Retur til indholdsfortegnelsen


VII. KVISTGÅRDS SPISEHUS

- hvor man lærer om andre sider af servitricearbejdet


Kvistgårds Spisehus var navngivet efter den forrige ejer, og bare navnet gav nogle andre associationer end ”Peberkværnen”. Indretningsmæssigt levede det heller ikke rigtig op til vores vanlige standard. Restauranten lå i stueetagen af en høj kedelig bygning fra 60erne.

Hele etablissementet var tidligere kendt som KFUM, og underetagen havde hele tiden været brugt til bespisning af bl.a. husets beboere. De tre overetager var nemlig indrettet som værelser. Lejerne var for størstedelens vedkommende mennesker, der havde haft svært ved at klare sig på andre måder, bl.a. kunne man ane en afsmitning af, at Viborg var hjemby for Psykiatrisk Hospital. Og ganske vist var bygningen ikke mere ejet af KFUM, og restauranten piftet op så godt, det lod sig gøre i de lidt kedelige firkantede lokaler med store vinduer ud til Jernbanegade, men klientellet ovenfra havde ikke så nemt ved at ændre vaner, og måske var der ikke andre tilbud om bespisning til en rimelig pris. I hvert fald blev mange af dem ved med at komme, og efter at have studeret det nye og meget anderledes menukort nøje, endte det ofte med, at de valgte en af de billigste retter, som bortset fra ikke at være særligt egnet til daglig mad ovenikøbet var betragtelig dyrere end det, de var vant til.
Der kom blandt andre en ung pige, som helt tydelig ikke var færdigbehandlet for hvilken psykisk lidelse, hun måtte have haft. Hun ville forfærdelig gerne hjælpe til. Det var indimellem lidt af en udfordring at skulle passe servitricejobbet og samtidig være psykiatriens forlængede arm, men da også, når kombinationen lykkedes, en berigende oplevelse. Efterhånden fandt de fleste af disse mennesker jo dog mere passende spisesteder, men kundekredsen var helt tydeligt en anden end den, vi var vant til.
Det havde sikkert noget med beliggenheden at gøre, men jeg tænker, at vores ”stamkunder” også godt kunne skræmme visse gæster væk. Desuden lå der i forlængelse af restauranten en grillbar. Her regerede Marie, en lidt alvorlig, men også meget sød og samvittighedsfuld pige, som vi indimellem havde et vist samarbejde med. Marie var der bestemt ikke noget galt med, men alt i alt måtte man vel nok sige, at vi var gået en del ned i standard.

Nogle fordele var der da trods alt også – der var kortere vej at gå, når dagens omsætning skulle afleveres på Diskotek Finn Inn, og …. Nej, så var der vist i grunden heller ikke andre.

Kvistgårds spisehus blev aldrig et hit, og den kendsgerning, at det var her jeg første og indtil videre eneste gang slog en mand i gulvet, er da ikke med til at pynte på erindringen om den tid.
Episoden udspandt sig en forholdsvis stille aften i restauranten. Jeg havde jo lært, at gæsterne skulle have lov til at smage på den vin, de havde bestilt, inden de bestemte sig endeligt, men jeg havde aldrig rigtig overvejet hvorfor endsige været ude for, at nogen ikke ville have den, så det var en situation, jeg var helt uforberedt på. Denne skæbnesvangre aften skete det så.
En yngre herre kom ind, satte sig alene ved et bord og bestilte mad og vin. Han var tydeligvis ikke helt ædru, men da han ikke generede nogen, var jeg indstillet på at servicere ham på lige fod med de øvrige gæster. Vi havde ligesom de fleste adskillige flasker vin at vælge mellem, heriblandt husets vin, som var god, men til at betale. Da det også var den, vi solgte flest af, havde vi altid nogle stykker åbnet, men nej den var ikke fin nok til den omtalte herre. Han bestilte en af de dyreste, vi havde, og jeg fulgte troskyldigt proceduren, som jeg plejede. Men så skete det uventede: Han smagte på vinen, skar ansigt og kasserede den som udrikkelig, og selvom jeg var ret sikker på, at vinen ikke fejlede noget som helst, ja, så følte jeg mig nødsaget til at lade tvivlen komme ham til gode og servere en anden for ham. Situationen gentog sig et par gange, inden jeg satte hælene i og forklarede ham, at dette var sidste forsøg, og heldigvis faldt denne i hans smag. Lettere chokeret stod jeg tilbage med 3 åbnede flasker vin af den dyre slags.
Kokken Viggo havde hele tiden holdt sig i baggrunden. Han havde efter eget udsagn en betinget dom for vold, og ville helst holde sig ude af ballade, så han mente, det var bedst at tækkes den unge mand. Han fik altså lov at sidde i fred og ro, og bortset fra en del svineri generede han vist ingen, mens han indtog sit måltid. På et tidspunkt forlod han bordet, og da den tid, han var væk, overskred det tidsrum, et normalt toiletbesøg varer, indså jeg, at han nok ikke havde tænkt sig at vende tilbage og betale.
Oprevet og vred over denne opførsel besluttede jeg at opbevare den jakke, han havde glemt, i det spinkle håb, at han kom tilbage efter den. Jeg var efterhånden blevet temmelig irriteret, så da han faktisk kom tilbage, tillod jeg mig at foreslå, at vi lavede en byttehandel: betaling for mad og vin til gengæld for en jakke. Det syntes han imidlertid var en rigtig dårlig ide, og da han tog mig hårdt i armen, ved jeg ikke om min reaktion mest skyldtes frygt eller vrede, sikkert begge dele, i hvert fald udløste det en bevægelse, der resulterede i, at jeg slog fyren ud i et hug. Nogle få brøkdele af et sekund troede jeg, han var død, men så galt var det heldigvis ikke fat med ham, Og kort efter forlod han stedet med sin jakke og regningen betalt.
De andre gæster var forståeligt nok lidt chokerede, men de tog det pænt, og flere spurgte, om jeg tog imod kontanter eller evt. hellere ville beholde overtøjet. Et stykke tid levede jeg højt på berømmelsen, og jeg var måske lige ved at tro, jeg var af en særlig modig slags. Men jeg kom helt ned på jorden igen den eftermiddag, hvor Marie fra grillen grådkvalt kom styrtende ind i restauranten.
Hun havde besøg af banditten, og hun vidste jo, jeg kunne styre ham, så ville jeg ikke nok følge med og ordne sagen. Rygtet om min bedrift havde jo spredt sig, og måske var syv fluer blevet til høns, eller noget i den retning. Jeg var i hvert fald ikke ret modig indeni, da jeg lidt modstræbende fulgte med Marie. Heldigvis for mig fortrak fyren, da han så mig. En muligvis nok ringe odds for endnu engang at få klø af en pige var nok alligevel ikke risikoen værd.

Som på Peberkværnen var der også her stille perioder. Dem brugte jeg somme tider på at ringe til familiemedlemmer hjemme i Thy. Disse samtaler blev dog ofte afkortet, for når det rygtedes, at jeg var i gang med en samtale på mit modersmål, stimlede der kolleger sammen omkring mig – nogle endda medbringende en kop kaffe – og det kunne godt distrahere en smule. Folk må virkelig have kedet sig, men de havde jo ingen mobiltelefon.

Året var 1978, og videooptagere var ret sjældne, men Viggo havde en, og på dette fantastiske apparat fik vi – hans venner og kolleger lov at se optagelser, hovedsageligt racerkøreren Niki Laudas frygtelige ulykke fra 1976, som han af uransagelige årsager havde fået optaget. Sært at tænke på, at det var noget særligt, men det var en anden måde at få tiden til at gå, hvis der var en pause i arbejdet.

Tiden for Kvistgårds spisehus var ved at rinde ud, og dermed også min tid i Viborgs restaurationsverden. Jeg var jo nu bosiddende i Kjellerup, og private omstændigheder gjorde, at jeg følte, det måske var tid til et karriereskift. Og således gik det til, at jeg begyndte at arbejde i Kjellerup Kommunes hjemmepleje. Jobbet var som afløser, og så vidt jeg husker ret nemt at få, men jeg havde jo også en fortid i plejebranchen.


Kapitel VIII >

Retur til indholdsfortegnelsen >