V. HF I VIBORG
- hvor man lærer noget om størrelsen på Viborg Kathedralskole
At komme tilbage på skolebænken efter tre år i frihed er ikke helt så let, som det kan forekomme. Det er der mange, for hvem sabbatårene trækker lidt længere ud, end det egentlig var meningen, der kan snakke med om. Der er selvfølgelig det med pengene. Det er svært at skulle få en SU til at slå til, når man har vænnet sig til at tjene penge, men mindst lige så svært skulle det vise sig at være for mig at passe et arbejde, hvor jeg kun stod til ansvar for mig selv.
Viborg Katedralskole er et imponerende bygningsværk. Udefra ligner det et slot i nyklassicistisk stil. Indvendig står det vist stadig, som da det blev bygget i 1920erne, med ens endeløst lange gange, og klasseværelser i hundredvis. Kantinen var i kælderen og sikkert meget hyggelig, men bestemt ikke prangende sammenlignet med mere moderne byggeriers, og toiletterne var, for at det ikke skulle være løgn, i gården, hvilket betød, at toiletbesøg skulle planlægges i rimelig god tid.
Klassen, jeg kom til at gå i, bestod for størstedelens vedkommende af personer, der var 2-3 år yngre end mig, hvilket fik mig til at føle mig meget voksen. Det lyder måske underligt, at få års aldersforskel kan have den virkning, men ikke desto mindre var det den følelse, jeg havde. Idræt var obligatorisk, og det var vist især disse timer, jeg havde lidt svært ved at omstille mig til, Jeg syntes vist, jeg var alt for moden en person til at skulle beordres i idrætstøj og hundses rundt med i skoletiden.
Der var traditionen tro arrangeret en velkomstceremoni. Den gik umiddelbart ud på, at vi skulle lære Viborg at kende. Vi blev derfor sendt ud i byen fordelt på mindre hold og skulle undervejs løse diverse opgaver. Der var selvfølgelig også den klassiske, hvor det drejer sig om at lave den længste slange af holdets tøj. Mit hold vandt, fordi vi havde en gammel hippietype på holdet, som smed det hele (underbukser talte for 10 m, tror jeg). Resten af os stod frysende i bh og trusser og prøvede at se ud, som om vi morede os, men så i virkeligheden ynkelige ud, som det jo også var hensigten.
Der var naturligvis også en ryste-sammen-hyttetur. Om det lykkedes, afhang nok i høj grad af engagementet, som for mit vedkommende nærmest ikke var til stede.
Hverdagene på skolebænken gik det ikke bedre med. Jeg kunne ikke finde rundt, og jeg sad ofte tidligt om morgenen et bestemt sted, hvor jeg vidste mange af mine klassekammerater kom forbi, når der så viste sig en, jeg kunne genkende, fulgte jeg efter. Det var da altid en start at finde frem til det rigtige lokale, men matematikken var ikke blevet lettere, og stilene skrev stadig ikke sig selv. Jeg fandt hurtigt sammen med Eva, som heller ikke rigtig fattede en naturlig interesse for det, der foregik i timerne. Eva var god til at finde vej, så det var helt uproblematisk at finde vejen tilbage efter et besøg hos bageren. Der blev spist rigtig mange kanelsnegle og drukket litervis af kakaomælk ude i byen, og sommetider glemte vi at komme tilbage i tide til timens start, og så holdt vi fri resten af dagen, vi ville jo ikke forstyrre!
Helt oppe under taget i Viborgs centrum havde jeg fundet en lejlighed. Jeg måtte ganske vist dele bad og toilet med naboen, men han var sømand og derfor næsten aldrig hjemme. Den var selvfølgelig alt for dyr, men alle de andre, jeg havde set på, var næsten lige så dyre og i mange af tilfældene ret dårligt beliggende. Der var jo også lige min lille bil, mascotten, som godt nok var højst upålidelig, men – følte jeg – helt uundværlig. I øvrigt var den heller ikke betalt. Kort sagt var mine udgifter betragteligt større end indtægterne. Noget måtte gøres.
På det nærliggende hjørne havde jeg bemærket, at der var en hyggelig spiserestaurant. En stille hverdagsaften besluttede jeg mig for at aflægge naboerne et besøg. Jeg satte mig ved et af de mange ledige borde og bestilte en øl, som jeg kort efter væltede ud over en hel stak menukort, som også blev benyttet til dækkeservietter. At jeg efter denne hændelse havde mod på at spørge om job, kan måske godt undre, men det var ikke desto mindre, hvad jeg gjorde, og til mit held stod det nystartede restauratørpar netop og manglede en servitrice.
Denne aften blev starten på et nyt spændende job, men det blev også afslutningen på min tid som hf’er. Der blev bare mere og mere arbejde og mindre og mindre skole, og til sidst blev bøgerne afleveret.
Retur til indholdsfortegnelsen >