Retur til indholdsfortegnelsen >


II. DE GAMLES HJEM I YDBY

- hvor man lærer, at man kan få arbejde uden at kunne noget


I 1972 var jeg femten år. Som det vel gælder for de fleste femtenårige, var min lyst til at bruge penge en del større end min evne til at skaffe kapital. Konfirmationspengene var brugt, og det med lommepenge var ikke noget, man brugte i mit barndomshjem.

Det var heller ikke meget, jeg bidrog med derhjemme. Dels var jeg vist temmelig doven, og dels havde mine forældre nok ikke rigtig overskud til at aktivere mig. Jeg var nummer fem i rækken af døtre, og krudtet var vel blevet brugt på mine storesøstre. Jeg husker en episode fra roehakningssæsonens start: Det var altid sjovt at hakke roer, - i hvert fald den første halve række. Resten var kedeligt, rutinepræget arbejde, der bare skulle udføres. Et af de første år, jeg deltog, fik jeg af min far en sød lille cykelkurv som betaling. Det var nok en dårlig ide med forudbetaling, for jeg tror ikke det blev til meget mere roehakning det år. Et af de efterfølgende år - jeg har nok været mellem ni og ti år og som sådan at regne for reel arbejdskraft - smed jeg efter en række eller to hakken og forlod roemarken til fordel for mere interessante sysler, og jeg husker, at min mor stille bemærkede, at det var ikke gået før i tiden. Underforstået: så let var mine ældre søstre ikke sluppet. Jo, jeg var vist en forkælet møgunge!

Nu var jeg altså blevet teenager, og indtil dette tidspunkt var mit kendskab til arbejdsmarkedet begrænset til lidt babysitning. Ikke fordi jeg havde hverken den store forstand på eller interesse i småbørn, men det var da bedre end ingenting.

Min bedste venindes mor arbejdede på et lille plejehjem, og hun havde hjulpet sin datter med at få et fritidsjob samme sted. På den tid var der rigtig mange, der havde job som ”ung pige i huset”, enten som fuldtidsarbejde, eller efter skoletid og i weekenderne. Det var før de forskellige fagforeninger rigtig slog an på dette område, og jobpatruljer tror jeg slet ikke eksisterede. Lønnen for arbejde i private hjem var ikke prangende, og derfor var det noget af et scoop at få et ben inden for på en offentlig arbejdsplads, hvor lønnen var overenskomstmæssig. Af samme årsag hang disse jobs ikke på træerne, og man skulle være lidt heldig for at komme ind sådanne steder.

Min mor nægtede at søge arbejde på mine vegne, for, som hun meget rigtigt sagde, så kunne jeg jo ingenting, og det ville hun altså ikke lægge navn til. Det var nu nok meget godt, for det tvang mig jo udi at gøre en selvstændig indsats, og selv om det i den grad var grænseoverskridende, vandt mit pengebegær over min generthed. Og denne initiativrigdom gjorde åbenbart indtryk, for allerede samme dag havde jeg en aftale i hus om at være ferieafløser på De Gamles Hjem i Ydby. Den kendsgerning, at jeg faktisk ikke kunne noget, at jeg stort set aldrig havde betjent en støvsuger eller en kartoffelskræller, og at mine erfaringer inden for plejeområdet begrænsede sig til et enkelt bleskift på et spædbarn, som i øvrigt endte ret kaotisk, var ikke noget, jeg skænkede mange tanker.

To sommerferier samt lidt afløsning indimellem blev det til, og første kapitel i ”mit arbejdsliv” handler altså om at være ”ung pige” på et alderdomshjem.

De Gamles Hjem i Ydby var en nyere bygning i to etager. Der var vel ca. 15 stuer på hver. I dag ville det hedde boliger, fordi det er det, det er. Den gang var de gamles privatliv indskrænket til et rum – en stue. Der var på hver etage, så vidt jeg husker, et tekøkken, hvor de gamle eller deres gæster kunne tilberede en kop kaffe/the og den medbragte kage, hvis man ikke ville ”nøjes” med det, der blev serveret for beboerne. (Det var man til gengæld ikke så nærige med). Der var naturligvis også fælles toiletter og baderum på hver etage. I den ene ende var der forneden køkken og vaskerum, foroven boede bestyrerparret. Der var også et par værelser til de unge piger, der ønskede at bo på stedet.

Jeg husker ikke længere alle beboerne, men fælles for mange af dem var, at de var ret selvhjulpne. Nogle havde måske brug for lidt hjælp til det ugentlige bad, men ellers stod de fleste selv for den personlige hygiejne. Arbejdet bestod for stuepigernes vedkommende hovedsageligt i rengøring på stuerne og i fællesområderne. Derfor var nødvendigheden af uddannet personale ikke så stort og da heller ikke som sådan tilstede. Som nystartet, meget uerfaren yngstemedlem af staben blev jeg dag for dag klogere på, hvordan tingene hang sammen. Alle var meget søde og behandlede mig med stor overbærenhed. Hvor mange ansatte, der var, ved jeg ikke, men at bemandingen var meget lille i forhold til et moderne plejehjem i dag, er der ikke tvivl om. Hovedparten af arbejdsstyrken bestod af ”damer” eller koner fra nabolaget. Der var desuden to faste stuepiger, som begge boede oppe under taget. Den ene var kun lidt ældre end mig, hun havde en drøm om at blive sygeplejerske og samlede erfaringspoint ved at arbejde der. Den anden var – i hvert fald i mine øjne – meget ældre. Hun har sikkert været midt i tyverne og – tænkte jeg – alt for gammel til at være ”ung pige” og bo på værelse.

Bestyrerparret boede som nævnt i en lejlighed lige ved siden af stuerne på 1. sal. Fru Jacobsen var en nydelig dame, som altid optrådte i en kridhvid kittel, hvilket blev understreget af en brun hud og et kulsort hår. Hun var en meget myndig person, og jeg tror alle beboere såvel som personale var lidt bange for hende. Hendes mand så vi ikke meget til, der gik lang tid, inden jeg fandt ud af, at det egentlig var ham, som i kraft af en diakonuddannelse var ansat som leder af plejehjemmet. Så vidt jeg forstod, var der sket det, at han på grund af psykisk ustabilitet var trådt i baggrunden. Fruen, som ikke havde nogen uddannelse, men til gengæld en masse lyst og vel også evner til at styre og regere, havde så iført sig den hvide kittel og påtaget sig lederrollen. Jacobsens havde en lille arrig hund. Den opholdt sig for det meste i lejligheden sammen med Jacobsen. Af og til skete det dog, at den slap ud, og hvis man blev antastet af dette lille arrige spektakel, gjorde man klogest i at give den en vis portion opmærksomhed, - i hvert fald hvis Jacobsen var tilstede, i modsat fald kunne han godt blive noget gnaven.
Min kontakt med fru Jacobsen var derimod både hyppig og kontant. Jeg tror faktisk, at hun hyggede sig med at have lille ubehjælpsomme mig at hundse med.

En dag i begyndelsen af min karriere var jeg blevet sat til at vaske et gangareal, og da jeg trods alt havde en ide om, at det var noget med vand i en spand, en klud og en kost, gik jeg efter bedste evne i gang med at pøse vand på gulvet. På et tidspunkt væltede spanden for mig, og jeg fik travlt med at tørre op, inden nogen opdagede miseren, dog ikke travlt nok – for i løbet af ret kort tid begyndte folk at stimle sammen på førstesalen. Det viste sig, at vandet var løbet gennem loftsbrædderne og ned i stueetagen. - Ikke så mærkeligt, at spanden kun var halv fuld selv efter, at gulvet var tørt -. Det var uden tvivl en skade, der kom til at koste en del, men det var ikke noget, jeg hørte for efterfølgende. Jeg tænker, underholdningsværdien vejede udgiften op.
En af mine første dage på job blev jeg kastet ud i at stå for kartoffelskrælningen. Det burde vel være en simpel arbejdsopgave, men som alt andet meget uvant for mig, så efter en times kamp med de genstridige knolde, var der ikke kommet mange i gryden. På det tidspunkt var det egentlig meningen, jeg skulle have været færdig og kartoflerne sat over. Ved fælles hjælp kom der dog mad på bordet også den dag.

I det hele taget var der på trods af det lidt bryske bestyrerpar en rigtig god stemning med masser af humor. Ikke mindst Ralle bidrog med et smittende humør. Hun var en arbejdsom kone i fyrrerne, som også boede på hjemmet. Efterhånden fandt jeg til min undren ud af, at hun ikke kun boede på hjemmet ligesom de yngre medarbejdere, men oven i købet i en af stuerne som ellers var forbeholdt de gamle. Først meget senere gik det op for mig, at Ralle ikke hørte til medarbejderstaben, men faktisk var en af beboerne, og gradvist gik det da også op for mig, at hun måske ikke var helt så kvik som først antaget. Ralle var vist nærmest det, vi i dag kalder lettere retarderet. Jeg synes, det er tankevækkende, at der ikke var nogen, der omtalte Ralle som en med en diagnose. På alderdomshjemmet var hun accepteret som den person, hun var.

Af de øvrige beboere husker jeg bl.a. Fru Gammelgaard, som havde været jordemoder og vist faktisk havde bragt mig sikkert til verden.
Der var også Niels Appelon. Han var en fjern slægtning og et godt stykke oppe i firserne, men han fejlede sådan set ikke noget. Han havde selv bil. En dag kørte han mig hjem, jeg hjalp dog til med at læsse cyklen.
Der var også Peder, som var lidt småforelsket i Ralle, men heller ikke var helt uinteresseret i os unge piger. Det var jo i halvfjerdserne, og kjolerne/kitlerne var meget korte. Det var sommetider svært for Peder at holde fingrene for sig selv, og når der skulle pudses vinduer på stuen blev han altid meget træt og fik brug for et hvil på sin sofa, hvor udsigten var rigtig god. Peder fik af og til et rap over fingrene, men sexchikane var der aldrig nogen der nævnte. Vi grinede lidt af ham, når han ikke var tilstede, og der er vist ingen, der fik varige mén.
Selvom hovedparten af beboerne var ret selvhjulpne, var der selvfølgelig også sygdom og elendighed indimellem. Det var jo dengang som nu sidste værested for de allerfleste, forskellen var kun, at mange kom der tidligere, end de gør i dag. Årsagerne kunne være tabet af en ægtefælle med deraf følgende ensomhed eller angst for at være alene. For mange mænds vedkommende var almindelig husførelse et problem, og dette kunne altså også være en grund til at komme på alderdomshjem.
Fru Bjerre var en lille spinkel ældre dame. Jeg kender ikke årsagen til, at hun var havnet på De Gamles Hjem i Ydby, men jeg gætter på, at hun altid havde haft et lidt skrøbeligt sind, som blot var blevet mere skrøbeligt med alderen. Hun havde ind i mellem nogle voldsomme angstanfald. Og når det skete, ringede hun ofte på klokken, hvilket jo sådan set også var meningen. Problemet var bare, at det sommetider var mig eller et andet ungt menneske uden de store erfaringer med den slags, der havde vagten. På en sådan aftenvagt havde jeg aflagt hende adskillige besøg og forsøgt at trøste og berolige og sætte mig i hendes sted, så godt som en 16 årig skolepige nu kunne. Denne aften var det værre, end jeg tidligere havde oplevet, og da hun nåede til det punkt, hvor hun ytrede ønske om at få lov til at dø, følte jeg trods alt, at det overskred mine kompetencer. På disse vagter havde vi en – om end teoretisk - mulighed for at hente hjælp hos bestyrerparret. Det var ikke særligt populært sådan at forstyrre herskaberne efter normal arbejdstid, så det var med bævende hjerte, jeg bankede på døren og forelagde situationen for fru Jacobsen. Hun blev da heller ikke just glad, men gik trods alt med tilbage til den stakkels kone. Jeg husker ikke, om der faldt en eller anden form for medicin af, det var jo i hvert fald nok det, vi havde håbet. Derimod husker jeg lysende klart beskeden fra fru Jacobsen til den stakkels syge dame ordret: ”Ja, jeg vil sgu ikke slå dig ihjel, jeg skal ikke ind og sidde 10 år for din skyld”.

Jeg tror ikke, det kan udelukkes, at det samme sceneri kunne finde sted i dag på et moderne plejehjem, men næppe så åbenlyst. Fru Jacobsen var en hård negl, ingen tvivl om det! Og Hr. Jacobsen var kugleskør, og der er nok ikke mange, der vil være uenige i, at episoder som den sidstnævnte ikke burde have fundet sted. På den anden side var der en respekt for og en accept af de mennesker, der boede og arbejdede der, som jeg mener desværre delvis er gået tabt i takt med nye metoder, der bl.a. indebærer en set med mine øjne fuldstændig overdreven registrering.

På mange måder var De Gamles Hjem i Ydby et godt sted at tilbringe sine sidste år. For mig var det en meget lærerig oplevelse praktisk såvel som menneskeligt.

De næste par år tilbragte jeg med at færdiggøre min realeksamen. En gang imellem var jeg afløser i weekenden. Tænk - de ringede faktisk efter mig. For min mor var det fuldstændig uforståeligt, derhjemme var jeg nemlig stadig lige så ubehjælpsom og doven som tidligere. Men jeg tror nu også, hun var lidt stolt.

Hen i mod slutningen af skoletiden begyndte jeg at plage mine forældre om lov til at blive au pair pige i Irland. Når valget faldt på Irland, var det fordi en lidt ældre pige, som vi alle sammen gerne ville være lige som, havde været netop der. Da jeg kun var 17 år, var jeg afhængig af mine forældres underskrift, og det krævede virkelig meget plageri, for de syntes begge, det var en rigtig dårlig ide. Jeg har altid været ret vedholdende, så til sidst lykkedes det, og jeg havde faktisk fået job i huset hos en familie på den grønne ø.
Men inden det blev til noget, overtalte min far mig til at søge en opslået stilling som stuepige på De Gamles Hjem i Fabjerg. Jeg tænkte, at risikoen for, at jeg fik jobbet, var ret lille, for som tidligere nævnt var der rift om den slags jobs. Men skæbnen ville det anderledes. På De Gamles Hjem i Fabjerg havde de nemlig i forvejen en ung pige, Gerda. Hun var lige som jeg thybo og i den fejlagtige tro, at alle unge piger fra Thy var lige så kompetente som hende, valgte de altså mig blandt ret mange ansøgere.

Næste kapitel i mit arbejdsliv kom altså også til at udspille sig på et alderdomshjem, men denne gang søndenfjords, nemlig i Fabjerg på Lemvigegnen.


Kapitel III >

Retur til indholdsfortegnelsen >