1. Danernes kristning
Om kong Haralds eget forhold til kristendommen melder Jellingstenen naturligvis det faktum, at han var kristen, da den rejstes, og at han vurderede sin egen indsats til kristendommens fremme meget højt. Men den fortæller intet om, hvordan han selv antog kristendommen. Tonen i runeteksten tyder dog ikke på, at der er sket noget, der satte skår i kongens storhed. Det synes heller ikke som om, kongens egen dåb skal sættes i umiddelbar forbindelse med den handling, han lod betegne med "danernes kristning". Ordvalget tyder snarere på, at kongen har følt sig uden for og højt hævet over noget, han ved kongeligt magtbud lod overgå andre.
Men hvordan gør en konge et folk kristent? Det, Harald gjorde, må være en eller anden konkret handling, der i hans egne øjne og hos dem, der læste indskriften og kendte hans bedrifter, gjorde ham berettiget til den rosende omtale, uden nødvendigvis at have haft noget med de enkelte daners personlige gudstro at gøre. Han har næppe optrådt som missionær, og det han gjorde, må kunne betegnes som "danernes kristning" uanset, hvad det måtte have haft af effekt på det konfessionelle plan. Han kan ved lovbud have erklæret den hedenske gudsdyrkelse for forbudt og erklæret kristendommen for den eneste lovlige religion i landet. Eller han kan have virket for den kirkelige organisation: hentet præster til landet, understøttet og påbudt kirkebyggeri eller andet til opbygning af de kirkelige funktioner. Der er således intet til hinder for, at mange daner allerede var kristne, da handlingen udførtes (det må vel nærmest en forudsætning for, at kongen kunne slippe godt fra sit "magtbud"), eller at mange af dem var hedninger i mange år derefter.
Der er alt mulig grund til at tro, at det, Harald har udrettet, kun er ét ud af mange skridt, der gradvist førte danerne ind i den kristne tro og kultur og bort fra de hedenske forestillinger og skikke. Måske var det kun den symbolske krone på værket.
Det forekommer forlods ret usandsynligt, at denne proces skulle være udsprunget af eller i væsentlig grad har kunnet påvirkes af en bestemt begivenhed på et bestemt tidspunkt. Derfor skal den legendarisk beretning om Poppos jernbyrd nu tages under "kærlig" behandling.
2. Ruotger
Flere udenlandske kilder nævner Haralds og danernes "omvendelse". De ældste er omtrent samtidige med begivenheden og ældst synes "Vita Brunonis archiepiscopi Coloniensis" at være. Værket er skrevet af en vis Ruotger, der var munk i Køln, og handler om Kølnerærkebispen Brunos liv og levned. Bruno var bror til den sachsiske konge (og tysk-romerske kejser) Otto den Store. Han var ærkebiskop i Køln fra 953 til 965 og efterfulgtes af Folkmar, på hvis opfordring Ruotger skrev sit værk. Da værket dedikeres til samme Folkmar, der døde i 969, kan man slutte, at Ruotger skrev i tiden 965-969.
Routger er ikke særligt interesseret i de nordlige nabofolk. Danerne omtales kun ét sted, et andet sted nævnes kort normanner, der hærger i Frisland, og i forbindelse med en omtale af Brunos indblanding i franske forhold nævnes normannerne i Normandiet på følgende måde:
Ruotger: Vita Brunonis:
II.39.
... Da Lothar, hans søstersøn, der var af gammel kongeslægt, blev svært trængt af sine fætre, reddede og ophøjede han ham vidunderligt. Han gav ikke efter før end han havde indsat ham som konge i hans faders sted og bøjet Hugos sønner, der var alle overlegne i magt og indflydelse, under sit åg. Sådan sørgede han for, at alle kunne leve under ét herskab samtidigt sikret mod ydre fjender og i fred med hinanden.
II.40.
Over dette rige [Frankrig] - det bør ikke forties - svøbte sig truende en frygtelig fare, nemlig Normannerne, med hvilket intet andet folk kan måle sig i sørøveri. En stor del af dette af splid og borgerkrig plagede folk var allerede tilfaldet dem som bytte, og hvad der endnu var blevet tilbage udmattede sig i broderkamp. Da imidlertid vor leder aldrig tænkte, at noget menneskeligt anliggende ikke angik ham, da han jo selv følte sig som menneske, gjorde han ved betænksomme foranstaltninger det sådan, at alle, der elskede ro og fred, tog deres tilflugt til ham som den sikreste havn.
Ja, han mildnede endda barbarernes umenneskelighed og vildskab, der for længst var blevet utåleligt. For netop dengang bøjede deres konge sit hoved for kongernes konge, Kristus, og forkastede afgudsdyrkelsen sammen med mange af hans folk.
Striden mellem sønnerne af Brunos søstre (hhv. Geberga - siden 954 enke efter den franske kong Ludvig d'Outre-Mere - og Hatvis - siden 956 enke efter Hugo den Store) d.v.s. kong Lothar og hans fætre, Hugo (Capet) og Otto af Burgund, fandt sted i årene frem mod 960 og blev ved ærkebispens mellemkomst afsluttet i det år. Det har tilsyneladende inspireret Ruotger til at omtale normannerne. Der synes ikke at være anden sammenhæng med det foregående end, at det sætter betydningen af Brunos indsats i relief, fordi "broderstriden" havde svækket modstanden mod de indtrængende normanner.
Den afsluttende notits om kong Haralds omvendelse optræder således nærmest som et sidespring i et sidespring, og man savner ethvert grundlag for en nærmere datering. Men ikke nok med det: der er heller ikke - i Routgers værk isoleret set - noget grundlag for overhovedet at identificere kong Harald.
Routger skriver ellers intet om de mange lejligheder, hvor den sachsiske kongeslægt er i berøring med danerne og kong Harald, så det forekommer ret meningsløst, at han anfører netop dette om danerne i Danmark i et afsnit, hvor emnet ellers er normannerne i Frankrig. Vidste man ikke bedre, måtte man tro, at kong Harald var normannerkonge i Frankrig, og at Bruno på en eller anden måde medvirkede ved hans omvendelse.
3. Widukinds Sachserkrønike
Routgers samtidige Widukind, en sachsisk munk i Korvei-klosteret, skrev sin Sachserkrønike i to omgange: Første del går frem til o.968 og må være skrevet i årene 967-968, senere efter Otto den Stores død i 973 tilføjedes nogle afsnit om begivenhederne i årene 968-973. Widukind skriver, også som et sidespring, fordi Harald og danerne nævnes i anden forbindelse, følgende:
Widukind:
III.65.
Danerne var fra gammel tid kristne, men tjente ikke desto mindre afguderne efter hedningeskik.
Nu hændte det en gang, at der ved et gilde, hvor kongen var til stede, opstod en trætte om dyrkelsen af guderne, idet danerne påstod, at Kristus nok var en gud, men at der også var andre guder, der var større end han, da de lod menneskene se langt større tegn og undere end Kristus. Herimod vidnede en klerk, der nu har viet Gud sit liv, en biskop ved navn , at der var en eneste sand Gud og Fader og hans enbårne søn vor Herre Jesus Kristus og den Helligånd, medens afguderne var dæmoner og ikke guder. Kong , om hvem det siges, at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu, om han var villig til at bevise denne tro på sig selv, hvortil uden tøven svarede ja. Kongen lod så klerken sætte under opsyn til dagen efter, og da det var blevet morgen, lod han et stort, tungt stykke jern ophede og bød klerken bære det glødende jern for den katolske tro. Den Kristi bekender greb uden vaklen jernet og bar det så længe kongen bestemte, fremviste så sin hånd, der var uskadt, og overtydede således alle om den katolske tros sandhed. Derover omvendte kongen sig, besluttede at ære Kristus alene som Gud og bød de folk, han herskede over, at forkaste afguderne, og han viste senere præsterne og Guds tjenere skyldig ære.
Men også dette må med rette regnes din fader til ære, da det skyldes hans iver, at kirkerne og præstestanden er kommet til så megen ære i disse egne.
Da Widukind i sit værk henvender sig til Otto den Stores datter, er det altså ham de sidste bemærkninger gælder.
Mest bemærkelsesværdigt ved dette stykke er, at Widukind jo slet ikke taler om danernes kristning, men kun om at bibringe dem den rette forståelse af kristendommen. Den indledende bemærkning bekræfter til overflod, at Widukind ikke selv har opfattet episoden som selve lejligheden, da danerne antog den kristne tro. Der er intet i vejen for at opfatte Ruotgers kortfattede meddelelse på samme måde. Begge bruger udtrykket, at kongen "forkastede afguderne", men ingen af dem, at han var hedning eller blev døbt. Netop som Widukind fremstiller det, måtte man på forhånd forvente sig forholdene i landets tidligste kristne periode, nemlig at folk kunne kende til kristendommen eller formelt være kristne uden at have nogen dybere indsigt i den kristne lære, og uden at afskrive den gamle tro eller de gamle guder og skikke helt.
Når man bortskærer det legendariske indhold, så bliver tilbage af Widukinds historie om Poppos jernbyrd kun to konkrete oplysninger: at kong Harald på et tidspunkt forbød afgudsdyrkelsen, og at Otto den Store medvirkede ved etableringen af den kirkelige organisation i landet.
Af Sachserkrønikens datering kan man slutte, at begge dele skete inden 965, d.v.s. inden færdiggørelsen af Jelling-højene, og inden rejsningen af den store Jelling-sten. Den begivenhed, som Widukind henviser til, er da sandsynligvis den samme, som den, kong Harald selv omtaler med udtrykket, at han "gjorde danerne kristne". Widukind bekræfter således blot udlægningen fra første kapitel, idet han samtidig specificerer, hvad kongens magtbud gik ud på: Han forbød afgudsdyrkelsen i sit rige. En missionsivrig, kristen pen ville vel instinktivt anse det som et tegn på "omvendelse".
Og den sachsiske kilde giver en samtidg uafhængig bekræftelse af den påstand, der hidtil alene har baseret sig på den store Jelling-sten og de arkæologiske resultater, nemlig at Sydhøjen blev bygget eller i det mindste færdiggjort af en kristen konge, der lige havde forbudt sit folk at dyrke de gamle guder. Man har altså ikke i 960'erne anset højbyggeri (eller rejsning af kumbler) som hedensk afgudsdyrkelse.
Desværre redegør Widukind ikke nærmere for, hvad Otto den Stores ærefulde indsats var, men at han spillede en rolle i forbindelse med begivenheden, skal der redegøres for i et senere kapitel. Men virker det ikke som om, Otto og Poppo kommer noget i vejen for hinanden i Widukinds beretning? som om den mirakuløse historie, og derfor vel også i munkens øjne den vigtigste og mest interessante, har trængt den anden i baggrunden, og at Widukind selv til sidst kommer i tanke om det?
Ruotger bringer ikke legenden, skønt han efter tid og miljø måtte kende den ligeså vel og næppe var mindre optaget af Guds mirakler. Ruotger synes mindre interesseret i danske forhold, danerne omtales som nævnt kun to gange. Men alligevel må man undre sig over, at han ikke finder det umagen værd at nævne de mirakuløse forhold, under hvilke Haralds omvendelse fandt sted, når han nu trods alt vælger at tage oplysningen med.
Hvorvidt Ruotger og Widukind har kendt hinandens værker er usikkert. Visse sammenfald i sprogbrugen tyder på forbindelse, og hvis det er tilfældet, forekommer det mest sandsynligt, at Widukind har kendt til Ruotgers værk. Det skyldes dels, at han som beskrevet afsluttede sit værk sidst, og dels, at Ruotgers meddelelser om Harald er så meget mere kortfattede end Widukinds. Men da de er omtrent samtidige, og begge er historikere for den sachsiske kongeslægts medlemmer, så har de vel haft adgang til omtrent de samme kilder og hørt omtrent de samme beretninger fra det nordlige grænseland. Så der er altså ingen tvingende grund til at antage direkte afhængighed.
Hvad Poppos mirakel angår, så må man naturligvis stille sig yderst skeptisk. Folk brænder nu engang hænderne, når de tager om rødglødende jern. Men her er det først og fremmest legendens tids- og stedfæstelse, der skal anfægtes. Det er samtidens (Ruotgers) og den nærmeste eftertids (se nedenfor) ukendskab til dens faktuelle indehold, der vækker mistanken. Det er dens åbenlyse karakter af nødtørftigt indarbejdet sidespring i Widukinds eget skrift, der bestyrker mistanken. Men det er den behandling, de efterfølgende par århundreders historikere giver legenden, der afgør sagen: Widukind har fejlplaceret Poppo-legenden.
4. Thietmar af Merseburg
Efter Ruotger og Widukind kommer nærmest i tid "Ærkebiskop Thietmar af Merseburgs Krønike" skrevet af nævnte ærkebisp o.1012-1018. Thietmar synes at have kendt begge de nævnte skrifter. I andre sammenhænge er han en vigtig primær kilde, men når det gælder Poppo-legenden, gengiver han stort set uden ændringer Widukinds version. Han skaber sin egen sammenhæng i Widukinds oplysninger ved at lade Poppo være udsendt af kejseren og ved at lade kejseren belønne ham for indsatsen.
5. Adam af Bremen
Herefter følger Adam af Bremens værk om de hamburgske ærkebiskopper, der er skrevet o.1070, altså stadigvæk kun godt 100 år efter "danernes kristning". Adam har haft gode kilder. Han benytter flittigt Bremerkirkens arkiv og bibliotek og citerer fra konge- og pavebreve og fra sine forgængeres krøniker og annaler. Han har desuden fået oplysninger af mundtlige meddelere med tilknytning til såvel Hamburg-Bremen som Danmark. Den vigtigste af disse er - også i Adams øjne - den danske konge, Svend Estridsen, hvis bidrag til værket vil blive nærmere analyseret i andet kapitel. Alt i alt må man regne Adam af Bremen for en velinformeret kilde til selv det 10.århundredes historie.
Vanskeligheden ved benyttelsen af hans værk er i mindre grad den tidsmæssige afstand til begivenhederne. Det største problem er den hårdhændede måde, hvorpå han manipulerer med kendsgerningerne for at få dem tilpassede hans overordnede mål med værket. Han skriver nemlig ikke objektivt og sandfærdigt i moderne historisk forstand. Det er et propagandaskrift, der skal fremhæve stiftets fremragende bedrifter til alle tider og dets ærkebiskoppers ihærdige og succesrige indsats i missionen og omvendelsen af de hedenske nordiske folk. Det var vigtigt for stiftet, der ved flere lejligheder var på randen af nedlæggelse. Dets eksistensberettigelse stod og faldt med rollen som centrum for den nordiske mission, så Adam forsømmer ingen lejlighed til at få drejet et udsagn eller en kendsgerning, så det tjente Hamburg-stiftets interesser. Det var ikke nogen nem opgave for ham, for efter stiftets indledende succes med Ansgars mission i begyndelsen af 800-tallet havde resultaterne mildest talt været magre indtil langt ind det følgende århundrede. Der var ingen lydbisper, og i lange perioder var der ingen særlig grund til, at ærkebiskoppen skulle bære den titel. At det forholder sig sådan, vil fremgå af en nøjere gennemgang af Adams oplysninger om missionen i Norden i et senere kapitel.
Man skulle altså på forhånd tro, at Adam ville gribe historien om Poppos jernbyrd med kyshånd og omforme den, så den blev til en glorværdig indsats af stiftet iværksat af dets fortjenstfulde ærkebiskop. Afsnittene om kong Harald og kristendommens (Hamburgstiftets) store gennembrud i Danmark er meget centrale afsnit i Adams værk, og han afslører stor og detaljeret viden om begivenhederne. Det er derfor med nogen undren, man må konstatere, at Adam ikke nævner et ord om Poppos jernbyrd i den forbindelse.
Men det er ikke fordi, han ikke kender den mirakuløse historie. Han kender den ovenikøbet i flere versioner. Men den må være overleveret ham på en sådan måde, at han ikke har fundet nogen tvingende grund til at forbinde den med kong Harald. Han lader tværtimod Poppo demonstrere sit mirakel for den svenske konge, Erik Sejrsæl, om hvem han véd (angiveligt med Svend Estridsen som hjemmelsmand), at han i en periode havde fordrevet Svend Tveskæg og sad inde med magten i Danmark. Han skriver:
Adam af Bremen:
II.35.
Til ham skal der være kommet som udsending fra kejseren og Hamburgerbispen en vis , en from og viis mand, der dengang var indviet til Slesvig, og gjort kejserens ret gældende med hensyn til danernes rige og de kristnes fred.
For at hævde kristendommen skal han, da barbarerne efter deres skik forlangte et tegn, straks uden tøven have båret glødende jern i hånden og vist sig at være uskadt.
Da dette tegn syntes let at fjerne al vildfarelsens tvivl hos hedningerne, skal den fromme Guds mand for helt at udrydde dette folks hedenskab have vist et nyt og stort mirakel. Han iførte sig nemlig en voksovertrukken skjorte, og mens han stod midt i folkets kreds, befalede han i Guds navn at antænde den. Men selv hævede han øjne og hænder mod himlen og udholdt så tålmodigt de lyse luer, at da klædningsstykket var brændt helt op og forvandlet til aske, erklærede han med en munter og fornøjet mine, at han ikke engang havde mærket røgen af branden.
På grund af dette uhørte mirakel blev både dengang mange tusinde troende ved ham og lovprises endnu den dag i dag navn tit hos danerfolket og i deres kirker.
Nogle hævder, at dette gik for sig i Ribe, andre, at det var i Hedeby, som kaldes Slesvig.
Det er klart, at Adam har kendt flere versioner af historien. Det fremgår både af hans afsluttende bemærkning og af den omstændighed, at han har hele to mirakler. Han identificerer hovedpersonen Poppo med den slesvigske biskop af samme navn. Det er ganske fejlagtigt (Widukind kunne ikke allerede før 970 have vidst, at den Poppo blev biskop) og viser, at ingen af hans kilder har haft en nøjagtig forklaring på, hvem manden var. Da han ad anden vej kunne fastslå, at denne biskop fungerede i ærkebisp Libentius' tid (988-1013), og da han mener, at den svenske konge på den tid regerede i Danmark, måtte han konstatere, at det var Erik Sejrsæl, som Poppo viste sit mirakel for.
Man må højligen undre sig over, at Adam har kunnet slippe af sted med sådan at skifte kongen ud. Det tyder ikke på, at Widukinds version har været enerådende, eller at der i det hele taget fandtes nogen fast overlevering - hverken i Bremen eller ved det danske "hof" - på Adam af Bremens tid, der knyttede begivenheden til kong Harald.
6. Sigebert af Gembloux
Efter Adam af Bremen følger tidsmæssigt Sigebert af Gembloux's krønike fra o.1110. Hans historie er blot et referat af Widukinds med mange verbale overensstemmelser, men også med den nyskabelse, at jernet blev båret som en handske. Desuden daterer han begivenheden, hvad han dog sandsynligvis har sluttet sig til ud fra Widukinds fremstilling. Sigeberts historie er mest interessant derved, at nogle Adam af Bremen håndskrifter (den såkaldte C-version) har optaget hans beretning i en sen eftertid (omkring 1200) som et indskud (såkaldt scholion 20). Herfra er den gået over i en række yngre, men i denne forbindelse mindre interessante danske værker. Indskuddet lyder således:
Adam af Bremen:
Scholion 20.
I det Herrens år 966 blev danerne omvendt til troen af en vis , som i folkets påsyn bar et hvidglødende jern, formet som en handske, uden at få mén deraf; da kong så det, opgav han afgudsdyrkelsen; blev forfremmet til bisp.
7. Gesta Treverorum
Endnu en tysk kilde skal nævnes, et værk om byen Trier og dens ærkebisper benævnt "Gesta Treverorum". Det er udarbejdet i tre omgange. Oprindeligt omhandlede det kun tiden frem til 1101 (og er vel skrevet kort tid herefter). I denne version optræder en ærkebiskop af Trier ved navn Poppo (1015-1047), men der nævnes intet om, at han skulle have udført et mirakel.
Kort efter 1132 blev foretaget en afskrift med mange udvidelser, rettelser og en fortsættelse frem til det nævnte år. Heri er tilføjet og indflettet i bisp Poppos historie beretningen om Poppos mirakel, idet denne nu identificeres med ærkebiskoppen. Legenden har de samme to mirakuløse hændelser som hos Adam af Bremen, i begge tilfælde dog med afvigelser: Det glødende jern bæres som en handske (som hos Sigebert), og den brændende voksskjorte antændes ved, at han vandrer ind i en tændt ovn.
Forfatteren tilføjer, at Poppo stadig æres af danerne og af dem kaldes Ansgar!!
8. Ælnoth
Fra begyndelsen af 1100-årene kender man også de ældste danske versioner af legenden. Ældst af disse (fra o.1120) er den, der forekommer i Ælnoths Krønike om Svend Estridsen og hans sønner og specielt Knud den Helliges martyrium. Han fortæller også historien om landets kristning:
Ælnoth:
For nu at komme ind på noget, som de gamle fortalte, så har det danske folk fra den tid, da den mindeværdige biskop bar glødende jern i sin uskadte højre hånd og med usvedne fodsåler gik hen over en glødende jernrist og med dette klart guddommelige vidnesbyrd fastslog, at Kristus, Guds søn, er den eneste og sande Gud, med Jesu Kristi hjælp bestræbt sig for at værne om den tro, som det antog, og at vogte den ren og uplettet til i dag.
De ældste af de gamle, der fortalte Ælnoth om Poppos jernbyrd, kan have været unge på Svend Estridsen og Adam af Bremens tid. Så man kan vel gå ud fra, at det, Ælnoth hørte danske fortælle om miraklet, var omtrent det samme, som Adam kan have hørt et halvt hundrede år tidligere, og måske også, at kongen var Erik Sejrsæl. Men historien har skudt nye skud, Ælnoth har også to mirakler: denne gennemgående med at bære glødende jern, og så en ny version med Poppo gående barfodet på glødende jern. Ælnoth nævner intet kongenavn og gør intet forsøg på at forklare Poppos identitet. Man kan undre sig over de manglende detaljer og få det indtryk, at de er bevidst udeladt af Ælnoth eller fortiet af hans kilder. På kong Niels's tid var tanken om, at Danmark engang skulle have lydt under den svenske konge næppe så spiselig som i hans svenskvenlige fars tid. At der er sket en udvikling i holdningen til det spørgsmål, fremgår også af det næste danske skrift, der indeholder legenden.
9. Roskildekrøniken
Det drejer sig om Roskildekrøniken fra o.1140, der langt hen ad vejen bygger på Adam af Bremen:
Roskildekrøniken:
Libentius ordinerede også til Slesvig, og derefter Esiko, og til Ribe Odinkar.
Af dem siges , som var en meget hellig mand, at have stået meget nær. Da hedningerne tvivlede om den kristne tro, var det også ham, som på en almen forsamling af konge og folk bar gloende jern i sin hånd og viste sig uskadt, fordi de havde lovet, at de så ville tro. Deraf kom det, at folket antog troen, og han blev en hellig og højt anset mand i riget.
Som det ses, er der ændret på Adams version af Poppo-legenden på to punkter. Historien om voksskjorten udelades - det kan være en ren forkortelse - og kongens navn ændres fra Erik (Sejrsæl) til Svend (Tveskæg) og dermed også kongens nationalitet. Det kan være et udslag af, at det nævnte sindelagsskifte er slået igennem. Roskildekrøniken udelader helt historien om svenskekongens sejr over Svend (og også andre tegn på svensk overherredømme i Danmark), og så måtte kongen jo være Svend. Det kan være den enkle årsag til afvigelserne fra Adam af Bremen. Roskildekronikøren afslører altså intet kendskab til nogen udbredt dansk tradition om Poppos jernbyrd, og beviser ihvertfald, at der ikke henimod det 12.århundredes midte fandtes nogen fastslået og udbredt version af legenden, der knyttede begivenheden til Harald Blåtand.
10. Svend Aggesen
At den heller ikke fandtes ved århundredets slutning, ses af Svend Aggesens oplysninger om Harald Blåtands og Svend Tveskægs forhold til kristendommen. I umiddelbar forlængelse af det allerede citerede stykke om Jellinghøjene skriver han:
Sven Aggesen:
Kap.4.
Denne styrede lang tid efter land og rige med sit kongespir. Han var den første, der udspyede hedenskabets vederstyggeligheder og tilbad Kristi kors..
Herefter fortælles om borgerkrigen mellem far og søn, der fremstilles med stor sympati for Svend, der jog faderen ud af landet og selv blev konge, hvorefter Svend Aggesen fortsætter:
Sven Aggesen:
Kap.4.
... Han antog som en sand tilbeder af Gud troen på den hellige treenighed, som hans fader i sin landflygtighed omsider havde bortkastet, og genfødt i den hellige dåbs bad, bød han, at Guds ords sæd skulle udbredes over hele landet. ...
Der nævnes intet om Poppo og jernbyrd, og det synes som om Haralds og Svends roller er rodet grundigt sammen. Begge konger får tilsyneladende æren for kristendommens udbredelse. At Harald skulle være faldet tilbage i hedenskab er en urimelighed, der kun findes hos denne forfatter. Skulle en af de kortfattede notitser dække over ikke viderebragt kendskab til legenden, så må det snarest være den om kong Svend.
11. Saxo
Saxo gengiver legenden i en original kombination, idet han lader Poppo bære en handske som læst hos Sigeberts af Gembloux (Adam af Bremen). Men selv om det dér drejer sig om Harald, så tilslutter Saxo sig alligevel Roskildekrønikens revision af Adams oprindelige historie, og lader den foregå i Svend Tveskægs tid:
Saxo Grammaticus:
Bog ?.
Så gav Gud for at forherlige sit navn kongen, der var opsat på at udbrede religionen, men ikke mægtede det, en udmærket forstandig og og from og derhos overmåde boglærd mand ved navn til medhjælper ved dette herlige arbejde. På det offentlige ting, der holdtes ved den havn, som kaldes Isøre på grund af den megen is, der findes i den, gav , da han ikke ved sin tale kunne få danskerne til at antage troen, ved et uimodsigeligt tegn det sikreste vidnesbyrd om, at det var sandt, hvad han forkyndte, og stadfæstede sin læres troværdighed ved et stort og helligt jærtegn. Han spurgte dem nemlig, om de ville lyde hans formaninger, hvis de så ham tage gloende jern i hånden uden at lide nogen skade derved, og da alle svarede, at i så fald ville de ganske sikkert lyde ham, bød han dem skaffe en gloende jernhandske, og den stak han hånden i helt op til albuen, bar den straks uforfærdet således om iblandt dem alle og kastede den for kongens fødder, og så viste han dem til alles ærefrygtfulde forundring, at hans hånd i ingen måde havde lidt mén, men var ganske uskadt og uforandret. Ved dette underfulde syn fik han dem, som ellers var ubøjelige, til at falde til føje, og den fare, han havde udsat sig for, blev således ikke en hindring for hans formaninger, men en prøve, der bestyrkede dem, thi ved den dristige standhaftighed, hvormed han opfyldte sit løfte, overvandt han jo visselig selve naturen. Ved denne berømmelige undergerning bibragte han endog til evige tider vort folk kristendommen.
En følge heraf blev også, at danskerne afskaffede den skik at holde tvekamp og besluttede, at de fleste rettergangssager skulle afgøres ved jernbyrd, idet de holdt for, at sagernes prøvelse rettelig burde henskydes under Guds dom fremfor at henvises til kamp imellem mennesker.
Til løn herfor blev af ærkebisp Adaldag i Bremen gjort til biskop i Århus, hvortil han såvel ved sit liv som ved sine gerninger var overmåde værdig....
Saxo indser tilsyneladende det urimelige i identificere den nævnte Poppo med biskoppen i Slesvig af samme navn og tilbagefører ham til biskop Adaldags tid. Men hans samtidige forflytning til Århus Stift synes blot at være et ukvalificeret gæt, der måske alene grunder sig på, at de øvrige stifter havde en ubrudt - Saxo bekendt - bisperække.
12. Poppos jernbyrd
Hermed er fremlagt de vigtigste kilder fra tiden frem til o.1200 til forståelse af Poppo-legendens opståen og udbredelse i Danmark. Og det er mildest talt et forvirrende billede, der tegner sig. Der er ingen enighed om, hvem kongen var, hvem den berømte Poppo var, hvornår begivenheden fandt sted, eller hvad begivenheden gik ud på. Skulle man uddrage de fælles træk af forvirringen, måtte det lyde omtrent som følger:
En mand ved navn Poppo besøger en dansk konge. Han udfører et mirakel med noget glødende jern. Og han overbeviser derved kongen og folket om, at den kristne Gud er den stærkeste. Han var eller blev biskop.
Dette fælles skelet har de forskellige kilder på hver deres måde sat kød på: tid og sted, personer og et passende mirakel (eller to) fra deres lager af "standardmirakler". Man må stærkt betvivle, at der før 1200 har eksisteret nogen fast og almindeligt accepteret overlevering. Som det sås, er de anførte ikke uafhængige. Widukinds oprindelige version når tilsyneladende først ind i den danske historieskrivning via Saxos anvendelse af tilføjelsen til Adam af Bremen, men Harald erstattes med Svend under påvirkning af Roskildekrønikens bearbejdning af Adams egen Poppo-legende.
Specielt underligt er det, at Widukind, der oplyser, at han blev biskop, ikke kan identificere ham for os. Det er muligt, at der bag legenden ligger en historisk kerne, måske endda den kerne, at en vis Poppo overbeviste en vis kong Harald om, at kristendommen var en overlegen religion. Men det forekommer lidet sandsynligt, at det skulle være den kong Harald, der siden blev kendt som Harald Blåtand. Både i århundredet forud og tidligere i samme århundrede har der været danske konger med større eller mindre kontakt med det kristne syd. Og i flere tilfælde nævnes "omvendelser" (Harald Klak, Horik den Yngre, Gnupa), så legenden kan have været gammel allerede på Widukinds tid. Man synes næsten, at den må have været alene på grund af dens karakter. Hvis dateringen o.960 holdt, så var der mindre end ti år mellem hændelsen og nedskrivningstidspunktet. Mirakler af en sådan øjeblikkelig registrerbar type er i reglen "fortolkningsmirakler": et eller andet i og for sig naturligt sker, men på en måde eller ved en lejlighed, så det kan fortolkes som mirakuløst, som tegn på Guds indgriben, fordi det skete netop sådan eller netop da. Mirakler, der udviser direkte naturstridige fænomener, kræver længere tid i folkemunde.
Hvis Widukind kendte "skelettet" og Routgers kortfattede meddelelse om, at "Harald opgav afgudsdyrkelsen", så kan han, præcis som sine efterfølgere, selv have konstrueret sammenhængen.
Men det der specielt må undre er: Hvordan kan det være, at Sven Tveskæg er blevet blandet ind i Poppo-legenden?