1. Odgård
Odgård i Lyngs sogn var en af Thyholms største gårde. Den lå oprindelig tæt ved Thyholms nordlige kyst med udsigt ud over Skibsted Fjord. Herfra kunne man se til Skibstedgård på den anden side af fjorden, og man kunne se til den vestlige ende af fjorden, til Draget, den tange, der forbinder Thyholm med Thy, og man kunne se halvøen Boddum, der var nordkyst i den østlige ende af fjorden. Hvis Odgård fandtes i middelalderen, så kunne dens beboere have overværet, hvordan Knud den Hellige i 1085 i sit sidste forgæves forsøg på at samle kræfter til en generobring af England kaldte en stor flådestyrke sammen i Skibsted Fjord.
Der er ingen grund til at tro, at Odgårds historie ikke går helt tilbage til middelalderen, men man kender den ikke. Derimod véd man, at kong Knuds efterkommer og efterfølger Frederik den Tredje i 1652 erhvervede gården, idet kronen mageskiftede sig til den ved en byttehandel med Johan Brockenhuus, ejeren af Hindsels, Thyholms største gods. I 1661 fulgte Odgård med, da kronen solgte Vestervig Kloster til Joachim Irgens, men allerede i 1682 vendte den tilbage i kongens besiddelse. Irgens var død og havde efterladt sin enke i en håbløs gæld, herunder en stor gæld til kronen, som blev afviklet ved at noget af Vestervig Klosters gods blev inddraget under kronen.
Da matriklen fra 1664 – amtstuematriklen – blev udarbejdet og udgivet, var Odgård altså i privat eje, og Joachim Irgens blev optegnet som dens ejer. Og det fremgår, at gården på den tid var delt (sandsynligvis lige over) mellem to fæstere: Jens Knudsen og Christen Pedersen.
2. Jens Knudsen
De bevarede tingbøger fra Refs herred går tilbage til 1629, men der er i det første halve århundrede derefter store lakuner i rækken. Tingbøgerne mangler helt for årene 1630-1634, 1639-1643, 1645-1647, 1649-1650, 1652-1654, 1656-1657 og 1662-1664. Derefter er de fleste bevarede.
På titelbladet af tingbogen fra 1635 noteredes, at herredsfogeden 10. januar dette år var ”Peder Knudssøn Schiøtt udi Smerupgaard”. Præcis hvornår han tiltrådte, kan vist ikke afgøres, men han havde stillingen, indtil han døde omkring 1660 og blev efterfulgt af sønnen Knud.
Navnet på herredsskriveren i 1635 finder man samme sted. Han hed Thomas Lauritsen og boede i Refstorp i Ydby sogn. Senere blev Laurits Svendsen skriver. Han døde i september 1644 og blev afløst af Christen Pedersen, der også boede i Refstorp. På grund af lakunerne i tingbogsrækken kan embedsperioderne ikke bestemmes præcist, men håndskrifterne for de tre skrivere, der er nævnt her, kan tydeligt identificeres i de bevarede tingbøger.
Ud fra håndskriften kan man også konstatere, at der tiltrådte en ny skriver, inden de første, svært defekte sider af tingbogen fra 1648 blev nedskrevet. Det er Jens Knudsens letgenkendelige håndskrift, som begyndte i det år og fortsatte i mere end tredive år derefter. I den nævnte tingbog bliver han omtalt adskillige gange, hver gang som boende i Odgård, men først i 1651 nævnes udtrykkeligt, at han var herredsskriver. Der er dog ingen tvivl om, at han var det allerede i 1647, og at han fra første færd boede i Odgård.
I 1651 førte Jens Knudsen en sag mod Niels Lauritsen Møller i Råkjær, fordi denne skyldte ham penge for garn, som hans
Den 23. marts 1667 mødte Hans Jensen for Refs Herreds ret sammen med sin
Den 22. juni samme år var det Christen Pedersen Smed i Barslev, der på sin kones, Jens Knudsens og Maren Nielsdatter Juuls datter Annes vegne gjorde det samme: kvitterede for modtaget mødrenearv og gav afkald på yderligere arvekrav.
Der var tilsyneladende blev holdt skifte, da Maren Nielsdatter døde omkring 1650, og Jens Knudsen fik sikkert ved den lejlighed til opgave at passe på børnenes arvelodder, indtil de blev voksne. Og det var de så blevet i 1667, hvad der stemmer fint med en antagelse om, at de blev født i perioden 1645-1650. Man kan undre sig over, at der er en ”Hans”, men hverken en ”Knud” eller ”Niels” blandt børnene, men der kan jo have været flere end dem, der nævnes i tingbogen, fx nogle, der døde i barnealderen.
Præsten i Hvidbjerg-Lyngs fra 1602 hed Niels Lauritsen Juul. Han blev i 1639 efterfulgt af sønnen Niels Nielsen Juel, men døde først i 1666. I Hvidbjerg kirke findes en gravsten, hvor man kan læse, at han var 97 år, da han døde, og at han havde 2 sønner og 1 datter med sin hustru Dorothea Sørensdatter. Den ene af sønnerne var hans efterfølger i embedet, Niels Nielsen Juul, der døde i 1660, den anden søn er ikke kendt. En vis Peder Nielsen, der boede i København, optræder et par gange i Refs Herreds tingbog. Den ene gang omtales han som bror til børn af Dorothea Sørensdatter, den anden gang som bror til Niels Nielsen Juul. Han var dog kun en halvbror. Dorothea var gift med to på hinanden følgende præster ved navn Niels i Hvidbjerg-Lyngs, og i en sag ved Viborg Landsting i 1661 kalder Peder Nielsen Niels Lauritsen for sin stedfar.
Det forekommer ret sandsynligt, men det kan p.t. ikke bevises, at Jens Knudsens tidligt afdøde første(?) hustru var den nævnte datter af Niels Lauritsen Juul, og at han derfor begyndte sin herredsskriverkarriere som præstens svigersøn.
3. Odgård før Jens Knudsen
Jens Knudsens forgængere som herredsskrivere i Refs Herred boede ikke i Odgård. I hvert fald boede dér, så vidt som det kan udledes af tingbøgerne, i hele perioden fra 1629 til 1644 to mænd, der ikke var skrivere.
Det drejer sig om Christen Christensen og Christen Thomasen, der efter alt at dømme havde hver sin halvdel af Odgård i fæste. Begge må have været solide og velagtede fæstebønder, for de mødte ofte op til retsmøder som tinghørere eller som rettens tjenere på andre måde.
Da Jens Knudsen og Christen Christensen det meste af året 1648 begge nævnes som boende i Odgård, kan man slutte, at det var Christen Thomasens del af gården, som Jens Knudsen overtog. I løbet af dette år fik Christen Christensen dog så svære økonomiske problemer, at han måtte afstå sin part af Odgård. I sommeren 1651 var Christen Chistensen ”nu verendis i Torp oc forige boendis i Odgaard” i retten p. g. a. en gæld til herredsfogeden (Peder Schytte). Omtrent på samme tid nævnes Christen Pedersen i Odgård, der altså var blevet fæster af denne del af gården, og han var Jens Knudsens nabo, indtil han under dramatiske omstændigheder forlod stedet i 1669.
Christen Thomasen, der havde den anden del af Odgård, var herredsfogedens svigersøn. Han var gift med Peder Schyttes datter Maren. Da han døde (antagelig i efteråret 1645), blev Peder Lauritsen i Hebsgård af retten udpeget til hans børns formynder, og han vogtede nidkært over deres fædrenearv. Enken forlod Odgård og giftede sig med Laurits Thomasen fra Jestrup, der udover enken også overtog Christen Thomasens efterladenskaber og pligten til at afregne med sine stedbørn. De fik to sønner, Thomas og Laurits, inden han døde. Det skete allerede i 1648. Herredsfogeden blev udpeget til sine to dattersønners formynder, og han blev derfor den ene part i en ret bitter strid mellem datterens to kuld. Af herredets beskrivelse af striden fremgår ikke særligt tydeligt, at modparten også var hans børnebørn, og at de alle sammen boede hos moderen i Jestrup. Striden blev forligt i efteråret 1648, hvor Peder Lauritsen kvitterede for, at hans myndlinge havde modtaget deres arv.
I 1651 giftede Maren sig igen med Christen Christensen Greb, der overtog gården i Jestrup og hele børneflokken. I en sag ved Viborg Landsting i 1661, hvor Peder Schyttes arvinger blev sagsøgt, optrådte Christen Greb på vegne af sine tre moderløse døtre (altså steddøttre), og da Marens barnløse søster, Gertrud i Ydbygård, døde i 1672, var det Thomas Lauritsen, der gav afkald på vegne af sine fire søskende: Laurits Lauritsen, Anne Christensdatter, Gertrud Christensdatter og Anne Christensdatter. Selv om der er kludder og misforståelse i ovennævnte arvestrids beskrivelse, er der ingen tvivl om, at Christen Thomasen og Maren Schytte havde en børneflok, hvoraf tre ugifte døtre overlevede til 1672.
Om Jens Knudsen overtog gården lige efter Christen Thomasens død, eller om der gik et par år, hvor Laurits Thomasen eller en anden havde gården, kan nok ikke afgøres. Men det forekommer logisk, at der er en sammenhæng mellem herredsfogedens svigersøns død og hans nye skrivers tiltrædelse og overtagelse af Odgård (og ægteskab med præstens datter?).
4. Jens Knudsen i Odgård
Når man så sikkert kan vide, at Jens Knudsen blev herredsskriver i 1647, så skyldes det, at han selv understregede det på et retsmøde. I 1669 kaldte han 24 dannemænd (altså 24 af herredets mest respekterede og indflydelserige mænd) sammen på Refs Herreds ting, hvor de skulle anbefale ham og understøtte, at han skulle fortsætte i det embede, som han havde så vel bestredet i 22 år.
Manøvren lykkedes, og i 1670 bevilgede kongen, at han forsat måtte bestride embedet.
I ekstraskatteregnskaberne fra 1670’erne fremgår, at Jens Knudsen på et tidspunkt var blevet fæster af hele Odgård. Han havde overtaget den del, der havde været Christen Pedersens.
I tingbogen berettes om Christen Pedersens tiltagende restance-problemer og om, hvordan han natten mellem 31. januar og 1. februar 1669 læssede gårdens værdier på fire hestevogne og rømte fra egnen.
Der nævnes ikke nogen efterfølger.
I senere regnskaber omtales den halve øde Odgård, så Jens Knudsen havde sikkert på lempelige vilkår fået brugsretten til den øde halvdel, som Irgens altså ikke havde kunnet finde en anden fæster til.
I amtets regnskaber for den såkaldte konsumtions-, famile- og folkeholdskat ses, at Jens Knudsen i 1672, 1673, 1674, 1675 og 1676 havde en tjenestekarl og en tjenestepige, som hvert år kostede ham henholdsvis 2 mark og 1 mark i skat. I 1677 blev opkrævet en ildsted- og kvægskat, der i Jens Knudsen tilfælde blev til 2 rigsdaler og 8 skilling, fordi han boede i et hus med tre ildsteder og havde en besætning med fire heste og fem køer. Under den skånske krig manglede kongen til stadighed penge, og ekstraskatterne faldt tæt og var byrdefulde for høj som lav.
I 1678 blev opkrævet kop- og kvægskat, hvor man beskattedes af hvert voksent medlem af husstanden og hvert dyr i besætningen. Amtet førte detaljeret regnskab, og om Odgårds skattebetaling læses:
I alt skulle Jens Knudsen altså udrede 8 rigsdaler i kopskat og 1 rigsdaler 2 mark 10 skilling i kvægskat. Især var kopskatten (personskatten) dyr for en velstående embedsmand som herredsskriveren. I en almindelig bondefamilie slap mand og kone med at aflevere én rigsdaler.
I regnskabet over konsumtion-, familie- og folkeholdskat i 1681 nævnes Jens Knudsen for sidste gang i ekstraskatteregnskaberne:
Arbejdsstyrken var altså blevet fordoblet, og skatten for de to drenge og de to piger var 5 mark i alt. At Jens Knudsen havde to sønner, ses i kopskatteregnskabet i 1678 (og også nedenfor), men det kan ikke afgøres, om nogle af (eller alle) de fire nævnte i 1681 var børn/unge af familien.
Der er noget, der tyder på, at Jens Knudsen havde lagt planer for tiden efter sin død. Et par sager i justitsprotokollen synes at vise, at han regnede med at skulle efterfølges af en søn.
Den ene sag er fra 17. september 1681, hvor man læser:
Sønnen Anders Jensen gav altså afkald på arv efter både sin afdøde mor, Apollone Andersdatter, og sin endnu levende far, Jens Knudsen. Senere i dokumentet læses, at han skulle have ti slettedaler, når faderen døde. Ellers havde han fået, hvad der tilkom ham.
At Jens Knudsen nærmede sig sine dages ende, fremgår af, at han forsømte sine pligter. Ugen efter (24. september) beklagede herredsfogeden (Mads Mogensen) sig over, at tingbogen ikke var tilstede i retten.
På det næste retsmøde (3. oktober) mødte Jens Knudsens søn Christen op for at undskylde og forklare:
Meningen med Christen Jensens slutbemærkning er uklar:
Men det lyder som om, Jens Knudsen disponerede efter, at sønnen Christen skulle have både Odgård og skriverembedet. Det kunne forklare, hvorfor det kun er Anders, der giver afkald. Han havde fået arven udbetalt i kontanter, mens broren skulle have sin ved overtagelsen.
Sådan gik det dog ikke, for omtrent på samme tid udpegede kongen en anden til medhjælper og efterfølger til Jens Knudsen (se nedenfor). Han fik kun kortvarig nytte af medhjælpen, for der gik kun omkring en måned derefter, inden han døde. Det fremgår af forordet i den nye justitsprotokol, der blev taget i brug samtidig med efterfølgerens overtagelse af embedet, at han døde i november 1681.
5. Margrethe Christensdatters første enkestand
I regnskabet over konsumtion-, familie- og folkeholdskat i 1682 er folkeholdet i Odgård som året før:
Der var altså stadigvæk to drenge og to piger. Måske var det de samme fire som i 1681. Skatten var i dette år 6 mark. Det interessanteste ved årets angivelser er dog, at husstandens overhoved nu er ”Margrette Christens Dtr. i Odgrd.”. Jens Knudsen var jo død, og enken sad tilbage med fæstet. At det faktisk var Jens Knudsens enke, fremgår af regnskabet for en anden skat, en kop- og kvægskat, som den i 1678, der også blev opkrævet i 1682:
I løbet af 1682 var den nye herredsskriver altså flyttet ind og havde overtaget rollen som manden i huset i Odgård.
Det var også omtrent på denne tid, at Odgård skiftede ejer. Joachim Irgens enke måtte erkende sin manglende betalingsevne og se store dele af det underliggende gods blive inddraget under kronen. I anledning af Vestervig Klosters økonomiske problemer blev der udarbejdet et længere dokument med en oversigt over fæstebøndernes restancer, som blev oplæst på tinge og indført den 28. januar 1682, og i den figurerer Odgård på følgende måde:
Den opgørelse var Margrethe Christensdatter svært utilfreds med, så hun sendte sin stedsøn, Christen, i retten med en protestskrivelse:
Det var ikke kun godsejeren, der mente at have penge til gode hos enken. Mads Jensen i Smærupgård gik i retten for at få ni slettedaler betalt, som han havde til gode i boet efter Jens Knudsen, fordi han i seks år havde hjulpet ham med ”hans schriffueri”. Stævningsmænd blev sendt til Odgård, og enken og hendes børn blev beordret til at møde op i retten den 18. marts 1682 for at påhøre dommen, der lød:
I de samme turbulente år i begyndelsen af 1680’erne, hvor Jens Knudsens sygdom og død og eftervirkningerne heraf prægede livet i Odgård, blev gården som nævnt inddraget under kronen og fik status af ryttergods. Amtsskriveren, Jens Hansen i Thisted, sendte sin fuldmægtige Christen Poulsen ud for sammen med nogle lokale synsmænd at syne og vurdere det nye krongods:
Det er ikke mærkeligt, at Margrethe Christensdatter hurtigt måtte finde en løsning på den overhængende udsættelsesrisiko, en løsning, der kunne overbevise omgivelserne om, at hun kunne magte at føre gården videre, betale gælden og klare vedligeholdelsen.
Og den bestod i, at hun ægtede den nye herredsskriver.
6. Søren Villadsen
Problemerne med Jens Knudsen alder og svagelighed må have stået på i længere tid, for myndighederne må længe have arbejdet på at finde en afløser. Allerede dagen efter Christen Jensens besøg på skriverstuen, hvor han fremførte faderens ønske om at få en medhjælper, kunne der sættes navn på den kommende herredsskriver:
Søren Villadsen var antagelig søn af Villads Sørensen, der var færgemand ved Oddesund fra 1669 til 1683, og hans mor var en søster til præsten på Jegindø, Jens Pedersen Svendstrup.
Han blev altså udnævnt til herredsskriver i Refs herred i 1681 og var året efter (som det fremgik af kop- og kvægskattemandtallet i 1682) flyttet ind på Odgård.
I anledning af den samme skat i 1684 blev følgende registreret:
Man ser, at husstanden og besætningen er omtrent som to år tidligere, men at skatten var steget.
Men i margenen er denne gang noteret en rettelse:
Så Søren Villadsen og Margrethe Christensdatter var altså på et eller andet tidspunkt imellem de to skattemandtal blevet gift, og Søren Villadsen var nu foruden herredsskriver også fæster af Odgård.
I landmålingsmatriklen fra 1688 kan man læse, at Odgårds ejer var Kongen, fæsteren var Søren Villadsen og det nye hartkorn blev sat til 17 tdr. 5 skp. 3 frk. 3 alb.
Søren Villadsen havde altså begge de to halvgårde, som den tidligere havde været opdelt i, også den øde. Og hans ”husbond” var kongen, d. v. s. at gården tilhørte ryttergodset, og hans nærmeste foresatte var den lokale repræsentant for regimentsskriveren i rytterdistriktet. Landgildet skulle altså afregnes med regimentsskriveren. Omtrent på denne tid (1688) blev der ændret på dette, sådan at 6 tdr. hartkorn skulle regnes for herredsskriverens løn, hvilket i praksis betød, at der skulle betales mindre til rytterdistriktet, da det nu kun havde en andel på 11 tdr. 5 skp. 3 frk. 3 alb. af Odgård. Ændringen skete samtidig med, at skriverarbejdet blev fordoblet, idet Refs herred og Hassing herred i 1688 blev slået sammen og fra det år havde samme herredsfoged og –skriver.
I 30 år var Søren Villadsen herredsskriver og fæster af Odgård. Der var tilsyneladende ikke børn i deres ægteskab. I 1701 døde han, og Margrethe blev enke for anden gang. Kirkebogen i Lyngs sogn begynder først i 1730, men dødsfaldet kan alligevel dateres ret præcist, for ved mødet i Hassing-Refs herreders ting den 21. april 1701 noteres i justitsprotokollen ”i den nylig afdøde Herritsskrifvers Søfren Villadsøns Sted /:efter gifne fuldmagt:/ Bendt Thomasøn af Tisted”.
Bent Thomasen blev kun en midlertidig løsning på skriverproblemet, men han og andre reserver udførte arbejdet sommeren over. Den 14. juni 1701 fik Jacob Ohnesorg embedet, men der gik nogle måneder, inden han trådte i funktion. Han boede ikke i Odgård, som sine forgængere, så en stor del af hans aflønning var indtægterne fra de 6 tdr. hartkorn af Odgård, som fæsteren dér skulle levere.
7. Margrethe Christensdatters anden enkestand
Enken i Odgård, Margrethe Christensdatter, var datter af sognepræsten i Vestervig-Agger Christen Poulsen Resen og hans anden kone Karen Thøgersdatter. Da Christen Poulsen Resen døde i 1641, blev enken gift med hans efterfølger, Niels Knudsen Schytte, der havde embedet, indtil han året før sin død i 1676 blev afløst af sønnen Christen. I de to ægteskaber havde Karen Thøgersdatter tolv børn, syv i første og fem i andet, hvoraf mange fik eller havde en ægtefælle, der fik gejstligt embede i Nordvestjylland.
Hovedkilden til viden om Magrethe Christensdatters slægtskab er skiftet efter hendes barnløse kusine Anne Pedersdatter i Gammelbygård i Grurup sogn, der blev sluttet 1. juni 1725. Af det fremgår, at Margrethe på den tid var død, og at hendes eneste arving var datteren Dorthe Jensdatter, som hun havde med den tidligere herredsskriver Jens Knudsen. I de ovennævnte uddrag af ekstraskatteregnskaberne fremgår, at Jens Knudsen havde to (halv)voksne sønner i 1678 (de var skattepligtige). Det var sikkert Anders og Christen, der blev nævnt i justitsprotokollen. Margrethe havde to børn i mandtallet fra 1682. Da det kun var Dorthe, der var arving til Anne Pedersdatter, må eventuelle andre børn af Jens Knudsen og Margrethe Christensdatter være døde uden livsarvinger inden da. De nævnte sønner af det tidligere ægteskab, var en del af husstanden i Odgård, og Christen Jensen optrådte tilsyneladende i en kort periode omkring faderens død som om, han var den nye mand på gården.
Stedsønnerne forsvandt ud af Odgårds historie ved Margrethes andet ægteskab, og deres videre skæbne er ukendt
Ud over Vestervig-Agger, hvor Margrethes far, stedfar og halvbror var præster fra 1641 til 1691, så sad hendes familie også tungt på pastoraterne Helligsø-Gettrup og Søndbjerg-Odby. I det førstnævnte var en svoger (Anders Muus) og siden hans svigersøn (Peder Vogelius) præster fra 1645 til 1698. I Søndbjerg-Odby havde tre generationer embedet fra 1673 til 1743: først halvbroren Knud Schytte, derefter dennes svigersøn Christen Hee og til sidst dennes svigersøn Erik Hvass.
Af disse mange slægtninge i Sydthy og på Thyholm, var især halvbroren Knud Schytte i Søndbjerg af naturlige (geografiske) årsager nærtstående, og han spillede utvivlsomt en stor rolle, da søsteren blev enke, og forholdene omkring Odgård skulle ordnes.
Margrethe Christensdatter blev boende på gården i sin enkestand, men der gik ikke lang tid, inden problemer begyndte at melde sig. Hun var ikke i stand til at betale, hvad hun skyldte, og efter et års tid begyndte hendes utilfredse kreditorer at melde sig.
Det drejede sig om herredsskriveren (Jacob Ohnesorg) og regimentskriveren (Marcus Ilsøe), der jo skulle have afgifter for hver sin del af Odgård. Sidstnævnte skrev et brev til sin lokale repræsentant, Eiler Madsen i Brændgård, hvor han beordrede ham til at sætte hendes ejendele på auktion for at skaffe penge til betaling af rytterregimentets tilgodehavende. Desuden blev hun truet med udsættelse, og Eiler Madsen opfordredes til at finde en ny fæster.
Brevet findes i justitsprotokollen med følgende ordlyd:
Selv om der er visse ikke-tydede ord (”???”) og defekter langs højre kant af siden (”[]”), er meningen klar nok. Regimentsskriveren viste ingen nåde, og han var ligeglad med, om der ikke skulle blive penge til herredsskriveren.
Men Margrethe Christensdatter gik et niveau op og klagede sin nød til stiftamtmanden, der kom hende til hjælp:
Enken mente altså, at hun kunne klare ryttergodset, hvis hun måtte slippe for at betale til herredsskriveren. Bartholin gik med på forslaget og pålagde Eiler Madsen at afklare, om Ohnesorg selv vil overtage sin del af Odgård, eller om der kunne findes en fæster til den.
Det lykkedes at finde en løsning, som alle erklærede sig tilfredse med til sidst. Eiler Madsen i Brændgård, regimentsskriverens fuldmægtige, stod for forhandlingerne og havde nok æren for, at der blev fundet en løsning. Han fandt nemlig en ”vederhæftig” ny fæster til halvdelen af Odgård, en ung mand fra nabolaget, en søn af naboen Boje Clausen i Ydbys annekspræstegård i Tvolm ved navn Christen. Denne Christen Bojsen indvilgede i at fæste den halvdel (Vest), som herredsskriverens 6 tdr. hartkorn var en del af, hvilket jo indebar, at han både skulle svare afgift til herredsskriveren og rytterregimentet.
Margrethe Christensdatter fik så lov til at beholde den anden halvdel (Øst), der var ren ryttergods.
Odgårds jord og bygninger, besætning og bohave blev efter bedste evne delt lige over, og det blev aftalt, hvordan kreditorerne skulle betales.
Den 16. november 1702 kunne aftalen underskrives:
En af årsagerne til, at man gik med til at lade den gamle enke beholde halvdelen af den store gård, var nok, at der indgik et ægteskab i arrangementet. For samtidig med, at man forhandlede gårdens fremtid, så ægtede enkens datter Dorthe en karl fra egnen ved navn Peder Knudsen, og det var ham, der efterfølgende kom til at stå som fæster af enkens halvdel.
Margrethe Christensdatter levede sine sidste år som aftægtskone hos sin datter og svigersøn, og hun døde som tidligere nævnt inden 1725, da ikke hun, men datteren, var arving efter kusinen Anne Pedersdatter i Gammelbygård. Det var under skiftet efter denne, at en ret forvirrende fejl opstod og blev noteret i skiftedokumentet: en oplysning om, at Dorthe Jensdatter var gift med en fæstebonde i Odgård, må være blevet tolket på den måde, at hun var gift med Christen Bojsen, som sikkert var den man kendte i de kredse p. g. a. hans bidrag til herredsskriverens aflønning.
Men der er altså efter det ovenstående ingen tvivl om, at hun blev gift med Peder Knudsen.