Retur til indholdsfortegnelsen


XVIII. STRIKTRØJER OG NYE PLANER

- hvor man lærer mere om at søge job og tage, hvad man kan få



1. Vefa

Et familiemedlem arbejdede på en strikvarefabrik. Hun gjorde opmærksom på at man netop stod og manglede en presser. Fabrikken hed Vefa og beskæftigede ca. 15 damer med at klippe, sy, presse og pakke strik, som var fremstillet på en fabrik i Ikast. Det var vist det, der kaldtes en lønsystue, fordi de var hyret til opgaven af en anden og større fabrik. Trøjerne, der kom ud af det, var af mærket ”Clipper”, hvilket var et ret dyrt og eksklusivt herretrøjemærke.

Jeg besluttede, at det nok var på tide, jeg fik prøvet at arbejde i tøjbranchen. På det tidspunkt var store dele af tekstilindustrien allerede flyttet til udlandet – mest Østeuropa. Der var lønudgifterne åbenbart så meget mindre, at det kunne betale sig at køre frem og tilbage med varerne. Vefa var en af de sidste bastioner – i hvert fald på Kjellerup egnen, så det var på høje tid, hvis jeg skulle nå det. Sy kunne jeg kun til husbehov. Det med at presse trøjerne var åbenbart ikke noget, der krævede den store oplæring, så det var lige til at gå til. Mødetiderne var som på de fleste fabrikker fra 7 morgen til 15 eftermiddag og lidt tidligere om fredagen. De fleste dage tog jeg bussen. Det gjorde dagen noget længere, for som det er med den slags, kom jeg langt omkring. Jeg tænker, turen varede det meste af en time, selv om der ikke var mere end ca. 15 km.

Fabrikken bestod af fem rum. Selve systuen, hvor der sad ca. 10 damer og syede strikstykker sammen, tilskærerrummet, hvor stykkerne blev fremstillet af to damer, et lokale i midten, hvor der blev pakket, trævlet mislykkede strikvarer op og andre aktiviteter, der ikke direkte vedrørte klipning eller syning. Inderst var frokoststuen, hvor dagens to måltider blev indtaget. Mit tilholdssted var et lille lokale, hvor møblementet bestod af et pressebord og et par borde til fralægning. Der ved pressebordet var min plads. Lige foran mig var et vindue, umiddelbart på den anden side af ruden var et stakit, der trængte vældig meget til maling, - men det var jo heller ikke for at nyde udsigten, jeg stod der.

Pressebordet var indrettet med to fodpedaler. Når jeg trådte på den ene, kom der damp op igennem pladen. Den anden sugede den fugtige luft ud igen. Arbejdsgangen var i al sin enkelthed den, at jeg placerede en trøje på bordet, lukkede damp op gennem den, glattede ud og rettede til for til slut at lukke dampen ud og folde pænt, hvorefter trøjen var klar til butikken. De færdigstrikkede og -syede trøjer fik jeg leveret i større eller mindre portioner. Ind i mellem fik jeg en kasse medium, som egentlig skulle have været large, og så lød opgaven på at fikse det. Det var ikke særligt svært ved pressebordet, men jeg tænker, der efterfølgende er opstået krympeproblemer, når trøjen er blevet vasket.

Arbejdet var selvsagt ret kedsommeligt. Den eneste måde, jeg kunne tilføre det en vis spænding, var ved at konkurrere med mig selv, sådan en slags akkordarbejde, hvilket jo var ret fjollet, eftersom jeg ikke blev lønnet efter indsats. Jeg fik faktisk meget ros for mine evner som pressedame. I næsten et halvt år pressede jeg trøjer for fuld udblæsning, og jeg var sikkert blevet ved et godt stykke tid længere, hvis ikke det på et tidspunkt gik op for mig, at af alle ansatte på fabrikken var det den med det kedeligste, hårdeste og sikkert også mest usunde arbejde – nemlig pressedamen – der fik den laveste løn. Det kan måske synes sært, for indtil dette øjeblik var jeg jo egentlig ret godt tilfreds. For selv om arbejdet var kedeligt, var der i modsætning til ved limtræsfremstillingen god mulighed for at høre radio og tænke andre tanker samtidig med, at jeg passede mit job, og selv om jeg godt vidste, at timelønnen var i den lave ende, havde det jo heller ikke gjort mig noget – altså ind til det gik op for mig, at det kun var min løn, der var så lille. Først gik jeg og surede over det i nogle dage, indtil jeg vist nærmest eksploderede. Den stakkels direktrice blev aldeles overrumplet. Hun sagde, så vidt jeg husker, noget om, at hun da var ked af, at jeg havde det sådan, men da det jo åbenbart var tilfældet, ville hun vide, om jeg gerne ville have en fyreseddel. Og da der jo åbenbart ikke fandtes et alternativ, sagde jeg vredt og sikkert helt rød i ansigtet, at ”ja, det ville jeg så!!”

Ak ja – hvis man er i tvivl om, hvorvidt man er uundværlig, skal man som bekendt stikke en finger i et glas vand og måle graden af uundværlighed på, hvor stort et hul man efterlader, når man har trukket fingeren op igen.

Således sluttede mit strikvarefabriksliv altså lidt brat, og nu var jeg oven i købet fyret for første gang i mit efterhånden 34 årige liv.



2. Jobsøgning igen – og tanker om endnu en uddannelse

Og hermed startede hele maskineriet igen – med jobcenterbesøg, gennempløjning af aviser med henblik på at finde ledige stillinger, og efterfølgende frembringelse af stillingsansøgninger med vedlagte anbefalinger og dokumentation for, hvor jeg havde tilbragt tiden indtil dato og med hvad. CV’er og elektroniske ansøgninger var ikke rigtig slået an endnu.

Mens jeg var ansat på Vefa, flyttede jeg fra træindustriabejdernes- til beklædnings- og textilarbejdernes a-kasse, så blev den, der kom til at finansiere denne jobsøgnings- og arbejdsløshedsperiode, der kom til at vare henover forår og sommer i 1991 (fra uge 14 til uge 32).

Arbejdsløsheden var relativt højt der i begyndelsen af halvfemserne, men selv om det ikke bekymrede mig som sådan - jeg havde jo da ind til videre altid formået at finde noget - huede det mig ikke rigtigt, så da de første forsøg ikke gav resultat, besluttede jeg mig for at undersøge mulighederne for at tage endnu en uddannelse.

Allerede mens jeg arbejdede på Vefa, sendte jeg en dispensationsansøgning til lærerseminariernes rektorforsamlings dispensationsudvalg, hvor jeg søgte om tilladelse til at søge optagelse på læreruddannelsen, selvom jeg ikke opfyldte de gældende bestemmelser. Og allerede en uge efter, at jeg var blevet fyret, fik jeg denne dispensation og grønt lys til at søge ind på et seminarium. Den endelige afgørelse lå så hos det pågældende seminarium.

At valget faldt på lærer havde nok lidt at gøre med, at seminariet lå i Silkeborg kun 15 km fra, hvor jeg boede. Jeg havde også en søster, der var lærer. Egentlig lå der nok ikke særligt mange tanker til grund for netop det valg. Desuden regnede jeg vel ikke med, jeg havde nogen chancer for at komme ind. Først og fremmest var der jo det med den manglende ungdomsuddannelse, og mine erfaringer med børn var da også ret sparsomme. Om det var min tid som ulveungefører, der gjorde udslaget, ved jeg ikke, men til min store overraskelse fik jeg besked om, at jeg var optaget på Silkeborg Seminarium med start efter sommerferien 91. Min (næsten) ubrugte teknisk assistent uddannelse og enkeltfagene i hf udgjorde åbenbart, hvad der skulle til på teorisiden.

Glæden over at vide, hvad jeg efter alt at dømme skulle fortage mig de næste 4 år, overskyggede vist nervøsiteten, og tvivl om, hvorvidt det nu også var det rigtige valg, fik heller ikke lov til at ødelægge oplevelsen.


Kapitel XIX >

Retur til indholdsfortegnelsen >