Retur til indholdsfortegnelsen


XIX. SILKEBORG SEMINARIUM

- hvor man lærer en hel del om forholdet mellem teori og praksis



1. Holdet 91.3

Første skoledag er vel altid forbundet med en vis nervøsitet. Det gælder nok uanset alder, men i dette tilfælde spillede alderen en særlig rolle. Jeg syntes selv, jeg var helt utrolig gammel, og det tror jeg da også, de fleste af mine nye klassekammerater syntes. I dag synes jeg jo ikke, der er så stor forskel på at være midt i tyverne og midt i trediverne, men jeg kan da godt huske, hvordan jeg tænkte om oldsager på et par og tredive, da jeg selv var i tyverne, og den erindring stod vel endnu klarere på det tidspunkt.

Som det ofte er tilfældet blev vi placeret i hesteskoform og bedt om at præsentere os, og her blev det så afsløret, hvad jeg allerede havde på fornemmelsen, at jeg med mine 34 år var alderspræsident. Næst efter mig kom Dorthe på 31, resten var mellem 20 og 30 og altså i gruppen af unge. Det famøse 3-tal spillede en virkelig stor rolle i min bevidsthed. Jeg tror faktisk også, jeg havde lidt skrupler over, hvor få år jeg kunne nå at arbejde som lærer, en overvejelse der skulle vise sig ikke at være relevant, hverken for mig eller flere af mine medstuderende. Derudover blev det også klart, at alle – på nær mig – havde en studentereksamen, en fuld hf, eller noget lignende bag sig. Flere havde også været i gang med en universitetsuddannelse

I løbet af de næste måneder blev vi naturligvis udsat for diverse prøvelser i form af introarrangementer og ryste-sammen-ture, og der gik da heller ikke særlig lang tid, før jeg endnu en gang kunne konstatere, at det ikke først og fremmest er alder, der er afgørende for, hvem man får mest at gøre med.

91.3 hed vores klasse. Det betød, at startåret var 1991, og at der var mindst 2 andre hold. Faktisk blev der et 91.4 senere på grund af stor søgning til uddannelsen og en pludselig opstået lærermangel. Et fænomen jeg aldrig rigtig har forstået. Man må vel have en fornemmelse for antallet af 7 årige mindst 7 år frem.

Her sad vi altså, 28 forventningsfulde individualister. Lige i overkanten af hvad der var plads til i klassen, men med forventning om, at et par stykker ville falde fra, i hvert fald statistisk set, hvilket også kom til at ske.

Hvor man kommer til at sidde i klassen, er sikkert overhovedet ikke tilfældigt. Der er nogen, der ønsker at se/blive set mest muligt. Og så er der en del, der bare ønsker at være anonyme i vekslende grad, og man behøver ikke opholde sig længe i en gruppe, før man bl.a. på baggrund af, hvordan dens medlemmer placerer sig, kan danne sig et indtryk af, hvilke typer den indeholder.
- Og så var der Jeppe. Når Jeppe kom ind i rummet, valgte han helt konsekvent en ny plads hver gang, og selv om de fleste af os yndede at betragte os som omstillingsparate i svær grad, ja så vakte det altid lidt postyr. Hvis nogen svagt antydede, at Jeppe var kommet til at sætte sig et forkert sted, svarede han: ”jamen, vi har da ingen faste pladser, vel?” Måske var Jeppe i virkeligheden årsag til, at mange kom i god tid til lektionerne. Jeppe, som havde taget sin HF på Tvind, var en farverig person, som man ikke rigtig for alvor kunne blive vred på, og så var han altid i godt humør.
Det var selvfølgelig ikke alle, jeg kom til at kende lige godt, men jeg tror ikke, der var nogen, jeg ikke på et tidspunkt havde en eller anden form for samarbejde med, og der var ingen, jeg helst var fri for, men selvfølgelig var der da nogen, man kom til at kende bedre end andre. – Karen, som tog mig med på vejen, når hun kom kørende helt fra Karup, – Charlotte, hvis bryllup jeg serverede til, - Una, som jeg tit besøgte, når jeg havde ventetid og selvfølgelig Jane, Tine, Pia, Maja og Lene, som jeg var i praktik med og lavede opgaver med.
Der var også hele Århusslænget, som nok var lidt skuffede over, at det blev Silkeborg og ikke Århus, der blev deres studieby. De købte i fællesskab en gammel bil, som holdt næsten hele studietiden ud, så de da i det mindste kunne blive boende i Århus. Der var også en større gruppe af ”drenge”, der mere eller mindre seriøst dyrkede idræt, mest fodbold, men en enkelt var elitegymnast og havde været med verdensholdet på turné.

Undervejs var der mange og gode tiltag, både fra klassens lærere og initiativrige elever, men det var nok først hen mod slutningen af de to første år, der for manges vedkommende indtraf et rigtigt tilhørsforhold.

Vi var en meget broget flok med vidt forskellige forudsætninger og lige så forskellige holdninger og livsanskuelser, hvilket jo i princippet var perfekt, når vi skulle ud fungere som samfundets forlængede arme. Men der lå en stor opgave i at få os til at åbne øjnene for hinandens forskelligheder. For nogle kom det tilsyneladende som en stor overraskelse, at ikke alle havde det samme syn på tingene som dem selv, hvilket godt kan virke mærkeligt i betragtning af, at alle jo da havde gennemført en eller anden form for ungdomsuddannelse med både samfundsfag og psykologi som vigtige bestanddele. Det var vel meningen, at vi i vid udstrækning skulle bruge tiden på at diskutere i mange af disse timer, men det kræver, at lærerne tør at tage udfordringen op. Det skete da også ind i mellem, men jeg synes nok, det ofte var præget af konfliktskyhed, og jeg kunne helt sikkert også selv have medvirket mere aktivt i undervisningen.
Faktisk fortryder jeg rigtig meget, at jeg ikke turde – eller måske i virkeligheden ikke gad –, give udtryk for mine holdninger, når jeg var uenig i det, der kom til at stå uimodsagt. Det er vist også først senere (da jeg blev rigtig voksen), at det er gået op for mig, hvor vigtigt det er at kunne være uenige uden at være uvenner.


2. Fagene

Noget, jeg savnede på seminariet, var det at lære at få en klasse til at fungere, så alle føler sig set, accepteret, og trygge - eller også var jeg der bare ikke den dag. Måske er det bare for svært på et teoretisk plan. Ikke desto mindre er det i mine øjne det vigtigste af alt og en forudsætning for, at alle får mest muligt ud af undervisningen. Efter min mening en rigtig god grund til at flytte det meste af pædagogikundervisningen ud i praktikken. Der var selvfølgelig også fagene, hvor pædagogikken indgik som arbejdsredskab

De første to år var der ikke så meget at vælge imellem. Alle skulle have fag som dansk, matematik, kristendom musik og skrivning, foruden pædagogik og psykologi. Det eneste vi selv havde indflydelse på var hvilke 2 af de 3 fag idræt, håndarbejde og billedkunst, vi ville have. For mig var valget let, idræt havde ligesom ikke rigtig sagt mig noget længe. Til gengæld nød jeg meget håndarbejds- og billedkunsttimerne, hvor tempoet var afslappet, selvom det også var eksamensfag, der skulle tages seriøst.

Ulla var vores dansk og kristendomskundskabslærer. Vi var vistnok hendes første hold, så hun var forståeligt nok lidt nervøs. Fagene var ligesom de øvrige folkeskolefag delt op i noget, vi selv skulle lære, og hvordan stoffet kunne videreformidles. I dansk blev der analyseret børne- og ungdomsbøger. Alt fra ”Pippi Langstrømpe” til ”Kærlighed ved første hik” blev pillet i stumper og stykker og samlet igen. Det har aldrig rigtig været min kop the, men det er en vigtig del af danskfaget. I den anden del gennemgik vi forskellige undervisningsmaterialer. Det var stort set samme procedure i kristendom. Jeg kunne genkende ”Huset Højbo” fra min barndoms dansktimer såvel som de små ansigtsløse figurer fra bibelhistorierne, som vi sad og tegnede i vores hæfter efter lærerens tavletegninger. Nogle af mine unge medstuderende var ret chokerede over, at der stadig blev undervist efter så oldnordiske metoder, men hvorfor dog kassere noget hvis det fungerer?

Hvordan kan en flok voksne mennesker under de rette omstændigheder forvandles til noget, der minder om en 5. klasse, når de er værst. Tjah, jeg ved det ikke, men fænomenet indtraf mest udpræget, når vi havde faget skrivning. Vores lærer hed Grete, og jeg tror ikke hun underviste i andet end denne ædle kunst. Til gengæld gik hun op i det i en grad, det for mange af os var svært at forstå. For nok kunne vi begribe vigtigheden af, at en lærer havde en pæn og læselig håndskrift, men at sidde og skrive oveni og side efter side med snorlige a’er, b’er, c’er o. s. v. både store og små, det var nok i de flestes øjne lidt spild af tid, når der nu var så ufattelig meget andet, der skulle læres.

Grete fandt det ikke passende, at man strikkede under den teoretiske gennemgang. Det var ellers meget almindeligt i andre fag, men ikke hos Grete, og det var nok bl.a. det, der gjorde, at situationen ind i mellem kom helt ud af kontrol, og når det var værst, føg det om ørerne på os med papirkugler og viskelæder. En sådan situation kunne også passende være brugt til at ruste os på de barske realiteter, skolelivet også indeholdt.

Ind i mellem var det nu også ganske underholdende at have skrivning. Vi lærte f.eks. at kalligrafere, eller vi prøvede da. Tavleskrivning var en vigtig disciplin, men også svær. Jeg øvede hjemme på den store terrassedør, men god blev jeg aldrig, hvilket også afspejledes i mine skrivekarakterer, og når der senere har været brug for en smuk håndskrift til en eller anden lejlighed, plejer jeg at sige, at det kan godt være, der også er andre, der ikke skriver særligt smukt, men jeg har papir på det.

Marika var vores matematiklærer på basisuddannelsen, og timerne på seminariet havde hun ved siden af et almindeligt lærerjob på en af byens skoler. Marika var af den sikre overbevisning, at alle kunne lære matematik med de rette metoder. Det er jeg nu ikke sikker på, men jeg tror derimod, at (næsten) alle ville kunne lære matematik af Marika, for hun havde et utroligt engagement og gåpåmod, som ikke kunne undgå at smitte af.

Retorik var også et vigtigt fag for kommende skolelærere. Det var her vi skulle lære at bruge stemmen rigtigt, så vi undgik at få præstesyge, eller schulelehrerkrankheit, som det også kaldtes. De fleste timer indledtes med stemmeøvelser, hvor vi alle sammen stod og fremsagde mærkelige remser i kor. F.eks. mimimimi, momomomo, i stigende eller faldende toner. Vi skulle selvfølgelig også øve os i at tale højt og klart og variere stemmen. Hen mod slutningen skulle vi holde en tale af ti minutters varighed for resten af holdet. Emnet var valgfrit, men det særlige var, at det blev videofilmet, og at vi bagefter skulle se og høre os selv. Det var sjovt, men også lidt grænseoverskridende. Det var jo før den tid, hvor alt blev filmet.

Til musik havde vi en sød, ældre lærer med grydeklippet hår (fruens værk, fortalte han stolt). Vi var næsten altid fuldtallige. Musik var nemlig et af de fag, man kunne ”sidde af”, hvilket betød, at der ikke var eksamen. Man bestod, hvis bare man mødte op til minimum 80 % af lektionerne. Jeg tænker nok, vi kom omkring alle de lovpligtige discipliner, men det, jeg husker bedst, er den skæbnesvangre dag, hvor jeg smadrede en cello. Sådan en er altså frygtelig dyr, finder man ud af, når der sker sådan noget. Man fandt også ud af, at seminariet var selvforsikret, hvilket i praksis betød, at når man ødelægger noget, må man selv betale. Det er jo da sådan set også kun fair – problemet var, at jeg ikke rigtig syntes, det var min skyld. På denne dag bestod undervisningen i, at vi skulle lege en leg, der gik ud på, at alle stedets instrumenter blev stillet til rådighed, og at vi på et vist signal skulle skifte det, vi havde, ud med et andet. Jeg husker ikke helt, hvad pointen var, men der var sikkert et vist konkurrencemoment i det, hvilket betød, at vi havde lidt for travlt ved skiftene. I hvert fald havde jeg ikke fået stillet celloen ordentlig fra mig med det resultat, at den væltede og altså gik i stykker. Det hele endte dog med, at den rare musiklærer forbarmede sig over mig og fik seminariet til at betale. Siden den tid var det nok slut med vilde lege, når der var dyre instrumenter og fumletumlere i lokalet samtidigt.

Med til musikundervisningen hørte også, at vi skulle fordybe os i et instrument. Vi kunne vælge mellem blokfløjte, guitar og klaver. Desværre var det nok min tilbagevendende trang til altid at vælge den letteste løsning, der fik mig til at vælge blokfløjte. Men dumt var det i hvert fald. At det er nemt, er nemlig den eneste begrundelse for at vælge dette instrument. Dels er det meget svært at undervise endsige synge med en fløjte i munden, dels er det utroligt svært at få det til at lyde så godt, at nogen frivilligt gider høre på. På den anden side havde jeg en enestående chance for at få individuel undervisning i enten guitar eller klaver, men det valgte jeg altså fra. Det samme skete, da vi fik tilbudt at følge et kursus i voksenundervisning. Det mente jeg jo nok, jeg kunne klare uden, men det var dumt, for det kunne have været endog meget nyttigt at have papir på, fandt jeg senere ud af. Det var ikke, fordi jeg overanstrengte mig som sådan. Det er nok ikke rigtig min natur, i hvert fald ikke når det gælder boglig lærdom. Frem til eksaminerne blev der til gengæld knoklet igennem, men ind i mellem havde jeg sagtens kunnet klare et par ekstra kurser.

Det med eksamen var ikke officielt noget, der optog seminaristerne. Det blev af mange betragtet som et nødvendigt onde, som alligevel ikke rigtig sagde noget om ens evner som lærer. Men ved eksamenstid var stemningen nu alligevel noget højspændt. Det var jo – uanset hvad man mente om den sag – udfaldet af eksaminerne, der afgjorde, om man fik lov at fortsætte studielivet. Vores allerførste eksamen var i samfundsfag, og det store samtaleemne var, om man skulle gå op i et selvvalgt emne – eventuelt i gruppe med en, to eller tre andre, eller om man alternativt skulle vælge den gammeldags facon – også kaldet nakkeskuddet, hvor man trak et tilfældigt spørgsmål fra pensum. Som navnet antydede, anså mange dette som noget risikabelt. Jeg tror, det var min høje alder og dermed ukendskab til moderne tiders metoder, der fik mig til at vælge det sidste på trods af advarslerne. I hvert fald gik jeg i gang med at læse pensum op. Store dele af det drejede sig om den på det tidspunkt meget aktuelle afstemning om EU traktaten, og jeg fik da om ikke andet lært både udtale og betydning af ordet subsidiaritetsprincip, hvilket var mere end visse politikere på samme tid evnede. På den afgørende dag trak jeg imidlertid et spørgsmål af en helt anden karakter: integration eller assimilation? lød overskriften, og dertil fulgte et par tekster, som jeg skulle tage stilling til. På grund af mit almindelige samfundskendskab og den kendsgerning, at jeg helt fra lille havde været tvunget til at lytte med på alle radioaviser (faktisk var det så forbudt at forstyrre, mens det stod på, at en overtrædelse kunne medføre et dunk med to fingre oven i hovedet af min far – det tætteste jeg har været på fysisk afstraffelse i mit barndomshjem), slap jeg fra det med skindet på næsen og et syvtal, hvilket jeg var vældig godt tilfreds med.

Ud over samfundsfag var der i løbet af de første to år også eksaminer i matematik, skrivning, dansk og kristendom. Det forløb alt sammen på det jævne, dog med undtagelse af kristendom, hvor jeg svingede mig op på et 8-tal, hvilket for min ægtefælle gav grund til den overvejelse, muligvis med ironiske undertoner, om det i virkeligheden var præstegerningen, jeg skulle have valgt.

Pædagogik og psykologi er i sagens natur vigtige fag på et lærerseminarium. Men fagene de første 2 år fylder nu ikke meget i min erindring. Umiddelbart husker jeg kun, at jeg fandt det svært at relatere til det virkelige liv. Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor vi skulle lære om for længst afdøde personers meninger om børneopdragelse, hvad man skulle bruge det til, og hvad der skulle til for, at man var en tilstrækkelig betydningsfuld person til at blive citeret i en opgave. Jeg havde nok også svært ved at formulere spørgsmål til vores undervisere, og under alle omstændigheder befandt vi os i den forbindelse så langt fra hinanden, så det kneb med at forstå hinanden. Jeg spurgte f.eks. en gang min lærer, om det ville være i orden at citere min moster i en opgave, hvis hun rent hypotetisk skulle have haft et synspunkt omkring psykologiske spørgsmål, og jeg tror faktisk ikke rigtig, han forstod, hvorfor jeg spurgte. Det, at jeg var på herrens mark, hvad disse fag angik, havde nu ikke den store betydning, for vi blev ikke særligt grundigt bedømt for vores præstationer. Vi skrev en synopsis (jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad det gik ud på), og på baggrund af den blev det besluttet, om vi kunne komme videre i systemet, og der skulle tilsyneladende ikke meget til. Vores psykologilærer Niels var ellers en rigtig rar fyr, sådan meget halvfjerdseragtig i sin fremtoning og meget freudiansk i sin grundholdning. Han havde det nok egentlig lidt anstrengt med klassen, hvor der jo var mange personligheder, der strittede i alle retninger. Jeg tror, det var for at fremme sammenholdet, han inviterede os alle sammen hjem til sig i Jelling, hvor han serverede en dejlig løgtærte. Den har jeg lavet mange gange siden efter Niels’ opskrift, så hvis det kneb med at få styr på psykologien, så var forløbet da ikke helt spildt.
Niels var også vores klasselærer. Det indebar bl.a., at det var hans ansvar at få en studietur stablet på benene. Og heller ikke det, skulle det vise sig, var helt nemt. Niels havde en drøm om at tage hele klassen med til Tyrkiet, og en stor del af klassen syntes ligesom ham, at det kunne være spændende at opleve skolesystemet et så eksotisk sted. Vi var på den anden side en gruppe, der syntes, det var mange penge at bruge på en tur med klassekammeraterne. I dette spørgsmål var vi helt tydeligt delt op i gruppen af studerende, der boede på kollegiet, var singler eller var sammen med en medstuderende, og så os andre, der havde faste partnere og ejendomme, nogen havde oven i købet børn. Og denne gruppe – hvor også jeg befandt mig – ville hellere bruge pengene på nye køkkener eller ferier med familierne. Resultatet blev, at vi drog afsted til grænselandet for at besøge tyske og danske skoler og for at feste og komme tættere på hinanden. Om det sidste lykkedes, ved jeg ikke helt. Jeg tror, vi mest holdt os til dem, vi kendte og var mest trygge ved. Med på turen var også Jeff på 4 måneder. Han sad meget af tiden i en bæresele på sin mors mave, men der manglede aldrig barnepiger, så hans mor Jane fik også tid til andre aktiviteter.
Jane var for øvrigt den første studerende på Silkeborg Seminarium, der gennemførte studiet på normeret tid og samtidig fik 2 børn. Hun var i stand til at multitaske i en sjælden grad, og det var sikkert grunden til, at det lod sig gøre.

Hvis jeg havde det svært med psykologi, gik det da helt skævt, når det gjaldt pædagogik. For selv om jeg syntes, det var svært at finde hoved og hale i psykologien, kunne jeg egentlig godt lide faget. Det var spændende, når Niels gennemgik forskellige teorier, og man kunne som regel genkende forskellige fænomener enten hos sig selv eller andre. Mine bedste oplevelser med faget var i et selvvalgt forløb, hvor jeg sammen med en medstuderende undersøgte betydningen af placering i søskendeflokken, og undervejs kom omkring transaktionsanalyse som er en gren inden for adfærdspsykologien.

Vores pædagogiklærer hed Lisbeth. Hun havde titel af cand. pæd. pæd., og så bliver det ikke meget mere pædagogisk. Som tidligere nævnt havde jeg lidt svært ved at holde koncentrationen i disse timer, primært fordi det ligeså godt kunne være foregået på russisk, hvilket virkelig var noget skidt, eftersom faget naturligt nok fyldte ret meget i uddannelsen. Det var sikkert ikke Lisbeths skyld, og jeg ved faktisk ikke, om der var andre, der havde det på samme måde. Men en kendsgerning er det, at de allerfleste lektioner var ren teori, som praktiseredes i klasseværelset, altså god gammeldags ”røv til sæde” undervisning, en undervisningsform, der ellers var gået af mode i pædagogiske kredse, men det gjaldt åbenbart ikke for seminariestuderende.

De (få) gange, det blev forsøgt at gøre faget konkret i forhold til børn og undervisning, blev det om ikke interessant så dog vedkommende, men den ene gang vi havde fornøjelsen at have vores lærer Lisbeth med i praktikken, kunne jeg ligefrem se, at faget kunne bruges til noget, allermest når hun efter en lektion kunne sætte fingeren på gode og mindre vellykkede tiltag, og først og fremmest når hun evnede at få os til at komme med konstruktiv selvkritik. Men det var altså kun en eneste gang, og selv om der nok ikke er tvivl om, at mange af de andre havde mere udbytte af den teoretiske undervisning end undertegnede, ja, så tror jeg, der var almindelig enighed om, at det var optimalt, når teori og praksis gik hånd i hånd, - hvilket jo paradoksalt nok også var det, vi altid fik at vide i alle de fag, vi selv skulle undervise i.


3. Praktik

I løbet af de første to år lå også de to første praktikker. Det var selvfølgelig spændende, men også lidt angstprovokerende, for der skulle det jo vise sig, om man nu også magtede børn i virkelighedens verden. Det var da i hvert fald det, mange af os regnede med.
Jeg vidste fra min søster, som var læreruddannet, at hun i sin tid blev sendt ”på græs”. Det betød, at man kom til at arbejde på en almindelig folkeskole, hvor man stort set fik et normalt skema. Den pædagogiske oplæring bestod i, at man løbende havde samtaler om stort og småt, gode råd og selvfølgelig en uddannet lærers vurdering af ens pædagogiske tiltag.
Her 30 år senere foregik det på en lidt anderledes måde. Først skulle vi inddeles i grupper, officielt valgte man efter interesser som: små eller store elever, eller fag, men selvfølgelig var det da rarest at komme afsted sammen med nogen, man følte sig tryg ved. Min første praktik blev hos 3.a på Gødvadskolen sammen med Lene, Karen og Maja. I første omgang skulle vi kun være der en uge. Vi skulle vel lære børn, lærere og for den sags skyld hinanden at kende, før det store slag skulle slås, hvor vi mere eller mindre havde ansvaret for klassen i hele 3 uger.

Gødvadskolen – som herefter vil dukke op i min historie gentagne gange – var en tosporskole, med årgange til og med 6. Den lå og ligger stadig i udkanten af byen, og eleverne kom – i hvert fald den gang – næsten udelukkende fra de omkringliggende parcelhuskvarterer. Altså umiddelbart ikke en problemskole. Ugen gik da også fint, børnene var søde og nysgerrige, og lærerne var flinke. Så vidt så godt, nu vidste vi da, at vi godt kunne finde ud af at være tilskuere til erfarne læreres undervisning.

2. praktikrunde krævede lidt mere forberedelse – også lidt mere, end vi måske havde forestillet os, skulle det vise sig! Der var blevet fastsat en dato for møde med praktiklærerne, men forud for dette skulle vi naturligvis indbyrdes have aftalt, hvad vi gerne ville arbejde med. Vi mødte op til mødet med praktiklærerne velforberedte – det syntes vi i hvert fald selv – det skulle der vise sig at være lidt forskellige meninger om. Lærerne havde forventet, at vi mødte op med et færdigt forslag til et undervisningsforløb, vores bidrag denne dag var nok mere lidt løse tanker, som vi selvfølgelig var indstillet på at arbejde videre med, når vi havde fået lidt respons på, om det var det værd. Den slags misforståelser kan selvfølgelig opstå. Problemet var bare, at en af lærerne tog det meget tungt, og af ham fik vi en regulær skideballe, hvor han ikke lagde skjul på, at han syntes, vi var dovne og uengagerede, hvilket var meget uretfærdigt. Jeg var nemlig kommet i gruppe med tre piger, som faktisk var lige nøjagtig det modsatte, og hvad mig selv angår, så har jeg faktisk aldrig været doven, når andre mennesker også er involveret. Selv om de to andre lærere forsøgte at bløde stemningen lidt op, gik vi derfra med en dårlig fornemmelse af, hvordan det kommende samarbejde skulle forløbe. Men der var jo ikke andet at gøre end at klø på og få lavet noget færdigt, som så skulle præsenteres ved et ekstra møde med praktiklærerne.

Vi havde lavet et værkstedsforløb med et historisk tema mest omhandlende ”gamle dage”, så der var noget, eleverne kunne snakke med bedste- og oldeforældre om. Vi fordelte os på værkstederne. De havde som nævnt et historisk tema, men alle fag indgik på den ene eller anden måde, da vi jo lagde beslag på næsten hele skoledagen. Jeg husker selvfølgelig bedst mit eget projekt, og i det blev der lagt nogle af de timer, jeg måske sparede på det faglige i dagligdagen, og en masse engagement. F. eks. skulle eleverne prøve at skrive med fjerpen, og alene processen med at skaffe gåsefjer og præparere dem, så de kunne skrive, for slet ikke at snakke om at skaffe blæk og selv prøve at tilegne mig kunsten (det er slet ikke nemt) var tidskrævende. Flere gange undervejs kom jeg i tvivl om, om det over hovedet var egnet for 3. årgangsbørn, men der var jo ligesom ingen vej tilbage. Jeg turde i hvert fald ikke komme krybende og lufte mine tvivl om egen dømmekraft over for de skrappe lærere.

Bortset fra, at vi visse steder nok havde skudt lidt over mål hvad 3. klasses børns formåen angik, forløb værkstedsarbejdet efter planen. De få resterende timer sad vi bagerst i klassen og observerede lærernes arbejde, eller vi gik rundt og hjalp til, hvor der var brug for det. Alt i alt gik det da meget godt, tror jeg vi fire var enige om. Men der var vi så igen ikke helt på bølgelængde med lærerne, i hvert fald ikke med en af dem. Ved et af de indlagte vejledermøder følte han åbenbart, det var nødvendigt at irettesætte en af mine medpraktikanter på en ret voldsom og personlig måde. Hun var en ret stilfærdig pige, og hendes undervisningsstil lå nok langt fra hans lidt direkte og til tider sarkastiske facon. Men der skal jo være plads til forskellighed, og hendes mere forsigtige stil var faktisk en succes blandt børnene, og under alle omstændigheder var måden ordene faldt fra vejlederens side slet ikke i orden. Og vi var meget vrede og klar til at indberette den pågældende lærer, men efter en længere snak med de to andre lærere gik vi med til at lægge episoden bag os. Vi fik forklaret, at der muligvis lå personlige årsager til grund for den uheldige optræden, og på den måde blev det jo også en del af den nyttige lærdom, der ligger i at omgive sig med andre mennesker – på godt og ondt.

Udover dette lærte vi i den daglige omgang med 3.b, at undervisning kun er en lille del af dagligdagen for en lærer, i hvert fald når det drejer sig om mindre børn, at der hele tiden opstår små kontroverser eleverne imellem, som det er lettest at ignorere. Men at det ofte betaler sig at tage sig af selv de mindste bagateller (citat Jan:) ”hvis ikke man vil bruge en time på at snakke i telefon med vrede forældre, når man kommer hjem”. Jeg fik også større forståelse for, at lærerne bruger godt afprøvede materialer i stedet for at bruge oceaner af tid på at fremstille selv. Tidligere kunne jeg godt forarges over, at man sprang over, hvor gærdet var lavest og f.eks. brugte plastperler i et forløb om jernalderen. Her lærte jeg, at man som lærer somme tider var nødt til at værne om sin fritid.

Praktikforløbet sluttede en dejlig dag, nemlig sidste dag før efterårsferien, hvor alle skoler dengang som nu motionerede. Ved den lejlighed fik vi taget afsked med en flok dejlige, livlige unger, som vi selv syntes, vi var kommet til at kende. Og efter ferien skulle vi tilbage til en noget mere afslappet og uforpligtende hverdag på seminariet. Det var i hvert fald sådan jeg følte det.


4. Linjefag

I løbet af 4. semester skulle det besluttes, hvilke linjefag der skulle vælges. De sidste 2 år var tiden delt mellem pædagogik, psykologi, en stor opgave ”pædagogisk speciale, selvvalgt del”- og altså to linjefag. Der var stort set frit valg på alle hylder, selvom der var fag, der måske gik bedre i spand end andre. Mange valgte matematik og musik eller matematik og idræt. I den mere humanistiske ende var dansk og billedkunst eller historie og kristendomskundskab populære valg, men man kunne mikse, som man ville. Der var dog fag, som Silkeborg Seminarium ikke havde. Man kunne f. eks. ikke få undervisning i hjemkundskab eller sløjd, fordi der simpelthen ikke fandtes lokaler til disse fag. Havde der været, havde jeg nok valgt sløjd, men det var altså udelukket.
Mit valg faldt på matematik som det ene og fysik/kemi som det andet. Matematik havde jeg god hjælp til på hjemmefronten, og fysik/kemi fik jeg på det nærmeste jobgaranti for af min potentielle lærer, hvis jeg valgte det. Selvfølgelig var det da også fag, jeg fandt spændende, men det talte også, at der ikke skulle skrives synopser og tages stilling hele tiden. Begge fag var og er jo rimeligt vidensbaserede, og hverken Pythagoras’ læresætning eller Archimedes’ lov er så vidt vides til diskussion.


5. De to sidste år og et halvt

Da vi begyndte efter sommerferien 1993, var det altså i nye klasser. Vi var stadig sammen med vores stamklasse i psykologi- og pædagogiktimerne, men det var helt tydeligt, at der nu blev prioriteret til fordel for linjefag, og der var ikke det store fremmøde til disse timer.

I linjefagstimerne var vi altså nu mixet med elever fra de andre tre klasser, for de flestes vedkommende kun i et af fagene, men nogle få havde som jeg valgt matematik og fysik/kemi, og dem kom jeg selvfølgelig til at kende lidt bedre. En af dem var Kristian. Han var Københavner, og levede op til de fleste og værste fordomme om mennesker fra hovedstaden. Kristian havde mange jern i ilden, og det kneb sommetider med at få tid til at møde op til timerne. Det var jo som sådan også hans eget valg, for der var jo ikke mødepligt, men det særlige ved Kristian var, at han aldrig var bange for at lægge beslag på lærerens opmærksomhed, og vores allesammens tid, når han en sjælden gang viste sig. Oftest med spørgsmål, som han ville have kendt svarene på, hvis han havde været tilstede.

Vi havde to lærere i linjefagsmatematik. Den ene hed Frits og var som Marika meget opmærksom på nye strømninger inden for pædagogikken. Så i hans timer blev der snakket meget og lavet opgaver på forskellige måder og med forskellige pædagogiske metoder. Den anden, Erik, var en hel anden type. Når han trådte ind i klassen, kunne vi godt forberede os på en times uafbrudt forelæsning. Vi måtte naturligvis gerne stille spørgsmål, men det hele foregik på den måde, at vi elever sad på vores pladser, og Erik gik rundt imellem os og gjorde rede for forskellige matematiske problematikker. Det var mærkeligt nok aldrig kedeligt, og hans gennemgang af sandsynlighedsregning og kombinatorik fik for første gang mig til at se lyset inden for denne – i hvert fald for mig – særligt vanskelige disciplin.

Det var Frits, der skulle føre os til eksamen, og den rare mand gjorde virkelig et stort arbejde for at få os sikkert igennem.
Vi skulle til to eksaminer.
Den ene bestod af en opgave som for mit vedkommende blev fremstillet i samarbejde med Jane. Den handlede om brug af lommeregnere - fordele og ulemper. Denne opgave skulle vi senere forsvare ved en mundtlig eksamen.
Den anden eksamen var af den gamle slags, hvor vi trak et spørgsmål, hvis indhold vi tidligere havde gennemgået på klassen. Det kunne f.eks. være andengradspolynomiet, Pythagoras´ læresætning eller fuldkomne tal, hvilket - ved jeg nu – er de tal, der er lig med summen af deres egne divisorer. Det var dem, jeg trak, og det eneste spørgsmål, jeg vidste absolut intet om.
Bagefter kunne jeg godt huske, at jeg en dag forlod undervisningen til fordel for noget gruppearbejde. Jeg huskede også, at Frits prøvede at få mig til at blive, hvilket ikke var normalt, især i eksamensperioden kom og gik vi alle sammen, fordi der var så meget, der skulle passes. Det var så desværre den dag fuldkomne tal blev gennemgået. På det tidspunkt havde vi trukket vores eksamensspørgsmål, og Frits vidste godt, at det var det jeg skulle op i, men han kunne jo ikke tvinge mig til at blive. Ak ja.
– Derhjemme fik jeg god hjælp af min bedre halvdel (ham med de brune øjne), som også havde mange andre fortrin, bl.a. en universitetsuddannelse i matematik og datalogi. Han hjalp mig, så godt han kunne. Alle spørgsmålene blev gennemgået og overskuelige notatsedler blev fremstillet til hvert spørgsmål. Lige det med de fuldkomne tal nåede vi ikke at gennemgå, men hvor uheldig har man også lige lov at være?
Det var 20 meget lange minutter, hvor jeg selv, Frits og en ualmindelig sød censor prøvede at få det bedste ud af, hvad jeg havde kunnet vride ud af mine medbragte notater i forberedelsestiden. Min sammenlagte karakter blev vist 7, så det må have været en rimelig god fremlæggelse af lommeregneropgaven.

Ud over matematikken skulle vi til eksamen i psykologi, pædagogik og undervisningslære, en større skriftlig opgave (PSS: pædagogisk speciale selvvalgt del) samt det andet linjefag, som altså for mit vedkommende var fysik/kemi.

Hvad de to første angår, har jeg tidligere nævnt, at det gav mig nogle udfordringer. Især pædagogikbøgerne var svære at komme igennem. Jeg kunne jo godt læse, hvad der stod, men indholdsmæssigt kneb det ret meget. Jeg kunne sådan set godt læse et helt kapitel og bagefter ikke ane, hvad jeg havde læst, og det er jo ikke så godt. Jeg indrømmer altså, at jeg var ret blank i hvert fald i dette fag. Det skulle vise sig, at det ikke stod meget bedre til med psykologien.

Jeg havde aldrig vænnet mig til af få høje karakterer. Jeg havde oven i købet lidt kækt ved forskellige lejligheder udtalt, at alt over dumpegrænsen var spildt arbejde. Det er selvfølgelig noget, man siger, når det ikke kan være anderledes, for de få gange jeg har fået gode karakterer, har jeg da været overstrømmende glad. Jeg havde imidlertid heller aldrig prøvet at dumpe, men en gang skal jo som bekendt være den første. At det så kom til at ske to gange lige efter hinanden, var måske nok lige i overkanten.
Hvordan det forløb i psykologi husker jeg ærlig talt ikke. Jeg har vel bare ikke kunnet det, der skulle til, og så fået min velfortjente dårlige karakter. Og det var jo fair nok.
Den anden eksamen – i pædagogik og undervisningslære - står derimod stadig lysende klar i erindringen. Jeg var da selvfølgelig nervøs, for dels havde jeg faktisk utroligt svært ved at finde hoved og hale i faget, dels kunne jeg måske godt have gjort mig mere umage og i hvert fald forsøgt at læse lidt mere. Censor var en moden herre som lige skulle have en smøg, inden vi gik i gang. Jeg var selv ryger dengang, så det virkede på en eller anden måde beroligende: rygere er jo sådan nogle hyggelige mennesker. Jeg skulle imidlertid hurtigt finde ud af, at der er undtagelser. Hyggelig er nok det ord, der passer allerdårligst på den times tid, der fulgte.
Censor tog det nemlig meget ilde op, at jeg behandlede hans fag så skammeligt, og han undlod ikke at give udtryk for sin harme og vrede over at spilde sin tid på så ringe en præstation. Jeg er normalt ret svær for alvor at bringe ud af fatning, og sker det, plejer jeg hurtigt at kunne ryste ubehaget af mig, men når man oplever, at nogen faktisk vil en det værste, er det svært at være ligeglad. Det var den samme fornemmelse, jeg havde, da jeg i sin tid blev sat på plads af Poulsen & Co. på afd. M4 i kapitlet omhandlende dette. Men heldigvis er det de eneste to gange, jeg personligt har været udsat for den slags. At jeg kender til adskillige eksempler fra venner og bekendte er en anden sag.
Jeg synes ikke, man skal finde sig i det, og med hjælp fra hjemmefronten blev der sendt en klage over vedkommende censors opførsel. Jeg var meget omhyggelig med at påpege, at klagen udelukkende gik på vedkommendes opførsel og ikke på karakteren, som sikkert var helt fair. Ikke desto mindre var det svar, jeg omsider fik, præget af, at det nok var der, skoen trykkede. Det skuffede mig nok lidt, at min lærer, som jo også var tilstede, ikke bakkede mig mere op, men set i bakspejlet er det måske forståeligt, at hun ikke syntes, en lidt uengageret og temmelig doven elev var værd at spilde en masse krudt på. Jeg håber dog i det mindste, at den arbejdsbyrde og sikkert også store irritation, det har givet for de implicerede parter, har givet stof til eftertanke og måske skånet andre ikke helt så skarpe studerende for total ydmygelse. Og det, at jeg ikke bare bøjede nakken og fandt mig i at blive svinet til, gav i hvert fald lidt luft og tilstrækkelig med selvtillid til, at jeg kunne fortsætte uddannelsen.

Den store PSS opgave stod i lang tid som et truende monster. Heldigvis kom jeg i kompagniskab med Tine om at skrive den. Vi valgte et af de store emner inden for pædagogikken på den tid: ”Kønsadskillelse i undervisningen, et spørgsmål om fysik”, hvilket naturligvis refererede til vores fælles linjefag, som på det tidspunkt, og muligvis stadig, betragtedes som et fag mest for drenge. Nogle pædagoger mente, at det at kønsopdele eleverne gav pigerne større mod på at kaste sig ud i eksperimenter og drengene mere ro til at arbejde helt fri for hormonforstyrrelser. Et synspunkt jeg sådan set ikke var uenig i, men generaliseringen, der byggede på, at alle drenge og alle piger stort set var ens, brød jeg mig ikke om.
At Tine og jeg fra start ikke var enige, gjorde, at vi blev tvunget til at argumentere for vores holdninger, og forløbet med opgaven blev noget af det mest spændende, jeg havde arbejdet med inden for pædagogikken. Eksamen gik ganske godt, vel også fordi vi havde engageret os på en måde der – i hvert fald for mit vedkommende - var banebrydende.

Med PSS og linjefagsmatematikeksamen i hus manglede jeg stort set kun fysik/kemieksamen. Man skulle nemlig have klaret alle de øvrige fag ualmindeligt dårligt for ikke at bestå i den sidste ende, og selv med mine fusere i pædagogik og psykologi, kunne det ikke gå galt, altså hvis jeg klarede fysikken.

Undervisningen i fysik/kemi blev forestået af Palle. En ung (først i trediverne) fyr, der var lidt usikker på sig selv og alt muligt andet på nær lige fysik og kemi, hvor han var på hjemmebane. Fra dag et var vi i gang med at forberede os på eksamen. Undervisningen var nemlig tilrettelagt således, at vi færdiggjorde et emne ad gangen, og det resulterede i et kompendium for hvert emne, som vi senere kunne bruge til at undervise efter. Det blev i løbet af de to år til 16 stk. med titler som kemi i maden, lyd, transport og bevægelseslære, lys og farver, sol, måne og stjerner – bare for at nævne nogle. Vi måtte selvfølgelig gerne arbejde sammen om dem, men vi skulle alle lave forsøg og materialer. Førnævnte Kristian havde også fysik som linjefag, og heller ikke det havde han rigtig tid til at møde op til, så da eksamen nærmede sig, ville han rigtig gerne have fat i nogle opgaver, som han kunne kopiere, men forståeligt nok, for alle andre end Kristian, var der ikke rigtig nogen, der havde lyst til at dele. Det skal da lige bemærkes, at Kristian trods alt formåede at blive færdig til tiden. Dum var han jo ikke.

Undervejs i forløbet var de fleste af os på studietur til København. Vi var ikke så mange - 12 tror jeg, og det var en rigtig hyggelig tur. Vi var bl.a. på Teknisk Museum i Helsingør, og en rundtur på nogle barer i området, hvor vi boede, bl.a. Café Rust. Det var en mandag aften, så det blev en lidt tam oplevelse, men så var det da prøvet.

Hen imod slutningen af 8. semester var jeg – som Danmarks ældste computer, som vi så på Teknisk Museum – blevet 38 år. Jeg plejer at sige, at jeg er sent udviklet. I hvert fald er jeg kommet sent i gang med mange ting, og på hjemmefronten var vi blevet enige om at forsøge at blive forældre. Det var et projekt, vi desværre var nødt til at have hjælp til, og det havde taget en del tid og opmærksomhed under det meste af seminarietiden. Til gengæld tog studierne tid og opmærksomhed fra børneprojektets mindre vellykkede hændelser, så det havde alt i alt været en god kombination.
Men da tiden for de sidste eksaminer nærmede sig, og det viste sig, at de ville kunne komme til at falde sammen med børneprojektets afslutning, besluttede jeg mig for at tage en snak med seminariet, personificeret af Erik som udover at være den ene halvdel af matematikduoen, også var seminariets vicerektor. Jeg må have givet udtryk for betænkelighed ved at udsætte færdiggørelsen af studiet min høje alder taget i betragtning, for jeg kan huske at Erik, (som nok var en halvsnes år ældre end jeg) beroligede mig med, at alder havde det med at tage sig forskelligt ud afhængig af fra hvilken side, den sås.
Jeg fik altså lov til at udsætte fysik/kemi eksamen et halvt år. Det var der tre andre, der også gjorde, så det følgende halve års tid mødtes vi et par gange i ugen i seminariets fysiklokale, hvor vi lavede forsøg og hyggede os gevaldigt.

Eksamen gik som vanligt fint nok uden ligefrem at være prangende. Jeg var oppe i elektrolyse af vand. Jeg skulle lave et forøg, hvor man ved hjælp af en elektrisk strøm adskiller vand i ilt og brint. Jeg ville hellere have trukket astronomi, men var på den anden side lettet over, at det ikke blev elektronik, så det var sikkert fint nok.

Kort før juleferien 1995 var jeg så færdiguddannet folkeskolelærer. En af mine medstuderende var på et tidspunkt tæt på at opgive studierne, fordi hun ”ikke rigtig følte sig som lærer”. Det kan man nok heller ikke sige, at jeg gjorde, men jeg fik ikke meget tid til at sunde mig.
For første, sidste og altså eneste gang blev jeg nemlig headhuntet til en stilling som midlertidig lærer på Dybkjær skole. En af deres matematik- og fysiklærere havde forladt dem midt i skoleåret, og da skoleinspektøren Benny havde henvendt sig til Frits desangående, foreslog han MIG, hvilket jeg selvfølgelig var lidt stolt over, men også skræmt fra vid og sans.


Kapitel XX >

Retur til indholdsfortegnelsen >