1. Tilbage til hjemmehjælpen
I løbet af de få måneder, jeg havde været væk, var der faktisk sket meget i den kommunale hjemmepleje. Der var kommet en ny leder til, en sygeplejerske, og hjemmepleje og hjemmesygepleje var i langt højere grad blevet forbundet. Jeg var stadig kun ansat som afløser, men det var meget få dage, der ikke var arbejde til mig, efterhånden fik jeg også mine faste steder, men en stor del var stadig alle mulige forskellige steder i kommunen. Det var jo ikke alle hjemmehjælperne, der havde bil, så det var selvfølgelig os, der havde, der blev sendt ud i yderkrogene. Det var ikke unormalt, at både Gråmose og Grønbæk var på ruten samme dag, og da gps’en endnu ikke var opfundet, kunne der sommetider godt gå en del af brugernes tid med at finde vej. (Til orientering for dem der evt. ikke kender disse lokaliteter, kan jeg oplyse, at de lå i hver sin ende af den geografisk ret store ”Gl. Kjellerup Kommune”)
Hvis man ville gøre sig håb om at få benzinen betalt, skulle man føre regnskab. Det var ikke nok at skrive antal km. Man skulle gøre rede for, hvad ens speedometer stod på om morgenen, og igen når man kom hjem. Af en eller anden grund fik jeg aldrig rigtig en rutine på det område, så når måneden var gået, brugte jeg urimelig lang tid med at prøve at rekonstruere ruterne, og jeg er sikker på, jeg af skræk for at blive afsløret i et forsøg på at snyde faktisk snød mig selv for rigtig mange km.
Dette kapitel rækker over næsten syv år, og det er jo relativt lang tid, men selv om jeg selvfølgelig havde mange oplevelser - gode såvel som dårlige -, var det også en periode, hvor tiden stod lidt stille, og hvor der på trods af arbejdets art var en form for rutine. Efterhånden fik jeg mine faste steder, hvor jeg kom dagligt eller en, to eller tre gange i ugen. Det dækkede nok ca. halvdelen af en fuldtidsstilling. Resten blev stadigvæk fordelt ved morgentelefonsamtalerne, hvor hvad der ellers var af arbejde på grund af pludselig opstået sygdom – blandt brugere og personale – blev fordelt, enten af chefen selv eller af sekretæren Jytte.
Jeg har ikke tal på, hvor mange hjem jeg er kommet i gennem de syv år, men det drejer sig om flere hundrede, og selvfølgelig er der da nogen, der har gjort større indtryk end andre. Når man møder nye mennesker på denne måde, vil der altid være nogle, man svinger bedre med end andre. Heldigvis var der meget få på negativsiden, men det hændte da, at jeg ikke var spor ked af, at mit besøg ikke skulle gentages. Næsten alle steder blev man budt på et eller andet, ofte kaffe. Om det var før eller efter, man havde gjort sig fortjent, kunne veksle, men selvfølgelig var der da også undtagelser. En gang var jeg ude for, at damen, der skulle have hjælp, stod klar med kost og spand, da jeg ringede på, og det forventedes helt klart, at det blev brugt og tiden udnyttet til sidste sekund. Det samme var tilfældet hos en lille kone langt ude på landet. Hun var i det hele taget noget vrissen og svær at gøre tilpas. Jeg var jo ellers indstillet på at gøre tingene på den måde, de ældre mennesker var vant til, uanset hvor besynderlige de måtte være, men jeg var jo ikke tankelæser, og her var det altså meget svært at gøre noget til damens tilfredshed. Senere fik jeg fortalt, at det var helt normalt, og at problemet i virkeligheden var, at hun i den fjerneste ende af huset havde sin søn boende, og at hun levede i en evig uro for, at en af de slemme piger fra hjemmeplejen skulle gafle ham, hvilket vist i øvrigt ikke var særligt sandsynligt. Dette sidste var dog baseret på rygter, da det var meget sjældent, nogen så ham.
Indimellem skete det, at der var nogen af de gamle mennesker, der fandt mig lige ung og uerfaren nok til at bestride jobbet. Almindelige huslige funktioner som brødbagning og fremstilling af suppe fra bunden var vel det mindste, man kunne forlange, en udsendt medarbejder fra kommunen kunne bestride. Det sidste blev jeg udsat for hos et ældre ægtepar på landet, hvor konen var blind. Alt skulle hentes i urtehaven og renses og omdannes til suppeviske. Hønen var heldigvis slagtet, ellers var jeg nok løbet skrigende bort. Det var ganske vist en disciplin, min mor mestrede, men den var altså ikke gået i arv, og for mig som for de fleste af min generation var suppe noget, man købte og fandt i supermarkedets køledisk. Ved fælles hjælp lykkedes det da at få lavet suppe såvel som kød og melboller, for selv om konen var blind, huskede hun jo godt, hvordan tingene skulle gøres, og jeg tror egentlig, hun trivedes med underviserrollen.
Der var da også fordele ved at få besøg af en ung hjemmehjælper. En ældre, gangbesværet dame havde ugentlig hjælp til rengøring, og da den faste hjælper var sygemeldt, blev jeg sendt derud. Der var ret beskidt langs gulvpaneler og i hjørner, men jeg har nu altid ment, at hvis man skal gøre rent, gør det ikke noget, at man kan se, hvor man er kommet til, så jeg støvsugede nok lidt ekstra grundigt. Konen bemærkede, at det var godt at få gjort, for som hun sagde: ”xxxx er nu god nok, men hun hører til det slaw, der æ ka bøves”.
Det var altid lidt spændende at komme i et hjem, man aldrig før havde besøgt. Som regel blev man modtaget med åbne arme, og besøget blev ofte indledt med en kop kaffe, så man lige kunne lære hinanden lidt at kende og snakke om, hvad tiden skulle bruges på. Men det hændte da også, at tingene ikke lige gik som forventet, og at besøget udviklede sig på en måde, der var lidt mere udfordrende, end jeg egentlig brød mig om. En dag var jeg sendt ud til en adresse i udkanten af kommunen, oven i købet, skulle det vise sig, langt ud ad en grusvej og et stykke ind i en skov. Da jeg bankede på, skete der ikke andet end, at jeg kunne høre en hund gø, efter lyden at dømme en ret stor en af slagsen, så jeg havde ikke rigtig lyst til at prøve, om døren var åben. Til sidst prøvede jeg alligevel forsigtigt at linde på døren, som jo altså ikke var låst, og der stod så det store, frådende rovdyr og knurrede faretruende ad mig. Jeg husker ikke helt, hvordan det gik til, men pludselig var hunden ude hos mig, og så var den såmænd helt fredsommelig og kælen. Problemet var bare, at når jeg så prøvede at gå ind, blev den igen til et knurrende monster. Det var selvfølgelig, fordi den var en dygtig vagthund, men jeg var jo nødt til at få undersøgt, hvad der var sket med hundens ejer. Hvor ville en mobiltelefon have været nyttig i den situation, men da den endnu ikke var opfundet, i hvert fald ikke i sin nuværende form, måtte jeg jo ud og lede efter naboer, der enten kunne hjælpe, eller som jeg kunne låne telefon af. Det lykkedes heldigvis af finde en nabomand, der både kendte damen og hunden, og med hans hjælp kom jeg ind i huset. I stuen havde konen forskanset sig under en fodskammel samt adskillige puder og tæpper, og før dette var sket, havde hun antageligt spist et glas piller. Hun var i hvert fald svær at komme i kontakt med. Jeg var rigtig glad for at have selskab af naboen, for det var ærlig talt ikke rart at stå alene med. Den tilkaldte læge ordinerede rigelig væske og hvile til damen og mad til hunden. Det var helt åbenlyst ikke første gang, noget lignende var sket. Jeg kom der kun den ene gang, og det klagede jeg ikke over, men forhåbentlig fik den næste, der skulle derud for første gang, lidt informationer om, hvad der eventuelt ventede hende.
Igennem en længere periode kom jeg et par gange i ugen hos en gammel dame, som boede i en af de mindre byer i kommunen. Det var jo planen, at jeg skulle hjælpe hende med de sædvanlige ting som f.eks. rengøring og madlavning og også gerne indkøb hos den nærmeste købmand. Nu skete det imidlertid ikke så sjældent, at fru P meget hellere ville på bytur til Kjellerup. Egentlig ville jeg vel også hellere selv det end at knokle med vinduespudsning og gulvvask, så indimellem skete det altså, at vi kørte afsted i min lille bil. Problemet var bare, at vi jo ikke måtte, så det var altid med lidt nervøsitet for at blive opdaget. På et tidspunkt, hvor det var blevet præciseret, at vi altså ikke måtte køre land og rige rundt med de gamle mennesker på kommunens regning, mente jeg, det nok var bedst at stoppe. Det var fru P langt fra enig i, men om det var af den grund, at hun blev lidt skrappere med rengøringen, ved jeg ikke. Jeg gjorde som sagt meget for at hjælpe på nøjagtig den måde, folk ønskede det, men med fru P blev det efterhånden lidt for meget. Jeg kunne ikke længere finde ud af at gøre noget som helst rigtigt, og en dag, da jeg, så vidt jeg husker, efter fru Ps mening havde kommet for lidt vand i spanden, var det lige pludselig NOK. Hvad jeg sagde, husker jeg ikke, men fru Ps reaktion husker jeg tydeligt. Hun ville nemlig klage over mig, for sådan en næsvis tøs ville hun ikke have rendende. Det var jo lidt ærgerligt, for vi havde sådan set haft det hyggeligt, og jeg var da også lidt betænkelig ved at skulle snakke med min chef om det. Om eftermiddagen ringede jeg og spurgte med lidt bæven i stemmen, om der havde været nogle klager over mig. Det havde der nu ikke, og jeg tror faktisk, at Jytte troede, jeg spøgte, men hun havde et andet job til mig de kommende dage, for fru P havde ikke brug for hjælp foreløbig, da hun fik besøg af nogle børn. Jeg tror ikke, hun fik besøg, men jeg fandt aldrig ud af det. Vi sås først igen flere år senere, da jeg var begyndt at have weekendvagter. En dag var fru P på vagtplanen, og jeg var meget spændt på, hvordan det skulle gå, men vi lod begge som ingenting. Jeg er sikker på, hun kunne kende mig, for selv om hun var hun blevet et par år ældre, var hun stadig skarp som få, men det var nu vores måde at klare en lidt pinlig situation.
I det hele taget var der videre rammer for, hvad en hjemmehjælper måtte/havde tid til at lave hos brugerne, end der er i dag. Det var ofte til diskussion på de regelmæssige aftenmøder, der også efterhånden blev lagt i faste rammer, oven i købet med løn. Nogle kolleger mente, at hvis der var tid til f.eks. udvendig vinduespudsning, var der vel ingen, der kunne have noget imod det. Til dette var svaret fra vores meget kontante leder, at hvis der var tid til det, var det fordi, der var for meget tid. Et andet emne på fællesmøde kunne være mangel på tid til rengøring i ekstremt beskidte hjem. Til det var svaret, at hvis folk altid havde levet som svin, skulle vi da ikke komme og lave om på det. Og det kunne der da være noget sandt i.
Inger Overby, som lederen af hjemmeplejen hed, kunne godt ind imellem være lidt vel kontant og hård i sine udmeldinger. Det gjaldt også, hvis man sygemeldte sig. Jeg var heldigvis næsten aldrig syg, men ved en enkelt lejlighed erfarede jeg på egen person, hvor svært det kunne være, at overbevise Inger Overby om, at man virkelig var syg. Jeg tror faktisk, det endte med, jeg kom på job. Jeg husker ikke, hvad jeg fejlede, så det har sikkert ikke været alvorligt. Inger var uden tvivl meget effektiv. Det var hun også nødt til at være, da der som tidligere nævnt kun var hende og sekretæren Jytte til at lede og fordele arbejdet for vel ca. 70-80 hjemmehjælpere og sikkert flere hundrede klienter. Et par gange skete det da også, at hun selv måtte sygemeldes i en længere periode. Ved en af disse lejligheder blev det hjemmesygeplejersken Anne Marie, der tog over. Anne Marie var på mange måder Ingers modsætning. Hun havde svært ved at sige nej til medarbejdere såvel som klienter, og det resulterede sommetider i, at hun selv kørte ud til en klient, når det ikke var muligt at overtale en af ”undersåtterne”. Det var meget sympatisk, og vi var alle sammen vældig glade for hende som leder, men som tiden gik, kunne vi se, at det også havde sine omkostninger, for Anne Marie blev tyndere for hver dag der gik, og jeg tror hun var meget lettet, da Inger vendte tilbage. Måske skal man være lidt af en hård negl for at kunne holde til at være leder i længden.
Dengang var det ikke kun gamle og handicappede, der modtog hjælp fra den kommunale hjemmepleje. Den gamle betegnelse ”husmoderafløser” var meget beskrivende, det var nemlig ikke så sjældent, vi blev sendt ud for at give et nap i en børnefamilie. Det var altid en dejlig afveksling fra pensionisterne. Langt ude på landet i det fjerneste hjørne af Kjellerup kommune boede en sådan familie. Familien var stor, og ud over en 5-6 børn af egen avl bestod den af både nuværende og tidligere plejebørn. Gården var af den gode gammeldags slags med 4 længer, og i det store stuehus var der rigelig plads ved det lange køkkenbord, hvor der da også næsten altid var fyldt op til alle måltider. Ikke så sært at moren trængte til en pause på rekreationshjem. Men selv om jeg jo kom for at hjælpe, følte jeg mig mildest talt ikke særligt velkommen. Der var ingen, der snakkede til mig, og spørgsmål blev kun besvaret med enstavelsesord. Heldigvis ville familiens yngste godt snakke. Hun var nok ikke gammel nok til at forstå den i familien indgroede skepsis over for alle kommunalt ansatte. De havde åbenbart nogle dårlige erfaringer, og der gik et stykke tid, inden jeg blev accepteret.
En anden familie havde brug for hjælp til daglige gøremål på grund af morens begyndende sklerose. Den slags jobs, hvor man gennem længere tid kom dagligt i en familie med små børn, blev uundgåeligt til lidt mere end ”bare” et job. Og sommetider fortsatte bekendtskabet efter, at arbejdsforholdet var slut.
Ikke så sjældent kom jeg i familier både før og efter en familieforøgelse. Et lærerpar havde fået nr. 5. De levede af farens løn, for de havde truffet den beslutning, at moren skulle passe børnene hjemme, så pengene var små og parcelhuset fyldt med knaster, der var blevet tilføjet, efterhånden som familien voksede. Faren så måske nok lidt slidt ud, men de var så glade og positive. En rigtig mønsterfamilie – som det umuligt kunne gå galt for. Mange år senere krydsedes vore veje igen, og desværre så virkeligheden ikke længere så lys ud. Vi møder familien igen i kapitlet ”Tilbage i hjemmeplejen”.
Sådan sker det jo en gang imellem, når man lever og arbejder i et forholdsvis lille samfund, at ens veje tilfældigt krydses. I kapitlet om Madsens Hotel var ”Dyrlæge Larsen” en af mine stamgæster. Det var lidt underligt at optræde i rollen som hans hjemmehjælper, men den slags skete som sagt ikke så sjældent.
B, som han hed, havde brug for hjælp til at få hverdagene til at fungere. Han færdedes fortsat i slagter/handelsmandskredse, og alt, hvad han havde af kontanter, blev lynhurtigt omsat til øl enten til sig selv eller til tabte omgange. Den lokale hvidevarehandler havde foræret ham en brugt støvsuger, vel fordi han havde lidt ondt af den stakkels B, der måtte leve i svineri, fordi han ikke havde råd til en støvsuger, men der gik ikke lang tid, inden den også var omsat til flydende varer. Men da julen nærmede sig, og Bs højeste ønske var et lille plastjuletræ med lys, gik jeg alligevel ind i kampen for at skaffe ham et sådant, og det lykkedes da også at overbevise kommunens socialafdeling om, at det skulle han da have, når nu han ønskede sig det så brændende. Men ak – næste gang jeg kom hos B, var juletræet der ikke. Forklaringen var, at han havde været så glad for træet, at han havde taget det med for at vise det til sine venner på samlestalden, og så var det uheldige sket, at han havde tabt det ned i et hul, hvor også slagteriaffaldet havnede.
Jeg burde vel have været klogere, når jeg bl.a. havde kendskab til støvsugerhistorien, men han var dygtig, den gode dyrlæge Larsen.
Gennem de syv år i Kjellerup Kommunes hjemmepleje, var der en familie, der fik helt særlig plads i mit liv. På torvet hos V og L havde jeg min daglige gang gennem de fleste af årene.
Kjellerups torv var dengang meget smukt - omkranset af gamle statelige huse og træer og med byens tinghus for enden af det grønne anlæg og springvandet. I et af disse gamle huse boede V og L i en lejlighed i stueetagen. Lejligheden var smagfuldt indrettet med malerier og ægte tæpper, men den var lille, og moderne bekvemmeligheder som bad og elkomfur var af nyere dato og tydeligvis presset ind. Da slagterdatteren L i sin tid var faldet for den unge flotte smed, V, var det nok egentlig meningen, at det kun var midlertidigt, de skulle bo i lejligheden på torvet, og at det med tiden skulle ende med et parcelhus i et forstadskvarter. Men jeg tror, den centrale placering passede dem godt, og lejligheden var gennem mange år samlingspunkt for venner og familie. Til lejligheden hørte et loftsrum, og det havde tidligere været indrettet til de to døtre, og i kælderen var der også et depotrum. Her hjalp jeg V med at brygge vin. Jo, det var gode tider at være hjemmehjælper. Og selvfølgelig var jeg da på fuld kost, når jeg var der til spisetiderne ligesom alle andre, der kiggede ind, og det kunne for den sags skyld også være mig, for man følte sig altid velkommen, og de boede jo netop så centralt.
Der var også andre steder, jeg kom gennem længere tid, og som jeg blev rigtig glad for. Fru S boede i et stort, uisoleret skrummel af et hus. Og når den daglige kop the blev indtaget i det isnende kolde køkken, fik talemåden, ”at man bliver smuk af dampen fra kold the”, pludselig mening, Fruen selv frøs aldrig. Hun sad i bare arme og nød sin the, mens jeg sad godt pakket ind ved siden af. Bortset fra kulden var jeg glad for at komme der. Fru S havde nok tidligere været en af byens førende fruer, og måske var det derfor, jeg også blev tiltalt ”fru Andersen”, når jeg kom der. Jeg tænkte, det nok var sådan, hun foretrak det, så det vænnede jeg mig til, men på et tidspunkt fandt hun ud af, at jeg faktisk slet ikke var gift, og så tror jeg nok, hun fandt det lidt mærkeligt at kalde mig frue.
Der var også gamle, elskelige fru J. Hun var et godt stykke op i halvfemserne, men ukuelig i sin appetit på livet. Hun havde for længst mistet sin mand og deres eneste fælles barn, så livet havde bestemt ikke altid smilet til hende, men hun manglede aldrig selskab, for den talrige børneflok, hun havde giftet sig til, kom ligesom mange andre gerne og ofte i hendes hyggelige stuer. Mit unge jeg havde svært ved at fatte, at man stadig i så høj en alder havde lyst til at få nyt tøj og mod på at plante træer i haven og sætte kartofler, men samtidig var jeg også fuld af respekt og beundring for, at hun havde lyst. Fru J fortalte sjældent, hvad hun mente om dette og hint. Det behøvede hun ikke, hun viste det på sin egen stille facon.
M var ungkarl, en stilfærdig og rar mand, der ikke kunne finde på at gøre nogen fortræd. Om det var frivilligt, at han havde levet sit liv alene, ved jeg ikke. Jeg tror det egentlig ikke. Det er så uretfærdigt, for han var som sagt en sød og venlig mand, men det er jo ikke nødvendigvis dem, der går først, når piger vælger ægtemænd – dengang som nu. Han havde såmænd også haft et udmærket om end lidt stille liv, men nu var han begyndt at blive gammel med de skavanker, det nu engang giver, og arbejde skulle han ikke mere, så lidt ensom var han nok ind i mellem. Jeg var hjemmehjælper hos M i en periode, indtil han kom på plejehjem. Som tidligere nævnt var det normal praksis, at man som minimum fik kaffe, hvor man kom, og der var steder, hvor man fik at vide, at der var afsat tid til snak, fordi det nok egentlig var det, de trængte mest til. Jeg tror, M må have hørt til den gruppe. I hvert fald var der god tid til det, når de huslige opgaver var til side, og desuden kunne M også selv klare det meste. Så sad vi ved bordet i stuen og drak kaffe og snakkede og røg en smøg og en cigar. M var dårligt gående, og det var ikke meget han bevægede sig i løbet af en dag. Jeg hersede med ham for at få ham til at gå, og sommetider nok lidt for meget, for så blev han ked af det, og set i bakspejlet tilkom det jo heller ikke mig, men jeg havde jo været på kursus og lært, at det var vigtigt.
2. På hjemmehjælperkurser
I løbet af de syv år var jeg afsted på kurser i sammenlagt 42 dage à 8 undervisningstimer, svarende til 2-3 måneder . Det var altid hyggeligt og et velkomment afbræk i hverdagen at komme på kursus. Selvfølgelig lærte vi da også noget, men det vigtigste var nok for mange af os det at være sammen med kolleger, som vi ellers kun så tilfældigt i bybilledet. Jeg havde heldigvis et par gode kolleger, som jeg også omgikkes privat, så vi kunne få luftet nogle frustrationer over klienter eller chefer.
Af kurser var der først og fremmest et grundkursus på 160 timer. Man kan sige, at teorien alt i alt var næsten lige så omfangsrigt som i en moderne sosu-uddannelse, men den var jo ikke sammenhængende, og den manglede den del, hvor man følger en erfaren hjælper. Vi måtte ud og afprøve teorierne på egen hånd, og det var altså ikke altid, det gik helt efter bogen.
Efter at have gennemført et kursusmodul i bl. a. ”hjælp til selvhjælp” blev jeg sendt ud til en gammel gårdmandskone. Hun havde brækket et ben, hvilket jeg ikke mente kunne være årsag til, at hun ikke kunne skrælle kartofler. Desuden mente jeg, det ville være godt for hende at udføre dette arbejde selv. Men der blev jeg klogere. For hun havde ikke mig gående, for at hun skulle gøre tingene selv, og hun havde da i særdeleshed ikke brug for at høre min mening.
Så vi fortsatte bare, som vi plejede.
3. På aftenskole med enkeltfag
Egentlig havde jeg det godt, hvor jeg var, men det var jo slet ikke meningen, det skulle have varet så længe, så jeg begyndte igen at tænke på den uddannelse, det endnu ikke var blevet til. Nu var det imidlertid ikke længere helt så ligetil. Jeg havde fået mig installeret med hus og bil og katte, og der var månedlige ydelser og en partner at stå til regnskab for.
Når jeg for 117. gang gennempløjede bogen ”hvad kan du blive”, måtte jeg erkende, at jeg virkelig manglede den Hf-eksamen, som jeg i sin tid droppede til fordel for restaurant Peberkværnen, og de skolepapirer, jeg havde, var, som jeg vist tidligere har været inde på, ikke prangende. Derfor tilmeldte jeg mig til en start Viborg VUC matematik og fysik/kemi på 10 klasses niveau. Det var nemlig disse fag, det stod værst til med, og jeg havde besluttet, at det skulle der ændres på. Pudsigt nok mødte jeg igen Eva, som jeg tilbragte så mange timer sammen med på katedralskolen, eller rettere sagt – alle mulige andre steder. Det var vældig hyggeligt, men jeg tror, vi var enige om, at denne gang skulle det ikke gå op i kanelsnegle og kakao ligesom sidst, og faktisk gik det langt over forventning. At klare sig godt i fag, som jeg tidligere var overbevist om lå uden for mine evners rækkevidde, var en fantastisk følelse. Da jeg fik mit livs første 11 tal – oven i købet i matematik, som jeg aldrig havde fattet en bønne af – ja, da kunne jeg næsten svæve.
Hvorfor det forholdt sig sådan, ved jeg ikke. Det var dygtige lærere på VUC, men dem, jeg havde haft i folkeskolen, var nu heller ikke dårlige. Årsagen skal nok nærmere findes hos mig selv, og at jeg endelig havde fået en oplevelse af, at hårdt arbejde blev belønnet. Det var afgjort også fremmende for indlæringen, at vi var en gruppe af modne, målrettede mennesker, at vi havde det sjovt sammen, og at der var en god og tryg stemning, hvor alle turde ytre sig. Da det nu gik så godt, fik jeg mod på at fortsætte. Senere blev det til Hf-fagene matematik, dansk, engelsk og tysk , men en fuld hf havde jeg jo stadig ikke, så min søgen efter passende uddannelser koncentrerede sig om de få, hvor det stadig ikke krævedes.
4. I nattevagt
Omtrent ved denne tid udvidede hjemmeplejen til også at være kontaktbar om natten. Man skulle bruge et par hjælpere, der på skift ville være udrykningsklare i nattetimerne. Det søgte jeg, og at jeg også fik det, kan have noget at gøre med, at det faktisk ikke var særligt attraktivt. Det foregik på den måde, at man ved 23 tiden mødte op på Falck i Kjellerup. Her blev man udstyret med en radio på størrelse med mursten og også lige så tung. Den skulle så ligge på natbordet og larme fælt i tilfælde af, at der blev kaldt. Det var ikke ofte, det skete. Til gengæld kunne tanken om at skulle ud af fjerene midt om natten, ud at køre i mørket og i al slags vejr, og, når man endelig havde fundet stedet (stadig uden gps), famle sig frem under urtepotter og baljer efter en nøgle til et hus, om hvis beboere man for det meste ikke havde noget kendskab, godt holde en vågen. Lønnen var ikke prangende. Ubehaget ved at have tingesten liggende fik man et ganske lille beløb for, og blev man kaldt ud, blev man naturligvis aflønnet for det.
Men der er ting, man bare ikke kan betale med penge, og mit nattemareridt toppede den nat, jeg blev kaldt ud til et dødsfald. Alene det, at det skete, var et tydeligt bevis på, at konceptet ikke var gennemtænkt. Det var i hvert fald aldrig faldet mig ind, at det kunne være noget, jeg skulle tage mig af. Jeg havde jo knap nok set en død person, og hvad man gjorde i den forbindelse, var mig helt fremmed. Den praktiserende læge havde åbenbart hørt, at hjemmeplejen nu havde døgndækning, dog uden at talen var faldet på, hvad meningen med dette var, og Falck gav jo bare beskeden videre. Jeg var vel nærmest i chok, men jeg benyttede mig af muligheden for at ringe til en hjemmesygeplejerske, hvis privatnummer jeg af en eller anden grund havde (måske var det til nødsituationer, jeg husker det ikke). Desværre var hun ikke i stand til at hjælpe. Set i bakspejlet kunne jeg jo godt have sagt fra på det tidspunkt, og det burde jeg måske også have gjort af hensyn til de stakkels efterladte, men den tanke tror jeg slet ikke, jeg havde, kun noget med, at har man sagt A, må man vel også sige B. Så jeg begav mig altså med bævende hjerte ud i natten med murstenskalderen som eneste selskab uden den fjerneste anelse om, hvad jeg egentlig skulle stille op, når jeg nåede frem. Da jeg efter flere fejlkørsler og sikkert urimelig lang tid nåede frem, blev jeg modtaget af familien, som selvfølgelig var meget kede af det, men alligevel havde overskud til at hjælpe mig igennem processen. En af familiemedlemmerne havde en sundhedsfaglig uddannelse og vidste altså alt om, hvad man gjorde. Hun var bare, forståeligt nok, ked af at skulle stå alene med det, og familien havde derfor taget imod lægens tilbud om kommunal hjælp. Det må have været en noget speciel oplevelse, at hjælpen var så hjælpeløs, men selvfølgelig en detalje for de mennesker, der havde mistet en af deres kære. Hændelsen blev der ikke snakket meget om efterfølgende. Det var nok lidt pinligt, men familien fik da forhåbentlig en undskyldning.
Det var ikke kun denne nat, der gjorde udslaget. Det med nattetjansen levede kort sagt ikke rigtig op til mine forventninger, så efter få måneder sagde jeg mit gode arbejde op, dog ikke uden først at have sikret mig et nyt.
Jeg havde fået lovning på et job hos PFP, en fabrik, der fremstillede køkkenborde og lignende laminatvarer, men før jeg kunne begynde min karriere i træindustrien, skulle jeg gennemføre maskinpasserkursus del 1 på specialarbejderskolen i Skive. Derom i næste kapitel.