Den 20.januar 1848 døde kong Christian VIII, halvanden måned senere gårdmand Peder Christensen Bach i Batum. Disse to dødsfald fik afgørende betydning for Niels Nyrups skæbne.

Ved hoffet og i andre ledende kredse var der en udbredt mistillid til tronarvingen, den senere Frederik VII, og hans evner til at være enevældig regent. Derfor var der allerede i Christian VIII's levetid bestræbelser i gang for at få forfatningen ændret. Og kongens død blev den direkte årsag til, at der kom skred i udviklingen.
I København blev der holdt en række folkemøder, der kulminerede 20.marts med et møde i Casino, hvor man vedtog at gå til kongen og kræve en fri forfatning. Den næste morgen gik 15000 mennesker i et folketog til slottet. Da havde man imidlertid allerede i et statsrådsmøde besluttet, at den siddende regering skulle gå og afløses af det såkaldte "martsministerium", der skulle afvikle enevælden og forberede den nye grundlov. For Frederik VII var degraderingen fra enevoldskonge til konstitutionel monark nærmest en lettelse.
Den fredelige revolution i København blev imidlertid også startskuddet til flere års ufred i den modsatte ende af landet. For til forfatningsdiskussionen hørte også spørgsmålet om Slesvig-Holstens tilknytning til riget.
I hertugdømmerne arbejdede den slesvig-holstenske bevægelse for en nærmere sammenknytning af de to landsdele og disses fælles tilknytning til det tyske rige. I Danmark stredes flere holdninger til spørgsmålet. De vigtigste kan karakteriseres ved slagordene: "Danmark til Elben" (Helstatspolitikken), "Danmark til Ejderen" (Ejderpolitikken) og "Danmark til sproggrænsen" (og dermed Slesvigs deling - omtrent som nu). Kort tid efter sin tiltrædelse havde Frederik VII bebudet, at der ville blive tale om en helstatsordning. Tilhængerne af denne politik var da også mest det gamle styres mænd, for hvem riget var det område, kongen herskede over. Fortalere for Ejderpolitikken var først og fremmest "de national-liberale", enevoldsregeringens stærkeste modstandere, der tænkte mere i nationale baner og ønskede at få udskilt det rent tyske Holsten.

Samme dag, som martsministeriet blev dannet, kom en deputation fra Holsten til København for at kræve en fri forfatning for Slesvig-Holsten og Slesvigs optagelse i det tyske forbund. Kravene blev afvist to dage senere, men da var allerede brudt et oprør ud i Rendsborg. Man reagerede på rygterne om enevældens fald. Man opfattede det, der var sket, som et statskup, og retfærdiggjorde sine handlinger med, at landets lovlige myndigheder var sat ud af kraft. Der dannedes en provisorisk oprørsregering for Slesvig-Holsten i Kiel.

I de sidste dage af marts bredte sig som en steppebrand det rygte op gennem Jylland, at slesvig-holstenerne havde frigivet tugthusfangerne i Rendsborg, og at disse nu drog hærgende gennem landet. Det sagdes, at der var omkring 1000 af dem, og at de myrdede og plyndrede, hvor de kom frem. Rygterne bekræftedes af de pålideligste kilder, og selv aviserne skrev om denne såkaldte "slavekrig". Folk blev stærkt opskræmte, og overalt i Jylland samledes man under ledelse af de stedlige myndigheder for at organisere et forsvar mod disse bevæbnede forbrydere. Man mødte op med, hvad man havde af våben eller redskaber, der kunne tjene til våben. Man ventede og ventede, men der kom dog ingen "slaver". Rygterne ville så vide, at det skyldtes, at dragonerne i Randers havde nedsablet dem alle sammen i ét blodigt slag. Til sidst måtte man dog indse, at historien intet havde på sig. Rygterne havde været aldeles usande. Slukørede og sikkert også noget flove over at være blevet grebet af panik luskede bønderne hjem og stillede de skarpslebne leer og forke tilbage i redskabsrummene.

Den 29.marts gik den danske hær over Kolding å for at nedkæmpe oprørerne. Den sejrede over slesvigholstenerne i slaget ved Bov 9.april og kunne besætte Slesvig helt til Ejderen.
Den 12.april anerkendte Preussen den slesvigholstenske oprørsregering og trådte ind i krigen på dennes side. Den 23.april kom det til et slag mellem danskerne og den forenede preussisk-slesvigholstenske hær ved byen Slesvig, hvor danskerne led et svært nederlag. Herefter kunne tyskerne besætte Jylland helt til Århus.
Besættelsen varede dog kun kort tid. De nåede at udskrive en brandskat, men ikke at få den opkrævet. Efter kort tid trak tropperne sig tilbage til Slesvig-Holsten.
Siden sejrede den danske hær i slagene ved Nybøl (28.maj) og ved Dybbøl (5.juni), og med den således befæstede stilling kunne man gå ind på våbenstilstand, der sluttedes i Malmø 26.august.

I efteråret 1848 var situationen altså den, at der var våbenhvile, men ikke fred. Man var klar over, at krigen når som helst kunne bryde ud igen. Og regeringen traf forberedelser til det, bl.a. ved indkaldelse af reserve- og forstærkningsmandskab.
Niels Nyrup, der som tidligere nævnt var udtaget til trainkudsk, må have følt sig i overhængende fare for at blive indkaldt til krigstjeneste. Det er næppe nogen tilfældighed, at han netop i dette efterår traf en af sit livs vigtigste beslutninger.
Den helteromantik, der siden har omgærdet den danske landsoldat og hans bedrifter i den første slesvigske krig, stammer mindst af alt fra bønderkarlene selv. For dem var krigen en farlig og ubelejlig uorden, der blev påført dem ved tvang af kongen og hans mænd. De forstod kun vagt og ufuldstændigt, hvad det hele drejede sig om. Ethvert fornuftigt menneske måtte bestræbe sig på ikke at blive indblandet. De allerfleste gjorde sig disse bestræbelser, og ingen så noget specielt uheroisk eller unationalt i det.
Og hos Anders Nyrup I Pederstrup gjorde man, hvad der var muligt for at undgå, at sønnerne kom i krig. Det ville nok være en overdrivelse at hævde, at Niels Nyrup giftede sig for at slippe for krigstjenesten. Men den forventede snarlige indkaldelse kan have været den sidste og afgørende faktor, der fik ham til at handle, som han gjorde. En gift gårdmand havde langt større chance for at slippe for krigstjeneste end en hjemmeboende ungkarl uden særlige familiemæssige forpligtelser. Når det så tilmed var på en gård, hvis drift i forvejen var sikret tilstrækkelig arbejdskraft af en "lægdsmandshjælper", måtte en indkaldelse vel nærmest synes uundgåelig. Så hvis han ellers havde tanker om at opgive fødegården og etablere sig som selvstændig gårdmand på anden måde, så var det nu, det skulle være, hvis han ikke ville i krig.
Og sådanne tanker kan han, som tidligere berørt, med rimelighed tænkes at have gjort sig.
På den tid var en af de almindeligste "andre måder" at blive gårdejer på, hvis man ikke overtog fødegården, at man giftede sig til en gård. I midten af 1800-årene var der simpelthen ikke gårde nok til alle gårdmandssønnerne. Af enhver større børneflok måtte man regne med, at nogle ikke fik gård. De måtte så enten vandre ind til byerne eller ud af landet, eller synke ned ad den sociale rangstige i bondesamfundet, ned i husmandsstanden, med deraf følgende tab af både prestige og velstand.
Anders Nyrup kunne altså ikke på forhånd regne med, at alle hans tre (senere fire) sønner kunne få en gård, men det må have været hans ambition, at de skulle have hver sin.
På det punkt var der næppe nogen uoverensstemmelse mellem Niels Nyrup og hans far. Det vigtigste var at blive gårdmand, og for at blive det kunne man være nødt til at lade en række andre hensyn vige og gribe chancen, når den bød sig. Så da der i løbet af 1848 viste sig en sådan mulighed, blev det Niels Nyrup, der greb den. Og muligheden opstod som følge af det andet dødsfald, der indtraf i begyndelsen af året, nemlig Peder Bachs i Batum.

Peder Christensen Bach var fra Kistrup i Løvel sogn. Hans forældre var gårdmand Christen Pedersen og Karen Sørensdatter. Moderen døde i 1805, og faderen giftede sig året efter med Else Nyrup, der var søster til den gamle Niels Nyrup i Pederstrup. I 1807 døde også Peder Christensens far, og stedmoderen Else Nyrup sad efter blot et års ægteskab tilbage med en børneflok på fem, der ikke var hendes egen.
Hun giftede sig straks samme år igen med Niels Christensen Ingstrup, der var den gamle Niels Nyrups kones søstersøn. Dette ægtepar, hvor ægtefællerne på hver sin måde var beslægtet med Nyrup-familien i Pederstrup (det var Anders Nyrups fætter og faster), opfostrede de fem forældreløse børn som deres egne. Selv fik de ingen børn.
Else Nyrup blev ældgammel, hun døde først i 1858. Allerede femten år tidligere var hun blevet enke for anden gang. Og allerede inden da havde en af stedsønnerne, Jesper, fået gården i Kistrup. En anden stedsøn, Søren, blev fæstebonde og hedeopdyrker på Sødals Fristrupøde nær Batum.
Den tredie af stedsønnerne var den nævnte Peder Christensen. Han kom på et tidspunkt i pleje hos sin kødelige morbror Thomas Sørensen Bach, der var gårdmand i landsbyen Batum i Rødding sogn. Der overtog han gården efter sine barnløse plejeforældre i 1832, og de to gamle gik på aftægt hos ham og levede i et aftægtshus ved gården. Plejemoderen, Anne Sørensdatter, levede til 1838, Thomas Bach til 1842. Med gården fulgte også tilnavnet, så han blev kaldt Peder Bach.
Samme år, som han overtog gården, ægtede Peder Bach en lokal bondepige ved navn Mette Marie Christensdatter. Hun var født den 16.marts 1806 på den gård i Batum, der dengang blev kaldt Batumsteggård (nu Batum Overgård).

Peder Bach døde af brystsyge den 16. marts kun 48 år gammel. Han begravedes i Rødding kirke den 23. Foruden hustruen efterlod hans sig fire børn, to drenge og to piger. Skiftet efter ham blev holdt den 18.april, og af det fremgår, at han var ret velstående. Børnene arvede i alt omkring 650 rigsdaler, der blev prioriteret i gården.
Det er uvist, hvordan enken klarede sig gennem sommeren. Men under Peder Bachs sygdom var der vel truffet foranstaltninger til sikring af gårdens drift med fremmed hjælp, og den ordning varede sandsynligvis ved til november skiftedag. Det kan være årsagen til, at det meste af året gik, inden det kommende ægteskab var arrangeret.

Straks efter dødsfaldet begyndte enken (eller vel rettere: hendes slægtninge) at se sig om efter en mand til gården. I den situation søgte man sædvanligvis først i den nærmeste bekendtskabs- eller familiekreds. For man var naturligt nok interesseret i at sikre sig, at den nye ægtefælle var en hæderlig og respektabel person, eller i det mindst én, man kendte noget til. Desuden kunne et tilbud om ægteskab med enken jo være en stor chance for den udvalgte, der både sikrede vedkommendes sociale status med en plads i gårdmandsstanden og samtidig kunne rumme store økonomiske fordele. Så den chance så man helst udnyttet af en ung mand af bekendtskabskredsen.
Under normale omstændigheder ville det ikke være noget problem at finde sådan en, for det var en rimelig god gård, og enken var "kun" 42 år. Men under de herskende tilstande med krig og indkaldelser af mange unge mænd, var det måske ikke helt så let, som det ellers ville have været, selvom de fleste af soldaterne var hjemsendt sommeren over på grund af våbenstilstanden. Mette Marie havde ligesom sin afdøde mand en vis tilknytning til Pederstrup, hvor broderen Just Christensen var gårdmand. Så da hun blev enke, var det naturligt, at man kiggede efter en mulig ny ægtefælle til hende på de kanter.
I løbet af efteråret må de indledende samtaler være ført. Og man bestemte sig altså til, at det skulle være Niels Nyrup, hendes brors nabos søn i Pederstrup, der samtidig var den afdødes stedmors brorsønnesøn (Her er det vist nødvendigt at konsultere tavle III). Forloverne var Anders Nyrup og enkens svoger, gårdmand Jesper Christensen i Kistrup. Den 3.december, der var første søndag i advent, blev der første gang lyst for parret i Rødding kirke. Her fandt vielsen sted i begyndelsen af det nye år, fredag den 12.januar.
Noget ligefrem romantisk syn var det nok ikke, da de nygifte vandrede ved hinandens side ned ad kirkegulvet i Rødding kirke. En og anden har vel også trukket lidt på smilebåndet af det umage par. At den 28-årige brudgom var lille og skævbenet, kunne festskrudet næppe kompensere for. Og den 42-årige brud, der havde seks barnefødsler og et mangeårigt arbejdsliv som bondekone bag sig, var sikkert både højere og drøjere end sin nye ægtefælle. Når bruden var enke eller brudgommen enkemand, dæmpede man gerne løjerne og festivitasen. Derfor oplevede Niels Nyrup aldrig selv at være midtpunkt i et rigtigt, overdådigt, gammeldags bondebryllup, som da søsteren blev gift nogle år før. Alligevel foregik nok også hans bryllupsgilde over de sædvanlige tre dage, og der blev næppe skåret ned på gæsternes beværtning.

Denne fremstilling af omstændighederne omkring Niels Nyrups første ægteskab skal naturligvis tages med en del forbehold. For selv om et ægteskab dengang i høj grad (måske endda først og fremmest) var et økonomisk og praktisk arrangement, så kan man selvfølgelig ikke aldeles se bort fra de involverede personers følelser. De tørre kendsgerninger, der kan læses i de bevarede officielle skrifter, kan også fortolkes på andre måder end ovenfor beskrevet.
De kunne f.eks. fortolkes på den måde, at Niels Nyrup kom til gården i Batum som bestyrer under Peder Bachs sygdom eller efter hans død. Efter nogen tid kunne så tanken om ægteskab være dukket op af den simple (og noget mere romantiske) grund, at de to - enken og bestyreren - fattede sympati for hinanden.
Men selv om ægteskabet skulle være kommet i stand som først beskrevet, så udelukker det jo ikke, at der også var følelser indblandet. Arrangementet var næppe ført ud i livet uden en eller anden form for gensidig accept og respekt.

Da festlighederne var vel overstået, og hverdagen igen havde indfundet sig, skulle Niels Nyrup så høste en af frugterne af sit nye ægteskab. En god uges tid efter brylluppet kørte han til præsten i Rødding og fik ham til at udfærdige en vielsesattest til forevisning for myndighederne. Om mandagen i den følgende uge var han på herredskontoret i Viborg med vielsesattesten og en skriftlig anmodning om at få denne tinglæst som adkomst for ham på gården i Batum. Det skete to dage senere, så fra den 30.januar 1849 var Niels Nyrup officielt gårdejer.⁽¹⁸⁾
Det åbenlyse hastværk (undertiden kunne der gå år fra et dokument blev udfærdiget, til det blev tinglæst) skyldtes dog næppe hans forhippelse efter at opnå den eftertragtede gårdmandsstatus. Det hænger nok snarere sammen med iveren efter at få afklaret forholdet til militæret og krigen, som det vil fremgå af det følgende.
Den 26.august 1848 blev der, som ovenfor nævnt, indgået våbenhvile mellem Danmark og den slesvig-holstenske oprørsregering og dens tyske allierede. Men det stod de fleste klart, at krigen ikke var slut hermed. Den 26.februar 1849 opsagde Danmark våbenstilstanden, og den 3.april begyndte krigshandlingerne igen. Men da havde regeringen allerede i længere tid forberedt sig på krigens anden runde.
Samme dag, som Niels Nyrup blev gift, modtog amtmanden for Viborg en indkaldelsesordre af 9.januar fra de militære myndigheder. Heri beordredes bl.a. 154 trainkudske fra området til at gøre sig klar og afvente nærmere ordre. Nogle dage senere fulgte ordrerne om, hvor og hvornår de skulle møde. Niels Nyrup var ikke på listen.⁽¹⁹⁾
I lægdsrullen kan man læse hvorfor ikke. Fra året 1849 findes tre oplysninger om ham i rullen: først registreres hans flytning fra Pederstrup til Rødding sogn, dernæst tilføjes betegnelsen "gårdmand" og endelig til sidst noteres "afsked". Selv om begivenhedsforløbet ikke står helt klart, så er meningen dog ikke til at misforstå.
I 1849 fik Niels Nyrup sin endelige afsked fra militæret, fordi han var blevet gårdmand. Så hvis det - som tidligere antydet - var et formål med ægteskabet at undgå krigstjeneste, så lykkedes det altså lige akkurat på et hængende hår. For det synes givet, at hvis han ikke havde giftet sig til gården, så var han kommet med i krigen.

På et andet punkt slog beregningerne dog fejl. For i den samme indkaldelsesordre af 9.januar beordres også 208 mand af hærens forstærkningsstyrker til at møde den 1.februar. Af disse var 24 mand fra Fjends-Nørlyng herred, og på listen over dem figurerede Niels Nyrups yngre bror Peder!
I løbet af den uge, der fulgte Niels Nyrups bryllup, nåede ordren via herredsfogeden (der var lægdsmandens nærmeste overordnede) frem til Anders Nyrup i Pederstrup.
Men da var det allerede i løbet af årets første dage blevet kendt, at Peders frinummer var inddraget. I den vanskelige situation havde man ment at måtte se stort på lægdsmandssønnernes privilegier og i det hele taget på hensynet til landbrugets arbejdskraftproblemer, og man indkaldte nu store grupper til hærens forstærkning.
Anders Nyrup reagerede prompte. Han havde regnet med, at efter Niels Nyrups bryllup var begge de to ældste sønner sikret mod krigstjeneste. Men i løbet af nogle få dage vendte situationen sig til svær ugunst for ham. Den ene søn indkaldtes til krigen, hvad der i sig selv var slemt nok, den anden var gift og borte fra hjemmet. Så med ét så han sin gård ribbet for arbejdskraft. Tilbage havde han kun den 16-årige Bitte Niels, der endnu ikke kunne udføre en voksen karls arbejde.
Allerede den 11.januar, altså endnu før indkaldelsesordren var hos amtet, lå der en ansøgning fra ham om Peders fritagelse på amtmandens bord.
Herfra gik den til centraladministrationen i København, men mens man ventede på svaret, fik Peder ordre til at møde på Exercerskolen i Aalborg, og inden svaret nåede frem, var han taget hjemmefra og havde begyndt en nødtørftig militær træning på skolen i Aalborg.
Da svaret endelig kom nogle dage ind i februar, var det et afslag, så Peder slap ikke for at komme i krig.⁽²⁰⁾

Efter de første heldige krigshandlinger i marts året før, var der gået en patriotisk rus gennem landet. Peter Faber skrev sin berømte soldatervise om den tapre landsoldat, der dengang drog af sted. Den var snart på alles læber - ihvertfald i byerne. Så samtidig med, at Nyrup-familien gjorde sig de ihærdigste anstrengelser for at slippe for krigens besvær, begyndte unge byfolk at meldte sig frivilligt for at få del i hæderen ved at have slået tysken. "Ånden fra 1848" blev så udtalt, at regeringen i september vovede at udstede en foreløbig anordning om udskrivning af købstadsfolk. Den 12.februar 1849 gennemførtes så endelig den længe ventede lov om almindelig værnepligt. Den kom netop, da de to brødres forhold til militæret var blevet afklaret. Loven indeholdt den bestemmelse, at hvis man kunne betale en anden til at indtage sin plads i geleddet, behøvede man ikke møde personligt frem!
Så den nyvundne ligestilling med de dannede og besiddende mærkede Peder næppe meget til. Men sønner af mindrebemidlede håndværkere i byerne kunne man herefter også træffe som tvangsudskrevne i de meniges rækker.

Den overgangsregering, der kom til efter enevældens fald og som udstedte loven om almindelig værnepligt, havde til hovedopgave at forberede den nye forfatning. Så mens Niels Nyrup havde opmærksomheden optaget af de vigtige ting, der skete i hans liv, og forberedte sig på en fremtid som gårdmand og familiefar, var der andre andetsteds, der tog sig af hans fremtidige rolle som samfundsborger og vælger.
Hvis han havde overskud til at følge med i begivenheder uden for sognegrænsen, var det nok først og fremmest krigen, der blev snakket om. De spidsfindige diskussioner om den nye forfatnings indhold, der foregik i hovedstadens politiske grupperinger, interesserede næppe ret mange i Batum.
I den oppiskede nationale stemning, der fulgte krigsudbruddet, blev reglerne for valg til en grundlovgivende forsamling fastlagt. De fleste af de tapre landsoldater, der kæmpede for fædrelandet, var af bondestand, så det ville nærmest blive betragtet som unationalt og smagløst at udelukke deres slægtninge og standsfæller fra deltagelse i valget. Derfor blev valgretsreglerne noget nær det mest revolutionerende demokratiske, Europa endnu havde set. Alle frie, danske mænd over 30 fik lov at stemme. De konservative kræfter fik dog tilføjet en sikring mod, at det nye folkestyre blev alt for folkestyret: Kongen skulle udpege en fjerdedel af medlemmerne i den grundlovgivende forsamling. De gjorde sig dog unødige bekymringer.
Valget fandt sted den 5.oktober 1848, og kun en trediedel af de stemmeberettigede benyttede sig af retten. Landet blev opdelt i valgkredse, der hver skulle vælge et medlem. Anders Nyrup havde stemmeret i Løvelkredsen, hvis han da ellers huskede selv at tilmelde sig vælgerlisten i god tid. Knap 800 vælgere meldte sig dér, men da der kun var én kandidat, kårede bønderne i Viborgs nordlige nabolag Landsoverretsassessor Ussing, en af forsamlingens mest reaktionære national-liberale. Sådan gik det i kreds efter kreds, specielt i Jylland, hvor kun få bondevenner blev valgt.
Den grundlovgivende forsamling kom derfor i grove træk til at bestå af lige mange "konservative", "nationalliberale" og "bondevenner". Den første gruppes hovedinteresse lå i at bevare mest muligt af enevælden og de besiddendes privilegier, den anden gruppe havde de borgerlige frihedsrettigheder, liberalisme og nationalisme øverst på programmet, mens den sidste prioriterede bondestandens ligestilling og bedrede sociale kår højest.
Af disse interessemodsætninger opstod det kompromis, der blev til "Danmarks Riges Grundlov", som Frederik VII modstræbende kunne sætte sit navnetræk under den 5.juni 1849.
Der indførtes en rigsdag med to kamre: Folketing og Landsting, der skulle vælges ved lige og almindelig valgret. Til gengæld for bibeholdelse af princippet om almindelig valgret måtte forsamlingens venstrefløj acceptere, at grundloven blev udstyret med "konservative garantier". Reglerne for valget til Landstinget blev udformet, så de sikrede de rigeste et flertal dér (indirekte valg, særlige krav til kandidaternes alder og indtægt). Løvelkredsens mand i forsamlingen argumenterede for dette med, "at Ejendommen danner Grundlaget for det borgerlige Samfund, og at det er Skatterne og Skatteyderne, der bærer den hele Stat". Det synspunkt vandt tilsyneladende genklang hos egnens gårdmænd, der kårede ham som folketingsmand indtil 1853.
Debatten om andre mere abstrakte nyskabelser i forfatningen som f.eks. retsplejereform, religionsfrihed og afskaffelse af censur havde menigmand på landet næppe den store interesse for. Den diskussion overlod man stort set til byernes dannede elite (de national-liberale).
Disse havde både tidligere ved stændervalgene og nu ved valget til den grundlovgivende forsamling haft oplevelser, der kølnede deres i forvejen ikke særligt varme støtte til den almindelige valgret (i en kreds på Sjælland var en skrædder blevet foretrukket for en teologisk professor!).
De national-liberales største offer i grundlovskompromiset var, at de måtte affinde sig med, at grundloven kun kom til at gælde for kongeriget, altså til Kongeåen, mens hertugdømmernes forhold forblev uafklarede.

Da det første rigsdagsvalg blev afholdt i december 1849, hørte Niels Nyrup endnu ikke til vælgerbefolkningen, for han var ikke fyldt de 30 år, som blev valgretsalderen til begge ting. Men han var ustraffet og uden gæld til fattigvæsenet, som det også krævedes. Og samtidig med, at grundloven blev forhandlet, blev en tredie betingelse for valgret opfyldt: Han fik "egen dug og disk", som man kaldte det at være herre i sin egen husstand.

Det var næppe problemfrit for Niels Nyrup at overtage den tomme plads efter Peder Bach i den familie, der nu blev hans, og træde ind i rollen som ægtemand og far for sine nye stedbørn.
Med sin første mand Peder Bach havde Mette Marie som nævnt fået seks børn. De fire af dem levede, da Niels Nyrup flyttede ind på gården i Batum. Det var Christiane på knap 15 år, sønnerne Christen og Thomas på henholdsvis 12 og 9 år og endelig Ane Cathrine på 3½ år.
Den ældste af sønnerne, Christen, var svagelig og ikke ved sin forstands fulde brug.
Da der skiftedes efter Peder Bach, blev det bestemt, at hvis hans fysiske og mentale tilstand ikke bedredes, så skulle han i stedet for arv i rede penge have fri bolig i gården og en årlig aftægt i naturalier. Det kan ikke udelukkes, at Christen led af en arvelig psykisk sygdom, der stammede fra familien i Batumsteggård. Hans morbror Anders, der var karl hos Store Anders, havde den måske også - ved et par lejligheder kaldes han svagelig og siges at blive forsørget af storebroderen.
Men de bekymringer for drengens fremtid, der kom til udtryk i skiftebrevets bestemmelser, gjorde man forgæves. Den 14.februar kun godt en måned efter, at Niels Nyrup var blevet hans stedfar, døde han af skarlagensfeber, og den 26. begravedes han på Rødding kirkegård. Fire dage senere døde også Niels Nyrups halvandet år gamle halvbror Jens i Pederstrup af den samme sygdom. Han blev begravet den 11. Man må næsten gå ud fra, at der var tale om smitte.
Niels Nyrup indtog pladsen som sine stedbørns far i fuldt omfang. Der er mange eksempler på, at han i praksis spillede den rolle, som en far havde over for sine børn på den tid, og enkelte, der viser, at børnene faktisk kaldte ham far. Da han ægtede deres mor, havde hun så høj en alder, at ingen kunne forvente, hun ville føde flere børn. Han må altså have indstillet sig på den mulighed, at han ikke selv fik nogen børn med hende, og at den børneflok, han "overtog", ville blive den eneste, han fik.
Derfor må man tro, at Niels Nyrup gik helhjertet ind på at løse sine nye forpligtelser også som familiefar.

Den dag, da Niels Nyrups stedsøn Christen blev båret til graven, opsagde den danske regering våbenstilstanden med slesvig-holstenerne. Men først den 3.april 1849 begyndte krigshandlingerne.
I tiden derimellem var Niels Nyrups bror Peder på Exercerskolen i Aalborg. I løbet af marts afsluttedes hans "uddannelse", og han blev tilknyttet et af 23 såkaldte depotkompagnier, der dannedes af det ekstraordinært indkaldte og dårligt trænede mandskab. Hvert depotkompagni blev knyttet til en af hærens batailloner eller korps, og det var tanken, at de skulle være en slags opbakningsgruppe for deres respektive enheds kampstyrker og forrette tjeneste bag fronten ved deres indkvarteringssted. Tolv af disse depotkompagnier forlagdes i slutningen af marts til Fredericia. Heriblandt var det kompagni, Peder tilhørte, der var knyttet til en af hærens jægerkorps. Disse kompagnier arbejdede i april måned med byens befæstning. Den 21.april blev fire af depotkompagnierne sluttet sammen til et selvstændigt korps, der blev kaldt "2.Forstærknings-Jægercorps". Fem dage senere overførtes korpset til Middelfartegnen, og fra 29.april bevogtede det den fynske kyst fra Føns Vig til Ivernæs. Men allerede den 1.maj kom der ordre om, at korpset skulle begive sig til Middelfart, og derfra blev det den 3.maj sejlet over Lillebælt tilbage til Fredericia for at deltage i forsvaret af denne by.
Da det berømte udfald fra den belejrede by fandt sted den 6.juli, var det jægerkorps, som Peder Nyrup tilhørte, en del af byens faste besætning og skulle ikke tage direkte del i angrebet på de tyske styrker, der lå omkring byen. Han deltog i bevogtningen og forsvaret af det nordlige voldafsnit og var således bogstavelig talt tilstede "i natten klam og kold på Fredericia vold". Men han var ikke med i de blodigste krigshandlinger, der skete ved denne lejlighed.
Allerede før sejren over tyskerne ved Fredericia var der indledt nye fredsforhandlinger, og kun fire dage efter blev der sluttet en foreløbig fred i Berlin. Men tiden gik alligevel frem til begyndelsen af august, inden der blev truffet bestemmelse om opløsningen af den store troppekoncentration på Fredericia-egnen. Den 9.august blev der givet ordre til, at 2.Forstærknings-Jægercorps sammen med en række andre troppeafdelinger skulle overføres til København. Og omtrent samtidig blev der truffet bestemmelse om, at det meste af forstærkningsmandskabet - og heriblandt altså Peder Nyrup - midlertidigt kunne hjemsendes. Men først måtte han en tur til hovedstaden.
Mens man ventede på afgang, blev han imidlertid syg - af katar, så han måtte tilbringe 10 dage på lazarettet på Harreslevgård på Fyn. Han blev udskrevet som helbredt den 29.august og nåede tilbage til sit korps inden afgangen mod København. Turen gik over Fyn og Storebælt og var et sandt triumftog for landsoldaterne. Den 13.september var alle nået frem, og kongen selv - Frederik VII - holdt revue og udtalte sin påskønnelse af deres heltemod og udholdenhed.
Kort tid efter begav Peder Nyrup sig atter mod Jylland, og midt i september var han hjemme efter mere end syv måneders fravær. Da var han mange oplevelser og mange erfaringer rigere. Han må have haft meget at fortælle familie og venner.⁽²¹⁾

Den foreløbige fred, der sluttedes i Berlin, holdt året ud og et stykke ind i det næste. Så vinteren over havde Anders Nyrup sin søn hjemme. Men stadig måtte man leve med truslen om en ny indkaldelse. Midt i oktober 1849 gik der besked ud til sognenes lægdsmænd om, at de hjempermitterede skulle være rede til øjeblikkelig at drage til deres enheder, når der engang kom en generel indkaldelsesordre. I begyndelsen af februar det følgende år kom ordren om, hvor Peder skulle møde, hvis han atter indkaldtes, nemlig i Odense, hvor 2.Forstærknings-Jægercorps havde fået nyt kvarter.⁽²²⁾
Da der var folketælling den 1.februar 1850, var Peder således endnu hjemme på gården i Pederstrup. Ellers bestod husstanden nu af Anders Nyrup og hustru, en 17-årig fremmed tjenestekarl - sandsynligvis den første fremmede mandlige medhjælper på gården i mere end ti år - og endelig tjenestepigen Sine Lauridsdatter. Den yngste søn Bitte Niels var ikke hjemme, han tjente hos sin svoger Jørgen Ladefoged i Risgård. Tjenestepigen er det værd at lægge mærke til, for hun var en søster til skolelærerens kone i Pederstrup og den kommende kone på gården.
I disse februardage 1850, hvor det mere og mere tegnede til, at Peder måtte af sted igen, må man have overvejet, hvordan tingene kunne arrangeres, så han slap. Og en løsning som den, der var lykkedes for storebror Niels, må være bragt i forslag. Altså den, at Peder skulle giftes og være gårdmand. I løbet af vinteren og foråret må man have drøftet muligheden af, at Anders Nyrup gik på aftægt i utide - han var kun tres år gammel, han havde en ung kone, der atter ventede sig, og han var ret beset ikke rede til en aftægtstilværelse - og overlod gården til Peder. Men da en gårdmand jo helst skulle have en kone, så må ægteskabsplaner nødvendigvis også have været inde i billedet. Og det mest nærliggende valg af ægtefælle, når det nu skulle gå stærkt, var pigen på gården.
Men inden man nåede til ende med planlægningen, skete det, man frygtede. I maj måned kom indkaldelsesordren, og Peder måtte afsted til Odense.
Midt på sommeren fødte Anders Nyrups kone tvillinger. Det blev to piger, der straks dagen efter hjemmedøbtes og fik navnene Kirsten og Jensine.

Den 2.juli sluttedes der fred med Preussen hen over hovedet på den slesvig-holstenske oprørsregering. Preusserne trak sig ud af krigen, men ingen af de grundlæggende problemer blev løst. Harmfulde over det skete genoptog oprørerne krigshandlingerne, og midt i måneden overførtes Peders korps til Slesvig til egnen omkring Flensborg, hvor det blev involveret i det blodige slag ved Isted den 24.juli, som danskerne vandt. I 2.Forstærknings-Jægercorps var der 871 menige jægersoldater som Peder Nyrup. I slaget ved Isted faldt 44 af dem, mens 98 blev sårede. Så ved den lejlighed var Peder placeret i ildlinjen, hvis han ikke havde været det før i krigen.
Måske var slaget ved Isted den direkte årsag til, at faderen Anders Nyrup gjorde et nyt forsøg på at få sønnen hjemsendt. Den 20.august skrev han en ansøgning, der blev modtaget i amtet den 25. Herfra gik ansøgningen den 27. videre til udtalelse i udskrivningsdistriktet, og da amtet havde modtaget dette, gik ansøgningen videre til Krigsministeriet den 7.september. Desværre er det (endnu) ikke opklaret, hvad Anders Nyrup begrundede sin ansøgning med, og det er også uvist, hvordan sagen endte.
Det er dog sikkert, at Peder blev i hæren til den bitre ende. Så enten var svaret et afslag, eller også trak sagen blot så længe ud, at krigen var slut, inden ansøgningen nåede gennem bureaukratiet.⁽²³⁾
Det er højst sandsynlig, at brevet til myndighederne handlede om sønnens overtagelse af gården og måske også om et forestående giftermål. I hvert fald udstedte Anders Nyrup allerede den 23.november 1850 skøde på gården "til sin ved Armeen værende søn", altså på et tidspunkt, hvor man ikke kunne være helt sikker på, at krigen snart var slut, og Peder snart ville vende hjem. Overtagelsen skulle finde sted til næste års 1.maj. Skødeudstedelsen synes at have været et led i Anders Nyrups argumentation over for myndighederne.⁽²⁴⁾

I de mellemliggende måneder var kampene blevet fortsat. Men slesvig-holstenerne kunne ikke klare sig uden den preussiske hjælp og led nederlag på nederlag. Krigen sluttede i januar 1851, da den slesvig-holstenske oprørshær opløstes, og Holsten blev besat af preussiske og østrigske tropper. Danskerne havde vundet krigen, men ingen af de problemer, der havde forårsaget den, var løst.
Den 23.januar bestemtes, at 2.Forstærknings-Jægercorps skulle forlægges til Als. Omkring månedsskiftet skete overflytningen, og kort tid derefter blev forstærkningsmandskabet - heriblandt Peder Nyrup - hjemsendt. Da han i løbet af februar måned 1851 vendte hjem til fødegården i Pederstrup, var det efter otte måneders fravær.⁽²⁵⁾

Peder Nyrups skæbne og oplevelser må have være hovedsamtaleemne i familien Nyrup disse år. Fra ham fik man førstehåndskendskab om de fjerne begivenheder dernede sydpå. Når bortses fra "slavekrigen" og den kortvarige besættelse af dele af Nørrejylland, så var folk på Viborg-egnen ikke direkte berørt af krigen. Man led naturligvis som alle andre steder under manglen på arbejdskraft i landbruget. Og i de enkelte familier, der havde unge mænd i hæren, var der naturligvis megen uro og bekymring over disses skæbne. I Batum ramte krigens gru direkte det lille samfund, idet en af dets unge mænd - nemlig husmand og skærslipper Niels Sørensens søn Søren - mistede livet i 1850.

Niels Nyrup var sluppet for at deltage som trainkudsk, som ovenfor fortalt.
Af folketællingen den 1.februar 1850 ses, at han ikke led under mangel på arbejdskraft, så på det punkt slap han altså også. Husstandene bestod da af familien, d.v.s. ham selv, hans kone Mette Marie og de tre stedbørn Christiane, Thomas og Ane Catrine på henholdsvis 16, 10 og 6 år, og to medhjælpere, nemlig en 40-årig tjenestekarl Christen Andersen og en 28-årig daglejer Hans Peter Nielsen.
I 1850 var det næppe heller krigen, der lagde mest beslag på Niels Nyrups opmærksomhed. For på hjemmefronten planlagde og gennemførte han i dette krigens tredje og hans ægteskabs andet år et større projekt til forbedring af den ejendom, han havde giftet sig til.
For at få et nøjere indblik i, under hvilke omstændigheder Niels Nyrups tid som selvstændig gårdmand begyndte, må vi atter engang beskæftige os lidt med gårdens historie.

Det meste af landsbyen Batum i Rødding sogn hørte i sin tid under herregården Viskumgård. Kun to af gårdene hørte til Sødal, sådan som størstedelen af Rødding-Løvel-Pederstrup kommune og pastorat ellers gjorde. Byen blev udskiftet i 1790-erne. De fleste af bønderne overgik til selveje i 1806. Kun de to gårde, der tilhørte Sødal, fortsatte som fæstegårde til århundredets midte.
På en af Viskumgårds fæstegårde i Batum hed fæsteren omkring århundredskiftet Jens Christensen. Gårdens beboere bar sædvanligvis tilnavnet Bach. Det arvedes fra ejer til ejer helt uden hensyn til, om de var beslægtede eller ej. Det kom vel af, at gården lå på en bakke i Batum by. Så den nævnte Jens Christensen blev altså kaldt Jens Bach. Hans kone hed Anne Sørensdatter og var født i Pederstrup. Da Jens Bach døde, blev enken i 1805 gift med en ung mand fra Kistrup i Løvel sogn, den tidligere nævnte morbror og plejefar til Niels Nyrups forgænger, Thomas Sørensen Bach.
Da han i 1806 købte ejendommen af ejeren af Viskumgård og samme år lod sin nyerhvervelse brandforsikre, var gården trelænget. Ved hjælp af oplysningerne i brandtaksationen kan gårdens grundplan rekonstrueres, som vist på figuren.
Det nævnes, at alle bygningerne var af bindingsværk, havde overtømmer af eg og undertømmer af fyr og lerklinede vægge. Taget var delvis strå og delvis lyng. Stuehuset havde loft, vinduer og døre og var indrettet med stue, kammer, køkken og bryggers. Det var udstyret med jernbilæggerkakkelovn og indmuret kobberkeddel på trekvart tønde. Desuden var der bageovn og skorsten af ler med pibe af brændte sten. Det hele takseredes til 640 rigsdaler.
Da Peder Bach overtog gården efter sin morbror i 1832, lod han et aftægtshus opføre til sine plejeforældre som en fjerde østlig længe. Det var på 6 fag og var 8½ alen dyb. I den anledning lod han sommeren 1833 gårdens bygninger omtaksere. Af den brandtaksation ses, at udover det nye hus, der var bygget som stuehuset, var der ingen væsentlige ændringer siden 1806. Man ser, at der måske er lagt nyt tag. I hvert fald nævnes ikke længere noget om lyngtag. Og i det søndre hus - laden - var der nu også vognport. Men ellers ingen ændringer.
Ikke sært, at forsikringssummen var faldet til 580 rigsdaler. For allerede ved Peder Bachs overtagelse må gården have virket gammel og forsømt. Dens bygninger (undtagen naturligvis det nye aftægtshus) kan have været fra 1700-årene. Peder Bach ses ikke at have foretaget væsentlige fornyelser, i det mindste ikke nogen, der forbedrede gården i en grad, så det krævede en ny brandtaksation.
Så det må være berettiget at antage, at Niels Nyrup overtog den omtrent, som den var i 1833, måske endda i endnu dårligere stand - det var trods alt seksten år senere. Om vedligeholdelsen kan der naturligvis ikke vides noget sikkert, men gammeldags må gården have været. I midten af 1800-årene var de lerklinede vægge efterhånden gået helt af mode blandt dem. der havde råd til bedre.
Det var altså en gammel gård, der efter alt at dømme i svær grad trængte til vedligeholdelse og modernisering. At løse det problem blev hans første større opgave som gårdmand i Batum.⁽²⁶⁾

I løbet af sommeren 1850 flyttede Niels Nyrup sin gårds bygninger fra Batum by ud på marken til det sted, hvor gården endnu ligger. Stedet blev fra gammel tid kaldt Duehøj, deraf fik den nye gård sit navn.
Formålet var både at skaffe en mere hensigtsmæssig beliggenhed i forhold til ejendommens jorder og at foretage den hårdt tiltrængte renovering.
Han lod som det første et helt nyt stuehus bygge. Det var både længere og bredere end det gamle (11 fag og 10½ alens bredde), og det blev lagt mod syd i forhold til gårdspladsen. I den gamle gård lå det mod nord. Da det var færdigt, kunne familien flytte. Så blev det gamle stuehus brudt ned, men genopbygget som den nye gårds vestre længe og indrettet til fæhus. Herefter kunne man begynde at flytte besætningen. De gamle udhuse blev også brudt ned og genopbygget, ikke i helt uændret form, men tømmerets dimensioner viser, at dét i hvert fald blev genanvendt. Laden, der før lå mod syd, afkortedes med et fag og blev lagt mod nord. Stalden blev som før den østlige længe, men der føjedes to fag til. Efter udflytningen fik gården et udseende, som vist på grundplanen.
Byggestandarden forbedredes derved, at de lerklinede vægge erstattedes af vægge, der blev muret op i brændte sten. Men stadigvæk var bygningerne i stråtækt bindingsværk.
Hvor lang tid processen tog, og hvornår den fandt sted, kan ikke helt nøjagtigt bestemmes. Man må gå ud fra, at laden var genopbygget inden årets høst. I begyndelsen af november var flytningen tilendebragt. Da kunne Niels Nyrup sende bud til brandforsikringen for at få foretaget en omtaksation. Taksationsmændene indfandt sig den 5.november 1850 - den ene var hans egen far - og de takserede hele herligheden til 880 rigsdaler.⁽²⁷⁾
Da Thomas Bach døde i 1842, blev aftægtshuset ledigt. Det vides ikke, hvad dette hus derefter benyttedes til. Det er tænkeligt, at det allerede da blev lejet ud. Det fortsatte i hvert fald med at være et beboelseshus. Niels Nyrup lod det blive liggende på den tidligere gårdsplads i Batum by, og et par år senere lejede han det ud til daglejer Mourits Jensen, der for 1 rigsdaler og 2 mark om året fik tag over hovedet til sin fattige og sygelige familie.⁽²⁸⁾

Niels Nyrup tog naturligvis også del i de overvejelser, der i løbet af 1850 fandt sted om broderens overtagelse af fødegården. For det var jo også hans fædrenearv, det drejede sig om. Da hans søstre, Anders Nyrups tvillingdøtre Kirsten og Jensine, blev fremstillet i kirken den 15.september 1850 og deres dåb fejredes, var det sikkert et hovedemne under snakken ved festbordet. Vi kan ikke vide, hvad Niels Nyrup tænkte i den anledning. Mon ikke der inderst inde nagede en smule bitterhed over den måde, tingene havde udviklet sig på. Nok havde han selv fået sig en god gård, men fødegården var både større og bedre end hans egen, og broderens udsigter - hvis han da kom levende hjem fra krigen - tegnede noget bedre end dem, han selv havde måttet tage til takke med.
Den 23.november blev - som tidligere nævnt - skødet underskrevet af Anders Nyrup, og man læser deri de nærmere betingelser. Betalingen for gården blev afgjort på den måde, at Peder Nyrup skulle udstede aftægtskontrakt til faderen og hans familie og oveni det lægge 1200 rigsdaler, 400 straks og 800 ved overtagelsen, der skulle ske til maj året efter.
I februar 1851 vendte Peder hjem, og man gik snart i gang med formaliteterne. Aftægtskontrakten udfærdigedes i Viborg den 14.april, samme tid og sted kvitterede Anders Nyrup for modtagelsen af de sidste 800 rigsdaler, og dagen efter kunne skødet tinglæses. Da man ikke i tide havde fået udslettet mødrenearvens prioritering i gården, måtte man på tinghuset igen i maj med kvitteringer fra arvingerne for at få forhæftelsen fjernet.
Den 24.maj kvitterede både Niels og Peder for modtagelsen af deres arvelodder. I interne familieanliggender som de nævnte er det svært at se, hvad der er reelt, og hvad der er fiktivt. Når de officielle dokumenter nævner beløbsstørrelser og betalinger, skal man næppe regne med, at der var penge på bordet hver gang, eller at det skete på netop de angivne tidspunkter. De 300 rigsdaler havde Niels Nyrup og hans bror jo allerede fået i 1843 i form af to obligationer, men da disse senere udslettedes af pantebogen (den ene allerede i 1845), kan det ses på kvitteringen, at deres far havde købt dem tilbage. Det fremgår ikke hvordan, men man kan gætte på, at det skete i forbindelse med, at Niels Nyrup lånte penge til sin svoger.

Den 21.september var der så bryllup i Pederstrup kirke. Peder Nyrup blev gift med Nielsine Laursdatter, der stammede fra Ribe-egnen og var skolelærer Johansens svigerinde.
Dagen før brylluppet sendte Anders Nyrup sin afskedsansøgning til amtet, for at blive fritaget fra sognefogedhvervet. Afskeden bevilgedes en uge senere. Amtet udpegede så gårdmand Niels Leth i Pederstrup til ny sognefoged. Måske havde Anders Nyrup regnet med, at sønnen Peder også skulle have efterfulgt ham i det hverv, men det blev altså ikke til tre generationer i træk.⁽²⁹⁾
Set fra Niels Nyrups synspunkt var vel det vigtigste ved handelen i 1851, at den satte punktum for hans økonomiske forbindelser med hjemmet. Muligheden for senere at arve noget efter faderen var væk, men havde vel i realiteten været det længe. Efter aftægtskontrakten forpligtede Peder sig til at huse og forsørge forældrene mod til gengæld ved deres død at overtage deres jordiske gods. På det tidspunkt kunne man jo nok forudse, at Anders Nyrups kapitalformue ville forsvinde under hans tid som aftægtsmand og forsørger.

I det lille firefags-hus, der blev opført ved Stendalsgård, indrettede Anders Nyrup og hans nye familie sig. I aftægtskontrakten havde han sikret sig på alle mulige måder, at han kunne forsørge familien med de ydelser, som Peder havde bundet sig til.⁽³⁰⁾
Da de flyttede fra stuehuset til aftægtsboligen, måtte de efter kontrakten medtage

"deres Kister og Gangklæder, 2 Sengesteder med Sengeklæder, Kjedel, Kakkelovn og Klokkeværk, samt alt andet Husgeraad som de behøve til deres Brug saalænge de leve".

Men når de døde, skulle tingene tilfalde sønnen med undtagelse af visse genstande, som de to små tvillingedøtre skulle have. Desuden måtte de udvælge fire får, som Peder skulle fodre om vinteren og skaffe græsning om sommeren. En del af kålhaven beholdt de også, den skulle han holde gødet og indhegnet. Hvert år skulle han levere en betydelig mængde fødevarer:

"fem Tønder Rug, 2 Tønder 4 Skjepper Byg, rent, tørt og godt Korn, Halvdelen til November og Halvdelen til Majdag, 2 Skjepper Boghvedegryn til Juul, 2 Tønder Kartofler til November, 1 Lispund saltet og tørret Faarekjød om Efteraaret, fire Pund Smør hver Maanedsdag, 3 Lispund tørre Ost, Halvdelen til St.Hansdag og den anden Halvdel til Mikkelsdag og 2 Potter Melk daglig fra Majdag til Mikkelsdag, men dersom det indtræffer at jeg [altså Peder] ingen Melk har, da gives dem een Skjeppe tør Malt hver Maanedsdag de ingen Melk nyder, 12 Snese Hønseæg som leveres dem fra Marts Maaneds Begyndelse til August Maaneds Udgang, ½ Lispund godt tysk Hør, 4 Pund Talg, og 10 Rigsbankdaler i rede Penge til Juul, samt 2 Lispund 8 Pund saltet og tørret Flæsk ved Oversiden til samme Tid."

Herudover skulle Peder levere 36 læs tørv af forskellig slags og et læs lyng, tørt og godt og stakket, hvor de krævede det. Han skulle også sørge for, at deres korn blev malet, og at der blev båret vand ind til dem.
Endelig påtog han sig den ene halvsøsters (Jensines) forsørgelse, indtil hun blev konfirmeret, og at afholde hendes bryllup og give hende medgift, når hun skulle giftes.
Det var faktisk ganske hårde betingelser, Anders Nyrup bød sin søn, og da kontrakten skulle underskrives, slog han lidt af på kravene - han frasagde sig kontanterne til jul og lidt af tørvene.
Værdien af aftægtskontrakten beregnedes til i alt 400 rigsdaler. Man satte den forventede løbetid til 5 år. Men en aftægtskontrakt var som en lotteriseddel, og Peder Nyrup havde ingen held med sin. Faktisk levede hans far og stedmor så længe, at prisen blev mere end tredoblet.
Første "uheld" indtraf i foråret 1853. da døde den ene af Anders Nyrups to-årige tvillingdøtre. Det var Kirsten, der bukkede under for tuberkulosen den 27.april og blev begravet den 7.maj.
Det kostede Peder Nyrup en del penge, at det ikke var Jensine.

Den 26.oktober 1854, fødtes så aftægtsfolkenes sidste barn, en søn. Da han tre dage senere blev hjemmedøbt, fik han navnet Jens. Og præcis to måneder senere, fredagen mellem jul og nytår, blev han fremstillet i Pederstrup kirke. Niels Nyrup stod fadder for sin næsten 35 år yngre lillebror.

Hermed var så Anders Nyrups familieliv endeligt "afblomstret", og aftægtsfamilien blev ikke større.