Der er intet tegn på, at Niels Nyrup havde noget særligt kendskab eller nogen tilknytning til Thorning sogn, inden han flyttede dertil. Det var et rent tilfælde, at familien endte på netop den egn, der på mange måder var forskellig fra hjemegnen.
Sognet, det største i det daværende Viborg Amt, var i langt højere grad præget af de folkelige bevægelser og de nye strømninger i landbruget. Det store opland og den store afstand til nærmeste købstad havde givet Thorning by mere bypræg end de fleste tilsvarende landsbyer. Byen havde egen sparekasse (siden 1872) og et varieret handels- og håndværkerliv. Der var missionshus (i Impgård 1882, i Thorning 1898) og forsamlingshus (1883). En kort overgang var der grundtvigsk højskole (1867-71). Både andels- og brugsforeningsbevægelsen fik tidligt fat, og der eksisterede et så omfattende foreningsliv, at udensogns folk ironisk kunne udtale, at Thorning kun manglede en "forening til afskaffelse af foreninger".
En besøgende beskrev i 1867 byen således:

Thorning er en usædvanlig Landsby. Den ligger for vidt spredt på Bakker og Dale til at ligne en Købstad, uagtet den i sin midterste Del, nærved Kirken og Præstegaarden, har en Butik, hvor Købmandssvenden siger "ja, så gerne", og lige over for Butikken, et Toetageshus, samt uagtet der i Byen bor Urmager, Bager, Skomager, Snedker o.s.v. Den har noget ejendommeligt, selvstændigt og kultiveret, som især vil overraske dem som tror, at Landet taber sig i samme Forhold, som man fjerner sig fra København.⁽¹³¹⁾

Udviklingen prægedes i høj grad af en kreds af historisk bevidste, grundtvigsk prægede byfolk og storbønder, der støttedes af en næsten ubrudt række af grundtvigske præster og mange ligesindede lærere på sognets skoler. I denne kreds trivedes forestillingen om det særlige ved Thorning, og der hægedes om minderne om hosebinderne og St.St.Blicher, der var præst i sognet 1819-1825.⁽¹³²⁾
Den nye vejkrydsby Kjellerup var netop i disse år ved at vokse frem for at indtage den ubestridte plads som egnens vigtigste bysamfund - velsagtens til nogen ærgrelse for mange selvbevidste Thorning-boere. I Hørup lidt øst for vejkrydset havde herredsfogeden for Lysgård herred, som Thorning sogn var en del af, sit kontor.

Thorning sogn deles af en af Jyllands hovedfærdselsårer, en direkte efterkommer af den gamle hærvej, nu kaldet hovedvej 13, i 1880'erne kendt som Viborg-Kolding Landevej. Når man krydser den fra øst mod vest, så bevæger man sig fra et landskab til et andet. Den vestlige del af sognet har vestjysk natur med sandede jorder, lyngheder og nåletræsplantager, mens den østlige og mere frugtbare del hører til Østjylland.
Rundt om Thorning ligger en kreds af satellitlandsbyer. En af disse, Knudstrup, var med sin gamle hærvejskro og markedsplads et midtjysk knudepunkt. En anden er Skræ beliggende yderst mod nordvest i sognet, der dengang fik sit særlige præg af den tilstødende, vidtstrakte lynghede og de omkransende plantager (Ulvedal, Stendal og Haurdal Plantage). De administreredes fra den nærliggende skovriderbolig Stendalgård.
På den anden side af sognegrænsen i "det tyske sogn" på Alheden lå de endnu ikke helt fordanskede kolonibyer, en stor del af Skræs beboere var tilflyttet derfra. Kroen i Haurdal, der også havde købmandshandel, var et mødested også for Skræ-boere. Dér blev mange handler indgået med de "tyske" studeprangere, der endnu i 1880'erne regnedes for fremmedartede, rå og primitive folk og langt tilbage i udviklingen i forhold til de oplyste og dannede Thorningboere.
En Thorning-dreng, der i 1881 flyttede til Frederiks sogn for at tilbringe resten af sit liv dér, har beskrevet sit første møde med det nye sogn:

Det første indtryk man fik naar man kom fra Thorning, ned gjennem Plantagen ved Ulvedal, var et vildt og uhyggelig indtryk. Det Morads og Moseknolde med Sivtuer som er nede i Aaensvad, og de Bakkeskrænter og uendelig store Hjulveje som findes oppe paa siden af Bakken, som er Lyngklædt med Sandskred i Hjulvejene er som skabte til at give Vejfarende en vis frygt for det tilkommende. Jeg mindes ogsaa at da jeg første gang saa disse Bakke var ligefrem angst for hvad der laa bagved. ...⁽¹³³⁾

Og netop her - på grænsen mellem to landskaber og to kulturer - lå altså den ejendom, Niels Nyrup og hans familie nåede frem til på den kolde januardag i 1885.

Vi går lidt tilbage i historien for at få et indtryk af, hvad det så var for en ejendom, der skulle danne ramme om den nye tilværelse.⁽¹³⁴⁾

Hovedparcellen.
Ejendommen - der blev kaldt Lyngholm - havde (og har) matrikelnummeret 6b i Skræ by, Thorning sogn, Lysgaard herred. Den var altså blevet udstykket af ejendommen med nr.6. i Skræ. I lighed med flere andre af byens ejendomme, bestod nr.6 af to lodder: én, der strakte sig fra Skræ by og ud i marken, og en anden fjernt fra byen ude i heden. Sådan var jorderne oprindeligt blevet delt, for at alle kunne få deres retfærdige del af den gode og den dårlige jord eller den nært- og fjerntliggende. Ejeren af nr.6 regnedes for husmand, for han havde ikke en hel tønde hartkorn. Da jorderne deltes fik han 6 skæpper (3/4 tønde) ligeligt fordelt på de to lodder. Senere fik ejendommen ved omtaksering tillagt yderligere 2 fjerdingkar og 2,25 album (svarende til ialt 0,84 tønde hartkorn).
Omkring midten af det 19.århundrede (fra 1843 til 1855) ejedes den samlede ejendom nr.6 af et barnløst ægtepar af kartoffeltyskerslægt: Daniel Würtz og Susanne Wacherhausen. Det var i deres sidste tid, at tanken om at opdele ejendommen og frasælge hedelodden opstod.

Det ældste hus.
I løbet af sommeren 1855 solgte D.Würtz til en mand ved navn Jens Pedersen Torp. Men inden udstykningen var officielt godkendt og papirerne tinglæst, måtte handelen gå tilbage. Så det er uvist, hvornår den præcis fandt sted, hvad den omfattede, eller hvorfor den ikke blev gennemført. Det vides f.eks. ikke, om det var hele hedelodden, der blev solgt. Men sikkert er det derimod, at den ældste del af de bygninger, der endnu stod, da Niels Nyrup overtog, stammede fra denne periode. I løbet af efteråret nåede Jens Torp nemlig at få opført et lille stråtækt bindingsværkshus. Skønt det kun var på fem fag, skulle det have tjent både til beboelse og udhus.
Året 1855 var i det hele taget ret kaotisk for ejendom nr.6 i Skræ. På den sidste dag i oktober døde Daniel Würtz, så det blev enken, der hjulpet af sine slægtninge måtte fuldføre de planlagte forretninger. Et par dage efter dødsfaldet kom en brorsøn af den afdøde til Skræ for at overtage stedet og bistå sin tante. Og inden der var gået en uge, havde hun solgt den samlede ejendom til ham for kun 300 rigsdaler og en aftægtskontrakt til sig selv. Han hed Jens Jacobsen og var fra Knudsgaard i Daugbjerg sogn.

Udstykningen.
Det var næppe hans oprindelige plan at beholde og bo på ejendommen, for allerede 3.juledag solgte han den videre til en vis P.Chr.Pedersen i Demstrup. En købekontrakt blev underskrevet og tinglæst kort efter nytår, men først på foråret blev det klart, at hverken denne handel eller den tidligere handel med Jens Torp kunne gennemføres. Jens Jacobsen sad så med hele ejendom nr.6 - som nævnt sikkert mod sin vilje - og han gik da straks videre med udstykningsplanerne. I september 1856 kom Indenrigsministeriets tilladelse til udstykning af hedelodden. Den blev delt i to med betegnelserne 6b og 6c. De to parceller solgtes på samme tid ved skøder dateret den 8.december 1856 for henholdsvis 300 og 50 rigsdaler.
Hovedparcellen (6a) beholdt Jens Jacobsen heller ikke længe. Kun en ugestid efter de ovennævnte handlers afslutning solgte han resten af sine besiddelser i Skræ til en vis Hans Andersen Munk for 700 rigsdaler, og han kunne forlade byen igen med en besynderlig stor fortjeneste. Derefter kom der en række hurtige ejerskift, inden den endte i famlien Graversens besiddelse. Den første af disse, Kristen Graversen, kom til i juni 1887, han fulgtes af sønnen Hans Graversen i 1923, nu ejes den af sønnesønnen Svend Graversen.

Den første ejer.
Den mindste parcel af heden købte Jens Mailund, og den kom siden til at følge den tilgrænsende ejendom, som han ejede i forvejen (5a).
Den største parcel (6b) yderst i heden, som bygningen lå på, afhændedes til Jens Christian Jørgensen, der således blev den første med tinglæst ejendomsret til ejendommen på Skræ hede. Han var også i slægt med de tidligere ejere, idet hans kone var en Würtz. Parret kom til Skræ fra Frederiks sogn allerede 1.april 1856. Prisen for hele herligheden var som nævnt 300 rigsdaler. Brandforsikringen takserede Jens Torps beskedne hus, der stod klar til den fattige og børnerige families indflytning, til en værdi af 150 rigsdaler.⁽¹³⁵⁾ Hartkornet var blevet sat til 1 skæppe 1 fjerdingkar og 1,75 album (0,17 tønde - eller ca. en femtedel af det hele). Arealet var på godt 30 tdr. land, men det lave hartkorn afspejler, at det meste nok var uopdyrket hede, som det kostede den nye ejer og hans efterfølgere hårdt slid at få omdannet til agerjord.
J.C.Jørgensen holdt ikke længe, han levede ikke årtiet ud. Enken sad på stedet, indtil hun 28.juli 1862 solgte til et medlem af den bekendte Skræ-slægt Brødløs.

En Brødløs på Lyngholm.
Han hed Jens Pedersen Brødløs og var ældste søn af en af Skræs "større" jordbesiddere, Peder Jensen Brødløs. I en alder af blot 21 år besluttede han sig for at etablere sig selvstændigt i stedet for at vente på, at den fædrene gård skulle blive ledig. Han gav kun 200 rigsdaler for ejendommen, hvis tilstand, man må tro, var blevet forringet snarere end forbedret i forgængerens og hans enkes tid.
I de 18 år, Jens Brødløs havde stedet, skete der store forandringer. Stadig mere hedejord blev taget under plov. Og det var ham, der o.1875 lod opføre de bygninger, der ti år senere overtoges af Niels Nyrup: 3 stråtækte længer med mure, der dels var bindingsværk dels kampesten.⁽¹³⁶⁾ Byggeriet finansieredes med et kreditforeningslån, som i praksis eksisterede helt frem til 1948.
Jens Brødløs' indsats på Lyngholm bevirkede, at han i maj 1880 kunne sælge stedet til det tidobbelte af, hvad han selv havde givet (nemlig 4280 kr). Men da var der ud over de nye bygninger også både landbrugsredskaber og en besætning på 1 hest, 2 køer og 1 kvie, 2 får og 1 svin.⁽¹³⁷⁾

Mageskiftet.
Fra begyndelsen af 1870'erne ejede Jens Brødløs også en anden ejendom i Skræ (4b), og de to ejendomme blev drevet sammen. Da han i 1880 afhændede Lyngholm til dens næste ejer, Jens Peder Jensen Simonsen fra Ungstrup, bosatte han sig på sin anden ejendom, hvor siden også hans efterkommere levede.
Simonsen havde kun Lyngholm i knap tre år. Alligevel kunne han sælge ejendommen videre for mere end dobbel pris (9100 kr), endda uden besætning. Da det imidlertid drejede sig om et mageskifte, der tilsyneladende var et forsøg på at redde den næste ejer ud af svære økonomiske vanskeligheder, skal man næppe lægge for meget i de beløb, der figurerer i den handel. Den 20.juni 1883 byttede Simonsen ejendom med en vis P.Chr.Kjærgaard fra Gustavussensminde på Viborg Mark. De økonomiske problemer flyttede dog med ham til Skræ. Den 23.juni lånte han 3900 kr i Kreditforeningen for at overtage den eksisterende kreditforeningsgæld, og samme dag lånte han 500 kr af sagfører Buch Mølgaard i Viborg. Obligationerne og skødet blev tinglæst d.29.juni. Allerede den 5.juli måtte han udstede en ny obligation (360 kr) til Anders Jacobsen Busk (tinglæst d.6.). Den 21.juli udstedte han endnu en obligation, denne gang på 600 kr til P.Christensen (tinglæst d.27.). Prioritetsgælden var herved blevet på i alt 5360 kr.⁽¹³⁸⁾

Tvangsauktionen.
Men P.Chr.Kjærgaard havde også anden gæld, nemlig til to købmænd i Viborg: C.P.Thranum i Viborg skyldte han 477,36 kr, Albert Houlberg 54,93 kr. Den 25.juli lod førstnævnte ham stævne via sin sagfører Carl Glud i Viborg. Stævningen lød på, at han skulle møde på herredskontoret for d.3. og d.10.august for at overvære først udpegningen af vurderingsmænd og siden offentliggørelsen af vurderingsforretningens resultat med henblik på tvangsauktion forlangt af købmand Thranum. Stævningen blev forkyndt for ham den 30.juli
Den 8.august var så vurderingsmændene på besøg i Skræ, det var Jens Møller fra Kjellerup og J.P.Keller fra Thorning. De takserede ejendommen til en samlet værdi i handel og vandel på 5500 kr.
Den 10.september overtog A.J.Busk og P.Frederiksen de to købmænds fordringer (tinglæst d.30.nov.), så sagfører Glud fortsatte tvangsauktionssagen på deres vegne. Første auktion blev holdt d.10.marts 1884. Ejendommen blev opråbt for vurderingssummen 5500 kr, men ingen køber meldte sig. Det samme skete på den anden auktion fjorten dage senere. Efter yderligere fjorten dage blev tredje og sidste auktion holdt. Da var Buch Mølgaards fordring nedbragt til 165 kr, og der var afbetalt 100 kr på Busk og Frederiksens tilgodehavender (nu i alt knap 1400 kr). Det eneste afgivne bud på ejendommen lydende på 4200 kr kom fra sagfører Glud på deres vegne.
På denne måde kom Lyngholm altså i hænderne på de to Viborg-handelsmænd, der straks gik i gang med at få ejendommen videresolgt. Det skete f.eks. ved annoncering i Viborg Stiftstidende i sommeren 1884 (se side 107). Derved blev den fjerntliggende, fattige og forsømte hedeejendom kendt blandt ejendomshandlerne på Viborg-egnen, og dermed også af Niels Nyrup.⁽¹³⁹⁾

Som det fremgår af ovenstående, så var der d.8.august 1883, altså knap halvandet år før Niels Nyrup overtog ejendommen i Skræ, taksationsforretning på stedet. Af denne, der endnu er bevaret, fås det bedst tænkelige indtryk af dens størrelse og kvalitet ved overtagelsen. Dens indhold skal derfor gengives her:

Der var tre bygninger, der alle var grundmurede af granit, havde fyrtømmer og strå- og lyngtække. Stuehuset lå mod nord, havde 8 fag og var 9 alen i bredde. Kun de østligste seks fag var beboelse med bræddeloft. De sidste to fag mod vest var tærskelo. Laden lå mod vest og var sammenbygget med stuehuset. Den havde en bredde på 7 alen og var i 9 fag. I det sidste hus mod øst var der heste- og kostald, svinesti, foderlo og vognport. Det lå for sig og var på 9 fag. Det hele var brandforsikret for 2940 kr. Der var en god brønd med godt og tilstrækkeligt vand til stedets forbrug.
Besætningen var i nogenlunde foderstand og bestod af 2 heste, 4 køer, 1 so og 1 gris. Af redskaber var der en plov og en harve. Alt dette sattes til 850 kr.
Ejendommens jordtilliggende udgjorde ca. 30 tønder land. Jorden var sandmuldet med sand- og grusunderlag. Det skønnedes, at udsæden havde været 3 tdr.rug, 5-6 skæpper byg, 2 skæpper boghvede, 3 tdr.havre og 2.25 tønder kartofler. Høstudbyttet sattes til henholdsvis 6, 5, 16, 7 og 10 fold.
Ejendommens tiendeforhold var sådan, at kirketienden ejedes, mens konge- og præstetienden leveredes in natura.

Ved tvangsauktionen kom det frem, at P.C.Kjærgaard havde solgt ud af ejendommens besætning, således at der nu overhovedet ingen besætning fandtes. Desuden havde han solgt en kakkelovn. Tilbage af det registrerede løsøre, som der var gjort udlæg i, var kun ploven og harven. Han påstod, at indtægterne var brugt til at nedbringe gælden med, så kreditorerne ikke havde lidt tab. Man godtog stort set hans forklaring, men det kom dog til retssag om en hest, som han havde solgt til Filip Fr. Würtz i Haurdal.

Da Niels Nyrup købte ejendommen, var der en besætning på én (!) ko. Den må Busk og Frederiksen altså have sat ind, måske som led i handelen med Niels Nyrup. Men sådan kan man altså også måle, hvor katastrofalt det gik ham: i antallet af malkekøer, der altså faldt fra 22 til 1 på mindre end en måned.

Det er svært at se, hvordan familien klarede sig gennem den første vinter. Nok havde Niels Nyrup købt ejendommen med avl og besætning, men når man ser, hvordan P.C.Kjærsgaard handlede med besætningen det sidste år, han var der, så kan man dårligt tro, at det skulle være anderledes med det, der ellers fandtes.
Der har næppe været noget stort foderforråd til den ene ko, der fulgte med stedet, og den hest, som Niels Nyrup havde haft med fra Nørgård (og sandsynligvis endda helt fra Batum). Man må i det hele taget forestille sig alt forsømt og mislighold efter halvandet år med en beboer, der blot gik og ventede på at blive sat ud af fogeden.
Der er intet, der tyder på, at familie eller venner er trådt til med en hjælpende hånd. Tværtimod melder familietraditionen, at forbindelsen til familien nærmest blev afbrudt, da man flyttede til Skræ. Det skete dog ikke straks, som det vil fremgå af det følgende, men den kontakt, han havde med folk i Rødding sogn efter flytningen, prægedes mildest talt hverken af hjertelighed eller sympati. Hans stolthed eller måske snarere hans skamfuldhed hindrede ham vel også i at bede nogen om økonomisk hjælp. Og de reaktioner på hans skæbne, man ser i hans gamle bekendtskabskreds, tyder ikke på, at nogen ville have hjulpet ham, hvis han havde spurgt.
Måske havde han endnu så megen kapital i behold, at den strakte til livets opretholdelse den første tid og til de nødvendigste ting til bedriften som f.eks. såsæd og læggekartofler.
Hvis han lånte sig frem på det mere tvivlsomme lånemarked, så fik han givetvis lov til at betale dyrt for sine penge, for han kan ikke have været noget "godt papir" i begyndelsen af 1885.
Men hvordan det så end gik for sig, så kom familien igennem vinteren.

I april måned 1885 døde Christian Mathias Bech i Kistrup kun godt 45 år gammel. Stine ville sikkert gerne have været med til broderens begravelse, da han den 24.april blev stedt til hvile på Løvel kirkegård. Men i hestevogn var turen mellem Skræ og Løvel meget lang - nærmest en dagsrejse - så det er mest sandsynligt, at de ikke var med.
De havde nok også travlt med forårsarbejdet. For første gang i sin tid som landmand, måtte Niels Nyrup klare sig uden tjenestekarl. Han havde aldrig været nogen slider, og i hans gårdmandstid gav han sjældent en hånd med, når der skulle tages hårdt fat. Han måtte nu påtage sig mange uvante arbejdsopgaver, sikkert også anstrengelser, som han var ved at blive for gammel til. Stine og pigerne måtte ofte hjælpe til i mark og stald. Men det lykkedes - må vi tro - trods vanskelighederne at få den første sæd i jorden på det nye sted. Og i løbet af sommeren fik man vel også bjærget noget hø til den beskedne besætning.

Midt på sommeren blev der mere tid til papir- og pengesager, og Niels Nyrup fik afsluttet den indviklede lånesag med pant i en parcel af gården i Batum. Den 11.juli 1885 var han i Viborg, og på sagfører Gluds kontor mødtes han med handelsmændene A.J.Busk og P.Frederiksen, Thomas Bach og svogeren Niels Pedersen.
Sagen blev ordnet på den måde, at Niels Pedersen betalte Niels Nyrup 1000 kr, som denne straks lod gå videre til Busk og Frederiksen. Herefter kunne disse erklære Niels Nyrups gæld til dem for udbetalt, så deres pant i parcellen kunne slettes. Så kunne Niels Nyrups udstede skøde til Niels Pedersen på parcellen, der nu var uden forhæftelser. Og så kunne Niels Pedersen låne 1000 kr af Busk og Frederiksen med pant i parcellen, for nu havde han jo skøde på den.
Resultat var altså kort og godt, at Niels Pedersen overtog Niels Nyrups gæld til Busk og Frederiksen mod at få kvittering og skøde på parcellen i Batum Nørrehede.
Ved samme lejlighed ophævedes den tidligere omtalte lejekontrakt mellem Niels Nyrup og stedsønnen på et stykke tørvejord.
Tre dage senere fik transaktionerne officielt stempel ved indførelse i tingbogen (skødet til Niels Pedersen dog først en uge senere, da man afventede amtets erklæring om, at udstykningen var godkendt), og så var vejen ryddet for, at Niels Nyrup kunne få skøde på ejendommen i Skræ.
Den 10.august henvendte sagfører Carl Glud sig på Niels Nyrups vegne til fogedretten for at få udstedt udlægsskøde. Der gik yderligere et par måneder, førend der skete mere i sagen, først d.12.oktober godkendte Kreditforeningen, at Niels Nyrup overtog P.C.Kjærgaards lån. Men så den 3.november kunne fogedretten samles på herredskontoret i Kjellerup, hvor ejendommen endeligt blev tilkendt Niels Nyrup. Den 26.november blev skødet udfærdiget, 4.december blev det tinglæst.
Men da var også næsten et år gået, siden handelen blev indledt.
Først nu havde Niels Nyrup skøde på ejendommen og dermed større muligheder for at foretage økonomiske dispositioner. Som det første ordnede han sit mellemværende med Kreditforeningen og indtrådte officielt i P.C.Kjærgaards sted som låntager. De to kreditforeningsobligationer på henholdsvis 3000 og 900 kr dateredes den 26.marts og tinglæstes den 2.april 1886.⁽¹⁴⁰⁾

Familien i Skræ levede yderst fattigt de første år. I november måned 1885 blev der en mund mere at mætte. En dag kom nemlig Visti "listende"⁽¹⁴¹⁾. Han var efter endt tjeneste på Nørgård atter hjemløs, og det var altså lykkedes ham at finde familiens nye opholdssted. Nu kom han gående den lange vej fra Viborg til Skræ i håb om nok engang at få husly hos Niels Nyrup. Hans arbejdskraft var sikkert velkommen, men familiens økonomi rakte slet ikke til løn til en karl, og i vintermånederne var der vel ret beset ingen brug for ham. Han fik lov til at blive boende, sandsynligvis under ringe forhold og aldeles uden aflønning. Han fik lov til at arbejde for føden, og da forårsarbejdet skulle gøres, var han til stor nytte.
Paradoksalt nok var det manden i huset, der i disse år var mest fattig. Hans døtre var det ikke. De var tværtimod, hvad man kunne kalde formuende. Mindst 7200 kr ejede de tilsammen, men de var bundet som prioritetsgæld i Duehøjgård. Maries og Sines arvemidler kunne ikke røres, for de var mindreårige, og dispositionsretten lå suverænt i overformynderiet. Johanne derimod var på dette tidspunkt (i 1886) som fireogtrediveårig myndig og havde i princippet råderet over sin formue. Men da hun på grund af sin sygdom var ude af stand til at handle på egen hånd, var det reelt den, der var i stand til at påvirke hende, eller måske snarere den, der over for myndighederne kunne få det til at se ud som om, hun handlede på egne vegne, der rådede over hendes midler.
I en situation, hvor familien faktisk var på sultegrænsen, kan man vel ikke fortænke Niels Nyrup i at forsøge at vinde den indflydelse over sin egen datter, som andre ellers havde, og på en eller anden måde "nyttiggøre" hendes formue og lade den komme hele familien til gavn i dens vanskelige situation. Men hun boede jo stadigvæk i Batum hos sin halvbror, så første skridt måtte nødvendigvis være at få hende bragt til Skræ. Og det måtte i givet fald blive mod hendes vilje, for hun havde om muligt endnu mindre lyst til at komme til faderen i Skræ, end hun tidligere havde haft til at følge med ham til Nørgård.
I sommeren 1886 henvendte Niels Nyrup sig til herredsfogeden i Fjends-Nørlyng herred for ved myndighedernes hjælp at få hende tvangsfjernet fra halvbroderen og bragt til Skræ.⁽¹⁴²⁾ Den 11.juli var politiet i Batum for at afhøre folk dér om Johannes situation. I rapporten⁽¹⁴³⁾ læser man af Thomas Bachs forklaring følgende:

... Johanne er en datter af (min) stedfader af første ægteskab, Niels Andersen Nyrup, der nu bor i Skræ og har det meget småt, og han er nu gift for tredje gang. Johanne, der således er halvsøster til (mig), er både legemlig og åndelig svækket. Hun var da jeg modtog hende fuld af sår på kroppen og besat af utøj, og hun var i virkeligheden stedmoderligt behandlet. Nu da Niels Andersen Nyrup gør fordring på at få hende ud til Skræ, da er det selvfølgelig ikke for at gøre det bedre for hende, men for at komme til at drage fordel af hende, særlig af hendes penge, da han nu omtrent har tilsat alt. ...

Derefter blev Thomas Bachs nabo boelsmand Jens Jensen Kudsk, altså Niels Nyrups svoger af andet ægteskab, afhørt og udtalte:

... at Johanne i enhver henseende har det godt i alle måder hos Thomas Bach, og ... at det ville være synd at tage hende derfra og lade hende komme til sin fader, der nu har det meget småt og som rimeligvis om kortere eller længere tid vil falde Rødding kommune til byrde, og det er ikke for Johannes egen person, at Niels Nyrup har interesse, men derimod for at komme til at disponere over hendes arv. ... da Johanne var hos ham i Batum, var hun overladt til sig selv undtagen når hun fik prygl af ham, hvilken ikke var så sjælden, altid udsat for frost og kulde og regn, tyndt og pjaltet klædt, samt det der endnu var værre, besat af utøj, så det ville efter (min) overbevisning være uforsvarligt at lade hende komme til sin fader, såfremt hun kan blive fri. ...

Desuden afhørtes endnu en nabo af Thomas Bach, Maren Christensdatter, enke efter Søren Laursen, der udtalte sig helt på linie med de andre. Endnu tre gårdmænd afhørtes: Søren Andersen i Batum Overgård (Thomas' og Johannes fætter), Jens Vistisen i Damsgård (Thomas' første kones onkel) og Niels Jensen i Beringholm, der alle ifølge politirapporten gav lignende forklaringer. Politibetjenten selv udtalte sig uforbeholdent mod Niels Nyrup og for, at Johanne skulle blive hos sin halvbror. Selv om man ikke kan afvise, at disse udsagns mindre sympatiske billede af Niels Nyrup på nogle punkter kan være rigtigt - f.eks. at Johanne var udsat for misrøgt - så bør man dog retfærdigvis tage nogle forbehold. De fleste af disse Batum-folk var Thomas Bach familie, naboer eller venner, og ham skulle de jo blive med at omgås, mens Niels Nyrup i deres øjne for altid havde sat sig uden for det respektable selskab og tilmed ikke var i sognet længere. Johanne havde det godt hos halvbroderen, sikkert langt bedre end hun havde haft det eller nogensinde ville få det hos Niels Nyrup. Så deres stilling til sagen var reel nok. Men i striden om, hvor Johanne skulle være, ville de under alle omstændigheder have stået på Thomas Bachs side. Det var hans sag, de ville fremme, så det, de fremførte, var alene argumenterne mod Niels Nyrups krav. Og det er ikke utænkeligt, at der er smurt lidt ekstra på det usympatiske billede af ham for at tjene Thomas Bachs sag bedst mulig.
Der spores ingen tilsvarende modvilje, da Niels Nyrup var gårdmand i Batum. Dengang havde han og Thomas Bach nærmest et far-søn forhold, Jens Kudsk var som nævnt hans svoger, og Jens Vistisen stod adskillige gange fadder til hans børn. Niels Jensen i Beringholm havde så sent som ved Anes barnedåb på Nørgård været fadder.
Vidneudsagnene fortæller måske mere end noget andet, at den gamle bekendtskabskreds vendte ryggen til Niels Nyrup, og at han mistede dens sympati og respekt ved sit "herremandseventyr". Og derefter mente man sig berettet til at sige hvad som helst om ham, specielt hvis det tjente "en af deres egne"s sag, og en sådan var Thomas Bach jo stadig. Han var ovenikøbet en meget respekteret mand i sognet. Ved valget til den mindre del af sognerådet i december året før var han blevet stemt ind med 115 ud af 118 mulige stemmer.⁽¹⁴⁴⁾
Den 17.juli sendte herredsfogeden politirapporten til Rødding-Løvel-Pederstrup sogneråd for at få dets mening om sagen. Sognerådsformanden, proprietær Hans Bay i Løvel Østergård (søn af den tidligere ejer af Sødal, Rasmus Bay), der regerede kommunen som en enevældig monark i atten år (fra 1877 til 1894), påtog sig på egen hånd at udfærdige sognerådets erklæring (dateret 21.juli). Han føjede intet nyt til, men støttede sig tilsyneladende alene til vidneudsagnene i politirapporten og indtog samme holdning. På rådets møde i begyndelsen af august tog de øvrige medlemmer (heriblandt altså Thomas Bach!) hans stillingtagen til efterretning.⁽¹⁴⁵⁾
Derfor fik herredsfogedens svar på Niels Nyrups klage følgende ordlyd:

I anledning af Deres datters Johanne Marie Nielsens ophold hos Thomas Pedersen (Bach) i Batum har jeg med hensyn til Deres for mig fremsatte besværing desangående, indhentet nærmere oplysninger, og efter disse og vedkommende sogneråds erklæring, vil hun, der er fuldmyndig, ikke kunne tvinges til imod sin vilje at forlade dette ophold, hvor hun nyder god behandling.⁽¹⁴⁶⁾

Svaret blev sendt til Skræ den 5.august 1886.

Men inden sagen var kommet så langt, havde Niels Nyrup taget det næste skridt. Han havde vel erkendt, at han ingen tvangsmidler havde over for sin myndige datter. Samme dag som herredsfogeden sendte svaret på den første henvendelse til Skræ, skrev Niels Nyrup følgende brev til skifteretten:

Undertegnede Niels Andersen Nyrup, før i Batum, nu af Skræ, har en datter ved navn Johanne Marie Nielsen, født 19.juli 1852, som siden hendes 17.år har været så svækket på forstanden, at hun er ude af stand til at tage en fornuftig bestemmelse om hendes person og formue.
I mødrenearv ejer hun en kapital af 2400 kr., som er prioriteret i den gårdmand Niels Andersen i Batum tilhørende ejendom, og i ethvert fald tidligere har hun ejet en kapital af 400 kr, som var indsat i Viborg Bys og Omegns Sparekasse. I hver henseende skal jeg bemærke, at hun tidligere har opholdt sig hos mig, og at den nævnte kapital hidrører fra opsparede renter under dette ophold.
For tiden bor hun hos en halvbroder, nemlig Thomas Pedersen Bak i Batum. Da hun i det sidste par år yderligere er blevet svækket på hendes åndsevner, andrager jeg om hendes umyndiggørelse, og om at jeg må blive beskikket som hendes værge. Det er en selvfølge, at jeg ønsker de hende tilhørende midler indsendte til overformynderiet eller på anden måde sikrede, så at de ikke gå tabte for hende.
Jeg vedlægger en attest om hendes alder og tilføjer, at efternævnte mænd nøje kender hendes tilstand, nemlig:

• sognefoged Søren Jensen Thorup i Rødding,
• husmand Jørgen Sørensen i Batum,
• husmand Jens Jensen Kudsk, sammesteds,
• gårdmand Niels Andersen, sammesteds.

Jeg har hos en enkelt af disse mænd søgt at få en skriftlig udtalelse om pigens tilstand, men formentlig af hensyn til nævnte Thomas Pedersen, der ønsker at beholde hende hos sig, har han nægtet at give mig en sådan. Da jeg frygter at erholde et lignende afslag fra de andre opgivne mænd, har jeg ikke henvendt mig til dem, men anmoder den ærede skifteret om selv at erhverve de oplysninger, den måtte anse fornøden. Endnu tilføjes, at jeg er villig til nårsomhelst at møde for skifteretten og afgive yderligere forklaring i sagen.

Skifteretten indhentede atter forskellige erklæringer i sagen. Sognerådet mente, "at der måske nok kunne være grund til at få hans sindsyge datter erklæret for umyndig", men at man stærkt frarådede, at Niels Nyrup blev hendes formynder, "da man er overbevist om, at al hans stræben i den henseende kun går ud på at tilvinde sig hendes få midler og så forresten lade hende passe sig selv". Man anbefalede, at Thomas Bach blev hendes formynder. Præsten i Rødding afstod fra at udtale sig, da han var ny i sognet og ikke kendte personerne godt nok.

Den 26.oktober havde skifteretten skrevet til Niels Nyrup om at skaffe en lægeerklæring. Lægen var i Batum den 5.november, hvor han efter undersøgelse af pigen erklærede:

Johanne Marie i huset hos Thomas Pedersen Bak i Batum har jeg tilset i dag; hun lider af en depressiv sindssygdom, der har antaget karakteren af sløvhed; hun er ikke i besiddelse af sine fulde åndsevner, og hun må antages for uheldbredelig.

Også denne gang blev politibetjenten sendt til Batum for at afhøre folk. Han talte med de mænd, Niels Nyrup omtalte i brevet til skifteretten og flere andre og skrev om deres forklaring den 22.november:

Samtlige afgav, at de meget måtte fraråde, at Niels Andersen Nyrup bliver beskikket som værge for sin datter Johanne Marie Nielsen, sålænge imidlertid hun er hos Thomas Pedersen Bach, (?) da det er alle bekendt, at hun der har det i alle henseender godt. Hendes åndelige tilstand er vel nok nu mere svækket end tidligere, men det anses dog ikke af den grund fornøden at hendes fader tager sig af hende ...

Stemningen var altså massivt imod, at Niels Nyrup blev Johannes værge. Og da skifteretten endeligt afgjorde sagen d.2.december, skete det som venteligt ud fra vidnesbyrdene på den måde, at Johanne erklæredes umyndig, og Thomas Bach gjordes til værge for hende. Retten fandt, at Niels Nyrup var uskikket til det efter det oplyste.
Så i adventstiden 1886 to år efter katastrofen på Nørgård måtte Niels Nyrup indkassere endnu et nederlag og endnu en ydmygelse. Måske var det sidste nederlag det største og mest pinlige. Det er næppe et tilfælde, at Johanne var fuldkommen ubekendt for hans børnebørn. Niels Nyrups børn må have kendt historien, men faderens forsmædelse på dette punkt kom aldrig videre.⁽¹⁴⁷⁾

Han fik altså ikke rådighed over datterens midler, men han fik forhindret, at andre gjorde det. Det var måske alligevel en slags sejr, men dyrekøbt blev den.
At der var nogen realitet bag Niels Nyrups frygt for, at Johannes formue skulle blive misbrugt, ses af følgende forhold. Han nævner i sin ansøgning om hendes umyndiggørelse 400 kr, som hun havde stående i Viborg og Omegns Sparekasse. De var blevet hævet (af Thomas Bach må man tro) og uden gældsbevis eller andet papir udlånt til Visti Jens Christiansen i Damsgård. Denne afleverede den 12. april året efter (1887) 415 kr til skifteretten, der beholdt pengene (og altså ikke sendte dem til Overformynderiet), fordi Thomas Bach havde varslet, at han skulle bruge nogle af pengene til Johannes pleje og ville komme med en ansøgning. Endnu i oktober havde han ikke søgt skifteretten om noget beløb, så han måtte gennem sognefogeden rykkes for ansøgningen under trussel om, at pengene ville blive indsendt, hvis den ikke snart kom. Først i januar 1888 skete det, Thomas Bach søgte og fik bevilget 55 kr til klæder og linned. Derefter blev de resterende 360 kr indsendt til Overformynderiet.⁽¹⁴⁸⁾
Det er tænkeligt, at Niels Nyrup har hørt om Visti Jens Christiansens "lån", og at dét var årsagen til, at han tog skridt til umyndiggørelsen.
I de følgende fem år klarede Thomas Bach plejen af sin halvsøster for renterne af hendes mødrenearv, 48 kr halvårligt. I 1893 blev den resterende arv (se side 147), indbetalt til Overformynderiet, hvorefter han måtte søge hver gang, han skulle bruge penge.

Kort tid efter at den ældste datter således definitivt fik afbrudt forbindelsen til familien, fik Niels Nyrup et nyt barn at bekymre sig om. I sin alders syvogtresindstyvende år blev han nemlig far for sidste gang, Stine var 45 år. Nytårsdag 1887 nedkom hun med en datter, der den 13.marts blev døbt i Thorning Kirke. Hun fik navnet Christiane Caroline, måske blev hun opkaldt efter to morbrødre, den nyligt afdøde Christian Matthias og Karl, hvis skæbne foreløbig er helt ubekendt. Men der var ingen familie blandt fadderne. Gudmoderen var en nabokone fra Skræ, husmand Thomas Laursens kone, og fadderne var to naboer, husmændene Andreas Villumsen og J.C.Majlund, og smed Jens Jensen fra Thorning.

I 1887 havde Stine altså fuldt op at gøre med at passe sin spæde datter og resten af børneflokken. Husstanden havde mange munde at mætte. Måske var det årsagen til, at Niels Nyrup, da efterårsarbejdet var overstået, og vinteren nærmede sig (i oktober måned 1887), besluttede, at han ikke for tredie vinter i træk gratis ville forsørge en karl, han ikke havde brug for. Og heri blev han sikkert kraftigt støttet af Stine.
Han henvendte sig derfor til sognerådet i Thorning og krævede 50 kr for at give Visti ophold vinteren over, ellers kunne kommunen selv tage sig af ham. Sognerådet holdt møde den 17.oktober, men man bevilgede naturligvis ikke pengene, for Visti havde jo kun været 2 år i sognet. Man ekspederede sagen videre til hans fødekommune Dollerup. Sognerådet dér var imidlertid ikke til sinds at betale noget, fordi man mente, at Visti havde vundet forsørgelsesret i Rødding. Da Thorning sogneråd for anden gang havde sagen på dagsordenen - det var den 6.december - var Niels Nyrup tilstede. Han gentog kravet om penge til Vistis underhold, men sognerådet ville ikke betale. Hvis han skulle under Thorning sogns fattigforsorg, så måtte han på fattiggården. Så vidt ville Niels Nyrup ikke lade det komme, så han tog hjem med uforrettet sag og beholdt alligevel Visti hos sig om vinteren.
Og sognerådet gjorde heller ikke mere ved sagen.⁽¹⁴⁹⁾
Det har næppe været særligt rart for Visti at være uvelkommen gæst ved Stines bord den vinter. Familien havde nok at gøre med at klare dens egne problemer. Da foråret nærmede sig, blev den yngste datter syg, og den 3.februar 1888 døde hun kun 13 måneder gammel. Ugedagen derefter blev hun begravet på kirkegården i Thorning.

Om foråret i 1888 var det Visti selv, der tog skridt til at få genoptaget sagen om hans forsørgelse. Han skrev et brev til sognerådet, der trods al ubehjælpsomhed viser, at han hverken var åndsvag eller analfabet:

til Thorning Sogneraad.
I henhol til at jeg ikke er i Stand til at forsørge mig Selv, og da mine Klæde ere Saa Daarlige at di Knap kan Skjule Kroppen beder jeg det ærrede Sogneraad i Thorning Komune om UnderStøttelse til Hjelp til noget Nyt Klæde.
Skræ i Thorning d.25.April 1888
Visti Pedersen.
til Vittelighæd
Jens Nielsen Skræ, Johanes Lausen.⁽¹⁵⁰⁾

Sognerådet behandlede ansøgningen på et møde den 1.maj og bevilgede ham 8 kr.⁽¹⁵¹⁾ Men det var stadigvæk ikke meningen, at skatteyderne i Thorning skulle betale de penge. Derfor satte man nu alvorlig gang i bestræbelserne på at få afklaret, hvem der havde forsørgelsespligten. Man lod afholde et forhør, hvoraf det fremgik, at Visti var ankommet til sognet 1.November 1885, og siden den tid dels havde tjent og dels havde arbejdet hos Niels Nyrup, hvor han for tiden havde opholdssted. Da han var døvstum, og hans skudsmålsbog intet viste om, hvor han ellers havde opholdt sig, havde man ikke kunnet få en fyldestgørende forklaring af ham desangående. Trangsårsagen var, dels at han ikke kunne få tilstrækkeligt arbejde, dels at han, når han tjente noget, ødede det bort. Forhøret viste også, at han ingen slægtninge eller venner havde, der understøttede ham, at han ikke havde gæld, men heller ikke ejede noget af værdi, og at han formentlig ikke tidligere havde fået fattighjælp.⁽¹⁵²⁾
Hvis man (og det vil også sige Niels Nyrup) havde ført hans skudsmålsbog efter forskrifterne, så kunne man have sparet en langvarig strid og megen kævl. Så havde man nemlig været i stand til at besvare det afgørende spørgsmål: Havde han haft ophold i Rødding sogn i fem år i træk? Alle de Batum-folk, der blev spurgt i sagen, hævdede på det bestemteste, at Visti havde tjent uden for sognet - og dermed afbrudt opholdet - i en kort periode, mens han ellers havde tjent hos Niels Nyrup. Det benægtede sognerådet i Dollerup, og Niels Nyrup var deres hovedvidne.
Så kun godt et år efter, at sagen om Johannes umyndiggørelse var endt, opstod der derfor en ny sag, der bragte Niels Nyrup i bitter konflikt med de gamle bekendte fra Batum.
Og det varede to år, inden det blev afgjort, hvem der skulle refundere Thorning sogn de 8 kr, man havde ydet Visti i tøjtilskud.

Den 5.maj 1888 skrev sognerådsformanden i Thorning, Jens Th. Petersen, til Dollerup om refusion af de 8 kr. Svaret kom fjorten dage senere. Dollerup sogneråd afviste forsørgelsespligten, da man mente, at Visti havde boet på Damsgård i Batum i flere år. Man opfordrede Thorning Kommune til at spørge Niels Nyrup for at få nærmere besked. Og det gjorde man så, og han fortalte om Vistis pladser hos Niels Knudsen, Jens Chr. Brøndum, Laust Kallestrup og Thomas Bach (se side 81). Den 23.juni skrev Thorning sogneråd til Rødding for at høre om kommunen ville anerkende forsørgelsespligten og betale de 8 kr.
En uge senere stødte Niels Nyrup tilfældigt på Thomas Bach og Stines fætter Niels Rasmussen fra Batumgård hos købmand Jensen Lyngsø i Viborg. Niels Nyrup havde altså beholdt sin gamle købmandsforbindelse i Viborg (se side 117)! Han og stedsønnen snakkede sammen, hvad man nok kan undre sig over efter kontroversen om Johanne og hendes penge. Thomas Bach havde siden 1886 været medlem af sognerådet, så han kendte til brevskriverierne mellem kommunerne, og under samtalen kom de ind på Vistis forhold. Thomas Bach påstod sidenhen, at Niels Nyrup ved denne lejlighed gav ham ret i, at Visti højest havde været i Batum 4½ år i træk og på ingen måde kunne være blevet berettiget til forsørgelse af Rødding sogn. Så da Rødding sogneråd den 2.juli svarede Thorning og afviste forsørgelsesforpligtelsen, henviste man bl.a. til samtalen hos købmanden i Viborg.
Så måtte Thorning sogneråd igen skrive til Dollerup, der nok engang afviste. Man opfordrede til, at der blev holdt politiforhør med afhøring af Niels Nyrup, de fire Batum-mænd, han havde udpeget, og folkene i Damsgård, hvor man fortsat mente, Visti havde tilbragt flere år hos sin faster og onkel.
Sognerådet i Thorning ekspederede svaret videre til Rødding med opfordring til, at man tog initiativ til afhøringen. Hele sommeren var efterhånden gået med tovtrækkeriet mellem kommunerne. Politiforhøret blev først afholdt på Fjends-Nørlyng Herreds kontor i Viborg 5.oktober.
Niels Nyrup vedkendte sig aldrig Thomas Bachs version af samtalen hos købmand Jensen Lyngsø og accepterede altså heller ikke påstanden om, at han skulle være løbet fra en tidligere forklaring, der var til fordel for sognerådet i Rødding. Dette ville derfor have ham til at udtale sig under vidneansvar, og i sognerådets skrivelse til herredsfogeden med begæring om forhør læser man:

... at forhenværende Gaardejer Niels Nyrup i Batum, nu Husmand i Skræ, Thorning Sogn, tiltraadte disse Oplysninger [om at Visti kun var 4½ år i Batum] d.30.s.M., men senere har afviget herfra i hans Forklaring for Dollerup Sogneraad, hvilket formentlig hidrører fra, at han nu er en gl. Mand med svækket Hukommelse og desaarsag ikke kan give fyldestgjørende Oplysning, hvisaarsag man henstiller til Hr.Herredsfogeden om ikke det var bedst, at han tilsagdes at møde samtidig med omskrevne 6 Mænd til at afgive Forklaring denne Sag angaaende;...

Retten skønnede imidlertid, at det ikke var nødvendigt at ulejlige "den gamle mand", så i første omgang blev Niels Nyrup ikke indkaldt som vidne. Men Batum-mændene Niels Knudsen, Thomas Bach, J.Chr.Brøndum, Laust Kallestrup og Visti Jensen, og sidstnævntes far, Jens Vistisen blev altså afhørt. I betragtning af, at de to første var Vistis tidligere svogre og de to sidste hans fætter og onkel, var de seks vidners erindring om hans ophold i Batum forbavsende ringe. Det var tydeligvis sognerådsformanden Hans Bay, der styrede, hvad der skulle frem ved denne lejlighed, og vidnernes udsagn var utvivlsomt indbyrdes aftalt. De havde godt styr på de to pladser, Visti skulle have haft uden for sognet, nemlig på Tjele og på Bruunshåb, men kun svag og ganske uklar erindring om de perioder, hvor han havde tjent dem selv (se side 81).
Mændene fra Damsgård benægtede Dollerup kommunes oplysning om, at Visti havde boet dér. De erklærede, at han

... aldrig nogensinde har haft fast Ophold paa Damsgaard hos nogen af dem; han kan en enkelt Gang have været paa Gaarden paa Besøg hos sine Slægtninge, men han har ikke en eneste Gang saa meget som overnattet paa Gaarden.

Denne lidet ærefulde erklæring fra den hjemløse stakkels nærmeste familie på egnen skånede de to mænd for yderligere indblanding i sagen.
Herredsretten havde også sagen på dagsordenen 25/10 og 2/11, der fortsattes med afhøringer af folk, der kunne bekræfte Vistis tjeneste på Bruunshåb. Først tolv dage ind i julemåneden sendte Rødding sogneråd dets konklusion på forhøret til Dollerup: Man mente at have bevist, at Rødding ikke havde forsørgelsespligten.

I vinteren 1888-1889 var Vistis situation fortsat ganske uafklaret, og han måtte tilbringe endnu en vinter hos sine mere eller mindre ufrivillige værtsfolk.⁽¹⁵³⁾

Dollerup sogneråd brugte vinteren til at samle modbeviser. Trumfen var Niels Nyrup, og man sendte en mand til Skræ for at tale med ham, og hans forklaring dannede grundlag for svaret til Rødding. Man skaffede også et vidneudsagn fra Visti selv, nemlig følgende skriftlige erklæring, som Niels Nyrup dog nok hjalp ham med at udforme. Den blev vedlagt den skrivelse, man sendte til Rødding den 15.februar:

At jeg Undertegnede Visti Pedersen har tjent i Batum hos Niels Nyrup i 2 Aar og derefter hos Niels Nielsen og Jens Christian Lauridsen i 2 Aar 3 Dage ugentlig hos hver, og derefter hos Thomas Back og Laust Nielsen Kallestrup i 2 Aar 3 Dage om Ugen, og saa Flyttede jeg til Niels Nyrup igjen i 1½ Aar og derfra til Bruunshaab 1½ Aar og der fra igjen til Niels Nyrup i Batum.
Skrevet i Skræ d.8.Januar 1889.
Visti Pedersen

I selve svarskrivelsen læser man, at sognerådet havde søgt oplysninger hos dem, der kunne give de mest pålidelige

... Man henvendte sig først til Niels Nyrup, over hvem der endnu intet Politiforhør har været optaget, han gav den Forklaring, at han ikke bestemt kunde huske hvilket Aar det var at Visti Pedersen første Gang kom til at tjene hos ham, men at det var forinden hans anden Hustru, der var i Slægt med Visti Pedersen, døde. Hvilket Aar hun døde, eller hvor længe Visti Pedersen var hos ham medens hun levede, kunde han heller ikke bestemt huske, men derimod at de bleve gifte i 1869 og at de var gift i 7 Aar, saa hun altsaa døde i 1876, og ligeledes at det var om Efteraaret Visti Pedersen kom i hans Tjeneste, deraf følger at dette maa være skeet før 1876. Ligeledes vidste Niels Nyrup bestemt at Visti Pedersen havde fast Ophold i Rødding, Løvel og Pederstrup Kommune fra den Tid han første Gang kom i Tjeneste hos ham, indtil han flyttede til Bruunshaab, som efter de ved Fjends-Nørlyng Herreders Politiret af Forskjellige afgivne Forklaringer, var 1ste Mai 1881. Da det derefter meddeeltes Niels Nyrup at Aftægtsmand Niels Nielsen havde afgivet den Forklaring i Retten at Visti Pedersen havde havt Tjeneste paa Tjele Hovedgaard forinden han flyttede til Bruunshaab, benægtede han - Niels Nyrup - bestemt Rigtigheden af denne Forklaring, og fastholdt aldeles bestemt foranførte at Visti Pedersen havde fast Ophold i Batum fra første Gang han tiltraadte Tjenesten hos ham indtil han flyttede til Bruunshaab.
Niels Nyrup lovede derefter saa godt Omstændighederne tillode det at tale med Visti Pedersen, og modtog Sogneraadet derefter her vedlagte skriftlige Forklaring [se ovenfor] fra Visti Pedersen selv, hvoraf fremgaar at han har havt fast Ophold i Batum i 7½ Aar.
Endvidere forklarede Niels Nyrup, at saavidt han erindrede var Visti Pedersen - efter eget Udsagn - 31 Aar gammel da han første Gang kom i Tjeneste hos ham, og da Visti Pedersen ifølge Skudsmaalsbogen er født i September 1841 maa det have været i 1872 eller 73 han kom i Tjeneste hos Niels Nyrup, hvilket ogsaa er i god Overensstemmelse med Visti Pedersens skriftlige Forklaring, hvorefter han havde fast Ophold i Batum i 7½ Aar ...

Sognerådet havde også talt med Vistis bror Thomas Pedersen og to mænd, han havde arbejdet sammen med på Hald Hovedgård, for at få fastslået, hvornår han flyttede til Batum. Broderen mente, at det var før januar 1876, da deres far døde, de to andre, at det var i 1873 eller 1874. Og man mente derefter at kunne konkludere:

Af ovenstaaende fremgaar saaledes, at om man end ikke nøiagtig kan opgive hvilket Aarstal Visti Pedersen første Gang kom i Tjeneste hos Niels Nyrup i Batum, saa kan der dog næppe være Tvivl om, at han har havt fast og stadigt Ophold i Rødding, Løvel og Pederstrup Kommune over de 5 Aar og saaledes har vundet Forsørgelsesret der, og kan saaledes herværende Sogneraad ikke paa Kommunens Vegne paatage sig nogen somhelst Forsørgelsespligt overfor Visti Pedersen. ...

Men Rødding sogneråd havde modargumenterne klar. Man holdt straks møde om sagen og sendte snart derefter et vredladent svarbrev tilbage. Vreden var, som det fremgår af uddragene af brevet nedenfor, ikke mindst rettet mod Niels Nyrup, der var blevet stridens midtpunkt:

... selv om Niels Nyrups Forklaring nu til Dollerup Sogneraad var til at stole paa, skulde Visti Pedersen være kommen til ham Efteraaret (1876?) og bleven der til Foraaret 1881, altsaa ikke i 5 Aar; men dertil kommer, at Vidnet Niels Nielsen og flere Mænd i Batum kunne vidne, at Visti Pedersen medens han i nævnte Tidsrum var der, til 1ste Novbr. flyttede til Forpagteren paa Tjele Hovedgaard, hvor han var en kort Tid, og flyttede da tilbage til Niels Nyrup igjen; at denne ikke kan huske dette, og at han snart giver den Forklaring at Visti Pedersen ikke har opholdt sig saalænge i herværende Kommune, at han har kunnet erhverve Forsørgelsesret dér ..., og snart derefter giver en modsat Forklaring til Dollerup Sogneraad, beviser jo kun, at hans hukommelse er saa svækket, paa Grund af hans høie Alder formodentlig, at man ikke tør fæste nogen Lid hertil, navnlig da den ogsaa er i Strid med Vidneforklaringen i Politiforhøret;
... man kan ikke tage nogetsomhelst Hensyn til den fremlagte skriftlige "Forklaring" af Visti Pedersen - der nok er skrevet og formodentlig ogsaa forfattet af Niels Nyrup - naar man kjender hans mentale Tilstand idetheletaget, foruden at han er døvstum;
at tvende Medtjenere paa Hald "mener at kunne erindre", at Visti Pedersen flyttede derfra til Batum 1873-74, er intet Bevis: han har jo opholdt sig flere Steder i dette Tidsrum, og de have vel ikke seet ham tage virkelig Bopæl i Batum hos Niels Nyrup paa den Tid, og selv om saa var, har han jo efter Vidneforklaringen. netop afbrudt Opholdet der - som vist var alt andet end fast - kort efter.
Da der saaledes ikke er frembragt noget bestemt Beviis for, at saavel den overensstemmende Vidneforklaring som Niels Nyrups første Forklaring skulde være urigtig, maa det forundre, at det ærede Sogneraad desuagtet kommer til det Resultat, "at der næppe kan være nogen Tvivl om", at Visti Pedersen ... maa være forsørgelsesberettiget her, ...
Det ærede Sogneraad vil vel næppe for Alvor forlange, at herv. Kommune, efter de sidst anførte løse Udsagn, skulde paatage sig for Eftertiden at forsørge et af Dollerup Kommunes trængende Medlemmer, som dertil er døvstum. ...
Paa Sogner. Vegne
H.Bay, Formand.

Der gik endnu en skrivelse fra Dollerup til Rødding, og derefter nok én den anden vej. Ingen af parterne ville bøje sig. Sognerådet i Thorning ventede utålmodigt på en afklaring, og da Dollerup svarede på en rykkerskrivelse med en ny afvisning, var man nødt til at bringe sagen for en højere instans. Den 23.april 1889 henvendte Thorning sogneråd sig til amtmanden for Viborg Amt for at få ham til at afgøre striden mellem de to andre kommuner.

Lørdag den 4.maj 1889 mødte Peder Nørskov Nielsen og Christen Andersen op i Skræ med en politiretsindkaldelse. Niels Nyrup og Visti skulle den følgende torsdag møde på tinghuset i Hørup kl.9 for at afgive forklaring ved Lysgård Herredsret. Amtmandens første skridt var altså at få Niels Nyrups forklaring under vidneansvar, og man mente ikke længere at "den gamle mand" skulle spares for ulejligheden. Hans vidneforklaring gengives her i sin fulde ordlyd ("Kpten" er herredsskriverens betegnelse for den afhørte, altså Niels Nyrup):

Fornævnte Niels Nyrup. Huseier i Skræ, fremstod og afgiver under Sandheds Løfte efterstaaende Forklaring.
Saavidt Kpten, der er 68 Aar gl., husker, kom Visti Pedersen i Tjeneste hos Kpten, der da var Gaardmand i Batum, Rødding Sogn, d.1.November 1873 og blev efter hvad han bestemt erindrer i denne Tjeneste i 2 Aar. Sin Erindring om det Tidspunkt da Visti tiltraadte sin Tjeneste for Kpten støtter han særlig derpaa at han kan erindre at en af hans Døttre, der er født i 1870, dengang var 3 Aar gl. Han kan ogsaa bestemt erindre at det dengang Visti Pedersen tiltraadte Tjenesten blev af denne meddelt at han var 31 Aar gl. Før Visti tiltraadte Tjenesten hos Kpten havde han havt Ophold hos Forældrene, der boede ved Hald Egeskov som Skovfogedfolk. Efterat Visti Pedersen som forklaret havde tjent hos Kpten i 2 Aar - efter Kptens Formening til 1.November 1875 - kom han til at tjene først Niels Nielsen i Batum og senere denne og Jens Chr. Laursen smst. i Forening. Hvorlænge han tjente N.Nielsen og J.C.Laursen kan han ikke nøiagtig bestemme, men det forekommer ham dog for sikkert, at han tjente N.Nielsen i et Aar og N.Nielsen og J.Chr.Laursen i Forening i et Aar, saaledes at han herefter er fraflyttet dem d.1.November 1877. Kpten, der stadig fulgte Visti Pedersens Færd og Opholdssted, forklarer derefter, at Visti fra sin Tjeneste hos N.Nielsen og J.Chr.Laursen flyttede til Gaardeier Thomas Pedersen Bach og Laust Kallestrup, begge af Batum, og tjente dem i Forening i 2 Aar, altsaa til 1.November 1879, derefter til Kpten, hvem han tjente i 1½ Aar, altsaa indtil 1.Mai 1881, derefter til Bruunshaab, hvor han havde Tjeneste indtil 1/11 1882, derefter til Kpten igjen som han nu tjente i et Aar indtil 1.November 1883, hvorefter han atter kom til at tjene fornævnte Ths. Bach i et Aar indtil 1/11 1884.
Foreholdt hans Erklærings Afvigelser fra de Forklaringer der ere afgivne inden Fjends Nørlyng Herreders Politiret af forskjellige, der have havt Visti i Tjeneste og af andre, vedbliver han sin Forklarings Rigtighed, idet han nemlig bestemt husker, at Visti kun tjente Kpten 3 Gange medens Kpten boede i Batum og at disse Tjenester omfattede de af ham angivne Tidsrum, ligesom han paa Anledning udtaler, at han er overbevist om at Visti Pedersen ikke nogensinde har havt Tjeneste paa Hovedgaarden Tjele. Kpten tilføier nu, at de 2 Aar Visti tilbragte hos N.Nielsen og J.Chr.Laursen i Batum var hos disse Mænd i Forening og ikke som foran anført først for N.Nielsen og derefter for dem i Forening, samt at: Tjenesten for disse 2 Mænd saavidt Kpten husker, først blev tiltraadt ved Juletid.
Paa Anledning udtaler Kpten, at Visti Pedersen har lært paa det Kgl. Døvstummeinstitut at læse og skrive, at han er ved sin fulde Forstand og kan meddele sig saavel ved Skrift som ved Tegn. ...

Derefter forsøgte man at afhøre Visti, men denne gjorde tilsyneladende Niels Nyrups sidste udtalelser til skamme. Herredsskriveren noterede i protokollen:

Visti Pedersen, der var mødt, fremstod og blev af Retten forelagt forskjellige paa et Stykke Papir med let læseligt Skrift skrevne letfattelige Spørgsmaal, uden at det var muligt at erholde af ham nogetsomhelst oplysende Besvarelse, hvorefter han dimitteredes.

Niels Nyrup tog sikkert Visti med på hestevognen tilbage til Skræ. Han fik halvanden krone i befordringsgodtgørelse for dette afbræk i forårsarbejdet.⁽¹⁵⁴⁾

Herredsfogeden i Hørup - det var den bekendte Christoffer Krabbe, der havde ejet Hald Hovedgård siden 1881, og under hvis far Visti havde tjent - sendte straks forhørsudskriften til amtmanden, der straks beordrede Fjends-Nørlyng Herred til at foretage en ny afhøring af Batum-mændene. Det skete med følgende hvasse bemærkninger:

... Det forekommer Amtet aldeles uantageligt, at de nysnævnte 4 Mænd i Batum ikke hertil kunne afgive bestemtere Besked om, hvor Visti Pedersen har opholdt sig i et Tidsrum, der dog ikke ligger meget langt tilbage i Tiden, end til et inden Fjends-Nørlyng herreders Politiret den 5te Oktober s.A. optaget Forhør, og særlig maatte Th. Pedersen Bach og Laust Kallestrup affordres bestemte Erklæringer, om ikke Visti Pedersen har tjent dem ogsaa inden den 1ste Mai 1881, og i saa Fald naar, idet han vil have vundet Forsørgelsesret i Rødding-Løvel-Pederstrup Kommune, saafremt han blot har havt uafbrudt Ophold sammesteds fra November 1874 til efter November 1879. Rigtigheden af den af samtlige de nævnte Mænd i Batum afgivne Forklaring om, at Visti Pedersen nogen Tid skal have havt Tjeneste paa Thiele Hovedgaard, benægtes bestemt af Niels Nyrup, og nærmere Erklæring om, naar Opholdet paa Thjele Hovedgaard skulde falde, maatte afæskes de Paagjældende, der i ethvert Fald antagelig ville kunne opgive en Tid, inden hvilken dette Ophold ikke kan have fundet Sted. Særlig Niels Nielsen er vistnok vidende om, hvorvidt Visti Pedersen endnu havde Ophold i Batum, da hans første Kone, Visti Pedersens Søster, afgik ved Døden ved Paasketid 1879, og er vel ogsaa bekjendt med, om Tjenesten paa Thjele falder i den nærmeste Tid derefter.⁽¹⁵⁵⁾

Så den 25.maj måtte Niels Knudsen, J.C.Lauritsen, Th.Bach og Laust Kallestrup for anden gang til politiforhør i Viborg. Desuden fulgte Niels Rasmussen fra Batumgård med, og sognerådsformanden Hans Bay fra Løvel var der nok også.

Niels Knudsen, der afhørtes først, forsikrede imidlertid, at han første gang gjorde sig den umage, han kunne for at erindre sig sagen, og han havde ikke nogensomhelst grund til at forandre sin den gang afgivne forklaring, da han ikke erindrede sig noget mere bestemt end dengang; men han sagde, det var muligt, at Niels Nyrup har ret i, at Visti tjente ham først 1 år og derefter ham og J.C.Lauritsen i forening det påfølgende år, men det var ham ikke muligt at erindre noget om det.
Nogen tilsvarende usikkerhed herskede ikke, da han skulle forklare om Vistis tjeneste på Tjele Hovedgård, idet han nu var tilbøjelig til at tro, at det var umiddelbart efter at Visti havde tjent ham og J.C.Lauritsen i forening, at Visti Pedersen en kort tid forlod sognet og sagdes i kort tid at have haft tjeneste på Tjele Hovedgård, formentlig hos daværende Forpagter Sehested. Visti kom derefter påny tilbage til Niels Nyrup i Batum.

Derefter var det J.C.Lauritsens tur til at uddybe den tidligere forklaring, men han kunne aldeles ikke forklare andet eller mere. Han fastholdt særligt sin forklaring om, at det var efter at have tjent ham og Niels Nielsen i forening, at Visti en kort tid forlod Sognet for at tage tjeneste på Tjele Hovedgård, og han troede, at det var hos forpagteren sammesteds, Løjtnant Sehested, Visti en kort tid tjente for derefter at komme tilbage igen til Batum, hvor han så fik tjeneste hos Niels Nyrup. Han bemærkede, at han troede, at Gårdejer Niels Rasmussen kunne forklare nærmere om det.
Thomas Bach, der var den næste i vidneskranken, erklærede også, at han måtte fastholde den tidligere forklaring i enhver henseende, og at han ikke kunne forklare mere til oplysning i sagen, og særligt kunne han intet yderligere forklare om, hvorlænge Visti havde opholdt sig i Rødding sogn, før han den 1.Mai 1881 kom til Bruunshaab. Han fastholdt sin forklaring om, at Visti en kort tid var borte fra sognet og sagdes at have haft tjeneste på Tjele Hovedgård, hos hvem vidste han ikke. Men han vidste, at han kort tid efter kom tilbage og fik tjeneste hos Niels Nyrup. Og han troede, at det også var fra Niels Nyrup, han kom, da han forlod sognet for at tage tjeneste på Tjele. Thomas Bach fandt det underligt, at Niels Nyrup intet havde kunnet huske om det, da han selv havde fortalt ham om det, mens han boede i Batum. Dengang sagde han også, at han ingen brug havde for Visti, da han kom tilbage, men at han havde taget ham alligevel. Thomas Bach kunne heller ikke forstå, at Niels Nyrup i hele taget kunne forklare, som han gjorde, efter det han den 30.Juni sidste år havde sagt til ham. Han var rede til at aflægge ed på, at samtalen hos købmand Jensen Lyngsø var forløbet, sådan som han forklarede det sidste gang.
Da han blev spurgt, om han havde Visti i sin tjeneste, inden han havde ham sammen med Laust Kallestrup i 1883-84, svarede han, at han af og til havde haft Visti i tjeneste en enkelt eller flere dage, men noget fast tyende- eller arbejdsforhold havde der ikke bestået imellem dem.

Laust Kallestrup gentog den indstuderede lektie. Også han fastholdt rigtighed af sin afgivne forklaring. Han kunne ikke forklare noget mere bestemt om, hvornår Visti første gang kom til Batum og om, hvorlænge han havde opholdt sig der, dels hos Niels Nyrup og dels hos Niels Nielsen. Han troede, at det var, da Visti forlod Niels Nielsens tjeneste, at han en kort tid forlod Rødding sogn for at tage tjeneste på Tjele Hovedgård, formentlig hos den daværende forpagter Sehested. Han troede nok, at Visti fik tjeneste hos Niels Nyrup, da han kort tid efter kom tilbage til Rødding sogn igen. Men han vidste det ikke.

Derefter afhørtes Niels Rasmussen, som herredsdommeren erfarede "tilfældigvis" netop den pågældende dag opholdt sig i Viborg. Niels Rasmussen, Stines fætter, men gift med Thomas Bachs kusine, havde været medlem af Rødding-Løvel-Pederstrup sogneråd 1880-1886.
Han erindrede bestemt, at han som sognerådsmedlem havde tænkt adskillige gange på, at de vistnok fik Visti til forsørgelse på Rødding kommune, men da Visti så forlod kommunen og rejste til Bruunshaab, vidste Niels Rasmussen bestemt, at han tænkte, at nu slap de fri for ham, da han ikke den gang havde haft et samlet uafbrudt ophold i kommunen af 5 år, eftersom Vistis ophold i Rødding sogn engang var blevet afbrudt ved, at han forlod sognet for at tage tjeneste på Tjele Hovedgård.
Han vidste også helt bestemt, at han kort før maj 1877 fæstede en karl til at tjene sig fra 1/5 i fællesskab med Niels Nyrup, således at han skulle have karlen 2 dage om ugen, fordi Niels Nyrup i det øjeblik havde flere karle, end han havde brug for. Og efter hvad de andre mænd i byen - særligt de afhørte vidner - havde sagt ham, var det, fordi Visti var kommet i utide tilbage fra Tjele og i tjeneste hos Niels Nyrup, at denne havde fået for mange Karle.
Niels Rasmussen forklarede, at Visti gik rundt i byen og meddelte beboerne, ved at skrive i sin hånd, at han var fæstet til Tjele. Det var ganske sikkert, at han var borte fra sognet, men han vidste ikke hvorlænge og heller ikke, om han havde været på Tjele.

Vidnernes påstand om, at Visti havde tjent på Tjele i efteråret 1876, fik i løbet af sommeren et alvorligt grundskud, idet den nævnte daværende forpagter Sehested afviste, at han havde haft en døvstum person i sin tjeneste. Amtet sendte også en forespørgsel til Tjele-Vinge sogneråd for at få oplyst, om andre kendte til et ophold der. Svaret var negativt. Men der var ansatte på Tjele Hovedgård, der godt kunne huske, at Visti flere gange havde gjort forsøg på at blive fæstet til forpagteren, at han faktisk blev det i 1882, men aldrig gav møde. Og man mente, at noget lignende kunne være sket i 1875 eller 76, men dengang gav han heller ikke møde.⁽¹⁵⁶⁾

Samtidig med at disse undersøgelser af påstanden om et ophold i Tjele fandt sted, blev Niels Nyrup for anden gang kaldt til afhøring i Hørup. Den 29.august - en uge efter hans 69-års fødselsdag - måtte han igen tage hestevognen frem og tilbage mellem Skræ og Kjellerup, denne gang for at tage stilling til de oplysninger, Niels Rasmussen havde givet i retten.
Han erklærede, at dennes forklaring om, at Visti skulle have forladt Rødding sogn for at overtage en tjeneste paa Tjele Hovedgård, var urigtig. Derimod var det rigtig, at han fra 1.maj 1877 havde en karl i fællesskab med Niels Rasmussen, men dette havde intet med Visti at gøre. Han var ikke kommet i utide af en tjeneste tilbage til ham. Han havde slet ikke ophold hos ham i tiden fra november 1875 til november 1879. Niels Nyrup var ganske sikker på, at Visti ikke i tidsrummet fra efteråret 1873 til 1.maj 1881 havde haft sit tøj flyttet fra Batum eller havde haft tjeneste noget sted uden for Rødding-Løvel-Pederstrup Kommune.
Niels Nyrup afveg i det hele taget ikke fra sin første forklaring. Afhøringen blev kortvarig, og han kunne snart køre hjem igen, nok en gang med en godtgørelse på halvanden krone for sin ulejlighed.⁽¹⁵⁷⁾

Den 24.september 1889 sendte amtmanden så et brev til Rødding-Løvel-Pederstrup sogneråd. Han troede mere på Niels Nyrup end på hans tidligere naboer, så han havde besluttet, at denne kommune havde forsørgelsespligten. Inden beslutningen fik endelig gyldighed, gav amtmanden sognerådet mulighed for at komme med indsigelser. Men første runde havde det tabt.⁽¹⁵⁸⁾

Medlemmerne af sognerådet for Rødding-Løvel-Pederstrup kaldtes straks sammen til et møde for at udarbejde et nyt forsvar, der først og fremmest blev et angreb på Niels Nyrups troværdighed. I brevet til amtet fremhævede man igen, at han havde ændret forklaring, siden han talte med Thomas Bach om sagen. Og man påstod rent ud, at Niels Nyrup var upålidelig og ligefrem selv fabrikerede bevismaterialet:

naar hertil kommer, at Niels Nyrup er en meget gl. Mand, hvis Hukommelse o.M. er svækket, og [som har] gjort Alt for at Vedkommende skulde tro, at hans sidste Forklaring er den rigtige, bl.Andet ved at udfærdige en Erklæring fra Visti Pedersen om hans Ophold i Batum og faaet ham - der kan skrive lidt - til at underskrive den, uagtet N.Nyrup godt veed, at V.Pedersen er utilregnelig, og da Politimesteren, efter Forhøret, ikke har forelagt N.Nyrup eller foreholdt ham hans tidligere modsatte Erklæring af hans nu inden Retten afgivne, bliver hans Forklaringer idetheletaget meget upaalidelige, hvorpaa der ikke kan lægges noget Grundlag til at udfinde nogen Forsørgelsesret for Visti Pedersen;

Thomas Pedersen, Vistis bror, havde også vidnet om, at han havde haft et femårigt uafbrudt ophold i Batum. Men han gjorde det i så upræcise vendinger, at sognerådet ikke mente, man kunne bygge noget bevis på det. Derefter gik man over til at fremhæve Batum-mændenes troværdighed og bortforklare fadæsen med Tjele-opholdet:

... Der [er] ingen Grund til at antage, at Niels Nyrup skulde vide bedre Besked eller være bedre inde i Visti Pedersens Forhold end de øvrige 5 Mænd i Batum, hos hvem han ogsaa havde opholdt sig, ialfald ved de 3; ligesaalidt har disse Mænd sagt, at Visti Pedersen tog Tjeneste ... paa Tjele, men kun at de antog det, da han ved tegn forklarede dem, at han var fæstet dertil, og dette viser sig jo ogsaa, efter Tjele Sogneraads Erklæring, at være rigtig, men at han ikke kom i denne Tjeneste, derfor kan han jo haft Tjeneste mange andre Steder, han blev idetheletaget nødig længe paa ét Sted. ...

Brevet til amtet blev udfærdiget den 7.oktober. Denne gang var det ikke kun sognerådsformanden Hans Bay, der skrev under, men alle ni medlemmer af rådet. Den sidste, der satte sit navn, var Laust Nyrup, der siden 1885 havde ejet fødegården og nu også var blev sognerådsmedlem. Også han skrev altså under på disse uvenlige ord om Niels Nyrup, hans egen kødelige farbror. Der er sikkert blevet talt en del om det hjemme på Stendalsgård i Pederstrup, hvor Peder Nyrup nu levede som aftægtsmand hos sin søn.

Amtmanden reagerede på indsigelsen ved at beordre nye forhør ved herredsretten. For tredie gang måtte Thomas Bach og Laust Kallestrup stille til afhøring, og Niels Rasmussen måtte også afsted. Amtmandens begrundelse for forhøret og krav til, hvordan det skulle foregå, afspejler hans mistanke om, at Batum-mændene koordinerede deres vidneudsagn, og at sognerådsformanden styrede dem:

... De har til Forhøret den 25.Mai d.A. ligesom ogsaa til et Forhør den 5te Oktober s.A. nærmest kun afgivet Forklaring angaaende det den foreliggende Sag ... uvedkommende Spørgsmaal om Visti Pedersens Ophold i Batum, efterat han havde tjent paa Bruunshaab, og det maa derfor afæskes dem bestemt Erklæring om, hvad de kunne forklare om Visti Pedersens Ophold i Tiden fra den 1ste November 1877 til 1ste November 1879, saaledes at det, saavidt muligt søges forebygget, at de ved at udtale sig om hans Ophold til andre Tider end nysanførte søge at komme bort fra at afgive bestemt Forklaring om det nævnte begrænsede Tidsrum, i hvilket Visti Pedersen efter Niels Nyrups Udsagn skal have tjent dem selv. Benægtes dette, maatte de udtrykkelig udspørges om, hvorvidt de da selv ere vidende om, hvor andetsteds i eller udenfor Rødding-Løvel-Pederstrup kommune Visti Pedersen har havt Ophold fra November 1877 til November 1879.
Deres Pligt til under Strafansvar at afgive rigtig Vidneforklaring i Sagen bedes dem forinden Afhøringen alvorlig foreholdt, hvorfor det ønskes, at de ikke afhøres i hinandens Paahør, men særskilt, saaledes at først derefter Konfrontation, om fornødent, finder Sted. Sogneraadsformanden eller Delegerede fra Sogneraadet maatte ikke overvære Afhøringen.
Endelig bedes der afæsket Gaardeier Niels Rasmussen af Batum Forklaring om, hvorvidt det forholder sig rigtigt, at han ... har overværet en Samtale ... i Kjøbmand Jensen Lyngsøes Lokaler i Viborg mellem nævnte Bach og Niels Nyrup, under hvilken denne sidste udtrykkelig skal have udtalt, at Visti Pedersen kun kunde have havt uafbrudt Ophold i Batum i høist 4½ Aar, ligesom der, om fornødent, lades foretaget Konfrontation mellem Th. Pedersen Bach og Niels Rasmussen ang. Indholdet af denne Samtale. ...⁽¹⁵⁹⁾

Under disse skærpede omstændigheder begyndte forklaringerne at krakelere noget. Først afhørtes Thomas Bach, der sagde, at han turde aflægge ed på, at han ikke havde haft Visti i 2 fulde år sammen med Laust Kallestrup og altsaa heller ikke i den nævnte periode. At han overhovedet skulle havde haft Visti Pedersen i fast tjenesteforhold nogen del af disse 2 år, kunne han ikke huske noget om, men da Laust Kallestrup havde sagt til ham, at han troede, at de havde haft ham i nogen tid i forening før året fra 1/11 83 til 1/11 84, så måtte han jo indrømme, at det var muligt. Han sagde, at han kun havde en lille gård og ikke altid havde karl.
Han turde ikke benægte, at det måske endog kunne have været en hel sommer, men han kunne ikke huske det, og han kunne altså ikke sige, om dette arbejde måske fandt sted i det nævnte toår, men han gentog, at han var ganske sikker på, at han ikke havde ham i 2 år eller 1½ år. Han turde ikke benægte, at han havde haft ham i 1 år af den omhandlede periode, men han kunne som sagt ikke huske det.
Så forlod Thomas Bach lokalet og Niels Knudsen blev kaldt ind. Han forklarede, at han, efter at have været i forhør 2 gange om sagen, var kommet på det rene med, navnlig ved samtale med sin kone, at han 2 gange havde haft Visti i sin tjeneste sammen med Thomas Bach, altså ikke blot i året fra 1/11 83 til 1/11 84, men også en gang tidligere. Og han antog, at det var i året fra 1/11 77 til 1/11 78. Han havde sagt det til Thomas Bach, der imidlertid havde svaret, at det kunne han ikke huske noget om. Da dommeren gjorde ham opmærksom på, at Niels Nyrup havde forklaret, at Visti tjente dem i de 2 Aar fra 1877 til 1879, sagde han, at det ikke var rigtigt; men han tilføjede dog, at han ikke kunne huske noget så bestemt, at han turde aflægge ed på det. Han sagde imidlertid, at han og hans kone ikke kunne komme efter, at Visti havde tjent dem mere end 1 Aar ad gangen, og han måtte derfor fastholde, at det kun var det nævnte år. Niels Knudsen forlod forhørslokalet med en bemærkning om, at han havde talt både med familie og fremmede og nu ikke kunne give yderligere oplysning i sagen.
Så blev Niels Rasmussen kaldt ind, denne gang for at bevidne, hvad der var sagt mellem Niels Nyrup og Thomas Bach hos købmand Jensen Lyngsø. Han erindrede bestemt, at de talte om Vistis forsørgelse, men han deltog ikke i samtalen, så han kunne slet ikke mindes, at Niels Nyrup under samtalen afgav nogen erklæring om, at Visti kun havde opholdt sig i samlet 4½ år i Rødding Kommune, eller overhovedet udtalte sin mening om, hvor Vistis formentlige forsørgelseshjem var.
Thomas Bach havde ventet uden for døren, nu blev han kaldt ind igen. Han opfordredes til at tage hjem og snakke med sin kone eller andre, der kunne hjælpe på hans dårlige hukommelse. Og han fik besked om at møde igen næste dag klokken tre.

Thomas Bach mødte op på det fastsatte tidspunkt, men var, som det fremgår af følgende uddrag af protokollen, efterhånden godt og grundig træt af forestillingen:

Dommeren bemærkede, at Vidnet ved sin Fremtræden viste en studs Optræden og fremkom med en hæsblæsende Bebreidelse om at Dommeren under Forhøret i Gaar skulde have sagt til ham, at alt, hvad han i Gaar havde sagt i Retten, var Løgn.
Dommeren gjør i denne Anledning Vidnet opmærksom paa, at han har at opføre sig sømmeligt i Retten, samt derhos, at det er Usandhed, naar Vidnet siger, at Dommeren har udtalt sig til ham som nævnt i Forhøret i Gaar; Dommeren, der fra Viborg Stiftamt var bleven anmodet om paany at afhøre nogle af de i Sagen tidligere afhørte Gaardmænd fra Batum havde selvfølgelig i Gaar opfordret de enkelte Vidner saa alvorligt som muligt til at anspænde deres Hukommelse i denne Sag for at komme efter Sandheden, idet der særlig var bleven gjort dem opmærksom paa, at en Erklæring om, at man ikke huskede det, hvorom man spurgtes, naar man havde Midler til at komme efter hvorledes Sammenhængen var, uden at man benyttede dem, var det samme som en falsk Vidneforklaring, der var strafbar. Dommeren gjorde derhos særligt Vidnet ved Forhørets Slutning i Gaar opmærksom paa, at det var høiest forunderligt, at han, der er en forholdsvis ung Mand med usvækkede Evner (han er Sogneraadsmedlem) ikke skulde kunne forklare mere bestemt, end han havde gjort i Forhøret i Gaar, om hvorvidt hans første Kones Broder, den døvstumme Visti Pedersen, der havde tjent ham og Laust Nielsen Kallestrup i Forening, kun havde tjent Vidnet og Laust Nielsen Kallestrup én Gang eller to Gange, da det var sandsynligt, at Tjenesteforholdet begge Gange havde varet 1 Aar. Vidnet blev derefter opfordret til at erklære, om ikke den af Dommeren nye givne Fremstilling af det i Gaar i Retten passerede er rigtig, hvorefter Vidnet bad Dommeren undskylde hans urigtige Optræden i Dag i Retten, som han erkjender var urigtig, idet han dog beder Dommeren betænke, at den aldrig vilde være fremkommen, naar han ikke havde følt sig krænket ved at tænke at man ikke troede paa hans Ord, men tænkte om ham, at han søgte at skjule Sandheden for at hans Kommune kunde slippe for Visti Pedersens Forsørgelse.

Derefter erklærede Thomas Bach, at det ikke havde været ham muligt at skaffe hverken i sit hus eller ved sine naboer nogen oplysning, der gjorde, at han kunne udtale sig mere bestemt, end han gjorde i forhøret dagen før. Han mente fortsat, at Visti havde været borte fra sognet i toåret 1877-79, selvom han ikke vidste hvor, og han fandt, at det var underligt, at Niels Nyrup ikke kunne huske det, da det var ham, han forlod, da han rejste fra sognet og hans tjeneste han vendte tilbage til, da han atter kom til sognet. Det var muligt, at Visti ikke var på Tjele Hovedgård, men et andet sted udenfor sognet, og om det måtte Niels Nyrup utvivlsomt kunne give oplysning. Det var i allerhøjeste grad påfaldende, at Niels Nyrup nu havde en anden anskuelse end den, han udtalte den 30.Juni 1888.⁽¹⁶⁰⁾

Disse sidste bemærkninger fra Thomas Bach bevirkede, at Niels Nyrup en tredie gang måtte ulejlige sig fra Skræ til tinghuset i Hørup. Det var den 14.november 1889. Men der var ingen vaklen i hans vidneforklaring, og som direkte svar på Thomas Bachs påstand, udtalte han:

... Det er urigtigt naar Thomas Pedersen Bak af Batum har forklaret, at Visti Pedersen forlod Kpt. og kom tilbage til Kpt. under sit Ophold i Batum. [Han] havde Visti fra 1/11 73 - 1/11 75 og fra 1/11 79 - 1/5 81 samt fra 1/11 82 - 1/11 83 stadig i Batum, og ethvert af disse 3 Ophold var uafbrudt. I Tidsrummet 1877-1879 havde [han] slet ikke Visti. Denne kom 1/11 77 i Tjeneste hos Thomas Pedersen Bak i Batum og forblev i dennes Tjeneste uafbrudt indtil 1.November 1879 dog saaledes at Visti arbejdede de 3 Dage af Ugen for Laurs Nielsen i samme By og i disse Dage havde Natteophold hos Laurs Nielsen. ...

Og så fortalte han om episoden ved Thomas Bachs bryllup (se side 90) som forklaring på, hvorfor han huskede det så tydeligt.⁽¹⁶¹⁾

Der blev så afholdt et sidste forhør ved Fjends-Nørlyng herreders ret. Laust Kallestrup og Thomas Bach skulle konfronteres med Niels Nyrups udtalelser. Den førstnævnte erklærede, at intet i disse fik ham til at forandre noget i sine tidligere afgivne forklaringer. Men det var rigtigt nok, at han havde Visti 3 døgn ad gangen, når han delte ham med Thomas Bach. Han var også tilstede ved Thomas Pedersen Baks bryllup i sommeren 1879, men huskede ikke det allermindste om, at Visti var der, eller at han den gang tjente der.
Thomas Bach blev afhørt for femte gang, men havde heller intet nyt at tilføje. Han antog, at han huskede lige så godt som Niels Nyrup, og gentog påstanden om, at Visti forlod sognet, mens han var hos ham.
Han bekræftede i store træk episoden fra brylluppet (se side 90), men hverken han eller hans kone kunne huske noget om, at Visti skulle have tjent dem dengang. Nogen oplysning om hvor Visti ellers havde sit ophold i Sommeren 1879, kunne han ikke give, men han troede nok, at han var i Batum, den gang brylluppet stod, da han ellers ikke var kommet med til det.⁽¹⁶²⁾

Amtmanden handlede hurtigt, han syntes sagen efterhånden havde trukket længe nok ud. Dagen efter, at han modtog forhørsudskriften fra herredet - den 26.november - sendte han sin afgørelse til Dollerup-Finderup-Ravnstrup. Han havde nemlig ombestemt sig, og nu udpegede han denne kommune til forsørgelseskommune. Begrundelsen var, at:

... der om Paagjældendes Ophold i Batum i Tiden fra den 1ste November 1877 til den 1ste November 1879 foreligger saa modstridende Forklaringer, at det, da Paagjældendes egen Forklaring ikke har kunnet erholdes, ... ikke vil være muligt ved Sagens Afgjørelse at gaa ud fra, at han har havt uafbrudt Ophold i Batum længere end til den 1ste November 1878, og da Tiden for hans Ankomst til Batum heller ikke er konstateret, og det efter det foreliggende maa anses for muligt, at han først er ankommen dertil i Aaret 1874, vil det ikke, medmindre yderligere Oplysninger maatte kunne tilvejebringes, kunne anses for oplyst, at han har havt uafbrudt Ophold i Rødding-Løvel-Pederstrup Kommune i mindst 5 Aar.

Årsagen var altså ene og alene, at forklaringerne var modstridende, ikke at amtmanden havde ændret holdning til, hvem han fæstede mest tillid til. Sognerådet i Rødding-Løvel-Pederstrup vandt på denne måde anden runde. Men der blev igen åbnet mulighed for, at den tabende part kunne gøre indsigelse. Og Dollerup-Finderup-Ravnstrup kommune gav ikke sådan lige op. De udnyttede alle ankemulighederne, og udskød derved den endelige afgørelse endnu et halvt år.⁽¹⁶³⁾

Da folketællingen i 1890 fandt sted - det var som sædvanlig den 1.februar - bestod husstanden i Skræ af Niels Nyrup på 70 år, Stine på 45 år, Sine på 15, Anders på 12, Peter på 10 og Ane på 6. Og så boede Visti, der var 49 år, altså endnu hos dem.
Marie var ude at tjene, det vides ikke hvor. Selv om Sine også havde alderen til det, så havde hun ikke været hjemmefra. Hun var blevet konfirmeret i Thorning Kirke den 14.april 1889. Drengene var endnu for små til rigtigt at tælle som arbejdskraft, så der var stadigvæk brug for Vistis, dog næppe på den tid af året.

Den 28.februar sendte Dollerup-Finderup-Ravnstrup sogneråd så sin erklæring til amtet. Man hæftede sig først og fremmest ved de stridende vidners forskellige motiver:

Sogneraadet skal ikke yderligere komme ind paa Enkeltpersoner i denne Sag, men kun tillade sig at bemærke, at man dog havde anseet de foreliggende Oplysninger tilstrækkelige til at konstatere V.P. uafbrudte Ophold i Rødding Kommune i ovennævnte Tidsrum, idet man gik ud fra, at Niels Nyrups fuldstændig uinteresserede Forklaring maatte veie betydelig mere end de Batum Mænds meget svævende og tildeels upaalidelige Forklaringer; ligesom dette, at V.P. har havt sit egentlige Hjem hos Niels Nyrup siden han forlod herværende Kommune, maatte give denne Mands Udsagn en betydelig mere reel Betydning i Spørgsmaalet, hvor det dreier sig om V.P.s Ophold i Batum ...

Men amtet fandt ikke, at der blev fremført nye momenter, der betød noget. Man fastholdt afgørelsen og meddelte 4.marts dette til de tre berørte kommuner. Sognerådet i Dollerup ankede prompte sagen til indenrigsministeren. Anken blev ekspederet af amtet, der gav Rødding kommune endnu en chance for at kommentere sagen og få en erklæring medsendt til ministeren. Denne gang mobiliserede man så en af sognets autoriteter, sognefoged Søren Thorup, der engang hørte til Niels Nyrups nærmeste bekendtskabskreds. Sognefogeden skrev følgende erklæring:

Da jeg har hørt at forhenværende Gaardmand Niels Andersen Nyrup, tidligere af Batum, skulde have givet den Forklaring i Retten, at Døvstum Visti Jensen havde opholdt sig hos ham og flere Mænd i Batum, saalænge at han derved var bleven Forsørgelsesberettiget i Rødding Kommune, kan jeg herved bevidne, at han tværtimod til mig har udtalt, netop ved den Tid (i Halvfjerdserne): at Visti Jensen, der dengang tjente ham, skulde bort af hans Tjeneste, fordi Niels Nyrup ikke vilde have, at han skulde blive Forsørgelsesberettiget i Rødding Kommune.
Rødding den 11.April 1890.
Søren Jensen Thorup,
Sognefoged.

Søren Thorups brev blev vedlagt og kommenteret i skrivelsen, som Rødding sogneråd sendte ministeren:

... den eneste Beviisførelse Dollerup Kommune har kunnet støtte sig til, er fra en meget gammel affældig Mand, hvis Hukommelse i den Grad er svækket, at han først erklærer for et af Vidnerne i fleres Paahør, at Visti Pedersen aldrig kunne være forsørgelsesberettiget i Rødding Komm., da han ikke havde opholdt sig i Batum mere end høiest 4 Aar stadig og kort efter giver han en stik modsat Forklaring i Retten i Kjellerup, og endelig vil det ses af vedlagte Erklæring fra Sognefogden i Rødding, at titnævnte Niels Nyrup - netop paa den Tid Visti Pedersen efter de 4 Mænds Forklaring i Batum afbrød sit Ophold dér - er den Mand hos hvem Visti tjente, der sørgede for at han kom væk fra Rødding Kommune, udtrykkelig af den Grund - saaledes har han jo udtalt til Sognefogden den Gang - for at han ikke skulle blive forsørgelsesberettiget dér. Hvormegen Tillid mon da Øvrigheden vil tillægge hans Forklaring i Retten, endsige at den skulde tage mere Hensyn til den, end til de 4 eller 5 Batummænds enstemmige Forklaring, som de erklære dem villige til edslig at bekræfte, at Visti Pedersen reiste bort en 1.Novbr. og var borte en Tid, hvorlænge og hvorhen veed ingen bestemt, da han var døvstum og vanskelig kunde lade sig forstaa ved Tegn, da han havde været der i 4½ Aar, kom til Batum igjen og opholdt sig der saa af og til, men ingensinde i 5 Aar i Rad, og dette stemmer jo ogsaa med Niels Nyrups første Forklaring til Vidnet Th.Bach og med hans Udtalelse i vedlagte Erklæring til Sognefogden i Rødding, saa det synes forunderligt efter hele Sagens Gang og det Oplyste herunder, at Dollerup Sogneraad vedbliver at forfølge den til det Yderste.

Ministeriet fulgte Viborg Amts anbefaling, og den 13.maj 1890 blev dette meddelt de tre kommuner. Hermed var sagen endeligt afgjort. Dollerup kommune betalte i årene derefter de udgifter, Thorning havde til Vistis forsørgelse.⁽¹⁶⁴⁾
Det vides ikke, hvor længe han blev boende i Skræ. På et tidspunkt, sandsynligvis kort tid efter sagen afslutning, flyttede han til en gård og en familie, der havde bedre mulighed for at have ham boende. De sidste cirka tredive år af sit liv tilbragte Visti hos familien Rask på Thorning Vestergård. Her havde han et kammer ude i et af udhusene og arbejdede for føden. Han kunne f.eks. finde ud af at gå og muge.
Han mistede ikke helt kontakten til familien i Skræ, der i snart tyve år havde været hans eneste faste tilholdssted. Da han i 1924 døde og blev begravet på Thorning kirkegård, var Niels Nyrups sønner med til hans begravelse.⁽¹⁶⁵⁾

Det fortælles, at da Niels Nyrup begyndte sin nye tilværelse som fattig husmand, var han en nedbrudt mand, der nærmest var kommet til Skræ for at gemme sig. Det var Stine, der måtte træde til, da hendes mand mistede livsmodet og blev rådløs og initiativforladt. Hun måtte klare ærterne, da han gav op.
Som det fremgår af de seneste afsnit, så passer dette billede af ham ikke uden videre de første år i Skræ. Han var tilsyneladende både udadvendt og fyldt af kampånd. Han var efterhånden blevet gammel, men påstandene fra især Rødding sogneråd om, at han skulle være affældig og på anden måde svækket, var uden hold i virkeligheden. Men det er selvfølgelig muligt, at det var den langt yngre Stine, der var den virkelige drivkraft bag hans aktiviteter.
Nu, da han rundede de halvfjerds, havde han næppe mere kræfterne til det hårde fysiske arbejde, selv om lysten skulle have været der. Men Stine var kun sidst i fyrrene og tilmed af en ganske anden støbning. Hun var altid først, når der skulle bestilles noget, både inde og ude. Efterhånden blev det hende, der kom til at stå for bedriften. I begyndelsen af 1890-erne ville en mand som Niels Nyrup under normale omstændigheder være gået på aftægt, men han var stadigvæk familieforsørger for en ret ung kone og tre ukonfirmerede børn. Antallet faldt dog netop i denne periode til ét, idet Anders blev konfirmeret i april 1892 og Peter i september 1894.

I marts måned 1891 vedtog rigsdagen i København en række sociale love. Vigtigst for familien i Skræ var velnok alderdomsunderstøttelsesloven. Støtten var ikke en almindelig ret for alle. Der skulle søges om den, og sognerådet skulle i hvert tilfælde tage stilling til ansøgerens behov og støttens størrelse.
Allerede ved et sognerådsmøde den 10.maj 1892 lå der en ansøgning fra Niels Nyrup på Thorning sogneråds bord. Han søgte om 100 kr årligt, og i ansøgningen slog han sikkert på sin alder og ganske særlige familieforhold. Behandlingen af ansøgningen blev dog udskudt til det næste møde. Og på det - den 14.juni - blev den afvist. Sognerådet skønnede, at Niels Nyrup kunne klare sig uden.
Året efter prøvede han igen. En fornyet begæring om en understøttelse på 100 kr behandledes af sognerådet på møder den 12.september og den 12.oktober 1893. Denne gang bevilgede man ham det fyrstelige beløb af 4 kr om måneden startende fra den første i samme måned.⁽¹⁶⁶⁾

Den endelige afbrydelse af forbindelsen med Batum skete først midt i 90'erne. Men til sidst var den yderst sparsom og skyldtes udelukkende døtrene og deres mødrenearv.
Omkring 1.november 1892 blev Niels Nyrup kontaktet af en gammel bekendt fra Batum. Det var svogeren Niels Pedersen, der agtede at optage et lån og derfor måtte have sin ejendom frigjort for dens øvrige forhæftelser. Marie og Sine havde pant for deres mødrenearv i den parcel, som Niels Pedersen havde købt af Niels Nyrup, og det var det, han ønskede slettet. Niels Nyrup måtte opsøge deres fælles svigerfar, døtrenes morfar og værge, Jens Christian Kudsk i Løvel, for at få dennes accept af, at pantet blev forringet. Sagen fik den ønskede slutning, idet både denne og senere myndighederne gik med til det.⁽¹⁶⁷⁾
Men havde man ventet et halvt års tid længere, havde der ingen sag været.

I foråret 1893 henvendte Niels Nyrup sig nemlig til Niels Andersen i Duehøjgård for at få døtrenes penge udbetalt. Det drejede sig om 2400 kr til hver af dem, en ganske betydelig sum, og for at udrede dem måtte Niels Andersen til Kreditforeningen, for at få et lån. Det blev på 11000 kr, hvoraf de 7248 kr straks gik til udredelsen af arvemidlerne. Johannes arv, 2400 kr + juniterminsrenterne, blev indsendt til Overformynderiet. Maries og Sines penge blev udbetalt kontant til dem den 11.juni. Hermed var det sidste mellemværende mellem Niels Nyrup og hans eftermand i Duehøjgård ude af verden.
Sine var på dette tidspunkt netop blevet 18 år, så Niels Nyrup optrådte som hendes beskikkede kurator. Han modtog og kvitterede for pengene på hendes vegne. Om han også lånte pengene, indtil hun fik brug for dem, eller om de blev sat i sparekassen, er uvist.
Niels Nyrup kvitterede ikke på Maries vegne, det gjorde hans nye svigersøn, Jeppe Christensen.⁽¹⁶⁸⁾

Om foråret i 1893 var Marie nemlig blevet gift med en ung mand fra Skræ, husmand Jens Christensens søn Jeppe. Han var 34 år, hun 23. Der blev bestilt lysning den 4.april, og vielsen fandt sted i Thorning Kirke den 3.maj.
I forbindelse med giftermålet fik Marie brug for sine penge. Det var nok den direkte anledning til, at arven efter hendes mor skulle udbetales netop da. Jeppe modtog som nævnt pengene på sin kones vegne, og de blev vel brugt, da de etablerede sig.

Parret bosatte sig først i Balle ved Silkeborg, hvor Jeppe havde købt en mindre ejendom. Her boede de imidlertid kun en kort tid, for allerede i januar måned det følgende år - 1894 - flyttede de til Resdal, til en lidt større ejendom, der mageskiftedes med den, de havde haft i Balle.

Jeppe var af gammel Skræ-slægt. Både farfaderen og dennes far havde været skovfogeder ved Stendalgårds Plantage. En farbror havde overtaget fødegården, så Jens Christensen, Jeppes far, havde fået en mindre ejendom i nærheden. Moderen hed Ane Sofie Jeppesdatter og stammede fra Sinding. Det var på hendes hjemegn, parret slog sig ned. Jeppe var opkaldt efter sin morfar, Jeppe Johansen fra Sinding Nedergård, der var en fremtrædende personlighed i de midtjyske gudelige bevægelser. I hans hus kom den landskendte lægprædikant Peder Larsen Skræppenborg, og hos ham samledes de vakte. Selv var han blevet vakt som 17-årig, mens han pløjede marken ved Klode Mølle, som hans far (Johan Hansen) dengang ejede. Mange rationalister og "rettroende" vanekristne anså ham for en særling og sværmer. De kaldte ham spottende for "Helle Jepp". Han døde allerede i 1848, hvorefter både hans gård og hans gerning såvel som hans kone og børneflok blev overtaget af en god ven og trosfælle, Andreas Raun.

I de gudelige vækkelsers tidligste tid var det, der samlede, det afgørende: den personlige gudstro, opgøret med vanekristendommen, lægfolks ret til at udtale sig i trossager, retten til at holde møder uden det autoriserede præstestyres indblanding, osv. Derfor kunne Andreas Raun i sine yngre dage virke sammen med en anden kendt, lokal lægprædikant, Anders Stubkjær fra Bording. Men efterhånden udskiltes de forskellige retninger. Andreas Raun blev mere og mere præget af det grundtvigske livssyn og endte med at blive dømt som en fortabt kætter af Stubkær.

Andreas Raun underviste sine stedbørn og andre børn, og siden også deres børn, han døde først i 1898. Jeppe tjente som ung hos sin morbror Hans Jeppesen, der overtog Sinding Nedergård efter stedfaderen. Han og Marie bevarede forbindelsen til gården og færdedes således jævnligt i en af egnens mest grundfæstede grundtvigianske miljøer. Fætteren Jeppe Jeppesen, siden hans søn Frede og nu dennes datter og svigersøn (lokalpolitikeren og idrætslederen Leif Mikkelsen) blev 4.,5. og 6. generation på Sinding Nedergård.⁽¹⁶⁹⁾

I Resdal levede Jeppe og Marie et stilfærdigt liv som smålandbrugere. De ventede i fem år forgæves på, at familien skulle blive større. I 1899 tog de en seksårig dreng i pleje, han blev ægteparrets eneste barn. Drengen hed Thorvald Hamann og stammede fra en fattig og børnerig familie, der havde problemer med at mætte alle munde. Faderen, Frits Hamann, var husmand i Buskhede i Kragelund sogn. Thorvald blev ikke adopteret, men han blev alligevel som en søn for dem.

Onsdag d.31.okt.1894 var følgende notits at læse i Viborg Stiftstidende.

- Igaar Aftes Kl.omk.9 iagttoges fra Viborg en stærk Ildebrand i nordøstlig Retning, og det har senere vist sig, at det var Niels Andersens Gaard i Batum, som brændte. Desværre indebrændte tre Heste, heriblandt en Hingst, som man havde faaet løst, men ikke naaede at faa udenfor, før Taget skred ned, samt to Kreaturer og 19 Svin og Faar. Gaarden er totalt nedbrændt. Efter forlydende antages Ilden at være opstaaet i Stuehuset, men hvorledes vides ikke.⁽¹⁷⁰⁾

Ilden kunne nok ikke ses i Skræ, og dér holdt man næppe Viborg Stiftstidende, men alligevel rygtedes det vel snart derud, hvad der var sket. Det hjem, man havde forladt i Batum med så bitter fortrydelse, og som i hvert fald Stine nærede så brændende et ønske om at vende tilbage til, fandtes ikke længere. Det var brændt ned til grunden. Nu var broerne tilbage til den tidligere tilværelse i bogstaveligste forstand brændt.
Man havde længe mistanke om, at branden var påsat, men efter flere forhør blev sagen henlagt d.19.december 1894. Man fik ikke brandårsagen fuldt klarlagt, men afhøringerne syntes at vise, at ilden var opstået i bryggerset, hvor gnister fra skorstenen kunne have antændt en bunke lyng.⁽¹⁷¹⁾

I løbet af det følgende år lod Niels Andersen Duehøjgaard genopbygge for brandforsikringssummen. Han rejste atter fire længer, men ændrede deres beliggenhed. Stuehuset blev grundmuret og lagt mod øst, udlængerne byggedes af kampesten: stalde mod nord og vest, kørelade mod syd. Alle bygningerne fik stråtag, senere fik stuehuset cementtag. I 1914 udbyggedes laden med et halvtag til vognport, og i 1916 blev den vestre staldlænge erstattet med et nyt af beton med cementtag, samtidig hermed byggedes et gødningshus vest for igen af beton og med tagpap.
Sådan var gården ved århundredets begyndelsen, og dette udseende har ejendommen stort set bevaret til i dag. Niels Andersen, der blev en fremtrædende person i sognet bl.a. som sognerådsformand i adskillige år, døde i 1917, hvorefter hans enke en tid drev gården. En datter og svigersøn (Håkon Nørgård) købte 26 td.l. af Sønderheden i 1930, mens sønnen Thorvald Andersen overtog gården med de resterende c.40 td.l. i 1936. Han solgte i 1970 til den nuværende ejer, Knud Møller Jensen. Nu hører der kun 2 ha til ejendommen, hvis adresse i dag er Røddingvej 22.

For Thomas Bach fik gårdbranden i Batum et ubehageligt efterspil. Han var nemlig i 1893 blevet beskikket til brandfoged for Rødding sogns 3.brandkreds, der omfattede Batum by og udflytterne herfra, og så sent som dagen før branden havde han sammen med to vidner foretaget det halvårlige brandeftersyn hos Niels Andersen af den gård, som han selv var født og opvokset på.
Og nu mente myndighederne, at brandforhøret havde afsløret, at han havde udvist forsømmelighed under brandsynet. Samtidig med at brandsagen erklæredes afsluttet, blev der truffet beslutning om, at Thomas Bachs embedsførelse skulle undersøges nærmere. Han måtte derfor den 11.januar 1895 møde op på herredskontoret i Viborg og underkaste sig et forhør. Han erkendte, at han ikke havde været på loftet for at undersøge skorstenene for revner, men mente, at han havde kontrolleret dem tilstrækkeligt ved at kigge op igennem dem nedenfra, fordi det var ret nye skorstene og man ikke brugte at have brændbart materiale på loftet i Batum. De to vidner, der også havde været med ved brandsynet, blev også afhørt, og de støttede Thomas Bachs forklaring.
Retten fandt, at der var tale om forsømmelighed, men nøjedes med at give en advarsel, som Thomas Bach modtog den 30.januar.⁽¹⁷²⁾

Det er ganske uvist, om Niels Nyrup efter den pinagtige umyndiggørelsessag overhovedet havde nogen forbindelse med sin ældste datter i Batum. Men da hun døde, måtte han en sidste gang beskæftige sig med hendes skæbne. Det skete den 13.oktober 1895. Da var hun 42 år gammel og stadigvæk syg. Hvad hun døde af, er ikke oplyst. Hun boede endnu hos Thomas Bach, og det var ham, der satte dødsannonce i avisen og tog sig af hendes begravelse. Den foregik fra Batum Søndergård, og hun blev begravet på Rødding kirkegård den 21.oktober.⁽¹⁷³⁾
Man har svært ved at forestille sig, at Niels Nyrup var med til begravelsen og mødtes med de tidligere bekendte i Batum i Thomas Bachs hjem efter det, der var sagt og foregået imellem dem - også netop om Johanne.
Dagen før begravelsen udfærdigede hendes arvinger en erklæring om, at man agtede at foretage privat skifte. Arvingerne efter hende var Niels Nyrup og hendes halvsøskende, Thomas Bach og den tidligt afdøde Christianes tre børn: Else Marie og Peder Andersen og Ane Cathrine Nielsen. Det var en fuldmægtig ved skifteretten, der ordnede arvesagen for dem.⁽¹⁷⁴⁾
Lillejuleaftensdag blev skiftet sluttet, der var 2398 kr til deling mellem dem. Af dem fik Niels Nyrup halvdelen, altså næsten 1200 kr - svarende til 25 års alderdomunderstøttelse fra Thorning sogn. Det rygtedes hurtigt, at den fattige husmand på Skræ hede var kommet til mange penge, og sognerådet reagerede prompte. På et møde på årets næstsidste dag, præcis en uge efter at skiftet var sluttet, vedtog man at tage understøttelsen fra ham "fordi han ved arv var kommen til formue".⁽¹⁷⁵⁾

Lettelsen over ikke længere at ligge sognet til byrde modsvarede vel rigeligt savnet af den bortfaldne understøttelse. Derimod tør man dårligt udtale sig om hans følelser ved datterens bortgang. Den store sorg var det vel næppe for ham.

Med Johannes død afsluttedes endeligt Niels Nyrups tilknytning til fødeegnen nord for Viborg. På dette sted vil det derfor være passende at færdiggøre historien om de steder og personer, der engang spillede en rolle i hans liv.
Thomas Bach havde - som det er fremgået af beretningen hidindtil - en af hovedrollerne. Hans historie sluttede brat i 1897, da han døde kun 57 år gammel. En søn overtog Batum Søndergård, men også han døde ung, og gården ejedes siden af familien Kallestrup, efterkommere efter svigerdatterens anden mand. Thomas Bach var - som det ligeledes er fremgået - en anset mand på egnen med flere offentlige tillidshverv. Han har efterladt sig en stor efterslægt, hvoraf mange (heriblandt hans døvstumme søn) har levet som landbrugere i Viborgs nordlige opland.

Af Niels Nyrups søskende levede på dette tidspunkt - altså midt i 1890-erne - kun søsteren Else og den langt yngre halvbror Jens.
Else overdrog i 1885 Risgård i Pederstrup til sønnen Anders Jørgensen (opkaldt efter sin morfar Anders Nyrup). Han giftede sig med sin kusine - Peder Nyrups datter Ane Marie - og havde Risgård til 1911. Da ægteskabet var barnløst, overgik gården derefter til plejesønnen Johannes Mortensen, der var gift med Nielsine Nyrup - en datter af Ane Maries bror Laust Nyrup. Fra 1947 og nogle år frem havde sønnen Risgaard Mortensen (der forøvrigt en tid havde været tjenestekarl hos Kristian Rask i Thorning Vestergård) gården, hvorefter Risgård kom på fremmede hænder. Både Anders Jørgensen og Johannes Mortensen var fremtrædende mænd i Pederstrup sogn.
Else levede som aftægtskone på Risgård og døde først i 1900. Hun har efterladt sig en talrig efterslægt. Indre Mission kom til Pederstrup sogn i 1880'erne, og familierne i Stendalsgård og Risgård blev dens sikreste støtter. Især Elses datter Johanne (Hanne Kallestrup) blev en samlende skikkelse, der fra slutningen af firserne samlede børnene til søndagsskole i sit hjem i Vrå.⁽¹⁷⁶⁾

Laust Nyrup overtog Stendalsgård i 1885. I forbindelse med generationsskiftet blev gården noget mindre, idet der blev udstykket parceller til den yngre bror Niels Nyrup og en svoger Christen Dalsgård (sidenhen slagter i Viborg), der fik hver deres husmandssted i Pederstrup. Peder Nyrups tid som aftægtsmand blev på syv år. Hans kone døde i 1891, han selv året efter. Laust Nyrup blev sognefoged og var, som det fremgik tidligere, en tid medlem af sognerådet for Rødding-Løvel-Pederstrup. Han havde to sønner P.Chr.Nyrup og Peder Nyrup. Den første fik sin svigerfars gård i Skringstrup ved Skals, den anden giftede sig med en gårdmandsenke i Testrup syd for Års, så da Laust Nyrup gik på aftægt, var det datteren Petrine og svigersønnen Thorvald Lyngsø, der fik Stendalsgård. Laust døde efter fire års aftægt i 1927. Sjette og sidste generation af direkte efterkommere af Nyrup-slægten var Petrines datter Inger Marie Lyngsø og hendes mand Christian Stougaard. De ejede kun Stendalsgård i kort tid (1952-53), hvorefter den overgik til slægtninge af Thorvald Lyngsø: først hans brorsøn Aage Lyngsø, og derefter (1970) dennes søn Kjeld Lyngsø, gårdens nuværende ejer. Stendalsgård, der i dag har postadressen Løvelbrovej 12, er gennemmoderniseret, og af Niels Nyrups fødegård er nu ingen bygninger tilbage.

I Pederstrup på den ejendom, der kaldtes Arndalsgård (Vråvej 26), boede halvbroderen Jens Nyrup og hans kone Rasmine (Stines kusine). Midt i 1890'erne var han omkring de fyrre. Selv om ejendommen kun var på 29 tdr.land og i de fleste sammenhænge betragtedes som et husmandssted, så regnede Jens Nyrup sig selv til gårdmændene. Han forsvarede livet igennem denne forestilling med en nidkærhed, der i mange situationer antog lidet sympatiske former. I Pederstrup kaldte man ham "den ung' knassi" (den "gamle" var hans far, altså Anders Nyrup). Han slog på det nærmeste hånden af sin eneste søn Anders, fordi denne giftede sig med "en husmandstøs" og fik en efter hans mening for stor børneflok. I 1922 solgte han derfor gården til fremmede. Alligevel flyttede de gamle ind hos sønnen og svigerdatteren, de boede der nogle konfliktfyldte måneder, men købte så hus i Vrå. Da Rasmine døde i 1925, flyttede Jens Nyrup bort fra egnen, og han endte først sine dage 92 år gammel i 1946. Da havde han i mange år boet på alderdomshjemmet Dixensminde i Jels i Sønderjylland. Mange af hans efterkommere lever i dag på Ålestrup-egnen, hvor sønnen Anders Andersen Nyrup havde et husmandssted i Korsø.⁽¹⁷⁷⁾
Alle slægtens nulevende bærere af Nyrup-efternavnet nedstammer fra denne Anders Nyrup i Korsø, fra ovennævnte Peder Christian Nyrup i Skringstrup eller fra Anders og Peter Nyrup i Skræ. Men familierne i Pederstrup fik først officielt navnet i 1905-6, da en ny navnelov (1904) gjorde det særligt nemt at udskifte sit efternavn med et gammelt kaldenavn.

Den første halve snes år af familien Nyrups tilværelse i Thorning sogn, som er beskrevet ovenfor, falder sammen med den periode i Danmarkshistorien, man kalder Provisorietiden.
På denne tid kæmpede de rige, de fine og de dannede med alle midler og med kongens og statsapparatets hjælp for at holde bønderne borte fra den sidste bastion, regeringsmagten - af hensyn til "den europæiske velanstændighed", som det skamløst formuleredes i disse kredse.
Kampen handlede om, hvorvidt en regering skulle have et folketingsflertal bag sig, eller om kongen suverænt kunne udpege en regering uden hensyn til rigsdagens sammensætning. Trods et stadigt voksende venstre-flertal fortsatte kongen uanfægtet med at udpege højre-mindretalsregeringer, og siden 1875 havde godsejeren J.B.S.Estrup siddet som konsejlspræsident. Ved et folketingsvalg i 1884 var resultatet blevet 19 mandater til højre og 83 til venstre, og for første gang blev også arbejderbevægelsen repræsenteret, idet der blev valgt to socialdemokrater. Venstre forsøgte at gennemtvinge et regeringsskifte ved at "sabotere" lovgivningen, og da Estrup-regeringen herefter ikke kunne få sin finanslov vedtaget, opløste den rigsdagen og udstedte en provisorisk (midlertidig) finanslov. Siden fulgte andre provisoriske love, f.eks. forbud mod at "føre ophidsende tale" mod regeringen.
Striden blev nemlig ikke kun en sag for Christiansborg-politikere - et ikke ganske passende udtryk i netop denne periode, for Christiansborg brændte i 1884 og blev først genopbygget og taget i brug i sin nuværende skikkelse i 1918 - den gav genlyd ud i de fjerneste afkroge. På landet, hvor man ved valg efter valg stemte stadigt større flertal af venstrefolk ind på tinge, var der mange steder nærmest oprørsstemning, når man mødtes i forsamlinghusene. Da en provisorisk finanslov ikke var vedtaget i rigsdagen, var den efter manges mening ulovlig, og myndighederne havde derfor ingen ret til at opkræve skat. Det førte til skattenægtelse og efterfølgende udpantning. Over hele landet sluttede folk sig i stort tal til såkaldte riffelforeninger, og det lå i luften, at våbnene skulle anvendes mod frihedens fjender, hvad der fik regeringen til at udstede et provisorisk våbenforbud.
Estrup oprettede også - efter at der havde været et skudattentat mod ham - en særlig politienhed, et gendarmerikorps i lyseblå uniformer, der skulle medvirke til lovenes gennemførelse og holde befolkningen i ave.

I Thorning sogn var der også en skattenægterbevægelse, der dog som andre steder i landet løb ud i sandet, og på møder førtes der forbudt ophidset tale mod regeringen, hvor folk opfordredes til at anskaffe skydevåben. Men det kom aldrig til direkte konfrontation med myndighederne, efter sigende fordi egnens øverste politimyndighed, herredsfoged Krabbe i Kjellerup, var en fornuftig mand og selv var venstremand, der holdt "de lyseblå" borte fra møder og markeder.
Men andre steder i landet, også i den nærmeste omegn, var der mere dramatik. I Silkeborg idømtes f.eks. en 13-årig dreng ti slag ris for at have råbt "ned med Estrup", og landskendt som "pigen fra Løvel" blev Kirsten Jensen (datter af Simon Jensen, Niels Nyrups stedmors bror), der blev dømt for majestætsfornærmelser, fordi hun og en ung mand fra egnen på et møde i Løvel Forsamlingshus halshuggede en statue af Christian IX, der regnedes for hovedansvarlig for tingenes tilstand.
Provisorietiden varede i ni år. I begyndelsen af 90'erne blev Venstre splittet på spørgsmålet om forhandling eller konfrontation. En af fraktionerne (De Moderate eller Det forhandlende Venstre) indgik i 1894 et forlig med højre-regeringen, der så at sige lovliggjorde forfatningsbruddene.
I Thorning sogn var der som de fleste steder på landet ikke mange højre-folk, men alligevel førte forfatningskampen til politisk splittelse, idet striden mellem venstre-fraktionerne forplantede sig til sognet. Ved valgene stemte to næsten lige store grupper på hver sit venstre-parti. Den ene halvdel støttede De Moderate. Den anden halvdel støttede Venstrereformpartiet, og specielt efter forliget i 1894 var der stor forbitrelse mod "forræderne".

Der findes kun få vidnesbyrd om Niels Nyrups holdning til tidens politiske stridsspørgsmål. Der er intet tegn på, at han efter sin kortvarige deltagelse i sognestyrelsen i Rødding-Løvel-Pederstrup var aktiv i lokal- eller landspolitik. Tværtimod tyder alt på, at hans samlede interessen om de daglige gøremål som landbruger og handelsmand. Da han flyttede til Skræ, havde han nok hverken overskuddet, lysten eller alderen til for alvor at tage del i tidens turbulente strømninger.
Alligevel tyder alt på, at hans syn på samfundet og tilværelsen hele livet igennem var gårdmandens, at han holdning til tidens politiske spørgsmål var præget heraf, og at han delte sin lillebrors nedarvede gårdmandsstolthed og tro på landsbysamfundets naturlige rangorden. Hans egen pludselige degradering fra proprietær til husmand må have forårsaget, hvad man i vore dage ville kalde en dyb identitetskrise. Den kan nok have henledt hans opmærksomhed på sociale problemer, han ikke tidligere havde hæftet sig ved, men den var næppe i stand til at rokke hans grundfæstede opfattelse af sig selv som gårdmand.
Om Niels Nyrups stilling i den aktuelle strid og hans politiske tilhørsforhold i det hele taget tier som sagt efterretningerne. Det var en højre-avis (Viborg Stiftstidende), han abonnerede på, mens han boede i Batum. Og som proprietær på Nørgaard var det i udprægede højre-kredse, han slog sine folder. Heraf kan man dog næppe drage den konklusion, at han selv var højremand.
Måske kan man slutte sig til noget af den omstændighed, at han handlede hos en af de få købmænd i Viborg, der var venstremænd. Hos denne - Jensen Lyngsø - var der efter sigende mere snak end handel, når venstrebønderne mødtes i hans gård på deres ture til købstaden. De ellers højresindede købmænd i byen noterede sig ikke uden skadefryd, hvordan han nærede "en slange ved sit bryst". Han lagde grunden til sin egen ruin ved at satse på en kundekreds, der i bund og grund var troløs, fordi den var mere optaget af andelstankerne end af loyale handelsforbindelser til den gode købmand. Det sagdes, at de mange brugsforeninger, der skød frem netop i provisorietiden, var venstrebøndernes pression mod eller hævn over købstadsborgerskabet, der var højres talrigeste støtter.
Hvis Niels Nyrup var venstremand - og det er trods alt det mest sandsynlige - så hørte han nok ikke til de "revolutionære". At samfundet burde styres af folk, der med deres stilling og økonomi beviste, at de kunne styre deres private anliggender, var indlysende sandheder i det miljø, han færdedes det meste af sit liv. Det ændredes næppe af den omstændighed, at han selv havde haft uheld i sin tilværelse og endda på sine gamle dage måtte lide den tort "at falde sognet til byrde".

På det kirkelige område var Thorning sogn meget forskellig fra Rødding. Mens Thorning fra vækkelsesbevægelsernes første tid havde været præget af aktive lægprædikanter og stridigheder mellem de forskellige retninger, så var menighedslivet i Rødding i 1880'erne ikke særligt retningspræget. Dér herskede stadigvæk i høj grad et lidt gammeldags, nærmest enfoldigt og uproblematisk forhold til religionen. I denne tradition med kristentroen som en naturlig og grundfæstet del af hverdag og fest og med kirken som centrum og præsten som en ubestridt autoritet var Niels Nyrup vokset op og havde levet det meste af sit voksenliv. Og der er næppe grund til at antage, at han på sine gamle dage følte sig tilskyndet til at vælge side eller engagere sig i konflikten mellem de kirkelige retninger i Thorning, der netop blussede op den vinter, familien flyttede til sognet.
I 1885 opstod nemlig en voldsom strid, der førte til en bitter splittelse mellem det grundvigske flertal og det store indremissionske mindretal, der kom til at præge sognefolket langt ind i det 20. århundrede. En årrække med grundtvigske præster blev netop da afbrudt, idet pastor Nielsen - den eneste indremissionske præst, der har virket i Thorning - kom dertil fra Færøerne. En kantet personlighed kombineret med en autoritær facon og uheldige forsøg på at overføre erfaringerne fra det færøske fiskersamfund (nok snarere det end hans religiøse anskuelser) bragte ham hurtigt i konflikt med de mere ideologiske grundtvigianere, der i stort tal løste sognebånd til pastor Lund i Vium. Bannerførere for de utilfredse var skolelæreren i Knudstrup, Anders Jensen, og ejeren af Thorning Mølle, Peder Nielsen. Konflikten skærpedes yderligere af en langvarig strid om brugen af Luthers Katekismus til udenadslære i Knudstrup skole. Skolelæreren nægtede trods præstens vedholdende ordrer. Sagen kørte i årevis ved mange retsinstanser og bragte Thorning på forsiden af landets aviser.
Familien Nyrups stilling i "lærebogsstriden" kendes ikke, men den var ikke blandt sognebåndsløserne, idet de kirkelige handlinger, der fandt sted i familien i pastor Nielsens syvårige embedstid, alle blev forrettet af sognepræsten. Familien hørte nok heller ikke til IM's støtter i striden. Det synes både at fremgå af, at Marie blev gift ind i en af egnens mest aktive, grundtvigske miljøer⁽¹⁷⁸⁾, og af de oplysninger, der findes om Sines og sønnernes ungdomsliv (se side 155 og 161).

Niels Nyrups tid som husmand i Skræ var altså en begivenhedsrig og problemfyldt periode både på det private, det lokale og det nationale plan. Hertil kom så familiens økonomiske problemer, som den vedvarende landbrugskrise gjorde sit til at forværre. Krisen, der begyndte som en kornsalgskrise (se side 91), havde fra midten af firserne ændret karakter. Bønderne indså, at det korneksporterende landbrugs tid var definitivt forbi og satte alle sejl til for at indrette sig på de nye forhold.
Arbejdet på den enkelte ejendom ændrede sig: nu drejede agerbruget sig først og fremmest om at producere foder til et stadigt stigende antal husdyr. Indtægterne skulle komme fra salg af mælk og æg, slagtekvæg og ikke mindst slagtesvin, hvis antal næsten fordobledes i perioden.
Det gav sig tydeligst udtryk i, at arealerne med rodfrugter syvdobledes, og på næsten alle ejendomme begyndte man det omstændelige og slidsomme arbejde med at så, tynde, luge, optage og samle roer.
Det nye forhold mellem areal og besætningsstørrelse betød også, at man måtte anlægge et nyt syn på gødning og dens udnyttelse. I 1890'erne blev det almindeligt, at ejendommene havde ajlebeholdere og møddingspladser. De blev som regel lagt uden for gårdspladsen bag ved staldbygningerne, og man opnåede derved også som en sidegevinst en betydelig bedring af renligheden og hygiejnen på gårdene.
Mange nedarvede forestillinger om, hvad der krævedes af en dygtig bonde, og hvad der var fornuftige og forsvarlige dispositioner, måtte kasseres. Nu skulle der hele tiden tænkes i økonomiske baner: kunne det svare sig at købe kraftfoder og kunstgødning, kunne det svare sig at investere i nye bygninger og maskiner, kunne det svare sig at ansætte en mand mere. Problemer som køernes mælkeydelse og fedekvægs og -svins tilvækst blev afgørende på en hel ny måde. Tidens nye krav var effektivitet og landbrugsfaglig kunnen.
Landbruget ændrede sig mere og mere fra livsform til fødevareproducerende erhverv, og i 1896 fik det sit særlige erhvervsministerium, landbrugsministeriet, som et ydre tegn på, at det politiske system også havde registereret landbrugets ændrede status.

Bønderne sluttede sig sammen for at klare de store erhvervsmæssige opgaver, der var uoverkommelige for den enkelte. Andelsvirksomheder skød op som paddehatte over hele landet.
Mejeriernes antal voksede fra 1 i 1882 til 942 i 1900. I Thorning sogn blev det første andelsmejeri indrettet i 1886 hos Eskild Eskildesen på Thorning Østergård. Senere blev der oprettet to "rigtige" andelsmejerier med nye, moderne mejeribygninger: i Thorning Overby ("Thor") 1887 og i Vattrup 1889. I 1895 sluttede det ældste mejeri sig sammen med Vattrup.
Den voksende svinebestand kan også aflæses i antallet af andelsslagterier. Det første oprettedes i 1887, i 1900 var der 26. Hertil kom indkøbsforeninger for foder- og gødningsstoffer, ægeksportforeninger osv.
Landets første brugsforening begyndte sin virksomhed allerede i 1866 i Thisted, i 1880 var tallet nået op på 120. Som tidligere nævnt gav venstrebøndernes modvilje mod købstadskøbmændene i provisorietiden brugsforeningstanken yderligere næring blandt landboerne. Men der var også mere praktiske grunde til de mange nye land-brugsforeninger, der stiftedes i slutningen af århundredet. Ændringerne i landbrugsdriften og landboernes levevis passede dårligt med de traditionelle ture til markeds- og torvedage i købstaden. Den enkelte landmand havde ikke i samme omfang varer at sælge eller bytte væk, og efterhånden som ejendommene blev mindre selvforsynende, steg behovet for nem adgang til de hyppigere indkøb af dagligvarer.
I 1886 oprettedes Knudstrup Brugsforening som den første i Thorning sogn. Siden fulgte man efter i Thorning, Ungstrup og Oustrup, og i 1897 fik også Skræ sin egen brugsforening.
Den 4.juni samledes tres mand fra egnen i Skræ Skole til den stiftende generalforsamling. Skolelæreren, Rasmus Worre, var sandsynligvis blandt initiativtagerne. Han sad i foreningens første bestyrelse sammen med fire Skræ-bønder: Johan Kristiansen, Kristen Graversen, Kristoffer Jensen i Bangshåb og Johannes Gantzhorn. Sidstnævnte havde 15 år tidligere lagt jord til den skolebygning, hvori mødet blev holdt. Nu afgav han nok en parcel til fællesskabet, hvor en bygning med forretningslokale og bolig til uddeleren blev opført.
Ved mødets slutning underskrev først bestyrelsesmedlemmerne og derefter alle de andre fremmødte protokollen med den nye forenings netop vedtagne love og tegnede sig dermed som medlemmer. Niels Nyrup var til stede og skrev under som den sjette.⁽¹⁷⁹⁾

Produktionsomlægningen og andelsbevægelsen viste sig med tiden at blive dansk landbrugs redning, men den løste ikke med ét slag dets problemer. Den skabte tilmed nogle nye, der medvirkede til, at krisen fortsatte i næsten tyve år.
De danske bønders indtjening blev stadig mere afhængig af forhold i udlandet og det øvrige danske samfunds evne til at aftage produktionen. Den stigende import af foder- og gødningsstoffer gjorde produktionen meget følsom over for forskellige svingninger på det internationale marked. Når produkterne skulle sælges på først og fremmest det engelske og tyske marked, herskede til stadighed usikkerhed m.h.t. hvilke kontrol- og reguleringsforstaltninger, man blev udsat for. Følgen var stærkt svingende salgspriser.
Landbrugserhvervet var et risikabelt foretagende i 1890'erne. Mange kunne ikke klare de ændrede vilkår og de nye krav, og i krisens værste femår 1885-1890 var næsten hver tiende gårdhandel et tvangssalg.

Niels Nyrups aktive karriere som landbruger endte i årene omkring århundredskiftet. Det vides ikke, i hvilket omfang han personligt tog del i omlægningen af landbrugsdriften. Selv om han tidligt synes at have fået blik for de nye tendenser, så havde han vel også den høje alders naturlige konservatisme og skepsis over for de nyeste luner.
Da landbrugskrisen begyndte at ebbe ud, nåede hans to sønner voksenalderen, og ejendommens drift blev mere og mere afhængig af deres arbejskraft. I mange år var begge brødrene hjemme det meste af tiden og havde i realiteten overtaget gårdens drift, som de altså klarede i fællesskab.
Den gamle far var næppe til megen hjælp i det praktiske, men han havde stadigvæk skødet på ejendommen. Moderen derimod var altid forrest, når der skulle stilles op til arbejde i marken eller stalden. De to sønner fik ingen løn for at arbejde hjemme, de fik, hvad de havde brug for, så vidt som familiens økonomi nu strakte. Men når der ikke var brug for deres arbejdskraft derhjemme, tog de ud på arbejde i plantagen eller andre steder.⁽¹⁸⁰⁾
Det var altså også dem, der måtte tilpasse sig de forandringer, der skete i århundredets første år, mens den gamle far kunne nøjes med at se til og sikkert af og til hovedrystende kommentere de nymodens ting, man fandt på.

I disse år blev livet på Lyngholm derfor stærkt berørt af sønnernes militærtjenester. Anders aftjente sin værnepligt ved 3.dragonregiment i Århus. Fjorten dage før sin 23-års fødselsdag 5.januar 1901 måtte han af sted.
Da folketælleren i februar 1901 kom til ejendommen i Skræ, var Anders altså ikke længere hjemme. Sammen med forældrene boede derfor kun Peter på knap 21 år og den 16-årige Ane. At Peter var hjemme i hele den periode, hvor Anders var i Århus, er en given ting. Den mere end 80 år gamle Niels Nyrup kunne ikke klare bedriften alene.
Anders' fravær varede i 14 måneder indtil 7.marts 1902. Det var den længste periode, han nogensinde forlod Thorning sogn, siden han flyttede dertil med sine forældre.
Mon ikke der på den tid blev snakket en del om, hvor meget hårdere det var at være soldat i gamle dage, dengang da der virkelig var krig, og dengang kun bønder kunne indkaldes.

En anden begivenhed gav måske også anledning til, at den gamle mand fortalte om, hvordan det var at være bonde før i tiden.
Den sommer, da Anders var ved dragonerne, skete nemlig systemskiftet, der er kaldt gårdmandsstandens endelige politiske sejr. Da kongen i juli 1901 udpegede en venstremand til konsejlspræsident, tog den sjællandske bonde Ole Hansen sæde i kongens råd som landbrugsminister i den første Venstre-regering. Han blev dermed den første af bondestand, der skulle tituleres "hans ekscellence" af de fine embedsmænd. Over hele landet hejste man flaget, og bønderne rettede ryggen et sidste stykke.
Skolelæreren fra Hee i Vestjylland, Jens Christian Christensen, blevet kultusminister (kirke- og undervisningsminister). Han havde siddet i folketinget siden 1890, og han havde fra midten af 90'erne været den uofficielle leder i kampen mod højre-regeringerne.
I virkeligheden var det også ham, der nu ledede regeringen, mens professor Deuntzer, der kaldte sig "venstremand til en vis grad", nærmest var en pyntefigur, der skulle gøre det nemmere for kongen at overvinde sin modvilje og lade "almuen" komme til magten.

For en mand, der var født af fæstebønder og opvokset med stavnsbåndet og bondeundertrykkelsen i levende erindring, og som havde været med fra demokratiets spæde begyndelse, må systemskiftet have været en skelsættende begivenhed. Så mon ikke også Niels Nyrup denne sommer rettede sin af alderen og forsmædelserne nedbøjede ryg en smule.

Anders' soldatertid fik inddirekte stor betydning for søster Sine.
Hun var blevet en overordentlig køn pige, der altid havde været meget efterstræbt af egnens unge karle og gerne lod sig svinge af dem til ballerne på egnens kroer. Hun var også moderne og selvstændig, og de penge, hun arvede efter moderen, satte hun på højkant i et forsøg som selvstændig forretningsdrivende. I de sidste år af 1890'erne havde hun modebutik i Thorning Overby, hvor hun lejede sig ind i den ene ende af Hans Kirkegårds hus på Smedebakken (nr.21 - kaldet "æ vejmands hus"). Eventyret varede kun kort tid og kostede hende en del penge. Efter sigende var der mange i beundrerskaren, der hjalp hende med at bruge dem.

Valdemar Strunge hed en ung mand fra Ry-egnen. Hans far, Jakob Strunge, var en fremtrædende person på sin hjemegn. Han havde jordbesiddelser langs Gudenåen og ved Ry Station, og han handlede med forskelligt (planter, trævarer, halm, bøger). Han var også aktiv i lokalpolitik og lokale kulturelle aktiviteter.⁽¹⁸¹⁾
Valdemar var altså kort sagt af en velstående og initiativrig familie. Han var jævnaldrende med Anders Nyrup og soldat i Århus på samme tid. De to traf hinanden og blev soldaterkammerater. På den måde lærte Sine ham også at kende - altså gennem sin bror - det var i begyndelsen af 1902, og hun gjorde straks et stærkt indtryk på Valdemar. Snart efter blev de forlovet.⁽¹⁸²⁾
Men det blev ikke nogen lang forlovelse, for allerede sidst på sommeren havde det unge par - Valdemar på knap 25 år og Sine på godt 27 år - besluttet sig for at gifte sig. Det skete i St.Pauls kirke i Århus i det sogn, hvor de senere bosatte sig, den 19.oktober 1902. Parrets forlovere var Valdemars far og bror.⁽¹⁸³⁾
De fik lejlighed i Absalonsgade 45, hvor deres første barn - en søn - blev født 3.februar året efter. Ved barnedåben i april optrådte kun Valdemars slægtninge som gudmor og faddere. Drengen fik navnet Ejnar. Der er intet vidnesbyrd om, at nogen fra Skræ eller Resdal var hele den lange vej til Århus for at deltage i festlighederne, hverken ved brylluppet eller dåben.
I den første tid forsørgede Valdemar sin familie ved at arbejde som maskinarbejder. Men ikke længe efter begyndte han ved Statsbanerne, i første omgang som lokomotivfyrbøder.

Et år efter, at Anders var kommet hjem fra dragonerne, var det så Peters tur til at springe soldat. Den 21.marts 1903 mødte han ved sin afdeling i København.
Imens måtte Anders tage det store slæb derhjemme. Det var i det hele taget mest ham, der hjalp forældrene. Siden det 18. år havde han ikke bopæl uden for Thorning sogn. Og efter soldatertiden i Århus, var han ikke hjemmefra i længere tid. Han passede bedriften i lange perioder, hvor Peter havde plads ved fremmede. Denne var nemlig flere steder både i sognet og længere borte, en tid tjente han på nogle fynske godser.
Han var i det hele taget den mest berejste af de to. Hans soldatertid i København, der varede 7½ måned, gjorde et uudsletteligt indtryk på ham for resten af livet, og han havde sikkert meget nyt med sig hjem, da han vendte tilbage til Skræ i begyndelsen af november 1903.⁽¹⁸⁴⁾

Peter kunne fortælle sin gamle far om underlige ting, der foregik i hovedstaden. Gaderne var stærkt trafikeret af støjende, ildelugtende monstre, der efter en konkurrence i Politiken året før (1902) var blevet døbt "biler".
Man havde selvfølgelig hørt om køretøjet før. Fra midt i halvfemserne havde man importeret rimeligt funktionsduelige udenlandske biler (af mærket Daimler), og der var også i Danmark (endda i Viborg) folk, der eksperimenterede med fremstilling af hesteløse vogne. Men man havde hidindtil ikke taget dem alvorligt, de var alene en slags sportsrekvisit eller legetøj for fartgale rigmandssønner.
Det nye var, at o.1902 begyndte folk at bruge dem som alvorligt mente transportmidler, og en af dem kørte tilmed rundt i hovedstaden som en slags hestedroske uden hest. Der var så mange (alene i København nåede antallet allerede i 1907 op på 87), at staten i februar 1903 begyndte at indregistrere dem, og senere på året vedtog rigsdagen den første "automobillov" gældende for hele landet. Man anså det for en hovedopgave at begrænse skaderne, men gik dog ikke så vidt som krævet af folketingsmand og husmand Jens Jensen fra Bælum. Denne mente, at der foran enhver bil burde gå en mand med klokke, der bl.a. skulle virke beroligende på forbipasserende heste og advare andre. For, som han sagde under debatten i folketinget:

"Faar jeg nogen Sinde Raad til at køre paa Automobil, faar jeg vel ogsaa Raad til at betale det Par Skilling, det koster at lade en Mand løbe foran Køretøjet."

Landboerne kunne ikke døje bilerne og hilste med glæde, at loven lagde svære begrænsninger på bilkørslen, som man ikke regnede med nogensinde ville opnå nogen praktisk betydning. Hvor skulle bilerne f.eks. køre? De kunne jo da i hvert fald ikke benytte de ujævne, ofte plørede hulveje, som de selv skrumlede henad med deres heste og stivvogne. Vejnettet havde mistet megen betydning efter jernbanenettets udbredelse til hele landet, og der var skåret tilsvarende ned på vedligeholdelsen af det.

Når familien Nyrup i disse år snakkede om samfærdselsmidlernes udvikling - og det gjorde man sikkert oftere, efter at Valdemar var kommet ind i familien og var blevet ansat ved banen - kunne de sikkert blive rørende enige om, at bilerne var unyttige, og at man med jernbanen havde skabt de nødvendige transportmuligheder.
Da Peter tog toget til hovedstaden for at aftjene sin værnepligt, havde man allerede i en snes år kunnet rulle på skinner hele vejen. Fra Viborg gik det over Langå til Århus, derfra til Jyllands vigtigste jernbaneknudepunkt, Fredericia, hvor en jernbanefærge siden 1872 havde fragtet tog til Fyn. Fra Middelfart til Nyborg havde tog kørt siden 1865, men først fra 1883 begyndte man at sejle dem over Storebælt, så de kunne køre den sidste vej på landets ældste jernbanespor fra Korsør til kongens by.
Da Valdemar begyndte sin karriere ved banen, var den ikke længere en fantastisk og vidunderlig nyskabelse, og mange forhold regnedes efterhånden for gammeldags, primitive og utålelige. Den nørrejyske tværbane fik i 1883 jernbanefærgeforbindelse over Oddesund og fortsatte som Thy-banen til Thisted, der blev indviet året forud. Valdemar var en tid ansat på netop denne strækning. Arbejdet betød, at familien nogle år måtte bosætte sig i Struer. På disse yderste grene af nettet havde man det dårligste (ældste) materiel, og der gik anekdoter om togenes langsommelighed. I 1900, få år før Valdemar fik arbejde på strækningen, fortaltes om to mænd, der til fods havde holdt trit med toget fra Oddesund til Struer. De havde endda holdt hvil i Humlum, inden de løb videre med støvlerne i hånden.
Man var ikke så forvænt med høje hastigheder, heller ikke med togene, så de fleste fandt det helt i sin orden, at automobilloven fra 1903 stoppede den vilde bilkørsel med en fartbegrænsning på 2 mil/t (15 km/t).

En endnu mere bemærkelsesværdig udvikling fandt også sted i løbet af Niels Nyrups lange liv på et andet teknologisk område. Den begyndte faktisk med en videnskabelig opdagelse i selve det år, da han blev født. Dengang var der kun få, der fattede, hvad opdagelsen gik ud på, endnu færre, at den repræsenterede et videnskabeligt gennembrud, og ingen overhovedet var vel i stand til at forudse, hvilken indflydelse den ville få på alle menneskers hverdag. Danskeren H.C.Ørsted opdagede i 1820 elektromagnetismen, og det var den direkte årsag til, at man i 1850'erne havde kunnet oprette den elektriske telegraf. Selv om det forblev et mysterium for menigmand, hvordan signalerne kunne forplante sig gennem de lange kabler, så var der dog så meget logik i foretagendet, at telegrafisterne var i hver sin ende af kablerne. Det blev selvfølgelig noget mere mystisk, da man o.1880 fandt ud af at sende virkelige lyde gennem dem, så almindelige mennesker nu også kunne sende deres egne stemmer og tale direkte med hinanden gennem de milelange ledninger. Men stadigvæk var der dog en ledning mellem folk, som stemmerne kunne løbe igennem, hvordan det så end gik for sig. Telefonen kom først til Skræ ca. 25 år senere. Det var brugsforeningen, der blev sognets fjortende abonnent i 1904. Man stillede et apparat gratis til rådighed for sine medlemmer, mens andre måtte betale 25 øre for en samtale.
Men da Peter var i København, havde han haft muligheden for på nærmeste hold at opleve en nyskabelse, som man måtte opfatte som det rene hekseri. Året før (1902) var man nemlig dér begyndt at modtage trådløse telegrammer: Man kunne nu sende beskeder gennem luften over lange afstande uden nogen som helst forbindelse mellem afsender og modtager. Der gik nu nok nogle år, inden man på Skræ Hede for alvor troede på den skrøne.

Mens Peter var i København, gennemførte den nye venstre-regering en skattereform. Det var i maj 1903. Hermed tog man første skridt til afskaffelse af bøndernes tilvante mål for deres ejendom og position. Begrebet hartkorn mistede efterhånden sin betydning, og man skulle ikke længere bruge ordene tønde, skæppe, fjerdingkar og album, når man udmålte jordstykker og vurderede deres bonitet. De fleste bønder hilste reformen velkommen, for med hartkornskatterne forsvandt også statens århundredgamle, diskriminerende praksis at bruge landbrugets produktionsapparat som det vigtigste skatteobjekt. I stedet for gammelskat, som der aldrig var blevet ændret på siden dens indførelse i 1844, og landskat, der sidst var hævet i 1868 (til 3,75 kr pr. td.hk.), fik man mere logiske og retfærdige skatteformer som indkomstskat, formueskat og ejendomsskyld.
Med indkomstskatten blev skabt en ny plage, der i begyndelsen ikke var nær så plagsom, som den siden skulle blive. Det var nemlig en friviillig sag, om man ville aflevere selvangivelse. Gjorde man det ikke, lavede kommunen selv et skøn, som den opkrævede skatten efter. De fleste kunne nok leve med en smule usikkerhed på det punkt, for trækprocenten var for de allerfleste kun på 1½, og der var et fradrag på 800 kroner. Det gav almindelige mennesker (f.eks. en faglært håndværker) en statsskat på en 3-4 kroner. Men var man meget, meget rig (årsindtægt over 100000 kr) var procenten 2½.
Formueskatten blev beregnet på tilsvarende måde med ganske beskedne procentsatser.
Ejendomsskylden blev beregnet som 0.11% af den samlede værdi i handel og vandel af både jord og bygninger. For hver ejendom blev denne værdi fastlagt ved landsomfattende vurderingsforretninger, der fandt sted cirka hvert femte år.
Det var medregningen af bygningernes værdi, der gjorde forskellen. Det stillede besiddelse af en byejendom mere lige med ejendomsbesiddelse på landet, og ejendomsskylden medførte, at landbrugernes ejendomsskatter faldt til en trediedel af det, hartkornskatterne havde kostet dem.
Hvis Niels Nyrup ikke var blandt reformens lovprisere, skyldtes det næppe en forudanelse om, at man med indkomstskatten havde lukket en ond ånd ud af flasken og givet politikerne et frygtindgydende våben i hænde.
Men da det viste sig, at reformen vendte den tunge ende nedad og kun var en lettelse for gårdmændene og de større landbrug, affødte det nogen skuffelse og utilfredshed blandt husmændene. Måske gav det Niels Nyrup anledning til nok engang at ærgre sig og begræde sit tabte tilhørsforhold til den sejrende gårdmandsklasse.

Kommuneskatterne blev også nyordnet ved reformen i 1903, men for ikke at skabe for megen ravage i kommunernes økonomi skulle overgangen fra hartkornskat til ejendomsskyld ske gradvist indtil 1925, hvor hartkornskatterne skulle være helt afskaffet. Endelig blev det bestemt, at tienden skulle afskaffes. Først i 1919 slap man dog helt af med landets ældste skat, der da havde eksisteret i mere end 800 år.

I sin tid som kultusminister var I.C.Christensen ophavsmand til to vigtige reformer inden for sit ministeriums område.
I 1903 blev en lov om demokrati i menighedslivet gennemført. Der blev indført demokratisk valgte menighedsråd med besluttende myndighed i sager vedrørende vedligeholdelse af kirkebygninger og kirkegårde og lignende, samt medindflydelse ved præsteudnævnelser.
Samme år gennemførtes en skolereform. Den indførte mellemskolen, der skulle lette adgangen til en akademisk uddannelse for befolkningens jævne lag. Fra mellemskolen kunne man fortsætte i gymnasiet, der fik sin tredie gren: den nysproglige (efter den klassisk-sproglige og den matematiske). Samtidig indførtes realeksamen, der kun krævede et ekstra år efter mellemskolen. Den blev en stor succes, da det var en mere overkommelige vej et (mindre) stykke op i uddannelsessystemet for mindrebemidlede folks børn.
Men da de færreste landkommuner havde råd eller lyst til at investere i de nye muligheder, blev de nye skoleformer udprægede byskoler. Landbefolkningen, der de fleste steder måtte nøjes med landsbyskoleundervisningen, fik nærmest forringet muligheden for længerevarende uddannelse. Den nye, mere strømlinede vej til de højere uddannelser krævede nu i de fleste tilfælde 4-5 års besværlig transport til skolegang i den nærmeste større by. På den måde blev landsbyskolelæreren fra Vestjylland uforvarende medvirkende til, at børnene på landet sakkede bagud med hensyn til boglig uddannelse.

Hvis børn i Thorning kommune skulle have videregående uddannelser, måtte de tage den daglige tur til den private realskole i Kjellerup. Der skulle først komme en ny skolelov (det skete i 1958) og yderligere gå ti år derefter, inden det første medlem af Nyrup-familien i Thorning sogn fandt vej til den lærde latinskole i Viborg.
Men Niels Nyrups ældste barnebarn, Ejnar Strunge, der voksede op i en købstad, fik gavn af ordningen og tog realeksamen i 1919.

I det udvalg, der forberedte den nye skolelov, sad en anden landsbyskolelærer. Han hed Anders Jensen, og var lærer i Knudstrup. Han havde sluttet sig til Reformvenstre, og da "lærerbogsstriden" og hans optræden under provisorierne havde gjort ham kendt uden for sognegrænsen, blev han opfordret til at stille op til folketingsvalg i Kjellerupkredsen. Det skete første gang i 1895, men han tabte til modkandidaten, der tilhørte De Moderate. Tre år efter var han syg og stillede ikke op, men i 1901 valgtes han for første gang.
Man kan forestille sig, at han i udvalgsarbejdet argumenterede kraftigt for, at man fjernede kirkens (præst, provst og biskops) overopsyn med skolevæsenet, der havde givet ham så mange hovedbrud i årene forud. Men det skete først tredive år senere.
Anders Jensen Knudstrup sad i tinget uafbrudt indtil 1909, og i de ni år havde han det meste af tiden vikar til at passe sin skole.
Da Thorning Kommune i 1905 tog et dybt greb i kommunekassen for at foretage en omfattende reorganisering af det kommunale skolevæsen, indgik mellem- og realskole ikke i planen. Der blev oprettet tre nye hovedskoler, hver med to forskoler: én i Vattrup med forskole i Ungstrup og Oustrup, én i Thorning med forskole i Thorning og Gråskov og én i Thorning Vestermark med forskole i Skræ og Knudstrup. Anders Jensen Knudstrup blev lærer i denne nye hovedskole, men stadigvæk med vikar, indtil han forlod folketinget.
Her blev netop året 1905 præget af en ny splittelse af Venstre. I.C.Christensen overtog selv konsejlspræsidentposten, efter at han ved en taktisk manøvre havde tvunget Deuntzer til at gå af. Hans ændrede syn på forsvarspolitikken forårsagede det nævnte brud. Venstres venstrefløj brød ud og dannede et nyt parti, Det radikale Venstre, hvis partiprogram blev præget af antimilitarisme og socialliberalisme. De grupper, der stod bag partidannelsen, var ret forskelligartede: det var københavnske intellektuelle, folk med tilknytning til husmandsbevægelsen og i det hele taget utilfredse venstrefolk, der mente, at deres gamle parti var rykket for langt til højre.
Herefter var der altså tre venstre-partier i tinget: de radikale, de moderate og de "rigtige" venstrefolk.
Skolelærere udgjorde en ikke ubetydelig del af det nye radikale partis støtter, men Anders Jensen Knudsen hørte ikke til udbryderne. Året efter, at hans politiske karriere endte, forsonedes endda de gamle hovedmodstandere fra provisorietiden - også i Kjellerupkredsen - og det Venstreparti, der endnu eksisterer, dannedes ved sammenslutning af de moderate og reformvenstre.
Fra 1910 fandtes således tre af de partier, der siden er benævnt "de fire gamle partier". (Det konservative Folkeparti dannedes først i 1915, da de forskellige højre-grupper sluttede sig sammen).

Niels Nyrups liv strakte sig hen over fem kongers regeringstid. Den 29.januar 1906 døde den fjerde af dem, Christian IX, og sønnen Frederik VIII besteg den danske trone som den femte.
Niels Nyrup blev født i et statisk bondesamfund, hvor det normale var, at ting forblev uforandret, og dage, år og menneskeliv blev gentaget generation efter generation i de vante, velkendte mønstre. Men i løbet af sit lange liv lærte han betydningen af ordet "udvikling" at kende på en måde, der var ukendt for hans forfædre, men blev en naturlig del af hans efterkommeres bevidsthed. Ikke alt det nye fik han at mærke i sin hverdag og på sin egen krop. Meget forblev underlige avisnyheder fra hovedstaden og udlandet.
Da det nyoprettede Nordiske Films Kompagni i 1906 filmede majestætens bisættelse og siden viste begivenheden igen og igen i et "teater for levende billeder", havde fotografier allerede kunnet bevæge sig i ti år.
Franskmanden Daguerre fremkaldte verdens første fotografi, da Niels Nyrup var 22 år. En god snes år senere kunne han og Mette Marie trække i stadstøjet og age fra Batum til Viborg og lade sig forevige af en af byens første fotografer.
Men for Stine forblev selv de døde billeder alle dage et skræmmende og ubehageligt stykke unatur, som hun livet igennem nægtede at lægge krop til.

I 1857 blev det klart, at det "ikke gik for Granberg". Han forsøgte sig med en ballonopstigning fra Christiansborgs ridebane og var blevet hængende i hofteatrets tag. Siden da havde mange andre drevet rundt for vinden i deres balloner, gjort skade på kirketårne og drattet ned på tilfældige steder til stor fare for sig selv og andre. De fleste var enige om, at mennesket ikke var skabt til at flyve. Og de eksperimenter, som en skør mekaniker ved navn Ellehammer i disse år gjorde, kunne kun vække latter. Han ville have en maskine, der var tungere end luften, til at flyve!
Niels Nyrups længstlevende søn, der godt 60 år senere direkte i fjernsynet kunne se det første menneske sætte fod på månen, oplevede næppe et større skridt for menneskeheden end det, Niels Nyrup selv oplevede, da han i 1906 kunne læse i Silkeborg Avis, at det var lykkedes Ellehammer at få sin maskine til at svæve 42 meter i en halv meters højde.
For Niels Nyrups efterkommere skulle kun undre sig over udviklingens fart og over det, man fandt på. Han havde skullet vænne sig til, at udviklingen overhovedet foregik.

Valdemars arbejdsplads - den nørrejyske tværbane - kunne forholdsvis bekvemt bringe familien i Skræ fra Viborg til Struer, men stadigvæk havde man jo langt til den nærmeste station. Midt på sommeren 1906 halveredes dog afstanden til den nærmeste stationsby. Efter års tovtrækkeri var man blevet enig om linieføringen af en Viborg-Herning-bane. Sognerådet i Thorning havde tilbudt at bidrage med 75000 kr, hvis stationen blev anlagt i kommunen (dog kun 50000 kr, hvis det blev i Skræ), men man valgte til sidst en placering ude på heden midt mellem de to tyskerkolonier. Omkring banen skød på få år en ny by op (Frederiks), den overhalede snart de gamle koloni-byer som centrum på Alheden, og den var en stærk medvirkende årsag til, at de sidste forskelle mellem det "tyske" sogn og de omliggende sogne udviskedes.

Men allerede om foråret, mens man endnu arbejdede på at færdiggøre de nye bygninger på Frederiks station, havde man haft brug for en bedre trafikforbindelse fra Skræ til Struer. Den 8.januar 1906 blev Niels Nyrup nemlig bedstefar for anden gang, da Sine og Valdemars anden (og sidste) søn blev født. Drengen blev døbt i Struer kirke den 22.april. Heller ikke denne gang optrådte nogen af Sines familie ved barnedåben som gudmor eller faddere, og der var sikkert ikke nogen fra Skræ, der foretog den besværlige rejse for at være med ved festen på Dusebjergvej i Struer.
Drengen fik ligesom sin ældre bror et underligt, nymodens navn, nemlig Sigurd. De gamle, nedarvede opkaldelsesregler var i opbrud. De havde fungeret med næsten matematisk præcision i generationer og medført en overvældende dominans af blot en halv snes forskellige drengenavne: Niels Nyrup havde selv fulgt dem til punkt og prikke, så mon ikke den gamle mand udtrykte sin utilfredshed med ikke at blive opkaldt? Dattersønnerne burde jo have heddet Jacob og Niels.
Det var sikkert højskolernes interesse for Nordens historie, der bevirkede, at navne som Ejnar, Sigurd, Holger, Aksel, Aage, osv. i årtierne omkring århundredskiftet bredte sig i alle befolkningslag.

Den 1.februar 1906 afholdtes der atter folketælling i Danmark, og vi får et nyt indblik i famlieforholdene i Skræ i denne periode. Husstanden bestod da alene af den 86-årige Niels Nyrup, hans kone Stine på 61 år og deres to sønner Anders og Peter på henholdsvis 28 og 26 år. Den yngste datter Ane på 22 år var tilsyneladende ude at tjene.
Det var sikkert tanken om et nært forestående generationsskifte og sønnernes mulighed for at stifte familie, der gjorde, at man i disse år begyndte at tænke på at skaffe familien bedre boligforhold. Det gamle stråtækte stuehus havde alle dage været ringe og trangt, på denne tid var det bolig for fire-fem voksne mennesker.
I løbet af foråret 1907 blev planerne ført ud i livet. Man opførte nyt stuehus, det der endnu ligger på ejendommen.
Det blev grundmuret i røde sten, og taget belagt med tagpap. Det blev indrettet efter de nye tiders mode med rigelig plads til de to brødres værelser og forældrene i deres aftægt. Der blev næppe indrettet nogen særskilt aftægtsbolig før langt senere. Vi må tro, at familien fortsatte med at leve som i årene forud, blot nu i mere komfortable omgivelser, og i det nye køkken regerede Stine videre ved sit nye komfur.
Det gamle stuehus blev liggende og brugt som lade og vognport. I resten af dets levetid blev man af de malede vægge mindet om dets tidligere funktion. På nordsiden af det kunne man mange år derefter se, at der engang havde været have. Den fik lov til at gro efter, mens en ny blev anlagt på sydsiden af det nye hus.⁽¹⁸⁵⁾
I juli måned, da huset stod færdigt, kunne man tilkalde brandforsikringstaksatorer for at få ejendommens værdi ajourført. Stuehuset blev takseret til 3700 kr, de tre gamle bygninger tilsammen til 100 kr mindre. Der var altså tale om en betragtelig investering i bedrede boligforhold.⁽¹⁸⁶⁾

Sidst på sommeren 1907 fandt så endeligt generationsskiftet sted. Den 8.august var Niels Nyrup og hans to sønner i Kjellerup, hvor skødet blev udfærdiget, læst op for den gamle mand og underskrevet af ham.
Sønnerne skulle overtage ejendommen straks og i fælleskab. Af hensyn til afgiftberegningen sattes ejendommens værdi til 8000 kr, hvoraf løsøret udgjorde de 2000 kr, men så meget blev prisen ikke. Betalingen kom alene til at bestå i, at sønnerne overtog kreditforeningsgælden på 3700 kr. og udstedte en aftægtskontrakt til forældrene til en anslået værdi på 1700 kr. Som sikkerhed for aftægten fik forældrene panteret i ejendommen, men først efter 6000 kr's kreditforeningsgæld, hvoraf en del (2300 kr) endnu ikke var stiftet (se nedenfor).
Aftægtskontrakten fik følgende ordlyd:

Vi undertegnede Anders Nielsen Nyrup og Jens Peter Nielsen Nyrup, som idag er tilskødet Ejendommen Matr.No.6b Skræ, har i den Anledning paataget os og nævnte Ejendoms senere Ejere følgende Forpligtelser overfor vore Forældre Niels Andersen Nyrup og Hustru Inger Kristine Nyrup, født Jensen, saalænge nogen af dem leve:
1.
Vi skal stedse overlade dem god og bekvem Bolig i Ejendommens Stuehus, forsynet med det fornødne Møblement, herunder Senge med Tilbehør, og vi skulde stedse give dem fornødent Underhold med Mad og Drikke, som de kunne nyde sammen med Ejeren og Husstand til de sædvanlige Maaltider og iøvrigt ogsaa til andre Tider og i deres Bolig, hvor de forlanger det. Ligesaa skulde vi give dem omhyggelig og kærlig Pasning, Pleje og Opvartning, besørge deres Byærinder, deres Vask og al anden Renlighed, befordre Læge og Præst til og fra dem paa Forlangende, betale Lægens Honorar, sørge for fornøden Belysning og Opvarmning af deres Værelse efter Aarstiden og som de forlanger det, ligesom vi stedse skal holde dem forsynet forsvarligt og anstændigt med de fornødne Beklædningsgenstande. I det Hele skulde vi have samme Forpligtelser overfor dem, som en Familiefader har overfor de enkelte Familiemedlemmer, som han har Forsørgelsespligt overfor. Deres Begravelser skulde vi i sin Tid besørge og bekoste.
2.
Skulde de eller den længstlevende ikke finde sig tilfreds med Forholdet, saaledes som det er anført i forrige Post, kunde de naar som helst fraflytte Ejendommen og tage Bopæl andetsteds, og i Stedet og som Vederlag for, hvad der er ommeldt i Post 1, skal der i saa Fald betales dem eller den længstlevende en Sum paa 300 Kr, skriver Tre Hundrede Kroner aarlig, at erlægge med en Tolvtedel den første Dag i hver Maaned, stedse en Maaned forud, første Gang ved Fraflytningen.
3.
Til Sikkerhed for prompte og skadesløs Opfyldelse af nærværende Kontrakt, hvis Forpligtelser ansættes til en Kapitalværdi 1500 Kr foruden Begravelserne, der anslaas til 200 Kr, meddeler vi herved Panteret i den os i Følge Skøde af i Dag, som samtidig hermed tinglæses, tilhørende Ejendom Matr.No.6b Skræ, Thorning Sogn af Hartkorn 1 Skp. 1 Fdk. 1.75 Alb. med Kirke Korn- og Kvægtiende og Konge Kvægtiende, paastaaende Bygninger med deri værende mur- og nagelfaste Genstande, Avl, Afgrøde, Gødning, Besætning, Inventarium og Avlsredskaber og i det Pantsattes Assurancesummer i Ildebrandstilfælde, alt med Prioritet næstefter 6000 Kr, som indestaar forud af Kreditforeningsmidler. ...

Stuehusbyggeriet blev ikke betalt før efter handelen. Først hen på efteråret fik Anders og Peter som en af deres første handlinger efter overtagelsen den sag ordnet. De henvendte sig til kreditforeningen, der den 12.oktober lod ejendommen taksere til optagelse af et nyt lån, og en månedstid senere var de i Kjellerup for at skrive papirerne under. Lånet blev blev på 2300 kr, og pengene gik vel straks til betaling af håndværkerregningen. Det nye stuehus takseredes jo til en værdi på 3700 kr.

Hvis man tog de beløbsstørrelser, der nævnes, for pålydende, så var det efterhånden en noget forgældet ejendom, Anders og Peter var kommet i besiddelse af: 6000 kr til kreditforeningen og 1700 kr til forældrenes aftægt, og det ud af en anslået værdi på 8000 kr for hele herligheden. Den værdi blev dog rimeligvis sat i underkanten, så friværdien oversteg vel trods alt de 300 kr, som den ellers kunne udregnes til efter disse tal.⁽¹⁸⁷⁾

Niels Nyrups tid som aftægtsmand blev ikke lang, kun omkring et halvt år. Han levede vinteren over i det nye hus. Der fortælles intet om, at den høje alder skulle have svækket hans åndsevner. Legemet blev vel efterhånden ramt af almindelig alderdomssvækkelse, men ellers er det uvist, hvad dødsårsagen var, da han døde torsdag den 20.februar 1908 87½ år gammel.
Først om mandagen fik Stine sat en dødsannonce i Silkeborg Avis.⁽¹⁸⁸⁾
Der var næppe noget stort følge i hjemmet om fredagen, da han blev begravet. Den nærmeste familie var samlet omkring kisten i den gamle vognport: Anders, Peter og Ane, Jeppe og Marie fra Resdal, Valdemar og Sine fra Struer var der, måske endda nogle af Stines familie. Men fra den gamle slægts- og bekendtskabskreds i Batum kom nok ellers ikke nogen. Nogle naboer og venner var der vel også, dog næppe mange, for Niels Nyrup blev ikke nogen fremtrædende person i sognet i sin tid i Skræ. Han blandede sig ikke meget med folk. Han var en knækket mand - sikkert flov over, hvad der var overgået ham - og lod nok ikke folk komme sig for tæt ind på livet. Ligfølget kørte fra Skræ til kirken i Thorning ad ujævne grusveje, det tog tid at komme den lange vej.
Pastor (siden provst) Larsens prædiken kunne det have været interessant at lytte til i dag. Måske talte han om de mange forandringer i samfundet, der var sket i løbet af det lange liv. Måske talte han også om de voldsomme omvæltninger i hans egen, private tilværelse. Hvor meget kendte han til Niels Nyrups skæbne? Og hvad lære drog han af det, han kendte? Vi får det aldrig at vide. Men på Thorning kirkegård kan man stadigvæk se den grav, hvori Niels Nyrup jordedes lidt nordvest for kirketårnet.