Retur til indholdsfortegnelsen >


IV. MADSENS HOTEL

- hvor man lærer, at Kjellerup (!) kan tilfredsstille nogens eventyrlyst


Selv om De gamles hjem I Fabjerg var et rigtig godt sted at være, begyndte jeg så småt at frygte, at jeg aldrig slap derfra. Jeg havde jo set eksempler på ældre frøkener, der ikke var kommet væk i tide og nu i en meget moden alder (mindst 30) kun kunne se frem til at flytte fra pigeværelset til en af stuerne på selve hjemmet. Sådan skulle det jo nødigt gå, så efter at have studeret Jyllandsposten i håb om, at noget spændende ville dukke op, faldt valget på ”servitrice søges til krostue/cafeteria på Madsens Hotel i Kjellerup”. Det kan godt være, det ikke lyder særlig eksotisk, som jeg skriver det her, men dels anede jeg faktisk ikke, hvor i landet Kjellerup lå, dels var hotelbranchen en helt fremmed verden for mig, så det var da med lidt sommerfugle i maven, jeg begav mig afsted fra Fabjerg til Kjellerup den allerførste gang efter telefonisk at have meldt min ankomst. Jeg havde studeret et kort og mente nok, jeg kunne klare turen på en times tid, hvilket måske nok var en anelse optimistisk i betragtning af, at turen skulle tilbagelægges på ”tommelfinger”. At jeg fik jobbet på trods af, at jeg kom ca. halvanden time for sent, kan nok tilskrives det faktum, at der ikke rigtig var andre ansøgere.

Jeg husker ikke, hvor mange biler jeg kørte med for at komme så langt, men jeg husker, at den sidste chauffør forsøgte at overbevise mig om, at Madsens Hotel ikke lå i Kjellerup, men derimod i Bjerringbro, og selv om det lykkedes ham at bringe tvivl i mit sind, besluttede jeg alligevel at stige ud for enden af Vestergade for at foretage resten af rejsen til fods. På hjørnet ved det gamle apotek (jeg tror, der var en butik der dengang) spurgte jeg en ældre herre om vej, og han tilbød mig øjeblikkeligt følgeskab. Det viste sig nemlig, at det var så heldigt, at han selv netop skulle derhen. Velankommet sluttede han sig til et selskab bestående af tre-fire andre ældre herrer. En af dem havde et kuglerundt hoved med sparsom, strittende hårvækst, et bredt smil, der afslørede ikke alt for mange tænder, og en tydeligvis ikke overdreven hang til renlighed. Dette mit første møde med værtshusmiljøet viste sig senere at være kendt under navnet Peter Sommersko. Hvorfor denne trinde glade mand havde fået tilnavnet Sommersko, er der sikkert en forklaring på, men jeg erindrer det ikke. Jeg fandt imidlertid ud af, at det mere var undtagelsen end reglen ikke at have et øgenavn. Peters ven, som også var til stede denne eftermiddag, var en af disse undtagelser. Han hed simpelthen Arne. Arne var en ualmindelig omgængelig mand og i modsætning til Peter også stilfærdig, Jeg husker umiddelbart ikke at have hørt ham sige andet end ”jaja jaja”. Min følgesvend viste sig at gå under navnet Perlehønen. Hvem der i øvrigt var tilstede, husker jeg ikke, men havde jeg indtil dette møde haft en forestilling om flotte fyre og romantik i restaurationsbranchen, blev den da i hvert fald skudt i sænk ved denne lejlighed. At jeg alligevel valgte at give det en chance, skyldtes nok i første omgang, at jeg ikke havde spor lyst til at vende tilbage til de førnævnte dystre udsigter for fremtiden, men i høj grad også, at jeg fornemmede en venlighed og en varme og ikke mindst en høj grad af respekt over for disse lidt skæve eksistenser. Denne fornemmelse viste sig at holde stik.

Selve jobsamtalen foregik i krostuen. Det var min kommende chef, Bodil, der forestod den. Egentlig var det vel Per, hendes mand, der på papiret drev etablissementet. Det var i hvert fald ham, der var direkte efterkommer af jeg ved ikke hvor mange generationer af Bøgelund Madsener. Per var imidlertid ikke så interesseret i hoteldrift. Han havde sit faste arbejde som elektriker på Midtkraft og viste sig kun sjældent i krostue og cafeteria, og jeg tror det passede ham fint at overlade såvel personalepleje som kundekontakt til Bodil. Bodil var en lille spinkel dame med kort mørkt hår. Hun havde næsten altid en cerut i munden, ikke sådan en fjollet lille damecerut, nej en rigtig velvoksen en af slagsen. Hun må have haft sine betænkeligheder ved de udfordringer, der ventede hende i forbindelse med min optræning, men der var som nævnt ikke så mange valgmuligheder. Det blev i hvert fald aftalt, at jeg skulle begynde som servitrice med særligt ansvar for krostuen, og i det følgende halvandet års tid lærte jeg denne lille midtjyske forhenværende stationsby at kende på godt og ondt.

Ganske vist var Kjellerup ikke en storby, men det var dog den største, jeg ind til videre havde boet i, og som nyankommen borger i byen var der mange nye indtryk og mange erfaringer, der skulle gøres.

Jeg skulle blandt mange andre ting finde et sted at bo. I starten kunne jeg låne et værelse ovenpå, hvor familien boede, hvor der i fordums dage havde været hotelværelser. Der var rigtig hyggeligt, men selv om det bar præg af at have været hotel, så var det altså nu en del af familiens privatbolig, så selvfølgelig var det da kun midlertidigt!

Der er nogen der hævder at thyboer er den danske version af skotter, og noget er der måske om det. Jeg fandt i hvert fald priserne på udlejningsboliger helt urimeligt høje, så fraflytningen blev hele tiden udsat, og da jeg tilbragte det meste af min tid i krostuen og i øvrigt kom fint ud af det med familien, endte det med, at jeg blev boende på kvistværelset al den tid, jeg var på Madsens Hotel, vist nok uden, at det egentligt blev aftalt og selvfølgelig også uden, at jeg betalte for det.

Torvet var byens absolutte centrum. I et hjørne stod Karls pølsevogn, og her solgte Karl røde og ristede til byens sultne borgere. Karl vidste alt om alt og alle, for han var god til at lytte og besad nok også en ægte interesse for sine medborgere. En ikke uvæsentlig evne for en pølsemand - eller en servitrice for den sags skyld - måske i virkeligheden den vigtigste.

Udsigten fra cafeteriet var i top, når det gjaldt om at følge med i byens liv. Der sad jeg mange sene aftener sammen med Per og Bodil og drak kaffe og grand manier og fik fortalt anekdoter fra flere generationers liv på hotellet og fik gode råd om, hvem man kunne stole på, og hvem man skulle være på vagt over for.

Mit kendskab til værtshusbranchen var som nævnt meget lille. Jeg havde da besøgt de små lokale steder hjemme i Hurup, men det var ikke med mine forældres tilladelse, og jeg havde vel faktisk den opfattelse med hjemmefra, at det ikke var steder, ordentlige mennesker kom. Det samme var tilfældet i Lemvig og Struer, hvor det var dansestederne og ikke værtshusene, vi gik efter.

Jeg ved, at Bodils baggrund på mange måder lignede min. Hendes forældre havde ikke ligefrem jublet, da hun valgte sygeplejerskeuddannelsen fra til fordel for livet på Madsens Hotel. Og jeg tror, hun følte et ansvar for, at jeg ikke skulle kaste mig hovedkulds ud i alt for mange eventyr i denne for mig helt nye verden.

Når man er 18 år og bare en helt almindelig pige, der ikke har været vant til at blive lagt mærke til, kan et job som værtshusservitrice godt være lidt overvældende. Det var Bodil meget opmærksom på. Det blev i hvert fald tilrådet, at jeg holdt en vis professionel distance til de fleste af gæsterne. Det lykkedes vel også til en vis grad, men når man nu pludselig var en meget vigtig person for mange mennesker (sådan føltes det i hvert fald) og gennem tobaks- og alkoholtågerne tillige meget kønnere, end man var vant til at være, kunne det godt være svært at holde hovedet koldt, og frekvensen af forelskelser var vist relativt høj i den periode.

Et kendt ansigt i byen, i hvert fald i værtshuskredse, var Manfred Schmidt, der som navnet antyder var tysker af fødsel. Han var tjener af profession. Det var han efter sigende blevet på et meget fint hotel i Esbjerg, hvor han også havde efterladt kone og børn (altså i byen - ikke på hotellet). Hvorfor han var havnet på Kjellerups værtshuse, ved jeg ikke, men han havde været på dem alle, også Madsens. Schmidt var en dygtig bartender. Den vigtigste egenskab for at være dygtig i det fag er at kunne få kunderne til at vælge netop ens ”eget” værtshus frem for de andre, og alle elskede Schmidt. Desværre kunne han ikke rigtig styre sit alkoholforbrug, på Madsens hotel måtte man modstræbende tage afsked med ham, da man ved optælling fandt ud af at øl-lagret kun bestod af en tynd skal med fulde ølflasker – alle de andre kasser var fyldt med tomme flasker, og det holdt jo ikke i længden. Schmidt, som var en både intelligent og beleven herre, indså også selv, at værtshuslivet ikke var godt for ham på heltidsbasis og overgik til at arbejde på fabrik, men han blev ved med at besøge sine gamle arbejdspladser med jævne mellemrum sammen med sin trofaste Gitte, der ventede utallige timer på, at det passede Schmidt at gå med hjem.

Ideen med at tage job som værtshusservitrice faldt ikke just i mine forældres smag. De syntes mildest talt, det var en dårlig ide. På et tidspunkt besluttede de sig dog for at besøge mig i mine nye omgivelser. Når besøget ikke endte i ren katastrofe, skyldtes det dels, at de blev mødt med stor venlighed af Per og Bodil, dels at Manfred Schmidt var at finde blandt gæsterne den dag. At han kunne charmere selv mine forældre og overbevise dem om, at der også var positive elementer i værtshuslivet, siger nok mere om ham end alverdens anbefalinger.

Min normale arbejdstid var fra kl. 3 eftermiddag til lukketid, som var 11 -12 tiden hverdagsaftener og 1 – 2 stykker i weekenden. Børnene Majbrit på 13, Jens på 12 og Niels på 11 var altså i skole det meste af min fritid. Alligevel lærte jeg dem rigtig godt at kende. De kom jo også i cafeteriet, når de kom hjem fra skole, og hele hotellet var på en måde deres hjem, ligesom alle de ansatte hørte til familien. En dag, hvor drengene syntes at mit værelse var blevet lidt for rodet, gik de i gang med at fikse det lidt op, og resultatet var virkelig imponerende, selv om det meste vist var skubbet ind under sengen, og blomsterne nok var fra kummerne på torvet.

En lørdag formiddag i starten af min ansættelse tilbød Majbrit at være min guide i byen. Da vi kom til byens grillbar, foreslog jeg, at vi skulle gå derind og drikke en sodavand. Hjemme i Hurup var grillbaren samlingspunkt for byens teenagere, så jeg mente det måtte være det rette sted. Til min undren mente Majbrit ikke, det var en god ide, faktisk var hun sikker på, hendes forældre ikke ville synes om, at hun gik på grillbar. Hvis vi skulle nyde en sodavand andre steder end hjemme, mente hun nok, at El Diablo ville være bedre. Selv om jeg fandt det lidt besynderligt, at en westernsaloon var mere spiselig end en uskyldig grillbar, besluttede vi derfor at dele to appelsinvand på El Diablos sadelbarstole. Det viste sig senere heller ikke at falde i god jord hos Per og Bodil, men dog at fortrække fremfor grillbaren, som jeg ved denne lejlighed lærte ikke var et sted for pæne mennesker. Og skulle man ved en fejl forvilde sig derind, blev det fra flere pålidelige kilder tilrådet af hygiejnehensyn at drikke sin øl af flasken. Efterhånden fandt jeg ud af, at vi delte mange af kunderne. Der var tilsyneladende også en vis charme ved Grill-Bendt og Grillmutter, selvom sidstnævnte var en skrap dame med stort opsat sort hår, høje hæle og meget korte nederdele - sin ikke helt unge alder taget i betragtning.

El Diablo var som nævnt i bedste westernstil. Om dagen fungerede det som almindeligt værtshus, men fredag og lørdag aften transformeredes det til det vildeste diskotek. På stille aftener måtte jeg lukke krostuen kl. 12. Jeg kan ikke udelukke, at der indimellem var kunder, der har følt sig uvelkomne sådan en lørdag aften, når jeg øjnede chancen for at få en times tid med diskomusik og sjælere på El Diablo. Den dag i dag føler jeg mig hensat dertil, når jeg hører Abbas ”Dancing Queen”.

Det kunne også være Skovbunden, der trak. Det var kælderen til det andet gamle og i modsætning til Madsens dengang stadigt fungerende hotel, Schous Hotel. Skovbunden var mest hjemsted for flippertyperne. Der var ind i mellem levende folkemusik og altid masser af islændertrøjer og langt hår og skæg. Jeg husker af en eller anden grund stedet bedst for sangen ”All Around My Hat”. Der er ikke noget, der kan få en følelse af nostalgi frem som musik og dufte. På Madsens hotel havde vi en pladespiller og en stak plader med Gasolin, Shu-bi-dua, Abba, og hvad der ellers hørte til tidens musik. Hvalen Valborg var nok noget af det mest spillede.

Selvom byen var lille, og alle kendte til alle stederne, så havde mange alligevel deres stamværtshus. På Madsens Hotel kom stort set alle kategorier af mennesker. Ud over de charmerende fyre, jeg mødte den første dag, var der også de lokale fodboldspillere. De afsluttede ofte træningen hos os med et par øl, og når de havde spillet kamp, kom de og fejrede sejren eller druknede sorgen, og så blev hvert sekund af den netop overståede kamp vendt og drejet i en grad, der kunne undre en som mig, der aldrig har interesseret mig synderligt for fodbold. Nogle af spillerne kunne næsten ikke få stoppet igen, og var jeg den eneste, der var tilbage, kunne en meget entusiastisk – og sikkert lettere bedugget – spiller fortsætte gennemgangen af den afsluttede kamp med mig som eneste tilhører.

Fodboldspillerne fyldte meget, men der kom også mange andre i krostuen. Der var fyraftensfolket, mest om fredagen. Blandt dem var der mange, som sad en times tid og fik et par øl for at fejre weekendens begyndelse. En anden gruppe har John Mogensen beskrevet så glimrende i sangen ”sidder på et værtshus”. Den handler om dem, der blev siddende lidt for længe, fordi ”der var klister på stolen.”

Der var også gutterne fra den lokale motorcykelklub. Heriblandt Karl Anker, som var frygtelig stærk, men heldigvis også fredsommelig. En aften havde han moret sig med at vende min lille nyerhvervede Mascot på tværs i porten. Jeg tror dog, han må have haft en hjælper eller to. Og da de havde moret sig lidt over det faktum, at jeg ikke kunne få den ud, blev den da også vendt igen.

Og der var rally-drengene, som kørte rundt i smarte biler med fartstriber og altid var der, hvis man havde brug for et lift eller en hjælpende hånd. I det hele taget kunne jeg altid regne med hjælp, hvis behovet opstod. En aften kort tid efter min ankomst kom to af gæsterne i klammeri. Jeg kendte dem jo begge to som nogle flinke fyre, så i min naivitet troede jeg, de ville stoppe, hvis jeg gik imellem dem og bad dem pænt om at holde op med det pjat. Det kom til at koste en lp plade, som jeg tilfældigt stod med i hånden. At det ikke også gav et blåt øje, kunne jeg takke de tililende stamgæster for. Jeg husker ikke, hvem mine redningsmænd var, men der var næsten altid nogen tilstede, som jeg kunne regne med, uanset hvad det drejede sig om.

Som ny servitrice skulle jeg selvfølgelig prøves af. En øl kostede 5 kr., og femtabellen havde jeg nogenlunde styr på, men var der så også blandet sodavand og spiritus i regnskabet, skulle der ikke meget til, før forvirringen greb mig. Der var mange, der forsøgte at narre mig, men de allerfleste gik til bekendelse, når de havde grinet af. Krostuen bestod af et stort lokale, hvor baren var placeret. Til hver side var der adskilt af en bue to lidt mindre rum. De fleste fortrak at sidde i midten, men ønskede man lidt fred, eller hvis der blev spillet kort om penge, hvilket ofte skete, når slagterne og handelsmændene kiggede ind, så sad man i ly i et af de tilstødende lokaler. En aften kom der fire unge fyre ind i krostuen. De bestilte drinks, som skulle serveres i rummet til højre. Da ordren var ekspederet, bad de om det samme til deres venner ved bordet ved siden af. Jeg påpegede, at der jo ikke sad nogen, men da de undrede sig meget over, at jeg ikke kunne se dem, besluttede jeg mig for at gå med på spøgen. Det samme gentog sig et par gange, så da regningen skulle betales, var det lidt problematisk, at de usynlige venner ville blive siddende og selv betale, når de gik. Nej, hvor de morede sig, jeg havde vist lidt problemer med at finde en passende grimasse. Lidt senere kom de dog tilbage, stadig i højt humør, og betalte ”vennernes” regning.

Med tiden blev jeg da bedre til det med hovedregning, men når nogen ønskede at vente med at betale, til de ville gå, havde jeg selvfølgelig skrevet det ned. Da det jo især i starten ikke var alle, jeg kendte navnene på, havde Per lært mig at skrive et eller andet, som beskrev den person, det drejede sig om. Der kunne godt opstå nogle pinlige episoder, hvis kunden – stik imod alle regler – fulgte med om bag baren. Så fik jeg travlt med at skjule, at jeg havde skrevet ”store næse” eller ”sorte negle” eller lignende. Selv om mine regnefærdigheder og min hukommelse gradvist blev bedre, tror jeg nu nok, at Per og Bodil - af hensyn til mig - tøvede lidt længere med at sætte prisen for en øl op til 5.25 end konkurrenterne.

Hvis tiden blev lang, kunne man bede om raflebægerne. Det var en populær beskæftigelse at spille ”løgn” Man spillede to runder, og hvis det stod lige, skulle man til Viborg. Det gjaldt vist uanset, hvor i landet man befandt sig, og det var naturligvis kun noget, man kaldte det sidste og afgørende spil om, hvem der skulle give en omgang til hele bordet. Jeg spillede også en gang i mellem, men hvis jeg vandt, fik jeg min andel i cigaretter. Det gik jo ikke, at jeg drak øl i arbejdstiden, så kunne jeg da slet ikke regne.

Mens kvinderne så absolut var i flertal blandt personalet, så det unægtelig noget anderledes ud på kundesiden. Det skete da, at der sad et par piger og nød en øl eller en drink sammen i krostuen, men så var det næsten sikkert weekend. Der var også kærester og koner, som gik i byen med deres mænd, nogen gjorde det af lyst, men der var helt sikkert også dem, der var med i håb om at kunne afkorte besøget.

Det Kjellerup, jeg kendte, bestod hovedsageligt af unge festende mennesker og ældre mænd med lidt for stor tørst. Det var først langt senere, det gik op for mig, at det var en by som alle andre, og at der levede masser af mennesker, der aldrig satte deres ben på et værtshus, og som vel også for manges vedkommende så med lidt nedladende øjne på sådanne steder samt på dem, der arbejdede der, - nøjagtig som derhjemme i Hurup,

Når man kom ind ad døren, der vendte ud mod rutebilstationen, kunne man vælge at gå til højre ind i krostuen, eller man kunne gå til venstre, og så kom man i cafeteriet. Cafeteriet fortjener sit helt eget afsnit. Mest fordi der faktisk ikke var mange af Madsens gæster, der kom begge steder. Cafeteriet havde sit helt eget kundegrundlag.

I cafeteriet regerede Karen. Karen var en fantastisk medarbejder. Først og fremmest var hun meget afholdt af stamklientellet, og desuden var hun utroligt effektiv. Karens mor var Italiener, og familien var først kommet til Danmark, da Karen var omkring 17 år. Det slog igennem på en svag accent, og når hun lejlighedsvis benyttede den lillebitte telefonboks som befandt sig mellem cafeteria og krostue til at snakke med sin mor. Den var nemlig ikke bygget til så store armbevægelser, som en samtale på modersmålet krævede.

I hverdagen var det altså Karen i cafeteriet og mig i krostuen, men enkelte gange afløste vi hinanden, og i stille perioder skulle vi også af og til passe begge steder. Gæsterne i cafeteriet var en ligeså broget skare, som dem der besøgte krostuen. Der var dem, der kom dagligt for at spise, enten det så var dagens middag, smørrebrød eller noget andet fra disken. Dagens middag blev serveret på tallerken. Der var afmålte mængder af kød til en portion, men kartofler kunne man få alle dem af, man ville. En stilfærdig mand, som kom der jævnligt, skulle altid kun have en lille portion. Jeg bad ham sige stop, når han mente, der var kartofler nok. Det var der nu først, når der absolut ikke var plads til flere, og de blev spist rub og stub. Der var også en del, der holdt deres kaffepauser der. Nogen kom både formiddag og eftermiddag. En af dem var Magnussen, der ejede den lokale møntvask. Han kom kørende i sin veteranbil altid iført en blå overall. Han var altid lidt vranten, men god nok på bunden. Gardinmanden og hans assistent kom også næsten dagligt for at drikke en kop kaffe og spille en tier op i spilleautomaten. Dem havde vi et par stykker af. Man kunne bruge 25 ører eller spillemønter. Hvis man vandt, var de rigtige penge imidlertid sorteret fra. Det var nemlig ikke lovligt at spille om penge, og eventuelle gevinster kunne heller ikke veksles. Men for trods alt at gøre det lidt attraktivt at spille kunne man købe mad og drikke for mønterne hos os, i hvert fald hvis man var et kendt ansigt, for indimellem kom der kontrollører, og de måtte helst ikke vide, at vi omgikkes reglerne. En af de ivrigste spillere var Konrad. Han kom næsten hver dag på klokkeslæt, og så spillede han et par timer – kun afbrudt af en kaffepause. En dag skete der det for Konrad så uheldige, at den store gevinst kom ud netop i denne kaffepause. Det skal siges, at Konrad nærmest betragtede den maskine, han spillede på som sin ejendom, og det, at gardinmanden og hans assistent fik Konrads pulje på deres ene 10 krone, tog han meget ilde op. - Men næste dag kom Konrad jo alligevel tilbage. Jeg tænker, det var hans eneste adspredelse. Han snakkede ikke meget med nogen, han var også altid lidt vredladen. Men kunne nogen få et lille bitte smil frem på Konrads ansigt, var det Bodil. Konrad havde et lille landbrug. Han var altid i gult arbejdstøj, og man kunne lugte, når Konrad var tilstede. Måske boede han nærmest sammen med sine køer.

En anden af cafeteriets trofaste gæster var Pedersen. Han var på næsten alle måder Konrads diametrale modsætning. Pedersen var altid iført et pænt gråt jakkesæt, som var både rent og velpresset. Han var desuden en ualmindelig venlig og høflig mand. Pedersen var sadelmager og havde sin egen lille forretning. Det var ikke meget, vi i øvrigt vidste om ham, for han var en meget beskeden og privat mand, men Bodil havde dog fået en lille bid af hans historie. Pedersen var født med en pukkel på den ene skulder, og hans grå jakkesæt var uden tvivl specialsyet. Der var vist også noget med fødderne. Som barn blev Pedersen gemt væk i et lille rum, når familien fik gæster. Tænk, at nogen kunne gøre det mod et barn. Jeg tror ikke, Pedersen bar nag. Det var vel sådan, det var dengang, og noget godt må han vel også have oplevet, for der kommer sjældent et godt menneske ud af ingenting. En dag det kom Pedersen for øre, at jeg havde planer om en indkøbstur til Viborg, spurgte han, om han måtte køre med. Han skulle købe ind til sin forretning. Og selvfølgelig måtte han det. Da vi begge var færdige med vores indkøb inviterede Pedersen mig på konditori. Det blev både første og sidste gang, og jeg følte mig da også nærmest hensat til en anden tid, da vi sad der og drak kaffe af fine kopper serveret i en sølvkande og med flotte flødekager til. Jo, der var stil over Pedersen, men mindre kunne vel også gøre det, og kaffen smagte vist lige så godt af hverdagskopperne på Madsens hotel.

Inga

Cafeteriet var for rigtig mange det sted, man mødtes og fik en snak om stort og småt. For nogle var det måske den eneste kontakt med andre mennesker, andre nød bare lidt tid for sig selv, og ind i mellem tror jeg faktisk, der var mænd, der blev parkeret, mens lillemor handlede.

Man kunne også bestille mere specielle ting fra køkkenet, men det var ret sjældent, at nogen benyttede sig af det. Køkkenet lå i kælderen. Her huserede flere kyndige damer, som jeg egentlig ikke kendte, iblandt dem den tidligere hotelfrue. Hun var en høj statelig dame, der aldrig blev kaldt for andet end fru Bøgelund Madsen, eller den titel hun nu havde i forhold til de yngre generationer. Årsagen var efter sigende, at hun ikke brød sig synderligt om sit fornavn, som hun delte med en snaps, vi af samme grund ikke førte i etablissementet.

Min fornemmelse af, at alle var lidt bange for hende, fik jeg bekræftet den skæbnesvangre dag, jeg tabte dagens ret på trappen. Dagens ret blev opbevaret i et stålkar med låg, som blev holdt varm i vandbad. På vej op fra køkkenet med et sådant kar snublede jeg, og den stegte lever med bløde løg røg ud af beholderen. Jeg anede ikke mine levende råd, men gå tilbage i køkkenet og beklage at en hel formiddags arbejde nu lå på trappen, havde jeg en helt klar fornemmelse af ikke ville være klogt. I stedet løb jeg op i lejligheden til Bodil i håb om, at hun havde en genial løsning på det frygtelige, der var sket. Om løsningen var genial, ved jeg ikke, jeg tænker, veterinærmyndighederne ville have ment, den ikke var, men Bodil, som selvfølgelig ikke kunne trylle og nok var mindst lige så ked af at bede sin svigermor lave en ny omgang varm mad, bad mig – efter at have sikret sig, at der ikke var vidner til uheldet – simpelt hen om at samle den stegte lever op fra gulvet og sætte den i vandbadet, som om intet var hændt. Der var, så vidt vides, ingen, der fik ondt nogen steder, men der var nu også altid pænt og rent på Madsens Hotel.

Den gamle frues mand hed Folmer. Det hændte, at han kom forbi og drak et par øl med nogle af de gamle venner. Han kunne aldrig huske, hvad jeg hed, så når der skulle en ny omgang på bordet, hed jeg Sulejma. Det var da en afveksling fra ”dame, frøken og servitrice”.

Udover at lave mad til cafeteriet leverede køkkenet på Madsens Hotel også smørrebrød ud af huset, både til private og til samlestalden, når der var landboauktion. Til dette formål havde man anskaffet en Morris Mascot af varevognstypen. Når ikke der var smørrebrød, der skulle leveres, måtte jeg gerne låne den, og da det ikke var blevet til meget kørsel siden mit bileventyr, var det et rigtigt godt frynsegode. Jeg tog mig nok også nogle friheder, for efterhånden tog jeg det som en selvfølge, at den lille bil stod til min rådighed, når ikke den blev brugt til andet. En sen aften var vi tre, der blev enige om at køre til Viborg for at se, om der skete noget på ”Finn in og Bak ud” (genialt navn når ejeren hed Finn Bak). De to andre var min veninde Grethe, som jeg havde på besøg, og HP, som var en af mine nye, rigtig gode venner. Det var vel ikke helt lovligt med 3 på forsædet, men det gik vi ikke så meget op i dengang. Da vi havde fået os anbragt, opdagede vi til vores store ærgrelse, at der allerede var en passager i bilen. Bag i bilen, der hvor der plejede at være smørrebrød, lå Kalle, også kendt som Kalle Brækjern. Jeg kendte ikke Kalle særlig godt, men jeg havde hørt, at han kunne blive ret arrig, hvis man vækkede ham, så vi besluttede, at han jo da i grunden ikke lå i vejen. Altså satte vi kurs mod Viborg. Vi var ikke nået ret langt, da en politibil viste os ind til siden, og pludselig virkede alle de små ulovligheder ikke nær så uskyldige mere. Mine ben rystede så meget, at jeg havde svært ved at styre dem, hvilket resulterede i, at mascotten (hvis håndbremser ikke fungerede) trillede lige så stille baglæns og ramte politibilen med et lille bump. De to betjente var af den traditionelle sammensætning med en hård negl og en flink udglattende type. Den hårde negl konstaterede tørt at ”hov, der kørte du på vores bil, det var ikke så godt”, hvorefter den gode, som vel kunne se, jeg var på sammenbruddets rand, trøstede mig med, at der ikke var noget at se. Hvor ufatteligt det end lyder, fik vi - godt nok med mange formaninger - lov at køre videre. Jeg tænker, heller ikke de havde lyst til at hænge på den sovende Kalle, desuden var de sikkert ude for at finde spritbilister, og det var en af de få forsyndelser, vi ikke gjorde os skyldige i. Resten af turen forløb uden flere fortrædeligheder. Kalle vågnede, da vi kom til Viborg, så ham efterlod vi – igen sovende – på en barstol i Bak ud. I øvrigt skete der heller ikke rigtig noget i Viborg den nat.

I den her beskrevne periode var det for det meste mig, der regerede i krostuen. Men når der var travlt, eller jeg havde brug for en fridag, var der andre, der tog over. Der var Mary, som bedst kunne om formiddagen, fordi hun var alenemor til Bo. Og Marianne, der var en temperamentsfuld rødtop. Hun var vist egentlig ikke 18 endnu og altså ikke gammel nok til at sælge øl og spiritus, men det tog vi ikke så nøje, hvis der var mangel på myndige personer. Inger var også rødhåret, og ligesom Marianne ikke helt gammel nok. Hun var præstedatter, og som det vist ofte er tilfældet med den slags, havde hun en vildskab i sig, der gjorde, at man aldrig kedede sig i hendes selskab.

En weekend omkring juletid havde både Inger og jeg fået lov at holde fri, det samme havde mascotten, så vi tre begav os på eventyr. Det gik også rigtig fint, indtil jeg glemte, at man ikke må bremse i glatføre, og vi torpederede en forankørende bil. Det var noget rigtig skidt, og jeg sov ikke meget den nat ved tanken om, at jeg skulle overbringe den triste nyhed til Per og Bodil dagen efter, for ganske vist var vi kommet hjem til mine forældre i den havarerede bil, men skjule uheldet kunne vi ikke. De tog det pænt, Per og Bodil. Vi forsøgte at køre den stakkels bil hjem, men da vi nåede Struer, kunne den ikke mere, og jeg havde altså nu to mascotliv på samvittigheden. Tilbage på Madsens Hotel blev vi modtaget af Maibrit. Hun forsikrede mig om, at der ikke var noget at være ked af. For som hun sagde: ”far og mor har allerede købt en ny, og den må du også gerne låne”. Men det blev nu aldrig helt det samme med Ford Eskorten, og kort tid efter købte jeg min egen Morris Mascot (den, der blev vendt på tværs i porten).

Ikke at skue hunden på hårene, er en talemåde jeg har lært rigtigheden af ved flere lejligheder. Det smarte tøj og det dannede sprog er ikke garanti for god opførsel, og ofte gemmer der sig bag et lidt rustikt ydre og et groft sprogbrug et bundhæderligt menneske, som man kan stole på i enhver situation. Det skete ikke så tit, at der kom folk, jeg ikke kendte i krostuen, men en stille eftermiddag fik jeg besøg af en nydelig ukendt herre. Han bestilte en øl og forsvandt ved første lejlighed med en af de fire eftertragtede Jägermeister-askebægre, vi havde stående på de borde, hvor vi kunne holde øje med dem. (Jeg købte to på brugtmarkedet for nylig til ca. 30 kr. stykket, så det var måske ikke helt værd at gøre sig til tyv for).

Hverdagsaftenerne i krostuen var som regel ret stille. Indimellem var der da begivenheder, der måtte fejres - også selvom der var arbejde, der skulle passes den kommende dag - f. eks en veloverstået fodboldkamp eller -træning. Der var dog nogle få, som konsekvent ignorerede tanken om at skulle tidligt op og på arbejde og som på forbavsende vis formåede at passe både arbejde og helaftens værthusbesøg – stort set ugen igennem. Men vi mennesker er jo som bekendt forskellige, og det var ikke alle der klarede det hårde liv.

Det faktum, at tiden på Madsens hotel for mig står i et lidt rosenrødt skær, har muligvis fået hele fortællingen om stedet til at fremstå lidt for idylliseret. Sådan var selvfølgelig ikke alting. Men det var først langt senere, det rigtig gik op for mig, at værtshusmiljøet også havde visse omkostninger. Det hører vel ungdomstiden til at udfordre skæbnen – at tro man er udødelig, eller i hvert fald være fuldt og fast overbevist om, at ulykkerne ikke rammer en selv, og at man i øvrigt har helt styr på alting. Og heldigvis går det jo også godt for de fleste, men desværre var der dengang som nu også nogen, for hvem det ikke gik så godt. Der var Søren, som var en ualmindelig køn ung mand, da jeg så ham første gang, men som drak som et hul i jorden og nærmest var gået i opløsning, da jeg mødte ham få år senere, kort tid før han døde. Og der var den unge mand, der troede han kunne flyve og aldrig blev helt rigtig igen. Og der var færdselsulykker med dødelig udgang, hvor alkohol var indblandet, Og så var der jo alle de mænd, der af uforklarlige årsager var blevet hængende langt udover, hvad der var klædeligt eller godt for dem selv eller familien. Som sad på den samme stol og sagde de samme dumme sætninger dag efter dag og først gik hjem, når de blev sparket ud. Dem havde vi nu heldigvis ikke mange af på Madsens, men I vil træffe dem i et senere kapitel. - Og der var dyrlæge Larsen, som kun havde den hvide kittel tilfælles med dyrlægefaget. Han hjalp handelsmændene og slagterne på samlestalden og blev vist hovedsageligt betalt i øl. Han var vel ikke den skarpeste kniv i skuffen, men dog skarp nok til at narre mig mange år senere - også i et senere kapitel.

Godt og vel et år kom dette mit første bekendtskab med restaurationsbranchen til at vare, og det var måske også meget passende, for man skal jo som bekendt stoppe, mens legen er god. Jeg var kortvarigt tilbage på alderdomshjemmet i Fabjerg, samtidig havde jeg stadig lidt afløsertimer på Madsens Hotel, der er ca. 85 km. så det blev til mange lange køreture i Mascotten, som vist også var den egentlige årsag til turene. Det var dyrt at have bil!

Når jeg tænker efter, kom jeg nok aldrig til at betragte servitricejobbet som et rigtigt arbejde. Jeg knappede jo bare øl op og snakkede med folk. Ingen skrubben og skuren, og aldrig tidligt op om morgenen. Det var sådan set en drømmetilværelse for en teenager.

Da jeg et par år forinden afsluttede skolen, var jeg overbevist om, at selv med en realeksamen af ret ringe kvalitet ville alle døre stå åbne for mig. Men det var nye tider, og man kom ikke langt uden en eller anden form for ungdomsuddannelse, og jeg indså, at hvis jeg ville videre, måtte jeg på skolebænken igen. Valget faldt på HF i Viborg, nogenlunde samtidig med at Unibank gav et tilbud på Madsens Hotel, som ejerne ikke kunne afslå. På den tid skulle der helst ligge en bank på alle gadehjørnerne. Kort tid efter brændte Schous Hotel, og op af ruinerne rejste der sig en sparekasse. Karls pølsevogn voksede sig efterhånden så stor, at den blev til torvegrillen. De mange små specialbutikker lukkede i takt med, at deres ejere gik på pension eller døde, men lige over for Madsens Hotel/Unibank åbnede Torvecafeen, ejet og drevet af endnu en Bøgelund Madsen, og her kom Karen til at regere i mange år. Så noget var trods alt som før.

Per og Bodil købte et hus i Kjellerup, men havde nok lidt svært ved at vænne sig til tilværelsen i villakvarteret, og kort tid efter flyttede familien til Løkken, hvor de drev en antikbutik.

Jeg mistede kontakten både til familien og til Mary og Marianne og Inger og de fleste andre, jeg ellers havde haft så mange gode oplevelser med, men forude ventede nye mennesker, nye oplevelser, og nye erfaringer om arbejdsmarkedet i Danmark.

-- De næste kapitler af min karriere udspiller sig i Viborg årene 1977-1979


Kapitel V >

Retur til indholdsfortegnelsen >