CHRISTEN LAURITSEN HEDEGAARD

- et afsnit af Odgårds historie

1. Christen og Johanne

Da Laurits Madsen og Else Sørensdatter blev viet i Gettrup Kirke i 1694, var han 31 år gammel, mens hun kun var 17 år. I løbet af de første 25 år af deres ægteskab fik de elleve børn sammen, hvoraf de tre første døde i den tidligste barndom, og de øvrige otte overlevede til voksenalderen. Det yngste, datteren Maren, blev født i 1719.

Laurits Madsen overtog Refs Hedegård efter sin far, Mads Lauritsen, der døde i 1687. Gården ejedes iflg. landmålingsmatriklen fra 1688 af Jens Svendsen i Thisted, og i den var Mads Lauritsens enke anført som fæster. Hartkornet var 5-4-1-2. Siden blev gården en del af den fjerntliggende herregård Ulstrups bøndergods, og i skifteprotokollen for dette gods kan man få et godt indblik i familiens liv og økonomi i 1725, da Laurits Madsen døde.
Det hørte til sjældenhederne i begyndelsen af 1700-tallet, at der var overskud og arv til deling i fæstebønders dødsboer. Men det skete altså i Laurits Madsens tilfælde, og der blev en arv på godt tre rigsdaler til de fire sønner og det halve til de fire døtre – ikke meget, men alligevel et klart tegn på velstand.

Den ældste søn, Mads Lauritsen, blev udset til at overtage gården, men han var kun 21 år gammel, så i adskillige år sad Else Sørensdatter som ”gårdbrugende enke” med hjælp fra sin ugifte søn.

Den næstældste søn var Christen Lauritsen, der blev født i 1706 og var atten år, da faderen døde. Han måtte fra sin tidligste ungdom indse, at hans fremtid ikke var knyttet til Refs Hedegård, og han tog så en alternativ vej til en plads i gårdmandsstanden: han fandt sig en kone, der havde udsigt til at overtage en gård.

I Hvidbjergs sogns kirkebog indførte præsten som det første ægteskab i 1731:

No.1: 18. Trinit.: Christen Hedegrd og Johanne Povelsdtt. og boer i Sem

Der er ingen tvivl om, at parret overtog og kom til at bo i Johanne Poulsdatters fædrene gård i Semb, som blev kaldt Kjærgård, som havde et hartkorn på 3-3-0-2½, og som ejedes af de to præstenker Martha Lyngbye og Mette Marie Hvidberg, mor og datter, med hver sin halvdel.

Desuden hørte til gården en selvejet parcel af en ødegård, der

... tilhørte bemte Sl. Povel Madsøn, og der af ved Lovlig Skifte og Deling tilfalden min kjære Hustrue efter bemeldte hendes Sl. Fader 4 Skp. 1 Alb.

Dette citat fra skødet, hvorefter den arvede parcel sælges videre af Christen Hedegaard, dokumenterer med sikkerhed, at Johanne Poulsdatter var datter af den Poul Madsen, der ofte kaldtes med tilnavnet Kjær (sikkert efter den gård han beboede), og som året før blev begravet under netop navnet ”Poul Kjær”.
Johanne havde en ældre bror, Christen Poulsen, der også blev gift i 1731 og overtog en anden gård i Semb. Hvorfor det ikke var ham, der overtog fødegården, kan undre, men hans levnedsløb led, som det skal vises i senere kapitler, hvor han har hovedroller, ingen skade ved den disposition.

Christen Hedegaard og Johanne fik syv børn, hvis barnedåb gav anledning til følgende kirkebogsindførsler, de første fem i Hvidbjerg sogns kirkebog, de to sidste i Lyngs sogns kirkebog:

1732. No.16.: Chren Hedegaards og Johan Pedersdtt.[sic] Barn Kiersten hiemdøbt og død

1733. No.28. 21. Trinit.: Kiersten, Christen Hedegaards og Johan Povelsdtt. Barn i Sem. Faddere: Christen Niels., Christen Kiær, Las Hedegaard, Else Hedegaard, Maren Jensdatter

1736. No.10. 9de P. Trinit.: El[se], Christen Hedegaards og Joh[an Pove]lsdtt. Barn i Sem. Faddere: [], Christen Kiær []Else []

1739. No.14. Eodem (=23. Aug., 13de P. Trinit.): Anne, Christen Heedegaards og Johanna Povelsdtt. Barn i Sem. Faddere: Jens Jens., Niels Jørgensgrd., Niels Skadkiær, Else Lasdtt., Karen Lasdtt.

1742. No.12. 3. May: Laust, Christen Heedegrds og Johanna Povelsdtts. Barn i Sem. Faddere: Mats Heedegrd., N. Jørgensgrd., Christen Helligsøe, Else Laustdtt., Karen Laustdtt.

1745. No.7. d. 7. Junii: Karen, Christen Larss. og Johanne Poulsdtrs. Barn i Odgaard. Faddere: Christen Helligsøe, Niels Jørensgrd., Christian Kaas, Marie Lisbeth Jensdtr., Maren Nielsdtr. – er død

1747. No.5.: Karen, Christen Larsens. og Johanne Poulsdtrs. Barn i Odgaard, Fød d. 26., døbt d. 28 Julij. Faddere: Christen Helligsøe i Sem, Peder Skrædder i Liungs, Lars Larss. i Torp, Magrethe Hansdtr. i Odgaard, Anne Pedersdt.

Kirkebogsnotitserne bekræfter altså, at familien flyttede fra Kjærgård til Odgård i løbet af sommeren og efteråret 1742.

Den Christen Kjær, der var fadder ved to første børns dåb, er naturligvis den samme som den Christen Helligsøe, der var fadder ved de tre sidstes. Og han er naturligvis Johannes bror. At han i begyndelsen bar det samme tilnavn som sin far og havde navn efter sit fødested, er forståeligt, men det er endnu ikke lykkedes at finde en sikker forklaring på, hvorfra tilnavnet ”Helligsøe” stammer. Men optegnelserne i kirkebogen viser med stor præcision, at navneskiftet skete i 1737.

2. Odgård

Odgård var en meget stor gård beliggende i Lyngs sogn. Den var blevet delt i to lige store dele (mht. hartkorn), og alligevel var der et hartkorn på 8-6-3-2½ til hver. De to gårde kaldtes undertiden Øster Odgård og Vester Odgård, og det var i den vestlige, at Christen Hedegaard og familien flyttede ind i 1742.

I den østlige, der var en fæstegård tilhørende Vejbjerggård, var fæsteren Jokum Pedersen. Han var af en prominent familie fra Øster Ulsted i Vestervig sogn, der undertiden blev omtalt med tilnavnet Ulsted. Han havde overtaget den østlige Odgård i løbet af 1737. De to familier, der deltes om Odgård, havde alle dage og af gode grunde tætte sociale relationer. Margrete Hansdatter, der var fadder, da Christen og Johannes yngste datter blev døbt, var Jokum Pedersens kone. Han var selv fadder, da forgængeren i Vester Odgård, Niels Christensen, havde datteren Karen til dåb.

Den vestlige halvdel tilhørte for størstedelens vedkommende (6 tønder hartkorn) ”Hans Kongelige Majestæt”, der lønnede herredsskriveren i Hassing-Refs herreder med indtægterne af denne del. Resten af gården (Hk.: 2-6-3-2½) ejedes af Moldrup på Vestervig Kloster. I 1742 måtte Christen Hedegaard derfor til herredsskriveren Jens Sandagaard i Gammelbygård i Grurup sogn med en del af sine afgifter og til Jens Moldrup i Vestervig med resten. Hvordan der blev truffet afgørelse om gårdens fæsteforhold, er uvist, så det vides ikke, i hvilket omfang de to herrer var involverede i, at Christen Hedegaard overtog deres delte gård.

Men på grund af, at Vester Odgård var delvis statsejet, holdt amtet nøje øje med dens tilstand og status, og i de årlige amtsregnskaber noteredes alt relevant mht. herredsskrivere og fæstere. Til og med året 1741 noteredes, at fæsteren var Christen Boiesen. I 1741 døde både han og herredsskriveren Lars Humble, og ny herredsskriver blev den nævnte Jens Sandagaard. I de efterfølgende år optrådte Christen Boiesen stadigvæk indimellem i regnskaberne, men med tilføjelsen ”nu Christen Heedegaard”. Først i 1747, seks år efter sin død, var Christen Boiesen helt ude af amtets bureaukrati.

Hans søn, Niels, optrådte aldrig officielt som fæster i amtets jordebøger, men under behandlingen af Lars Humbles dødsbo, i september 1741, noteredes i amtets skifteprotokol, at enken

… af Niels Christensen i Odgaard … bekommed det som Resterede paa hans afgift … , af dend gaard til Skriver Embedet er lagt … 13 Rd. 2 Mk.

(Skifteprokollen er meget defekt p. g. a. fugt, og indeholder måske en ulæselig sætning med mere om, hvad Niels Christensen skyldte boet)

I de ti år Niels Christensen og familien boede i Odgård, var han nok i praksis den, der drev gården, selv om faderen havde navn på fæstebrevet, og sikkert også var den, der bestemte det meste. Men i godt og vel et år efter faderens død var sønnen i hvert fald i de facto enefæster af gården. Det er ikke utænkeligt, at herredsskriverens død og skifteforvalterens gældsinddrivelse var en medvirkende årsag til, at Niels Christensen overlod det attraktive, men bekostelige fæstemål til Christen Hedegård.

3. Familien

Christen Hedegaard og Johanne boede i Odgård i syv år, og deres to yngste børn, to døtre, blev, som det sås ovenfor, født dér i 1745 og 1747. De blev begge kaldt Karen, for det ældste af dem døde blot ni dage gammelt, og de blev sikkert opkaldt efter Christen Hedegaards ældste søster, der døde i 1743 efter tretten års ægteskab med Søren Toppenberg i Flarup.

Johanne Poulsdatter døde den 20. juli 1749, og blev begravet syv dage senere på Lyngs kirkegård. Hun blev kun 38 år gammel. Dødsårsagen er ukendt, og der er ikke bevaret noget skiftedokument. Måske fandt der ikke nogen skifteforretning sted, for Christen Hedegaard giftede sig ikke igen.

Herefter bestod familien af Christen Hedegaard og de fem moderløse børn: Kirsten på 16, Else på 13, Anne på 10, Laurits på 7 og Karen på 2. I den situation ville en gårdmand normalt skynde sig at finde en ny kone, både fordi en gårds drift krævede ”en kone i huset”, og fordi de små børn krævede pasning. Måske var de ældste af døtrene gamle nok til at varetage begge funktioner, så der ikke var akut behov.

Tidligere på året – i april måned – var også Christen Hedegaards yngste søster Maren død. Hun blev 30 år gammel, var ugift og boede, da hun døde, hos søsteren Else og dennes mand, mølleren Jens Madsen, i Holmgårds Mølle i Ydby sogn. Hun havde ikke noget fast opholdssted, og det var amtets skifteforvalter, der stod for skiftet. Måske derfor kom der først gang i skifteforretningen med nogen forsinkelse i juni, og den blev først afsluttet ud på efteråret. Store dele af hendes efterladenskaber blev solgt på offentlig auktion, og slutresultatet blev, at der var den ikke ubetydelig sum på godt 87 rigsdaler til deling mellem hendes arvinger. Heraf var det meste en formue på 88 slettedaler (58 rigsdaler og 4 mark), som hun havde til gode hos sin storebror i Refs Hedegård, sikkert hendes arv efter forældrene.

Om dem havde broderen denne kommentar:

Mads Laursen i Hedegaard angav, at de 88 Slettedaler, som er anført han til Sterfboen skulle svare, haver han de fleste af assisteret og laant sin Broder Christen Laursen paa Thyeholm i Odgaard, og ventelig nu formedelst hans paakommende slette tilstand ej var at erholde, baade ved det Gaarden brændte, i stor Restance for afgiften af Gaarden til Herredsskriver Sandagaard, Ja at Gaarden nu ved offentlig Auktion skal bortsælges [] til Hans Kongl. Majst. formedelst allerhøjeste bemt. Hans Kongl. Mayst. ej finder samme at vil lade opbygge, og maaske nødes at qvittere Gaarden, …

Han havde altså lånt Christen de fleste af pengene og regnede ikke med at kunne få dem igen. Han tilbød derfor at hjælpe sin bror ved at afstå fra 5 rigsdaler af sin arv, og han opfordrede sine brødre og søstre til at gøre tilsvarende. Alle gik med på ideen, dog sådan at søstrene kun afstod fra 2,5 rigsdaler, og Mads kunne derfor eftergive 27,5 rigsdaler af det tilgodehavende, han havde hos Christen.

Mads Hedegaards beskrivelsen af broderens ulykkelige situation skulle være faldet på et møde i skifteretten i Holmgårds Mølle den 19. august 1749. Det kan imidlertid ikke passe. Der må være sket en fejldatering, eller også er to møder blevet sammenblandet. Det er nemlig helt sikkert, at Odgård brændte i oktober måned, og at det næppe ville være gået upåtalt hen, hvis det var anden gang, det skete i løbet af kort tid.

Hvis Christen Hedegaard havde en stor gæld Jens Sandagaard p. g. a. manglende betaling af afgift, så kunne den ikke være opstået som en øjeblikkelig konsekvens af branden. Den må være opstået over en periode, og det må være den, han havde lånt penge af Mads for at kunne betale. Gårdens brand og Christens forventede deraf følgende udsættelse af gården, var årsagen til, at de udlånte penge nok gik tabt, ikke til, at de blev lånt.

Den katastrofe, der ramte Christen Hedgaard og hans familie, og som man her i skifteprotokollen får et kortfattet indblik i set med hans medfølende slægtninges øjne, er nøje og udførligt omtalt også i andre kilder, som herefter skal inddrages.

4. Odgårds brand

Branden i Odgård er veldokumenteret, fordi gårdens ejere efterfølgende søgte om skattefrihed for de ramte gårde og derfor gik i retten for at skaffe sig sikre vidnesbyrd om hændelsen, såkaldte tingsvidner.

Sagen tog sin begyndelse ved Hassing-Refs herreders ret den 20. november 1749, hvor herredsfogeden Andreas Høyer blev kontaktet af ejeren af Øster Odgård og derfor udsendte en stævning med dette indhold:

Andreas Høyer, Kongl. Majsts. Herredsfoged for Hassing-Refs Herreder, gjør vitterlig, at for mig haver andraget Madame Ingeborg Mulvad, Sal. Hans Jørgensen Maylunds til Weiberggaard, hvorledes hun desværre skal være foraarsaget at føre Tingsvidne over en paa hendes Bondegaard, Odgaard kaldet, i Westervig Amt, Refs Herred, Lyngs Sogn beliggende, imellem den 19de og 20de October sidst om Natten ulykkelig Ildebrand sig skal have tildraget, saaledes at Ilden ikke alene skal have lagt ganske Huset i Aske, mens end ogsaa fortæret det Boskab og andet ejende den i Fæste havende Beboer, navnlig Jochum Pedersøn Odgaard var ejende af, saa saa godt som lidet eller intet blev reddet.
Thi stævnes I, Beboeren Jochum Pedersen Odgaard, at møde i Rette paa Hassing-Refs Herreds Ting den 4de December førstkommende for om bemte. ulykkelige Ildebrand at gjøre Eders sandfærdige yderligere Forklaring; samt paa fornte. Sted, der i nye Matricul er ansat for Hartkorn 8 Tdr. 6 Skp. 3 Fdk. 2½ Alb., at producere Eders Fæste-Brev, med videre der af kan dependeres at forklare.
I lige maade til fornte. førstkommende 4. December indstævnes under Faldsmaals Straf at møde Mads Nielsen, Jens Nielsen, Jens Christensen af Torp, og Christen Sørensen i Lyngs, for Eders Sandheds Vidne, fornte. ulykkelige Ildebrand angaaende at aflægge. Og bliver ydermere dette Stævnemaal erkyndiget for Høyædle og Welbaarne Hr. Etats Raad og Amtmand Rosenkrands, som Amtmand paa Stedet, for om han behagelig noget ved dette Tings-Vidnes Førelse kan have at lade erindre.
Til Bekræftelse under min Haand og Zignet. Willerslef den 20. Nov. 1749 – Andreas Høyer (L.S.)

Og på den nævnte dato, 4. december, blev der holdt retsmøde, hvor Ingeborg Mulvads svigersøn, Jørgen Billeschou, talte på hendes vegne, og hvor de indstævnede vidner blev afhørt:

… hvornæst sig da fremstillet forrige Beboer paa det afbrændte Sted, Odgaard kaldet, navnlig Jochum Pedersen, som vemodelig berettede og forklarede, at lørdagen den 19de October om Aftenen Klokken ongefæhr 10 Slæt blev han med sin Hustrue var, at der var Ildløs eller antændt udi hans Nabos Christen Laursøns Huus, hvorpaa een fra dennem løb til at vare de andre, nemlig Christen Laursøn derom, men førend Buddet igjen indkom, var Jochum Pedersøns Hus ogsaa af Ilden bespændt, siden Vinden samme saaledes paaførte, og endskjønt han med Hustru og Folk nok søgte af al Flid Ilden at dæmpe, saa var det dog forgjæves, thi Ilden i en distance af en halv Time ikke aleneste nedlagde deres iboende Hus, bestaaende af 14ten Fag, ganske i Aske, mens endogsaa mestendels fortærede det Boeskab og lidet ejende, de der udi kunde have og være Ejere af, saa han med Hustrue og tvende umyndige smaa Børn kom saa godt som Halvnøgen ud ved bemeldte Nattes Tid; og forklarede han ellers, at det ikke var ham muligt efter Stævningen at producere et Fæstebrev, siden samme saa vel som det andet var bleven i fornævnte Ildebrand af Ilden fortæret, mens bemeldte Sted som han nu i en 12 Aars Tid haver beboet og svaret Skatter saa vel som anden Udgift af, er ansat for Hartkorn 8 Tdr. 6 Skp. 3 Fdk. 2½ Alb., og var det ham i ingen maade, formedelst den tillagde Ulykke af Ildebrand, muligt enten igjen at opbygge fornævnte Sted eller der af efterdags at svare Skatter eller andre Contributioner, med mindre Hans Majst. af Kongelig Naade vilde i Skatterne give hannem Moderation, saavelsom Hosbonden igjen Stedet for hannem at lade opbygge, da han gjerne vil stræbe at forrette ved Stedet, hvad hannem muligt kan være;
End ydermere til fornævnte Ulykke at bevise fremstillede sig de 4re indstævnte Vidner, navnlig Mads Nielsøn, Jens Nielsøn og Jens Christensøn af Torp, samt Christen Sørensøn af Liungs, som under Lovens Ed med oprakte Fingre forklarede, at endskjønt de som nærmeste Naboer det første de saa bemeldte Ildebrand, den 19de October om Aftenen sildig, løb til bemeldte Odgaard for at vilde hjælpe og redde hvis de kunde, saa dog, siden Ilden og Vejrliget var saa stærk, var det dem ikke muligt at komme ind af nogen Dør, saa som Huset var saa stærk med Ild bespændt, ikke heller at de kunde enten slukke Ilden eller redde noget videre end hvis de igjennem en Væg, som de slog ind paa Nørre-Side, kunde indrække med Stager og udrage, hvilket dog var af liden og fast ingen Værdi. Vidnerne videre forklarede, at der vare bjærgede og udkomne af Huset tvende Kister, hvilke tillige med det andet blev fortæret af Ilden, efter at de vare udkomme, saa de ikke ved, at noget, der kunde regnes af nogen Værdi, blev reddet, endskjønt at der før den ulykkelige Ildebrand stod vel til hos Manden, mens nu formedelst samme er kommen i en armelig Tilstand, saa de ikke ser, hvorledes samme Mand med Kone og smaa Børn kan ved Gaarden ernære sig, uden han faar Hjælp, … og forklarede de, at bemeldte Odgaard, Weiberggaard tilhørende, … Jochum Pedersøn nu og i en 11ve à 12 Aars Tid har beboet og haft i Fæste, ansat i Matricul for Hartkorn 8 Tdr. 6 Skp. 3 Fk. 2½ Alb., og at deres Ralingshus som nu brændt er, bestod af fulde fjorten Fag Hus, samt at de ikke rettere ved eller kunde skjønne, end at Ilden jo var kommen ved ulykkelig Hændelse hos hans Nabo først, og siden ved Vindens Hjælp til dette omvundne Sted.”

Kort tid efter gik også ejerne af Vester Odgård til herredsfogeden for at få lavet et tingsvidne om, hvad deres gård var blevet udsat for, og han udsendte en ny stævning:

Andreas Høyer i Willerslef, Kongelig Majsts. Herredfoged for Hassing-Refs Herreder, gjør vitterlig, at for mig haver andraget Peder Wie i Grurup, Birkefoged for Westervig-Closter og Tandrup Birker, at han skal være befuldmægtiget af Hans Kongl. Majsts. Amtsforvalter udi Dueholm, Ørum og Westervig Amter, Velædle Lauritz Davidsen Fogh og Velædle og Velbr. Frue Mette Laasbye, Sal. Assessor Moldrups, at føre Tingsvidne om den ulykkelige Ildebrand, som har tildraget sig udi Odgaard i Lyngs Sogn, Refs Herred, Westervig Amt, imellem den 19de og 20de October sidst om Natten, samme Gaard Christen Lauridsen beboer, hvor af Hans Kongl. Majst. er tilhørende 6 Tdr. Hartkorn, og velbemt. Frue Assessors det øvrige af Gaardens Hartkorn 2 Tdr. 6 Skp. 3 Fdk. 2½ Alb., saaledes at Ilden ikke alene skal have lagt ganske Huset i Aske, men endogsaa fortæret næsten alt det Boskab og andet Ejende ovenmeldte i Fæste havende Beboer var Ejer af, og næsten slet intet blev reddet.
Thi stævnes I, Beboeren Christen Lauridsen i Odgaard, at møde i Rette paa Hassing-Refs Herreders Ting førstkommende d. 8de Januarii 1750, for om bemte. ulykkelige Ildebrand at gjøre Eders sandfærdige yderligere Forklaring;
I lige maade til fornte. førstkommende d. 8. Januarii indstævnes, under Faldsmaals Straf, at møde Mads Nielsen, Jens Nielsen, Jens Christensen af Torp og Christen Sørensen i Liungs for Eders Sandheds Vidne, fornte. ulykkelige Ildebrand angaaende at aflægge; og bliver ydermere dette Stævnemaal erkyndiget for Høyædle og Velbaarne Hr. Etatz Raad Rosenkrantz, som Stedets Amtmand, for om han behagelig noget ved Rette Tingsvidnes Førelse [kan] have at lade erindre.
Til Bekræftelse under min Haand og Signete, Willerslef den 11. Decemb. 1749 – Andreas Høyer (L.S.)

Retsmødet om brandens konsekvenser for Vester Odgård blev så som annonceret holdt den 8. januar 1750, og her optrådte igen birkefoged Wie som repræsentant for gårdens ejere. Det var Christen Hedegaard selv, der afgav det første vidnesbyrd:

Derefter Christen Lauritzøn af Odgaard, efter Rettens Paaraab, fremkom og gjorde til Forklaring saaledes: At det desværre tildrog sig, Natten imellem den 19de og 20de October sidst, Klokken ongefæhr 10 Slæt, at der optændtes Ild udi hans iboende Ralingshus i Odgaard udi den vester Ende deraf, hvilken Ilds Lue i en hast tog saa stærk Overhaand, saa at Ralingshuset stod i Lius Lue, og Ilden svævede om Vinduerne i Stuen, hvor han med sine smaa Børn sad inde, uden at vide Aarsag til Ildens Opkomst, førend de, saaledes som forklaret er, saa den. Og var det da næppest han og Børn kunde redde sig og komme ud fra Ilden, førend hele Ralingshuset stod i Brand og strax af Ilden blev fortæret og nedfaldt, saa han slet intet af hans Indbo fik reddet, undtagen nogle faa Sengeklæder, som han alene /: da ingen Mennisker var til stede, som kunde hjælpe hannem at redde:/ greb i Armen og kom ud med af Ilden. Udi samme ulykkelige Ildebrand gav Christen Lauritzøn tilkjende, at der foruden Hus og Indbo, blev opbrændt 3de Væddere og 7 Gjæs, samt en del Høns, som vare i Ralingshuset, der foruden laa en Biestok(?) uden for Vinduerne og en Vogn stod strax ved Ralingshuset, som ligeledes af Ilden blev fortæret og opbrændt.
Da Christen Lauridsen saaledes havde givet denne forklaring, fremstod efter Rettens Paaraab Vidnerne Mads Nielsen, Jens Nielsen og Jens Christensen af Torp og Christen Sørensen af Liungs, som alle enstemmig forklarede at ovenmeldte tid om Natten imellem den 19de og 20de October sidst bleve de vare, at Odgaard brændte og stod i lys lue, hvorpaa de forføjede dem did for at redde noget, om det var mulig, men da de komme der, var Ralingshuset næsten ganske opbrændt saa det var umulig for dem at redde noget, ej heller saa de, at noget var reddet, som og var fast umulig, saasom Vinden var storm og meget stærk, ej heller vidste de at denne Ildebrand var opkommet af andet end ved ulyckelig hændelse. Endelig forklarede de, at denne Part af Odgaard er Hartkorn 6 Tdr. til Hans Majestæt, og 2 Tdr. 6 Skp. 3 Fdk. 2½ Alb. til Fr. Assessor Moldrups. Ydermere forklarede de, at der var ingen Mennisker ved deres ankomst, som kunde redde noget af Ilden, og de saa ingen uden alene Beboerne, som stod i Gaarden og Græd.
– Hvorpaa de samtlige /: efter at de paa Spørgsmaal havde forklaret, at denne Christen Lauritsøn er en meget fattig, k?lig Mand, og foruden denne ulyckelige Ildebrand har haft stor vanlykke paa sine Creaturer, og at der Dagen efter denne ulyckelige Ildebrand ogsaa døde en god Hoppe for hannem, som var i 5te aar, og det des aarsag er umulig for hannem at redde sig eller opbygge Gaarden uden Hans Majst. allernaadigst vil eftergive ham Skatterne paa nogen tid og anden Hjælp til Gaardens Opbyggelse:/ gjorde deres Ed med oprakte fingre efter loven, saaledes at være sandfærdig forklaret. …

Naboernes vidnesbyrd bekræftede det indtryk, at branden blot var kulminationen på en periode, hvor meget gik galt i Christen Hedegaard liv, ikke mindst jo da også hans kones død, og at det ikke kun var branden, der endte hans tid som storbonde i Odgård. Naboerne forudsigelse om, at han ikke kun redde sig uden hjælp fra ”hans majestæt”, holdt nemlig stik, for kongen ville ikke hjælpe, og så måtte han gå fra gården.

Centraladministrationen benyttede lejligheden til at normalisere herredsskriverens aflønning, så han fra og med oktober kvartal 1749 skulle have 20 rigsdaler om året i rede penge (ligesom rettens andre betjente) i stedet for indtægterne fra kongens andel af Odgård.

Og de seks tønder hartkorn, som kongen ejede, blev solgt på auktion den 10. juni 1750, og ridefogeden ved Vestervig Kloster, Søren Rasmussen, fik ejendommen for den helt uforståeligt lave pris 27 rigsdaler og 5 skilling. Det var næppe hans mening at beholde det købte, for kort tid efter, at han havde fået skøde på det (udstedt af kronen den 2. februar 1751), solgte han det videre til herredsfogeden, Andreas Høyer, der omtrent på samme tid købte familien Moldrups del af gården. Så i løbet af foråret 1751 blev Vester Odgård således samlet på én ejers hænder, herredsfogedens. Men heller ikke han havde planer om at beholde gården, for i august måned samme år indgik han en aftale med Peder Reimertsen, en søn af færgemanden ved Oddesund, om at denne skulle købe Vester Odgård. Den handel kom der imidlertid ikke andet end en langstrakt retssag ud af, for nok flyttede køberen ind med sin familie, men han betalte aldrig en skilling. I retten udtalte Andreas Høyer, at det drejede sig om:

den Part af Odgaard i Liungs Sogn paa Thyeholm Hartkorn 8 Tdr. 6 Skp. 3 Fdk. 2½ Alb., som Peder Christensen sidst beboede, tillige med en anseelig Besætning af Bæster og Fæ Creaturer, som da var ved Gaarden, i alt for den Summa 200 Rd. med et Aars Rente til Snapstinget 1752.

Af dette citat ses, at gården var bragt helt på fode på dette tidspunkt, og at der i den genskabte fæstegård var en anden fæster end Christen Hedegaard. Præcis hvornår i dette begivenhedsforløb udsættelsen foregik, kan ikke afgøres med sikkerhed, men sandsynligheden taler for, at familien ikke boede der efter den nat, det brændte, og at fæstet ophørte officielt ved den nævnte auktion.

Både Øster og Vester Odgård bevilgedes to års skattefrihed p. g. a. branden. Det var ikke usædvanligt, og det var som regel betinget af, at man genopbyggede det nedbrændte. Jokum Pedersen blev også hårdt ramt, men han havde mere at stå imod med og en gårdejer, der havde økonomisk interesse i, at han fortsatte, så han blev ved gården, og hans søn købte den siden til selveje.

5. Nådsens brød

I 1750’erne var det for de fleste en katastrofe og den direkte vej til tiggerstaven at blive enlig far med fem umyndige børn uden levebrød og uden tag over hovedet. Christen Hedegaard var heldig med, at han var del af en stor og ret velstående familie, og man kan ret sikkert regne med, at hans søskende fortsat hjalp ham med at komme igennem nogle af vanskelighederne. Sandsynligvis tog de hans børn i pleje og gav dem mad og husly, måske fik han det også selv mod at udføre daglejerarbejde hos dem.

Hjælp var der sikkert også at hente hos svogeren og børnenes morbror Christen Helligsøe i Sem.

Der er ikke mange informationer om Christen Hedegaard og hans børn i de følgende syv år efter gårdens brand. Men de, der er, tyder på, at man opholdt sig i Ydby sogn.
Mest direkte bevidnes det af en notits i Ydby sogns kirkebog for året 1752:

Anno 1752 den 15. Junij er begravet Christen Heedgrds Pige barn ætat. 13

Den tredjeældste datter, Anne, døde altså tretten år gammel, mens hun var i Ydby sogn.

Else, den næstældste, havde nok også ophold i sognet, hos en faster i Holmgård, for i kirkebogen blev under året 1756 noteret følgende:

D. 28. Sept. er trolovet Christen Pedersen af Sind. og Else Christensdatter af Holmgrd. D. 27. Oct. copul.

At dette handler om, at en yngre søn af gårdmanden i Sindrupgård blev gift med Christen Hedegaards datter, kan naturligvis ikke sluttes ud fra denne isolerede notits, men det bevidnes til absolut sikkerhed af udsagn i andre kilder. Her er pointen, at Else omtales som boede i Holmgård, men om det var hos faster Else, der var gift med mølleren i Holmgårds Mølle, eller om det var hos faster Anne, der var gift med gårdmand Niels Skadkjær i Holmgård (men døde i 1754), hun havde haft ophold, kan ikke afgøres.

Else var kun tyve år gammel og ti år yngre end sin nye ægtefælle. For at få forklaringen på, at hun blev gift i så ung alder, må man først afslutte hendes fars historie, og det skete samme år. I Lyngs sogns kirkebog under begravelsesnoterne for 1756 læser man:

7) d. 22de [juli]: Chresten Heedegrd. i Liungs 50 [år] – 4 uger

Christen Hedegaard var altså vendt tilbage til Lyngs sogn, og han døde på en gård tilhørende Hindsels gods. Derfor kan man i skifteprotokollen for dette gods finde oplysninger til et sidste afsnit af hans ulykkelige skæbne.

Anno 1756 d. 21. August mødte Skifteforvalteren Peder Isager med tiltagne 2de Mænd navnlig Mads Stochtoft og Lars Hebsgaard begge af Lyngs for at holde en rigtig Registrering og Forsegling udi Stervboen efter afgangne Sl. Christen Lauritsen Hedegaard, som boede og døde i Lyngs, til en lovlig Skifte og dele mellem de ham efterladte og umyndige Børn, paa det, som der den 22. Juli, da han døde, blev annoteret, saavel som hvis ifølge Skifteforretningen af 9. Juni hannem med Gaarden til dets Besætning og Bygfæld etc. blev overdraget

Allerede af disse første få linjer af den nedskrevne beretning om skiftet efter ham ses, at skæbnen nok engang var hård ved ham. Kun halvanden måned tidligere, havde han fået overdraget den fæstegård under Hindsels, som han nu døde fra. Peder Isager ejede Hindsels, så det var ham, der var skifteforvalter og ansvarlig for, at boet blev lovligt administreret, og at de forældreløse arvinger blev retfærdigt behandlet.

Familien var dog ikke til sinds at lade nogen uretfærdighed overgå de efterladte, og den mødte talstærkt op ved den nævnte skiftesamling. Både Mads fra Refs Hedegård og de tre møllere: Søren fra Morup Mølle, Mads fra Årup Mølle og Jens Madsen fra Holmgaards Mølle, altså tre farbrødre og en fasters mand, var til stede for at sikre sig, at alt gik rigtigt for sig. Og ikke nok med det. De havde også hyret Knud Hee, en tidligere degn i Søndbjerg med ambitioner om en karriere som prokurator, til specielt at varetage de umyndige arvingers tarv.

Skifteforretningen udviklede sig til ét langt skænderi imellem Peder Isager og Knud Hee, som især gjorde ophævelser over, at boet blev håndteret ulovligt, og at der ikke var noget skriftligt og underskrevet dokument om, hvad der blev ”annoteret” den 22. juli. Det endte med, at Peder Isager, sikkert for at få fred og undgå et retligt efterspil, kom med et tilbud, som de tilstedeværende ikke kunne afslå: Han ville betale al den gæld, som boet måtte have, og give arvingerne, på nær Else, 20 rigsdaler til deling.

Grunden til, at Else ikke skulle have del i den kontante arv, var, at hun, som en del af aftalen, skulle gifte sig og sammen med sin mand overtage gården og forsørgelsen af den yngste søster, den niårige Karen.

Mads i Refs Hedegård var blevet udpeget til formynder for Kirsten og Laurits, Søren Møller for Else og Mads Møller for Karen, og de skrev alle under på, at skiftet kunne afsluttes på de vilkår.

Den omstændelige aftale om forholdene for lillesøsteren kunne man have sparet sig, for hun levede kun en månedstid efter dens indgåelse. Den 27. september 1756 døde hun, og hun blev begravet på Lyngs kirkegård.

Dagen efter blev Else – som allerede nævnt – trolovet med Christen Pedersen fra Sindrupgård, og den 27. oktober blev de gift. Hvorfor det ikke var den ældste søster, Kirsten, der blev gift og overtog gården, kan man kun gisne om. Da hun endelig i 1774 i en alder af 41 år fandt sig en ægtemand, boede hun i Lyngs. Så måske var hun i alle årene en slags ”skyggetante” hos søsteren. Hendes kommende mand, en aldrende enkemand og husmand fra Ettrup i Hurup sogn ved navn Christen Tvehøj, hævede i anledning af ægteskabet 5 rigsdaler hos Peder Isager, som hun havde til gode som arv.

De udlovede 20 rigsdaler var tilsyneladende blevet fordelt med 10 til Laurits og 5 til søstrene. Hvad der skete med Karens arv er uvist, og hvad Laurits angår, så forsvandt både han og hans penge ud af historien i 1756. Han var fjorten, da faderen døde, og under skifteforretningen blev gjort opmærksom på, at han hørte hjemme på Major Klingenbergs gods, sikkert for at forhindre at der blev aftalt noget om ham, der stred imod, at hans ”stavn” var Tandrup Gods i Bedsted. Farbror Søren i Morup Mølle havde antagelig skaffet ham en plads som tjenestedreng på en af Tandrups fæstegårde i sognet.

6. Gården i Lyngs

Da Christen Pedersen døde i 1780, var gården i Lyngs stadigvæk en fæstegård under Hindsels, men siden 1774, da Peder Isager døde, havde godsejeren heddet Laurits Breinholt. Det var ham, der var skifteforvalteren ved dette dødsfald, men protokollen var den samme. Man læser heri, at Christen efterlod sig syv børn, to sønner og fem døtre, som han og Else havde fået. Christen Tvehøj ansattes som formynder for to af dem, farbror Peder Pedersen og fasters mand Morten Larsen, begge fra Sindrup, ansattes som formynder for to børn hver. Disse to Sindrup-gårdmænds familierelation til børnene giver den sikre identifikation af Christen Pedersen, der allerede er nævnt tidligere: Han var en yngre søn af Peder Pedersen i Sindrupgård.

Af skifteforretningen efter Christen Pedersen fremgår, at det var en af sognets største gårde med et hartkorn på 5-0-0-2. I matriklen fra 1688 hørte gården til Højris på Mors, der på den tid ejedes af familien von Klingenberg, og det var nok, da medlemmer af denne familie købte og samlede Hindsels, at gården blev en del af Hindsels’ underliggende bøndergods. Både da Frederik von Klingenberg solgte Hindsels til Frederik Leth (1746), og da Frederik Leths enke solgte Hindsels til Peder Isager (1751), hed fæsteren (iflg. skøderne i Viborg Landstings skøde- og panteprotokol) Christen Sørensen.

I 1733 blev Christen Sørensen og Maren Christensdatter gift i Hvidbjerg kirke, og præsten noterede, at de kom til at bo i Lyngs. Treogtyve år senere døde de begge to med kort tids mellemrum uden livsarvinger. Christen døde den 31. marts, Maren den 8. maj i 1756. Der var så kort tid mellem dødsfaldene, at man ikke nåede at foretage skiftet efter Christen Sørensen, inden man måtte i gang med Marens. Derfor blev de to skifteforretninger slået sammen og foretaget under ét den 9. juni.

Nogen reel skiftebehandling blev der dog ikke tale om, og i referatet i skifteprotokollen står intet om gæld og formue, og der er ikke nogen præcis redegørelse for, hvem arvingerne var, og hvem der repræsenterede dem. Referatet handler mest om, at der blev indgået en aftale om, at Peder Isager overtog alle gældsposter, at arvingerne fik lov at tage beklædningsgenstande fra tre kister, som de afdøde havde efterladt, og at hver (eller nogle?) af dem skulle betale 4 mark.

Man forstår Knud Hees protest mod den måde, skiftet efter Christen Hedegaard senere på året blev behandlet. Isagers håndtering af skifterne var sjusket, og dokumentationens hovedformål syntes for ham at være at sikre sig selv mod klager og retssager. I referatet nævnes nogle personer, der var til stede på arvingernes vegne, men af underskrifterne fremgår, at der var flere til stede end dem, der blev nævnt. Man får det indtryk af referatet, at Christens arvinger var hans brorsønner, og at Marens arvinger var hendes søstersønner, men blandt underskrifterne finder man også en person, der med ret stor sikkerhed kan identificeres som hendes bror.

Mest præcis i angivelsen af familierelationer er følgende udsnit af beskrivelsen af de tilstedeværende:

… og Christen Poulsen Hilligsøe af Semb paa sine egne Børns Vegne som Arvinger og Søster Børn til den afdøde Maren Christensdatter, saa og Niels Jensen af Barslev paa sine Børns Vegne, af hvilke og Nogle er Søster Børn til den fornævnte afdøde Maren Christensdatter.

Maren Christensdatter var altså en søster til Christen Helligsøs kone, Mette Christensdatter, der døde året før. Han var således førstehåndsvidne til, at en stor og attraktiv gård i Lyngs blev ledig, fordi både gårdmanden og hans kone pludseligt, næsten samtidigt døde uden at have børn eller andre, der var udset til eller klar til at overtage. Det var en ret usædvanlig situation. Der kan dårligt være tvivl om, at Christen Helligsø var den, der blev opmærksom på muligheden for, at hans svoger til den anden side og hans søsterbørn kunne vende tilbage til gårdmandsstanden, og at han formidlede kontakten til Peder Isager.

Det krævede imidlertid også penge, hvis man ønskede at få foden indenfor i en fæstegård, og hvordan de blev skaffet, kan læses i skiftet efter Christen Hedegaard:

... Hvorpaa Søren Laursen af Morup Mølle fremkom og angav et fordrende gjæld efter hans Sl. Broder, som han sagde [at have] laant ham til Indfæstning af hans efterladte fæstegaard [] contant 40 Rd., men…

Det havde altså kostet 40 rigsdaler i indfæstning (”indskud”), og nok engang fik Christen Hedegaard hjælp fra en bror. Under skifteforretningen opstod der dog tvivl om, hvorvidt det overhovedet var en gældspost i boet, fordi Søren Møller vist i virkeligheden havde dem til gode hos sin svoger Jens Madsen i Holmgårds Mølle, der tilsyneladende ikke fordrede et tilsvarende beløb i boet. Søren Møllers fordring blev derfor afvist, uden at han gjorde indsigelser imod det.

Men alle disse bestræbelser på at hjælpe Christen Hedegaard og hans familie var altså forgæves, i hvert fald for hans vedkommende. Han oplevede kun sin nye status i halvanden måned, før han døde.

Til gengæld kom det i hast arrangerede ægteskab mellem Else og Christen i en vis forstand til at vare i mere end hundrede år. Da Christen døde i 1780, sad Else som enke i seks år, inden hun giftede sig anden gang med Peder Nielsen Skrædder. Da hun så selv døde i 1807, giftede han sig igen først med Anne Sørensdatter (i 1807) og derefter med Johanne Pedersdatter (i 1816). Peder Skrædder døde i 1824, og da Johanne døde i 1844, havde hun haft to ægtemænd mere foruden ham, nemlig: Christen Jensen Harboe (i 1824) og Christen Sørensen Dam (i 1830). Og i hundredåret for Else og Christens ægteskab, var det Christen Sørensen Dam og hans anden kone Maren Nielsdatter Kræmmer, der havde gården i Lyngs, og i alle de mellemliggende år var den altså ”vandret” fra ægtefælle til ægtefælle uden noget regulært generationsskifte.

Retur til indholdsfortegnelsen >