Det var på alle måder et nyt kapitel, der blev taget hul på, da jeg startede på teknisk skole. Jeg havde ganske vist rundet de 30, men jeg var igen alene og flyttede lidt forvirret rundt, og livet som studerende var med til at underbygge følelsen af at være yngre, end det rent faktisk var tilfældet.
På teknisk skole blev alle behandlet ens, hvilket jo da i sig selv er meget sympatisk, men det kunne godt sommetider være lidt svært at vænne sig til de meget strikse regler, der helt klart var møntet på uregerlige teenagere mere end på voksne mennesker, der bare var kommet lidt sent i gang. Vi var dog nogle, der slap for at have seddel med hjemmefra ved fravær, men det var smart at have en gyldig forklaring, hvis man ringede på kontoret om morgenen for at melde fravær. Alle lærerne var tæt på pensionsalderen, så i deres øjne var vi nok en flok snothvalpe, ligegyldigt om vi var 17 eller 38, hvilket var aldersspredningen i min klasse. 4-5 stykker var ikke fyldt 18 endnu, de fleste var i tyverne, og så var der undertegnede på 30 og Hanne på 38. Den store forskellighed i både alder og baggrund til trods fik vi hurtigt et godt sammenhold i klassen, hvor alle kunne med alle, men selvfølgelig kom man til at kende nogle bedre end andre. For mit vedkommende blev det Pia på 17 og Joan på 25. Vi sad tilfældigvis tæt på hinanden, og ret hurtigt gik snakken mellem os, ofte lidt mere end de trætte undervisere, der havde set det hele alt for mange gange før, syntes om.
En meget vigtig rekvisit for at blive teknisk assistent dengang var tegneredskaber. Skolebordet var udstyret med to linealer som kunne indstilles i alle vinkler. Meget af tiden det første halve år gik med at fremstille tegninger ved dette bord. Til det formål blev der indkøbt redskaber for en ikke hel lille sum. En lille mappe med stiftblyanter, tuschpenne i tre forskellige tykkelser og tilhørende skabeloner med bogstaver, tal og symboler, samt en passer, hvori alle pennene kunne monteres. Papir og kalker købte vi på kontoret, efterhånden som vi fik brug for det. Kalke er en slags tyk pergamentpapir. Man kopierede således blyantstegninger ved at placere det ovenpå og tegne efter med tusch. Fordelen ved at bruge det frem for papir var, ud over gennemsigtigheden, at forkerte tuschstreger kunne fjernes ved at skrabe dem væk med en lille skarp skalpel. Det var rigtig hyggeligt, når vi alle sad dybt koncentrerede og tegnede dimser, vi ikke anede, hvad der skulle bruges til.
Men at være studerende på SU med egen bil og husleje var m.h.t. økonomien ikke nemmere i 1987, end det havde været ti år tidligere, og da slet ikke efter de mange års tilvænning til et liv med lønindkomst. Snart drev pengenød mig til at lede efter studiejob, og under et besøg på et nærliggende værtshus fandt jeg ud af, at de søgte en servitrice, og jeg fik jobbet lige på stedet. Så omtrent samtidig med, at jeg vendte tilbage til skolebænken, genoptog jeg også min tidligere aktivitet med at lange øl over bardisken til Kjellerups tørstige sjæle. Stedet hed Møllekroen, og det blev så også her, jeg introducerede nogle af mine nye klassekammerater til det kjellerupske forlystelsesliv.
Dér kunne jeg også af og til træffe en af de unge mænd fra holdet. Han havde fritidsjob som discjockey. Når han dukkede op fredag eller lørdag aften med sin kasse fyldt med de nyeste plader, kom der liv i kludene og på det diminutive kobberdansegulv. Indtil da var det musik efter gæsternes og personalets smag, og så blev der lyttet til lidt mere modne toner, som Abba, Gasolin og Shu-bi-dua, ja sågar Vikingarne med deres ”kramgoa lådar” kunne ind i mellem høres, hvis man hørte til eftermiddagsfolket.
På det første halvår på teknisk skole skulle vi stifte bekendtskab med alle de arbejdsområder, man kunne komme ud for som teknisk assistent. De var delt ud på fire fag: maskin-, bygnings-, el- og driftsfag. Til de tre første fremstillede vi tegninger i hundredvis, i driftsfaget tegnede vi diagrammer over firmaers organisation og udregnede fiktive firmaregnskaber. Det lignede mere almindeligt kontorarbejde.
Det var mest i maskinfaget, vi tegnede ting, vi ikke vidste, hvad var. Det kunne f.eks. være en del af en større maskine, men jeg husker også, at vi tegnede en oplukker. Den skulle stanses, fik vi at vide – hvad det betød, fandt jeg først ud af langt senere, da nogen var så venlige at forklare mig, at en almindelig hullemaskine også er en slags stanseværktøj.
Man kunne selvfølgelig spørge, men jeg tror vores undervisere, udover at være frygtelig trætte af at skulle gentage de samme ting igen og igen, mente, at så simple begreber måtte man da have en medfødt evne til at forstå. Det havde jeg altså ikke, og spurgte jeg de andre, forstod de det som regel heller ikke, men jeg fik det indtryk, at mange af dem levede ganske glimrende med den uvidenhed, og ind i mellem fik man jo da også det, jeg senere lærte, hed en ”aha oplevelse”.
Bygge-timerne gik med at tegne grundplaner af huse og tværsnit af murværk med hvad dertil hørte af isoleringsmaterialer. Vi skulle vel strengt taget også kunne gøre rede for materialernes egenskaber og byggereglementer, men det blev der gjort meget mere ud af på andet halvår, hvis man valgte byggelinjen.
I el-timerne tegnede vi grundplaner af huse med stik og lamper og korrespondancer. Også her skulle vi have et vist kendskab til regler, men det var håndværket, der talte mest. Ud over disse fire fag havde vi også matematik på skemaet. Det var nødvendigt for at kunne lave de ret indviklede beregninger på u-jern og i-jern og varmeisoleringskoefficienter og strømstyrker og modstande foruden alle de regnskabstekniske forviklinger, vi var udsat for i driftstimerne.
Og selvfølgelig var der eksaminer – og prøveeksaminer og afleveringsopgaver. Og det skulle jo gerne tage sig lidt pænt ud. Til det formål måtte vi gerne benytte skolens skrivemaskiner – og ja I læste rigtigt – vi er tilbage i pc’ernes spæde barndom, og alt skriftligt arbejde blev altså fremstillet på el-skrivemaskine. Det var nogle rigtig fine nogen af slagsen med automatisk rettefunktion, så man ikke skulle sidde og fjumre med rettelak. Jeg fortrød nok lidt, at jeg ikke var mere seriøs, da jeg havde chancen for at lære maskinskrivning på realskolen, men det gik jo alligevel. Der var selvfølgelig også de mest moderne kopimaskiner til vores rådighed. Måske var det i virkeligheden den vigtigste lærdom. Jeg fandt i hvert fald senere ud af, at det med kopiering spillede en ganske stor rolle på mange af de arbejdspladser, hvor der arbejdede tekniske assistenter.
Der fandtes faktisk computere på teknisk skole i 1987. De stod i et lokale, hvor vi ved særlige lejligheder og indimellem i de timer, der blev benævnt datalære-timer, fik lov at komme, og de var udstyret med en slags tegneprogrammer. Der var f. eks. skruer i forskellige størrelser og faconer. Man kunne ændre på vinkler og placeringer, og det var jo egentlig ret smart, for det at sidde og nørkle med at tegne skruer og møtrikker var noget af det, der tog længst tid. Men lærerne havde ikke lige fået sig sat ind i, hvordan sådan noget fungerede, og måske troede de heller ikke på, at det var fremtiden. I hvert fald var der ikke meget hjælp at hente der. Peter, som var en af de helt unge drenge, var den, der vidste mest om sådan noget, så han havde travlt, når vi brugte edb i timerne, hvor vi alle sammen havde brug for hans hjælp.
Lærerne var for de flestes vedkommende ingeniøruddannede. For nogle var jobbet som tekniskskolelærer flødeskummet oven på et hårdt arbejdsliv i det private erhvervsliv. Ikke desto mindre kunne man hos mange af dem spore en vis træthed. Der var ikke meget fis og ballade for slet ikke at tale om nytænkning over deres undervisning. De fleste timer foregik på den måde, at underviseren kom ind i klassen nogenlunde til tiden. Her lirede han den samme tale af, som han havde gjort ufatteligt mange gange før. Ind i mellem sendte han en kasse med materialer rundt, så vi kunne se og føle på varerne. Den form for undervisning er der sådan set ikke noget galt med. Kunsten består i at holde gejsten oppe, så de elever, man har på hold nr. 15 i karrieren, ikke føler træthed ved faget. Det kneb det måske lidt med en gang i mellem. Vores maskinunderviser var et godt eksempel på dette. Han var generelt sådan lidt vrissen, og hans forsøg på at være gemytlig resulterede ofte i småsarkastiske bemærkninger. Kort tid efter, vi var færdige på teknisk skole, var jeg sammen med en medstuderende på færgetur til Sjælland, og her mødte vi den omtalte lærer. Han var sammen med sin kone på vej til fødeøen, og - viste det sig – under mere private former var han det sødeste og gemytligste menneske, man kunne forestille sig. Det var egentlig en dejlig og lærerig oplevelse og en påmindelse om ikke at sætte mennesker i bås på et spinkelt grundlag som deres gøren og laden i arbejdssammenhænge.
Men vi lærte jo, hvad vi skulle, og havde det sjovt imens, så egentlig var det vel ikke så galt.
Alting får jo en ende, et halvt år er hurtigt gået, og efter det skulle der findes en praktikplads.
Spørgsmålet om praktikplads havde længe spøgt i baghovedet, ikke mindst fordi det lige fra start havde været samtaleemne i klassen. Nogle var så heldige at have det på plads allerede før start, enten fordi de kendte en arbejdsgiver privat, eller fordi de allerede havde tilknytning til en arbejdsplads, hvor man tog elever. Det havde jeg selvfølgelig hele tiden vidst også ville blive et problem for mig, men jeg havde nok ikke rigtig overvejet, hvad jeg ville gøre, hvis det glippede. Jeg har nok aldrig været tilbøjelig til at tage sorgerne på forskud, selv om det i visse situationer måske kan være en god ide.
Jeg havde ganske vist en invitation til at henvende mig på min tidligere arbejdsplads, PFP, når jeg var færdiguddannet, men så vidt var det jo ikke kommet endnu, og jeg vidste, at de ikke tog elever, i hvert fald ikke normalt. Nogen vil nok mene, at jeg alligevel skulle have spurgt, men uopfordrede ansøgninger har aldrig rigtig været mig. I stedet søgte jeg, hvad der var af ledige elevpladser, og der var ikke mange. Det skyldtes vel både, at udbuddet ikke var så stort som efterspørgslen på daværende tidspunkt, og selvfølgelig også det faktum, at mange af dem allerede var besat.
Jeg tror, alle, der har knoklet sig igennem og færdiggjort et studium med et tilfredsstillende resultat, genkender følelsen: en blanding af uovervindelighed og udmattelse, og selvfølgelig skal man give sig selv lov til at fejre præstationen, men man skal jo også videre, og det kneb det lidt med for mit vedkommende.