1. Gården
Peder Christensen Munk blev født i Jestrup i Lyngs sogn i 1737. Han var ældste søn af fæstegårdmand Christen Larsen Munk og Margrethe Pedersdatter.
I 1760 blev han gift med en datter af Niels Christensen Odgaard i Semb. Hun hed Maren og var født i 1736. Året før var Niels Odgaard afgået ved døden uden at efterlade nogen søn, der kunne overtage, så det blev den ældste af hans tre døtre og hendes mand, altså Maren Nielsdatter og Peder Christensen Munk, der overtog gården. Niels Odgaards enke, Maren Madsdatter, overlevede sin mand i seksten år og var aftægtskone på gården indtil 1775.
Den gård, som Peder Munk havde giftet sig til, var en sammensat størrelse med en indviklet forhistorie. Det meste af gården var en fæstegård, men en del af den tilliggende jord var i selveje. Så den afdøde Niels Odgaard må have efterladt sig en formue, og overtagelsen var utvivlsomt – ud over aftægten til Maren Madsdatter – betinget af udredning af arv til hans to yngre, ugifte døtre (Der siden blev gift med Peder Christensen i Styvelgård og Lars Larsen i Smerupgård).
Fæstegårdens ejer var en datter af den tidligere præst i Hvidbjerg og Lyngs sogne, Peder Nielsen. Hun hed Mette Marie og blev – som faderen – undertiden nævnt med efternavnet Hvidberg. Men for det meste blev hun omtalt som ”Salig Hr. Mads Thorups enke”. Det meste af sit liv var hun præsteenke, for hun havde været gift med præsten i Ræhr-Hansted-Vigsø, Mads Andersen Thorup, indtil denne døde efter kun 10 år i embedet allerede i 1718. Da Peder Munk blev hendes fæstebonde, var hun vendt tilbage til sin fødeegn og boede i Søndbjerg. Da havde hendes enkestand altså allerede varet i mere end fyrre år.
Peder Nielsen Hvidberg havde været en velhavende mand og havde samlet sig et stort jordegods bestående først og fremmest af bøndergårde på Thyholm. Da han døde, blev godset fordelt mellem hans arvinger, hans kone og børn, og gården i Semb endte altså hos datteren, enkemadam Thorup.
Der var fordele ved at være fæster af en sådan gård. Man slap for det hoveriarbejde, der var en plage for mange af de bønder, der fæstede gårde af en herremand og godsejer med en stor herregård i nærheden. Arbejdet blev så som regel vekslet til kontant betaling af et vist beløb af ”arbejdspenge”, og man fik fred til at passe sin egen gård. Men der var også ulemper, for ejerne af nogle få spredte bøndergårde kunne have mere behov for indtægterne fra den enkelte gård, og derfor være mere nidkære og ubønhørlige ved opkrævningen.
I begyndelsen af 1760’erne var præsteenken en gammel kone, der var blevet træt af besværet med fæstegårde, så hun tog skridt til at afvikle sit beskedne gods. Og Peder Munk greb chancen for at blive selvejer. Det blev imidlertid en lang og konfliktfyldt proces, der blev indledt i 1761 og først endeligt afsluttedes, da Peder Munks skøde på gården blev tinglæst i september måned 1764.
I skødet, der blev udfærdiget og underskrevet allerede i august 1762 læser man følgende (i lettere tillempet retskrivning):
Kjendes jeg underskrevne Mette Marie Hvidberg, Salig Hr. Mads Thorups, og hermed vedgaar, at som velagte Mogens Christensen i Flovlev haver på Peder Munch i Semb hans Vegne sluttet Accord og Kjøb med mig om Peder Munchs iboende og mig tilhørende Sted, hvorefter jeg og haver nydt og bekommet den derfor accorderede Kjøbesumma, thi bliver da hermed Peder Christensen Munk efter begjæring Skjøde meddelt, saa bemeldte Sted, som han nu iboer, og før har haft af mig i fæste, ansat i nye Matricul for Hartkorn 3 Tdr. 3 Skp. 1½ Alb., skal med al [dets] tilhørende Bygning, Ejendom, Herligheder og Rettigheder, intet undtagen, men alt ligesom jeg det selv har haft i Eje, herefter tilhøre hannem og arvinger, [] jeg eller arvinger ingen ydermere Lod, Del, Ret eller Rettighed dertil eller udi at have i nogen maade, siden jeg som meldt er, haver nydt betaling derfor. …
Sønberg den 4. August 1762 –
Mette Marie Hvidberg, Salig Hr. Mads Thorups (L.S.), som Lauværge J. Billeskou (L.S.)
Det var den nævnte Mogens Christensens indblanding i handlen, der skabte forvirring og konflikt, og den skyldtes utvivlsomt både, at præsteenken var en forvirret, gammel kone, som lod andre handle på sine vegne, og at Mogens Christensen forsøgte at udnytte det.
Den 26. august 1762, altså tre uger efter, at skødet til Peder Munk var underskrevet, lod Mogens Christensen en aftale mellem ham og Mette Marie Hvidberg fra 31. december året før, som han kaldte en købekontrakt, tinglæse. Den havde bl.a. følgende indhold:
I den Hellige Trefoldigheds Navn haver vi underskrevne i dags dato sluttet følgende Kjøbecontract saaledes: Jeg, Mette Marie Sal. Hr. Mads Thorups, haver solgt til Mogens Christensen i Floulef den part mig tilhørende af Jens Pedersen Odgaard i Styvel saa vel som Peder Christensen Munck i Semb og hans ifæstehavende Gaard for den accorderede Kjøbesum 300 Rdr., siger Tre Hundrede Rixdaler, hvilke 300 Rdr. jeg, Mogens Christensen, lover at betale her i Sønberg den 26. April næstkommende 1762, og til samme Tid lover jeg, Mette Marie, at levere, saa lovformelig Skjøde som Hans Mayst. Lov anbefaler, hvilket af os paa begge Sider urykkelig skal holdes, …
Sønberg d. 31. Decbr. 1761 –
Mette Marie Hvidberg, Sl. Hr. Mads Thorups, Mogens Christensen Floulef
Desuden indeholdt det tinglæste dokument følgende tilføjelse:
Forestaaende 300 Rdr. er Dags Dato til al takke betalt, hvilket tjener til Bevis, indtil lovformelig Skjøde worder leveret; hvorfor vedbørligen qvitteres,
Sønberg d. 17de April 1762 –
Mette Marie Sl. Mads Thorups
Det er tydeligt, at Mogens Christensen var blevet vred over, at Peder Munk havde fået skøde på sin gård, og med denne tinglæsning forsøgte at fastslå sin version af handlen, hvor han slet og ret købte de to gårde af præsteenken, og at Peder Munk slet ikke indgik i handlen eller aftalen på anden måde end ved at bebo en af gårdene.
Der var hermed opstået en uholdbar situation, hvor to personer mente at eje gården i Semb. En måned senere sendte Jørgen Billeskou til Vejberggård (en nærliggende herregård på den anden side af Oddesund), der optrådte som laugværge for Mette Marie følgende brev til Mogens Christensen, der opsummerede, hvordan sagen var forløbet, i hvert fald set fra den ene parts side:
Ved den Accord eller af Eder saakaldte Contract, der I ved sidst afvigte Nytaars dags tider haver persvaderet Madme. Mette Marie, Salig Hr. Mads Thorups i Sønberg til med Eder at indgaae, dog uden min som hendes Lauværges videnskab eller tilstaaelse, de tvende hende tilhørende Steder nemlig Peder Christensen Munck i Semb og Jens Odgaards i Styvel angaaende, er det vel ikke gaaet Eder af minde, som ved bemte. Accord af Eder mundtlig blev lovet og forsikret, at om Peder Munck selv vilde have og beholde sin iboende Sted, skulle det være hans Kjøb, siden Madme. Thorup ikke paa anden maade vilde gjøre Accord med Eder. Efter den løfte, saa vel som siden mellem Eder og Peder Munck, udi min og fleres overværelse i Sønberg gjorte aftale og Slutning det Peder Munch skulle betale 220 rdr. og self beholde sin sted, haver han derefter leveret til mig samme 220 rdr., samt 1 stk. stemplet Papir til 1 rdr., hvorpaa han begjerte lovlig Skjøde underskreven af Madme. Thorup og mig;
Men da jeg befinder, at I tilforn haver deponeret i Sønberg 300 rdr., der var den fulde Summa for begge Stederne efter Accorden, saa tilkommer Eder igjen 220 rdr., som Eder her med disse mine 2de Udskikkede vorder tilbudet og overleveret. Skulde I imod forhaabning /: som før skeed er :/ nægte Pengenes modtagelse, vilde I meddele aarsagen skriftlig her paategnet til videre efterretning og Conformite med Sandhed.
Jeg vilde og hermed bevislig have Eder communiceret, at Skjøden til Eder paa den part af Jens Odgaards Sted ligger som jeg før mundtlig har sagt Eder, hos mig færdig skreven og kan Eder overleveres eller tilsendes naar forlanges, saasom samme tillige med Peder Munck sin blev skreven strax efter den sidste accord og samling vi var til i Sønberg.
De to udsendinge var i Flovlev med brevet og pengene den 6. oktober. De vendte tilbage med en påtegning om, at Mogens Christensen havde læst brevet og hørt tilbuddet, og at han ikke ”vilde ikke tage imod dem, thi han var ikke gal”.
Herefter besluttede Jørgen Billeskou at gå i retten med sagen, og han henvendte sig til herredsfogeden for Hassing-Refs herreder, for at få tingene sat på plads med et såkaldt tingsvidne.
Gjør vitterlig, at for mig haver andraget Velædle Sr. Jørgen Billeschou til Weiberggaard, hvorledes han som Laugværge for Madme. Mette Marie Hvidberg, Salig Hr. Mads Torups i Sønberg, samt forsvar for Peder Christensen Munck i Semb paa Thyeholm, skal være bleven uformodentlig beføjed til at oplyse Mogens Christensen i Floulef hans utilbørlige omgjenge, saavel imod Madme. Thorup som mod Peder Munck ved en Slags Accord og Aftale, der er sket imellem dem alle 3de, bemeldte Peder Muncks iboende Sted angaaende, ved hvilken Accord og Aftale noget i Pennen er bleven forfattet, og noget udeladt, hvilket sidste Mogens Christensen søger at fragaae, derfor Citanten benødiges til samme inden Retten at se oplyst og bevist.
Thi stævnes I, Mogens Christensen i Floulef, at møde for mig i Rette paa Hassing Refs Herreders Ting Torsdagen den 16. December førstkommende, for vidner, stævnte og ustævnte, samt alle lovtilladelige og fornødne eragtede bevisligheder og Documenter at anhøre og i Retten se fremlagt, deraf fornte. Eders Handling med forommte. Madme. Torup og Peder Munck kan dependere.
Til Vidnesbyrds aflæggelse herom indstævnes tillige ting og tid fornte. Mogens Christensen i Floulef, hans Hustrue Maren Jensdatter, Niels Christensen i Hvidberggaard og Niels Jepsen i Sønberg, alle under faldsmaals straf deres vidne at aflægge, da Citanten i alt et lovskikket tingsvidne agter at erhverve.
Til Bekræftelse under min Haand og hostrykte Signette i Irup den 25de November 1762 – H. J. Hetler (L.S.)For Billeskou drejede det sig altså om at få fastslået, at den skriftlige version af aftalen fra 31. december 1761 var ugyldig eller i hvert fald ikke indeholdt alt, hvad der var aftalt, og han sikrede sig en skriftlige erklæring fra selve den person, der havde udfærdiget dokumentet, Jeppe Maltesen:
Som min sandfærdig Vidne er forlanget, angaaende den Accord og Aftale som skete imellem Madme. Thorup og Mogens Christensen af Floulef ved sidstafvigte Nytaars Dags Tider, angaaende Peder Muncks Sted i Semb og Jens Odgaards i Styvel, og blev jeg derom forlanget af Mogens Christensen at skrive en Contract som og skete, hørte og samme tid at aftalen blev imellem Madme. Thorup og Mogens Christensen, at hvis Peder Munck selv forlangede sin iboende Sted, skulde han have den for samme Kjøb, som Mogens Christensen haver kjøbt dette for af Mad. Torup.
Det hørte jeg, at Madme. Torup sagde til Mogens, der han havde læst Contracten, som jeg skrev, at saafremt Peder Munck sjelf forlangede sin gaard, skulde han have den som meldt er for samme Kjøb. Hvortil Mogens Christensen svarede, at det skulle ske.
Dette saaledes at være passeret tilstaaes saa sandt hjelpe mig Gud og Hans Hellige Ord. –Jørgen Billeskou opsøgte også præsten i Søndbjerg, Peder Wilse, hos hvem det nævnte møde om sagen var blevet holdt, og han sikrede sig skriftlige vidnesbyrd fra både præsten, præstens kone og søn, der alle tre havde overværet mødet. Mest udførligt er sønnens forklaring:
Da mit Vidne er bleven forlanget, om hvis mig er bevidst den Aftale og Accord angaaende, som skete imellem Mogens Christensen af Floulef og Peder Munch i Semb engang i dette Aar, som ej erindres Dato paa, i mine Forældres Hus i Sønberg, da de der var forsamlede. Og hørte jeg da, at Mogens Christensen tilstod og accorderede Peder Munch det han selv skulde have og beholde sin iboende gaard, som Mogens Christensen med Madme. Thorup havde gjort accord om, naar Peder Munck betalte 220 Rdr., hvoraf de 20 rdr. blev regnet Mogens til profit, siden Madme. Thorup før havde tilbudt Peder Munch Stedet for 200 Rdr. Og naar de 220 Rdr. blev betalt og Peder Munck leverte stemplet Papir, skulde han meddeles lovlig Skjøde. Jeg har og hørt at Madme. Thorup og andre har sagt, strax efter Accorden var gjort imellem hende og Mogens, at Stedet til Mogens paa den Maade var soldt, at hvis Peder Munck selv ville have Stedet, skulde han have det, uden at Mogens maatte trække ham op.
Dette saaledes i alt at være Vidne paa tilstaaes saa sandt hjelpe mig Gud og hans Hellige Ord,Sagen forløb i første omgang over to dage (16. og 17. december 1762) og foregik, som man kunne forvente, som et mundhuggeri mellem de to parters sagførere: Birkedommer Woetmann for Mogens Christensen og Jørgen Billeskou for Mette Marie Hvidberg og Peder Munk. Førstnævnte indledte med at stille sig uforstående overfor, hvad det overhoveder handlede om, og hvad modparten mente med ”noget i Pennen er bleven forfattet, og noget udeladt”, der blev opfattet som en grov beskyldning mod Mogens Christensen.
Dette fik så Billeskou til med ironiske vendinger om Woetmanns uvidenhed at give en længere, mundtlig fremstilling af sagen, der især er interessant p. g. a. de oplysninger om Peder Munks gårds status og historie, der indgår:
At Mette Marie Hvidbergs salg af gården til Peder Munk ligefrem skulle være en kongen velbehagelig gerning og i overensstemmelse med en kongelig forordning, måtte Woetmann naturligvis protestere imod, så han argumenterede imod, at Peder Munk var delvis ejer af sin fæstegård:
Da gårdene i Semb i mange tilfælde var blevet delt eller samlet, både mht. drift og ejerforhold, siden landmålingsmatriklen blev udgivet i 1688, var Woetmanns forsøg på at modargumentere her en teoretisk spidsfindighed uden praktisk betydning, hvad Billeskou da også fremførte i sit svar:
Af de vidneudsagn, der blev fremført, og de dokumenter, der blev fremlagt, under tingsvidnesagen, kunne kun drages én konklusion: Det var Peder Munks handel med præstenken, der stod ved magt. I løbet af foråret og sommeren året efter forsøgte Mogens Christensen at samle vidner og beviser til sin version af sagen, til et ”contra”-tingsvidne, men det ændrede ingenting. Det fremstod nærmest som en slags hævntogt, idet han forsøgte at få indkaldt som vidner til personligt fremmøde i retten, de folk, der havde leveret skriftlige vidnesbyrd imod ham. Desuden ville han have Peder Munks gravide kone, hans gamle svigermor og en af hans svigerinder (Sidsel) til at møde frem. Retsmøderne kom mest til at handle om udsættelser og årsager til manglende fremmøde og løb nærmest ud i sandet.
At det var Peder Munk, der fik rettens ord for sin adkomst til gården, fremgår selvfølgelig også indirekte af det forhold, at han fra dette tidspunkt regnedes for selvejer.
Da Thisted Amtstue et kvart århundrede senere – i begyndelsen af året 1790 – udarbejdede en oversigt over amtets hartkorn, blev der nævnt tretten gårde i Semb bye: Præstegården, fem fæstegårde under Hindsels og syv selvejergårde. Her nævnes som selvejer af gård nr. 6: Peder Munk, og hans hartkorn er ansat til 3-7-1-1. På det tidspunkt var forestillingen om, at hans ejendom havde to bestanddele definitivt forsvundet. Og hvis de anførte hartkorn står til troende, så var det, som Jørgen Billeskou kaldte mere end en halv tønde, helt præcist 4 skæpper og 2½ album, altså 2½ album mere end en halv tønde.
Disse tal stemmer ikke helt med, hvad forhistorien fortæller, men om der undervejs er sket en regulering eller en fejl er uopklaret.
1. Familien
Der er ikke meget at fortælle om Peder Munk og hans gård og familie i det nævnte kvarte århundrede, ud over det som kirkebogen har bevaret.
Parret fik otte børn, hvoraf de syv overlevede til voksenalderen. Det var tre sønner og fire døtre: Dorthe i 1761, Maren i 1763, Dorthe i 1766, Christen i 1767, Margrete i 1770, Anne i 1773, Niels i 1773 og Jens i 1778. At de lod både deres ældste og tredjeældste datter døbe med navnet Dorthe er påfaldende og en overvejelse værd. Den skal dog ikke foretages på dette sted. At den næstældste blev opkaldt efter Niels Odgaards enke, Maren Madsdatter, var mere i overensstemmelse med sædvanen. Hun var aftægtskone på gården og en del af familien, så det var naturligt, at hun opkaldtes før farmoren, Margrete, der først blev opkaldt ved den fjerde pigefødsel.
Da folketællingen fandt sted i 1787 bestod Peder Munks hustand kun af ægteparret, datteren Margrete og den yngste søn Jens. Det er uvist, hvad der blev af den yngre Dorthe, men hun døde antagelig som spæd, og præsten glemte at notere begravelsen i kirkebogen. I denne periode fandt en kvindes barnefødsler normalt sted med et par års mellemrum, fordi det at have (og amme) et spædbarn havde en vis virkning som prævention. Og da Christen fødtes kun et år efter Dorthe, var det antagelig, fordi denne var død.
I 1783 var den ældste datter, Dorthe, blev gift med gårdmand Lars Madsen i Lyngs Søndergård, og hos dem boede i 1787 den næstyngste bror, Niels.
Anne, den næstyngste datter, er antagelig den fosterdatter, man finder i folketællingen hos den barnløse Christen Odgaard i Hvidbjerg, som var hendes mors fætter. Selv om der er en fejl på 3 år i alderen, er det alligevel en sandsynlig identifikation, da en selvejergårdmands datter næppe skal findes blandt egnes tjenestepiger uden en vis form for familierelation.
Af samme grund var den 22-årige Maren Pedersdatter, der i 1787 var tjenestepige hos Peder Munks kusine, Dorthe Jensdatter, i Smerup, sandsynligvis hans næstældste datter, selv om en anden tjenestepige i sognet ved navn Maren Pedersdatter har den rigtige aldersangivelse. Maren blev to år senere gift med Lars Christian Jensen i Barslev, men det ægteskab varede mindre end et år.
Hun døde i barselsseng efter at have født en datter i marts måned 1790. Hun blev derved den første af Lars Christian Jensens tre hustruer, der døde i 1790, 1791 og 1792. I 1793 giftede han sig for fjerde gang på fire år og fik først da et ægteskab, der varede ud over den første barsel.
Senere på året 1790 døde også den ældste af Peder Munks døtre, Dorthe, i barselsengen.
På denne tid, slutningen af 1700-tallet (og længe derefter) var det med livet som indsats, at kvinderne fødte deres børn.
[Fortsættes]