XIII. PFP
- hvor man lærer om forskellen mellem service og industri
At arbejde på en fabrik var i den grad en ny verden for mig. Bare det, at ens ankomst og afgang blev registreret af en maskine, som man skulle stemple ind og ud af, var lidt grænseoverskridende. Det var jeg slet ikke vant til, og i første omgang føltes det nok lidt som mangel på tillid. I mine tidligere jobs mødte man selvfølgelig også til tiden, så vidt det nu lod sig gøre, men fem minutter i den ene ende blev som regel tilbagebetalt i den anden ende oftest med renter. Sådan fungerede det ikke her. Kom man fem minutter for sent, blev det trukket i ens løn, men hvad værre var, så stod det et eller andet sted registreret til tid og evighed, og skete det for tit, fik det vel også en form for konsekvens. Det fandt jeg nu aldrig ud af, for jeg lærte ret hurtigt at møde til tiden. At det for mine nye kolleger var en helt naturlig rutine, gjorde det nok også lidt lettere at acceptere.
Der er mange ting at lære og forholde sig til, når man begynder på en ny arbejdsplads. En af de vigtigste er pauserne. Hvor og hvornår ens frokost skal indtages, er der en plads i frokoststuen, og er det ok at holde små pauser ind imellem de fastlagte. Dengang var der mange rygere, og for os var to pauser i løbet af en lang dag lige i underkanten. At finde en plads i frokoststuen skulle vel ikke være så svært, er der sikkert nogen, der vil mene, men der hersker ligesom de fleste andre steder, hvor mennesker mødes, nogle uskrevne regler. Og det kan frembringe stort ubehag hos mange, hvis deres vante plads bliver taget. Kort tid efter at jeg var startet på arbejdspladsen, kom der en ny dame. Hun dukkede ikke op, da vi andre spiste frokost. Da det gentog sig, blev der sendt en spejder ud for at finde ud af, hvor hun opholdt sig, og det viste sig, at hun sad mutters alene i omklædningen og spiste sin medbragte mad. Det kunne selvfølgelig være fordi, det var sådan, hun foretrak det, men det tror jeg nu ikke, det var. Der var nok andre ting ved arbejdspladsen, hun ikke brød sig om, for hun blev ikke ret mange dage, men man skal ikke undervurdere betydningen af at blive vist grundigt til rette fra begyndelsen.
Enhver arbejdsplads kan for en udenforstående, og dermed også for nye medarbejdere, godt virke som en sammenspist flok, ja nærmest som en stor familie. Man får let det indtryk, at alle kender hinanden, og at man som ny virker som indtrængende på en upassende måde. Der er da selvfølgelig også nogen, der kender hinanden efter flere år på samme arbejdsplads. Der er sikkert også personer, der reelt er i familie med hinanden, men flertallet ved ikke meget andet om hinanden end det rent arbejdsmæssige. Derfor kan det måske alligevel godt føles som en trussel for den trygge velkendte daglige rytme, når der kommer nye ansigter i gruppen, og derfor er det vigtigt at føle sig frem og ikke være alt for langt fremme i skoene til en start. Og det er vel i grunden ok, det var jo dem, der var der først.
Jeg var heldig. Vi var to, der startede samme dag, og det er altid rart at være to, når noget nyt begynder. Gitte var nogle år yngre end mig, men hun havde været på fabrikken før. Hun og kæresten holdt af at rejse, og deres liv bestod af perioder med masser af arbejde efterfulgt af nogle måneders eventyr forskellige steder i verden. Når så pengene var brugt op, vendte de næserne hjem og knoklede løs igen. Gitte og jeg kom til at være rigtig meget sammen det årstid, jeg var på fabrikken, især i perioder med lidt for lidt at lave. Så sad vi en hel dag og fjernede overskydende lim fra laminathylder med et stemmejern. Det krævede stor forsigtighed, for man kunne meget nemt komme til at ridse, men der var alligevel overskud til en masse snak. Der var også dage, hvor vi blev sat til at sortere skruer. Så pakkede vi os ind i bobleplast, så vi kunne sidde lunt og rart, mens skruerne blev sorteret og snakken gik.
De fleste dage vidste jeg ikke, hvad jeg skulle lave, når jeg mødte ind om morgenen. Arbejdsopgaverne blev fordelt af værkføreren. Han hed Levring. Jeg tror ikke, det var fordi, han følte sig hævet over os andre i en grad, så han skulle betitles med efternavn, men det hed han nu. Levring var såmænd meget flink. Han var lidt distræt og kunne indimellem virke lettere stresset. Hvilket han sikkert også var. Det er ikke verdens letteste job at være værkfører. Man kan let blive klemt mellem ledelse og medarbejdere, og sommetider kan det måske være svært at vide, hvor man hører til. Levring spiste ikke sammen med os. Det ville nok heller ikke have været passende. Der skal være plads til brok over ens arbejdsplads, når man holde pauser. Jeg ved ikke, om han spiste sammen med kontorpersonalet. Måske sad han helt alene på sit lille værkførerkontor.
En af Levrings arbejdsopgaver var som nævnt at holde mig beskæftiget, og endnu et projekt i mangel på reelt arbejde var at save mislykkede eller tiloversblevne bordplader til pindebrænde. Det forgik ved rundsaven, og der var arbejde til mange timer, når et læs plader af et par meters længde skulle saves i 3 cm brede stænger. Problemet var bare, at jeg havde så svært ved at nænne det, men det kunne jo ikke nytte noget, og jeg udførte da også for det meste opgaven til tilfredshed. En dag var der dog mellem de lange plader en fin lille en - oven i købet var den lamineret i begge ender. Den kiggede jeg længe på og besluttede til sidst at spørge om lov til at tage den med hjem og dermed redde den fra en grusom skæbne i rundsav og senere brændefyr. Nogen tænker måske, at det ikke var nødvendigt at spørge i den situation, men her var jeg instrueret i, at Levring ikke så med milde øjne på folk, der tog ting med hjem, heller ikke selv om det bare var brændsel. Efter lang betænkningstid besluttede han sig dog for at gøre en undtagelse, og bordpladen blev hjembragt og senere forsynet med fire røde ben.
En af mine yndlingsopgaver var at fremstille og fastgøre kanter til færgeborde. Vi lavede nemlig borde til færgerne Niels Klim og Peder Pårs, som sejlede i en kort årrække mellem Århus og Kalundborg. For at kopper og andet porcelæn ikke skulle kure af bordene under søgang, skulle bordene forsynes med kanter, og disse bestod af tynde strimler mdf (en slags spånplade bare af træstøv i stedet for spåner). Disse lister skulle så saves til i de rigtige længder og faconer, hvorefter de blev sømmet på, inden der blev lagt et lag laminat over hele herligheden. Når jeg syntes, det var sjovt, var det nok fordi, det var et stykke arbejde, jeg selv fik lov at administrere, og hvor der indgik flere af de funktioner, jeg havde lært på kurset. Det eneste problem var, at jeg ikke altid opdagede, når sømpistolen løb tør for søm. Pistolen blev drevet af luft, og den var kraftig nok til, at der blev pustet huller, selv om der ikke kom søm i. Jeg må jo have stået i mine egne tanker, for jeg præsterede flere gange at lave adskillige plader, inden det blev opdaget, og det forstod den gode værkfører altså ikke, at der lod sig gøre. ”Du må da kunne høre, den er tom”, sagde han gentagne gange, mens han fortvivlet rev sig i håret. Men det kunne jeg altså ikke, og så var det jo en ommer.
En anden opgave af længere varighed opstod, da fabrikken fik en ordre på et anseeligt antal paneler med huller af forskellige størrelser til stik af forskellige slags. Det var disse huller, jeg skulle lave. En af maskinsnedkerne fremstillede skabeloner til formålet, så alt, hvad jeg skulle gøre, var at tage en fra bunken, lave hullerne og lægge den i en anden bunke. Jeg husker ikke, hvor mange der var, men der var rigtig mange paller fyldt med hundredevis af laminerede lysegrønne paneler. De var ikke store, ca. 20 x 30 cm, så det var ikke fysisk hårdt. Til gengæld larmede og svinede det helt ekstremt. Inden jeg gik i gang ved den store hullemaskine, også kaldet en overfræser, iførte jeg mig udover briller og åndedrætsværn, tørklæder om hår og hals for at undgå savsmuld alle steder, og når dagen var gået, forsøgte jeg at blæse mig ren med kompressoren. Men lige meget hjalp det: der var savsmuld overalt, og næste dag startede det forfra igen. Det lyder måske ikke som det mest spændende arbejde, og det var det da sandelig heller ikke, men jeg var nu ikke specielt ked af det. For selv om der var næsten uendeligt mange af dem, så vidste jeg jo, at når jeg havde kørt den sidste pallefuld grønne laminattingester gennem maskinen, ja så var det slut med dem, og så skulle jeg aldrig mere se sådan nogle, i hvert fald ikke foreløbig og heller ikke nøjagtig magen til. Med andre ord: så kunne jeg hele tiden se lys for enden af tunnellen, selv om det i starten var svagt. At store dele af min produktion så blev kasseret på grund af ting, jeg ikke havde haft indflydelse på, er en anden historie, og det var kun en del af erstatningspladerne, det blev mig, der fik fornøjelsen af at lave.
En anden arbejdsopgave, der ofte tilfaldt mig, var at lime kanter på bordplader, inden de blev lamineret. Det foregik ved en stor maskine, hvor plade og kant blev påført lim og derefter ved et tryk på en knap blev sat i spænd i omkring et halvt minut. Det var lange tunge plader, så vi var to om det, en i hver ende, og der var god tid til at få orden på verdenssituationen og andre vigtige sager, mens vi ventede. Ofte var det Niels, jeg skulle hjælpe der, og så var det helt fornøjeligt at stå ved limpressen. Han havde ”god værkstedshumor” og vidste meget om mange ting, og så gik sådan en dag hurtigt, selv om selve arbejdet var ensformigt og tungt.
Andre dage var det Dong, jeg hjalp. Dong var vietnamesisk bådflygtning. Han talte rigtig godt dansk med ret tydelig kinesisk accent – og hurtigt, så i larmen kunne det sommetider knibe med at få det hele med, men så var der jo god tid til gentagelser. Dong var også en festlig fyr, men han havde ikke helt styr på den danske arbejdsmoral. Vi måtte f.eks. lære ham, at vi aldrig havde så travlt, at der var grund til at løbe - måske lige på nær når man blev sat til at hjælpe hos Evy.
Evy var en spinkel dame, som styrede pakkeafdelingen med hård, men kærlig hånd. Og på trods af, at hun nærmede sig pensionsalderen, var aktivitetsniveauet højt. Evy foretrak helt klart at klare det med pakkeriet selv, men en gang i mellem var der alligevel mere at lave, end hun selv kunne klare, og så blev jeg eller en anden, der kunne undværes andetsteds, sendt derned for at hjælpe til. Det var nu heller ikke noget, vi var kede af, for bare man passede sit arbejde og gjorde sig umage, så var Evy både flink og hyggelig at være sammen med. Men man var træt efter en dag med pakning, for det var hårdt arbejde at flytte rundt på de lange tunge bordplader og hylder, og det skulle gøres med forsigtighed, for ellers tog de skade.
Ligesom Evy havde mange deres faste plads, og de fleste forlod det kun modstræbende, når deres arbejdskraft var ønsket andetsteds. Jeg nåede aldrig at få mit faste sted, overfræseren var nok det nærmeste, og den savnede jeg bestemt ikke. I det hele taget trivedes jeg godt med det varierede arbejde. Ved en enkelt lejlighed blev jeg sat til at lakere. Det foregik i et afsides hjørne af fabrikken, og der var en stærk lugt af lak, selvom der var udsugning efter alle arbejdsmiljøtilsynets regler. Jeg tror, værkføreren satsede på, at udsugningen var tilstrækkelig beskyttelse, da det nu drejede sig om et forholdsvis lille antal emner, der skulle behandles, men den gik ikke. Vores sikkerhedsrepræsentant trådte i karakter og sørgede for, at jeg blev iklædt et rumdragtslignende udstyr. Det tog nok halvdelen af den samlede tid til lakeringen, så jeg forstår da egentlig godt, at Levring havde lyst til at se lidt gennem fingre med love og regler. På den anden side var det jo dumt ikke at bruge det, når det nu var der. Det var i øvrigt ikke alene firmaets ansvar, at udstyret var tilstede, men også, at det blev brugt. Der var også situationer, hvor det at indstille en maskine til fremstilling af ganske få emner, kunne tage længere tid end selve arbejdet med at lave dem, fordi der skulle tages hensyn til operatørernes arbejdshøjde og tunge løft. Indimellem syntes jeg, det måske var lidt for meget krudt at bruge på så lidt, men senere kom jeg steder, hvor forholdene gjorde, at jeg tænkte tilbage på sikkerhedsrepræsentanten hos PFP med taknemmelighed.
Selv med en seriøst arbejdende sikkerhedsrepræsentant og selv med alle sikkerhedsaggregater til rådighed kan der jo ske uheld. Det var tidligere helt normalt, at folk, der arbejdede med maskiner, manglede en finger eller to. Det skyldes nok, at man på et tidspunkt bliver så overbevist om ens egne evner, at man ”glemmer” at bruge de sikkerhedsting, man har til rådighed. Det skete også for mig. Heldigvis gik det ikke værre, end at klingen på en rundsav lavede en ca. halv cm. dyb rille i spidsen på min højre tommeltot, men det blødte voldsomt, og arret mindede mig resten af min tid hos PFP om, at jeg hellere måtte passe på, hvis jeg ville beholde alle mine fingre.
Jeg var så heldig at være ansat hos Jørgen Nielsen netop i den periode, hvor chefen fyldte 60 år. Det blev nemlig fejret med en kæmpe fest på hotel Scandia i Silkeborg. Her var alle - høj som lav og med partner – inviteret. Familie og venner var der naturligvis også. Det var en flot fest og en sjov oplevelse at se kollegerne i deres stiveste pus og møde mændene og konerne, som man indtil da kun havde hørt om. Måske kunne vi takke Fru Nielsen, som også hed Ella, for denne sympatiske gestus. Hun hjalp til på kontoret og var kendt for at være en meget venlig dame. Jørgen Nielsen kunne godt virke lidt mut og firkantet, men de få gange, jeg snakkede med ham, var han flink, og sidste gang jeg snakkede med ham, antydede han, at der sikkert ville være en plads til mig, når jeg var færdig med min uddannelse som teknisk assistent. Det var nemlig dette, valget var faldet på, dels fordi jeg altid har været glad for at tegne, men selvfølgelig også fordi det var muligt med de skolekundskaber, jeg nu havde.
Efter ca. et år sagde jeg altså farvel til Jørgen Nielsen PFP og fabriksarbejdet for denne gang.
Næste kapitel kommer til at forgå på teknisk skole i Viborg.