III. DE GAMLES HJEM I FABJERG
- hvor man lærer om dengang, et plejehjem bare var de gamles hjem
Fabjerg er en lille landsby beliggende mellem Lemvig og Struer. Det var dengang som nu et velfungerende lille samfund med skole, købmand, nogle få erhvervsdrivende, og ja altså et alderdomshjem (som dog ikke længere har den funktion).
De Gamles Hjem i Fabjerg mindede på mange måder om det i Ydby, som jeg lige havde forladt, men på et ret væsentligt punkt var det fuldstændig anderledes: nemlig bestyreren Carl Frederik Mikkelsen. Han var ganske vist ligesom kollegaen i Ydby uddannet diakon, men der stopper sammenligningen. Mikkelsen kommer til at fylde meget i beretningen om mine sammenlagt ca. halvandet år på dette sted.
Min nye arbejdsplads var noget mindre end det forrige. Der var kun plads til tolv beboere. Bygningen var i ét plan, og i den ene ende var stuerne 1 – 12, hvor de gamle boede. Den anden ende var indrettet til bestyrerparrets lejlighed. Imellem stuerne og lejligheden var fællesarealerne, køkken, spisestue og dagligstue. Allerbagerst var der tre værelser med fælles bad og egen indgang. Der boede to stuepiger og en kokkepige. Den ene stuepige blev altså lille mig, som med dette store skridt flyttede hjemmefra for første gang. Jeg var jo mindstebarnet og oven i købet efternøler, så jeg havde lidt ondt af mine forældre, der måtte køre alene tilbage efter at have afleveret mig. De tog det overraskende pænt, og siden har jeg tænkt, at de måske i stilhed drog et lettelsens suk over at slippe for ansvaret. Jeg havde bestemt ikke altid været lige nem at have med at gøre.
Familien Mikkelsen bestod ud over mor Inga, som var sygeplejerske, men oftest holdt sig i baggrunden, og far Carl Frederik, også af sønnen Martin. Han var på det tidspunkt omkring ti år og gik i 3. klasse på den anden side af vejen, hvor Fabjerg Skole lå. Martin var nok lidt speciel med nogle for hans alder lidt besynderlige interesser, men det var jo også et specielt liv for et barn. Jeg er ikke i tvivl om, at han var elsket. Han fik også rigelige mængder af opmærksomhed, selvfølgelig af sine forældre, for hvem han var ønskebarnet, som de havde fået lige på falderebet, men også fra alle beboerne og for den sags skyld også personalet. Til gengæld tror jeg, han ind i mellem havde det svært med sine jævnaldrende. Familien boede som nævnt i mellem køkkenet og pigeværelserne. Var der en morgen, hvor ens eget vækkeur ikke havde tjent sit formål - og det hændte -, havde Mikkelsens mulighed for at vække os med en særlig ondsindet klokke, som vi jo vel at mærke ikke selv formåede at stoppe. Når den ringede, fik man travlt, for der var ting, der skulle nås, og hvis det kneb med tiden, måtte det jo tages fra de ellers så hyggelige formiddagspauser.
I køkkenet regerede Ruth. Hun var en solid og fornuftig pige midt i tyverne. Hun boede kun sammen med os nogle få måneder, for så blev hun gift, og kokkepigeværelset kom til at stå tomt. Når Ruth havde fri, var Margit eller Tove i køkkenet. De var også ind imellem aftenvagter eller hjalp til med rengøringen om formiddagen. Der var i det hele taget en hel hær af damer, som på skift hjalp til enten formiddag, aften eller nat. Jeg blev hurtigt gode venner med dem alle og tilbragte mange timer langt ud på natten ved køkkenbordet sammen med aften- og nattevagter. Det var nok især, når Gerda var på friweekend, for ellers var det mest hende, jeg holdt vågen. Hun var A-menneske, og jeg var B-menneske, men på trods af det havde vi det rigtig sjovt det års tid, vi var der sammen, og jeg savnede hende meget, da hun rejste og efterlod mig alene tilbage i pigeafsnittet. Gerda blev nemlig erstattet af endnu en lokal kone, og tiden med stuepiger på kost og logi var ved at være forbi.
Jeg plejer at hævde, at trappen op til pigeværelserne på De Gamles Hjem i Fabjerg er det mest forblæste sted i Danmark, og det var nok en anelse uhyggeligt at gå der alene en sen, kold, blæsende og bælgmørk nat. I hvert fald skete det, at jeg sådanne aftener afsøgte de tomme værelser for ”væsener”, inden jeg turde lægge mig til at sove.
Men ellers følte jeg mig nu ret tryg ved stedet, og det hører vel også med til historien om at flytte langt hjemmefra, at jeg ved samme lejlighed flyttede ret tæt på to af mine søndenfjordske søstre.
Og der var ikke langt, når Søren besøgte sin uniformerede moster på pigeværelset på De Gamles Hjem.
Beboerne på de tolv stuer husker jeg hver og en.
På stue 1 boede Johane. Hun var fynbo og næsten altid glad, men et eller andet – måske savnet af sin hjemstavn, som hun havde forladt til fordel for sin eneste søn – havde fået hende til at holde sengen. Hun mente ikke selv, hun tålte tilværelsen ovensengs, ligesom hun heller ikke tålte vand på kroppen. Mikkelsen var ikke enig i denne diagnose, og selv om han stak lidt til hende, så lyste Johane altid op, når Mikkelsen kom på besøg. Det gjorde de for resten alle sammen.
På stue 2 boede Linea. Hun var en sød gammel dame, der havde haft et hårdt liv. Hun drak kaffe af underskålen balancerende på tre fingre, samtidig med at hun dyppede en sukkerknald eller to.
Stue 3 var dagens højdepunkt, når der skulle gøres rent. Der boede nemlig Harald, den rareste og klogeste gamle mand, man kunne tænke sig. Når der var støvet af, bød Harald på en cigaret, og så var det tid til en hyggelig snak om stort og småt.
På stue 4 boede Petrine, en stolt tidligere gårdmandskone, som var lidt frygtet på grund af en til tider noget skarp tunge. Jeg fik den at føle, da jeg ved et uheld kom til at ødelægge et fint lille bord. I sin vrede og frustration fór hun ud af døren jamrende ”hun har ødelagt det, det er brækket og kan ikke repareres”. Jeg fulgte efter skræmt fra vid og sans og undskyldende i et væk. Der mødte vi Mikkelsen, som på sin vanlige rolige facon fik smilet frem selv hos Petrine, da han besvarede hendes jamren med et ”Jamen Petrine dog, hvad er det, hun har brækket, det er da vel ikke dit ben”. Og selvfølgelig kunne han også reparere bordbenet, der var ikke meget, Mikkelsen ikke kunne.
På stue 5 boede Dagmar. Hun var en nydelig dame og rask til bens. Hun vandrede gangene tynde, og når hun mødte nogen, tog hun dem gerne i hånden og følte på deres tøj samtidig med, at hun sagde underlige sætninger, der bestod af rigtige ord, men sat helt forkert sammen. Hvor meget, der fungerede bag det tomme blik, er svært at sige, men når Mikkelsen nærmede sig Dagmar, livede hun op, og de uforståelige sætninger fik en helt særlig klang. Dagmar kunne godt blive meget vred, når vi ville hjælpe hende med forskellige ting. Mikkelsen lærte os nogle enkle tricks. F.eks. sang vi altid ”Det haver så nyeligen regnet”, når Dagmar var i bad. Så istemte hun selv sangen, og det hele gik meget lettere.
Thora boede på stue 6. Hun var en lille spinkel dame, og indbegrebet af en gammeljomfru. Hun fortalte selv, at hun engang havde været forlovet, men han var en skidt fyr, der ville kysse, og hvad kunne det så ikke senere have udviklet sig til. Det var svært for os teenagere at holde masken, men fniseriet måtte vente, for Thora mente det skam alvorligt nok. Hun var meget pernitten. Hendes æg skulle koge præcis 3½ minut og serveres med en kop te, der havde trukket 5½ minut på slaget 4, men selv Thora kunne Mikkelsen charmere, så hun blev helt ungpigefjantet.
På den anden side af gangen i stue 7 boede Sofie. Hun sad stor og mægtig i sin stol og skældte ud på sønderjysk. For det var derfra hun i sin tid var blevet hentet til egnen af sin vestjyske og nu afdøde mand. Ind i mellem kunne hun også være vældig munter, og især Mikkelsen kunne få et stort og tandløst grin frem i Sofies ansigt. Et af hendes yndlingsudtryk var ”Guffedemmedach”. Jeg fandt aldrig helt ud af, hvad det betød, men det kunne tilsyneladende bruges både til godt og ondt lune.
Næstefter i nr. 8 boede Stinne. Hun var meget overvægtig. Ved første møde fik man nok det indtryk, at Stinne var den sødeste kone, men ved nærmere bekendtskab erfarede man desværre, at hun kunne være meget intrigant, og hun røg jævnligt i klammeri med nogle af de andre beboere.
På overfladen kunne livet på alderdomshjemmet måske virke meget harmonisk, men når man husker, at disse mennesker alle havde levet et langt liv i lokalsamfundet, gået i skole, arbejdet sammen og deltaget i foreningsarbejde med hinanden, er det vel ikke underligt, at nogle af de trakasserier, der uundgåeligt havde været tidligere, også med mellemrum blussede op inden for plejehjemmets mure, og Stinne havde altså tilsyneladende fået gjort sig upopulær blandt mange af beboerne. Så måtte Mikkelsen optræde som fredsmægler. Og fordi han var så afholdt og respekteret, lykkedes det i de fleste tilfælde at dæmpe gemytterne.
Hvis Stinne havde været en af de førende kræfter inden for sladder og intriger, ja så blev hun selv offer for det, da hun begyndte sine natlige besøg hos beboeren på stue 10. Her boede Otto, som var invalideret p.gr.af børnelammelse. Otto havde aldrig været gift, det var vist ikke normalt, at folk med handicaps giftede sig i tidligere tider. Det var i hvert fald ikke, fordi Otto ikke interesserede sig for damer, det måtte også vi unge piger sande, når vi var alene med ham på stuen. Vi var vel ikke bange for ham, vi kunne jo til en hver tid løbe fra ham, men vi syntes det var pinligt og ubehageligt. Og skønt tilnærmelserne aftog i takt med Stinnes natlige besøg, følte vi os vist desværre ikke for gode til at deltage i sladderen omkring dem. Men der blev aldrig talt om det, når Mikkelsen var tilstede, det vidste vi instinktivt, at han ikke ville bryde sig om. Og uanset hvordan hans personlige moral og følelser omkring fænomenet Stinne og Otto var, så respekterede han, at også de selv under disse lidt vanskelige forhold havde ret til et privatliv.
Imellem Stinne og Otto på stue 9 boede Kathrine, som var den fineste lille frøken på 89, man kunne forestille sig. Kathrine havde været syerske, og hun levede i en fjern fortid, hvor både hendes forældre og søskende var til stede. Hun var helt uvidende om tid og sted, men man kunne såmænd godt føre en hel fornuftig samtale med hende, bare man gik ind på hendes præmisser og accepterede, at tiden var en anden. Vi store tøser kunne ikke altid modstå fristelsen til at lave lidt sjov med Kathrine. Hvis vi spurgte Kathrine, hvor gammel hun var, kunne svarene variere mellem sytten og et par og fyrre, aldrig noget der lignede hendes reelle alder. Det kan måske virke upassende set i bakspejlet, og jeg tror heller aldrig, vi praktiserede spøgen, når der var ”voksne” tilstede, men vi mente jo ikke noget ondt med det, og jeg tror da også, Kathrine havde det lidt sjovt med legen.
På stue 11 boede Sinne, som altid var smilende og venlig, men som passede sig selv og spiste på stuen. Sinne røg cigaretter fra morgen til aften, men det var vi mange, der gjorde dengang, uden at der blev taget notits af det, så det var nok ikke derfor, at Sinne fortrak at blive hjemme hos sig selv. Mikkelsen så ellers helst, at alle deltog i måltiderne i spisestuen, men Sinne foretrak nu at blive hjemme, og det fik hun lov til uden at det blev taget op med jævne mellemrum. Sådan var det bare. Mikkelsens fornemmelse for rettidig indblanding var stor. For der var da også tilfælde, hvor en vis portion vedholdende overtalelse førte gode ting med sig.
Den sidste stue var beboet af Viggo. Han var lidt tung i det, og han snakkede meget lidt med nogen, vel blandt andet fordi emnerne, han kunne snakke med om, var begrænsede, men Mikkelsen fandt hver dag på noget at snakke med Viggo om, for på De Gamles Hjem i Fabjerg fik ingen lov til at føle sig glemte og ubrugelige.
Jeg har vist tidligere nævnt, at jeg var ret forkælet og kræsen for den sags skyld. Jeg spiste normalt ikke hvad som helst, og jeg var ikke uvant med, at der blev taget særlige hensyn. F.eks. fik jeg altid fiskefileter, når de andre fik hele rødspætter. Nu var jeg kommet hjemmefra og var godt klar over, at jeg hellere måtte spise, hvad der blev serveret, men da der første gang var rødspætter på menuen, gik det til min skræk op for mig, at det forventedes af mig, at jeg skulle hjælpe en af de beboere, der ikke selv magtede opgaven, med at pille kødet af en rødspætte. Det blev ikke til meget fisk til mig selv den dag, men jeg overlevede da, og senere fik jeg lært at spise både mannagrød og stegt flæsk.
Arbejdsopgaverne for os stuepiger var meget alsidige. Vi gjorde naturligvis rent, men vi deltog også i alle de plejemæssige opgaver, der var. De første gange, man blev udsat for f.eks. bækkentømning, var nok lidt grænseoverskridende, og nogle gange måtte man lige anstrenge sig lidt for at finde en passende grimasse, men det hørte nu en gang med og ingen tog skade. To dage i ugen var det badedag: tirsdag var det stue 1 – 6 og torsdag stue 7 – 12. Det var også som hovedregel os stuepiger, der havde ansvaret for dette. Vi doserede også medicin og serverede det sammen med maden, som for hovedmåltidernes vedkommende foregik i spisestuen, mens morgenmad og mellemmåltider blev bragt ind på stuerne. Når jeg nævner, at dosering af medicin også var en del af vi unge pigers arbejde, er det vigtigt at få med, at det naturligvis var under bestyrerparrets kyndige vejledning, og ikke mindst – hvad jeg mener er en mangelvare i dag – vilje og mod til som leder at tage et ansvar, også for andres handlinger. Vi var i hvert fald meget bevidste om, at det var en tillidserklæring, og jeg tror ikke, at hvervet kunne være udført med større omhu.
Fabjerg kunne dengang som nu ikke prale af at have det største udbud af fritidsaktiviteter for unge, men der var en ulveungetrup, som vi stuepiger fra alderdomshjemmet næsten var forpligtede til at være ledere af. Jeg havde aldrig selv været spejder, så alt det der med bålsange og tjekkerlikker tjav tjav faldt mig ikke umiddelbart naturligt, men der var nogle flotte fyre blandt de andre ledere, så jeg tog naturligvis opgaven på mig.
At være spejder er en livsstil, og jeg tror, man skal have det med fra barndommen, hvis man senere skal være en god leder, men mange år senere, da jeg søgte ind på lærerseminariet, kom min ulveungekarriere mig til gode. Det er nemlig altid godt helt frivilligt at have beskæftiget sig med børn, når man ønsker at komme til at arbejde med dem professionelt.
Ud over spejderlivet tilbragte vi unge piger rigtig meget af vores fritid sammen med beboere og personale, de blev jo nærmest vores familie i den tid, vi var der.
En gang i mellem fik vi dog trang til at komme til en lidt større by, og så kunne man jo selvfølgelig tage med bussen, men man kunne også bare gå de ca. 50 m hen til den større vej som førte til hhv. Lemvig og Struer og håbe på et lift i den ene eller den anden retning.
Under opholdet på de gamles hjem i Fabjerg blev jeg 18 år, og så måtte jeg naturligvis have et kørekort. Det kunne bl.a. erhverves hos kørelærer Højer i Nr. Nissum, som grundet min manglende evne til at skelne mellem retningerne lærte mig at ”Højer sidder til Højre”. Det kostede, så vidt jeg husker, 125 kr. i timen, og det blev til en hel del af dem, inden Højer mente, jeg var klar til at slippe løs på egen hånd. Hvor mange husker jeg ikke nøjagtigt, da jeg har løjet om det så mange gange og derfor er blevet lidt sløret i erindringen, men jeg tror, det blev til 25. Jeg ville for alt i verden ikke have flere timer end min veninde.
Da dagen for køreprøven endelig oprandt, var jeg frygtelig nervøs. Jeg havde gjort den kæmpefejl at fortælle det til alle og enhver, bl.a. alle de gamle, som gik meget op i om jeg bestod, og jeg magtede næsten ikke at komme tilbage og fortælle, at det efter alle de timer alligevel ikke var gået. Da jeg sad i prøvebilen med den motorsagkyndige, forsøgte jeg mig alligevel med en lidt frisk bemærkning, men han var ikke i humør til smalltalk, så resten af turen var jeg helt tavs og koncentreret om opgaven, mens den fåmælte mand med enkle anvisninger gjorde det klart, hvor han ønskede, vi skulle hen.
Da turen var til ende, blev han lidt mere snakkesalig. Jeg forstod da i hvert fald, at jeg var en elendig bilist, der sikkert aldrig ville få lært den svære kunst at køre bil, og at han var glad for at være sluppet fra turen med livet i behold. Og så gik han, og efterlod mig alene tilbage i Højers BMW. Jeg var forståeligt nok noget slukøret, da Højer vendte tilbage, og jeg var da i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg var dumpet. Det kunne Højer imidlertid dementere. På bagsædet lå nemlig de papirer, der dannede baggrund for det rigtige kørekort.
Jeg har tit tænkt på, hvorfor den motorsagkyndige ikke bare sagde tillykke, men i stedet følte det var nødvendigt at skræmme mig fra vid og sans. Jeg er kommet frem til, at medmindre han simpelt hen besad psykopatiske træk, så kunne det være et forsøg på at lægge en dæmper på nye usikre bilister. En ældre kollega fik efter ca. dobbelt op på mine timer den samme besked, da hun endelig bestod. For hendes vedkommende kom det til at betyde, at hun aldrig turde køre bil senere. På en teenager som mig fik det ingen betydning.
Få uger efter købte jeg min første bil, en Morris Mascot af ældre dato, til den overkommelige pris af 1400 kr. I 14 fantastiske dage susede jeg rundt og var verdens bedste bilist, men eventyret sluttede i en grøft mellem Fabjerg og Lemvig, og så var det tilbage til blafferlivet. Det må have været en noget slukøret udgave af mig, der kort tid efter blev samlet op af min gamle kørelærer, der godt vidste, at jeg havde været bilejer i en periode.
Når jeg nævner mit kørekorteventyr, er det dels, fordi det er en del af mit arbejdsliv i Fabjerg, men også fordi det jo rent faktisk var en uddannelse, som jeg kom til at gøre meget brug af i store dele af mit senere arbejdsliv.
Tiden på de gamles hjem i Fabjerg fylder måske meget i min erindring, men i virkeligheden varede den kun et års tid, for selv om det var et fantastisk sted at være, så skal der ske lidt mere, når man kun er 18 år og slet ikke er klar til at slå sig til ro.
Mikkelsens blev på stedet til Martin var færdig med skolen. Mange år senere fik jeg kontakt til dem. Da var de begge pensionerede og boede i en lille lejlighed i Viborgs bymidte. Jeg havde af omveje hørt, at de havde haft den store sorg at miste Martin, men jeg kendte ikke de nærmere omstændigheder. Efter alt for lang tids tøven tog jeg mig sammen og besøgte Mikkelsens – som nu var blevet til Inga og Carl Frederik. De fortalte stille og roligt om Martins sidste svære tid, hvor de meget af tiden havde levet i angst for, at det, der skete, skulle ske. Martin havde hørt stemmer, og ingen behandlinger havde virket. Til sidst var han gået ud foran en bus. Skønt livet havde været barskt for parret, var der hos dem i deres lille hyggelige og ordentlige lejlighed altid en dejlig ro og harmoni. Jeg kom der med jævne mellemrum, og så snakkede vi om gamle dage, men også om alt muligt andet, for deres interesser spændte vidt, det var som tidligere dage nok mest Carl Frederik, der bar dem i gennem sorger og modgang, og da han fik en kræftsygdom, var det vel værst for Inga.
Hvis der var retfærdighed til, så skulle det samlede sundhedsvæsen have stået på pinde for Inga og Carl Frederik, som hele deres liv havde forsødet alderdommen for andre, men sådan fungerer virkeligheden ikke, og da de var beskedne mennesker, var de da også taknemmelige for den smule, der kunne blive til dem.
Inga døde på hospice i Skive. Ironisk nok var hun der kun et par dage for at besøge sin mand, men jeg tror ikke, hun magtede at komme alene tilbage i lejligheden. Carl Frederik levede nogle måneder endnu, og det kan et hospice jo åbenbart ikke vente på, så han nåede at stifte bekendtskab med et par plejehjem, inden han døde. Han bevarede til det sidste en sjælden optimisme og et positivt livssyn, og en taknemmelighed over de små glæder i livet, man ikke ofte møder i dag.
Retur til indholdsfortegnelsen >