Det fremgår af det ovenstående, at Niels Nyrup ikke havde i sinde at forblive enkemand ret længe. Den hurtige skifteslutning, der fandt sted mindre end seks uger efter Mette Maries begravelse, tyder på, at han straks gik i gang med at arrangere et nyt ægteskab. Man fristes næsten til at tro, at planerne var der før hendes død.
To dage efter at skiftet var sluttet, blev der lyst første gang for ham og hans tilkommende i Løvel kirke. Og allerede inden da, havde forlovelsen fundet sted.
Pigen hed Ane Marie Jensen og var 20 år gammel. Hun var datter af husmand Jens Christian Jensen Kudsk på Løvel Mark, og hendes mor var Niels Nyrups afdøde "stedsvigersøn" Anders Pedersens søster Birthe. Niels Nyrup kendte altså familien på forhånd gennem steddatterens ægteskab. Han og J.C.Kudsk havde været de to forlovere, da Christiane og Anders Pedersen blev gift.
Nu fik han altså sin steddatters svoger til svigerfar (se tavle VIII).

Familien i Løvel var stor og fattig, og det var sikkert en stor lykke for J.C.Kudsk, at hans datter kunne afsættes i et så fordelagtigt giftermål. Niels Nyrup var 49 år, men de niogtyve års aldersforskel opvejedes vel så rigeligt af hans velstand og gårdmandsstatus. Man må antage, at ægteskabet arrangeredes af de to mænd. Hvad pigen tænkte og følte, kom nok i anden række, og det kan der kun gisnes om. Niels Nyrup var en ganske nydelig (lille) mand med et ungdommeligt udseende, alderen taget i betragtning, så man behøver ikke slutte, at hun kun tog ham for pengenes skyld. Men ellers var hun vel et barn af sin tid og sikkert tilfreds med den økonomiske sikring og øgede sociale anseelse, der fulgte gårdmandskone-værdigheden. Hun havde kun én gang i et halvt år prøvet de sjældent misundelsesværdige vilkår, der gjaldt, når husmandsdøtre tog plads hos gårdmændene. Ellers havde hun tjent sine forældre.⁽⁵⁹⁾
Nu tog hun et kæmpeskridt op ad den sociale rangstige. Vielsen foregik i Løvel kirke fredag den 28.maj 1869, og bryllupsgildet varede ugen ud.

Det var Ane Maries morfar, Peder Henriksen fra Vorning, der sammen med hendes far J.C.Kudsk var parrets forlovere. Hans kone stammede fra Batum, hvor hendes to brødre Hans og Peder Bertelsen den ene efter den anden havde haft den fædrene gård og været gift med samme kone. Der var ingen børn i de to ægteskaber, så Peder Henriksens søn Anders, der havde været plejesøn hos sine morbrødre og siden hos deres enke, overtog gården i Batum. Nu var den via Niels Nyrups steddatter Christiane endt på Niels Bachs hænder.
Anders Pedersens søster Birthe havde været plejedatter hos en tredje barnløs bror, Jens Bertelsen, hvis husmandssted i Løvel hun og hendes mand J.C.Kudsk, der stammede fra Tjele sogn, overtog i 1843. Jens Bertelsen og hans kone Ane Marie, som Niels Nyrups nye kone var opkaldt efter - hun var for øvrigt en søster til Niels Smed i Batumgård - levede en årrække på aftægt hos J.C.Kudsk.
I husmandshjemmet fødtes i løbet af de næste 20 år ni børn. Den ældste datter Karen Marie var død af tuberkulose (tæring) i 1868, men ellers levede de alle, så da Niels Nyrup kom ind i familien bestod børneflokken af Jens, Ane Marie, Maren, Hansine, Peder, Ane, Inger og Anders på henholdsvis 23, 20, 18, 16, 13, 11, 9 og 5 år. Udover en ung kone fik Niels Nyrup sig altså en overordentlig ungdommelig flok svogre og svigerinder. Men svigerfaderen var med sine 53 år omtrent hans jævnaldrende.

Den 1.februar 1870 bestod Niels Nyrups husstand af ham selv, hans nye unge kone, datteren Johanne, steddattersønnen Peder Andersen, der var 9 år, og to karle. Den ene af karlene var hans nye svoger, Ane Maries ældste bror, Jens Jensen Kudsk, der var fæstet fra 1.november året før.⁽⁶⁰⁾
Da ægteskabet mellem Niels Nyrup og hans unge kone havde varet knap et år, fik de deres første barn. Den 8.maj 1870 fødte Ane Marie en datter, der en månedstid senere blev hjemmedøbt på grund af sygdom. Barnet blev, som skikken nu var dengang, kaldt op efter den nyligt afdøde ægtefælle og fik altså navnet Mette Marie. Man lod sommeren og (især) høsten gå, inden barnet blev fremstillet i Rødding kirke, og barnedåben blev fejret.
Gudmoderen var den afdøde Mette Maries brordatter Anne, hvis far Store Anders fra Batum Overgård samtidig var fadder. Det var den eneste gang, denne den første svigerfamilies medlemmer optrådte ved Niels Nyrups børns dåb. Den gled tilsyneladende efterhånden helt ud af hans omgangskreds. De øvrige faddere var Thomas Laursen (Brøndum), siden 1862 husmand på en parcel af sin fødegård Saltengård, og Jens Vistisen i Damsgård. Mosteren Maren Jensen fra Løvel fulgte med.
I kirkebogen indførtes barnets fulde navn: Mette Marie Nielsen Nyrup, derved blev hun den første overhovedet i slægten, der fik Nyrup som døbenavn. Til daglig blev hun blot kaldt Marie.
Der gik mindre end et år efter det første barns fødsel, til den 28.marts 1871, inden Ane Marie fik endnu en datter. Dagen efter blev hun hjemmedøbt og kaldt Karen Marie - vel efter moderens ældste søster, der var død tre år tidligere. Men dette barn var for tidligt født og døde 14 dage gammelt, inden det blev fremstillet i kirken. Det blev begravet 16.april.

Dette år skete et andet dødsfald i den nærmeste familie. Midt på sommeren døde Jette i en alder af 31 år fra sin mand og to små drenge. Året før, den 27.maj havde hun født sit tredie barn, sønnen Jens Peder. Dåben foregik i kirken i august måned, og Niels Nyrup, der selv netop var blevet far, var nok engang fadder. Den fødsel kom hun sig aldrig helt efter. I begyndelsen af april måtte man fæste en tjenestepige (Jettes ugifte søsters uægte datter), hvilket sikkert skyldtes, at husmoderen lå på sygelejet. Og hun overlevede da heller ikke sommeren. Hun døde den 27.juli og blev begravet den 3.august på Rødding kirkegård. Selv om skiftet efter hende blev foretaget allerede samme efterår, så forblev Thomas enkemand i otte år, inden han giftede sig igen.

På Duehøjgård fortsatte barnefødslerne i uformindsket tempo, og den 30.maj 1872 fik Niels Nyrup sig så endelig en søn. Som de første to børn blev også han snart hjemmedøbt, og han blev opkaldt efter sin farfar og fik døbenavnet Anders Nielsen Nyrup. Han blev først fremstillet i kirken den 1.september. Da var Bodil Christiansen, Niels Bachs anden kone, gudmor, mens Niels Nyrups søster Jensine fulgte med. Som fadder nævnes herudover kun gårdmand Jens Vistisen i Damsgård.
Det fjerde barn "lod vente på sig". Tiden gik helt frem til september 1873 før Ane Marie fødte den tredje datter. Også hun måtte hjemmedøbes på grund af sygdom. Denne gang blev mormoderen opkaldt, og datteren fik navnet Birthe Marie Jensine Nielsen Nyrup. Ved indgangen til vinteren 1873-74 havde Niels Nyrup tre små børn: Marie på tre år, Anders på halvandet og den nyfødte Birthe. Men da foråret kom det følgende år, var der kun Marie tilbage.
Den 6.december døde nemlig den lille Anders af hjernebetændelse. Ni dage senere begravedes han, samme dag som den yngste datter blev fremstillet i kirken. Ved den lejlighed var mosteren Hansine gudmor, fadderne var Peder Nyrup i Pederstrup, Thomas Bach og Laurits Kallestrup, der i 1867 havde efterfulgt sin afdøde svigerfar Mikkel Thorsager som gårdmand på Thorsagergård i Batum. Og så var det mest bemærkelsesværdige, at Niels Nyrups ældste datter Johanne nu 23 år fulgte med, da lillesøsteren blev frembåret i kirken. Det var første og eneste gang, hun havde en sådan rolle ved en af de mange søskendes barnedåb.
Men heller ikke dette barn overlevede længe, hun var 17 uger gammel, da hun døde af krampe i midten af januar 1874. Hun blev begravet 1.februar.
Inden deres femårs bryllupsdag havde Niels Nyrup og Ane Marie således fået fire børn og måttet bære de tre til graven. De hyppige barnefødsler tærede givetvis på den unge kones helbred, og børnenes triste skæbne måtte blive en svær psykisk belastning for ægtefællerne.

Efter datteren Birthes død gik der godt et år, inden Ane Maries femte og sidste barn kom til verden. Det skete den 20.marts 1875. Barnet, der var en pige, blev døbt i kirken den 11.juli. og fik det pompøse navn Andrea Bertholine Jensine Nielsen Nyrup. Peder Nyrups kone Nielsine bar og Niels Nyrups søster Else fulgte. Som faddere mødte de tre Batum-gårdmænd Thomas Bach, Niels Bach og Laust Kallestrup. Det ser ud, som om datteren blev navngivet ud fra ønsket om at opfylde alle opkaldelsesforpligtelser på én gang, efter at de andre opkaldelser så at sige var mislykkedes ved børnenes død. Andrea skulle da være efter farfaderen, Jensine efter morfaderen og Bertholine efter mormoderen (?). Men hendes daglige kaldenavn blev slet og ret Sine.

I midten af 1870'erne toppede Niels Nyrups "gårdmandskarriere". Den vigtigste velstandsmåler for bønder på den tid - priserne på korn - stagnerede en smule i årene forud, nu nåede de aldrig før sete højder. Niels Nyrup måtte i de år af og til afsted til købstaden for at aflægge besøg i Sparekassen for Viborg og Omegn. Oftest for at sætte penge ind.
I sommeren 1875 år blev den panteobligation, som han havde udstedt til Thomas på dennes arv, opsagt. Denne var som tidligere nævnt (se side 69) under uheldige omstændigheder endt i hænderne på Niels Nielsen på Vester Teglgård i Hersom. Det var altså ham, der krævede gælden indfriet til førstkommende december termin. Niels Nyrup havde pengene - det anselige beløb 600 rigsdaler - stående på en sparekassebog, så det var ikke noget stort problem. Alligevel gik det lidt over tiden og en uges tid ind i det følgende år, inden han kom til Vester Teglgård og fik afleveret sparekassebogen mod kvittering.
Men så var ejendommen også gældfri, når bortses fra Johannes indestående mødrenearv.
Det var nok sidste gang, Niels Nyrup regnede med daler, mark og skilling i større mængder. Netop i dette år, 1875, forlod man det gamle møntsystem, og gik i forbund med de andre skandinaviske lande over til at bruge kroner og øre. Der var nok en del murren i krogene over, at man sådan af hensyn til det mellemfolkelige samarbejde lod hånt om de hæderkronede, gode danske mønter, som man havde øvet sig på at regne med i skolen. Men nu skulle man vænne sig til de fremmedartede benævnelser og til, at en daler var 2 kroner, at 25 øre svarede til 3 mark, og at en skilling og en 2-øre var næsten, men ikke ganske det samme (der skulle kun 96 skilling til det, der nu var 200 øre).
Dette år afskaffede man også officielt de gotiske bogstaver og gik over til det kendte latinske alfabet.
Trods disse slag, der med ét så svært forældede hans skolelærdom, bevarede Niels Nyrup dog også resten af sine dage sine skrive- og regnefærdigheder. At han ikke altid talte rigtigt og undertiden satte sit navn et uheldigt sted, skal næppe henføres til de nævnte to reformer.

Der er ikke mange vidnesbyrd om, hvordan Niels Nyrup drev sin gård. Han gjorde vel som de fleste i de år med hovedvægten lagt på kornavl. På overfladen kunne det nok tage sig ud som om, han blot fortsatte med at drive landbrug, som han lærte det en menneskealder tidligere hjemme på Stendalsgård. Men ved nærstudier ville man opdage, hvordan der i det små var sket fremskridt på næsten alle punkter.
Besætningen var efter nutidens målestok og gårdens størrelse endnu ikke stor, men forholdvis større end i hans ungdom: der var vel 6-8 køer med opdræt og en snes får, der græssede i heden. Det store jordtilliggende nødvendiggjorde rigelig med trækkraft, så man kan antage, at gården havde 4-5 heste. Af svin var der nok kun et par stykker til brug i den private husholdning.⁽⁶¹⁾
Faderen havde været en stor studepranger, og det er sandsynligt, at også Niels Nyrup forsøgte sig i de baner. Slagtekvæg og får (eller lam) var endnu en langt mere betydningsfuld del af den animalske produktion end mælkeprodukterne. Køerne ydede næppe så meget mælk, at det var en hovedindtægtskilde. Om der blev fremstillet smør eller ost ud over, hvad familien kunne forbruge, kunne det afsættes på torvet eller til købmænd og indbringe lidt kontanter. Avlsarbejde med det formål at skabe bedre malkekøer var knap kommet i gang. Endnu i 1870'erne havde bønderne kun ringe forståelse for, hvad formålet skulle være med det.
Gårdens hovedindtægt stammede altså stadigvæk fra salget af korn til købmænd i de nærliggende købstæder, der opkøbte bl.a. med henblik på eksport til England. Men Niels Nyrup kunne sælge en del mere korn end faderen. Det skyldtes flere ting: Som allerede nævnt blev stadigt mere af gårdens jord dyrket. Markredskaberne var forbedrede (f.eks. havde harven fået jerntænder), så jordbehandlingen var blevet mere effektiv. Man kunne derfor overkomme et større kornareal og havde lettere ved at bekæmpe ukrudtet. Man havde lært at udnytte eng og græsmark bedre (f.eks. brugte mange nu engvanding). Man kunne derfor have flere husdyr, der gav mere gødning til kornmarkerne. På hver tønde land avlede 1870'ernes bønder gennemsnitligt cirka en halv gang mere end, man gjorde i Niels Nyrups unge dage.
I grundprincipperne var alt ved det gamle, man var blot blevet bedre til det. Men udviklingen bort fra det selvforsynende landbrug var tydeligt begyndt. Bønderne fik stadig flere penge mellem hænderne, og især de mere velbjærgede gårdmænd bestræbte sig på at leve som købstadsfolk.

På denne tid begyndte Niels Nyrup atter at påtage sig tillidshverv i kommunen. Han havde tilsyneladende lagt frustrationerne fra formandstiden bag sig, og han gik nu med fornyet selvtillid ind i de kommunale opgaver.
I 1872 blev han opfordret til at påtage sig et hverv for kommunen, der stillede krav til både skrive- og regnefærdighed og ikke mindst dyb indsigt i kornhandel. Disse betingelser skønnede sognerådet altså, at han opfyldte. Opgaven gik ud på at indberette til stiftsøvrigheden, hvilke priser de forskellige kornvarer blevet handlet til i kommunen. Oplysningerne skulle være middelpriser baseret på de virkeligt stedfundne kornhandler. Øvrigheden brugte hvert år indberetningerne fra landets kommuner til beregning af den såkaldte kapiteltakst. Det var en officiel gennemsnitskornpris, der især blev anvendt, når betalinger efter gamle regler og aftaler, der hyppigt var angivet i så og så mange tønder rug eller byg, skulle omregnes til kontante betalinger. Niels Nyrup havde den opgave i tre år.
I 1874 blev han også udnævnt til brandfoged for Rødding sogns tredie distrikt, Batum. Det var et borgerligt ombud, man ikke kunne afslå, og han havde bestillingen til 1878. Hans hovedopgave i denne forbindelse var sammen med to brandsynsvidner at foretage de årlige brandsyn og indberette eventuelle overtrædelser af brandvedtægterne på gårdene i Batum.
I 1875 var han også tæt på at blive Rødding sogns sognefoged. Sognerådet indstillede ham som den første af tre mulige kandidater til posten, men amtmanden endte med at udpege nummer to på listen, gårdmand Søren Jensen Thorup i Rødding. Det var herredsfogeden, der mente, at denne var den bedst egnede til hvervet.
I stedet for fik Niels Nyrup så den mindre arbejdskrævende (og naturligvis også mindre ansvars- og prestigefulde) post som formand for hegnssynsmændene i kommunen, der var laveste retsinstans til afgørelse af nabostridigheder om hegn og skel.⁽⁶²⁾

En af idé-mændene bag de demokratiske indskrænkninger i den reviderede grundlov fra 1866 var den daværende indenrigsminister, J.B.S.Estrup. I juni 1875 blev han udnævnt til konsejlspræsident, og han beholdt posten i næsten tyve år. Han blev derved den længstsiddende danske regeringschef nogensinde.
Det var også hans idéer, der kom til udtryk, da man i hans tid som indenrigsminister moderniserede det lokale selvstyre. I 1867 vedtog man landkommunalloven, der indførte sognerådet som afløser for det sogneforstanderskab, der havde fungeret siden 1841. Loven fastholdt princippet om privilegeret valgret, der blev indført allerede i 1850'erne (se side 56). Så kunne man til gengæld undvære præsten og egnens godsejere som fødte medlemmer. Der skete ingen ændringer i mere demokratisk retning i Niels Nyrups levetid.
Sognerådet for Rødding-Løvel-Pederstrup pastorat skulle lige som det gamle sogneforstanderskab tage sig af sager vedrørende skole-, fattig- og vejvæsen, og fastlægge kommuneskattens størrelse. Loven bestemte også, at kommuneskatten skulle opkræves som én samlet skat og udregnes dels efter hartkornet (et vist beløb pr.td.hk.), dels efter "formue og lejlighed", der afspejlede sognerådets skøn over folks velstand og formåen.
I årene 1870-1880 var Niels Nyrup den tredjestørste kommuneskatteyder i Batum kun overgået af manden i Batum Damsgård (Jens Vistisen, fra 1872 sønnen Visti Jensen) og "stedsvigersønnen" Niels Bach. Og sognerådet skønnede ham også til at være en af de bedst stillede i Batum efter "formue og lejlighed". Han betalte årligt omkring 55 kroner. Det gav ham en 25-30 plads blandt alle kommunens 150-60 skatteydere, så han hørte dermed til gruppen af højestbeskattede, der valgte sognerådets flertal.
Vi kan roligt regne med, at han var med i forreste række, når der manedes til besindighed m.h.t. skatteudskrivning og krævedes mådehold i de offentlige udgifter. Han så som de fleste af sin klasse næppe med blide øjne på, at kommunen påtog sig unødvendige forsørgelser af fattigfolk, og hvem der ellers kunne "falde sognet til byrde".⁽⁶³⁾

Thomas Bachs døvstumme svoger Visti var netop sådan en person. Han havde været på det Kongelige Døvstummeinstitut, hvor han lærte tegnsprog og at læse og skrive, og han var efter sigende ved sin forstands fulde brug. Alligevel måtte man regne med, at han engang ville ende på offentlig forsørgelse. Til november skiftedag 1873 kom han til Batum, efter at han havde tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i fødesognet Dollerup. Han kom fra en tjeneste på Hald Hovedgård. Søsteren Jette var da død, men en anden søster var gift med Batum-gårdmanden Niels Knudsen, så det var naturligt for ham at søge til Batum. Det var Niels Nyrup, der fæstede ham, og han blev hos ham i to år indtil november 1875. Derefter var han to år hos svogeren Niels Knudsen, men i den tid arbejdede han på skift hos denne og en anden Batum-gårdmand: Jens Christian Laursen, der i 1862 havde efterfulgt sin far Laurs Brøndum i Saltengård.
Hvad Visti foretog sig de næste par år, og hvor han var, gav siden anledning til megen strid mellem Niels Nyrup og de fleste andre Batum-gårdmænd. Niels Nyrup hævdede ti år senere, at Visti havde tjent Thomas Bach og Laust Kallestrup i forening i hele den periode, mens alle andre mente, at han var hos Niels Nyrup bortset fra en kortvarig tjeneste uden for kommunen (på Tjele).
Det var det sidste, der var stridens virkelige årsag. For fattiglovgivningen foreskrev, at det var fødekommunen, der skulle betale fattighjælpen, med mindre den fattige havde haft uafbrudt bopæl i en anden kommune i mindst fem år. Hvis Visti også tjente i Batum i årene 1877-1879, så var det Rødding-Løvel-Pederstrup kommune, der skulle forsørge ham. Den, der havde haft ham i sin tjeneste uden at sørge for, at han blev sendt bort i tide, var altså skyld i en omkostning for kommunen. Da paragraffen en halv snes år senere blev aktuel for Visti, skubbede alle ansvaret fra sig. Vi skal siden vende tilbage til den sag (se side 136).
Der er derimod ingen tvivl om, at han fra november 1879 til maj 1881 igen havde plads hos Niels Nyrup. Og det samme var tilfældet fra november 1882 til november 1883. I den mellemliggende periode var han halvandet år ansat på Bruunshåb Klædefabrik.⁽⁶⁴⁾
Tre gange var Visti altså hos Niels Nyrup, mens han boede i Batum. Familien dér var hans eneste faste holdepunkt i en ellers trist og rodløs tilværelse. Visti var på alle måder en sølle stakkel, og Niels Nyrup tog sig efter alt at dømme pænt af ham og gav ham i lange perioder en slags hjem. Det var naturligvis ikke ganske uegennyttigt, for trods handicappet var Visti en udmærket arbejdskraft, når man forstod at kommunikere med ham og give ham passende (d.v.s. enkle og fysisk krævende) opgaver. Og da han næppe blev aflønnet som en voksen karl, var han nok også billig arbejdskraft.
Men at han var andet og mere end en billig og medgørlig "slave", fremgår bl.a. af, at datteren Marie, der var tre år, da han første gang kom i familien, og voksen, da han forlod den, faktisk lærte at bruge døvefingersprog for at kunne tale med ham.⁽⁶⁵⁾ Hans plads i familien var dog nok, når alt kommer til alt, nærmest at sammeligne med den, der tildeles en trofast og taknemmlig hund.

Driften af en gård af Duehøjgårds størrelse krævede en del menneskelig arbejdskraft. Efter at Thomas var blevet voksen, og mens han boede hjemme, var der kun én fremmed karl. Senere var der som oftest to. Før barnefødsler blev årligt tilbagevendende begivenheder, og mens datteren Johanne var en arbejdskraft, der kunne regnes med, var der ingen tjenestepige på gården.
I 1875 fik en voksen karl typisk 120-140 kr i årsløn, en pige en trediedel mindre. På det punkt var der sket en stor forandring siden Niels Nyrups egne karledage. Dengang var pengelønnen som regel langt mindre. Hele lønnen kunne endda blive udbetalt i naturalier som: en rulle vadmel eller lærred, skjorter, strømper, træsko, måske som græsning til et får.
Det var stadigvæk ikke ualmindeligt, at noget af lønnen kunne være f.eks. et par træsko. Og dengang som nu udgjorde kost og logi en stor del af lønnen. Tjenestefolkene levede som regel som medlemmer af familien, de spiste sammen med familien, tilbragte fritiden sammen med den, og ofte sov de også i de samme rum som familien.
Som husbond var Niels Nyrup altså ikke kun tjenestefolkenes arbejdsgiver, han regnedes også for en slags familieoverhoved for dem. Han bestemte ikke kun over deres arbejdskraft, men også deres private gøren og laden kunne han blande sig i. Det var tilladt en husbond at revse sine folk, for han havde ret til at opretholde hustugten med de nødvendige midler.
En person, der på denne måde stod i en andens tjeneste, havde ikke "egen dug og disk" og derfor heller ingen valgret. Først ved grundlovsændringen i 1915 fik tyendet fulde demokratiske rettigheder.
Deres retsstilling var blevet forbedret noget ved Tyendeloven af 1854, men der blev ikke ændret noget fundamentalt ved de herskende tilstande. Det skete faktisk først i 1921. Indtil da måtte de unge mennesker leve med husbondens revselsesret og en ny ubehagelighed, der blev indført med tyendeloven, skudsmålsbogen. På ethvert nyt tjenestested skulle de fremvise bogen med alt, hvad tidligere arbejdsgivere havde skrevet om dem. Selv om loven satte visse grænser for, hvad der måtte skrives, levede karle og piger i konstant frygt for dårlige eller manglende anbefalinger.
Karlene var ofte - ligesom Visti - af familien eller den nærmere bekendtskabskreds, ofte cirkulerede de rundt blandt gårdene i Batum, og undertiden gik to gårdmænd sammen om at fæste en karl, der så skiftevis arbejdede hos den ene og den anden.
Der er både eksempler på, at karle var på Duehøjgård lang tid eller flere gange, og eksempler på karle, der forlod pladsen ved først kommende skiftedag. Det er svært heraf at slutte noget om, hvordan Niels Nyrup var som husbond.
Efter sigende var Niels Nyrup en gårdmand af den slags, der helst tog sit pæne tøj på fra morgenen af og hellere satte folk i arbejde end selv tog fat.⁽⁶⁶⁾ Det kan jo nok have irriteret en og anden. Men når de større opgaver ved gårdens drift fandt sted: såning, høbjærgning, kornhøst og lignende, kunne hans hænder næppe undværes. En gårdmand var nødt til at deltage i arbejdet på gården sammen med karle og daglejere.
Dér gik en vigtig skillelinje mellem gårdmænd på den ene side og proprietærer og herremænd på den anden.

Det er muligt, at Niels Nyrup havde ambitioner om at komme på den anden side af denne skillelinje. For det var, når han trak i sit pæne tøj og tog til marked for at handle, til byen for at ordne papirer og pengesager, eller når der skulle disponeres over jord og fast ejendom, han var i sit es.
Vi så tidligere, hvordan Niels Nyrup i begyndelsen af 1860'erne mageskiftede den fjerneste del af Sønderheden (9b) med et nærmereliggende areal. Vi skal nu se nærmere på, hvordan han i disse år regerede videre med sine "besiddelser".
Omkring juletid i 1872 var gårdmanden på Batumgård, Christian Jensen, gået på aftægt, og han havde overladt gården til sin stedsøn Niels Rasmussen (Thorsager). Dennes ældre bror Christen Rasmussen fik ved samme lejlighed tildelt en mindre ejendom, der blev udstykket fra Batumgård. Til ham solgte Niels Nyrup i 1874 en engparcel (9c) af sine jorder. Det var kun et mindre stykke (1,25 album), der afregnedes kontant med 50 rigsdaler. Det er ikke svært at finde årsagen til denne handel - udover at Christen Rasmussen selvfølgelig havde brug for mere jord - for den solgte eng lå på den anden side af åen og højest upraktisk i forhold til Duehøjgård.⁽⁶⁷⁾
Omkring årsskiftet 1876 indgik Niels Nyrup så en handel med Jens Peter Nielsen i Batum. For tredje gang lod han en parcel udstykke og bortsælge (9d). Og igen synes dispositionen velovervejet og hensigtsmæssig. Det drejede sig om den tidligere gårdsplads i Batum by og den jord der ellers lå nord for Viborg-Hobro landevej. I handelen fulgte desuden Niels Nyrups andel af den uudskiftede gadejord i byen.
Prisen var 1200 kr. Man søgte Indenrigsministeriet om tilladelse til udstykningen, den kom i begyndelsen af august, men handelen blev først afsluttet ved juletid. I mellemtiden indtraf nemlig en tragisk begivenhed, der for en tid tog hans fulde opmærksomhed (se side 85). Men den 16.december kunne man vende tilbage til handelen. Da var de i Viborg sammen for at underskrive skøde og afgøre betalingen. Det sidste skete ved, at J.P.Nielsen udstedte en obligation på 600 kr, den anden halvdel af købesummen betalte han vel så kontant.⁽⁶⁸⁾ J.P.Nielsen levede på det købte sted som ungkarl og husmand til et stykke ind i dette århundrede. Han var en bror til den Søren Nielsen, der døde under den første slesvigske krig (se side 41).

I 1875 ringede bryllupsklokkerne to gange i familien Nyrup. Og begge gange drejede det sig om Niels Nyrups halvsøskende.

Først var det søsteren, den 24-årige Jensine, der på det tidspunkt boede i Løvel. Hun blev gift med Ole Jensen fra Lindum, han var 28 år. Vielse foregik i Løvel kirke den 16.februar. Parrets forlovere var Peder Nyrup i Pederstrup og pigens morbror gårdmand Simon Jensen i Løvel. Det var broderen Peder, der holdt hendes bryllup, for det var han forpligtet til ifølge den aftægtskontrakt, han havde indgået med sine forældre. Allerede den 6.april fik parret deres første barn. Det skete, inden de havde fået eget hjem, mens de boede som "indsiddere" i Pederstrup hos Peder Nyrup. Først i slutningen af december måned kunne de flytte ind i deres eget. Ole Jensen lånte 2000 kr af Simon Jensen, og det satte ham i stand til at købe en parcel af Løvel Østergård beliggende på Løvel Hede og opføre en ejendom på hedelodden.
Selv om Peder Nyrup efter aftægtskontraktens bestemmelser måtte give Jensine medgift i form af "et sengested med de dertil hørende fornødne sengeklæder med fyld, en ko, 4 får, og bekoste hendes bryllup efter egnens skik og brug", så var det ikke nogen heldig start, søsteren fik på sit ægteskab. Og ægteparrets nye liv kom til at foregå i små kår.

Broderen Jens blev gift om efteråret, også i kirken i Løvel, hvor han havde ophold. Hans udkårne var en gårdmandsdatter fra Batum, Christian Jensens datter Rasmine fra Batumgård. Bruden var mere end seks år ældre end brudgommen. Vielsen foregik den 30.oktober fire dage efter hans 21-års fødselsdag. Parret bosatte sig i Pederstrup på en mindre landejendom nær Rødsø.

Blev året 1875 således præget af bryllupper i familien Nyrup, var det dødsfald og begravelser, der prægede det næste.
Den næstyngste bror Bitte Niels i Løvel gik på aftægt allerede i 1872. Da var han kun 41 år gammel, hans kone 56 år. Stedsønnen Christen var død af et slagtilfælde i 1871, og ingen af konens døtre af første ægteskab havde mænd, der kunne overtage, så gården i Løvel blev solgt ud af familien.
Den tidlige aftægt var sikkert en følge af hans skrantende helbred, og den kom da heller ikke til at vare længe. Kun 45 år gammel og efter et liv fyldt med ærgrelser og modgang døde han i foråret 1876. Det begyndte nærmest som en halvdårlig kopi af Store Niels', men endte trist og ufuldendt. Konens enkestand varede til 1901, da hun døde som aftægtskone hos gårdens daværende ejer.
Arvingerne mødtes nogle gange i løbet af sommeren for at dele boet. Han efterlod sig nogen formue, den kapital, der skulle have finansieret hans aftægt, og som mestendels stammede fra salget af gården. Men der blev kun penge til en brorsøn, Peder Nyrups yngste søn Niels i Pederstrup⁽⁶⁹⁾, som han havde betænkt testamentarisk med mere end det, boet formåede at opfylde.
De øvrige arvinger gik tomhændede fra skifteslutningen: Niels Nyrup fra Batum var der, Peder Nyrup og hans begunstigede søn Niels var der, Jensines mand Ole Jensen var tilstede på sin kones vegne, Jens Nyrup var der sammen med fætteren Niels Thomsen, Loldrup, der dog ikke var hans værge længere (som da faderen døde), men nu som hans kurator. Skønt han var en gift mand, kunne han ikke endnu optræde selvstændigt i økonomiske forhold. Han var myndig, men mindreårig.

Den anden svoger, Jørgen Ladefoged, var der ikke på søsteren Elses vegne, måske fordi han var syg. Han døde i hvert fald det følgende år, hvorefter Else sad som gårdejende enke en årrække, indtil en af sønnerne overtog.⁽⁷⁰⁾

Således vekslede begivenhederne i den Nyrup'ske familie: man giftede sig og fik børn, man døde og blev begravet. Inden for det treår, der her er omtalt (1875-1877), var der således 3 bryllupper og 3 begravelser blandt de fem søskende fra Pederstrup og deres ægtefæller. Niels Nyrup i Batum oplevede begge dele.

Midt i 1870'erne befandt Niels Nyrup sig på et af sit livs højdepunkter. Nok var han en mand i godt og vel sin bedste alder, men med den unge, kønne kone og børnene, fik han sin anden ungdom. Der havde i årene forud været både glæder og sorger - i perioder mest sorger - men ikke mindst havde han fået et nyt perspektiv på tilværelsen og et ændret syn på fremtiden. Men netop da indtraf altså også, hvad der uden forbehold må regnes for den største tragedie i hans familieliv.
Ane Marie døde af svindsot (tuberkulose) kun 28 år gammel den 26.august 1876. Da havde ægteskabet varet omkring 7½ år. Den 2.september blev hun begravet på Rødding kirkegård. De to døtre, som hun efterlod sig, var Marie og Sine på henholdsvis 6 og 1½ år.
Sidst på måneden skrev han til skifteretten for at anmelde, at han indtil videre agtede at hensidde i uskiftet bo med døtrene. På det tidspunkt havde han altså - sandsynligvis knuget af sorg over sin unge kones bortgang - ingen planer om et nyt ægteskab.⁽⁷¹⁾ Han må have planlagt at fæste en husholderske, og det er rimeligvis sket i løbet af ganske kort tid.
Men i løbet af den næste måned ændrede han mening.

For den 8.november var Niels Nyrup i Viborg sammen med døtrenes morfar J.C.Kudsk, der var deres fødte værge. I skifteretten fik de tilladelse til at foretage privat skifte og deling, efter at de havde gjort rede for boets formueforhold.
Opgørelsen blev straks foretaget. Man satte gårdens samlede værdi til 12000 kr. Herfra regnedes de 2400 kr, som datteren Johanne havde til gode samt begravelses- og skifteomkostninger, hvorefter der var 9490 kr tilbage. Efter yderligere fradrag af afgift og gebyr kunne boets nettoformue sættes til 9468,62 kr. Derefter fraregnedes Niels Nyrups halvdel af formuen og 1% arveafgift af resten, således at der til arv efter Ane Marie sluttelig var 4684,96 kr. Dette beløb blev delt med 25% til enkemanden og 37,5% (1757,61 kr) til hver af døtrene.

"Enkemanden forhøjer dog straks Børnenes Arve saaledes at de hver erholde 2000 Kr. kontant og derhos Ret til naar de blive gifte, at erholde udleveret hver en forsvarlig Sengs Klæder, en Dragkiste, en god Ko og fire Får samt frit Bryllup, og have de derhos Ret til, hvis de ikke ønsker at modtage disse Ydelser in natura, hver især at fordre sig dem godtgjorte med 400 Kr."

Man ser, at det var omtrent de samme betingelser, som den Niels Nyrup havde givet sin ældste datter Johanne. Beløbet blev det samme, men betingelserne blev skærpede og præciserede:

"Af de Umyndiges Arve svares ingen Rente saalænge de i Hjemmet nyde Underhold og Opdragelse, men naar Opdragelsen er fuldendt, eller naar Myndlingene forlade Hjemmet eller i hvert Fald, naar Myndlingene opnaa 18 Aars Alderen, forrentes de kontante Arve med 4 pct aarligt, og udbetales, med mindre anden Overenskomst træffes, til sidstnævnte Tidspunkt. Dog kunne Arvene ogsaa fordres udbetalt forinden, naar saadant af rette Vedkommende findes fornødent for de Umyndiges Tarv."

Den 14.november godkendte skifteretten arrangementet, og en uge senere blev et uddrag af skiftebrevet tinglæst, hvorved børnenes arvemidler sikredes som prioritetsgæld i gården.⁽⁷²⁾
Kort tid efter giftede han sig for tredje gang.

Den 4.februar 1877 blev der lyst første gang i Rødding kirke for Niels Nyrup og hans tilkommende. Det var den 31-årige smededatter Inger Christine (kaldet Stine) Jensen fra Rødding.
Det er ikke svært at finde forbindelsesled, hvorigennem Niels Nyrup kunne have lært Stine at kende (se tavle IX og X). For hendes far var søn af Niels Smed i Batumgård, hvis dattersøn nu ejede gården, nemlig Stines fætter Niels Rasmussen (Thorsager), søn af fasteren Karen og hendes første mand Rasmus Thorsager. Rasmine, der et års tid tidligere var blevet gift med Niels Nyrups lillebror Jens, var en datter af Karen og hendes anden mand Christian Jensen og altså hendes kusine. Stines anden faster, Johanne Kirstine, der var død ung, havde sammen med sin mand Mourids Jensen boet til leje i det tidligere aftægtshus på Niels Nyrups gamle gårdsplads i Batum by (se side 42). Og endelig ejede hendes ældste farbror Peder Christian Nielsen Myrkjærgård i Batum.
Det er således højst tænkeligt, at Niels Nyrup traf sin tilkommende første gang i huset hos en af sine naboer. Da ægteskabet arrangeredes var parrets forlovere brudens ældste bror Jakob Jensen i Kokholm, der som faderen var smed, og snedker Laust Nielsen, der havde overtaget smedehuset i Rødding, og som hendes moder boede på aftægt hos.
Den første, der skrev i Stines skudsmålsbog, var J.C.Kudsk i Løvel. Det var i 1860. Derefter havde hun i mange år tjent på gårde i omegnen, ind i mellem var hun hjemme hos moderen. Dér var hun netop på denne tid, da Niels Nyrup så pludseligt kom til at mangle en husholderske. Der er intet bevis, men stor sandsynlighed for, at hun i første omgang blot skulle have tjent ham.⁽⁷³⁾
Vielsen foregik i Rødding kirke tirsdag den 27.februar. Bruden var som nævnt 31 år, Niels Nyrup var efterhånden blevet 57 år.

Niels Nyrups nye svigermor, Ane Kirstine Mathiasdatter, stammede fra Nørre Rind i Lynderup sogn, hvor hendes far havde været husmand og snedker.
I begyndelsen af 1831 kom hun 20 år gammel til Rødding sogn, hvor hun var tjenestepige et par år dels i Over Kokholm og dels på Batumgård. Sidst på vinteren 1832 tog hun hjem til familien i Nr.Rind, hvor hun fødte en søn (Jakob). Senere vendte hun tilbage til Batumgård, og i oktober 1833 blev hun så viet i Rødding kirke til Niels Smeds tredjeældste søn den 30-årige Jens i Batumgård.
Det unge par boede til sidst i 1830-erne hjemme på Batumgård, hvor endnu to sønner fødtes: Mathias og Niels. Derefter fæstede Jens et hus i Rødding af herremanden på Sødal, og parret flyttede hjemmefra.
Jens virkede som smed i Rødding til sin død. Han blev kaldt skiftevis Jens Nielsen, Jens Smed eller Jens Bech. Det er uvist, hvad det sidste tilnavn kom af, men det var det, der fulgte hans efterkommere.
I huset i Rødding fødtes de øvrige børn: Christian Mathias i 1839, Anders i 1841, Karl i 1843, Inger Christine i 1845, Ane Marie i 1848 og Peder i 1850. Den anden søn Mathias døde i 1839.
Jens Bech døde af tæring (tuberkulose) i 1859. Hans enke solgte tre år senere det hus, som hun og manden havde levet og virket i (og ejet siden 1847) til snedkeren Laust Nielsen. Til gengæld påtog denne sig aftægtsforpligtelsen over for hende, og hun blev boende i huset sammen med nogle af sine børn, hvoraf flere dengang var mindreårige. Den yngste søn, Peder, der var svagelig, døde i 1867.
Da Niels Nyrup kom ind i familien, boede enken stadigvæk på aftægt hos Laust Nielsen, der som nævnt optrådte som forlover. Men hos sig havde hun nu kun den yngste datter Ane Marie. Hun og Stine skiftedes tilsyneladende til at være hjemme.
Den ældste af Niels Nyrups nye svogre, Jakob Jensen Bech boede i Kokholm, hvor han var fæstehusmand og smed. Den næstældste svoger Niels Jensen Bech var ungkarl og forblev det til sine dages ende. Den tredje svoger Christian Mathias Jensen Bech var for nylig blevet gift med en enkekone Karen Marie Andersdatter i Kistrup i Løvel sogn.
Den fjerde svoger Anders Jensen Bech blev i 1865 gift med pigen Christine Nielsdatter fra Kallestrup. De tjente begge på et tidspunkt hos gårdmand Niels Jensen i Beringholm (der var bror til Christian Jensen i Batumgård). De fik i 1863 et barn sammen, giftede sig to år senere, og året efter igen flyttede de til Hvam sogn nord for Viborg, hvor Anders Bech blev husmand på Hvam Mark. Senere fik han stilling som landpostbud. Da han og to af hans børn, en søn og en datter, i 1906 officielt ville have fastslået, at efternavnet var Bech, og søgte navnebevis på det, fik de af myndighederne den besked, at navnet kun kunne bevilges, hvis stavemåden blev Bæk, fordi der ikke var noget belæg for Bech, der var gammelt nok.
Men Jakob i Kokholm antog efternavnet med stavemåden Bech, uden at myndighederne blandede sig, og hans eneste søn Jens gav det videre til en stor efterslægt. Jens Bech var første gang gift med en datter af Niels Bach i Batum. Han blev i det 20.århundredes første trediedel en fremtrædende person i sognelivet i Rødding og repræsenterede Indre Mission i sognerådet.⁽⁷⁴⁾
Efter den femte svoger Karl Jensen Bech, der i nogle år var karl på egnen, fortaber sig foreløbigt alle spor.

I februar 1877 rykkede Stine så ind som gårdmandskone i Batum. Det var næppe nogen nem overgang for hende, der i en alder af 32 år fra den ene dag til den næste måtte påtage sig både de store forpligtelser ved gårdens husholdning og moderrollen over for to små steddøtre Marie og Sine på knap syv og to år.
Det fremgår tydeligt nok af den følgende beretning om Stines barnefødsler, at hendes tid i Batum ikke var let. Uafbrudt måtte hun leve med graviditeter og barsler, nyfødte børn, syge børn og døde børn. Der har næppe været meget overskud til også at tage sig kærligt og moderligt af de to små steddøtre.
Elleve måneder efter brylluppet fik parret deres første barn. Den 24.januar 1878 blev der født en søn, den 2.marts blev han hjemmedøbt, og den 17.maj blev han fremstillet i Rødding kirke. Han fik navnet Anders Nielsen Nyrup.
Det var Stines lillesøster Ane Marie, der bar ham, mens hendes kusine Karen Marie fra Batumgård fulgte. Dennes far, Christian Jensen, der nu var aftægtsmand på gården, var fadder sammen med Thomas Bach og Stines bror Niels, der tjente i Batum.
I begyndelsen af 1879 fik Niels Nyrup og Stine endnu et barn. Der gik knap tretten måneder fra det første til det andet barns fødsel. Det skete den 19.februar, og det blev atter en søn. Ved dåben, der foregik i Rødding kirke den 1.maj, var det igen søsteren Ane Marie, der var gudmor, og broderen Niels var igen fadder, denne gang sammen med den ældste bror Jakob og hans kone. Endelig nævnes Peder Andersen, Niels Nyrups 20-årige steddattersøn. Barnet fik navnet Jens Peter Nielsen Nyrup, og opkaldtes altså efter sin afdøde morfar, smeden i Rødding, og måske efter Stine afdøde lillebror Peder.
I foråret 1880 var der så for tredje år i træk barnefødsel i Duehøjgård. Godt femten måneder efter den anden blev en tredje søn født. Det var den 28.maj. Inden han nåede at blive døbt, døde den godt et år gamle Jens Peder, det var den 11.juni. Da der den 17. både var barnedåb og begravelse i Rødding kirke, fik den nye søn navn efter den bror, der blev begravet samme dag. Han fik altså døbenavnet Jens Peder Nielsen Nyrup, men hans daglige kaldenavn blev Peter. Han blev båret af sin tante, morbroderen Christian Mathias' kone fra Kistrup, mens Thomas Bachs nye kone (se nedenfor) fulgte med. De øvrige faddere var Jens Vistisen fra Damsgård (siden 1872 aftægtsmand hos sin søn), gårdmand Niels Knudsen og husmand Thomas Laursen i Batum.

Folketællingen den 1.februar 1880 giver atter et kik indenfor hos Niels Nyrup. Husstanden bestod nu af forældrene, de fem børn og tre tjenestefolk. Samtidig med, at børneflokken voksede, var der kommet pige i huset. Den ene af de to tjenestekarle var Visti, der nu var 38 år. Som tidligere nævnt (se side 81) tjente han på gården for anden gang, denne gang var han der i halvandet år og havde været der siden november året før.
Thomas Bach, der i otte år havde været enkemand, var blevet gift igen i sommeren 1879. Denne gang var Niels Nyrup ikke forlover. Det var derimod Jens Vistisen i Damsgård og gårdmand Niels Knudsen, der var brudgommens svoger. Pigen var 25 år, hed Inger Cathrine Nielsen (Trine i daglig tale) og var fra Finderup.
Men Niels Nyrup var med til brylluppet, der stod den 15.august. Otte år senere huskede han en episode fra festen, nemlig "... at Visti Pedersen som da var i Gaarden og med til Bryllupet blev beruset ved denne Lejlighed og sprang ude i Stalden med en Lygte midt om Natten saa at Thomas Pedersen Bak maatte ud at tage den fra ham."
Brudgommen selv huskede det også, men på en lidt anden måde: "... at Visti Pedersen var med til Brylluppet og opførte sig saaledes som Niels Nyrup har forklaret, - dog var det ikke i Stalden, men i Loen, hvor Gjæsterne havde deres Tøi hængende, at Visti Pedersen sprang om beruset med en Lygte, men [han] antager aldeles bestemt, at han ikke den Gang havde Visti Pedersen i sin Tjeneste, ..."

Otte år senere, da disse forklaringer blev afgivet, blev de to mænds hukommelser nøje vurderet af herredsretten, og vidnesbyrdene om denne ellers ubetydelige begivenhed bevaredes for eftertiden. Der skulle sidenhen falde hårde ord de to imellem, men på denne tid var forholdet mellem dem det allerbedste.⁽⁷⁵⁾
Allerede den 25.september fødte Trine et tvillingpar, en søn og en datter, der straks samme dag blev hjemmedøbt og fik navnene Niels Christian og Henriette Luise Marie. Da de første juledag blev fremstillet i kirken var Niels Nyrup for fjerde gang fadder for en stedsønnesøn. Men heller ikke denne gang blev han opkaldt. Det var sandsynligvis morfaderen, drengen fik navnet Niels efter, mens datteren efter tidens skik blev blev opkaldt efter Jette, faderens afdøde kone.
Det var Thomas Bach, der den 1.februar 1880 gik rundt til familierne i den sydlige del af Batum og talte folk. Siden skulle han få andre og mere betydningsfulde tillidshverv i byen og sognet.

Den 3.april 1880 lod Niels Nyrup sin gårds bygninger omtaksere af brandforsikringen. Det skyldtes nogle forbedringer, der var sket sandsynligvis i løbet af vinteren og foråret.
Stuehuset var blevet udvidet med to fag (fra 11 til 13) i kampesten. Desuden havde gården fået en hel ny vestre længe, en ny stald også opbygget i kampesten. Den var på 10 fag og 11 alen bred. Samtidig hermed blev der ændret på indretningen af de øvrige længer. Det østre hus blev til lade, mens det nordlige, den gamle lade, delvis blev indrettet til stald. Disse to gamle huse var stadigvæk stråtækte bindingsværksbygninger, og de lå, som da de blev udflyttet fra gårdspladsen i Batum by tredive år tidligere.⁽⁷⁶⁾
Moderniseringen afspejler tilsyneladende Niels Nyrups reaktion på de ændrede vilkår for dansk landbrug. Det synes som om, der blev gjort plads til et større husdyrhold.
Som tidligere nævnt (se side 79) toppede kornpriserne o.1875, derefter begyndte de at falde, og det fortsatte de med omtrent til århundredskiftet. De animalske produkter holdt priserne bedre, selv om også de svingede en del og først en lille snes år senere begyndte den næsten uafbrudte, jævne stigning, der fortsatte langt ind i det næste århundrede.
Forklaringen er enkelt nok: i løbet af de forudgående år var nybyggere i tusindtal strømmet til frugtbare, hidtil uopdyrkede landområder i USA og andre steder hinsides havene, hvor der kunne dyrkes korn med langt bedre udbytte og langt færre omkostninger end i Europa. Samtidig skete der en stærk udvikling i samfærdselsmidlerne med tog og dampskibe, der gjorde transporten af korn både hurtigere og billigere. Ingen europæiske bønder kunne hamle op med den konkurrence, og deres kornprodukter blev nærmest usælgelige.
I Danmark fortsatte man med at dyrke korn ikke blot i samme omfang som tidligere, men faktisk i stigende. Man udvidede arealerne med korn og forbedrede til stadighed udbyttet pr. arealenhed. De dårligere kornpriser var med til at accelerere udviklingen. Man måtte producere mere for at holde indtægten, men alligevel faldt bøndernes levestandard stærkt, og mange af de økonomisk svageste bukkede under. De mest gældstyngede kunne ikke modstå det medfølgende, lidt forsinkede fald i ejendomspriserne (mærkbart fra midt i 1880'erne).
Det var sandsynligvis "kornsalgskrisen" og udgifterne til ejendommens forbedring, der i årene omkring 1880 fik Niels Nyrup til at udstykke et par parceller af sin jord.
Allerede i foråret 1878 fik han Indenrigsministeriets godkendelse til dem femte udstykning (som altså fik matr.nr.9e), en parcel på 2 fjerdingkar og 1,25 album. Det drejede sig om knap halvdelen af hans del af Batum Nørrehede. Der gik seks år, inden parcellen blev solgt, så det er uvist, hvad han ville med den på dette tidspunkt. Men dispositionen kom ham senere til stor nytte, som det vil fremgå af fortsættelsen (se side 96 og 120).⁽⁷⁷⁾
I 1881 solgte han sin engparcel ved Løvelbrohus i Pederstrup sogn til sin stedmors bror Anders Jensen i Skamris. Salget indbragte ham 1200 kr, der sikkert for en stor dels vedkommende finansierede nybyggeriet.⁽⁷⁸⁾

Hjemmenes indretning og husmoderens opgaver havde ændret sig en del i løbet af en menneskealder, og man tør nok gætte på, at den nye kone på gården sørgede for, at der blev taget højde for disse forandringer ved indretningen af det moderniserede stuehus.
Der blev bygget nye skorstene. Køkkenets åbne ildsted forsvandt, og Stine fik som så mange andre landhusmødre på den tid et komfur i stedet for. Mange kvindegenerationers nedarvede færdighed i at beherske og udnytte det åbne ildsted forældedes efterhånden, og nye ting måtte læres. Det lukkede komfur udnyttede varmen bedre og var mere økonomisk end det åbne ildsted.
Komfuret betød en stor lettelse i arbejdet og bedre muligheder for at variere kosten.
I Stines nye køkken blev der lavet bedre og mere forskelligartet mad end den, man fik i Niels Nyrups barndomshjem fyrre år tidligere, men i hovedtrækkene var der dog ikke den store forskel. Familien fik stadigvæk de samme daglige måltider, tjenestefolkene spiste med ved bordet, og man søbede stadigvæk på gammeldags vis af de samme fade, og grød og vælling var endnu de almindeligste retter. Den væsentligste forandring var nok den, at kartoflerne havde erobret pladsen som uundværlig del af de fleste dages hovedmåltid på bekostning af det tunge brød. Som regel blev de kogt med skræl, for husbond og karle kunne nok afse tid til selv at pille dem, inden de blev dyppet i den fælles skål med "deppels". Komfuret ændrede madlavningen i retning af mere stegning og mindre kogning. Kogt flæsk var ikke længere den helt dominerende form for kødmad, der serveredes. Brasede kartofler med stegt flæsk kom på hverdagsmenuen i disse år, og man fik i det hele taget mere og flere slags kød. Komfuret medførte også, at retter som flæskesteg eller stegt fjerkræ blev mere almindelige, ihvertfald som festmad.
Det blev også mere overkommeligt at fremstille mindre bagværk, men det var mest til festerne og højtiderne, man fik lov at nyde hjemmebagt kage og finbrød. De store "bægter" foregik dog stadigvæk i bryggersets bageovn, for grovbrødet var fortsat en vigtig del af hverdagskosten.

En anden grund til, at kosten var blevet mere varieret, var det øgede forbrug af kolonialvarer. Et stigende antal husholdningsartikler og nydelsesmidler indgik i bøndernes handel med deres købmand. Foruden de gammelkendte varer som sukker og salt kom nye til: sago- og risengryn, chokolade og cigarer, kanel og kardemomme, rosiner og svesker, osv, osv.
Og så ikke mindst kaffe. Den daglige kaffedrikning var begyndt. I firserne fik man eftermiddagskaffe i de fleste gårdmandshjem, først senere bredte den sig, så man kunne få "si kaffe" på alle tider af dagen. Desuden var kaffebordet blevet et fast indslag i fester, hvor det kunne vare i timevis. Sammenlignet med nutiden var spiritusnydelsen påfaldende livlig, og der var især et stort forbrug af brændevin. Specielt i høbjærgningens og kornhøstens tid var det en hævdvunden ret for høstfolkene, at der var rigelig mad og udskænkning af brændevin. Forbruget var dog stærkt på retur ved de fleste andre lejligheder.
Det skyldtes ikke mindst, at Madam Blå holdt sit indtog på ringene på det nye komfur.

Malkning og forarbejdning af mælkeprodukter udgjorde fortsat en stor del af Stines og tjenestepigens arbejdsdag. Det var tilmed en voksende del, for køerne gav mere mælk på flere af årets dage. Det forbedrede udbytte af græsarealerne gjorde både sommer- og vinterfodringen bedre. Man havde forladt det gamle princip, hvor kreaturerne lige akkurat blev holdt i live (mest på halm) vinteren over og stærkt afkræftede nærmest måtte bæres på græs om foråret. Der var endda dem, der fodrede med korn eller ligefrem købte udenlandsk kraftfoder. Endnu var fremgangen i ydelse dog ikke markant, og da udviklingen på det punkt for alvor tog fart, var smør- og ostefremstilling ikke længere kvindearbejde på gårdene. Første tegn på den nye udvikling kom allerede i 1882, da landets første andelsmejeri blev oprettet.

I Stines stue havde petroleumslampen afløst de osende og lugtende tranlamper og tællelys. Lysestøbning forsvandt dog ikke med et slag som en del af landhusmoderens arbejde. For der var ikke lamper i alle rum. Tællelys måtte man bære rundt de fleste steder, ikke mindst i udhusene, hvis man færdedes efter mørkets frembrud. På en udstilling i Paris i 1881 kunne Thomas Edison fremvise sin nye opfindelse: en praktisk anvendelig form for glødelampe. Da petroleumslampen blev taget i brug, var det elektriske lys altså allerede på vej, men det var det for de fleste landboere endnu i mere end et halvt århundrede.

Fårene havde man først og fremmest for uldens og kødets skyld, og tællen var kun et biprodukt. Men samtidig med, at uldpriserne faldt p.g.a. import af billig uld fra de oversøiske lande, så faldt også den danske fårebestand. Den toppede i 1870'erne, tyve år senere var den næsten halveret, og i de næste tyve år skete endnu en halvering.
Fårebestandens tilbagegang fortæller også om en vigtig ændring i landbokvindens arbejdsopgaver. I århundredes begyndelse var næsten alle klæder hjemmelavede, og ulden fra gårdens får var dens hovedbestanddel. Men i firserne hed det, at man snart ikke mere kunne se forskel på en bonde, en herremand og en købstadsborger. Købetøjet blev mere og mere almindeligt på landet, og ved festlige lejligheder og på søndage klædte bønderne sig som købstadsfolk. Til daglig kunne en gårdmand og hans kone dog stadigvæk godt gå klædt i hjemmegjorte vadmels- eller hvergarnsklæder. Det var heller ikke alle, der fik anskaffet lædersko eller støvler til den nye habit og den nye overfrakke, så mange bønder afslørede alligevel sig selv, når de kom til byen i stadstøjet og blankpudsede træsko.
Selv om arbejdet med tøjfremstilling blev mindre, så var den dog stadigvæk betydelig. Det var ikke længere almindeligt, at kvinderne gennemførte hele den trælsomme proces fra fåreuld til færdigt tøj, men det blev alligevel til mange timer ved rokken eller med strikkepindene. Efterhånden ændrede arbejdet karakter fra at være en uomgængelig nødvendighed, hvis familien overhovedet skulle have tøj på kroppen, til en nyttig fritidssyssel, der kunne supplere indkøbene hos klæde- og manufakturhandlere og spare på tøjbudgettet.

Men på mange områder var alt ved det gamle: til Stines arbejde hørte også pasning af grise og fjerkræ, slagtningen og konservering af kødet. Også kålhaven og havens frugttræer og buske var hendes domæne, og syltning og henkogning af frugt og bær var en del af arbejdet.
De udendørs pligter omfattede naturligvis også deltagelse i høbjærgning og høst. De hyppige barnefødsler medførte, at Stine i lange perioder ikke var fuld arbejdsdygtig. Pigen i huset måtte så tage et større slæb. Hun hed på denne tid Laurine og var søster til Jacob Bechs kone.

Om efteråret 1881 måtte Stine igen i barselsseng, der var gået sytten måneder siden sidst. Den 25.oktober blev en datter født, der hjemmedøbtes 4.november og fik navnet Ane Marie Kirstine Nielsen Nyrup, hvorved både Niels Nyrups anden kone og hans svigermor kunne anses for opkaldt. Først den 2.april året efter var barnet i kirken. Hun blev båret af Niels Bachs kone Bodil, der fulgtes af Niels Nyrups søster Jensine. For tredje gang var Stines bror Niels fadder, nu sammen med den ældste bror Jakob og Thomas Bach. Syv uger senere døde datteren kun et halvt år gammelt. Hun blev begravet den 29.maj.
Om efteråret døde Stines mor i Rødding i sin enkestands treogtyvende år. Det var den 9.oktober, den 17. blev hun begravet på Rødding kirkegård. Hun blev 75 år gammel.
Den 5.november mødtes Niels Nyrup med familien i Løvel til barnedåb hos søsteren Jensine. Han var fadder. Det er sidste vidnesbyrd i kirkebogen om, at Niels Nyrup havde kontakt med sine søskende.
Kun fire dage senere døde så Stines eneste søster, den ugifte 35-årige Ane Marie, der havde boet sammen med sin mor. Døden var en hyppig gæst i alle hjem i disse tider, men i året 1882 blev Stine alligevel ramt ud over det sædvanlige, da både moderen, søsteren og en datter måtte bæres til graven.

Den 12.juni 1883 havde Stine sin sidste barsel i Batum. Endnu en datter blev født, som imidlertid snart døde kun 23 dage gammel. Man nåede lige akkurat at få hende hjemmedøbt og givet samme navn som den senest afdøde søster. Det var den 5.juli. Hun døde samme dag og blev begravet fire dage senere.

I den tid, Niels Nyrup boede i Batum, fik han ti børn med sine to unge koner. Af dem overlevede kun fire deres tidligste barnealder. Børnedødeligheden var stor i alle familier, men på landsplan var det dog kun ca. hvert fjerde barn, der døde i deres første leveår. Det var ikke usædvanligt, at en hel børneflok på det nærmeste blev udslettet på grund af en smitsom sygdom eller særligt usunde leveforhold, men der kendes ingen årsag til, at netop familien i Duehøjgård blev så hårdt ramt.
De helt spæde børn døde oftest af hjernesygdomme eller sygdomme i åndedrætsorganerne. Skarlagensfeber var o.1880 skyld i en fjerdedel af alle dødsfald blandt børn mellem 1 og 10 år. Difteritis, mæslinger og kighoste var andre hyppige dødsårsager i denne aldersgruppe.
Efterhånden som børnene nåede voksenalderen blev mange angrebet af "tæring" eller "svindsot", som man dengang kaldte tuberkulosen. Mellem en trediedel og halvdelen af alle dødsfald i alderen 15-45 år skyldtes denne sygdom.
Komplikationer i forbindelse med fødsler, specielt den frygtede barselsfeber, var en af de mest nærværende dødsrisici for en kvinde i den fødedygtige alder på denne tid. Hver gang hun lagde sig i barselssengen, var hun faktisk i overhængende livsfare. Sådan var nu engang kvinders vilkår, og ingen forestillede sig, at man skulle afholde sig fra at få børn af den grund.
Alle fødsler foregik hjemme, og barselsfeberen skyldtes først og fremmest den manglende hygiejne i hjemmene, og end ikke jordemoderen havde noget særligt kendskab til, hvad feberen skyldtes, eller hvordan den kunne undgås. Først da myndighederne påbød jordemødrene at desinficere arme og hænder med karbol, begyndte der at ske forbedringer, og henimod århundredskiftet var feberen blevet en sjældenhed og mild i forløbet.
Det var sjældent, man undlod at hente jordemoderen, men der var som regel ingen læge til stede ved fødsler. I 1870 var der kun omkring hundrede privat praktiserende landlæger. Først i løbet af firserne kom der for alvor gang i uddannelsen af nye læger. I Batum var man dog bedre stillet end så mange andre steder på landet, for der var ikke så langt til Viborg, hvor der som i de fleste købstæder var en langt bedre lægedækning.
Men der gik endnu nogle år, inden landbefolkningen for alvor begyndte at bruge "doktoren". Det var dyrt, det var besværligt at få ham hentet, og der var ringe tiltro til, at han overhovedet kunne gøre nogen gavn. Det var kun i yderste nødstilfælde, man sendte hestevognen med doktorstolen efter ham. Og når nogen endelig gjorde det, blev det taget som tegn på, at et dødsfald var nært forestående.
Man holdt sig hellere til de gamle husråd og til kloge mænd og koner. Eller man gjorde slet ingenting og lod skæbnen råde. De syge og deres pårørende afventede som regel det uafvendelige resultat af en dødelig sygdom med afklaret ro. Man holdt sig til fortællingen om Job og Herren, der gav og tog, og til stående vendinger som: "hvad der skal ske, skal ske", "de børn man skal have, dem får man", "man må finde sig i, hvad der ikke kan være anderledes".
Lægerne kæmpede ofte en sej kamp for at få folk til at indse, at man selv kunne gøre noget. De forsøgte - ofte forgæves - at få folk til at ændre vaner, så smitsomme sygdomme blev bekæmpet. Man fortsatte trods lægens råd uanfægtet med at lade raske dele seng med smitsomt syge. Man lod dem også spise med ved bordet af de samme fade og drikke af de samme glas, som de raske.
Det var også svært at få folk til at forstå sundhedens afhængighed af kost og drikkevand, og det var især en kamp at få folk til at indse, at man måtte forbedre hjemmenes og den personlige renlighed.
Pasteurs banebrydende forskning i sygdomsfremkaldende bakterier og bekæmpelsen af dem (i 1860'erne) blev kun langsomt omsat til praksis. Selv lægerne var sene til at drage konsekvenserne af den nye viden. Tuberkelbacillen blev opdaget i 1882, men der gik en snes år, inden kampen mod tuberkulosen blev sat i system og begyndte at give resultater.
Den konservative og mistroiske landbefolkning ville have medikamenter med et svært latinsk navn, som de så kunne finde på at anvende mod hvad som helst. De var absolut ikke interesserede i, at doktoren blandede sig i deres levemåde og andre private forhold eller stillede krav, der kostede dem penge. Da lægerne begyndte at bekæmpe de smitsomme sygdomme med effektive midler (som f.eks. isolation og desinfektion), var der mange, der simpelthen undlod at tilkalde ham for at slippe for omkostningerne og besværet.

I Viborg havde der siden 1850'erne været et amtssygehus, men indlæggelse på sygehus regnedes ikke for alvor med til sygdomsbehandlingen for folk på landet.
Indtil den moderne hygiejne blev indført på sygehusene, var det også en tvivlsom fordel for en syg at blive anbragt der sammen med de mange andre syge. Man risikerede simpelthen at blive syg af det. Det kneb både med den almindelige rengøring og de sanitære forhold. Endnu langt ind i firserne var der (ældre) læger, der ikke bekymrede sig om at vaske hænder endsige sterilisere instrumenter og andet.
Der var også et sindsygehospital i Viborg. Det blev indrettet i den tidligere straffeanstalts bygninger og taget i brug i 1877. Det blev landets fjerde, og det havde et distrikt, der var mere end det halve Jylland. Det havde plads til 300 patienter og kunne naturligvis slet ikke dække behovet for anbringelser af distriktets sindslidende.

Niels Nyrups voksne datter Johanne boede hjemme, og i den periode, vi her behandler, nærmede hun sig de tredive år. Hun var slet ikke til nogen hjælp og nytte i husholdningen. Tværtimod. For hendes sygdom udviklede sig stadig mod det værre, og hun blev stadig mere sær. Et samtidigt udsagn om hendes tilstand lyder, at hun nærmest må "betragtes som fjollet, hun er omtrent døv, og man får dette indtryk af at tale med hende, at hun mangler meget på forstanden."⁽⁷⁹⁾
Hun krævede vel efterhånden lige så meget omsorg som et barn. Men det fik hun ikke, hverken af den nye i forvejen svært ophængte stedmoder, som kun var syv år ældre end hende, eller faderen, der hverken helt forstod, hvad der var galt med hende, eller vidste, hvad han skulle stille op med hende.
Johannes forhold var næppe meget værre end andre sindssyges på den tid, hvor der næsten ingen hjælp var at hente hos myndighederne.
De sindslidende, der kom på sindsygehospitalerne, kunne blive udsat for meget forskelligartet behandling. Ideen om, at de overhovedet kunne og skulle behandles, var ret ny. Før henslæbte de sindsyge på anstalterne tilværelsen nærmest som i et torturlignende fængselsophold i dårekister. De sad i uopvarmede, mørke småceller, pjaltet klædt, undertiden nøgne, og ofte lænkede. De blev opbevaret, ikke behandlet, og opsynsmanden havde til opgave at få dem til at forholde sig rolige. Det skete ofte med stok eller pisk.
Forholdene var blevet bedre, for der var kommet et mere humant syn på de sindssyge på anstalterne. Men der var ikke plads til, at ret mange af dem kunne få omsorg, behandling eller blot sagkyndigt opsyn dér.
De fleste levede, sådan som Johanne gjorde det, i private hjem, hvor man hverken havde viden eller midler til nogen form for behandling, og hvor alene opbevaringen af de syge på en måde, så de ikke gjorde skade på sig selv eller andre, var et uoverstigeligt problem.
Faderen og stedmoderen synes at have givet op over for hendes sygdom og rent ud ladet hende passe sig selv. Og i sin magtesløshed gik Niels Nyrup nok selv efter den tids målestok ud over anstændighedens og tugtelsesrettens grænser. Han slog hende kort sagt.
Senere, da Niels Nyrup var flyttet fra sognet, udtrykte naboerne, selv af den nærmeste omgangskreds, stor forargelse over hans og Stines behandling af Johanne. Mest fordømmende udtalte Jens Kudsk, svogeren fra det andet ægteskab, sig med ordene:

"da Johanne var hos ham i Batum, var hun overladt til sig selv, undtagen når hun fik prygl af ham, hvilken ikke var så sjælden, altid (var hun) udsat for frost og kulde og regn, tyndt og pjaltet klædt, samt det der endnu var værre, besat af utøj."

Andre fremkom med lignende udtalelser og udtrykte direkte, at behandlingen af hende var stedmoderlig, og at det altså også var Stine, der ikke behandlede hende ordentligt.⁽⁸⁰⁾
Ordene skal dog tages med et gran salt, for de blev fremsat med den bestemte hensigt at fremstille forholdet mellem Johanne og Niels Nyrup og stedmoderen på den værst tænkelige måde.
Dengang tugtede forældrene deres børn korporligt som den naturligste ting, og besværlige og ulydige børn fik mange klø. At Niels Nyrup så i sin desperation og uforstand gav en håbløs besværlig datter for mange klø, kan vel undskyldes et stykke af vejen, og det skal i hvert fald bedømmes efter tidens og ikke nutidens målestok.
Ansvaret for Johannes forplejning, påklædning og renlighed, var lagt i hænderne på den nye kone, der i forvejen havde hænderne fulde. Man kan dårligt bebrejde hende for misrøgten, der udsprang af opgavens uoverkommelighed.
En sørgelig vending havde det under alle omstændigheder taget med Niels Nyrups ældste datter, der engang var hans eneste barn og genstand for al hans faderlige omsorg.

Om fredagen den 3.august 1883 havde Niels Nyrup besøg af tre slægtninge hjemme på gården. Det var Thomas Bach og de to svogre, Batum-husmændene Jens Kudsk og Niels Pedersen. Den første var bror til Ane Marie, den anden gift med hendes søster Maren. De fire landmænd snakkede sikkert en del om årets høst. I snart ti år havde man ventet på, at det skulle blive bedre tider for kornavlen, men i 1883 blev det ikke. Avlen tegnede til at blive usædvanlig lille og af ringe kvalitet. At den skulle medføre den endelige erkendelse af, at "kornsalgsperioden" var definitivt slut, kunne de fire mænd dog ikke forudse den dag.
De var mødtes for at få ordnet flere forretninger og skrevet en del papirer. I 1882 havde Niels Nyrup foretaget den sidste udstykning af Duehøjgårds jorder. Den var blevet godkendt af ministeriet den 2.juni. Der var fraskilt to parceller (9g og 4d) i Sønderheden, men først nu afhændede han dem til Thomas Bach. Det havde nok hele tiden været meningen, at han skulle have dem.
Prisen sattes til kun 300 kr. Betalingen bestod i, at han lejede et stykke tørvejord af Thomas Bach for 49 år. Lejekontrakten og skødet på de to parceller blev udfærdiget og underskrevet denne dag. Skødet indeholdt den betingelse, at Niels Nyrup, så længe han levede, skulle have lov til at slå lyng på en del af den solgte jord (med mindre den blev pløjet). Det var en ret, der kun gjaldt for ham personlig og ikke for hans efterfølgere på gården. Samtidig fik Thomas Bach vejret til de købte parceller hen over Niels Nyrups gårds jorder.
Niels Pedersen og Jens Kudsk var vidner ved disse forretninger. Men førstnævnte var også tilstede, fordi han selv havde handler at afgøre med både Niels Nyrup og Thomas Bach. Der blev udfærdiget en købekontrakt, hvorved Niels Pedersen købte den næstsidst udstykkede parcel af Niels Nyrups jorder (9e). Prisen blev sat til 1000 kr, der imidlertid først skulle betales til decemberterminen i 1885 og være rentefri indtil da.⁽⁸¹⁾
Der er intet i disse handler og aftaler, der tyder på, at Niels Nyrup havde til hensigt at forlade Batum og sin gård dér. Det ser snarere ud som om, han havde til hensigt at leve resten af sine dage der. Og i en alder af 63 år måtte han jo efterhånden begynde at tænke på "resten af sine dage".
Resten af hans dage kom til at omfatte 25 år. Alligevel blev 1883 hans sidste år i Batum.