XV. SYSTEM B8
- hvor man lærer om at være betydningsfuld på mere end én måde
Der skete altså ikke meget i den følgende månedstid, der endte som en rigelig lang forlængelse af juleferien, med en blanding af kedsomhed og rigeligt fjernsynskiggeri, som kun arbejdet på Møllekroen bragte lidt afveksling i. Ind i mellem blev der da også tid til at søge praktikpladser, men der blev naturligt nok færre og færre af dem. Alle vidste jo, at det var til januar, skolen lukkede alle de håbefulde elever ud. Men netop som jeg næsten havde opgivet håbet og var begyndt at indstille mig på, at min hovedbeskæftigelse skulle være som servitrice på Møllekroen, blev jeg kaldt til samtale på System B8 i Bjerringbro.
Jeg havde som nævnt næsten mistet troen på, at der var en praktikplads til mig, så det var under alle omstændigheder opløftende at få chancen med en jobsamtale. På dagen tog jeg mit pæneste tøj på og kørte til Bjerringbro. Det var nemlig her køkken- og kontormøbelfabrikken lå. B8 var et ikke helt lille firma, vistnok med tråde til det meget større Grundfos. Der var og er vist stadig ikke meget i Bjerringbro, der ikke har forbindelse til pumpegiganten. System B8 var inddelt i forskellige afdelinger med hver sin leder. Der var indkøbsafdelingen og salgsafdelingen, økonomi og markedsføring havde også hver sit kontor, og så var der selvfølgelig produktionen, som også var opdelt i flere afdelinger med hver sin værkfører. Jeg skulle finde udviklingsafdelingen, for det var dem, der havde søgt en elev.
Jeg husker ikke så meget fra selve samtalen. Vi sad omkring et ovalt bord i det, der også fungerede som afdelingens frokostrum. Tilstede var udover undertegnede, afdelingens leder Thyge, næstkommanderende Kaj Skårup og Birte, som var den person, som havde fundet nyt job og altså var årsagen til min tilstedeværelse. Det må jo være gået udmærket, for jeg fik praktikjobbet, dog med den ændring i mine uddannelsesplaner, at jeg skulle være der i halvandet år og ikke kun et. Det betød, at jeg i stedet for teknisk assistent blev teknisk tegner, men det var jeg nu ret ligeglad med, måske oven i købet lidt lettet. Jeg var vist allerede blevet skoletræt efter det halve år.
Mit erklærede mål med at tage uddannelsen var at få et job, hvor jeg kunne sidde på en god stol og i dejlig varme. Hvad det angik, tegnede fremtiden lys. Jeg måtte ganske vist dele kontor med to andre piger, men jeg fik mit eget lille aflukke med reoler fyldt med mapper, et stort skrivebord med telefon og mit eget navneskilt. Alt var nyt og fint, og udsigten over Gudenåen var fantastisk. At der ikke var noget i mapperne, og at telefonen aldrig ringede, betød i første omgang mindre. Her var simpelt hen rammerne for mit drømmejob.
Jeg er mange gange senere blevet spurgt, hvad en teknisk assistent egentlig laver, og for nemheds skyld plejer jeg at svare, at man er sådan en slags sekretær for ingeniørerne. For Gittes vedkommende var det meget rammende. Hun renskrev referater og bistod i det hele taget Thyge med alle de lidt mere rutineprægede opgaver, en udviklingschef har, bl.a. styklister og anden dokumentation til de nyudviklinger af mere eller mindre epokegørende art, der blev udtænkt ved Thyges skrivebord. Så selvom Gitte rent faktisk var uddannet teknisk tegner, så jeg hende aldrig med en tuschpen i hånden i det årstid, jeg var på stedet. Det var derimod, hvad Bente var beskæftiget med. Bente sad foran mig og tegnede sirlige tuschtegninger – mest opdateringer af gamle tegninger, når der blev ændret på designet af enten kontormøbler eller køkkenskabe. Det fungerede nemlig således, at selv den mindste ændring, f. eks. at et skruehul blev flyttet en ubetydelighed, straks udløste nye arbejdstegninger, og det var bl.a. det, Bente sad og lavede meget af tiden. Hver gang, der var sket rettelser, skulle alle tegninger, som havde forbindelse med disse, skiftes ud med de nye rettede. Det var den, der havde lavet rettelserne, der havde ansvaret for, at det blev gjort, så når – i dette tilfælde – Bente var færdig med en rettelse, kopierede hun den rettede tegning i det antal eksemplarer, der svarede til mapperne rundt omkring på fabrikken. Til sidst skulle de jo så deles ud, og her mødte man en masse mennesker, man ellers aldrig så, og det var for mit vedkommende den bedste del af jobbet.
Lige foran Bente sad Skårup i sit glasbur. Skårup var uddannet maskintekniker. Det er en uddannelse, der i varighed ligger sådan cirka midt mellem ingeniør og teknisk assistent. Skårup kunne ind i mellem virke lidt forjaget og gnaven, men det var jo også på hans bord, alle ulykkerne landede. Man kunne godt sommetider få det indtryk, at Thyge – der var udviklingschef, og som sad på sit store kontor uden glasruder og udtænkte store opfindelser – lod Skårup i glasburet om at tage alle øretæverne, hvis tingene ikke fungerede i praksis. Men hvad ved en teknisk assistent elev om den slags.
Med til teamet i udviklingsafdelingen hørte også drengene på værkstedet. Jeg tænker, at jobbet som maskinsnedker på et udviklingsværksted kan være både meget spændende, men også ind i mellem frygteligt frustrerende. Spændende fordi det aldrig var rutinepræget, og fordi de to dygtige håndværkere fik lov at lege med nye ideer. Til gengæld fik de jo også lov til at stå for skud, når tingene ikke rigtig ville lykkes, og det var op til dem at overbevise de høje herrer om, at deres genialiteter måske ikke var helt så geniale, når det kom til praksis.
Der var sådan set ikke noget at sætte en finger på. Alle var søde og hjælpsomme – men jeg syntes nok, der var lidt stille. Formiddags- og frokostpauserne, hvor vi sad omkring det store ovale bord i et til afdelingen hørende mødelokale, forløb uden den store palaver. Ofte var der simpelthen ingen, der sagde noget, og det faldt mig ikke rigtig naturligt. Uden for pauserne, når vi sad og tegnede, blev stilheden kun brudt, når Kaj kom farende gennem tegnestuen ofte med et jaget blik, eller når man hørte Gittes travle skridt i de højhælede støvler på vej til og fra Thyges kontor. Da jeg selv syntes, jeg havde været der længe nok til at komme med forslag til ændringer, vel ca. 14 dage, spurgte jeg forsigtigt, om ikke det var muligt at have en radio kørende, mens vi sad og arbejdede. Det var det, og det betød, at der ikke længere var helt så stille. Jeg har nok hele livet haft den for nogen irriterende vane at nynne med, når jeg hører musik. Uanset om det er noget, jeg kender eller ej. Den vane måtte jeg for en tid lægge på hylden, for der satte mine kolleger grænsen for støj på arbejdspladsen.
Men så kunne jeg tage revanche, når jeg ind i mellem passede mit bijob som servitrice på Møllekroen, for når der blev skruet op for anlægget, kunne jeg vist næppe genere nogen, om jeg så brølede af mine lungers fulde kraft.
Inden længe stødte Ulla til vores lille udviklingsfamilie. Jeg tror, det var gået op for dem, at det projekt, der egentlig var tiltænkt mig, ikke blev færdig til tiden kun med min arbejdskraft. Ulla var en dygtig, færdiguddannet teknisk assistent, og så hørte hun heller ikke til de ordknappe, så med hendes ankomst var heller ikke pauserne længere så stille, og det, tror jeg, i grunden passede alle vældig godt.
I 1988 blev der stadig bragt post ud i Danmark, og enhver by – lille som stor – havde sit eget posthus. Optimismen på området var oven i købet tilstrækkelig stor til, at man havde besluttet at skifte inventaret ud på samtlige landets posthuse. System B8 var blevet udvalgt til at levere halvdelen, og udviklingsarbejdet var ved at være til ende. Inde på værkstedet hos Martin og Per stod et færdigt eksemplar af det fremtidige posthusmøblement parat til at blive sat i produktion. Der manglede bare lige at blive lavet detailtegninger af alle delene. Det var dette stykke arbejde, det var meningen, jeg skulle varetage. Hvis man tror, det er noget, der kan klares på en eftermiddag, er det nok, fordi man ikke lige har overvejet, hvor mange smådele sådan en skranke består af, og hvor mange huller og dyvler og skruer og beslag, der hører til. Alle delene skulle desuden også tegnes i 3d. Cheferne havde, som den slags vistnok ofte har for vane, været lidt for optimistiske i forhold til tidsplanen, så det var ikke meningen, jeg skulle sidde og hygge mig med dem hele praktikperioden. Skranken skulle gerne sættes i produktion og ud af dørene hurtigst muligt. Når en tegning var færdig, skulle den – i hvert fald i princippet – godkendes af Kaj, men han havde altid lidt mere at lave, end der var tid sat af til, så ind i mellem røg tegningerne ud i produktionen uden hans blåstempling.
På de restauranter, jeg havde arbejdet, var det vel sket ind i mellem, at jeg havde glemt at tage penge for en øl. Hos Jørgen Nielsen havde jeg ganske vist lavet en større leverance, der blev kasseret, men eftersom alt, hvad jeg fremstillede, var efter skabeloner, var jeg fuldstændig uden ansvar, hvad det angik. Så det faktum, at en fejl, jeg lavede, rent faktisk kunne blive sat i produktion og dermed komme til at koste firmaet penge, havde ikke strejfet mig. Det var ikke desto mindre, hvad der skete. På en af detailtegningerne til postdisken var jeg kommet til at placere et hul en smule forkert. Hvordan det blev opdaget, ved jeg ikke, men da var der allerede lavet rigtig mange af de forkerte plader, og selv om der aldrig var nogen, der bebrejdede mig for miseren, så var det da ikke så rart at vide, at man var skyld i mange timers spildt arbejde, og at meget materiale måtte skrottes. Men sådan var det nu.
En anden brøler kunne have kostet mig dyrt. Ved ansættelsen på B8 havde jeg fået udleveret en nøgle. Jeg fik samtidig at vide, at hvis den forsvandt, ville det koste – jeg tror, det var – 20000 kr., da det var en A-nøgle, og rigtig mange låse skulle udskiftes. Det var ærlig talt ikke så rart, men man vænner sig jo til ansvaret, så efter en tid blev B8 nøglen sat i bundt med bil og værelsesnøgler - samt nøglen til ølkælderen på Møllekroen. En dag lige efter jeg var mødt ind, var jeg som vanligt ved at fylde baren op. Der var ikke mange gæster, et par af dem sad ved baren. Der havde jeg også – lidt skødesløst – lagt mit nøglebundt. Jeg havde måske nok en lidt naiv tilgang til mine omgivelser, og til en vis grad tror jeg faktisk, at tillidsfuldhed ofte belønnes med ærlighed. Men der er selvfølgelig grænser, og nøglebundtet var altså for stor en fristelse for mindst en af gæsterne. Det var mildest talt ikke godt. Der var selvfølgelig et mindre problem med at komme ind i lejlighed og bil, men det var nu B8-nøglen, der nagede mig mest. Meget af tiden gik med at udtænke plausible forklaringer på, hvordan jeg efter kun 14 dage havde forlist den meget værdifulde nøgle. Jeg havde heldigvis også hele søndagen til finpudsningen. Der havde jeg også vagt på Møllekroen. Noget slukøret blev jeg lukket ind af bestyreren Tage. Jeg havde jo også mistet nøglen til ølkælderen. I løbet af dagen var der en del gæster i betragtning af, at det var søndag, og pludselig så jeg til min store overraskelse og ikke mindre glæde, at mit nøglebundt var vendt tilbage til bardisken. Jeg tænker, at nøgletyven ikke vidste, at jeg ikke havde hoveddørsnøglen til Møllekroen, og så var de åbenbart ikke så interessante. Jeg følte mig under alle omstændigheder meget, meget heldig, og måske også lidt taknemmelig, selv om den sidste handling naturligvis ikke retfærdiggjorde den første.
På B8 gik tiden fortsat med at gøre posthusprojektet færdig. Et af de største øjeblikke indtraf en formiddag, hvor Ulla og jeg var kaldt ned på marketingchefens kontor. Jeg kan ikke huske hvorfor, men mens vi sad der, kom sekretæren ind med en besked om en telefonsamtale, til hvilket marketingschefen svarede ”sig, jeg sidder i møde”. Wauu – der var stort. Måske var det der, det gik op for mig, at nu havde jeg nået det, jeg var der for.
Efter ca. syv måneder blev vi færdige med postskrankerne, og der skulle ryddes op. I den forbindelse nåede jeg lige at få trumfet en enkelt lille ting igennem. Jeg har altid haft svært ved at se ting gå til spilde, og det er der altså rigtig meget, der gør på så stor en virksomhed. Blandt tingene, der skulle smides ud var der nogle flotte store plader i gråt plastmateriale og med de karakteristiske sorte og røde striber, man gennem mange år kunne se på landets posthuse. Disse plader var i overskud og skulle bortskaffes. Jeg mente nok, de kunne bruges til et eller andet, og jeg tilbød da også, at jeg selv kunne save dem op til smørebrædder. Men det turde Martin og Per vist ikke at overlade til mig, så det endte med, de selv stod for produktionen af smørebrædder til hele afdelingen.
Jeg har stadig mine:
Tiden efter postinventaret blev lidt stille. Der var ikke umiddelbart en ny større ordre, og jeg kedede mig lidt. Ind i mellem blev jeg sat til at foretage arbejdsopgaver som f. eks. opmåling af et rum. Om det var noget, der skulle gøres, eller kun terapi, ved jeg ikke, men det var i hvert fald ikke noget, der hastede, så jeg gentog altid processen et par gange, og fik sjældent det samme resultat to gange. Jeg begyndte måske også at spørge mig selv, om det nu også var det her, jeg ville. Der var jo stadig næsten et år tilbage af min læretid, og det er lang tid, hvis der ikke rigtig sker noget. De opgaver, der rent faktisk var, gik oftest til de uddannede, hvad der jo sådan set ikke var noget at sige til.