Niels Andersen Nyrups historie
VII. NYRUPS SØNNER
1. Livet går videre
Det år, Niels Nyrup døde, var det store samtaleemne den bratte afslutning på I.C.Christensens storhedstid.
Et vigtigt skridt i den demokratiske udvikling blev taget i dennes sidste tid i foråret 1908. Rigsdagen vedtog en ny kommunallov, der afskaffede den priviligerede valgret og gav stemmeret
til kvinder og tyende ved de kommunale valg. Herefter havde alle beboerne på Lyngholm altså
i princippet lige meget at skulle have sagt i sognets anliggender, og det var lige så meget som
sognets største skatteyder.
Frederik VIII's forhold til de "udannede" venstrefolk, som hans far så modvilligt havde givet
adgang til regeringstaburetterne kun syv år tidligere, var allerede de allerbedste, og det led
ingen skade ved denne nyeste demokratiske "udskejelse". I begyndelsen af 1908 var han sammen med konsejlspræsidenten på triumftog gennem landet, og den simple skolelærer fra Hee
i Vestjylland var i kongens mund blevet til "en bro mellem konge og folk".
Men i juli samme år måtte I.C. Christensen fyre sin justitsminister Alberti, og i september
meldte denne sig selv til politiet. Han havde bedraget Den sjællandske Bondestands Sparekasse
for 15 millioner kroner. Regeringen måtte gå af, og der blev rejst rigsretssag mod dens chef
for ikke at have behandlet sagen forsvarligt og for at have dækket over Alberti. Venstre bevarede dog regeringsmagten et år endnu, først med historikeren Niels Neergaard og den sidste
månedstid med lensgreve Holstein-Ledreborg som leder. I en kort periode derefter, mens Venstre var mest svækket af skandalen, fik Danmark sin første radikale regeringschef (Zahle). Men
allerede i 1910 generobrede Venstre posten, der gik til den fynske højskolemand Klaus
Berntsen. Da var Alberti-sagen afklaret: Hovedpersonen blev idømt otte års tugthus, mens
I.C.Christensen slap med en "næse".
Alberti-skandalen, rigsretsagen og dens afslutning gav stof til mange avisforsider. Derimod
blev der næppe skrevet meget om det danske fodboldlandsholds 2-1 sejr over England i 1910.
For det var den første fodboldlandskamp nogensinde, der blev spillet på dansk grund. Fodbold
var ikke nogen særlig udbredt sport, og Ekstrabladet havde med kun seks år på bagen endnu
ikke fundet sin endelige form.
På Lyngholm vendte dagligdagen snart tilbage til sin vante gænge, og for Stine og de tre
voksne børn gik livet videre uden de store forandringer i disse tre år.
Ane boede hjemme, og det var i denne periode, hun begyndte at blive syg. Hun blev svært
nervesvækket, vanskelig at have med at gøre og ganske plejekrævende. Sygdommen havde
efter sigende sit udspring i kærestesorg, og den blev gradvist værre og værre.(189)
Sønnerne var efterhånden et par voksne karle, men deres ungdom havde ikke alene bestået af hårdt arbejde ved landbruget. Som andre af de mange unge mennesker, der var på landet i de år, deltog de i egnens forlystelsesliv i week-end'erne og ved højtiderne. Tit så man dem til ballerne på kroer og i forsamlingshuse i omegnen sammen med spillemanden Jakob Bugge.
Mon ikke også der blev kigget efter pigerne, og folk begyndte vel også at snakke om, om ikke
snart Nyrups sønner skulle giftes?(190)
2. Anders og Margrethe
Anders var den af de to brødre, der først fandt sig en ægtefælle. Pigen var tretten år yngre end
han. Hun hed Margrethe og var datter af husmand H.C.Duch i Ungstrup.
Selv om det var Anders, der var ældste søn og havde arbejdet mest hjemme på ejendommen
i Skræ, så blev det ikke ham, der overtog hjemmet. Måske havde han ikke lyst til at byde sin
tilkommende unge kone (og sig selv) at starte familie under de efterhånden ret besværlige forhold, der herskede hjemme i Skræ med familiemedlemmer (den gamle mor, den ugifte bror og
den syge søster), der måtte følge med og være en del af de nygiftes hverdag og familieliv.
Det er forståeligt, at Anders og Margrethe foretrak at etablere sig et helt andet sted, også selv
om det blev under forhold, der forekommer mere spartanske end dem, de kunne have fået i
Skræ. De to brødre diskuterede rimeligvis dette problem indgående, inden beslutningen blev
truffet. Vi må tro, at Anders faktisk fik hjemmet tilbudt, og at han takkede nej af ovennævnte
grund(191). Så samtidig med, at giftermålet forberedtes, gik Anders igang med at finde et levebrød
og et sted at bo.
På Thorning Vestermark boede på den tid den bekendte smed og opfinder Niels Fogh(192) - også
kaldet "æ hørswinger" - i sin høje alderdom i et husmandssted, der ejedes af hans søn af samme
navn i Amerika. Den gamle mand ønskede at flytte til Kjellerup, og stedet var til salg med det
meste af hvad, der var på det. Det sagdes at være en parcel af den gård, der engang tilhørte
Mads Doss.
Anders købte ejendommen for 7200 kr (heraf 2200 kr for løsøret). Han overtog et kreditforeningslån på 4500 kr, udstedte et pantebrev til Fogh på 1000 kr, og havde vel så de sidste 1700
kr i kontanter. Det er muligt, at nogle af pengene stammede fra Peter, der i så fald allerede på
dette tidspunkt begyndte at købe broderen ud af ejendommen i Skræ.
Den 16.februar 1911 var Anders og hans kommende svigerfar H.C.Duch i Kjellerup for at
skrive under på papirerne. Svigerfaderen var med som vidne og rådgiver, han holdt fra første
færd nøje opsyn og hånd i hanke med sin datter og svigersøns økonomiske forhold og bistod
dem nok også.
Vielsen fandt sted i Thorning kirke den 17.marts. H.C.Duch og en slægtning af ham,
gårdmand E.F.Duch fra Thorning var forlovere.
Parret flyttede straks ind på ejendommen på Thorning Vestermark, hvor de i de kommende år
fik nok at se til under ganske vanskelige vilkår. Den 33-årige Anders måtte skaffe familien et
udkomme af det lille landbrug, som han ifølge skødet havde overtaget med:
"alt hvad der paa Ejendommen er af Besætning, bestaaende af en Hest, 4 Kreaturer, 2 Grise og Hønsene, samt endvidere udvendig Tilbehør, saasom 1 Plov, 1 svensk Harve, 1 ligetandet Harve, 1 Char-a-banc, 1 Arbejdsvogn, 1 tohjulet Vogn, 1 Trillebør og Smaaredskaber."(193)Margrethe, der ved brylluppet endnu ikke var fyldt 21 år, måtte snart lære at udfylde både moderens og landhusmoderens rolle. I 1912, den 20.februar, blev deres første barn født. Det var en datter, der døbtes i Thorning kirke på forældrenes et års bryllupsdag og fik navnet Mary Kristine Nyrup. Margrethe bar selv barnet, hendes far og forældrenes brødre Rikard Duch og Peter var faddere.
3. Stationsbyen
I maj måned 1912 døde Frederik VIII under et ophold i Hamburg, og sønnen Christian X blev
ny konge.
Ved et pudsigt sammentræf, så var det netop det år, da titallet blev taget i brug i kongerækken, at det også blev officielt indført i en række andre optællinger og målinger. I 1912 gik man over til metersystemet. Det varede dog en rum tid, inden det smarte system, hvor alle omregninger kunne ske ved flytning af kommaer, sejrede over de velkendte, men mere besværlige enheder i daglig brug. Tommer, alen og favn, pund og lispund, skæpper og tønder, potter og pægler gik ikke straks af brug. Og folk vedblev at have en mils vej til Kjellerup længe efter, at milepælene var blevet udskiftet med kilometersten.
Til den gamle administrative tredeling af landet i hovedstad, købstæder og landsogne var der
i løbet af en generation kommet en fjerde kategori: stationsbyerne. Jernbanestationerne fik
mange landsogne til at ændre karakter og udvikle sig til egnscentre, der bragte mange byforeteelser tættere på landbefolkningen.
I 1912 blev Kjellerup stationsby ved åbningen af banestrækningen til Rødkærsbro. Da havde
byen allerede været i kraftig vækst i mere end fyrre år, men stationen var med til at sætte
yderligere fart i udviklingen.
De fleste beboere i Thorning havde altså en mils vej til Kjellerup, så når folk skulle til Viborg
eller længere bort med tog, så var det stadigvæk for mange lige så praktisk at gå eller cykle til
Frederiks Stationsby.
Men kort tid efter - i begyndelsen af 1914 - fik mange folk i Thorning sogn en ny grund til at
tage turen til egnens stadigt mere dominerende centrum.
Amtssygehuset i Kjellerup blev taget i brug det år, og man kan med en vis ret hævde, at da
begyndte en ny udvikling i de omboende familiers liv, eller snarere i deres sygdom og død. Før
den tid var der ikke mange på egnen, der kom på sygehus. De, der var så alvorligt syge, at
indlæggelse kunne komme på tale, vovede man sjældent at udsætte for de strabadser, som den
lange og ubekvemme transport til Viborg eller Silkeborg ville påføre dem. Det almindeligste
var, at man lå syg derhjemme og døde i sin egen seng blandt sine nærmeste. Det havde været
med til at give folk et naturligt og hverdagsagtigt forhold til død og døde, men det begyndte
nu langsomt at ændre sig. Det blev efterhånden et særsyn, at nogen lå på dødsleje i hjemmet -
det skete næsten kun ved pludselige dødsfald, for alvorligt syge kom på sygehus. Døden blev
i stadig højere grad et anliggende for professionelle, og at tage afsked med et kært familiemedlem blev omgærdet med nye, upersonlige biomstændigheder, og altså også lang vej på sygebesøg.
Lægekunsten havde gjort mange fremskridt, og lægens anseelse var steget betydelig på en
menneskealder. Når man tilkaldte ham, forventede man, at han kunne gøre noget. Folk i
Thorning sogn sendte som regel bud efter den læge, der havde praksis i Kjellerup. Man skulle
ikke længere selv hente ham, for lægerne var blandt de første, der begyndte at køre rundt på
egnens grusveje i deres egne biler.
Selv ved de sværeste sygdomme kunne man håbe på lægevidenskaben. Og var den praktiserende læge magtesløs, kunne man knytte håb til en indlæggelse. Sygehuset i Kjellerup havde
kun fungeret i to år, da det første medlem af Nyrup-familien døde der, og siden blev det rammen om mange familiemedlemmers afsked med livet.
4. Hverdag og verdenskrig
Ved folketingsvalget i 1913 blev Socialdemokratiet landets største parti regnet efter stemmerne,
men p.g.a. af valgmåden, der favoriserede landdistrikterne, bevarede Venstre positionen som
det største parti i folketinget.
Det stigende antal arbejderstemmer på landet, specielt i stationsbyer som Kjellerup, hvor udviklingen også medførte fremvæksten af nogen industri, gik tabt for Socialdemokratiet, for det
store flertal af landbefolkningen var stadigvæk venstrefolk. Efter valget måtte Klaus Berntsen
alligevel p.g.a. det taktiske spil træde tilbage som konsejlspræsident og overlade posten til den
radikale Zahle, der herefter beholdt den de næste syv år. Klaus Berntsens regeringstid prægedes
af diskussionerne om en forfatningsændring. Han var selv en ivrig fortaler for en ny grundlov,
men det blev hans efterfølger, der kom til at forestå dens gennemførelse.
Den 28.juni 1914 faldt de fatale skud i Sarajevo, der udløste den første verdenskrig. Danmark
holdt sig neutral, men alligevel blev de følgende fire år stærkt præget af begivenhederne i det
store udland. Ved krigsudbruddet udsendte den danske regering en neutralitetserklæring og advarede befolkningen mod at være "uneutral". Der vedtoges en række kriselove indeholdende
rationering af visse levnedsmidler og fastsættelse af maksimalpriser på vigtige varer.
For den unge familie på Thorning Vestermark var krigsudbruddet dog næppe nogen skelsættende begivenhed. Der havde man hverdagsproblemer nok, der tog opmærksomheden.
Parrets andet barn blev født præcis 23 måneder efter det første, den 20.januar 1914. Det blev
en søn. Han blev båret til dåben af nabokonen Ane Laier (gift med gdr. Nikolaj L.) og fik
navnet Ejnar Nielsen Nyrup. Denne gang var både Anders og Peter faddere, og H.C.Duch
optrådte nok en gang.
Tiden fra slutningen af 1890'erne frem til første verdenskrigs begyndelse havde været en stabil
fremgangstid for dansk landbrug. Eksporten af husdyrprodukter (først og fremmest til England)
steg stærkt samtidig med, at også priserne var jævnt stigende.
Men selv om Anders og Margrethe etablerede sig i en tid med forholdsvis gode vilkår for
landbrugerne, så var det dog en svær opgave at skaffe udkommet og de nødvendige kontanter.
Mange husmænd måtte supplere indtægterne ved at arbejde som daglejere for gårdmændene,
men Anders satte en stor ære i, at det aldrig blev nødvendigt for ham (se side 188).
Der hørte en smal strimmel hedejord (5L) yderst mod vest i Thorning Vestermark til ejendommen. Der hørte en tilsvarende, upraktisk fjerntliggende hedelod til mange af gårdene i Thorning. Trods sit i forvejen beskedne jordtilliggende, skønnede Anders, at han havde mere nytte
af kontanter end af det besværlige (og ufrugtbare) areal. Så han solgte det omkring årsskiftet
1914-15 til Aage Torp fra Knudstrup for 400 kr. Det er selvfølgelig også muligt, at han var
tvunget til salg, fordi han manglede pengene til et bestemt formål.(194)
Herefter havde han kun 12 tønder land at dyrke.
På den tid fik Anders og Margrethe en ny nabo i stedet for det tidligere folketingsmedlem
A.J.Knudstrup, der gik på pension til julen 1914. Hans afløser som førstelærer ved Thorning
Vestermark skole hed Herman Jensen.
5. Margrethes død
Sidst på året 1915 skulle Margrethe nedkomme for tredje gang. Det skete den 18.december,
og barnet blev en pige. Margrethe lå i barselssengen i julen og nytåret og nogle dage ind i det
nye år. Hverken hun eller den nyfødte datter havde det godt. Den 3.januar var barnet så svagt,
at man hentede naboen i skolen, Hermann Jensen, der forestod dets hjemmedåb. Også
moderens tilstand forværredes, og til sidst måtte hun af sted på sygehus. Her kunne man intet
stille op, og den 17.januar, en måned efter nedkomsten, døde Margrethe på Kjellerup Amtsygehus kun 25 år gammel. Begravelsen foregik fra hjemmet fem dage senere, den 22.januar
1916.
Nu sad altså Anders alene tilbage med tre små børn: Mary på 4 år, Ejnar på 2 år og den
nyfødte datter, der overlevede og fik navnet Margrethe efter sin mor. Da hun var et par måneder gammel, var hun rask nok til at blive fremstillet i kirken. Lærerfruen fra Thorning
Vestermark bar hende, fadderne var Anders selv, H.C.Duch og gdr.J.Kr.Andersen fra Viumgård.
Anders kunne umuligt klare sig uden hjælp i huset, og han tog sig en husbestyrerinde. Det blev
Ane Kirstine Sørensen, en datter af husmand og murer Niels Sørensen på Kousted Mark ved
Randers. Det var hende, der kom til at tage sig af de tre moderløse børn, af hvilke kun Mary
bevarede en svag erindring om moderen.
6. Peter og Kristine
Selv om Peter og Anders formelt stadigvæk ejede Lyngholm i fællesskab, så havde Peter i
praksis været eneejer, siden Anders købte sit eget. Moderen holdt hus for ham, og hos dem
boede endnu den syge søster Ane.
På den måde gik der fem år, inden han fandt sig en livsledsagerske. Hun hed Kristine, boede
i Thorning Vestermark og var datter af husmand Johan Jacobsen, der i daglig tale også gik
under navnet Johan Vindel (Wendel).(195) Hun var kun knap 22 år gammel og dermed 14 år yngre
end Peter.
Netop på den tid, da tragedien ramte broderens familie, lagde Peter og hans tilkommende
planerne for deres fremtidige liv sammen. Den 8.maj 1916 stod deres bryllup. Vielsen foregik
i Thorning kirke, Anders og brudens far var forlovere.
Oven i den familiemæssige tragedie fik Anders også et økonomisk problem dette år. Den
panteobligation, han i sin tid, da man handlede, havde udstedt til Niels Fogh på 1000 kr, blev
opsagt til betaling til juniterminen 1916, til det tidligst mulige tidspunkt efter obligationens
ordlyd. Niels Fogh, der levede i sin høje alderdom under kummerlige forhold i Almtoft ved
Kjellerup, havde i 1912 transporteret sin fordring videre til sønnen Hans Fogh i South Dacota
i Amerika, og denne havde i 1914 videresolgt den til en vis Laurs Jakobsen i Malling. Ham var
det, der nu afkrævede Anders betalingen. Det vides ikke, hvordan han skaffede de mange
penge - han optog ikke noget andet lån i stedet - men betalt blev de da.(196)
Måske forstrakte Peter ham med et nyt afdrag på halvparten af ejendommen i Skræ. Måske gav
han ham de sidste penge, så han selv kunne gå ind i sit ægteskab som reel eneejer af
Lyngholm.
Kristine måtte som en udefrakommende optages i den familie i Skræ, der havde fungeret, som
den var, i fem år. Det var svære betingelser at begynde den nye tilværelse som mor og husmor
under. Den gamle mor Stine var godt 70 år og havde uafbrudt i henved 32 år stået for husholdningen. Selv om der blev møbleret om og flyttet rundt, og Stine fik sin aftægtsstue, så gik der
nok en rum tid, inden den gamle kone for alvor slap tøjlerne og lod sin svigerdatter komme til
i fuldt omfang at indtage sin retmæssige plads i hjemmet. Og hertil kom så den syge svigerinde, der også skulle passes.
I sandhed ikke nogen nem start for den unge kone, men snart skulle det sidste problem blive
løst.
Den sommer, Peter og Kristine blev gift, måtte Ane indlægges på Kjellerup Sygehus. Det vides
ikke, hvad der var den konkrete årsag til indlæggelsen, men hendes almindelige helbredstilstand
var med årene blevet stadigt dårligere. Hun var kun 31 år, da hun døde på sygehuset den
14.juli 1916. Begravelsen foregik fra hjemmet i Skræ otte dage senere.(197)
7. Tidens kvinder
Kristine og hendes svigermor kunne nok på adskillige punkter være uenige om, hvad der var
den rette husførelse, for der var sket store forandringer i husmoderens arbejdsopgaver, siden
den ældre kvinde lærte sine metoder. Stine havde i sin levetid oplevet mange forandringer, og
på mange punkter havde hun selv måtte følge med udviklingen.
Længe efter at mejerierne havde overtaget fremstillingen af mælkeprodukter, var der kvinder,
der ikke kunne affinde sig med, at det ikke længere var deres arbejde. Det varede nogen tid,
inden alle regnede "centrifuge-smør" for rigtig smør, der kunne serveres for familien. Så
mange holdt noget af mælken tilbage, så de selv kunne fortsætte med at lave smør og ost.
Malkningen forblev kvindens arbejde (Peter lærte det aldrig rigtigt), og meget af den tid, der
sparedes ved at mejeriet overtog smørkærningen og ostelavningen, måtte hun i stedet for bruge
på den større mælkemængde.
Det var også svært for de ældre kvinder at skulle erkende, at den gamle, traditionsbundne - ja
nærmest højtidelige - brødbagnings tid var forbi, og at man ikke længere spiste det korn, man
avlede på sin egen mark. Det varede mange år, inden alle husmødre købte bagerbrød i større
stil og i det hele taget accepterede, at det var noget, en ordentlig husmor kunne gøre. Men for
Kristine var hjemmebagning noget, man gjorde for at have finere brød og kage til søndage,
højtider og fester.
Den nye tids kvinder havde fået andet at se til. Man var på moderne vis begyndt at bruge
service og bestik, og det skulle helst være rent. En række andre nye arbejdsopgaver udsprang
af det ændrede syn på hjemmets renlighed. Allerede da Stine flyttede fra Duehøjgård til
Nørgård, oplevede hun de forandringer, der fulgte med, når man "vendte op og ned på gulv
og loft". I Nørgårds stuehus var der ler (gips) på loftet og brædder på gulvet, i Batum var det
omvendt. Dér skulle de stampede lergulve fejes engang imellem, og skulle der være pænt, blev
der strøet fint gulvsand. Gulvbrædderne, som der jo også var i det nye stuehus i Skræ, krævede
mere vedligeholdelse.
Opvask, tøjvask og gulvvask, hjemmets og familiens renlighed var blevet en langt større del
af hver dags arbejde. Den større besætning gav også husmoderen mere arbejde både i stalden
og på marken. Det var ikke mindst den besværlige roedyrkning, der krævede alle mand af hus
med hakkejern eller stikgreb.
Til gengæld måtte flere af de gamle kvindesysler træde i baggrunden eller glide helt ud. En
gammel kone kunne nok mene, at den unge generation spildte megen tid på pynt og pjank og
vandpjaskeri, hvor de hellere skulle have beskæftiget sig med nyttigt husflid, og at de købte
mange ting, som de hellere burde have lavet selv.
Men historien melder intet om, at det ligefrem skulle have givet anledning til konflikt mellem
Kristine og hendes svigermor.
8. I krigens tid
Mens disse mange begivenheder fandt sted hos de to Nyrup-brødre i deres første år som
ægtemænd og familiefædre, fortsatte den store krig ude i verden. Og den satte stadig større
spor i familiernes hverdag, ikke mindst p.g.a. af prisstigninger og vareknaphed. Priserne fortsatte sin unaturlige himmelflugt hele krigen igennem (og nogle år derefter). Det blev stadig
vanskeligere at skaffe varer fra udlandet.
Verdenskrigen forsinkede også i nogle år ikrafttrædelsen af den nye grundlov, som Christian
X havde underskrevet den 5.juni 1915. Men alligevel holdt man Danmarks første folkeafstemning i slutningen af 1916 efter nye valgregler, der gav stemmeret til kvinder og tyende også
i rigets anliggender. Afstemningen drejede sig om salget af de dansk-vestindiske øer. Flertallet
af de forholdsvis få vælgere, der mødte op, mente, at de 87 millioner kroner, som amerikanerne ville give for øerne, var en god pris for forringelsen af Danmarks status som kolonimagt.
Der var en slags politisk borgfred i Danmark under det meste af verdenskrigen, så statsminister
Zahle (der havde skiftet til den nye titel i 1915) kunne bevare sin post gennem hele krigen og
et par år derefter.
Den 1.februar 1917 erklærede Tyskland "uindskrænket ubådskrig", og kort tid derefter gik
amerikanerne ind i krigen. Det forværrede drastisk forholdene i Danmark. Og regeringens
bestræbelser på at sikre alle befolkningsgrupper de nødvendige forsyninger gav sig i hverdagen
udslag i yderligere indgreb og bureaukrati, nye rationeringer og kontrol- og tvangsforanstaltninger.
Om foråret skete også en anden - knap så verdenshistorisk, men for denne bog ganske vigtig -
begivenhed. Den 17.april blev Peter og Kristines første barn født, en søn, der fik navnet Niels.
Først ni år efter sin død og først "i fjerde forsøg", fik Niels Andersen Nyrup således et barnebarn opkaldt efter sig. Begivenhedens betydning for denne bog kommer af, at netop denne
Niels har hørt, husket og genfortalt det meste af den mundtlige overlevering om sin farfar,
uden hvilken der næppe var blevet nogen bog.
En anden af årets markante fødsler fandt sted et halvt år senere. Det var Sovjetunionens. Ved
den bolsjevikkiske "Oktoberrevolution" mente dens fædre at have skabt grundlaget for et
kommunistisk verdensherredømme. Men deres "barn" skulle vise sig mindre livskraftig end den
lille Niels i Skræ.
9. Den spanske syge
Det var også i 1917, at Jeppe og Marie opgav landbruget, solgte deres ejendom i Resdal og
flyttede til Silkeborg. I en halv snes år derefter var Jeppe cykelhandler i Alderslyst, hvor parret
også bosatte sig. Plejesønnen Thorvald havde stadigvæk sit hjem hos dem, men han var voksen
og ude at tjene.
Verdenskrigen blev afsluttet med Tysklands nederlag og underskrift på en våbenhvileaftale den
11.november 1918. Men glæden over udsigterne til normale forhold overskyggedes for mange
af en ny fare, der kom til landet udefra.
I begyndelsen af 1918 bredte sig nemlig i krigens kølvand en forfærdende influenzaepidemi.
Krigens sult og elendighed gav den mange, lette ofre, og den kostede 27 millioner mennesker
livet. Det var mere end dobbelt så mange som selve krigen.
I kampen mod denne "spanske syge" kunne Danmark ikke holde sig neutral, også her var der
mange dødsofre. Alene i København blev 100000 smittede, og sygdommen trængte frem til
landets fjerneste egne.
Blandt de døde var der uforholdsmæssigt mange unge mennesker. Mange af de ældre havde
nemlig erhvervet immunitet, da influenzaen sidst havde et (mindre) udbrud i landet i
1890'erne.
I Holmstol (i Gjern sogn) havde Thorvald plads som karl. I adventstiden blev han angrebet af
den spanske syge, og efter et ganske kort sygdomsforløb døde han.
Det var plejeforældrene i Alderslyst, der bekendtgjorde det for slægt og venner i Silkeborg
Avis og bød til hans begravelse på lillejuleaftensdag 1918. Det var et hårdt slag for det ellers
barnløse par.(198)
10. Krigsregnskabet
Tysklands nederlag i første verdenskrig åbnede mulighed for, at det gamle problem om Danmarks sydgrænse kunne finde sin endelige løsning. Versailles-traktaten dikterede tyskerne
meget ydmygende fredsbetingelser. Det skulle blive en medvirkende årsag til, at den første
verdenskrig ikke blev den sidste i dette århundrede. En af traktatens paragraffer fastslog den
slesvigske befolknings ret til at afgøre tilhørsforholdet ved en afstemning. Denne fandt sted i
to omgange i februar og marts 1920 og resulterede i, at den nordligste del af Slesvig stemte for
genforening med Danmark. Af de tre løsningsforslag, der prægede den danske politiske debat
halvfjerds år tidligere, var det altså "Slesvigs deling", der endte med at blive en realitet. Men
grænsen kom til at gå noget længere mod nord, end der hvor sproggrænsen var i 1850.
Striden om, hvorvidt Danmark på trods af afstemningsresultatet burde kræve en sydligere
grænse, helt ned til Danevirke eller i hvert fald syd om Flensborg, forårsagede en regeringskrise (Påskekrisen). Det endte med, at statsmister Zahle efter syv år på posten måtte gå af. Det
påfølgende valg blev det første holdt efter forholdstalsmetoden (hvor partiernes mandattal
svarer til deres stemmetal). Her mistede regeringen sit flertal, og venstremanden Niels Neergaard blev regeringschef for anden gang. Den nye regering gennemførte genforeningen i overensstemmelse med afstemningen.
Mange mente, at Christian X optrådte for magtfuld under Påskekrisen og glemte, at enevælden
var afskaffet. Grundlovene fra 1849 og 1916 havde ladet monarken beholde en ikke uvæsentlig
rest af enevælde. Da man senere på året gennemførte den grundlovsændring, som sønderjydernes tilbagevenden nødvendiggjorde, benyttede man lejligheden til at foretage yderligere
indskrænkninger i kongemagten. De vigtigste var afskaffelse af kongens ret til at erklære krig
eller slutte fred uden rigsdagens samtykke og hans ret til at udpege medlemmer af landstinget.
Generhvervelsen af Nordslesvig var Danmarks mest markante fordel af krigen. Men neutraliteten havde også givet landet mere direkte, økonomiske fordele ved handlen med de krigsførende nationer. 2 milliarder kroner kunne man opgøre krigstidsfortjenesten til. Men den
galopperende inflation udhulede den dog en del.
I 1919 var en ko, der før krigen kunne koste o.300 kr, steget til 750 kr. Mælken blev afregnet
med knap 32 øre pr.liter, ti år tidligere var afregningsprisen kun 9 øre. Kiloprisen for de
leverede slagterisvin steg fra under 1 kr til 2,73 kr i løbet af krigsårene. Inflationen fortsatte
et par år efter krigen, priserne toppede først i 1920 og nåede op på næsten det tredobbelte af
førkrigsniveauet.
Også andre virkninger af krigen: rationeringer og prisreguleringer slap man først af med ved
den tid.
I Skræ prægedes dagliglivet af familiens støtte vækst. Efter det første barns fødsel i 1917 fulgte
i hvert af de følgende år et nyt, omtrent hver trettende måned. Anna blev født i 1918, Aage i
1919. Og fire uger efter, at Christian X red over den gamle grænse ved Kongeåen på sin hvide
hest og ind i det genvundne Nordslesvig, blev det fjerde af Peters og Kristines børn, Gerda,
født i 1920.
11. Missionen
Anders og Peter tilsluttede sig begge Indre Missions samfund i Thorning. Sandsynligvis skete
det engang mellem 1910 og 1920, og det er ikke utænkeligt, at det var gennem deres ægteskaber, de blev ført ind i kredsen.
Men præcis hvornår og hvordan, det skete, fortaber sig i det uvisse, for de har ikke været
særlig meddelsomme med hensyn til, hvordan livet formede sig i deres unge dage. Som
tidligere nævnt havde familien oprindelig næppe nogen tilknytning til IM, og de to halvsøstre
i Silkeborg og Århus fik det aldrig.
I Thorning Vestermark blandt Anders' nærmeste naboer boede nogle af sognets markante
missionske personligheder, og bekendtskabet med disse kan også have medvirket. Peter tjente
fra sit tolvte til sit sekstende år, altså længe inden han sluttede sig til missionen, hos den mangeårige formand for IM i Thorning, gårdejer Nikolaj Laier (1857-1933). Senere var både denne
og hans kone faddere for brødrenes børn (i 1914 og 1925).
Familien Rask i Thorning Vestergård hørte nok også til omgangskredsen. Dens overhoved, Kristian Rask (1890-1959), var i en årrække IM's ubestridte førerskikkelse og i flere perioder dens
enlige repræsentant i sognerådet.
De to brødre fik resten af deres dage et fast ståsted i Indre Mission. Det var Peter, der engagerede sig mest direkte i samfundets arbejde. En enkelt gang (i 1929) lod han sig overtale til at
stille op på IM's liste til sognerådsvalget, men det var en ren formalitet. Listen opnåede på den
tid konstant de 80-90 stemmer, der gav valg til Kristian Rask og ikke til andre, og Peter fik kun
en enkelt stemme.
Men senere fik han andre tillidshverv for IM i Thorning.
12. Anders og Kirstine
Anders' tid som enkemand endte, da han og Kirstine, der havde været hos ham i nogle år som
husholderske, besluttede at gifte sig i efteråret 1920. Margrethe, hans første kone, havde da
været død i næsten fem år.
Hendes tre efterlevende børn, Mary, Ejnar og Margrethe, skulle sikres deres mødrenearv,
inden Anders atter kunne indgå i ægteskab. Så den 19.november var der skifteslutning efter
hende. Børnenes værge var deres morfar H.C.Duch, der også var den, der skulle påse, at
skiftebrevets bestemmelser blev overholdt.
Der blev ialt 2199,85 kr til børnene - 733,28 kr til hver - men i skiftebrevet læses:
Enkemanden Husmand Anders Nielsen Nyrup, Thorning Vestermark, erklærede sig ude af Stand til kontant at udbetale de umyndiges Arv, men androg paa, at denne maatte blive indestaaende i Boet mod thinglæst Udlæg i Boets samtlige løse og faste Ejendele, derunder den faste Ejendom i Thorning By og Sogn, ... næst efter de deri tidligere prioriterede Forhæftelser, og da Værgen, Husmand Hans Christian Duch, Ungstrup, intet fandt at erindre herimod, tillod Skifteforvalteren, at Midlerne forblive indestaaende hos Enkemanden mod anførte Sikkerhed. Af Arven bliver ingen Rente at svare, saa længe Børnene inden det fyldte 18 Aar forbliver i Hjemmet og der nyder Underhold ...(199)Dagen efter skifteslutningen fik parret kongebrev, og ugedagen derefter igen, lørdag d.27.november foregik vielsen i Hørup kirke, i Kirstines hjemsogn. Forlovere var brudens bror Viggo Sørensen og plantør Peder Pedersen Vig fra Hejnsvig. Brylluppet blev fejret i Dalsgård ved Kjellerup, hvor Kirstine dengang havde bopæl.
13. Nybyggeri i Skræ
Den 29.oktober 1922 fandt Danmarks første radioudsendelse sted, og den 5.november kunne
man for første gang høre Lyngby Radio, hvis man ellers havde et apparat.
Det var der naturligvis ikke mange, der havde, og der skulle gå endnu mange år, inden man
fik radioapparat på Lyngholm. Men selv om man havde haft det, så var der næppe blevet tid
til at lytte, for den søndag var der barnedåb i Skræ. Ægteparrets femte barn, en datter, blev
døbt og kaldt Martha. Barnet levede imidlertid kun kort tid derefter og døde kun seks uger
gammelt den 25.november.
Denne ulykkelige begivenhed i familien var ikke den eneste grund til, at Peter næppe havde
tid til at følge med i de nyeste fremskridt i den trådløse nyhedsformidling. Da man i juni måned
det følgende år for første gang kunne høre radioavis over Lyngby Radio, var hans tanker
optaget af fremskridtene i hans egen hverdag.
I foråret 1923 besluttede han nemlig at sætte et omfattende nybyggeri igang. Gårdens gamle
vest- og nordhus skulle erstattes af større og mere moderne udbygninger.
Det var et byggeri, der krævede kapital og dermed optagelse af nyt prioritetslån, så det var
nødvendigt at få afklaret ejendommens ejerforhold også på papiret. Anders havde længe været
ude af den daglige drift, og han havde nok fået pengene for sin halvpart i ejendommen - de
sidste sandsynligvis i 1916 - men han stod stadigvæk som medejer på skødet. Den 20.april
måtte de to brødre så afsted til dommerkontoret i Kjellerup for at få sagen ordnet. Anders
skødede sin halvpart til broderen, og betingelserne fremgår af skødet. Peter skulle overtage Anders' andel af kreditforeningsgælden på 6000 kr og aftægtsforpligtelsen over for forældrene (nu
kun moderen) på 1700 kr. Desuden skulle han kontant betale 2000 kr, hvad der forlængst var
sket. Anders' andel sattes altså til 5850 kr. Ejendomsskyldværdien var 11000 kr, så af de 5850
kr regnedes de 350 kr for betaling for overtaget løsøre. Skødet blev tinglyst fjorten dage
senere.
Herefter kunne Peter henvende sig til Thorning Spare- og lånekasse og bede om et lån på 4000
kr. Det bevilgedes, og obligationen underskrev man den 21.august.(200)
I 1919 havde han kostet nyt tagpap på det østre hus, den gamle heste- og kostald. Det fik lov
at blive liggende, men forfaldt efterhånden. Men de gamle nord- og vestlænger blev jævnet
med jorden og erstattet med nye tidssvarende udbygninger. I efteråret 1923 kunne man flytte
kreaturerne og svinene over i det nye vestre hus. Og årets høst kunne bringes ind i en ny lade
i det nordre hus, hvor der også indrettedes hestestald.
Det efterår, mindre end et år efter den lille Marthas død, fødte Kristine en ny datter, der også
blev en ny Martha. Da hendes dåb blev indført i Thorning sogns kirkebog, fik Peter for sidste
gang stillingsbetegnelsen husmand. Måske var det nybyggeriet, der fik provst Larsen til at "forfremme" ham til boelsmand.
14. Arbejderne
Folketingsvalget i april 1924 var det første, der blev radiotransmitteret fra senderen i Lyngby.
Selv om der stadigvæk kun eksisterede nogle få tusinder modtagere - fortrinsvis primitive,
selvbyggede krystalapparater - så var valgresultatet spredt over hele landet, inden morgenaviserne var på gaden: Socialdemokratiet havde fået flertal sammen med de radikale, og Danmark skulle have sin første arbejderregering. Den tidligere cigarsorterer fra Randers, Thorvald
Stauning, dannede en socialdemokratisk mindretalsregering.
Partiet var blevet stiftet i 1878 under det officielle navn Socialdemokratisk Forbund, som det
beholdt indtil engang 1960'erne. Det fik første gang valgt 2 folketingsmedlemmer i 1884, men
først ti år senere begyndte mandattallet stige. I løbet af tredive år voksede partiet støt, og netop
i 1924 blev det folketingets største.
Partiets vækst afspejlede den industrialisering af det danske samfund, der havde fundet sted i
den samme periode. Men den var sket først og fremmest i hovedstaden, købstæderne og de
mange nye stationsbyer på landet.
De fleste af arbejderne i Thorning sogn var landarbejdere, der kun havde ringe tilknytning til
arbejderbevægelsen. De fleste af karlene og pigerne på gårdene var landmandssønner og -døtre,
der forventede selv med tiden at blive selvstændige. Mange af de ansatte på mejerierne og
mælkekuskene var smålandbrugere, der supplerede indtægten ved lidt lønarbejde. Der fandtes
ingen større industrivirksomheder i sognet, folk uden for landbruget var mest handlende og
håndværkere med få ansatte.
Fagforeninger og arbejdskonflikter var byfænomener, der for de fleste landbrugere blot var
trusler mod samfundsordenen og deres egen pengepung.
Det var nok ikke nemt at være en af de første socialdemokrater i sognet, hvor mange ikke
skelnede så nøje og så en kommunist og ateist i enhver "rød". Og der var sikkert også dem,
der så faren for en overmægtig kommunistisk statsmagt i to af den første Stauning-regerings
lovinitiativer: Der indførtes folkeregistre i 1924, og statsradiofonien blev oprettet i 1925 med
monopol på radiospredning. Staten havde hermed fået bedre kontrol med sine borgere og det,
der tegnede til at blive den vigtigste nyhedsformidling.
Men Stauning proklamerede, at han ville føre "en demokratisk samfundspolitik" og ikke
klassepolitik, og så udnævnte han ellers landets første kvindelige minister, undervisningsminister Nina Bang.
15. Stines død
Stine blev 80 år den 30.oktober 1925. Hun havde da i flere år boet i aftægtstuen på Lyngholm.
Hun havde været en høj kone engang, men hun blev noget krumbøjet af alderen.
Til sidst blev hun også noget forkalket. Hun kunne finde på at gå hjemmefra, hun ville til Batum. Peters ældste søn, Niels, måtte undertiden sove inde i aftægtsstuen ved hende for at passe
på, at hun ikke stak af om natten. Men alligevel skete det, at hun var væk om morgenen. Man
kunne så finde hende på vej over til Anders' eller inde hos en af naboerne, der kendte hendes
særheder og vidste, at hun snart ville blive hentet hjem.
På sine gamle dage oplevede Stine et mylder af børnebørn, der vravlede om benene på hende
og trak i hendes skørter, når hun sad i stuen. Der var seks i Skræ, hvor den sjette, Karl, var
blevet født i begyndelsen af 1925. Og inden det år var omme, var der syv i Thorning
Vestermark, hvor Krista kom til som det sidste barnebarn i hendes levetid.
Stine døde den 23.april 1926 og blev fem dage senere begravet ved sin mands side på Thorning
kirkegård.
Kort tid derefter kom en ung mand cyklende til Skræ. Det var en regnvejrsdag, og Peter var
i gang med at køre ajle ud. Det var tydeligt, at de voksne var pinligt berørt af hans besøg. Han
var nemlig kommet for at få del i arven efter Stine. Han fik en kop kaffe, men ingen penge,
og kørte snart igen.
Det er Peters ældste sønner, der husker episoden. De var dengang for små til at forstå, hvad
sagen præcist drejede sig om, og den udgør den dag i dag et uopklaret mysterium.
De eneste, der kunne kræve arv efter Stine, var jo hendes efterlevende børn eller hendes afdøde
børns efterkommere. Havde Ane et barn? eller havde Stine da andre børn end dem, hun fik
med Niels Nyrup? Eller var det blot en ung mand, der havde misforstået arveloven?
Mysteriet er som sagt uopklaret.
16. Madsen-Mygdals tid
I december 1926 måtte Stauning gå af efter et folketingsvalg, og superliberalisten Madsen-Mygdal afløste ham. Men indretningen af den socialdemokratiske samfundsmodel var begyndt,
og den nye venstreregerings kun godt to år lange periode blev en parentes i en uafvendelig
udvikling. Madsen-Mygdal mente, at staten skulle blande sig så lidt som muligt i erhvervslivets
forhold. Der skulle være fri handel og markedsøkonomi. Og da han mente, at friheden også
skulle gælde arbejdsmarkedets organisationer, og at markedskræfterne også skulle bestemme
arbejdernes lønninger, blev arbejderbevægelsen hans bitreste modstander. Hans regering blev
en hovedårsag til det ofte ret fjendske forhold, der udviklede sig mellem Venstre og
Socialdemokratiet. Sammenstødende mellem bøndernes og arbejdernes partier afspejlede også
reelle interessemodsætninger mellem de to befolkningsgrupper. I de mange andelsforetagender
var bønderne blevet arbejdsgivere. Arbejdernes lønkrav blev et direkte angreb på deres
indtjening, og strejkerne en stadig trussel mod tilførsler af gødnings- og foderstoffer, forædlingsvirksomheder og landbrugseksport.
I løbet af den kortvarige madsen-mygdalske parentes i Danmarkshistorien blev der født fire
børn i de to Nyrup-familier. Hos Anders fødtes nummer otte og ni i januar 1927 (Esther) og
februar 1928 (Erna).
Begge gange var Peter og Kristine faddere, og indimellem fik de selv deres ottende barn
(Sinne) i juli 1927. Da det niende barn blev født i april 1929, måtte Kristine indlægges på Kjellerup Amtsygehus. Fødslen gik godt, men barnet (Ingolf) levede ikke året ud. Kort før jul døde
han, kisten stod i stuen indtil begravelsen 3.juledag.
Måske var det de ulykkelige omstændigheder omkring denne barnefødsel, der gjorde, at parret
fra Skræ for en gangs skyld var fraværende, da Anders' børneflok rundede den halve snes i
august 1929, og sønnen Svend blev døbt i Thorning Kirke.
På det tidspunkt var Stauning atter blevet landets statsminister, en post han derefter bevarede uafbrudt i tretten år.
17. Mekaniseringen
Bestræbelserne på at genoprette kronens værdi efter de forløbne års voldsomme inflation var en hovedopgave for både den første af Staunings og Madsen-Mygdals regeringer. Det lykkedes med overraskende hast at få priserne til at falde og kronens værdi til at stige. For erhvervslivet, og ikke mindst landbruget, medførte dette en ny krise, og i årene 1925-1927 faldt landmændenes indtjening trods rekorder i produktionens størrelse.
Men efter et par svære kriseår begyndte det igen at se lysere ud for dansk landbrug. Året 1928 gav en god høst og gode indtægter, og året efter turde man erklære krisen for slut. Ganske vist faldt priserne på korn, men det var kun en fordel for de mange, der alligevel bare fodrede kornet op og tjente deres indkomst ved salg af animalske produkter. Man begyndte at tro på fremtiden, og mange landmænd besluttede netop i de sidste år af tyverne at foretage omfattende forbedringer af bedriften.
Peter var en af dem, der satsede stort.
Det gamle østhus var efterhånden helt forfaldet og lå hen som en dynge murbrokker. I 1930
besluttede han at bygge en ny østre længe. Det blev indrettet til hestestald og vognport. Hver
en brok af det gamle hus blev brugt, da væggene i det nye hus blev støbt.
I vognporten blev der plads til ejendommens maskinpark: plov, harver, tromle, slåmaskine,
hesterive og radrenser. Selv om den på den tid endnu var ret beskeden, så repræsenterede den
dog en række fremskridt, der var sket efter Peters overtagelse.
Tromlen var f.eks. af jern og havde afløst en gammel trætromle. I begyndelsen havde der kun
været en simpel maskine til såning af rorækkerne enkeltvis. Den nye såmaskine kunne klare
flere rader roer ad gangen, og så kunne den også indrettes til radrenser.
De første år havde Peter høstet sit korn med le, som hans far havde gjort det hele sit liv, så anskaffelsen af den hestetrukne slåmaskine var et stort fremskridt. Men stadigvæk var der i hver
høst et anstrengende stykke arbejde for husstandens medlemmer, når man skulle følge med i
slåmaskinens skår og samle og binde negene med håndkraft.
I vognporten stod også ejendommens køretøjer: stivvognen og fjedervognen. Den sidste var
mest til bykørsel, og der kunne monteres sæder på ladet, så hele familien fik siddeplads. Kristine var ikke helt tryg ved det, for hun syntes, hun sad noget højt, og hestene fik ofte lov at
strække ud, når der kørtes på familiebesøg.
Ved siden af vognporten blev der indrettet en ny hestestald til familiens to heste. Og på loftet
ovenover hestene blev en ny motordreven hakkelsmaskine opstillet. Da hestene var flyttet til
den nye stald, blev der plads, hvor de indtil da havde stået, til det største tekniske fremskridt,
der skete i Peters tid som landmand. Der blev installeret petroleumsmotor som trækkraft for
nye maskiner: foruden hakkelsesmaskinen blev der anskaffet kværn og tærskeværk.
Det var en stor forbedring og lettelse i arbejdet i stalden og laden. Fodringen af hestene blev
meget lettere, da man kunne kassere kniven og hakkelseskisten og slap for at skære halm til
hakkelse med håndkraft.
Det nye tærskeværk betød også en stor lettelse. Børnene slap for mange timers traven rundt og
rundt bagved hesten, mens den i hestegangen trak det gamle tærskeværk. Og det besværlige
arbejde med at rense avner fra kerner, der tidligere fulgte efter tærskningen, kunne det nye maskineri klare helt automatisk. Med kværnen kunne man nu selv male det aftærskede korn til
svinefoder, og man sparede derved mange køreture til møllen.
Byggeriet og de mange nyanskaffelser skulle finansieres. Det skete ved, at der i november 1930
blev lånt ti tusinde kroner i kreditforeningen. Heraf gik de fire til afvikling af sparekasselånet,
så den samlede pantegæld steg fra ti til seksten tusinde.(201)
At Peter ikke var den eneste, der troede på nye, gode tider, ses af landbrugsstatistikken: Forbedringer af enhver art og ikke mindst et omfattende byggeri fik på de to år 1929 og 1930
landbrugets samlede gæld til at stige med en halv milliard kroner. Men de to nogenlunde fede
år var alt, hvad man havde at stå imod med, da de magre stod for døren. Og netop som Peter
havde foretaget den store satsning til forbedring af sin ejendoms drift, viste sig de første tegn
på det, der skulle blive århundredets værste krise, ikke kun for dansk landbrug, men for hele
verdenssamfundet.
Hos familien i Skræ overskyggedes disse tegn dog i begyndelsen af en mere nærværende og
langt mere tragisk begivenhed.
18. Syv ukonfirmerede børn
Kristines tilværelse blev formet af en næsten ubrudt række barnefødsler. I de femten år, som hendes og Peters ægteskab varede, tilbragte hun mange timer i køkkenet i krogen ved komfuret med et barn på armen. Alligevel tog hun del i gårdens drift, når hun havde tid og kræfter til det. Men det meste af tiden var hun i omstændigheder, lå i barselsseng eller havde et spædbarn at tage sig af. Ti gange fødte hun, to gange måtte hun følge et barn til graven. Det sled på helbredet.
Fra den niende til den tiende fødsel gik der godt to år. I maj måned 1931 blev det yngste barn født på sygehuset i Kjellerup, men denne gang stod det ret hurtigt klar for hende og Peter, at hun ikke ville komme hjem til Skræ mere. Hun døde på sygehuset den 26.maj knap en måned før sin 37 års fødseldag.
Dagen efter kunne man i Silkeborg Avis læse følgende notits:
DØDSFALD.Fire dage senere blev hun begravet. Avisen skrev herom:
Boelsmand P.Nyrup, Skræ, har haft den store Sorg at miste sin Hustru nogle Dage efter en Barnefødsel. Afdøde, der var en god Hustru og en sjælden god, opofrende Moder, vil blive haardt savnet i Hjemmet, hvor der er 8 Børn, af hvilke de 7 er ukonfirmerede. Afdøde blev ca.37 Aar gl.
JORDEFÆRD.Det er ikke sært, at avisen som sikkert alle andre på den tid hæftede sig ved, at Kristine var død fra 7 ukonfirmerede børn. Hendes tidlige bortgang var naturligvis en meget sørgelig og ulykkelig hændelse, men samtidig syntes de praktiske problemer for Peter og hans store børneflok nærmest uoverkommelige. Ældste søn - Niels - var fjorten år og altså konfirmeret. De øvrige var Anna på 13, Aage på knap 12, Gerda på knap 11, Martha på ca.7½, Karl på godt 6, Sinne på knap 4 og så den fjorten dage gamle Kristian.
Lørdag Eftermiddag jordedes paa Thorning Kirkegaard Boelsmand P.Nyrups Hustru, Skræ, hvis Dødsfald vi allerede har omtalt her i Bladet.
Kristine Nyrup havde kun Venner, og hendes ret pludselige Bortgang fra den store Børneflok havde vakt stor Medfølelse saavel med Børnene som med hendes Mand og gamle Far. Det blev da ogsaa et stort Følge, der mødte i Hjemmet for at følge hende til hendes sidste Hvilested.
I Hjemmet bekendte Lærer Hermann Jensen, Thorning Vestermark, Troen og mindedes afdøde som den gode samvittighedsfulde og stille Hustru og Mor, der først og sidst havde ofret sig for sit Hjem og sine Børn. P.Nyrup udtalte bevæget et Farvel til sin Hustru.
I Kirken, der var smukt pyntet, blev Salmen "Min Gud befaler jeg min Vej" afsunget, og Pastor Ammentorp talte ud fra Davids 18. Salme, 29.-36.Vers. Herrens Førelse med os kan let komme til at hvile fortvivlende over os. Derfor lyder mangt et hvorfor, naar dette og hint sker, og vi ikke til Fuldkommenhed faar Svar derpaa. Vi maa lægge alt i Guds Haand, og vi tør det; thi hans Tale er lutret, fri for Fejl, ren og klar, og hans Ord bestaar evindelig. Han vil øve os i Bønnens Strid, og jo mere dette sker, jo mere helt og fuldt bliver han vort Skjold til Frelse ved Vorherres Naade. Han frelser fra Nød og Sorg paa sin egen vidunderlige Maade.
Ved Graven blev efter endt Jordpaakastelse Salmen "Krist stod op af Døde" afsunget, og en Svoger til afdøde takkede for udvist Deltagelse.(202)
19. Landbrugskrisen
I januar 1930 fik landmændene 2,86 kr for et kg smør, to år senere kun 1,95 kr. I den samme periode faldt flæskepriserne endnu mere katastrofalt fra 1,54 kr til 0,64 kr. Så brat vendte de fede år til magre, og kun få kunne på den baggrund klare deres økonomiske forpligtelser.
Børskrakket i New York i oktober 1929 havde spredt sine ringe i vandet, og i løbet af 1930
ramte de også den danske landbrugseksport. Det almindelige økonomiske tilbageslag fik mange
lande i Europa til at beskytte deres egen økonomi ved importreguleringer og toldmure. Det gav
svære afsætningsproblemer for de danske landbrugsvarer og forårsagede de voldsomme prisfald
på landbrugets produkter.
Det foranledigede statsmagten til hidtil usete indgreb i landbrugets forhold. Og det fik bønderne
selv til i stort tal at slutte op bag protestbevægelsen L.S., der rettede kritikken både mod
regeringen og landbrugets "gamle" organisationer.
Bøndernes parti på tinge måtte bøje sig for nødvendighedens lov, sluge nogle ideologiske kameler om frihandel og markedsøkonomi og indgå forlig (herunder det store Kanslergadeforlig
1933) med de regerende socialdemokrater og radikale.
Resultatet blev en række forskellige produktionsreguleringer og støtteforanstaltninger. Den
kendteste af ordningerne var den, der efter et sindrigt regelsæt udregnede et antal svinekort for
hver ejendom. For hvert kort kunne man levere et svin til slagtning og få en pris beregnet ud
fra den engelske baconpris. Leverede man flere, måtte man nøjes med den langt lavere pris,
der gjaldt på andre europæiske markeder. Det samlede antal kort svarede til afsætningsmulighederne i England. Systemet med svinekort gjaldt helt til 1939.
Foruden svineordningen var der kornordning, oksekødordning, smør- og margarine ordning,
sukkerordning og kartoffelmelsordning. Desuden gennemførtes skattelettelser og lovgivning
om henstand og gældssanering. De fleste af ordningerne blev indført i 1933 og var i kraft til
årtiets slutning.
En del af Kanslergadeforliget var en gennemgribende socialreform. Det fastslog det hovedprincip, at der skulle ydes hjælp til folk i social nød som en ret og ikke efter et skøn. Begrebet
"hjemstedskommune" blev afskaffet. Efter 1933 kunne en sag som den, Visti blev udsat for,
altså ikke længere finde sted.
20. Brugsforeningen
Peter var den mest gældstyngede af de to Nyrup-brødre, så selv om hans ejendom var både
større og bedre end Anders', så var det nok ham, der svajede mest, da de blev ramt af krisens virkninger.
De første år af trediverne blev derfor for familien i Skræ en periode, hvor svære økonomiske
problemer blev føjet til den sorg og de vanskeligheder, som moderens død havde påført den.
Heller ikke Peter kunne klare alle sine gældsforpligtelser, og det var især regningen hos brugsuddeleren i Skræ, Anthon Døssing, der fik lov til at vokse til faretruende højder.
På et tidspunkt var den på flere tusinde kroner, og det bekymrede Peter meget. "Han kan sætte
os fra hus og hjem", mente han, og han brød sig ikke om, at børnene brugte deres spareskillinger på at købe legetøj og anden luksus i brugsen i de år.
Faren for, at Anthon Døssing skulle sætte ejendommen på tvangsauktion, var dog næppe
nogensinde hel akut. Peter havde et godt forhold til ham og kom en del i hans hjem.
Anthon Døssing havde overtaget stillingen som brugsuddeler i 1904 og i de 41 år, han havde
den, var han Skræs mest markante personlighed. Det var ham, der stod bag, da brugsforeningen opførte og flyttede til en ny bygning i 1907. Det hus, hvor foreningen virkede de
første ti år, blev beboelseshus, og i det gamle butikslokale, hvor Niels Andersen Nyrup gjorde
sine indkøb i Skræ Brugs, har nu en sønnesønnesøn sin dagligstue.
Anthon Døssing var en rig mand, der var med på de mest moderne ting. Han var med i det
konsortium på fire mand, der i fællesskab købte den første bil, der kom til Skræ. Og længe før
de fleste andre havde han radiomodtager.
Det skete mange søndag formiddage, at Peter tog cyklen ind til Skræ by for at høre gudstjeneste i radioen sammen med brugsuddelerens kone. Hun var nemlig også religiøst interesseret,
men vistnok nærmest grundtvigianer.
"Fanden tog mine penge og Vorherre min kone", sagde sidenhen Anton Døssing, der ikke delte
konens interesse. Om det sidste kan ingen vel dømme, men mod den første påstand kan indvendes, at ihvertfald en del af pengene forsvandt ved pengeombytningen efter 2.verdenskrig.
De penge, han ikke gemte i transportspandene derhjemme, satte han i jord og fast ejendom.
Folk i Skræ skyldte ham så mange penge, at man på et tidspunkt sagde, at hvis man gik op på
den gamle gravhøj uden for Skræ by og kiggede sig omkring, så var alt det, man kunne se,
Anton Døssings.
21. Tolv børn på tolv tønder land
I Thorning Vestermark var Anders og Kirstines børneflok vokset med endnu større regelmæssighed end den i Skræ. I samme måned (1931) som Kristine døde, fik ægteparret barn nummer
otte, Poul. Og i 1935 fik Anders så dusinet fuldt, da det yngste af børnene, Johannes, blev
født. "Ét barn pr. tønde land", som han selv spøgende sagde.
Selv om de ældste af børnene var ude af reden, inden de yngste blev født, så forekommer det
alligevel som en ufattelig bedrift at opfostre så stor en børneflok på så beskeden en ejendom.
I en lang periode var der tilmed en ekstra mund at mætte, idet Kirstines mor tilbragte sine
sidste år i Thorning.
Anders' børn skulle naturligvis hjælpe til, så snart de var store nok til at gøre nytte. Så for hver
af de mange munde, der skulle mættes, var der også et par flittige og arbejdsvante hænder, der
ydede deres til, at kunststykket lod sig udføre. Og man mødte hverdagens smalhals og andre
fortrædeligheder med livsmod og humør i rigeligt mål.
Men de mange barnefødsler med bekymringer om børnenes helbred og meget stram økonomi
prægede naturligvis hjemmet i Thorning Vestermark. Og der var også dage, hvor problemerne
føltes så overvældende, at det kunne knibe at holde modet og humøret oppe.
Der er klart, at Peter med den større og bedre ejendom havde gunstigere vilkår at arbejde under
end Anders. Men denne klarede sig ved at sætte tæring efter næring, og da krisen kradsede,
havde han fordelen af at være mindre forgældet.
Når han hentede sin del af overskuddet i Skræ Brugsforening - kun nogle få kroner - skulle han
gerne ind til broderen på vejen hjem for at høre, hvor meget der så var blevet til ham. Og da
måtte Peter som regel erkende, at han havde underskud, ikke overskud i sit mellemværende
med brugsforeningen.
Selv om Anders ikke stiftede gæld i samme omfang som Peter, fik også han foretaget en række
forbedringer. Han lagde nyt tag på husene, han byggede nyt maskinhus og hønsehus.
Ejendommens maskinpark blev moderniseret, og på flere punkter var han endog mere med på
de nye strømninger end broderen i Skræ. Men det skete i et tempo, der stod i rimeligt forhold
til ejendommens størrelse og med stor forsigtighed i pengesager.
Og så havde han ikke mindst en evne til at få noget ud af næsten alting. F.eks.: da han fik nyt
tærskeværk, blev det gamle værk ikke bare skrottet. Det blev lavet om til en rundsav, og han
tjente så penge ved køre rundt til gårdene med den og save for folk.
Allerede midt i trediverne fik Anders indlagt lys og kraft, til Lyngholm kom elektriciteten først
en halv snes år senere. I 1935 lånte han 800 kr i Thorning sparekasse, sikkert for at kunne
finansiere både installationen og køb af moderne maskiner. Men det bragte alligevel ikke hans prioritetsgæld på mere en 5300 kr, altså mindre end en trediedel af Peters.
22. Landbruget
Krisen lagde naturligt nok en dæmper på Peters lyst til at forsætte med de store investeringer
og moderniseringer. Der gik mange år inden det næste større, teknologiske fremskridt på
Lyngholm. Længe efter at selvbinderne havde vundet indpas på de fleste af naboernes marker,
fortsatte han med slåmaskine og opbinding med håndkraft. Selvbinder og såmaskine blev først
taget i brug af hans efterfølger.
Elektriciteten blev som nævnt lagt ind midt i fyrrerne, men indtil da hørte petroleum til de
større poster på bogen i brugsforeningen. Ikke kun motoren, men også alle petroleumslamperne
i stuehuset krævede brændstoffet. Hvis man færdedes udendørs eller i udhusene efter mørkets
frembrud, så måtte man have lygten med sig. Andet lys var der ikke dér. At vande kreaturerne
en mørk vinteraften kunne være en kold og besværlig - og lidt uhyggelig - opgave for en dreng,
når man i det blafrende skær fra "e løjt" skulle om til brønden ved enden af laden for at fylde
spanden med håndpumpen og derefter ind mellem køerne i den mørke kostald.
Peter brugte ikke meget kraftfoder, så det var begrænset, hvad køerne gav af mælk om
vinteren. Men mælkeafregningen fra mejeriet var alligevel en begivenhed, der blev imødeset
med stor spænding. Og ørebeløbet var børnenes lommepenge.
Salget af slagtesvin var også en vigtig indtægtskilde, og desuden kunne der skaffes kontanter
ved salg af æg og et større kreatur i ny og næ. Af markafgrøderne var der som regel kartofler
at sælge, og undertiden kunne der sælges korn, hvis avlen gav mere, end hvad der kunne
opfodres.
Peter var en dygtig landmand, der fik det bedst mulige ud af sin ejendom. Han passede på sine
ting, var omhyggelig med sit arbejde og lod ingenting gå til spilde.
Han nåede at opleve de første mejetærskere, og det spild af kerner, man kunne opleve i deres
spor, må have rystet ham. Når høsten var i hus, sendte han nemlig selv sine børn ud for at
samle de tabte aks. Så blev der foder til hønsene af dem.
Der blev i det hele taget ikke sjusket med markarbejdet. Der skulle pløjes, harves og tromles
så knap en knold lå forkert. Han mestrede sædemandens ældgamle, nedarvede kunst til
fuldkommenhed, når han med regelmæssige skridt travede de opmålte agre op og ned dagen
lang og strøede sædekornet i et jævnt lag, en håndfuld hver gang han flyttede en fod.
En anden teknik, han beherskede i lige så høj grad, var den at høste med le. Han havde sikkert
lært den af sin far, og han forsøgte at lære den videre til sine sønner. "Frem i e skor å bøw i
e lor", sagde han, men ingen af dem nåede ham til sokkeholderne.
Endnu ved midten af det tyvende århundrede kunne det gamle bondesamfunds vigtigste funktioner, sædemandens og høstmandens, altså studeres i den ægte, nedarvede form på Skræ hede.
Mugningen var med de større besætninger blevet en mere dominerende del af hverdagen på
landet. Peters generation af landmænd var ikke i tvivl om vigtigheden af den rette udnyttelse
af staldgødningen. Heller ikke her gik noget til spilde, og han samlede troligt efterladenskaberne efter hesten på gårdspladsen sammen og bar dem på møddingen. Der groede nemlig
græs på gårdspladsen, så kunne den tjene til græsning, og Peter lod sig kun modstræbende
overtale til at lade gårdspladsen gruse, da det var blevet moderne.
Når møget blev kørt på marken, skulle det spredes i et aldeles jævnt lag, og ikke den mindste
"klat" undgik hans blik og hans greb. Udkørslen af gødningen var en stor og besværlig arbejdsopgave, der undertiden nødvendiggjorde, at der hyredes en daglejer. Et andet surt stykke
arbejde var udkøring af ajle. Ajlekulen var forsynet med håndpumpe, så ajletønden, som han
ejede i fællesskab med en nabo, måtte fyldes med håndkraft, når de værdifulde dråber skulle
gøde marken.
Men trods omhuen med staldgødningen blev også forbruget af kunstgødning stadig større. Den
øgede tilførsel af gødning af enhver art var medvirkende til foldudbyttets konstante vækst. Men
den var også - sammen med det stigende forbrug af kraftfoder - en årsag til, at gæld til grovvarehandleren efterhånden kunne blive en lige så alvorlig trussel som gæld til kreditforeningen.
23. Boelsmænd
Nyrup-brødrenes tid som aktive landmænd falder i en periode, man kunne kalde det mindre
landbrugs storhedstid. Ikke blot var antallet af mindre landbrug så stort som aldrig før, men
holdningen til landbrugere uden for gårdmandsstanden var også ændret. Det skyldtes ikke
mindst husmandsbevægelsen og den politiske indflydelse, som husmændenes organisationer og
repræsentanter efterhånden fik, men også, at udviklingen havde gjort det muligt for de mindre
landbrugere at leve en værdig og selvstændig tilværelse uden tidligere tiders stadige risiko for
"at falde samfundet til byrde" og deraf følgende manglende respekt fra samfundets "støtter"
gårdmændene.
De gamle betegnelser mistede efterhånden deres oprindelige betydning. Enhver skattemæssig
virkning af hartkornet forsvandt i 1925, og med hartkornet forsvandt også det oprindelige skel
mellem husmænd og gårdmænd.
Et landbrug som Peters med nye bygninger og 30 tønder land veldreven agerjord ville ingen
længere regne for et husmandssted. Han kunne kalde sig gårdejer, uden at det skurrede i folks
ører. Det kunne Anders næppe.
Selv om man talte hoveder og ikke høveder på andelsforeningernes generalforsamlinger, så var
der stadigvæk mange andre steder, hvor dem med de store gårde talte med størst vægt og nød
størst prestige. De små og store landbrug havde hver deres interesseorganisation:
Landboforeningen og husmandsforeningen, der ofte havde svære samarbejdsvanskeligheder og
vidt forskellige syn på de (landbrugs) politiske spørgsmål. Men blandt de menige landbrugere
var skillelinjen ikke så tydeligt markeret.
At erklære sig selv for "husmand" blev efterhånden mere en politisk bekendelse af tilhørsforhold til husmandsbevægelsen end en angivelse af den sociale status. Mange, der hverken
brød sig om de politiske overtoner i ordet ellers dets gamle klang af underklasse, begyndte at
kalde sig boelsmand. Men de fleste mindre landbrugere foretrak at være slet og ret landmænd.
Anders og Peter var begge levende interesseret i landets, sognets og landbrugserhvervets
forskellige anliggender, men ingen af dem engagerede sig direkte i arbejdet i landbrugets
organisationer eller de politiske foreninger. Især Anders var en flittig avislæser. Han læste avisen fra den ene ende til den anden og tog alt med fra annoncer til fiskerinoteringer, for - som
han sagde - han havde jo betalt for det hele. Han læste højt for sig selv, og det blev højere og
højere, for i ret tidlig alder begyndte han at få problemer med hørelsen.
Sognepolitisk var de begge sikre støtter for den indremissionske liste, og i landspolitikken hørte
de nok til dem, der ikke kunne acceptere den uhellige alliance, der bestod mellem smålandbrugernes erklærede støtteparti og det københavnske frisind.
Både Anders og Peter var venstremænd, nærmest af den madsen-mygdalske linie. Da L.S. kom
frem, var de enige om at tage afstand fra bevægelsen og dens synspunkter. Anders mente, at
den, der lånte penge, selvfølgelig også skulle betale dem tilbage, ellers var der jo bare nogen
andre, der måtte betale for dem. De var imod uliberale foranstaltninger som rentetilskud og
gældssanering, der var vigtige punkter i L.S.'s program. Brødrene havde mange diskussioner
med en af Anders' svogre, der var en ivrig L.S.-mand.
24. Enlig far og opdrager
Peter blev enkemand som 51-årig og var det resten af sit liv. Han kendte et par damer, der kom
en del i huset hos ham. Der var specielt ét bekendtskab, der udviklede sig over længere tid.
Hun kom ofte på besøg og havde tit gaver med til børnene. Det er muligt, han spekulerede på
at gifte sig igen, men han gjorde altså ikke alvor af det.
Man kan ikke sige, at han påtog sig rollen som både far og mor for børnene. Han var og blev
først og fremmest deres far - en lidt fjern og undertiden endda ret streng autoritet. Tabet af
moderen fik søskendeflokken til at rykke tættere sammen, og tomrummet efter hende fyldte de
så at sige ud med hinanden. Og selv i dag efter to menneskealdres forløb kan man stadigvæk
fornemme en helt særlig indforstået og tryg stemning, når de otte søskende mødes.
Peters evner som enlig far og opdrager var jo nok noget ensidige. Det var mest deres opdragelse i den kristne tro og deres opdragelse til arbejdslivet, han tog sig af. Opdragelsen bar
præg af hans alvorlige og noget tunge kristendomssyn, som gav sig udslag i, at der blev sat
temmelig strenge grænser for, hvad børnene fik lov til at deltage i uden for hjemmet. De havde
dog rige muligheder for at udfolde sig i og omkring hjemmet, bl.a. med skoven som legeplads
og mål for lange ture. Faderen var også et kreativt menneske, der selv var en god tegner, og
han lærte børnene at underholde sig selv med blyant og regnehæfte.
De fik dog ikke lov til at lege al deres tid væk. Mens de gik i skole, fulgte han med i, om lektierne blev passet, og så snart de kunne gøre gavn, fik de også arbejde at passe på gården. Efterhånden som døtrene blev ældre, fik de flere og flere forpligtelser, og helt frem til 1948 skiftedes de til at være hjemme for at tage sig af husholdningen for faderen og de yngre søskende:
først Anna, siden Gerda og til sidst Sinne. De to ældste sønner tog på skift de forventede
sæsoner som karl derhjemme. Også Karl nåede at tage en tørn, inden faderen gik på aftægt,
mens Kristian, der endnu ikke var voksen karl, da det skete, udfyldte rollen som gårdens
hønsepasser i sine drengedage.
Der var ingen, der forventede eller forlangte løn for det.
Det var ikke kun sine egne børns religiøse opdragelse, Peter nærede omsorg for. Han var med
til at oprette en afdeling af K.F.U.M. i Thorning, og han var i en årrække foreningens
formand, hvor han ledede møderne og arrangerede udflugter både med rutebil og på cykel.
Men når de unge var ude sammen, så han helst, at pigerne og karlene sad hver for sig, og han
billigede ikke, at samværet og morskaben også omfattede sanglege.
Han var også på andre måder aktiv i IMs arbejde, en tid var han den lokale repræsentant for
Det danske Missionsselskab. Den særlige interesse for arbejdet med børn og unge mennesker
kom til udtryk i hans indsats for søndagsskolen og i, at han en overgang sad i skolekommisionen.
Peters engagement i IM gav ham lejlighed til at opleve andet end Skræs nærmeste omegn, hvor
han ellers tilbragte det meste af sin tid med at passe landbruget. Men han ville gerne
hjemmefra, når det var muligt, og hver gang terminsrenterne skulle betales, tog han cykelturen
til Viborg for egenhændigt at overrække pengene på Kreditforeningens kontor.
Viborg var som regel målet, når der skulle foretages større indkøb, og skulle man flere af sted,
foregik turen dertil som regel med toget fra Frederiks.
25. Familie i Silkeborg
Det skete også, at man besøgte Jeppe og Marie i Silkeborg. Turen dertil med Skive-Silkeborg rutebilen ad den omstændelige rute fra Skræ over Knudstrup, Frederiksdal, Kragelund og Funder til den store by forekom børnene som en uendelig lang rejse. Undertiden standsede bilen både i Skræ og ved skolen i Thorning Vestermark, så turen blev en fælles udflugt for fætre og kusiner fra begge hjem. Oplevelserne i de fremmedartede by-omgivelser blev mindeværdige barndomsoplevelser for de mange nevøer og niecer. Her oplevede de det rindende vands velsignelser. Her fik de deres første chokerende oplevelser med træk-og-slip - og lettelsen over alligevel ikke at have sat hele huset under vand, da man trak og slap. Her så de på nærmeste hold en trappeopgang, hvor folk havde indrettet sig i lejligheder oven på hinanden i høje huse.
Jeppe havde trukket sig tilbage fra arbejdslivet, da han nærmede sig de halvfjerds i slutningen af tyverne. Han og Marie var flyttet fra Alderslyst til et hus, de havde købt på Remstrupvej i Silkeborg (nr.5). De boede selv i en førstesals-lejlighed, resten lejede de ud.
Her tilbragte de deres fælles otium, der blev på en halv snes år. Jeppe døde i februar 1938. De
seks ældste nevøer bar hans kiste til graven, og Marie bød bagefter hele familien på kaffe på
Højskole-hotellet.
Da hun mente, hun ikke selv kunne klare besværet med at have lejere, solgte hun huset på
Remstrupvej og flyttede ind i en lejlighed på St.Blichersvej. Her boede hun så alene i mange
år. Det skete undertiden, at hendes ældste niece, Mary, måtte "sidde hos hende" og holde
hende ved selskab.
I de sidste år, hun levede, tilbragte hun juledagene i Skræ. På disse julebesøg kunne hun fortælle om de skammelige begivenheder fra hendes ungdom, og Lyngholms daværende ejer
(Niels Nyrup) var en interesseret lytter.
Marie døde først 82 år gammel i februar 1952. Det var Peter, der ordnede det praktiske i
forbindelse med hendes begravelse.
26. Familie i Århus
Da Jeppes kiste blev båret til graven i 1938, var det de to ældste nevøer, Ejnar og Sigurd, der
gik forrest. De var en hel del ældre end de fire fætre, der gik bag dem, og de var vokset op i
et helt andet miljø.
Mindre end et år forud, havde de været med til at bære deres mor til hendes sidste hvilested.
Sine døde 62 år gammel på Århus Kommunehospital den 14.juni 1937.
Efter udstationeringen i Struer var familien vendt tilbage til Århus, til en lejlighed på
Heibergsgade. De havde ikke fået flere børn.
Når Valdemar og Sine og drengene besøgte familien i Thorning og Skræ, var det en udflugt,
der kunne vare flere dage. Det var svært på de betingelser at bevare båndene intakt, og forbindelsen blev efterhånden løsere, selv om den aldrig blev helt brudt. Valdemar fortsatte sit
arbejde som lokomotivfører ved Statsbanerne lige til pensionsalderen. To år efter Sines død
giftede han sig igen (som 62-årig), med en ny Sine, den 42-årige Nielsine Gammelgaard Jensen.
Da han døde i 1964, var den ældste nevø Niels fra Skræ i Århus til hans begravelse, og endnu
tredive år senere er det en fast tradition, at den nye, men nu næsten 100 år gamle, "faster Sine"
skal have sin telefoniske julehilsen.
Men til en virkelig storby, Jyllands hovedstad Århus, kom man ikke i den rigtige faster Sines
tid. Ejnar og Sigurd Strunge var for meget ældre end fætrene og kusinerne på landet til rigtigt
at kunne tælle med i flokken. De var allerede fuldvoksne, gifte mænd ved Jeppes begravelse,
og gled efterhånden helt ud af familie-kredsen. Deres karrierer og skæbner i henholdsvis Esbjerg og Århus måtte man følge på afstand og på anden hånd.
27. To hjem
Anders og Peter var tæt knyttet til hinanden, og da de begge fik familier, blev disse naturligvis
inddraget i det nære forhold. Der var sjældent en begivenhed eller fest i den enes hjem, uden at den anden var til stede.
Det skete tit, at Anders havde hele familien med på besøg i Skræ. Og så kunne man der stå ved vinduerne på Lyngholm, kigge mod syd og på lang afstand se, når vognen med de to hvide russere pulsede støvet op på Thorning Vestermarks grusveje.
Den modsatte vej gik det, dog mest tværs over markerne, når børnene fra Skræ efter forskoletiden hos fru Nielsen i Skræ, begyndte skolegangen i hovedskolen i Thorning Vestermark. Anders' børn gik i forskole i Knudstrup (siden 1930 hos frk.Bruhn), så deres skolevej blev kortet
gevaldigt ned, når de kunne nøjes med de få skridt hen til deres nærmeste nabo. Her på
skolebænkene hos den enarmede lærer, Hermann Jensen (der 1936 efterfulgtes af Gunnar
Simonsen), var der også rigelig lejlighed til, at fætrene og kusinerne kunne mødes.
Efterhånden som børnene i de to familier i løbet af 30'erne og 40'erne voksede til og blev til
en flok unge mennesker begge steder, mødtes de to hold fætre og kusiner sammen med andre
i de to hjem, og begge steder var de unge altid velkomne, både til leg og til alvor. Selv om
fordelingen af leg og alvor kunne være forskellig i Skræ og Thorning Vestermark, så sattes der
aldrig spørgsmålstegn ved, at livsudfoldelsen fandt sted med fast forankring i børnelærdommen
og inden for de rammer, man havde med derhjemmefra. Man hørte til "de unge", og så var det
underforstået, at det var K.F.U.M. og K.'er, man talte om.
Familielivet hos Anders og Kirstine antog nok friere og fornøjeligere former end i Skræ. Det
skyldtes naturligvis både ægtefællernes lyse sind og særlig Anders' lyssyn, og den omstændighed, at der var to om at dele glæderne og sorgerne, hvor Peter alene måtte bære det tyngende
ansvar for sin families ve og vel.
28. To brødre
Selv om begge brødrene tillagde sig overskæg og senere tiltagende måne, så var der i det ydre nok flere forskelle end ligheder. En væsentlig forskel bestod i, at Anders var mere gymnastisk og spændstig end Peter. Han var noget slankere af kropsbygning, hvor Peter var af den mere faste type. Men begge brødrene var udstyret med en god fysik og et godt helbred. De mange års hårde slid ved landbruget - som ingen af dem gik af vejen for - var med til at bevare deres fysik og helbred til langt op i årene.
Plantagen, der dannede den vestlige grænse til deres fælles barndomshjem, spillede en stor rolle
i deres liv, og især Peter havde en stor forkærlighed for skoven. Begge var naturmennesker,
der holdt af at færdes i det fri, og især i deres yngre dage var begge ivrige jægere. Råvildtet
fra Ulvedal søgte ofte ud på Lyngholms marker, og Peter kunne sidde længe med sit gevær ved
skovbrynet og vente på, det skulle ske. Når der var klapjagt i plantagen, var der særlig gode
chancer for udbytte, men det var selvfølgelig ikke en jagtform, der gjorde ham populær hos
jægerne i skoven.
Det var den anden verdenskrig, der gjorde en ende på Peters jagt. Da besættelsesmagten
begyndte at interessere sig for folks private våben, solgte han sit jagtgevær og anskaffede aldrig
siden et nyt.
Begge brødrene havde gehør for musik, og Peter yndede gerne at tage harmonikaen med ned
til skovbrynet en sommeraften og spille melodier fra salmebogen eller Hjemlandstoner til glæde
for både sig selv og andre.
Brødrene lignede også hinanden på den måde, at de var ordensmennesker med et glimrende
håndelag for mange ting. De lagde stor vægt på deres ejendommes og tings stand, men de
havde sjældent brug for håndværkere, for småreparationer på bygninger og inventar kunne de
selv udføre.
På dette punkt var Anders dog den villeste. Han havde mere håndelag og fingersnilde end Peter
og lavede selv nyttige ting til bedriften - f.eks. reb og kurve. Det sparede ham for mange indkøb, der ellers ville have tæret af den som oftest ret sparsomme kontantbeholdning.
Anders var dertil mere fantasifuld og kreativ. Det gav sig udslag i, at han også pjattede med
aldeles unyttige ting som legetøj til børnene (f.eks. at lave tekander af småmønter) og bygge
violiner.
Anders var, så vidt man kunne forstå, det glade, umiddelbare menneske, der altid var oplagt
til en spøg eller god for en sjov bemærkning, hvorimod Peter i nogen grad tog tilværelsen og
sit åndelige liv noget tungere.
Men trods temperamentsforskellen var der alle dage det bedste forhold mellem de to brødre.
Søndag efter søndag kom Anders cyklende fra Thorning Vestermark til Skræ og stillede sin
cykel op ad husmuren - nøjagtig på samme sted hver gang. Og så kunne de to brødre sidde i
timevis ved køkkenbordet og snakke om alt muligt.
29. Ejnar
I 1940, en måned efter at landet var blevet besat af tyskerne, blev Anders' lyse sind imidlertid sat på en hård prøve, og kredsen af unge mennesker, der færdedes hos ham, fik en trist oplevelse. I Silkeborg Avis kunne man læse hvordan:
Avisreferatet taler for sig selv, men nævner dog ikke den almindelige antagelse, at stivkrampen, der kostede Ejnar livet, var forårsaget af, at han striglede heste og derved fik støvet fra dem i det ellers ufarlige, åbne sår.Den lille Rift medførte Døden.
I Gaar begravedes paa Thorning Kirkegaard en Søn af Boelsmand Anders Nyrup, Thorning Vestermark, Ejnar Nielsen Nyrup, der kun blev 26 Aar gammel. Han tjente hos Gaardejer Marius Nørskov, Vinderslev, og havde faaet en lille Rift i den ene Haand. Han ænsede det ikke og tænkte ikke paa, da han blev syg, at Sygdommen kunde stamme fra den lille Rift. Da han kom under Lægebehandling, var det for sent. En fremskreden Stivkrampe medførte Døden i Løbet af nogle faa Dage. Han tjente hos Marius Nørskov paa fjerde Aar og blev af ham og andre, han har tjent hos, omtalt som en ualmindelig flink og dygtig Karl.
Baaren førtes fra Kapellet ved Kjellerup Sygehus til Thorning Kirke og blev fulgt af et stort Følge, hvoraf en stor Del var hans unge Kammerater. Kransene laa tæt op ad Kirkegulvet, og signerede Kranse fra Hauge Ungdomsforening og K.F.U.M. og K. i Vinderslev dækkede Baaren.
Pastor Ammentorp talte over et Ord af Davids 103.Salme: Ligesom en Fader forbarmer sig over sine Børn, saaledes forbarmer Herren sig over dem, som frygter ham. Præsten sagde bl.a. henvendt til Ejnar Nyrups Hjem:
- Det kom som et Lyn fra en klar Himmel, at jeres store Dreng blev taget fra jer, og det er saa uforstaaeligt for jer, at I ikke har ham mere. Hvor tungt og svært det end er for jer, har I sikkert fundet Trøst i Sorgen, den Trøst, at Herren har skænket os Evighedslivet, som jeres Dreng ogsaa havde Del i. Blomsten kan knækkes og rykkes op med sin Rod, før vi ved af det. Alt er svindende her i Livet, men der er et, der bestaar, og det er Guds Ord.
Brødre og Kammerater bar Kisten til Graven, og efter Jordpaakastelsen bragte Pastor Ammentorp en Tak fra den afdødes Husbond, Marius Nørskov, for den Trofasthed og Samvittighedsfuldhed, hvormed Ejnar Nyrup havde røgtet sin Gerning.
Lærer Simonsen, Thorning Vestermark, afslørede en smuk Mindesten af Granit, som hans Kammerater havde skænket, og tillige takkede han Følget for Deltagelsen.
Efter Jordefærden var der en Sammenkomst paa Afholdshotellet. Her blev der talt af Pastor Ammentorp og Ejnar Nyrups Farbroder, P.Nyrup, Skræ. Jeppe Nielsen, Thorning Overby, hos hvem Ejnar Nyrup ogsaa havde tjent, omtalte ham som en tro og paalidelig ung Mand. Han var gennemsolid, og hans Pligttroskab har fulgt ham, hvor han har været. Det kan I i hans Hjem være glade for at høre.
30. Den anden verdenskrig
De fem forbandede år, mens tyskerne besatte landet og den uhyggelige krig raserede det meste af verden, gik naturligvis ikke sporløst hen over Nyrup-familierne. Ad Jyllands gamle hærvej, hovedvej 13, oplevede man både den nazistiske hærs sejrrige indmarch og det ynkelige tilbagetog af forhutlede unge tyskere, da nederlaget var en kendsgerning.
Eftertidens kendskab til besættelsesmagtens uhyrligheder og klare sondring mellem ret og uret
havde kun de færreste i krigens første år, og den danske regering og de danske medier var ikke
til megen hjælp. De fleste hørte vel om eller kendte folk, der lod sig lokke af tusindårsrigets
velsignelser og sluttede sig til bevægelser, der lignede den, der regerede Tyskland, eller
ligefrem meldte sig til kampen mod bolsjevismen. Men de allerfleste passede sig selv og deres
arbejde og dukkede sig, hvis der var fare på færde. For dem var det kampen mod de daglige
besværligheder, som krigen og besættelsen medførte, der var det vigtigste problem.
Manglen på varer af snart sagt enhver art ramte naturligvis også landbrugerne. Også de
mærkede knapheden på gummi, olie og benzin, kul og koks, kaffe og tobak og en stribe andre
importvarer. Men alligevel var det dem, der slap nådigst gennem krigen. De havde meget af
deres daglige forbrug af fødevarer fra egen bedrift og tilmed økonomisk fordel af andre
befolkningsgruppers mangel på samme. Der var mange, der ligefrem kom ud af krigen med
en styrket økonomi.
Anlæggelsen af Karup Flyveplads blev et beskæftigelsesprojekt for egnens arbejdere, der blev
henvist til at arbejde der. Handlende, vognmænd og mange andre gjorde gode forretninger ved
mere eller mindre frivilligt at levere til, køre eller arbejde for tyskerne. Og hos flere af egnens
landmænd kunne de tuske sig til en gris eller en sæk kartofler.
Myndighederne samarbejdede og opfordrede til samarbejde. De færreste havde lyst til eller så
noget formål med at føre privat krig eller handelsboykot, når den bevæbnede overmagt
troppede op på gårdspladser eller i butikker og ville købe.
I krigens sidste år begyndte også modstandsbevægelsen at operere i Thorning sogn. De færreste
kendte noget konkret til det, mens det stod på. Men de fleste hørte vel braget den nat i april
45, da de sprængte vognmand Adamsens lastvogne i luften. Det var vist egnens eneste
sabotagehandling.
Det sidste halve år af krigen prægedes ellers af tysk indkvartering i forsamlinghus og skoler
og mange andre steder, der blev beslaglagt til formålet. Også i private hjem mødte de op og
krævede stuer stillet til rådighed. Og allerede da var de første tyske flygtninge begyndt at
strømme til.
Anden verdenskrig skabte hverken helte eller skurke blandt medlemmerne af Nyrup-familien,
medmindre det regnes til skurkestregerne at bytte sig til cigaretter for hønseæg hos en tysk
soldat.
Men i dens nærmeste bekendtskabskreds var der folk, der i de ophedede befrielsesdage
blev stemplede som værnemagere. Den mundtlige overlevering herom er ret entydig, når sympatien placeres. Den beretter om, hvordan pæne og ordentlige mennesker blev jaget op af sengen eller antastet på vej ud af kirkedøren fra gudstjeneste, låst inde på mejeriet og under tvang transporteret til Kjellerup eller Viborg. Modstandskampens helte bliver i denne overlevering opfattet som en flok udefrakommende byfolk, der optrådte overlegent og uforskammet af ren og skær modvilje mod landboere, der anklaget for ligegyldige småting måtte undgælde for manglen på virkelige fjender.
Den mundtlige overlevering af, hvad der skete i familien under besættelsen og ved befrielsen, som er hovedkilden til det, der her er ført i pennen, handler ikke ret meget om undertrykkelse, frihedskamp og heltemod. Den handler mere om isvintre og mangel på kaffe og tobak.
31. Peter på aftægt
Da krigen sluttede var Anders og Peter henholdsvis 67 og 65 år. Deres tid som aktive
landmænd var tilsyneladende ved at ebbe ud. De havde begge voksne børn, der snart kunne
tage over.
Det var den yngste af brødrene, der først lagde tøjlerne. I 1948 skete generationsskiftet på
Lyngholm, og Peter overlod gården til sin ældste søn, Niels. Han flyttede selv ind i aftægtstuen
på Lyngholm, hvor tidligere hans mor havde boet, og som siden hendes død havde tjent som
børneværelse. Her indrettede han sig under hyggelig forhold og tog gerne imod gæster. Han
hjalp til på gården i den udstrækning, kræfterne slog til, og i begyndelsen havde han også
energi til at tage ud og arbejde for andre.
I 1952 kunne man i værket "Vort Sogns Historie i 100 Aar" læse en slags status over først og
fremmest Peters virke som landmand og indsats på Lyngholm:(203)
Niels Nyrup overtog 1948 Fødegaarden, der har været i Familiens Eje siden 1884, men dengang var der tre gamle stråtækkede Huse, og Besætningen var 2 Køer og 2 magre Heste. Arealet er 33 Tdr.Ld. Peter Nyrup overtog 1905-10 Gaarden med en Besætning paa 4-5 Køer og 2 Heste, men der var da bygget nyt Stuehus samt plantet Læbælter mod Syd. Peter Nyrup har opført 3 nye Udhuse, og Besætningen var i 1948 10 Køer og Opdræt og 2 jydske Heste. Der er elektr. Lys og Kraft samt Nutidsmaskiner.I pensionisttilværelsen fik Peter bedre tid til at se sig omkring. De enkeltoplevelser, der gjorde størst indtryk, var nok turene til hovedstaden på besøgene hos den "københavnske svigersøn". De gav ham lejlighed til at genopfriske minderne fra de spændende soldaterdage og se, hvor meget byen havde forandret sig på det halve århundrede, der var gået siden da.
32. Anders på aftægt
Anders fortsatte noget længere end Peter som selvstændig landmand.
I det nævnte værk fra 1952 blev hans indsats, der på det tidspunkt endnu ikke var afsluttet,
omtalt således:
Anders Nyrup købte Ejendommen af Smed Fogh ca. 1912 med et Areal paa 12 Tdr.Ld. Besætningen var ved Overtagelsen 3 Køer, 1 Kvie, 1 Hest og 2 Grise. Nyrup har installeret elektrisk Lys og Kraft samt lagt nyt Tag paa Husene og bygget Maskin- og Hønsehus. Besætningen er i Dag 5 Køer, 1 Kvie, 2 Kalve, 2 Heste, 1 So og 20 Svin. Der drives et alsidigt Landbrug.Først da han var henved 78 år gammel, overdrog han ejendommen til sønnen Aksel. Han og Kirstine blev boende et par år hos ham, hvorefter de købte et hus i Hvam og bosatte sig der.
Fredag den 24.januar fylder forhenværende boelsmand i Thorning Vestermark Anders Nyrup, Hvam, 80 år. Hvis man ikke vidste det, ville man ikke tro, at han om få dage fylder 80, idet han færdes rask og rørig omkring og så tilmed har en lang arbejdsdag bag sig. ...Anders bevarede et næsten usvækket helbred hele sin pensionisttilværelse, kun hørelsen gik det alvorligt tilbage med. Han fortsatte sin aktive tilværelse, sit violinbyggeri og anden husflid til fornøjelse og nytte for sig selv og andre. Og han var stadig med i alt, hvad der skete omkring ham, ikke mindst det, der skete i hans egen store og stadigt voksende familie.
"Selv om vi kun havde 12 tønder land, har jeg aldrig arbejdet for fremmede", siger Anders Nyrup. "Men det kneb ganske vist til tider med at skaffe føden til de mange munde. Børneflokken voksede efterhaanden til 12, men vi lærte at sætte tæring efter næring, og jeg gjorde den erfaring, at man aldrig skal stile højere, end man kan klare enhver sit".
-Kan dette kunststykke lade sig gøre nu?
"Nej, det er ganske umuligt. De offentlige udgifter og skatter er alt for høje. Da vi begyndte i Thorning, var vor samlede skat omkring 12 kr. De sidste aar, vi havde landbruget, maatte vi udrede omkring ved 1000 kr., foruden at en voksen søn, vi havde til hjælp, ogsaa betalte skat, og saa er jeg sikker paa, at der i skattemæssige henseender fra sogneraadets side blev taget tilbørligt hensyn til min høje alder.
Nu skal man ikke lægge sig ud med nogen, men jeg kan ikke komme bort fra, at vor ungdom, selv om den er dygtig, slaar for stort brød op, desværre ofte tit i luksusbetonet retning. Der er vist ikke ret mange, som tænker paa, at udgifter til en cigaret daglig ugens seks arbejdsdage er lige saa stor nu, som 6 procents renter af 1000 kr".
"Men hvad", smiler Anders Nyrup, "holder ungdommen op med cigaretrygning, faar den vel Kampmann paa nakken paa en anden maade?
Ellers kan jeg naturligvis kun sige, at den økonomiske fremgang i Thorning sogn har været stor, medens jeg har været mand. Vi begyndte med 3 køer, 2 grise og 1 hest. Da vi sluttede, havde vi 7 køer og 2 heste, samt en passende besætning af svin". ...
Fødselsdagen bliver fejret hos en datter og svigersøn, gårdejer Chr.Hellerup, Papsø, og Anders Nyrup siger, at det er det mest praktiske, for han og hustruen har i huset i Hvam ikke plads til at huse en skare på 40 børn og børnebørn foruden den øvrige familie.
33. Støvets år
To år senere, i 1960, samlede Peter hele familien om sig til sin 80 års fødselsdagfest. Den blev
fejret hos datteren og svigersønnen på Lille Impgård ved Thorning. Han boede stadigvæk i sin
aftægtsstue, og var endnu rask nok til at give en hånd med.
En journalist fra Silkeborg Avis var i september 1961 på udkik efter den gamle langdysse, der
ligger i Ulvedal Plantage:
Det er ikke så ligetil, at finde Jens Langknivs hule, men den 81-årige Peter Nyrup, der har boet i en gård lige op til plantagen siden sit 4. år, har taget sig dette efterretteligt, og af almindelig jysk hjælpsomhed og af stolthed over det smukke fortidsminde i hans nabolag har han etableret sig som en kustode, der gerne viser vej, og opsøger man ham ikke, kan man næsten være sikker på, at han dukker op, når man inde i plantagen netop er nået til til det punkt, at man ikke ved, til hvilken side man skal dreje for at finde Jens Langknivs hule.Peter levede ca. 14 år efter, at han havde afhændet ejendommen. Han var åndsfrisk til det sidste. I begyndelsen af februar 1962 blev han ramt af en hjerneblødning, og han døde få dage efter på Kjellerup Sygehus. Han blev begravet den 9.februar under stor deltagelse af familie, venner, naboer og omgangskreds.
"Jeg ser jo så tit hjemme fra min gård, at fremmede folk går ind i plantagen, og så ved jeg, at de som regel er ude på at finde Jens Langknivs hule, og så må jeg jo hellere tage over og hjælpe dem."
Peter Nyrup hjælper grundigt. Han fortæller livligt om plantagen og de mange dyr, man ofte kan se i de udhuggede lysninger, og nået frem til langdyssen fortæller han livligt om den. ...(204)
I februar 1970 havde han den sorg at miste sin hustru Kirstine, og det førte med sig, at han flyttede til alderdomshjemmet i Thorning. Her befandt han sig godt og var til det sidste en munter gammel mand. Trods den høje alder (92 år) var han stadigvæk i fuld vigør og rask til bens, og han tog sig gerne en spadseretur.
Lige på den anden side af Blichersvej over for alderdomshjemmet ligger Thorning kirke, og
på kirkegården besøgte han gravene med sin nærmeste familie.
Da han ville krydse vejen på vej tilbage til hjemmet efter et sådant besøg, blev han påkørt af en bil. Han blev ramt med stor kraft, og han blev slynget om på kørebanen med alvorlige kvæstelser. Med ambulance blev han ført til Kjellerup Sygehus, hvor han døde få timer senere. Det var den 9.juni 1970.
Han blev begravet på Thorning kirkegård den 13.juni under stor deltagelse. Der var mange (bl.a. nærværende bogs forfatters far), der delte det synspunkt, at Anders Nyrup var det rareste menneske, de havde kendt.