I. MIN SKOLETID
- hvor man lærer om vigtigheden af at tage realen med
1. Heltborg Skole
Når man som jeg havde tilbragt de første syv år af tilværelsen alene hjemme hos far og mor og kun ret sjældent haft omgang med andre børn, så var det selvsagt noget af en omvæltning at komme i skole. Jeg havde glædet mig helt vildt, men først skulle jeg sammen med alle mine jævnaldrende igennem en modenhedsprøve. Egentlig var den overflødig for mit vedkommende. Jeg var født i foråret, og dermed var der ingen tvivl om, hvorvidt jeg skulle starte i skolen efter sommerferien. De børn, som var af samme årgang, men født i efteråret, kunne vælge at vente til året efter, eller skolen kunne vælge dette for dem, hvis ikke modenhedsprøven faldt ud til deres fordel. Hvis den var helt gal, kunne man risikere at blive afvist, selv om man som jeg havde alderen, og dermed være ældre end alle andre i klassen, og det havde man bestemt ikke lyst til.
Jeg gik ind til prøven med masser af selvtillid. Jeg kunne både læse, regne og strikke. Min mor var af den opfattelse, at man ikke kunne aflevere sine børn i skolen, uden at disse basale kundskaber var i orden. Den slags færdigheder indgik nu slet ikke i prøven. Derimod var der en masse opgaver, hvor man skulle tegne, men det var jeg også rigtig god til, så ingen problemer der. Jeg ved egentlig ikke, hvordan den grufulde sandhed gik op for mig, men en kendsgerning er det, at jeg kort efter prøvens afslutning erfarede, at jeg havde lavet en frygtelig fejl i den sidste opgave. Det var ellers gået så fint, jeg havde tegnet et hus med skorsten og en flagstang med hejst flag, alt lavet med stor umage – men med skorstensrøg og flag i hver sin retning. - Og som jeg kunne forstå, var det en vigtig detalje i afgørelsen om, hvorvidt vi var skolemodne. Tiden derefter var lang, og jeg var sikker på, at selvom jeg havde alderen til at komme i skole, ja så var jeg nok dumpet på den fatale fejl.
Til min store glæde gik det ikke helt så galt, så efter sommerferien 1964 begyndte jeg at gå i første klasse sammen med 9 andre håbefulde børn, 2 piger og 7 drenge, og da de to andre piger kendte hinanden i forvejen, blev jeg sat sammen med Hans, som var ny på egnen, og derfor heller ikke hørte naturligt sammen med andre. Det var der nok ikke nogen af os, der var helt glade for, men hvis vi sad så langt fra hinanden, som det var fysisk muligt ved det lille tomandsbord, så gik det lige an.
Livet i skolegården kan godt være en barsk omgang, og jeg var som nævnt ikke vant til andre børn i større mængder. Jeg tror egentlig, jeg hurtigt lærte at begå mig. Kun ved en enkelt lejlighed husker jeg, at jeg virkelig følte, at jeg var i knibe. Det var den første vinter, og der var meget sne. Jeg har altid hadet sne, og sneboldkampe kunne jeg slet ikke se det sjove i. Når jeg havde kæmpet mig op ad bakke i modvind de knap 4 km. på cykel, så var det virkelig ikke snelege, jeg havde brug for. Men vi skulle udenfor i frikvartererne, så det kunne være svært at undgå. Noget af det, jeg havde lært, var, at det ved visse lejligheder godt kunne betale sig at spille sej, men da et meget ondt barn puttede en snebold ned under jakkekraven krakelerede min ellers så seje attitude, og i det øjeblik var det eneste, jeg lige kunne komme på at fremstamme ”det her siger jeg altså til min mor”. - Med det samme ordene var kommet ud af min mund, vidste jeg, at det var helt galt, og jeg blev da også drillet en del resten af dagen, men næste dag var episoden til mit held glemt, og siden truede jeg aldrig med at sladre til mor. I øvrigt var det tomme trusler. Jeg ville aldrig have drømt om at sige det derhjemme. Jeg risikerede jo, at mine forældre stillede op på skolen, hvilket ville have været helt ubærligt pinligt.
Jeg var jo efternøler, og der var muligvis nogle ting, som havde ændret sig i årenes løb. Det viste sig i hvert fald, at jeg var den eneste, der havde lært at læse, regne og strikke. Det betød selvfølgelig, at jeg havde det lidt nemt i starten, og nogen vil nok mene, at jeg aldrig rigtig vågnede op af dvalen, da den tid kom, hvor jeg ikke længere var med. I hvert fald er det en kendsgerning, at jeg hele min skoletid bestræbte mig på altid at hoppe over gærdet, hvor det var lavest.
Heltborg skole var kun nogle få år gammel, da jeg gjorde min entre. Den skulle være det samlende midtpunkt for flere små landsbyskoler, som nyligt havde måttet lukke ned på grund af for få børn, men på trods af dette kneb det med at samle elever nok til alle klasserne. På hele skolen var vi omkring 70 børn fordelt på 7 klasser, og derfor blev nogle klasser slået sammen i alle fagene på nær dansk og regning. Førstelæreren boede i en tjenestebolig ved siden af skolen. I min klasse gik hans egne tvillinger, hvilket gjorde at vi fandt ham knap så skræmmende som de fleste andre. Han var sikkert heller ikke så slem, men som lærer blev vi først udsat for ham, når vi i 5. klasse skulle have matematik på skemaet til erstatning for regning, og da var han jo stadigvæk bare Thomas og Henriks far, så værre kunne det vel heller ikke være. Udover Frøkjær, som han hed, var der altid en mere mandlig lærer. Der skulle jo være en til at være idrætslærer for drengene, og sløjd og fysik var der vist heller ikke nogen på den tid, der havde fantasi til at forestille sig, at en kvindelig lærer kunne bestride. Det var nu ellers en ret moderne skole på mange måder. Vi lærte som nogen af de første at skrive formskrift i stedet for skråskrift, og ikke så sjældent havde vi gruppearbejde, også et nyt fænomen inden for folkeskolen. Vi havde også et stort velindrettet formningslokale, hvor jeg blandt andet fremstillede en fantastisk smuk bjørn. Den var desværre ikke egnet til brænding, og fordi den blev smadret til atomer på vej hjem i skoletasken, står den stadig lige smuk i min erindring.
De første par år var der et ungt lærerpar ansat på Heltborg skole. Kloppenborg var iført brune jernbanefløjlsbukser og havde pjusket hår og skæg. Fru Kloppenborg matchede sin mand med datidens farvestrålende skørter og hønsestrik, men trods det moderne look blev de kaldt ved efternavn, nøjagtig som fru Andersen, fru Pedersen, frøken Slej og Kristensen. Jeg har dog aldrig skullet sige ”De” til nogen af mine lærere, og det med efternavnene havde åbenbart ingen betydning for vores forhold til lærerne. Jeg husker i hvert fald, at jeg og andre ved forskellige lejligheder kom til at titulere en af de kvindelige lærere som mor, og selv om det var skrækkelig pinligt, betød det vist, at vi var ret trygge ved personen. Senere fik vi en vikar, som vi blandt andet havde til formning. Han hed Torsten, og det særlige ved Torsten var – udover det med fornavnet, at han var keramiker af uddannelse. Han var også typisk sluttresser af udseende, brun og pjusket og med en sødlig lugt af forskellige tobaksformer. Han var også meget dygtig til sit fag og gjorde et stort arbejde for at få os til at interessere os lige så meget. Bl.a. lavede han et hold efter skoletid, hvor vi i særlig grad skulle arbejde med ler på et lidt højere niveau. Som tak smadrede vi på det nærmeste lokalet, og det blev så slutningen på det. Måske var vi ikke rigtig parate til så meget frihed.
Det meste af tiden foregik undervisningen på traditionel vis. Vi skiftedes til at læse højt af lektierne, når vi havde dansk, vi regnede opgaver i regnetimerne og sang sange og spillede instrumenter, når vi havde musik, men i de større klasser, hvor vi også havde geografi og historie på skemaet, forsøgte vores unge lærerteam sig som nævnt indimellem med gruppearbejde. Det foregik på den måde, at vi i grupper på 4-5 elever skulle arbejde med et emne. Jeg husker et gruppearbejde særligt godt. Emnet var Australien, og mit ansvarsområde var koalabjørnen. Jeg vidste virkelig meget om koalabjørnen og meget lidt om alt det andet, men det vigtigste var jo nok også, at vi lærte at samarbejde. Vi skulle vælge en leder af gruppen. Der var nogle naturlige ledertyper iblandt os, og det resulterede i, at det altid var de samme, der fik den tjans. I vores gruppe var det Tinne. Hun var også en af mine bedste veninder, og normalt accepterede vi bare, at sådan var det, men af grunde jeg ikke husker eller forstår, forlangte jeg ved denne lejlighed, at der skulle afholdes kampvalg. Som det ofte er tilfældet, når nogen gør opmærksom på sig selv, endte det med, at jeg blev valgt. Måske troede de andre i gruppen, jeg ønskede denne post. Hvis det var tilfældet, gik det i hvert fald over i samme øjeblik, det gik op for mig, at det var mit ansvar, at vi alle fik lært, hvad der var værd at vide om Australien.
Arbejdet i grupperne forløb stort set på samme måde hver gang. I vores gruppe stod den i dette tilfælde på Australiens dyr. Opgaverne skulle så fordeles, hvilket skete ved en demokratisk proces, hvor gruppens leder måtte træde i karakter, hvis der f. eks var flere, der ønskede at arbejde med kænguruer. Når det var gjort, gik vi i gang med at søge oplysninger, og da det var lang tid før internet og google, bestod dette hovedsageligt i at læse i vores geografi og biologibog. Måske havde vores lærer fået lidt ekstra lekture hjem fra amtscentralen. Så gik vi i gang med at skrive (af) om emnet, det foregik med blyant eller kuglepen, og til sidst skulle det hele føres over på stencils, en slags kalkerpapir, gerne med illustrationer og kort alt sammen håndtegnet. Til sidst blev det hele spritduplikeret, det resulterede i en masse papir med blå, grumset, ubehjælpsom skrift og utydelige tegninger, men det var de muligheder, vi havde dengang, og vi var vældig stolte over resultaterne.
Personligt lærte jeg ved denne lejlighed, at koalabjørnen er et pungdyr, at den udelukkende lever af eukalyptusblade, og at det var et hårdt job at være en god og retfærdig leder. Det er i hvert fald, hvad jeg husker, og jo – jeg lærte naturligvis også, at lederrollen ikke var så attraktiv, at jeg nogensinde senere har haft lyst til at påtage mig den rolle igen.
At lærerne også var mennesker, var nok lidt svært for os at forstå, men ind i mellem blev vi dog mindet om det. Som når frk. Slej, der var uddannet forskolelærer og som havde et rigtig godt tag på os, da vi var små, men ikke rigtig magtede os, da vi blev store og frække, - pludselig var på sygehuset et stykke tid, og det vist nok var noget med nerverne. Så var vi nogen, der fik skrækkelig dårlig samvittighed, og så sendte vi søde breve og små hjemmelavede ting til hende, men når hun havde været tilbage et stykke tid, faldt vi tilbage i de gamle vaner. Eller når fru Andersen, der ellers var ret cool, pludselig brød sammen over en uskyldig bemærkning, eller når Frøkjær, som styrede hele skolen med stor autoritet, ligefrem måtte tørre blod af kinden efter et opgør med familiens efternøler. I sådanne situationer sad vi bare måbende og forlegne og vidste ikke rigtig, hvad vi skulle stille op, men de fleste dage skete der ikke de store ting udover lidt slagsmål i skolegården, madgriseri i trappegangen til sportspladsen og de små magtkampe, der vel altid udspiller sig i større forsamlinger.
De fleste af os var bønderbørn, men selvom købmand, lærer og vognmand samt et par stykker, vi ikke rigtig vidste, hvad der lavede, også havde leveret børn til klassen, var klasseforskelle ikke noget, vi skænkede mange tanker i det daglige. En gang blev vi af fru Andersen bedt om at rangliste en hel masse erhverv efter hvilke, vi mente, var finest, og ud over, at jeg af almindelig høflighed satte læreren øverst og ligeledes af beskedenhed bonden nederst, så var det virkelig svært at få alle de resterende placeret. Bagefter fik vi jo at vide, at det rigtige svar var, at alle skulle stå lige højt. Og bortset fra, at vi måske følte os lidt snydt, var det da en god pointe, som man kun kan håbe på, at alle tog med sig i deres senere liv og karriere.
2. Hurup Kommuneskole
Jeg tror, de fleste af os havde en god og tryg skolegang, men efter 7. klasse var det slut. Så hen imod jul blev vores forældre kaldt til møde på skolen for at få at vide, hvordan det stod til med deres håbefulde poder. Det var nemlig ved denne lejlighed, dommen blev afsagt af de i denne situation meget magtfulde lærere: kom man i realen, eller måtte man ”nøjes” med 8. klasse?! For selv om vi lige havde lært, at alle var lige værdige, så fornemmede vi alligevel, at det, der forestod, havde stor betydning for vores fremtidige virke.
Faktisk var der en tredje mulighed i vores tilfælde. Vi var nemlig den sidste årgang, der teoretisk set kunne vælge helt at forlade skolen efter 7. klasse. Det var dog en mulighed, der kun sjældent blev benyttet, og der var ingen fra min klasse, der havde planer i den retning. Jeg havde aldrig rigtig tænkt over, at der var den store forskel på de boglige talenter i vores klasse. Der var da selvfølgelig nogen, som havde lidt flere røde streger end andre, når vi fik opgaver tilbage, men vi havde altid fået at vide, at vi var den mest homogene klasse, skolen nogensinde havde haft gående. Derfor havde jeg for det meste en god fornemmelse af, at vi alle sammen fik lov at følges i realen på den store skole i Hurup. Som tiden skred frem på selve aftenen, hvor jeg helt alene hjemme ventede på, at mine forældre ville komme hjem og fælde den afgørende dom, blev jeg nu alligevel mere og mere i tvivl om udfaldet. Alle mine mindre heldige udfald i løbet af de sidste 7 år passerede revy, og til sidst var jeg rimelig sikker på, at jeg – måske som den eneste – var dømt til at henslæbe de næste tre år i 8., 9. og 10. klasse. Derfor var lettelsen enorm, da mine stolte og lettere forundrede forældre kom hjem med beskeden, at selvfølgelig kunne jeg klare realen. Om det var min fortolkning, ved jeg ikke, men jeg opfattede det i hvert fald som om, det overhovedet ikke var et problem, og det var vel også en del af årsagen til, at jeg fra den dag lænede mig tilbage og slappede af i fuld tillid til, at jeg ikke behøvede at lave det store for at klare mig igennem de næste tre års tid.
Denne skæbnesvangre aften resulterede i øvrigt i, at otte af os ti umiddelbart fik en af de eftertragtede pladser, mens to blev erklæret måske egnede. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor det blev sådan, men kun konstatere, at det var de to, hvis fædre vi ikke rigtig vidste, hvad lavede, og måske var forventningerne til dem ikke så høje, hverken fra skolen eller hjemmene. Når man var erklæret måske egnet, havde man mulighed for at gå til en prøve. Det var nu ikke almindeligt, at man på den måde betvivlede lærernes ekspertise, men den ene af de to drenge valgte faktisk at tage prøven og bestod uden problemer. Vi var altså ni ud af ti, der efter ferien 1971 fulgtes ad til første skoledag på Hurup Kommuneskole.
De følgende tre år er der ikke så meget at sige om. Selv om Hurup er en ret lille by, og selvom afstanden dertil var på under 5 km., så var det for nogle af os nærmest et kulturchok at flytte fra den lille landsbyskole og til byskolen. Det hjalp nok heller ikke på situationen, at vi blev mikset med en halv hurupklasse, som bestemt ikke brød sig om at få os i bytte for deres gamle klassekammerater (måske lige med undtagelse af de flotteste af drengene). Det var måske heller ikke det mest geniale træk, at vores nye klasselærer havde fulgt de lokale rødder fra 1. klasse, for selv om hun prøvede, ja så er det soleklart lettere at holde af teenagere under ombygning, når man også har kendt dem, da de var små og nuttede. Det hjalp heller ikke på stemningen, at den mest imødekommende af vores nye klassekammerater af ukendte årsager valgte at tage sit eget liv få dage inde i forløbet. Det var jo frygtelig sørgeligt, men naturligt nok værst for dem, der havde kendt ham længst.
Af væsentlige begivenheder i de tre år husker jeg først og fremmest den store auktion. Der var også dengang brug for hjælp rundt omkring i verden, og vi skulle ligesom andre skoler samle ind. Vi blev i den anledning opfordret til at komme med forslag til, hvordan det bedst lod sig gøre. Det blev Eriks, også kaldet Stumps, ide, der blev ført ud i livet. Vi skulle skrive til alle de kendte, vi kunne komme i tanke om og bede dem sende et slips eller lignende. Disse effekter skulle så bortauktioneres på et senere tidspunkt. Det var et kæmpe arbejde, men nok også det nærmeste vi kom på en slags sammenhold i klassen. Stump var ellers en lidt nørdet type og klassens prygelknabe, men her fik han lidt oprejsning. Selve auktionen var da også lidt af et tilløbsstykke med masser af hurupborgere til at byde på ting som Simon Spies’ slips eller Erhard Jacobsens erindringer. Auktionarius var vores geografilærer, Østergård, der uden tvivl var godt begavet, og desuden - når han altså en sjælden gang var ædru - en meget dygtig showmand.
En anden begivenhed, der skabte en form for sammenhold, indtraf, da ledelsen var kommet til at sende parallelklassen hjem, fordi VORES lærer var syg. En sådan uretfærdighed måtte jo føre til oprør, og vi besluttede i nogenlunde enighed at indlede en strejke. Den blev imidlertid kort, og afsluttedes med en regulær skideballe fra Jørgensen, skolens lille, men ret frygtindgydende inspektør. Den eneste anden lejlighed, jeg mødte ham på tæt hold, var, da jeg ved almindelig tummel var kommet til at smadre en af se store vinduer på gangen, og det var ikke rart.
Selv om de tre år i realen aldrig blev til hverken stor glæde eller særlig udbytterig, så skulle man virkelig strenge sig an, hvis man ikke skulle få sin eksamen. At en afleveringsstil blev beskrevet som ”en tynd kop te” (der var ikke tid til mere, når den skulle skrives i en biologitime på jernbanestationen), og at grunden til den manglende fysikkarakter nok var, ”at den bare var så lille, at jeg ikke kunne se den”, var i hvert fald ikke nok.
I geografi kom jeg til eksamen i kornsorterne, og dem kendte jeg da heldigvis lidt til. Geografitimerne havde vi med føromtalte Østergård, og de gik for 99 % vedkommende med at se mere eller mindre relevante film, for heller ikke i skoletiden var Østergård ædru. Egentligt underligt, at ingen klagede, men man havde vel vænnet sig til tingenes tilstand.
Latin og maskinskrivning var begge fag, man frivilligt kunne deltage i. Jeg ville være sygeplejerske, så i hvert fald latinen blev valgt på det grundlag. Begge blev dog droppet efter kort tid til fordel for mere afslappende sysler.
Det tætteste, jeg var på ikke at bestå, var nok for megen forsømmelse fra idrætstimerne, men den blev også reddet i sidste øjeblik, og at resultatet ikke blev særligt prangende bekymrede mig ikke det fjerneste på det tidspunkt. Jeg glædede mig bare til at komme væk fra skolen (1).
Selvfølgelig skal skolen i Hurup ikke have skylden for, at jeg ikke fik lært noget i de tre år, jeg gik der. Der er aldrig nogen undskyldning for ikke at gøre sig umage, men senere er det da gået op for mig, hvor meget et sundt miljø og tryghed i klassen betyder for de flestes indlæring. Og årene på Hurup Kommuneskole kan nok i bedste fald beskrives som spild af tid.
Realskoletiden kom alligevel indirekte til at spille ind på min fremtid på arbejdsmarkedet, men det var altså på grund af de to lange undervisningsfri perioder, som den også omfattede, nemlig sommerferierne i 1972 og 1973, for i dem skete det, der blev til det første kapitel af ”mit arbejdsliv”.
Retur til indholdsfortegnelsen >