XII. Maskinpasserkursus
- hvor man lærer om betydningen af et godt læringsmiljø
Fabriksarbejde var noget helt nyt for mig. Indtil dette tidspunkt havde jeg været beskæftiget med service af den ene eller anden slags. Nu skulle jeg for første gang til at betjene maskiner og fremstille håndgribelige ting med salg for øje. Der var sikkert god grund til at indlede dette nye kapitel med et kursus i de mest grundlæggende principper inden for træindustri.
Kurset blev afviklet på specialarbejderskolen i Skive og var af en varighed på 3 uger. Jeg var naturligvis spændt: nyt område, nye mennesker, nye muligheder.
Vores lærer viste sig at være en gammel årgangskammerat fra skoletiden. Anders hed han, men ellers kendte vi nu ikke hinanden. På Hurup skole kom der elever fra et stort opland, og der var mange spor. Anders tog 8, 9 og 10. klasse, mens jeg gik i realen. I kapitlet omhandlende min skolegang fremgik det, at det med realen var noget særligt. Nu skulle Anders altså være min lærer for en periode, og man kunne jo godt tro, at det, at underviseren var en gammel skolekammerat, ville være lidt akavet, men det var nu ikke tilfældet.
Vi var nok ca. 15-16 kursister på holdet. De fleste var ældre garvede træindustriarbejdere, som efter at have været i faget i mange år på denne måde fik en velfortjent pause fra den daglige trummerum. Der var også et par yngre fyre, som skulle til at finde deres ståsted på arbejdsmarkedet. En af dem var fra start meget nervøs for, om han kunne klare det. Han havde åbenbart forsøgt sig med en uddannelse til automekaniker, men ikke klaret det, og nu var selvværdet meget lavt. Han var en sympatisk ung mand, og jeg tror, vi alle sammen fra dag ét var fast besluttede på at hjælpe ham igennem. På det tidspunkt vidste vi selvfølgelig ikke, hvilke trængsler vi selv skulle igennem i de kommende uger, men der var ingen af os andre, der på samme måde led af eksamensnerver fra starten.
Udover ældre og yngre mænd var der Jytte. Hun var det eneste feminine indslag ud over mig selv. Jytte var en del yngre end mig, og i det hele taget tror jeg ikke, vi havde meget tilfælles, men de første dage gjorde vi alligevel hinanden selskab i kantinen. Ligeledes grupperede mændene sig helt naturligt efter alder ved bordene. Sådan er det vel bare: man søger i første omgang nogen, man ligner. Hvordan sådan et relativt kort kursusforløb i øvrigt kommer til at forløbe - har jeg senere erfaret - afhænger helt og holdent af sammensætningen af deltagere. Man kan kalde det kemi, men i virkeligheden er det meget mere kompliceret og slet ikke noget, der kan sættes på formler. Jeg var heldig at komme på et hold, der fungerede helt fantastisk godt. Jytte og jeg blev nok lidt forkælede, især af de lidt ældre mænd, men aldrig på en bedrevidende eller nedladende facon, og der herskede i det hele taget en accepterende og inkluderende stemning, som man sjældent oplever, men som er så vigtig for, at alle i en gruppe får det fulde udbytte. Faktisk husker jeg det, som om det strakte sig over en længere periode, end det reelt gjorde, og som en slags højskoleophold forstået på den måde, at vi legede os igennem, men samtidig lærte en masse.
Det blev fra start gjort klart, hvad der forventedes af os. Vi skulle lære at betjene og indstille de forskellige maskiner, som indtil denne dag havde været helt fremmede for nogen af os, heriblandt mig, men der gik ikke mange dage, før ord og begreber som fer og not, kelemaskine, overfræser, tykkelseshøvl og tolerancer indgik naturligt i dagligdagskonversationen. Ind i mellem sad vi lidt på skolebænken, men det meste af tiden blev brugt i det veludstyrede værksted. Undervejs skulle vi frembringe en stigereol samt en taburet, hvis fire ben kunne røre gulvet samtidigt. Denne taburet skulle tjene som en slags svendeprøve, og der var en teoretisk mulighed for, at den var så dårligt udført, at vi ikke fik det eftertragtede bevis. At få jordkontakt med alle ben skulle vise sig ikke at være helt uproblematisk. Tiden gik hurtigt og blev udnyttet til sidste minut, og ingen følte sig færdig, før alle var med. Der blev dog tid til – uden for ”pensum” – at fremstille en limtræsplade til vores taburet, så den rent faktisk kunne bruges til noget.
Det var kun et treugers kursus, og det kunne vel knap betragtes som en uddannelse, men vi havde alle en god fornemmelse af at være blevet en del klogere på faget, både de ældre erfarne mænd, Jytte og jeg selv, men først og fremmest den unge, usikre fyr. For ham var det virkeligt stort. Jeg har tit tænkt på, hvad der mon blev af ham, men han forsvandt ligesom resten af holdet ud af mit liv, da kurset var ovre, og sådan er jo livet. Og den tid, der er gået godt, kommer ikke dårligt tilbage, som man siger.
– Taburetten eksisterer stadig. Kvalitet forgår jo ikke så let.
Senere har jeg tænkt på, at det ville være en god ide, om alle gennemførte et lignende kursus. Jeg tror nemlig, der er rigtig mange mennesker, der ikke er klar over, hvor svært det er at lave en velfungerende firebens taburet, eller en hvilken som helst anden håndværksfremstillet tingest. Ikke fordi vi alle skal kunne det, men jeg tror, der er mange, der falder på halen for, hvor svært det er at blive advokat eller astrofysiker, hvorimod der er alt for lidt respekt omkring håndværksfagene.
Få dage senere skulle mine nye færdigheder stå deres prøve.