Retur til indholdsfortegnelsen


XVII. JOBSØGNING OG LIMTRÆ

- hvor man lærer om at søge job og tage, hvad man kan få



1. Jobsøgning på dimittendsats

Under uddannelsen til teknisk assistent var de fleste af os blevet meldt ind i Teknisk Landsforbunds A-kasse. Det betød, at vi kunne få dagpenge på det, der hedder dimittendsats fra den dag, vi var færdige, hvis vi altså ikke hørte til de heldige, der allerede havde fået job.

Kort tid efter eksamen var jeg på tur til Djurs Sommerland. Der lykkedes det mig at brække venstre kraveben. Derfor kom jeg med armen bundet op til første møde på arbejdsformidlingen, som det hed dengang, og selvom jeg ikke følte mig syg, og selv om slyngen egentlig var en fejlbehandling, ja, så gav det altså en del besvær i min opstart som ledig. Personen på arbejdsformidlingen mente nemlig ikke, jeg var til rådighed på arbejdsmarkedet i min tilstand, og derfor skulle jeg sygemeldes og i stedet modtage sygedagpenge. Jeg fortrød bitterligt, at jeg ikke havde taget det dumme tørklæde af, lige mens jeg var der, for den eneste forskel det reelt gjorde for nogen, var en masse bøvl for mig, og måske også, at jeg røg lidt længere ned i jobkøen. Men sådan var nu reglerne.

Sagen blev ikke mindre kompliceret af, at der efter to uger på sygedagpenge fulgte tre ugers ferie, så først hen i slutningen af juli var dagpengesituationen normaliseret.

Og så gik jobsøgningen i gang. Det foregik for det meste ved, at man gennemsøgte alle relevante aviser, og selvfølgelig kiggede man også på opslagene på arbejdsformidlingen, hvor man troligt mødte op en gang i ugen for at ”stemple”, som det hed. Man stemplede nu ingen steder, men det havde man sikkert gjort tidligere. De fleste, der manglede tekniske assistenter, søgte en, der havde en masse erfaring, ofte stod der ord og vendinger i opslagene, jeg aldrig havde hørt. Ting som cad-cam og andre elektroniske tegneprogrammer havde jeg godt nok hørt om, og jeg havde også hørt, at man ikke skulle underdrive ens kompetencer, når man skrev ansøgninger, men ligefrem at påstå man var god til noget, man kun havde hørt om, det harmonerede virkeligt dårligt med min måske nok lidt overdrevne vane med at underdrive. I det hele taget bød det at søge arbejde mig virkelig imod, og da der ikke rigtig skete noget på headhuntingsfronten, var det alt i alt noget skidt.

Dengang foregik jobsøgning på den måde, at man skrev en ansøgning – gerne i hånden – men ellers i hvert fald med en personlig underskrift. Derefter kopierede man alt, hvad man kunne støve op af eksamensbeviser og relevante anbefalinger, og postede det hele i store kuverter, så det ikke blev bøjet. Det var både arbejdskrævende og dyrt, så efter nogle måneder begyndte jeg at overveje andre jobmuligheder.



2. Dansk Limtræ

I Frederiks lå der en limtræsfabrik. Det eneste, jeg kendte til limtræ, var den plade, vi fik lov at lave til vores taburet på træindustriarbejderkurset, men træ vidste jeg da lidt om, så da jeg hørte, de manglede folk på natholdet, søgte og fik jeg jobbet. At skulle natarbejde skræmte mig ikke. Jeg var udpræget B-menneske, så jeg tænkte, det passede mig fint at møde ind kl. 23 og få fri igen kl. 7 fem dage i ugen. Hvad jeg ikke lige havde tænkt på, var, at godt nok kom jeg hjem fredag morgen og havde så i princippet weekend, men jeg var jo træt oven på en hård nat, og ofte sov jeg til langt ud på eftermiddagen. Jeg havde heller ikke tillagt det nogen større gene, at jeg skulle afsted søndag aften, men det var faktisk ret træls, især hvis vi var i byen, og jeg måtte haste hjem for at gøre klar til en arbejdsnat.

Måske havde det ikke generet mig, hvis jeg så havde været glad for at komme afsted, men det var desværre langt fra tilfældet. Mine natkolleger var såmænd meget søde. Ved 3-tiden mødtes vi i frokoststuen til kaffe og lidt medbragt mad. Vi var ikke så mange om natten, 5 -6 stykker mener jeg, vi var. Der var Vivi - en ung mor til tre, som knoklede som en gal – både på limtræsfabrikken og hjemme, samt et par andre småjobs. Jeg blev helt forpustet, når hun fortalte, hvad hun overkom. Derudover var der et par mænd, der ikke gjorde så meget væsen af sig, så jeg husker, hvad de hed. Der var også to tamilere. På den tid var der kommet mange flygtninge fra Sri Lanka, og en del af dem var havnet på Frederiksegnen. De var meget arbejdsomme begge to, men ellers havde de ikke meget til fælles. Den ene hed noget, jeg aldrig lærte at udtale, den anden hed Anton Alfred. Dette lidt særprægede, men dog genkendelige navn, havde han fået af sine engelskpåvirkede forældre, og denne påvirkning gik igen i hans påklædning og den måde, han agerede på i forskellige sammenhænge. Sagt med andre ord var hans vestlige væremåde med til at gøre det meget lettere for både ham selv og os andre at arbejde sammen, men begge var flinke og imødekommende, og de sproglige udfordringer spillede en mindre rolle, for ud over den korte pause var der ikke tid til meget smalltalk.

Selve arbejdet bestod i at sortere fyrretræsstave af samme bredde – ca. 5 cm – men forskellige tykkelser og længder. Kunsten bestod i lynhurtigt at tage stilling til kvaliteten af sådan en pind og så sørge for, at den blev sat sammen med nogle andre af samme kvalitet, så de tilsammen dannede en pæn plade - i hvert fald hvis det var en A-plade. Der fandtes nemlig også både B- og C-plader, og de behøvede ikke være helt så perfekte. For at en plade var A måtte knasterne ikke være mere end 3 cm i diameter, og de skulle være friske, hvilket ville sige ikke mørke og ved at falde ud. Der måtte heller ikke være harpikslommer eller andre fejl. Sidst, men ikke mindst, skulle man passe på, at der ikke kom ”hjerter”. Dette fænomen opstod, hvis man kom til at placere to nabopinde op ad hinanden, så den samme knast blev nabo til sig selv, og det var noget af det værste, kunne jeg forstå på snakken i pindesorteringskredse. Undervejs skulle man jo også huske at tænke på, hvordan bagsiden kom til at se ud.

Når jeg tænker på arbejdets art set i bagklogskabens lys, står det helt klart, at det nok var noget nær det, jeg egnede mig dårligst til. Det var lidt den samme problematik som i de gode gamle roehakningsdage, blot endnu værre. De tre grundelementer var: Der skulle holdes rede på mange ting ad gangen, der skulle tages beslutninger, og det skulle gå hurtigt. Ingen af disse ting faldt mig naturligt, og så var det oven i næsten ubærligt kedeligt. Tidligere tiders rutinearbejde havde jeg da i det mindste kunnet enten høre radio til, eller bare stå og falde hen i egne tanker. Det kunne jeg ikke her, det krævede simpelt hen al min koncentration. I den første tid troede jeg vel, at det kom med øvelsen, men det gjorde det ikke. Jeg brugte alt for lang tid på at overveje, om en pind var en A’er eller en B’er – eller måske ved nærmere studier en C’er, og så alligevel, der var jo også en bagside, såå - - -. Jeg var helt sikkert alt for langsom, ovenikøbet er jeg sikker på, at der blev kasseret ret mange af mine plader, og havde jeg ikke selv givet op, var jeg sikkert også blevet fyret, men jeg blev mere og mere træt af at skulle afsted.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var en episode, der indtraf en morgen, hvor jeg ellers var på vej hjem. På vejen ud så jeg en gruppe af dagholdets medarbejdere stå og more sig over et eller andet, og nysgerrig som jeg vel var, skulle jeg naturligvis se, hvad det var, der optog dem. Det viste sig at være en stor limtræsplade ca. 1 meter x 75 cm. Den var helt uden knaster på nær lige midt på, hvor to halve knaster dannede det nydeligste hjerte. Jeg tror egentlig ikke, at der var nogen, der sagde det direkte til mig, men der var nu ingen tvivl om, at historien gik, at det var en plade, jeg havde lavet. Det var nu et ret dårligt eksempel, for det krævede faktisk stor omtanke og tålmodighed at lave en plade næsten uden knaster, og sandsynligheden for, at den ville fremkomme helt tilfældigt, var faktisk lig nul. Den eneste sandsynlige og logiske forklaring på, at en plade som denne kunne fremkomme, var, at nogen bevidst havde konstrueret den sådan, og at den altså havde det helt åbenlyse formål at vise, hvor dårlig jeg var til at lave limtræsplader.

Oplevelsen var ret ubehageligt, vel mest fordi jeg følte, at her var en gruppe mennesker, der ikke ville mig noget godt, og det er nok det tætteste, jeg har været på noget, der kunne ligne mobning på arbejdspladsen. Selv om jeg er helt klar over, at det hører til i den lette ende af skalaen, var jeg glad for, at jeg havde mulighed for at stikke halen mellem benene og lade dem, der havde evnerne til det, om at lave limtræsplader i al fremtid.

Det eneste, jeg sidenhen har haft med branchen at gøre, er som forbruger, og ingen hjerter eller på anden måde forkert anbragte knaster er sidenhen forbigået min opmærksomhed.

Men af det lille lager af limtræ, som jeg nåede at redde fra fabrikkens dynger af kasserede pladestumper på vej til ovnen, er sidenhen skabt rullende og nagelfast indbo, der stadigvæk er ibrug som fx spisekammerbordet på billedet her:

Limtræsting

Mit farvel til ”Dansk Limtræ” betød, udover at jeg igen kunne få min nattesøvn, desværre også, at jeg igen var arbejdsløs. Og da jeg selv havde valgt at forlade arbejdspladsen, var det uden dagpenge, i hvert fald i de første fem uger, kaldet karensperioden, hvilket måske nok kunne virke en anelse uretfærdigt, eftersom jeg stadig ville have været dagpengeberettiget, hvis jeg havde insisteret på min status som arbejdsløs teknisk assistent og ikke havde søgt jobbet som limtræsfremstiller.

Men sådan fungerede det, og sådan fungerer det vist stadig. Jeg måtte altså hurtigst muligt finde noget andet at lave.


Kapitel XVIII >

Retur til indholdsfortegnelsen >