkæ - Harald Blatan -

hvor Saxo infektionen består af den fordoblede Gorm og Harald Klak uden tilnavn. Her er Snio blevet til Siward, hvad afskriveren tilsyneladende har accepteret som et rimeligt kongenavn og ikke ladet erstatte af Frode. Hverken en Snio eller en Siward har dog nogen ret til denne placering, og begge navneformers forekomst kan sikkert forklares ved et ulæseligt sted i et af overleveringens led, hvor to forskellige afskrivere på hver deres måde har forsøgt at sætte et rimeligt navn ind i stedet for et ulæseligt navn. Et ræsonnabelt gæt på en "fællesnævner" kunne være Svend (Sueino), der i det mindste ville gøre fejllæsningen Snio ganske forståelig. Og derved ville Svend Aggesens kongerække komme til at ligne den, der ovenfor kaldtes R1, så meget - og dog være så forskellig - at der må være tale om en slags uafhængig bekræftelse:

Knud den Første - (Svend) - Klakharald - Gorm Løge - Harald Blåtand

Altså, Svend Langfod, søn af Knud den Første (Hardeknud/Lodneknud), har gammel ret til en plads i kongerækken. Saxo synes at have hovedskylden for hans forsvinden, for han slog ham sammen med kong Frode, og overførte dele af hans historie til Svend Tveskæg. Men fortrængningen lykkedes aldrig fuldstændig, for Svend Langfod blev ved med at dukke op i sindrigt konstruerede kongerækker, hvor både Saxos "endelige løsning" og remenisenser af før-Saxo forestillinger indgik. Og disse forestillinger kan i tid føres tilbage til begyndelsen af det 12. århundrede, hvor Svend Langfod, der kom fra Normandiet, allerede indgik blandt Roskildekrønikens kilder.

Men stadigvæk er kilderne et par århundrede senere end begivenhederne, og vi kan ikke hævde Svend Langfods historicitet på grundlag af de bevisligheder, der er fremlagt indtil videre.


3. Svend Hardeknudsen

Da Roskildekrøniken blev forfattet, var det kun få år siden, den sidste af Svend Estridsens sønner var død som konge, og de ældste af forfatterens samtidige kan i deres pure ungdom have kendt, måske endda færdedes i kredsen omkring, Svend Estridsen. Der er således ingen grund til at tro, at de forestillinger om kongeslægtens afstamning og magtovertagelse o.1140 skulle være radikalt forskellige fra dem, der herskede et par generationer tidligere. Vi har tidligere beskæftiget os med Svend Estridsens mystiske svar på Adam af Bremens forespørgsel: Fortæl om dine forfædre: En forholdsvis detaljeret redegørelse for tre generationer af en svensk kongeslægt i Danmark og derefter blot, at "Hardegon filius Suein", der kom fra Nortmannia, berøvede den sidste svenske konge magten. Intet af det, Adam skriver om Gorm, bliver omtalt som stammende fra den danske konge. Det stammer angiveligt fra en anonym dansk biskop og øjensynligt fra en bremersk tradition om Unnis missionsrejse.

Selv om der er givet adskillige fantasifulde tolkninger af navnet Hardegon, belagt med megen lærdom fra mange videnskaber, så er der dog ingen enklere forklaring, end at Hardegon er det samme navn som Hardeknud. Adam af Bremen indser ikke nogen sammenhæng mellem Hardegon fra den danske konges mundtlige beretning og den Hardecnudth, han på grundlag af en anden kilde skriver om i et andet kapitel. Men når Hardegon må regnes for Svend Estridsens forfader, når man af mange gode grunde må anse Hardeknud for også at være det, og når de to personer begge må tilhøre tiden umiddelbart forud for Gorm, så forekommer tvivlen om identifikationens rigtighed noget fortænkt (selv om selvfølgelig alt er muligt).

Under samtalen har Adam (eller en til formålet medbragt skriver) sikkert taget notater, der siden dannede grundlag for oplysningernes endelige vurdering og redigering inden optagelsen i den hamburg-bremerske bispehistorie. Det vides ikke, hvordan Adam kommunikerede med kongen. Måske talte de hver deres modersmål, måske havde en af dem et vist kendskab til den andens sprog, måske medvirkede der en tolk. Muligheden for at noget er blevet misforstået i samtalens løb er nærliggende, og at Adam ikke har fået fat i det særprægede, fremmedartede navn Hardeknud, synes indlysende. Hvis kongen sagde "Hardeknud søn Svends", kunne det nemt blive til "Hardegon filius Suein" på den lange og "farefulde" vej fra danerkongens mund til Adams pergament. Og hvis man sætter "Hardegon = Hardeknud", så det være på omtrent denne måde det foregik. Der er nemlig ingen varianter af navnet Hardegon i de ældste håndskrifter, så der er intet belæg for en antagelse om afskriverfejl. "Hardegon filius Suein" er antagelig nøjagtigt, hvad Adam skrev, og "Hardegon, søn af Svend", hvad han havde i sinde at skrive.

Nu er problemet så blot, at kongen ikke nødvendigvis sagde "Hardeknud søn Svends". Han kunne ligesåvel have brugt et af udtrykkene "Hardeknud Svends søn", "Svends søn Hardeknud" eller "Svends Hardeknud" - hvis han altså mente, at Svend var faderen og Hardeknud sønnen. Alle fire former findes på de samtidge eller næsten samtidige runesten som anvendelige og gængse patronymika. Men hvis kongen mente det stik modsatte, ville han have kunnet sige "Svend søn Hardeknuds", "Svend Hardeknuds søn", "Hardeknuds søn Svend" eller "Hardeknuds Svend". Det er tvivlsomt, om en tysker med generelle kommunikationsvanskeligheder, uden forhåndskendskab til de omtalte personer, uden sikkert kendskab til nordiske patronymika og nordisk genitiv, ville kunne opfatte forskellen mellem de to situationer. Og lige så tvivlsomt er det, om en tysk skriver på stedet ville være i stand til at formulere latinske bøjningsformer af de nordiske navne, så der sidenhen (d.v.s. hjemkommen til Bremen) ikke kunne opstå tvivl om den rette fortolkning. Kort sagt: Adam af Bremen er ikke noget sandhedsvidne m.h.t. slægtskabsforholdet mellem Hardeknud og Svend.

De, der senere læste, hvad Adam af Bremen havde skrevet, kunne derimod ikke være i tvivl. Hardegon/knud var sønnen, og det var ham, der kom fra Nortmannia og fordrev Sigerich. Når derfor Roskildekronikøren, der havde Adam som en hovedkilde, følger dennes udlægning m.h.t. patronymikonet og alligevel skriver, at det var Svend, der var en "overløber fra normannerne", så kan det - som tidligere nævnt - dårligt forklares på anden måde, end at han havde en alternativ kilde med kong Svend som "overløberen", som den "langfodede". Og når andre historikere senere insisterede på, at Svend var søn af Lodneknud (ikke Hardeknud!) på trods af både Adam af Bremen og Roskildekrøniken, så må det være tegn på det samme. Og forklaringen på dette kunne altså blot være, at traditionen ved Svend Estridsens "hof", som Adam altså misforstod, blev nedskrevet lokalt i en dansk version, der sidenhen tabte kampen mod den fejl, der blevet båret igennem af bremerbispekrønikens ufortjente autoritet.

Hvis blot én af Svend Langfods krigere (født o.925) blev firs år gammel og på sine gamle dage fortalte om sin ungdoms bedrifter til ét ungt menneske af familien (født o.990), der blev firs år gammel, så ville der på den tid, da Adam af Bremen besøgte Svend Estridsen, endnu leve en person, for hvem svenskevældets fald o.943 ikke var fjern historie, men levende familieerindring. I de fleste nutidige familier ville man via gamle folks loyale gengivelse af beretninger, som de havde hørt fra gamle slægtninge om disses selvoplevede begivenheder, kunne opnå troværdigt kendskab til navne og markante hændelser 125-130 år tilbage i tiden (det er ihvertfald muligt i min familie). Dér går grænsen for levende familieerindring. I middelalderen ville det selvfølgelig være et sjældent tilfælde på grund af den langt lavere gennemsnitlige levealder, men ikke et umuligt tilfælde, for den maksimale levealder var ikke meget lavere end i dag. I 1070 levede f.eks. endnu Estrid, kong Svends egen moder, og hendes barndoms gamle mennesker voksede op i Gorms dage. I en nutidig familie ville de fleste helt naturligt kende, eller uden stort besvær, uden arkivstudier, kunne få kundskab om bedsteforældres bedsteforældres navne og lidt biografiske oplysninger om dem. I en middelalderlig kongeslægt, hvor slægtskab og afstamning spillede en langt vigtigere rolle, må det have været ikke blot nemmere, men ligefrem en nødvendighed at kende sin slægt en 4-5 generationer tilbage. Svend Estridsen må have kendt meget til sin morfars farfars historie, og det er som nævnt i begyndelsen af dette afsnit uforståeligt, at han ikke skulle have fortalt Adam noget brugbart om kong Gorm.

Forklaringen kan næsten kun være, at Svend Estridsen faktisk fortalte Adam af Bremen om sin tipoldefar, nemlig lige præcis det, der i Adams fejlfyldte gengivelse blev til historien om Hardegon filius Suein. Men det, Svend Estridsen i virkeligheden fortalte ham om sin slægts magtovertagelse i Danmark, var altså efter al sandsynlighed, at det skete, da hans forfader Svend Hardeknudsen, der var kommet til landet fra Normandiet, til sidst berøvede kong Sigtryg af det svenske dynasti hans sønderjyske kongerige. Hvis ikke dette handler om kong Gorm, så er der ikke noget i Adams værk, der kan kaldes Svend Estridsens historie om denne prominente tipoldefar.

Gorm kaldes i Adams værk Hardeknud Gorm, måske er et "filius" faldet ud under tekstoverleveringen, så meningen er: Hardeknuds søn, Gorm. Måske er Hardeknud Gorm blot Hardeknuds Gorm i en misforstået latinisering uden genitivendelse. Måske er Hardegon filius Suein en tilsvarende latiniseringsfejl ved gengivelsen af Hardeknuds Svend. Under alle omstændigheder: Gorm og Svend er begge sønner af en mand med det usædvanlige, faktisk unikke navn Hardeknud. Så må de jo være brødre, hvis ikke de er identiske.

I næste afsnit skal argumenteres for, at det sidste er tilfældet, altså for ligningen "Gorm=Svend".


4. Gorm Svend

"Svend" er ikke noget rigtigt kongenavn, ikke engang et rigtigt personnavn. Det er et fællesnavn med en betydning, der går tilbage til de ældste nordiske sprog, nemlig: drengebarn eller ungersvend. Når det er blevet et personnavn, så har vejen sandsynligvis været den, som utallige andre navne af samme type har taget. En person har i løbet af sin levetid erhvervet navnet som et tilnavn, der efterhånden har fortrængt det givne navn og er blevet personens daglige kaldenavn. Sidenhen har andre personer kunnet navngives med det og har båret det fra fødslen f.eks. som følge af opkaldelse efter den person, der oprindeligt erhvervede det. Da alle af hankøn på et eller andet tidspunkt har været både drengebarn og ungersvend, er ordet ret meningsløst som tilnavn pånær som hæftet på en, der i sin barndom eller tidligste ungdom var/gjorde noget, der var usædvanlig for én på den alder, noget som man normalt først var/gjorde, når man var ældre.

Svend Tveskæg er den første, almindeligt accepterede og historisk veldokumenterede konge, der hed Svend. At det var hans givne navn, som han bar fra sin tidligste barndom, kan udledes af beretningen om, hvordan han fik Otto den Stores navn som kristennavn i dåben. Når man ser i hvor høj grad kongeslægtens medlemmer navngives efter nærmest slavisk fulgte opkaldelsesprincipper, er det nærliggende at søge efter en ældre, mandlig slægtning, som han kunne være opkaldt efter. Da han jo blev sin faders efterfølger, og da han som barn var med ved den nævnte dåb, er det sandsynligt, at han var Harald Blåtands ældste søn. Efter de gældende regler burde han så have været opkaldt efter sin farfar, for der fandtes vel ingen mere fordelagtig opkaldelse overhovedet end efter den farfar, der var konge i det rige, man forventedes at arve.

Svend Tveskæg burde altså have heddet Gorm, og når han ikke kom til at hedde det, men i stedet for fik navnet Svend, er den mest logiske følgeslutning, at det var fordi hans farfar, den danske konge, som han skulle efterfølge, blev kaldt Svend. Ikke kun Svend Tveskæg blev ikke opkaldt efter Gorm, ingen kendt efterkommer efter Gorm fik nogensinde navnet (pånær en tvivlsom, historieløs søn af Svend Estridsen). Navnet Gorm fik overhovedet aldrig nogen særlig udbredelse i Danmark. Udover sagnkongerne og de(n) historiske konge(r) findes blot en håndfuld Gorm'er fra den danske middelalder, og ved middelalderens slutning levede navnet kun lokalt i nogle få sogne på Fyn.

Svends opdukken og Gorms forsvinden kan altså forklares under ét med en antagelse om, at kong Gorm også blev kaldt Svend. Nu hed han jo ubestrideligt Gorm, og der vil senere blive argumenteret for, at det navn fik han af ganske bestemte "politiske" grunde som barn. Altså må Svend have været et tilnavn, som han erhvervede i løbet af sin levetid. Han skulle da ifølge det ovenfor udviklede have været/gjort noget usædvanlig som barn. Og da hans bestilling jo var kongehvervet, er der ikke langt til den næste slutning. Gorm fik tilnavnet Svend, fordi han blev konge allerede som barn. Både hans nærmeste og de folk, han regerede over, ville i den situation passende have kunnet give ham kælenavnet kong Svend - det ville jo simpelthen betyde "barnekongen" eller "drengekongen"- og de mennesker, der senere fulgte ham gennem livet og kendte til hans tidligste historie, ville have kunnet kalde ham sådan resten af hans dage, fordi han for dem først og fremmest var kendt som ham, der blev konge som barn. På den måde bliver det forståeligt, hvorfor han i officielle sammenhænge, hvor det var vigtigt at signalerede dansk kongeslægt - f.eks. på runesten - kaldte sig Gorm, selv om han af mange - slægt og venner og krigere - blev kaldt Svend og husket som Svend. Hos Adam af Bremen stammer Hardeknuds Gorm fra en dansk biskop, der kendte ham fra en anden synsvinkel end den danske konge, der kaldte ham Hardeknuds Svend, fordi sådan huskedes han i familietraditionen. Svend Estridsen ville jo så netop være opkaldt efter en morfar, Svend, der selv var opkaldt efter sin farfar, Svend.

I denne familietradition huskedes også, at han kom til Danmark fra Normandiet. Det er derfor ikke mærkeligt, at det er i (anglo-)normanniske kilder, man finder de bedste vidnesbyrd om Drengekongen. Vi har set tidligere, hvordan Vilhelm af Jumièges, der jo var Adam af Bremens samtidige, kaldte en dansk konge, der levede i det 10.århundredes første halvdel for kong Svend. Vi allerede har indset, at kong Sigtryg, der blev fordrevet af kong Svend fra Normandiet, søgte til Normandiet, hvor han blev dræbt. Det øger naturligvis troværdigheden af det vidnesbyrd, der fortæller, at en anden dansk konge, Harald, omtrent på samme tid blev fordrevet af en dansk kong Svend og søgte tilflugt i Normandiet. En normannisk historieskriver fra o.1070 har selvfølgelig haft lige så gode muligheder som Adam af Bremen for at kende en mundtlig tradition om begivenheder 125-130 år forud (F.eks. kan nævnes, at Gunnor, der var gift med den Rikard I, som den landflygtige kong Harald efter sigende reddede, var omkring firs år gammel, da hun døde i 1030).

Vi har også tidligere beskæftiget os med Gorm drengekonge-status, og set, at den var en uafvendelig følge af antagelserne om, at han var født senere end 908, og at han havde været konge i England engang. Men det, der dér kunne give anledning til nogen vantro, kan nu vendes til en uafhængig bekræftelse. For det giver jo den perfekte, eftersøgte begrundelse for tilnavnet Svend. En konge, der forsøgte at opretholde en kongemagt i resterne af et suverænt East Anglia o.920, måtte nødvendigvis være under stadigt pres, og måtte nødvendigvis opgive sit rige på et tidspunkt. Det nærmeste tilflugtssted for en dansk konge, der måtte fortrække fra England, var danerkolonierne på den anden side af Kanalen. Det er derfor helt naturligt, at historisk interesserede folk i det land, der husede den flygtende drengekonge og senere fulgte hans sejrrige bedrifter i sit nye kongerige - ikke mindst på grund af de konger, som han selv forjog til Normandiet - var blandt de nærmeste til notere og huske på Svend Langfod. Roskildekronikøren placerer en kong Svend i England. Saxo blander elementer af en tidligere kong Svends historie ind i Svend Tveskægs, en kong Svend, der optrådte i en strid med Edvard den Ældre, i en fredsslutning med dennes søn Athelstan, og som vendte tilbage til Danmark efter sit uheldige engagement i England. Begge disse historikere kan antages at have haft anglo-normanniske kilder til deres rådighed.

I denne afhandlings andet "bind" - Kong Knuds Saga - vil argumentationen blive yderligere udbygget.


5. Frode Gorm

Når man ser, hvad de norrøne kilder fra 1100- og 1200-årene skriver om Norges konger i det 10. århundrede, kan man godt undre sig over, hvor mager den danske overlevering er for den samme periode, og hvor meget forvirring, der hersker omkring selv de mest basale data som kongernes navne, rækkefølge og slægtskab. Fra Harald Hårfager til samtidens konger gentages med usvigelig sikkerhed og kun ringe variation i værk efter værk en sammenhængende norsk kongerække med præcise kronologiske og genealogiske angivelser. Og når man læser de norske kongers sagaer, får man næsten indtrykket af, at deres forfattere selv var til stede, da begivenhederne fandt sted, og at man endnu langt ind i det 13. århundrede levede med i deres liv og gerninger, som var de gode bekendte, hvis skæbne var vedkommende for såvel forfattere som tilhørere/læsere. Det gør naturligvis ikke umiddelbart de islandske sagaer til troværdige kilder til vikingetidens historie, men det maner til eftertanke: Kendte man ikke noget tilsvarende i Danmark? Hvorfor er Gorm og hans nærmeste forgængere og efterfølgere ikke lige så sammenhængende og levende beskrevet som deres samtidige i Norge: Harald Hårfager, Erik Blodøkse, Håkon Adelstensfostre, Harald Gråfeld, Håkon Jarl og Olav Tryggvason?

Svaret på det første spørgsmål må være: De nordiske samfund var så ensartede, at der ikke er nogen grund til at tro, at danerne interesserede sig mindre for gamle dage, eller at de havde mindre behov for den underholdning, der kunne leveres af mænd, der kendte og forstod at levendegøre fortidens hændelser. Forskellene beroede først og fremmest på det forhold, at danerne først blev kristne, og at historieskrivningen derfor tidligt blev "erobret" af gejstlige, boglærde latinister, for hvem et hvilkets som helst nedskrevet stykke latin havde højere beviskraft end de folkelige fortællinger på almuemålet. Kort sagt, der fandtes aldrig nogen dansk pendant til islænderen Ari Frode. I stedet for blev dansk middelalderhistorie udsat for Adam af Bremen, der havde alle muligheder for, men ingen virkelig interesse i at fortælle den sande historie om det 10. århundredes danske konger. Han spurgte nok Svend Estridsen om dennes forfædre, men udnyttede stort set ikke svaret. For ham var det nok at vide om de ældste konger, at de alle var hedninger, og derfor ikke særligt interessante. For ham var det, der talte, Bremerkirkens fremgang, og den kunne han bedst få frem ved den kendte konstruktion med den grumme ærkehedning Gorm, den meget kristelige Harald, der regerede i halvtreds år, og den ugudelige frafaldne Svend, der først vendte sig mod kristendommen, da Gud havde straffet ham, og Bremerkirkens folk have retledt ham.

Hermed var strukturen lagt fast, og ingen efterfølgende historiker vovede for alvor at sætte sig ud over den. Til Adams billede af den hedenske Gorm føjedes senere (måske indkommet via islandske mellemmænd) træk hentet fra den fejlagtige, men forståelige fortolkning af Jellingmonumenterne, der gjorde Gorm til den "Gamle", "Dvaske" eller "Tossede" ægtefælle til den unge, initiativrige og kloge Thyra. Den nationale overlevering, der afspejles i rækken Lodneknud, Svend Langfod, Frode, Klakharald, Gorm den Engelske, Harald Blåtand og Svend Tveskæg (bemærk den gennemførte anvendelse af tilnavne, præcis som i Norge, de kan dårligt tilskrives en boglærd, gejstlig latinist), måtte vige, og det, der ikke stemte med Adams konstruktion, måtte anbringes andetsteds og gav anledning til den udbredte forvirring og flere dubletter.

Hvis der i kildematerialet, som middelalderhistorikerne byggede på, var oplysninger om, at Gorm var eller blev kristen og var en hoveddrivkraft ved kristendommens indførelse, så kunne de jo ikke bruges. Man måtte opfinde en Gorm mere, en kristen kong Gorm (Gorm den Engelske) til at overtage kristne træk, der utvetydigt tillagdes en kong Gorm. Hvis der var den mindste tvivl om kongens navn, ville den i alle tilfælde blive afgjort på den måde, at navnet ihvertfald ikke var Gorm.

Hvis der gik historier om, at kristendommen for alvor kom til Danmark i den hedenske kong Gorms tid, så ville man have antaget, det var en fejl, og hvis historierne fortalte, at det var i kong Svends tid, så måtte det jo have drejet sig om Svend Tveskæg. Sådan ræsonnerede vel både Roskildekronikøren, Svend Aggesen og Saxo. På samme måde kan andre oplysninger om kong Gorm være blevet overført til den konge, der utvivlsomt blot er en middelalderhistorikernes nød-dublet af kong Gorm, nemlig kong Frode.

Vi har tidligere set, hvordan Gorm/Gottorm-Frode-Sven blev regnet for veldokumenterede konger, der regerede forud for Harald Blåtand, og at grunden hertil kunne være disse navnes forekomst i dokumenter - vel breve sendt mellem pave, ærkebisp og danerkongen/danske gejstlige - vedrørende striden om Bremerstifts ret til bispeudnævnelser i Norden. Frodes placering i kongerækken og oplysningerne om ham, synes som tidligere nævnt alene at basere sig på sådanne breve. Når de danske middelalderhistorikere skulle anvende brevene som kilde, har de altså skullet læse og forstå, hvad de udenlandske brevskrivere havde formuleret på grundlag af det, de havde læst og forstået. Der er således rige muligheder for misforståelser og fortolkninger m.h.t. de optrædende kongenavne, der altså måtte forventes afgjort til fordel for enhver anden mulighed, end at den omhandlede konge var Gorm. Der har selvfølgelig stået "Frode" et eller andet sted, og den omstændighed, at Frode er navnet på en hel række danske sagnkonger, har sikkert bestyrket troen på, at man dér havde fundet et ægte kongenavn, som man kunne tilskrive det, der umuligt kunne være Gorms.

Når vi nu kan se, at Frodes historie er den samme som Gorms, må forklaringen selvfølgelig være den, at Gorm også havde tilnavnet "Frode" og derfor også kunne kaldes kong Frode. I den nævnte korrespondance kunne man have anset det for nødvendigt at udrede det forhold, at kongen kunne kaldes ved flere navne. Der kunne f.eks. i det først afsendte brev have stået "Gorm kaldet Frode eller Svend", "Frode Gorm kaldet Svend", "Gorm eller Svend kaldet Frode", etc., etc. i en eller anden latinsk form, der både åbnede mulighed for frit valg af navn og indfortolkning af et passende patronymikon. Saxo skriver som allerede tidligere berørt, at Frode sendte bud til pave Agapitus, men at han var død, da svaret kom, og så lader han ellers bispeudnævnelses-sagen blive afgjort i Svend Tveskægs tid. Det kunne tyde på, at et af svarbrevene er stilede til en kong Svend, mens det på anden måde fremgik, at Frode havde sendt et brev af sted.

Tilnavnet "Frode" betyder "den Vise" (jf. Ari Frode, Sæmundur Frode), et højest passende tilnavn til en udefra kommende konge, der forsøgte at føre sine erfaringer fra det mere civiliserede udland ud i livet i det mere primitive og hedenske danske samfund. Hvis han var en boglærd og skriftklog mand - og det ville passe godt på en, der levede sine drengedage og ungdom i England og Normandiet i 920'erne - , hvis han gav love og eksperimenterede med administrative foranstaltninger, og hvis han plejede omgang med udenlandske gejstlige og korresponderede med selve paven, så måtte han i sandhed være en viis mand i sine nye undersåtters øjne.

Gorm var det navn, han blev givet ved fødslen, den politisk fordelagtige opkaldelse efter Danelagens store erobrerkonge, Svend var det kælenavn, han fik af sine nærmeste, da han blev drengekonge. Frode var det hædersnavn, han fik af indbyggerne i det nye land.


6. Navneforvirringen

På dette sted er jo nok en del stået af, og endnu flere må vel synes, at spøgen er drevet en tand for vidt, når man nødsages til at operere med hele tre forskellige navne på den samme konge, for at få brikkerne i puslespillet til at falde på plads. Men dertil er der jo kun at sige, at de tre navne ikke beror på vilkårlige antagelser. Når man fordomsfrit og uden forhåndsforventninger studerer kilderne, så optræder der faktisk både en kong Svend og en kong Frode i sammenhænge, hvor det dårligt kan være andre end kong Gorm, der er tale om. Det er selvfølgelig et grundlæggende problem, at hverken Svend eller Frode er nævnt i nogen absolut skudsikker samtidig kilde, og at deres eksistens kun kan begrundes med den samlede mængde af mere eller mindre tillempede indicier, og manglen på alternative, tilsvarende logiske og sammenhængende forklaringer på en række fænomener, der kræver forklaring.

Navneforvirringen er dog hverken total eller uudredelig. Der er tydeligt mønster i de tre kongenavnes overlevering, der er berørt allerede, men her skal tydeliggøres og udbygges:

Gorm er en kortform af Guthrum (Guthorm), der blev givet under ganske særlige omstændigheder, da kongen blev født i England. Det skulle demonstrere tilhørsforhold til den danske kongeslægt og ikke mindst arveret efter Guthrum I, der var Danelagens hersker i Gorms bedsteforældre-generation (Dette vil blive uddybet i "Kong Knuds saga"). I situationer, hvor kongen skulle demonstrere sin kongestatus eller optrådte som danernes konge (f.eks. på runesten eller i dokumenter), blev dette hans rigtige kongenavn brugt. I angelsachsiske kilder, i det land, hvor navnet Gorm havde direkte "politisk" betydning, vedblev han at være kong Gorm, og de norrøne kilder, der har mange engelske berøringspunkter, kender ham også kun under det navn. Desuden bruges Gorm i de kilder, der har fortolkningen af Jelling-monumenterne som grundlag, eller som overvejende kender ham via Adam af Bremen.

Svend var et kælenavn han fik af sine nærmeste og brugtes af dem, der kendte ham som Drengekongen. Derfor finder man ham under dette navn i anglo-normanniske kilder og i familieoverleveringen i den danske kongeslægt. For hans nye danske undersåtter var dette ikke et navn, der sagde nogen noget. De havde kun kendt ham som voksen, magtfuld, kundskabsrig og fremmedartet, altså som den vise Gorm. Men navnet Gorm var ikke noget udbredt personnavn, og danerne på hans tid havde næppe nogenside kendt en konge af det navn i den form. Derfor blev Frode hans kaldenavn, og i de folkelige fortællinger om den vise vikingekonge, der havde ført krige over hele Europa, der var kommet til landet fra England, der havde bragt lov og orden, fred og kristendom med sig, var det hans navn. Derfor kunne Saxo forputte historien om ham i sagnene om de mytiske Frode'r fra den norrøne sagnkreds.


7. Kong Gorms Saga

(Her kommer med tiden et afsnit, der resumerer Gorms historie og tidsfæster begivenhederne)