Retur til indholdsfortegnelsen >


VI. PEBERKVÆRNEN

- hvor man lærer meget om servitricearbejde


Peberkværnen – som restauranten hed – var et hyggeligt sted i en lidt rustik stil. Langs væggene var der faste bænke, der ligesom stolene var betrukket med sortbrogede koskind. Lamperne var omvendte kurve af brunt pileflet, de gav et rigtig hyggeligt lys. Derudover var der på alle bordene en slags skuboplysestager af messing med fjedre og glaskupler, som var rigtig svære at gøre rene. På mange af de rå plankeborde var der brændemærker efter de 200 grader varme jerntallerkener, som de fleste af retterne blev serveret på. Jo, der var skam stil over Restaurant Peberkværnen på hjørnet af Store Sct. Mikkelsgade og Sct. Mathiasgade.

Inga i Peberkværnen

Den ny ejer af Peberkværnen hed Linda. Linda var sidst i trediverne og meget køn med mørkt hår, brune øjne og et muntert væsen. Med sig fra Esbjerg havde hun Eli, som var tjener og nok var ca. 10 år ældre. Han var langt fra at være smuk, et hårdt liv med alt for mange cigaretter, alt for meget alkohol og et par slagsmål havde sat sine spor på hans ansigt. Han havde heller ikke så lyst et sind som Linda, men også Eli kunne være meget charmerende, når det gjaldt.
Det var Linda, der ejede stedet, men den daglige drift var de sammen om. Det var jo Eli, der havde erfaring med restaurationsbranchen.

Eli og Linda var altså begge tilflyttere fra Esbjerg, men der stoppede ligheden, for de var fra vidt forskellige miljøer og på alle måder et umage par. Men de supplerede hinanden godt, og der var altid en god stemning omkring dem.
Eli havde som nævnt levet et hårdt liv, men inden jeg lærte ham at kende, var han begyndt at tage antabus, og i tiden på Peberkværnen rørte han aldrig en dråbe spiritus. I Esbjerg havde han arbejdet som tjener i den til den fine danserestaurant ”Bonbonnieren” hørende kælderbodega.
Hvordan de to fandt på, at de skulle drive restaurant i Viborg, ved jeg ikke, men her var de altså havnet, og nu skulle de have stedet op at køre.

Dengang som nu var der mange, der konkurrerede om kunderne i restaurationsbranchen, så det var nok nødvendigt med lidt markedsføring, og omkring det tidspunkt var der et arrangement i Tinghallen, hvor de forretningsdrivende kunne sponsorere på forskellig vis. Eli og Linda valgte at bidrage med et vist antal spisebilletter. Om det var en misforståelse eller måske snarere en bevidst handling fra en lidt oversmart konferencier vides ikke, men de 30, som var lovet, blev på mystisk vis tidoblet, så de første måneder som restauratører blev for Eli og Linda stærkt domineret af ikke-betalende spisende gæster.

På menukortet stod der ”pebermø og pebersvend”, og alle andre hovedretter bestod som de af oksesteaks af forskellig beskaffenhed og størrelse. Tilbehøret var det samme til dem alle: en bagt kartoffel flute og en skål hvidkålssalat med sennepsdressing, men til alle gratisterne var en særlig menu bestående af hamburgerryg med tilbehør. Der fulgte to kokke med i handelen: Per – en velvoksen mand med cykelstyroverskæg – og Børge – både yngre og lavere end Per og efter eget udsagn noget af en Don Juan. De første par måneder fyldte gratisgæsterne meget, og alle havde travlt. Personalet voksede med tre skolepiger, der hjalp til med opvasken om aftenen, når der var travlt, og Vinnie blev ansat til at holde hele herligheden rent. I starten stod Eli og Linda selv for serveringen, og jeg assisterede kun, når der var ekstra travlt, men efterhånden som stedets popularitet voksede, blev der mere og mere arbejde til mig, og der gik ikke længe, før Britta stødte til som servitrice. Det år, der fulgte, husker jeg tilbage på som det bedste i mit arbejdsliv. Det skyldes nok en kombination af selve arbejdet med at servicere en masse søde og interessante mennesker og så det, at vi var en personalegruppe, der fungerede ualmindelig godt sammen. Ikke sjældent skete det, at de, der ikke var på arbejde, alligevel sad i restauranten og glad og gerne gav en hånd med uden beregning. Det var ikke fordi, alt var den rene idyl. Når der var meget travlt, gik bølgerne nogle gange højt. Der skulle mod til at aflevere en større bestilling i et i forvejen kaotisk køkken – især når kokken var Børge, men når gæsterne var, gået kassen gjort op, og freden havde lagt sig, var de hårde ord glemt, og vi kunne alle nyde roen sammen.

Menuen var meget enkel, den bestod som tidligere nævnt hovedsageligt af bøffer serveret på brandvarme jerntallerkener, som blev båret hen til bordene i et stativ, der kunne rumme fem af slagsen, og gelejdet på plads med en klemmetang. Vi advarede altid mod at røre tallerkenen, men de fleste skulle lige brænde sig lidt, før de troede på, at den altså faktisk var varm. Var man meget sulten, kunne man også få både forretter og desserter: f. eks. rejecocktail eller vinbjergsnegle og syltede figner eller pandekager med is. Var der plads til mere, kunne man runde af med en irsk kaffe. Eftersom kaffebrygning foregik i køkkenet, hvor også de øvrige ingredienser fandtes, var det kokken, der lavede dem, på nær whiskyen, som åbenbart var serveringspersonalets ansvar. Det gik først op for mig, da nogle gæster bemærkede, at deres Irish coffee altså ikke rigtig smagte af noget. Ved den lejlighed huskede jeg, at der ganske ofte var gæster, der havde bedt om en ekstra whisky!

En gang i mellem var der overskud til at tage i byen sammen. En vinteraften var der så meget sne, at både kokken Børge og jeg måtte overnatte i byen. Lindas døtre var hos deres far, så vi blev hver tildelt et værelse ovenpå i privaten. Før vi gik til ro, blev vi dog enige om at besøge et af de lokale diskoteker. På vej dertil fik jeg tværet min omhyggelig påførte mascara ud af en snebold. Det var Børge, der var i drillehumør, men mit humør var slet ikke til den slags, så det blev taget meget ilde op, og min aften i byen blev ikke lang. Hvornår Børge fandt tilbage, ved jeg ikke, men dagen derpå var der en del ståhej. Nogen havde nemlig i nattens løb tisset på et af Lindas selvgjorte malerier, som stod på det af værelserne, der var tildelt Børge. Børge blev til det sidste ved med at påstå, det var husets schæferhund, der var skyld i hærværket. Vi andre undrede os over, at den havde været i stand til at ramme så højt. Linda var forståeligt nok vred over, at hendes maleri var ødelagt, men gode kokke hang ikke på træerne, så episoden blev vel efterhånden tilgivet.

Føromtalte hund hed Asia. Det var et kæmpestort dyr, der som alle hunde helst ville være i nærheden af dens mennesker. Derfor holdt den ofte til i køkkenet, men hvis fødevarekontrollen var på trapperne, måtte den i ud i gården i en fart, for efter deres mening hørte hunde ikke hjemme i et restaurationskøkken. Det gjorde rotter selvsagt heller ikke, så da kvarteret på et tidspunkt var stærkt plaget af store gnavere, blev der lagt gift ud. Ulempen ved denne metode er, at man aldrig ved, hvor dyrene lægger sig til at dø, og mindst et eksemplar havde altså valgt sit sidste hvilested under gulvbrædderne, hvor det gik kraftigt ud over indeklimaet i hele den fjerneste ende af restauranten. Det stank simpelthen af dødt dyr i en grad, så vi i en periode ikke kunne have gæster siddende der. Vi kunne jo ikke så godt sige sandheden. Jeg ved ikke, om det var direkte i strid med sundhedsvedtægterne, men det var i hvert fald ikke fremmende for appetitten. Vi valgte at sætte reserveret-skilte på alle de borde, der var ramt af stanken, og selv om der nok var gæster, der undrede sig over, hvorfor der ingen kom og indtog de reserverede borde, så holdt vi den kørende, til stanken fortog sig.

Der var ellers god brug for alle siddepladserne, for efterhånden var Peberkværnen blevet et populært spisested, hvor alle slags mennesker følte sig godt tilpas. Nogle af de lokale havde stampladser. I blandt dem var der en lokal erhvervsdrivende med sin noget yngre frue. De kunne, hvad påklædning angik, være kommet lige fra dronningens nytårskur, og de sad altid i den fjerneste ende ved siden af hinanden, så de kunne skue ud over alle de andre mere almindelige gæster, men de var altid søde og venlige. Det var ligeledes den unge neurolog, som også ofte indfandt sig. Til gengæld var hans kone noget af en prøvelse. Hun var nok lettere beruset, allerede når de kom. Hun var i hvert fald svær at gøre tilpas. Bøffen havde aldrig den rigtige farve, vinen var enten for sur eller sød, og hun led bestemt ikke i stilhed. Jo mere hun fik af den ellers så udrikkelige vin, jo mere vrængede og brokkede hun sig. Hendes stakkels mand var tydeligvis flov over hendes opførsel, og jo værre hun teede sig, jo flere drikkepenge fik vi. Drikkepenge var jo absolut ikke noget vi forventede, men indimellem faldt der jo da lidt af. Især når der var arrangementer i teatret eller Tinghallen. Skuespillerne var som regel rundhåndede. Jeg serverede for en del berømtheder, Poul Reichard er nok den kendteste. Der var naturligvis også alle de lokale kendisser. Der kom brugtbilforhandlere og andre lokale erhvervsfolk. Viborg var og er jo stadig hjemby for Vestre Landsret, så der kom også en del advokater. Jo det var skam fine folk, og de allerfleste var høflige og flinke, men indimellem var der da også nogle lidt selvglade typer, der troede, de kunne få særbehandling bare i kraft af, hvem de var. En kendt advokat mente f.eks. det ville være rimeligt, hvis jeg forlod mine øvrige pligter for at købe en speciel cognac, som vi ikke førte, men den måtte han nu undvære.

Eftermiddagene var som regel ret stille. Ofte var der slet ingen gæster mellem kl. 14 og 17, men så var der jo tid til at rydde lidt op eller gøre de genstridige lysestager rene. Det skete da også, at der kom en enkelt gæst eller flere, som man kunne underholde sig med. En bestemt eftermiddag er mejslet ind i min erindring, fordi det blev de længste par timer i mit liv. Eftermiddagen begyndte som vanlig, og jeg var begyndt at forberede mig på er par timer i ensomhed, da der kom en for mig ukendt herre ind i restauranten. Han bestilte en øl, og placerede sig med den ved den bardisk, som omkransede grill-området, og bag hvilken, vi havde alle ting af værdi, både vin, spiritus og pengekasse. Det var ikke så ofte, der sad nogen ved baren, men i denne situation, hvor der kun var en gæst og en servitrice, var det sådan set meget naturligt. Der var bare lige det mærkelige ved situationen, at gæsten overhovedet ikke var interesseret i at snakke. Han sad bare og stirrede intens på mig, og hvis jeg prøvede at starte en samtale, svarede han med enstavelsesord. Det var virkelig meget ubehageligt, for jeg kunne jo heller ikke bare gå derfra og dermed give ham mulighed for at forsvinde med kassen. Aldrig har jeg været så glad for at se et andet menneske, som da en kendt (og venlig) gæst efter et par timers tavshedsterror trådte ind ad døren. I samme øjeblik forlod ”terroristen” stedet. Jeg fandt aldrig ud af, hvad han egentlig ville. Han var tydeligvis ikke interesseret i mig, men måske ventede han bare på, jeg gik, så han kunne stjæle kassen. Måske var jeg med i et psykologisk eksperiment. Hvis det sidste var tilfældet, kan jeg godt afsløre, at den metode er vældig effektiv som torturmiddel. Det er virkelig noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har oplevet.

Men de allerfleste gæster var søde og venlige. Blandt dem, der kom med jævne mellemrum, var der da nogen, man fik mere sympati for end andre, og de havde vel fortjent lidt særbehandling. Det syntes jeg i hvert fald, og det førte sommetider til lidt uenighed kokkene og mig imellem. Vi havde en regel om, at man ikke kunne få serveret en forret eller en dessert uden også at bestille en hovedret. Jeg syntes, man godt en gang i mellem kunne slække lidt på reglerne, så da jeg kom til at tage mod en sådan bestilling – pandekager med is, tror jeg det var – opstod der et større skænderi med kokken, som lige havde sat sig godt tilrette med sin velfortjente kop kaffe. Da Eli holdt med ham i, at reglerne skulle følges, måtte jeg jo give den besked videre til gæsterne. At Eli løb efter mig resten af aftenen for at få mig til at synes om beslutningen, ændrede nu ikke noget. Jeg syntes stadig, den var forkert, og mange gange senere, når vi havde lignede diskussioner, måtte jeg forklare, at jeg fuldt ud anerkendte hans ret som chef til at bestemme, men at det var meget vigtigt for mig at få lov til at have og give udtryk for anderledes holdninger. Jeg tror for øvrigt, det er et princip, der ville kunne løse mange problemer rundt omkring på arbejdspladserne: Du får ret, men jeg har retten til at være uenig. Mere kompliceret er det egentligt ikke.

Hærvejsmarchen gav altid anledning til ekstra travlhed. De trætte og stolte vandringsmænd og kvinder kom for at få stillet deres sult og gerne samtidig få lidt anerkendelse og måske medynk med deres ømme fødder. Jeg plejede at sige, at jeg nok havde gået lige så langt - oven i købet med høje hæle, men selvfølgelig var det ikke det samme, og jeg er ret sikker på, jeg ikke kunne have gennemført Hærvejsmarchen, selv ikke i gode kondisko.

Fødevarekontrollen var en frygtet medspiller i restaurationsbranchen, for selvom det var lang tid før smileyordninger, så kunne disse mennesker med et enkelt pennestrøg lukke restauranten, og lettelsen var stor, når et sådant besøg var overstået. Hvor vigtig en person rengøringsdamen Vinnie var, fandt vi, som det ofte er tilfældet, først ud af, da hun på et tidspunkt var langtidssygemeldt, og jeg overtog rengøringstjansen. Jeg vidste jo godt, hvordan grillen og udsugningen, som stod i restauranten, skulle behandles, og opvaskerummet kendte jeg også godt til, men i selve køkkenet havde jeg ikke styr på standarden, og jeg tænkte vel, at hvis bare bordene var tørret pænt af, og gulvet vasket, så var det nok fint. Uheldigvis kom de frygtede personer på besøg netop i denne periode, og de syntes slet ikke om, hvad de så. Faktisk var vi tæt på at blive lukket ned ved den lejlighed, og det var sikkert bare udsigten til, at Vinnie snart var tilbage, der reddede situationen. I øvrigt røg hele overskuddet ved mit lille bijob, da jeg fik en fartbøde på vej til mit ekstrajob. Så det var en stor lettelse, da Vinnie kom tilbage, så det kun var grillen og opvaskemaskinen, jeg havde ansvar for. Sidstnævnte var af typen, hvor man fylder en bakke med enten glas eller bestik eller tallerkener, hvorefter man skubber den ind i den ene side, vasker i ca. fem minutter, og tager den ud i den anden side. En gang imellem skal vandet jo skiftes i sådan en, man da det er meget varmt, kan den sådan set godt vaske rent selv i rimeligt beskidt vand. Jeg har altid været meget sparsommelig på en helt speciel måde (måske lidt OCD!?), og at skifte vandet, når der kun var få opvaske tilbage, bød mig i hvert fald meget imod, og det resulterede i, at vandet sommetider nok var lidt for langt til den beskidte side. Og selvfølgelig dukkede fødevarekontrollanten op sådan en dag. Jeg var så bange for, at han ville kigge ned i maskinen, men heldigvis interesserede han sig denne dag mest for emhætten, som lige var renset. Pyha – engang imellem har man da lov at være heldig.

Af kolleger var der - over tid – ud over kokkene Børge og Per – også Inger. Inger var sådan lidt rund i det og fik derfor tilnavnet ”lille fnug”. Hun var det sødeste menneske, man kan forestille sig. Når Inger var på arbejde, var det ikke med livet som indsats, man bevægede sig ud i køkkenregionen. Jeg plejer at sige, at hun er den eneste kok, jeg aldrig har skændtes med. På et tidspunkt blev der også brug for en servitrice mere. En af stamgæsterne havde en kæreste, som manglede arbejde, og sådan blev Britta min nye kollega. En kraftig permanentkrøl blev årsag til, at hun fik kaldenavnet Bulder. Bulder og jeg fik den ide, at det ville se godt ud, hvis vi fik ens uniformer, så de sidste måneder af Peberkværnens levetid gik vi rundt og så brandsmarte ud i mørkebrune nederdele, lysebrune skjorter med logo, og matchende forklæde.

Men nye tider var på vej.

Eli og Linda kæmpede bravt. De havde begge så mange planer og drømme, men selv om stedet var godt besøgt, var økonomien ikke til at få dem ført ud i livet, og kort tid efter flyttede de tilbage til Esbjerg.
Omtrent ved samme tid skete der forandringer i mit private liv, der gjorde, at også jeg flyttede. Jeg sagde farvel til min lille lejlighed i Viborg og flyttede tlbage til Kjellerup.
Fra tiden med Eli og Linda i Peberkværnen har jeg medbragt mange gode minder og en nostalgisk lyst til servitricejobbet, en pæn anbefaling og en defekt skuboplysestage fra restauranten, der nu fungerer fint med indlagt el:

Inga i Peberkværnen Inga i Peberkværnen

Peberkværnen blev overtaget af den mand, der ejede bygningen, nemlig Finn Bach, (ham med Finn Inn og Bach Ud). Han overtog også opvaskepigerne samt Britta og mig, men i den sidste tid med Eli og Linda havde Eli overtaget køkkenet selv, så der måtte en ny kok til. Det blev Viggo, der som de fleste kokke var ret karismatisk, men også en hyggelig fyr, og selv om meget var forandret, fortsatte vi så godt, vi kunne, hvor vi slap. Som noget nyt skulle den person, der lukkede og gjorde kassen op, nu også tage vare på pengene fra dagens omsætning. Det betød i praksis, at vi tog de indimellem ret store beløb med hjem, hvilket gav anledning til en ret grotesk hændelse en mørk sen aften på vejen mellem Viborg og Kjellerup.

Denne lørdag aften havde været rigtig travl, så konvolutten med penge var tyk. Jeg husker ikke det nøjagtige beløb, men det forekommer mig at have været ca. 10000 kr. Man skal huske, at en god flaske rødvin kun kostede 72 kr. i restauranten på det tidspunkt, så det var et betragteligt beløb. Jeg satte altså glad og træt kursen mod Kjellerup i Mascotten, men midtvejs på landevejen gik bilen i stå, og efter en tid med forsøg på at genstarte og generelle frustrationer over den gamle spand gik det op for mig, at jeg muligvis havde glemt at tanke. Da det jo var længe før mobiltelefonens tid, og klokken vel har været omkring 1 om natten, var der ikke så meget andet at gøre end at håbe på, der kom nogen forbi, som ville hjælpe. Det gjorde der heldigvis: to unge fyre, jeg kendte en smule fra Kjellerup. De var endda så venlige, at de kørte mig til nærmeste døgntank, hvor jeg fik fyldt min lille dunk op, hvorefter de kørte mig tilbage til bilen. Så vidt, så godt. Jeg var selvfølgelig meget lettet over, at problemet var løst, lige indtil jeg opdagede, at jeg havde efterladt min taske med alle pengene i deres bil. Der tror jeg nok, jeg var lidt modløs, for godt nok havde jeg set mændene før, men jeg vidste ikke, hvad de hed, eller hvor de kom fra, og der var ikke noget til hinder for, at de bare snuppede pengene, andet end almindelig anstændighed. Det havde de så til gengæld, for inden jeg blev helt grebet af fortvivlelse, kom bilen tilbage, og tasken blev afleveret med ordene: ”du er da vist lidt af et kludrehovede”. Det havde de helt ret i, og jeg skylder dem en tak. Jeg ved bare ikke, hvor de er i dag.

Senere blev ordningen ændret til, at pengene skulle afleveres på Finn Inn. Det var nok ca. på samme tid, hvor Finn Bach valgte at sælge stedet, og vi alle fik mulighed for at flytte med til Kvistgårds Spisehus i Jernbanegade, og hvor Peberkværnen blev omdannet til et pizzeria.


Kapitel VII >

Retur til indholdsfortegnelsen >