Retur til indholdsfortegnelsen


XVI. TEKNISK ASSISTENT

- hvor man lærer, at uddannelse ikke altid ruster en til fremtiden


Hen imod slutningen af det første år blev det klart, at der ikke var arbejde nok til alle på tegnestuen, og da Ulla var den sidst tilkomne, blev det hende, der skulle fyres. Det var hun rigtig ked af, og det var jeg sådan set også. Jeg var nemlig begyndt at tænke på at tage det sidste halve år på teknisk skole, som det jo også var planen fra start. Jeg var da også godt klar over, at de nok hellere ville beholde Ulla end mig, hvis de kunne vælge. Altså forelagde jeg muligheden for dette hos udviklingschefen Thyge. Han var meget venlig og bad mig tænke det grundigt igennem, hvilket jeg gjorde, og efter jul i det herrens år 1988 vendte jeg tilbage til teknisk skole for at færdiggøre uddannelsen på maskinlinjen.

Det næste halve år blev knap så festligt som det første på teknisk skole. Nu var vi jo specialiserede, hvilket betød, at niveauet var højere på alle måder. Der var mindre tid til at sidde og hygge med nogle tegninger og flere indviklede beregninger. På maskinlinjen, som jeg havde valgt, var vi Peter og en lille flok piger, hvoraf de fleste var meget seriøse og målrettede, så der var ikke så meget tid til pjank. De andre unge drenge og pigerne, jeg kendte bedst, var på byggelinjen, men måske var det slet ikke dårligt for arbejdsindsatsen.

Hen ad foråret begyndte vi at gå i eksamenspanik. Det hele stod og faldt med en lang skriftlig eksamen, som man blev indstillet til, hvis ellers ens opgaver gennem hele forløbet var afleverede og godkendt, og det var lykkedes mig med hjælp fra dygtige venner fra mange grene af erhvervslivet at komme så langt.

Selve eksamen varede seks timer og blev overvåget af et ældre ægtepar, der stik imod alle regler lod os snakke om opgaverne, mens vi spiste vores frokost. Der var nu ingen, der snød, men det blev da opklaret, at der var en fejl i opgaven, hvilket var rart at vide. Opgaven bestod i at konstruere, tegne og beregne på en maskine, der kunne flytte mel fra et sted til et andet. Mine beregninger viste, at den kunne flytte helt vildt meget mel på en time, men da jeg var vågen nok til at påpege dette, gik det alligevel. Det var vist noget med at gange en gang for meget med 60 i forsøget på at omregne fra sekunder til timer.

Inga som teknisk assistent
Inga som teknisk assistent

Som det vist altid er tilfældet efter en veloverstået eksamen og oven på en strabadserende periode, var den følgende tid præget af lettelse og en vis eufori, men dagligdagen truede med jobsøgning og afslag.

Møllekroen var et for længst overstået kapitel. Det afsluttedes allerede, mens jeg var på B8. En eftermiddag kom der en ualmindelig sød fyr ind for at købe cigaretter. Han var lidt ældre end mig, og han havde de dejligste brune øjne. Jeg gav ham mit telefonnummer, han ringede, og efter den dag var det ikke mere så spændende at komme på Møllekroen.

Jeg var altså helt ledig på arbejdsmarkedet, hvor der ikke just var rift om nyuddannede tekniske assistenter. Næste kapitel handler derfor om at søge job, om at få afslag på afslag og om i stedet at tage, hvad man kan få.


Kapitel XVII >

Retur til indholdsfortegnelsen >