Retur til indholdsfortegnelse: Middelalderstudier > IX. Kong Gorms Saga > 4. Gorm Erobreren

4. GORM EROBREREN

- hvori jydernes rige genforenes


1. Gorm Erobreren

I begyndelsen af 900-årene var det danske rige opsplittet i 4-5 delkongedømmer. Omkring 930 ankom en erobringshær fra de frisisk-normannisk-engelske vikingekolonier til landet, besejrede dets konger og underlagde sig efterhånden hele riget. Hæren blev ledet af kong Gorm, der satte sig fast i Jelling og her havde et hovedsæde, mens han gradvist udvidede sit rige, og indtil han som kronen på værket erhvervede den østlige del og kunne indtage danernes fornemste kongesæde på Sjælland, som han havde skaffet sig adkomst til ved ægteskabet med Thyre. Gorm bragte med sig fra vikingekolonierne nye tanker om civilisation, kongemagt og samfundsorganisation, som han bestræbte sig på at omsætte til praktisk politik i Danmark, og disse bestræbelser blev siden videreført og forstærket af sønnen Harald, der også fuldførte erobringen af danernes rige.

Dette er i hovedtræk den teori, der begynder at tage form efter de indledende analyser, og som i de følgende kapitler skal gøres til genstand for nærmere prøvelse. Bevises kan den selvfølgelig ikke, men det vil blive demonstreret, at den fungerer som en brugbar forklaringsmodel. Den forklarer alle observerede fænomener. Der findes intet troværdigt vidnesbyrd, der modsiger den. Der er adskillige mere eller mindre sikre vidnesbyrd, der støtter den.

Mange forskere har i tidens løb ytret sig med større eller mindre overbevisning i retning af samme teori, men ingen synes at have draget den fulde konsekvens af de mange mistænkelig træk, der kan knyttes til den gældende opfattelse af Gorms og Haralds historie.

Indtil videre er de skrevne kilder, der direkte beskæftiger sig med Jelling-kongernes historie, kun ganske svagt berørt, selv om de selvfølgelig hele tiden har spøgt i baghovedet. I det følgende skal så undersøges, om disse kilder harmonerer med den anførte teori. De sikreste slutninger kan drages m.h.t. hvordan Nørre- og Sønderjylland blev samlet, og den rolle, som Gorm har i den proces, bekræfter i høj grad teorien.


2. Odinkar den Ældre og Yngre

Adam af Bremen kender overraskende få detaljer om biskopperne i Danmark i de første hundrede år efter den succesfulde omvendelse af Nordens hedninger, med en slående undtagelse: Han har meget at fortælle om biskoppen af Ribe fra ca.1000 til 1043, som netop havde det meget specielle navn, Odinkar. Han ved også en del om biskoppens slægt, og den første omtale af den drejer sig om biskoppens onkel, Odinkar den Ældre:

Adam af Bremen:

II.26.

... Odinkar den Ældre skal af Adaldag være blevet indviet til Sverige og have røgtet sin sendelse energisk blandt hedningerne. Thi han var, således som rygtet har berettet os, en såre from mand og lærd i det, der hører Gud til, foruden at han i verdslig henseende var af fornem dansk byrd. Derfor kunne han også let overbevise barbarerne fuldstændig med hensyn til vor religion. ...


II.36.

... Berømmelse nød på den tid i Danmark også Odinkar den Ældre, salig ihukommelse, om hvem vi ovenfor har talt; han prædikede på Fyn, Sjælland, i Skåne og i Sverige og omvendte mange til den kristne tro. ...

Senere fortæller Adam, at Odinkar den Ældre blev begravet i St.Peterskirken i Bremen; men citatet ovenfor fortsættes som følger:

Adam af Bremen:

II.36.

... En discipel og nevø af ham var den anden Odinkar, den Yngre, der ligeledes var en fornem mand af dansk kongeslægt, så rig på jordegods, at bispedømmet Ribe skal være grundlagt af hans fædrenearv. ...

I de såkaldte scholier, notitser føjet til originalmanuskriptet, efter at det var blevet afsluttet, finder man mere information om familien. Nogle af scholierne formodes at være Adams egne tilføjelser, og det er sandsynligvis tilfældet med det følgende:

Adam af Bremen:

schol.35.

... Odinkar var søn af Toke, jarl af Winland, og havde sit sæde i Ribe. Thi en tredjedel af landskabet Winland skal have udgjort hans fædrenearv. ...

Et andet scholion fortæller om Odinkars søster, Asa, der tilbragte sine sidste år i Bremen, og biskoppens død (3/4 1043) beskrives i endnu et scholion med detaljer, der tyder på, at de stammer fra et øjenvidne. Søsteren kunne være kilden til alle detaljerne ikke blot om Odinkars død, men også om familien i almindelighed.

Det ser ud som om, der hersker en vis forvirring om Odinkars fædrenearv her. Hvis Ribe bispedømmet var grundlagt på den, så må den jo have været et eller andet sted i Nørrejylland. Måske har oplysningen om, at Toke var jarl af Winland (Vendland?), forledt Adam til at tro, at Winland var fædrenearven.

Da Odinkar den Yngre døde efter mere end fyrre år som biskop, må han have været en meget gammel mand. Man har svært ved at tro, at han kan være født meget senere end ca.970. Hans fader (og farbroder?) må være født ca.940-950, d.v.s. omtrent halvvejs mellem Harald Blåtands og Svend Tveskægs generationer.

Familien var så magtfuld, at det var fordelagtigt for en konge at indgå i en ægteskabsalliance med den. Den kendsgerning, at et medlem af familien bar titlen "jarl", peger i samme retning. Så baseret alene på Adams beretning kan man konkludere, at der i Harald Blåtands og Svend Tveskægs dage fandtes en indflydelsesrig og magtfuld familie i Nørrejylland, hvori navnet Odinkar blev (hyppigt) brugt, en familie, hvis loyalitet var vigtig for en konge, der ønskede at udøve sin magt i regionen. Hvad forbindelsen mellem kongefamilien og Odinkar'erne præcist var, er ikke betydningsfuldt på dette sted, men et ægteskab mellem Toke Jarl og en datter af Harald Blåtand synes at være en mulighed, der stemmer godt overens med tidsregningen og andre omstændigheder.

Det forekommer på denne baggrund rimeligt at operere med en jysk stormandsslægt kaldet Odinkar-slægten, hvis medlemmer spillede centrale roller i kristendommens indførelse og opbygningen af en dansk kirkeorganisation.


3. Odinkar-slægten

(Kan overspringes uden stort tab af sammenhæng)

Navnet Odinkar synes at være dansk og kun dansk. Der kendes ét eksempel fra en norsk runesten, ét andet eksempel er fra Sverige, men alle andre middelalderlige forekomster er fra Danmark eller fra Danelagen i England. Det forekommer sandsynligt, at alle mænd ved navn Odinkar enten har været danskere eller englændere, der arvede navnet fra en dansk.

Den oprindelige betydning af navnet er omstridt. Den mest nærliggende tolkning, at det er et klassisk dobbeltnavn med navnet på den nordiske hovedgud, Odin, som første led, og "kar" som det sidste led, anses ikke længere for at være den bedste tolkning, først og fremmest fordi det så ville være det eneste tilfælde af "Odin" brugt på denne måde (modsat navnet på hans søn, Thor, der vist var det mest populære første led af vikingetidens dobbeltnavne). Et nyere og muligvis bedre forslag er, at det slet ikke er et dobbeltnavn, og at navnet i sin helhed kan oversættes til noget i retning af "den rasende".

Allerede i det 11. århundrede optræder navnet som Odinkarl, og de to former veksler selv som navn på den samme person. Odinkarl forkortedes undertiden til Karl, og i det mindste nogle af de middelalderlige Karl'er synes at være enten Odinkarl'er eller endda Odinkar'er, der blev kaldt Karl som ren forkortelse, eller personer opkaldt efter en eller anden Odinkar(l). Det gælder tilsyneladende den i tid nærmestfølgende registrerede danske bærer af navnet.

I en lang periode af århundredet satte nemlig en vis Odinkar (Oððencar/Ovðncar(l)/Outhencar) i Lund, Odense og Roskilde sit navn på mønter udgivet af Knud den Store, Hardeknud, Magnus den Gode og Svend Estridsen. Under de samme konger og på de samme udmøntningsteder optræder også en møntmester/præger kaldet Karl (i forskellige forvanskede former). Der er åbenbart tale om én og samme person, der således må have været en meget fremtrædende deltager i de tidlige danske udmøntninger, og en af de ganske få med ikke-angelsachsisk navn (men utvivlsomt engelsk skolede), der deltog. Den omstændighed, at han uforstyrret kunne fortsætte sit virke under fire konger, under Nordsøimperiets sammenbrud, og under borgerkrigen mellem Magnus den Gode og Svend Estridsen, antyder, at hans position og indflydelse var ret uafhængig af de skiftende konger. Og hans virke ved tre af rigets vigtigste udmøntningsteder viser, at han ikke var nogen tilfældig metalarbejder. Det er fristende at sætte ham i forbindelse med Odinkar-slægten og se ham som forfader til nogle af de senere Odinkar'er. Men med et hul på sandsynligvis mere end 100 år mellem denne Odinkar fra midten af 1000-årene og hans ældste hypotetiske efterkommer af samme navn, vil det aldrig kunne blive mere end et attraktivt gæt.

Svend Estridsen avlede de fleste af sine sønner med forskellige friller, Knud den Hellige var en af dem. Da denne blev dræbt i St.Albani Kirke i Odense i 1086 efterlod han sig to døtre og en søn, der besynderligt nok fik navnet Karl. Det er en almindelig antagelse, at det var et navn han fik gennem sin mødrene slægt, fordi hun var en efterkommer af Karl den Store. Der er imidlertid ingen nær slægtning af moderen, Adele af Flandern, der kan være blevet opkaldt, og det forekommer ikke særligt sandsynligt, at Knud den Hellige skulle have gjort sig så abstrakte tanker om en fjern forfader. Storheden ved at være Karolinger-ætling er vist opfundet af senere tiders genealoger. Der er ingen grund til at regne en konges frille for lavbyrdet, og ingen grund til at tro, at en frillefødt kongesøn skulle lægge afstand til sin mødrene familie. Svend Estridsen har sikkert - p.g.a. bryderierne i sit lovformelige ægteskabelige liv - tyet til uægteskabelige alliancer af samme politiske årsager, som ellers lå bag de ægteskabelige. Og når navnet Karl på denne måde dukker op i kongeslægten, er det sandsynligste bud, at han opkaldes efter slægtning i Knud den Helliges mors familie, måske hed hendes far eller en bror (Odin)Karl. De mange Karl'er, der sidenhen optræder både i Danmark og Sverige blandt efterkommerne efter Knud den Helliges døtre, kan således også tænkes at være "europæiserede" Odinkar'er.

I Valdemars Jordebog findes den såkaldte Broderskabsliste, der endnu ikke er givet en fuldt tilfredsstillende fortolkning. Det er en liste af navne på tilsyneladende højt rangerende personer i den kongelige lokale adminstration. De er ordnet geografisk, i Jylland opføres de sysselvis. Nogle af personerne er identificerede, de fleste er helt ukendte, men de tilhører tilsyneladende alle sidste halvdel af det 12. århundrede. En af de personer, der opregnes som hørende til Fyn, kaldes Odinkar. I Danmark er han den første kendte bærer af navnet efter møntprægeren Odinkar.

I de første årtier af det 14. århundrede levede en væbner, senere ridder, på Fyn kaldet Unker Lang eller Unker Karlsen. Antagelig er Karlsen ikke et ægte patronymikon, snarere faderens, så Unker er opkaldt efter sin farfar Odinkarl. Her har Odinkar altså udviklet sig i to forskellige retninger i for- og tilnavnet. Formen Unker (der blev delvis sammenblandet med Anker) levede et par århundrede blandt dennes efterkommere på Fyn: Jordbjergslægten. Selv om materialet er ret sparsomt, ser det ud til at denne familie sank fra høj til lav status, og de første generationer synes på en eller anden måde at være beslægtet med den mægtige Hvide-slægt. Det ses af slægtens våbenskjold, der ligner Hvide'rnes. Og det ses af, at ærkebiskop Karl Eriksen (den Røde) af Lund (af slægten Galen), der havde arvegods på Fyn og døde i 1340'erne, betænker nogle fjernere slægtninge i sit testamente, bl.a. Peder og Jens Unkersen, der antagelig begge var sønner af Unker Lang. Fra Jens Unkersen nedstammer den fynske gren af slægten.

Det er naturligvis ikke alle personer ved navn Odinkar(l), Unker eller Karl, der med rimelighed kan sættes i forbindelse med denne familie. Men navnet er sjældent og specielt, og de ovenanførte spredte betragtninger bekræfter trods alt i et vist omfang, at navnet signalere tilhørsforhold til en snæver kreds af den ypperste adel, der gennem nogle århundreder var tæt på kongemagten og den øverste kirkemyndighed. De forholdsvis få Odinkar'er fra Danmarks senere middelalder findes over hele riget, men der er i ovenstående alligevel også tegn på, at navnet efter vikingentiden først og fremmest blev holdt i hævd på Fyn.

Her forekommer det passende at indskyde et par sidebemærkninger om de tre tidligste (kendte) danske bærere af navnet Christian (Kristiarn, Kristiern), der pudsigt nok kan føje lidt mere struktur til Odinkar-studiet. Den ældste af dem synes at være en af Odinkars efterfølgere som møntpræger i Lund, der forestod udmøntninger under Svend Estridsen. Derefter følger i tid den Kristian, der efter Svend Estridsens store kirkereform (o.1060) indsattes som biskop i det genetablerede Århus Stift. Han var efter sigende en søn af Odinkar den Yngre, og han var en af foregangsmændene og kongens støtter, da Svend Estridsen og hans sønner forsøgte at hævde deres arveret i England efter slaget ved Hastings og den normanniske erobring i 1066. Den tredje Kristian, der nævnes i de middelalderlige kilder, er den jyske stormand Kristian den Gamle af Thorgunnasønnernes slægt (o.1130). Han var selv søn af Svend Thorgunnasøn, der sammen med broderen Astrad var blandt Knud den Helliges nærmeste støttere. Han var bror til Nordens første ærkebiskop (Asser) og far til den anden (Eskil). Slægten fostrede desuden flere kendte gejstlige og historieskriveren Svend Aggesen, der fortæller om slægtens afstamning fra den legendariske Palnetoke.

Navnene Odinkar-Toke-Svend-Christian sammen med en stribe navne med forstavelsen As- (Astrad, Asser, Eskil, Asbjørn, Asa, Asfrid) optræder således i en skønsom blanding, der signalerer dansk-engelske forbindelser, tidlig kristendom, tidligt møntvæsen, slægtskab med kongerne, stor jysk-fynsk godsrigdom.

Under Danemordet i England i 1003 dræbtes Svend Tveskægs søster Gunhild og hendes mand Pallig. Det er meget fristende at sætte "Toke, jarl af Winland, far til Odinkar den Yngre" (Adam af Bremen) = "Pallig, Svend Tveskægs svoger" (Angelsachsiske Krønike)= "Palnetoke, stormand af fynsk afstamning, jomsvikingernes høvding, der måtte flygte til Bretland (Wales)"(Jomsvikingesaga).

Men det er nok bedst at lade være.


4. Asfrid, Odinkars datter

Navnet Odinkar forekommer i fire runeinskriptioner på fire forskellige runesten fundet forskellige steder i Danmark. En af disse er sjællandsk (Gørlev 1) og i en kategori for sig. Den synes at være ældst, den indeholder tilsyneladende en del runemagi, og teksten er (endnu) ikke fuldt ud forstået, bortset fra begyndelsen, der fortæller, at en kvinde "Thjodvi rejste sten efter Odinkar".

De andre tre sten er jyske, de er forskellige på flere måder (sprogligt og m.h.t. runernes form), de er sandsynligvis ikke samtidige; men de kan alle dateres til et eller andet tidspunkt i det 10. århundrede.

En af disse sten er fra Skivum i Himmersyssel i Nørrejylland. Runeteksten lyder:

Runesten:

Skivum.

Moderen Thorvi [Thyre] og sønnerne Odinkar og Gudmund, de tre rejste disse kumbler efter K[...] den Hødske. Han var den bedste af landmænd i Danmark og den første.

En anden sten fra Nørrejylland fortæller:

Runesten:

Skern 2.

Sasgerd rejste sten - Finulfs datter- efter Odinkar Asbjørns søn, den dyre og hin drot-faste.
Seid den mand, der bryder disse kumbler op.

Nær den samme landsby, Skern, er et brudstykke af en runesten fundet (Skern1) med en defekt inskription, der fortæller om et eller andet forhold mellem en mand ved navn Asbjørn og en mand ved navn Harald. Det er ikke utænkeligt, at denne Asbjørn er den samme person som Asbjørn nævnt på Skern 2 eller i det mindste en slægtning af ham. Navnet Harald er et utvetydigt tegn på forbindelse til kongeslægt, og det samlede vidnesbyrd af de to Skern-sten er, at Odinkar Asbjørnssøn må have været en mand af høj status. Alle navnene i de tre runetekster er af den aristokratiske toleddede type, beskrivelserne af de to mænd, der skulle mindes, viser, - skønt ikke ganske forstået - at de var mere en bare gennemsnitlige, lokale stormænd. De må have spillet en rolle i "landsdækkende" affærer.

Hvis man kigger på et kort visende de arkæologiske fund fra Vikingetidens Danmark, ikke mindst et kort udvisende runestenenes fordeling, vil man se, at et område fra Viborg og (nord)øst på (Himmer- og Ommersyssel) er et af de rigeste i landet. Det er kernen af en større nørrejysk region sandsynligvis med Viborg som den centrale by. Både Skivum og Skern er landsbyer i dette kerneområde, og runeteksterne understøtter på denne måde analysen ovenfor: At have navnet Odinkar i det 10. århundrede er et tegn på tilhørsforhold til en af de mest magtfulde og indflydelsesrige stormandsslægter i Nørrejylland.

Den fjerde runestenstekst, der nævner Odinkar, må nødvendigvis nævnes sammen med teksten fra en anden sten, som den er tydeligt beslægtet med. De er begge fra den samme sønderjyske lokalitet.

Runesten:

Haddeby 2.

Asfrid gjorde disse kumbler efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn.


Haddeby 4.

Asfrid gjorde disse kumbler, Odinkars datter, efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn.
Gorm ristede runerne.

Personnavnene fra Haddeby-stenenes inskriptioner er bemærkelsesværdige af flere grunde. Haddeby 4 demonstrerer så ingen tvivl er mulig, at der engang var en mand ved navn Odinkar med berømmelse og magt, der kvalificerede ham til at være én konges svigerfader og en anden konges morfader. Odinkar er et sjældent, men utvivlsomt dansk navn. Asfrid, navnet på Sigtrygs mor, synes at have udviklet sig til Estrid, og der er adskillige danske kvinder (mest sjællandske og skånske), der kaldes ved det navn gennem hele middelalderen. Den mest prominente af dem alle er selvfølgelig Svend Tveskægs datter. Men i alle de middelalderlige kilder fra runestenenes sparsomme tekster til det enorme materiale fra det 15. århundrede er der ikke registreret en eneste historisk dansker ved navn Sigtryg eller Gnupa, med mindre - og det er svært at tro - disse to da skulle være netop de eneste. Den nævnte konge og hans far har næppe været danskere.

Alene på grund af personnavnenes vidnesbyrd er det således en ræsonnabel antagelse, at Gnupa var en konge af udenlandsk herkomst, der havde et kongerige i Sønderjylland, og som havde indgået et fordelagtigt ægteskab med datteren af en rig og magtfuld dansker i det nordlige nabolag. Denne kaldes ikke selv konge, så det var han nok ikke, men i lyset af de foregående afsnits analyse synes det oplagt, at han må have været en nørrejysk stormand, der rangerede omtrent på højde med konger.

Haddeby-stenene fortæller dog ikke, at Gnupa var konge. Den oplysning er fundet i bøger.


5. Hardegon, søn af Suein

Med den danske konge, Svend Estridsen, som sit vidne, fortæller Adam af Bremen ikke blot, at Gnupa også var konge, men han bekræfter også, at hans familie kom fra udlandet, nemlig fra Sverige:

Adam af Bremen:

I.48.

Derimod har jeg af den sandfærdige danerkonge Svends mund hørt følgende, da han på vor opfordring opregnede sine forfædre: "Efter normannernes nederlag", sagde han, "herskede så vidt jeg har erfaret, Heiligo, en mand, der var elsket af folket på grund af sin retfærdighed og sin hellighed. Efter ham fulgte Olaph, som kom fra Sverige og satte sig i besiddelse af kongedømmet med våbenmagt. Han havde mange sønner, af hvilke Chnob og Gurd satte sig i besiddelse af kongedømmet efter faderens død".

Lidt senere genoptager Adam historien, som den danske konge fortalte ham:

Adam af Bremen:

I.52.

... Men noget har den berømmelige danerkonge fortalt os på vor anmodning derom: "Efter svenskerhøvdingen Olaph", sagde han, "som herskede i Danmark sammen med sine sønner, indsattes Sigerich i hans sted. Da han havde hersket i kort tid, berøvede Hardegon, Svends søn, som kom fra Nortmannia, ham kongemagten". ...

Det er selvfølgelig den kendsgerning, at Adam her citerer en mand, der fortæller familiehistorie, der gør det troligt, at han ca.1070 skulle være i stand til give os den sande historie om begivenheder, der skete 130-170 år tidligere. Og dens troværdighed øges betragteligt af den omstændighed, at den stemmer så vel overens med Haddeby runestenene, som Adam umuligt kan have kendt, og en anden næsten samtidig kilde nævnt nedenfor.

Eftersom navnet Gurd synes at være en kortform af Gudfrid (mellemformer som Gudrid og Gurid findes), har vi tre generationer af en kongeslægt med navnene Olaf, Gudfrid og Sigtryg. Hvis ikke Adam havde skrevet, at denne slægt var af svensk herkomst, ville man nok have gættet på, at den var en gren af den skandinaviske kongeslægt i Dublin/York. Men da de udtrykkeligt kaldes svenskere, er det vel sandheden. Svend Estridsen havde tætte forbindelser til kongerne i Sverige: Det er sandsynligt, at han havde nogle af oplysningerne fra sine svenske slægtninge, blandt hvilke han tilbragte så mange år af sin ungdom.

Men navnet Chnob er specielt. Der findes ingen konge, end ikke en person af nogen betydning, ved det navn nævnt noget andet sted. Det er slående, at nogle af de middelalderhistorikere, der lavede kongelister baseret på bl.a. Adam af Bremen, helt misforstår, hvad denne skriver. De finder slet ikke navnet Chnob, og de synes fejllæse beretningen på den måde, at Gurd bliver blandet med Sigerich (Gerith), og denne ene person bliver så kaldt en nevø af Olaf af dansk herkomst. Man kan ikke rigtigt laste dem for det, for Chnob ligner overhovedet ikke et kongenavn. Det kunne være et tilnavn til en konge, som fik et normalt (konge)navn som barn.

Men bortset fra det, så må Adam af Bremen også selv have misforstået noget, og det han nedskrev kan næppe være det, kongen fortalte ham. Det giver ingen mening, at svaret på spørgsmålet: Hvem er dine forfædre? skulle være en beretning om tre generationer af konger, der - så vidt vides - ikke var Svend Estridsens forfædre. Den eneste omtalte person, der retmæssigt kunne kaldes det, er manden kaldet "Hardegon, søn af Suein", og han spiller kun en birolle som den, der fordrev den sidste konge af det svenske dynasti. I Svend Estridsens svar på spørgsmålet, må denne person have spillet en hovedrolle. Han var den forfader, der kom fra udlandet og bragte den regerende kongeslægt til magten i Danmark. Adam synes fuldstændigt at have overhørt dette det vigtigste punkt. Men han synes også at have indset og indrømmet, at han nok ikke fik helt fat på historien, da han skrev det følgende:

Adam af Bremen:

I.52.

Men om nogle af disse mange konger eller rettere tyranner hos danerne har hersket samtidig, eller om den ene kun har overlevet den anden i kort tid, er usikkert. Os må det være nok at vide, at de alle endnu var hedninger, og at trods den megen forandring i rigerne og barbarernes krigstogt holdt den kristendom, som Ansgar havde plantet, sig nogenlunde i Danmark og sygnede ikke helt hen.

Adam fortæller om de tre generationer af svenske konger med ganske stor sikkerhed. Man bliver ladt i tvivl om, hvorvidt Olafs sønner regerede samtidig med faderen, og om, hvorvidt Chnob fulgte broderen eller de to var samkonger. Det kan næppe være disse ubetydelige ukalrheder internt i den svenske familie, han refererer til med bemærkningerne ovenfor. Det må være Hardegons rolle, der bekymrede ham. Det må være sætningen "da han havde hersket i kort tid, berøvede Hardegon, Svends søn, som kom fra Nortmannia, ham kongemagten", han forsøger at bløde op på med tilføjelsen "Men om nogle af disse mange konger eller rettere tyranner hos danerne har hersket samtidig, eller om den ene kun har overlevet den anden i kort tid, er usikkert" forstået på den måde: "Men måske kom han ikke fra Nortmannia præcis på den tid, han kan have været i landet i længere tid, og han kan have været konge, mens nogle af de andre konger samtidigvæk regerede".

Eftersom Olaf, Gurd og Chnob ikke var Svends forfædre, må deres roller i kongens historie have været andet og mere end blot at være far, bedstefar og onkel til en konge, der blev fordrevet af den eneste omtalte forfader, den store erobrer, der vandt kongeriget for sig selv og sine efterfølgere. Tre generationer af svenske konger giver ingen mening i Svends historie om hans forfædre, hvis det eneste kontaktpunkt er Sigerichs fordrivelse. Der må have været mere kontakt og flere konflikter. Der må have været strid med nogle af de andre konger efter hans ankomst fra Nortmannia og før Sigerichs fordrivelse. Det er den mest naturlige fortolkning af Adams usikkerhed.

Andre fortolkninger kan selvfølgelig være både lige så mulige og lige så sandsynlige. Men uanset hvad den præcise mening er, så gav Svend Estridsen altså Adam af Bremen det indtryk, at i de dage, da hans forfader blev danernes konge, var der i nogen tid mere end én konge, d.v.s. kongeriget var delt, og hverken Hardegon eller det svenske dynasti regerede over det forenede kongerige hele tiden.

Det er den minimale slutning, der med sikkerhed kan uddrages af disse beretninger.


6. Sigtryg, Gnupas søn

Haddeby-stenene og Adam af Bremen's beretning støtter hinanden på flere punkter.

Runeteksterne på de to sten er ret forskellige med hensyn til runernes form. Runologerne er ikke enige om, hvordan dette skal fortolkes. I lang tid gjaldt det for god latin, at runerne på Haddeby 2 viste tegn på svensk indflydelse. Blandt moderne runologer har spredt sig en vis afstandstagen fra dette resultat nået af runologerne af den ældre generation. Kun tiden kan vise, om der er tale om afgørende ny indsigt, eller om det blot er den sædvanlige, cykliske udvikling af syn på bevislighederne. Ny, kritisk forskning må jo rette kritikken mod noget konkret, og det nærmeste er altid forældregenerations forskning. Måske vil næste generation atter enes om det, som mange indsigtsfulde eksperter gennem tiderne har hævdet, nemlig at Haddeby 2 har svenske berøringspunkter, og at stenens indskrift dermed bekræfter Adams påstand om kongernes svenske herkomst.

Stenene blev rejst af Sigtrygs moder, ikke af hans hustru, og ikke af en søn eller datter. Han må have været en ganske ung mand, da han døde, sandsynligvis ugift. Det stemmer således vel overens med sætningen om, at han blev berøvet sit kongerige, "da han havde hersket i kort tid"

Adam skriver, at han blev berøvet riget, ikke at der var en kamp, i hvilken han blev besejret eller dræbt. Han mistede blot riget på en eller anden måde, der måske end ikke var voldelig. Haddeby-stenene er ikke fundet ved hans grav. Selve den kendsgerning, at der er to sten, antyder, at der ikke var nogen grav. Hvorfor skulle nogen sætte to næsten identiske sten ved den samme grav? Stenene er blot mindesten, ikke gravsten, og som sådanne kunne de placeres hvorsomhelst, så to sten på to forskellige steder giver mening. Den antagelse, at han levede en kort tid som konge uden kongerige et eller andet sted i Europa, og at han døde som flygtning et eller andet sted i udlandet, kunne forklare både Adams ord og dobbel-stens problemet. Så den antagelse bygger vi videre på.

Sigtryg ville da sandsynligvis have gjort, hvad fordrevne konger eller kongeslægtninge altid havde gjort i de forudgående hundrede år. Han ville samle en flåde bemandet med de loyale kampfæller, der havde stået ved hans side i striden mod den magtfulde fjende, der var årsag til fordrivelsen, og derfor heller intet godt havde i vente fra den overmægtige part. Han ville sejle sydpå så kystnært som muligt, han ville passere Frisland, Flandern og Normandiet spejdende efter landgangsmuligheder. Måske ville han krydse Kanalen et sted, hvor sejladsen på åbent hav var kort, måske ville han følge England sydkyst og nå til Irland, måske ville han sætte kursen mod nord igen og sejle langs Englands østkyst i forsøget på at finde landgang blandt venligtsindede folk på Danelagens strande.

Hvis en ellers uidentificeret skandinavisk konge ved navn Sigtryg blev påtruffet et eller andet sted på disse sejlruter et år, der passede med tidsregningen iøvrigt, så ville Sigtryg Gnupasøn, ekskonge af Sillende, være kandidat nummer ét.

I det kaos, der fulgte mordet på normannerhertugen Vilhelm Langspyd, var der megen fjendtlighed både i og uden for Normandiet mellem forskellige grupperinger af franskmænd og normanner. Den franske konge, hans mægtige vasal Hugo af Francien, hedenske og kristne grupper af lokale normanner såvel som normanner, der netop ankom udefra, deltog i konflikterne.

I det troværdige, samtidige, annalistiske værk af Flodoard af Rheims findes følgende beretning:

Flodoards Annaler:

943.

... Kong Ludvig tog tilbage til Rouen og dræbte normannen Tormod, som var vendt tilbage til hedenskabet og også havde tvunget Vilhelms søn og nogle andre dertil og nu lagde råd op mod kongen. Han dræbte ligeledes i kamp den hedenske kong Sigtryg sammen med de andre. ...

En anden fransk historiker, Richer, der skrev i slutningen af århundredet (d.v.s. stadigvæk tæt på tidsmæssigt, men langt mindre troværdig), fortæller den samme historie med flere detaljer: Kong Setric og hans jarl Thurmod ankom med deres flåde i Seinen, netop da en gruppe normanner var i kamp mod den franske konge. De blev ved et tilfælde indblandet i kampen, og de blev begge dræbt. De to historikere er uenige om Thurmods rolle. For Flodoard er han blot en lokal normanner, ikke Setrics jarl, Men ingen af dem har nogen rolle til kongen, hans død er blot nævnt i forbifarten, Han var tilsyneladende ikke en ledende kraft i det, der skete, den rolle tildeles Thurmod.

Stedet, tiden, rollefordelingen og begivenhederne stemmer. Alt peger på Sigtryg, den unge mand, måske kun en stor dreng, konge kun af navn, berøvet sit sønderjyske kongerige, dræbt ved et tilfælde, mens han vagabonderede på de vesteuropæiske vandveje ledet af en loyal jarl.

De fleste historikere, der har beskæftiget sig med 900-årenes danmarkshistorie, har en notits, hvori det foreslås, at "Setricus rex paganus" måske kunne være den samme som Adams Sigerich og Sigtryg på Haddeby-stenene. Men ingen vover at tage det næste skridt, nemlig at analysere følgerne af denne identifikation. Risikoen for at begå en klassisk samme-navn fejlslutning er naturligvis til stede, og de sædvanlige reservationer om, at der kunne være mange ellers ukendte konger ved navn Sigtryg, der levede og døde i de dage, kan selvfølgelig ikke blot ignoreres. Men ingen har nogensinde foreslået eller udpeget et muligt kongedømme med en savnet kong Sigtryg, der kunne være dræbt i 943. Og så mange muligheder er der da heller ikke.

Analysen ovenfor viser, at identifikationen beror på adskilligt mere end blot det samme navn, og hovedanstødsstenen synes ikke at være selve identifikationen, men de uforklarlige kronologiske konsekvenser af identifikationen. For de fleste historikere er det usandsynligt, at Hardegon Svendsen skulle have berøvet Sigerich kongedømmet så sent som 943, fordi det ville være i modstrid med, hvad man ved om hans faders kronologi.


7. Gnupa, Olafs søn

Den tyske konge, Henrik Fuglefænger, førte krig mod danerne og besejrede dem. Nyheden spredtes over hele Europa, og senere blev sejren husket som en af den store konges mest glorværdige bedrifter. Året var 934, hvilket er sikkert dokumenteret af denne lakoniske notits fra den troværdige Corvei-årbog:

Corvei-årbogen:

934.

... Kong Henrik angriber danerne ..

Andre historikere fra det 10. århundrede fremhæver med flere ord, hvilken mageløs og bemærkelsesværdig sejr, det var:

Ruotger:

... Danernes vilde folk, mægtigt til lands og til søs, var besejret.

Luitprand af Cremona:

.. denne sejr over det hidtil ubetvungne folk, danerne, næsten gjorde Henrik mest berømt.

Den sachsiske munk, Widukind, der skrev sin Sachserkrønike 30-40 år senere, tilføjer nogle forbavsende detaljer:

Widukind:

I.40.

... Da han [Henrik Fuglefænger] havde underlagt sig alle de omboende folk, førte han en hær mod danerne, der hjemsøgte friserne med deres sørøvertogter. Han slog dem og gjorde dem skatskyldige og nødte deres konge Chnuba til at lade sig døbe.

Det mest bemærkelsesværdige er, at han er i stand til at give en næsten korrekt form af det specielle navn på den danske konge. Den eneste virkeligt overbevisende forklaring på dette er, at Widukind fik oplysningen fra en meget velinformeret kilde, muligvis et øjenvidne, der var til stede ved selve dåben, eller en person, der var tæt på kong Henrik, da han tvang ham til underkastelse.

Mange historikere har undret sig over, hvorfor denne sejr kunne opfattes og gengives som en så enestående og glorværdig bedrift. Det har ført nogle af dem ind på den tanke, at Gnupa ikke kunne have været en småkonge, der kun regerede en mindre del af Danmark, en grænseregion omkring Hedeby. De antager så, at han simpelthen var konge over alle (eller i det mindste hovedparten af) danerne, og de antager, at ikke kun Gnupa, men også de andre medlemmer af det svenske dynasti, var regulære konger i hele Danmark, ikke kun i et mindre Hedeby-rige. For disse historikere er "Olaf-Gyrd-Gnupa-Sigtryg" simpelthen (noget af) det manglende forbindelsesled mellem de sidste kendte konger fra 800-årene og de konger, der kendes fra Jelling-monumenterne.

Men - som påpeget ovenfor - det stemmer ikke rigtigt overens med, hvad Svend Estridsen fortalte Adam af Bremen, og den antagelse, at Gnupa kun var konge i det sydlige Jylland støttes af andre omstændigheder. Den observation, at glorificeringen af Henrik Fuglefanger er ude af proportion med den ubetydelige begivenhed, der ikke havde varige følger, står ikke desto mindre ved magt.

Der findes imidlertid en mere naturlig forklaring på dette, nemlig at Widukind fejlagtigt blander to begivenheder sammen: Henrik Fuglefængers angreb på danerne i 934 (læst i hans eget klosters årbog) og Gnupas undertvingelse (fortalt ham af det hypotetiske øjenvidne). Widukind er den eneste, der skaber nogen forbindelse der. De andre historikere, der skrev om danernes nederlag, var rimeligvis lige så interesserede i den kristne kirkes fremgang, og hvis Gnupas dåb var et af de vigtigste resultater Henrik Fuglefængers angreb, er det svært at forstå, hvorfor ingen andre gav den tyske konge æren for denne landvinding for kristenheden.

Og så findes der faktisk et vidnesbyrd, der udtrykkeligt viser, at Gnupas omvendelse skete to-tre år før den store sejr over danerne. Et diplom fortæller, at Henrik Fuglefænger stadfæstede klosteret Klingenmünsters privilegier i sin regerings 13. år (931-32), nemlig:

Danmarks Riges Breve:

I.1, 305.

... da han gjorde kongen over obodriterne og normannerne kristne.

Diplomet menes at være et falskneri fra det 12. århundrede. Der findes et utal af sådanne falsknerier, de fleste af dem dog øjensynligt blot kopier af ældre diplomer, der foregiver at være originale. Årsagen til falskneriet kunne altså blot være ønsket om redde indholdet af et gammelt dokument i forfald, men i mange tilfælde blev diplomerne "forbedrede", så de blev fordelagtigere for ihændehaveren. Men det faktum, at et dokument er et falskneri, gør altså ikke automatisk hele dets indhold falsk, og i dette særlige tilfælde forekommer det overordentligt usandsynligt, at selve dateringen skulle være falsk. Det synes utænkeligt, at nogen i det 12. århundrede skulle kunne hente denne datering ud af det blå. Det er jo ikke meningsfuld information for de eventuelle læsere, for hvem Henrik Fuglefængers regering var fjern fortid, og som næppe nogensinde havde hørt om den konge, han skulle have tvunget til dåb.

Diplomet giver selvfølgelig anledning til en mængde berettiget tvivl alligevel. Kongens navn mangler. Og hvordan kan man være sikker på, at den, der udfærdigede det oprindelige dokument og fandt på dateringsmetoden, var i stand til at udregne et år af Henrik Fuglefængers regeringstid korrekt? Diplomet refererer måske til en hel anden begivenhed. Men det er den mest ligefremme fortolkning, at den normanniske konge, der nævnes i diplomet, er den eneste normanniske konge, der vides at være blevet døbt på denne tyske konges foranledning. Sammenstillingen af normanner og obodritter, det slaviske folk i Slesvig, peger i samme retning. Og det er sandsynligt, at begivenheden fandt sted et par år før det store slag i 934, fordi det levner plads til en fornuftig fortolkning af næste afsnits beretning.


8. Gorm, Hardeknuds søn

Adam af Bremen fortæller en anden historie om krige mellem sachserne og danerne. Han kender intet til Gnupas dåb (han kendte øjensynlig slet ikke Widukinds krønike). Den danske konge, der blev besejret af Henrik Fuglefænger, kaldes Hardecnudth Vurm, hvad der normalt antages at være en korrumperet gengivelse af Gorm, Hardeknuds søn. I det følgende kalder vi denne for Gorm uden de sædvanlige og nødvendige forbehold.

Først retfærdiggør han det tyske angreb på danerne ved denne beretning:

Adam af Bremen:

I.55.

Også danerne, som havde slaverne til hjælp, hærgede først Sachsen hinsides Elben, dernæst også det på denne side Elben og indjog sachserne stor rædsel.

Hos danerne herskede på denne tid Hardeknuth Vurm, han var, det må jeg sige, en gruelig orm og ikke lidet fjendtlig mod de kristne folk. Han pønsede på fuldstændig at udrydde den kristendom, der fandtes i Danmark, fordrev de Guds præster fra sit land og dræbte endog såre mange af dem under pinsler.

Danerne var aggressive, de foretog de første angreb. Deres konge var en grum hedning, der var fjendtlig over for de kristne. Med denne beskrivelse af fjenden, var der ikke behov for yderligere begrundelse for modangrebet.

Adam af Bremen indrømmer, at den skandinaviske mission, der havde haft så strålende en begyndelse i Ansgars dage, ikke havde fremgang, førend ærkebiskop Unni genoptog den, og at der ikke var nogen virkelig succes, før den store Adaldag havde efterfulgt Unni som ærkebiskop. Skandinavien havde været lukket land for Hamburg-Bremen i næsten hundrede år, og Adam kan kun gætte om mulige spredte rester af kristendom i det hedenske Norden.

I Adams bøger findes ingen indlysende forklaring på, hvad det var for en kristendom, Gorm skulle have forsøgt at ødelægge, og hvilke præster, han skulle have tortureret og bortdrevet. Når Adam bruger ordene "kristendom i Danmark", betyder det sandsynligvis ikke andet end "de hamburg-bremerske ærkebispers indflydelse i Danmark", og når han skriver om "Guds præster", betyder det næppe andet end "præster ordineret og udsendt af ærkebiskoppen i Hamburg-Bremen".

Da kong Gnupa underkastede sig Henrik Fuglefænger og blev tvunget til kristendom, blev hans kongerige selvfølgelig åbnet for ærkebiskoppens indflydelse. At få genindlemmet den kristne menighed og kirke i Hedeby/Slesvig, der måtte have overlevet siden den tidlige mission, må have været ærkebiskoppens topprioritet. Hvis kirken og gejsteligheden i Slesvig derfor af Gorm blev anset for at være på fjendens side i de dansk-tyske krige om det sydlige Jylland, og hvis de på en eller anden måde led under krigshandlingerne, så kunne det alene forklare den negative holdning til Gorm, der bliver udtrykt af en mand, der kun har ønsket om at glorificere ærkebiskopperne og sit ærkebispedømme for øje.

Den følgende beretning fra Adam af Bremens bøger har været årsag til megen disput:

Adam af Bremen:

I.57.

Derpå rykkede han med en hær ind i Danmark og forskrækkede allerede ved første angreb kong Vurm i den grad, at han ydmygt erklærede, at han ville gøre alt, hvad der blev ham befalet, og ydmygt bad om fred. Da Henrik på den måde var blevet sejrherre, lagde han rigets grænser ved Slesvig, som nu hedder Hedeby, indsatte en markgreve der på stedet og befalede, at en koloni af sachsere skulle tage bopæl der.

Alt dette har en danerbisp, en klog mand, fortalt os, og hvad vi sandfærdigt har hørt, det lader vi ligeså redeligt gå videre til vor kirke.

Et synspunkt er, at denne beretning er uden historisk værdi overhovedet, fordi Adam må have forvekslet Gnupa med Gorm og tilføjet sine egne fantasier til Widukinds historie. Den anakronistiske omtale af en markgreve er et af hovedargumenterne. Historien om, hvordan Henrik Fuglefænger besejrede Gorm er imidlertid så forskellige fra den tilsvarende historie hos Widukind, at det ikke er nogen virkelig acceptabel forklaring. Det er helt usandsynligt, at Adam skulle have kendt til Gnupas dåb uden at nævne det. Eftersom Adam kun kender til et felttog af den tyske konge rettet mod danerne, er det en mulighed, at også han blander de to begivenheder noget, men først og fremmest bevidner han, at der faktisk var to forskellige begivenheder som foreslået i den kronologiske analyse ovenfor.

Hvis Henrik Fuglefanger først undertvang Gnupa, og så senere besejrede Gorm, og hvis det i begge tilfælde var overhøjheden over grænseområdet eller et sønderjysk kongerige (Sillende), der var stridens årsag, så må der jo have været en tredje begivenhed ind imellem: Gorm må have udfordret den tyske konge og forsøgt at vinde overhøjheden tilbage på de danske kongers hænder.

Adam fortæller ikke direkte om denne begivenhed, men ud fra hvad der ellers bliver fortalt kan man alligevel rekonstruere forløbet. Gnupa beholdt sit kongerige som Henrik Fuglefængers vasal eller underkonge. På et tidspunkt blev han angrebet nordfra af kong Gorm, måske blev han dræbt. Så kom den tyske konges hævn, Gorm blev slået og drevet ud igen, og Gnupa selv eller - hvis han blev dræbt - et andet medlem af Gnupas familie, måske hans søn, efterfulgte som underkonge. Alt dette skete i 934, og den sejr, som øgede Henrik Fuglefængers ry så betragteligt, var sejren over den mægtige, danske erobrerkonge, Gorm. Kilderne nævner ikke noget om et tysk angreb før 934, derfor kan Gnupas underkastelse måske alene forklares som resultatet af et let pres. Og hvis han var truet af en magtfuld, nordlig fjende, kan underkastelsen endog forklares som friviilig søgen beskyttelse hos den tyske konge.

Under sådanne kampe kan en slesvigsk kirke som nævnt være blevet svært ramt, hovedsagelig på grund af Gorms indledende angreb på Gnupa. At Gorms andel i begivenhederne mest huskedes for hans grusomhed mod kirken, er et tegn på, at vidnesbyrdene kom fra en mand af den kirke, han ødelagde, d.v.s. en biskop af Slesvig. Adam har intet navn på biskoppen, hvad der kunne tyde på, at han ikke mødte ham og personligt talte med ham. Måske havde Adam en nedskreven beretning (en slags "Slesvigs Bispekrønike"), om hvilken han kun vidste, at den var skrevet af en dansk biskop. Slesvig er historiens centrum, det forekommer meget sandsynligt, at den er husket og nedskrevet dér, og en slesvigsk biskop, der højest kan have været 100-130 år efter begivenhederne, må anses for at være et førsteklasses vidne. Det er den væsentligste grund til at hovedtrækkene i beretningen bør tages til efterretning; men da også denne har været en tur gennem Adams vridemaskine, må man selvfølgelig være forberedt på de sædvanlige manipulationer.

Adam har navnet på Gorms far fra den samme kilde, så der er heller ingen væsentlig grund til at betvivle, at Gorm faktisk var søn af en vis Hardeknud.

Ved et sært tilfælde er Saxo nået til den samme konklusion som ovenfor, at Gorms fjendtlighed mod de kristne var specielt rettet mod kirken i Slesvig. Det er ellers ikke direkte udtrykt af Adam af Bremen eller noget andet historisk værk fra tiden forud for Saxo:

Saxo Grammaticus:

Nu blev Gorm konge, en mand, som bestandig var fjendtlig sindet imod kristendommen og opsat på at tage al ære fra de kristne, som om de var de vederstyggeligste mennesker. Alle, der bekendte sig til den tro, pinte han med al den fortræd af forskellig slags, han kunne, og blev ikke træt af at forfølge dem med bagvaskelser. Ja, for at genindføre det gamle hedenskab i templerne jævnede han den kirke, som fromme mennesker havde bygget på byen Slesvigs grund, fuldstændig med jorden, som om det var en vanhellig bolig for ugudelighed, og straffede således dem, han ikke havde pint og plaget, med at rive deres gudshus ned.

Måske er det ikke et tilfælde, måske kendte Saxo også en "Slesvigs Bispekrønike"?

Under alle omstændigheder er det værd at bemærke, at alle nedskrevne vidnesbyrd om Gorms hedenskab kan spores tilbage til netop denne ene begivenhed: ødelæggelsen af kirken i Slesvig og fordrivelsen af den slesvigske gejstlighed. Og måske er det kun i hovedet på Adam og hans slesvigske kilde, at disse jordiske, politiske handlinger blev vendt til tegn på hedenskab.


9. Gorm og Gnupa

Ved et andet mærkeligt tilfælde finder man næsten det perfekte referat af begivenhederne omtalt i de tidligere afsnit i et islandsk historisk værk fra ca.1300. I den såkaldte Hauksbók står følgende at læse:

Hauksbók:

Kong Gorm drog med en hær gennem hele Jylland og tilintetgjorde alle næssekongerne helt sydpå til Slien og ligeså erobrede han meget af Venderland, og han havde mange kampe med sakserne og blev en mægtig konge.

I et andet islandsk værk, den såkaldte Store Olaf Tryggvasons saga (Olaf Tryggvassons Saga en mesta,) findes den samme historie med nogle flere bemærkelsesværdige detaljer:

"Den store saga" om Olav Trygvason:

Kong Gorm gik med sin hær ind i det rige i Danmark, der hed Reidgoterland, men som nu kaldes Jylland, mod den konge der da regerede der. Han hed Gnupa. De holdt nogle slag, og det endte sådan at Gorm fældede denne konge og tog hele hans rige i besiddelse. Derefter gik Gorm til angreb på en konge, der hed Silfraskalli, og havde stridigheder og kampe med ham, og Gorm vandt til stadighed sejr og til slut fældede han kongen.

Derefter drog han igennem Jylland og for hærgende frem således, at han fældede alle kongerne helt sydpå til Slien, og tillige erobrede han et stort rige i Venderland. Gorm holdt mange slag med sakserne og han blev en mægtig konge.

Dette sidste værk er et samleværk fra omkring 1350. Denne version er åbenbart blot Hauksbóks version ret primitivt tilføjet nogle detaljer fra en anden kilde (det fremhævede), således at den samme historie fortælles to gange. Denne anden kilde kunne meget vel være selve kilden til Hauksbóks version, der så blot er et kortfattet referat heraf. For at forklare, hvordan en islænder mere end 400 år efter, at begivenhederne fandt sted, skulle kunne være istand til at nedskrive nogetsomhelst troværdigt om dem, behøver vi derfor blot at finde en fornuftig forklaring på, hvordan første del af citatet fra OTSem har overlevet.

Overbevisende argumenter er blevet fremført til underbyggelse af det synspunkt, at det næppe kan være sket på anden måde end gennem et skjaldekvad - ikke nødvendigvis et samtidigt kvad, og ikke nødvendigvis et kvad, der først blev skrevet ned i 1300-årene. Det kunne være et kvad, der hyldede en eller anden dansk konge i det 10. eller 11. århundrede og hans forfædre, og som blev nedskrevet i løbet af det 12. århundrede, da islænderne fik for vane at fæstne de gamle digte på pergament. Dette er ikke stedet for den fuldstændige analyse, der fører til denne konklusion, blot nogle observationer til belysning af, hvorfor det er en fornuftig konklusion:

  1. Ingen andre end Gorm og hans nærmeste efterkommere og skjalde, der digtede kvad for at hylde dem, havde den fjerneste interesse i navnene på to konger, hvis eneste rolle i historien var at blive besejret af Gorm.
  2. Hvis navnene bare var anbragt i digtet (eller sagaen) for at skabe en slags kunstig realisme, så er det uforståeligt, hvorfor skjalden (forfatteren) netop valgte disse underlige navne, der hverken før eller siden var kendt som navne på konger i Skandinavien.
  3. Hvis beretningen er baseret på kendte kilder som f.eks. Adam af Bremen og/eller Widukind, ville det være det eneste eksempel på, at en middelalderhistoriker fik de rette nordiske navne ud af de obskure latiniseringer. I et andet kapitel af OTSem finder man en islandsk version af Adams svenske dynasti med Chnob gengivet ved Knut.
  4. At Gnupa blev besejret af Gorm kan ikke udledes direkte fra nogen kendt kilde. Det kræver en masse fortolkning af adskillige kilder at nå den konklusion, som det er sket i de tidligere afsnit. Det er svært at forestille sig, at en islandsk historiker fra sent i det 13. eller fra det 14. århundrede skulle kunne nå den samme konklusion på den samme måde.

Sikkerhed er selvfølgelig uopnåelig her, men at acceptere Gorm den Mægtiges saga som berettet i OTSem som værdifuld kilde til information om et ganske bestemt aspekt af Gorms historie er noget ganske andet end generelt at acceptere de islandske sagaer som historiske kilder.

Det bedste af alle argumenterne er selvfølgelig det, at sagaen bekræfter de foregående afsnits analyseresultater og når de samme slutninger tilsyneladende på en fuldstændig uafhængig måde. Og så leverer den lige præcis den manglende, men forventede brik til puslespillet: Gnupa og Gorm havde flere kampe mod hinanden, i det sidste slag blev Gnupa besejret og dræbt. Som en kuriøsitet: Gorm den Mægtiges saga bekræfter også, at stridighederne om grænselandet på en eller anden måde også indblandede den slaviske befolkning dér, obodriterne (eller venderne). På den måde har brugen af Henrik Fuglefængers stadfæstelsebrev til klosteret Klingenmünster også vundet troværdighed. Gnupas kongerige kan have omfattede områder beboet af slaver, sådan at han med ret kunne kaldes "konge over obodriterne og normannerne".


10. Gorm og ærkebiskop Unni

Kort tid efter det uheldige forsøg på at erobre "Sillende", fik Gorm en uvelkommen gæst sydfra. Ærkebiskoppen af Hamburg-Bremen, Unni, forsøgte åbenbart at høste fordele af den tyske sejr over danerne, da han det følgende år tog på missionsrejse i Skandinavien.

Historien fortælles af Adam af Bremen, som må have fundet oplysninger om rejsen i ærkebispedømmets arkiv eller bibliotek (en slags "Unnis Levned"?). Man kan dårligt forestille sig, at denne ubetydelige begivenhed, der ikke havde videre konsekvenser i de lande ærkebispen besøgte, skulle interessere andre end folk i hans eget stift, eller at detaljeret viden om, hvad der skete, kunne have overlevet, hvis ikke noget var skrevet ned derhjemme. Følgende beretning af Adam af Bremen må derfor anses for at være i hovedtræk sandfærdig:

Adam af Bremen:

I.59.

Da nu den Guds bekender var kommet til danerne, hos hvem dengang som sagt den grusomme Worm regerede, kunne han ganske vist ikke bøje denne på grund af hans indgroede ondskab, men kongens søn, Harald, skal han have vundet ved sin prædiken. Han gjorde ham i den grad troende i Kristus, at han tillod, at kristendommen, som hans fader altid havde hadet, måtte dyrkes åbenlyst, skønt han selv endnu ikke modtog dåbens sakramente.

Da så den Guds mand havde beskikket præster ved alle kirkerne i danernes rige, skal han have overantvordet de troendes mængde til Harald. Støttet til dennes hjælp og udsending rejste han rundt til alle danernes øer, idet han forkyndte Guds ord for hedningerne og styrkede de troende, han fandt der i fangenskab, i Kristus.

Senere fortsatte Unni sin rejse og tog til Sverige, hvor han døde i 936. Unnis død er registreret af Corvei-årbogen, og året er utvivlsomt korrekt. Selv Adam af Bremen må indrømme, at missionen ikke rigtig havde anden effekt end glorificeringen af Unni, der jo næsten døde som martyr.

Vi ser, hvordan Adam arbejder videre på Gorms image som en uforbedrelig hedning og grum fjende af de kristne; men der er intet nyt i sagen. Den forståelige fjendtlighed mellem politiske modstandere kan stadigvæk forklare det hele. Man kan dårligt bebrejde Gorm for manglen på gæstfrihed, hvis han havde grunde til at tro, at den besøgende tyske ærkebiskop var en allieret af Henrik Fuglefænger, der forsøgte at opnå ekstra fordele på grund af Gorm svækkede position. Således er historien om Unnis mission i perfekt overensstemmelse med det scenario, der er udviklet ovenfor, og den giver kronologien et fast holdepunkt.

Vi vender senere tilbage til denne beretning for at analysere den fra andre synsvinkler.


11. Gorm og Otto den Store

I 937 døde Henrik Fuglefænger og blev efterfulgt som sachsernes konge af sønnen Otto. Widukind har denne bekymrede kommentar til Ottos udsigter, da han fortæller om hans magtovertagelse:

Widukind:

Mange fjender havde sachserne i denne tid at kæmpe med: slaverne mod øst, frankerne mod syd, lothringerne mod vest og mod nord danerne og slaverne, og derfor trak kampen med barbarerne i langdrag.

Da Otto døde i 973 som Otto den Store, den første tysk-romerske kejser, var Widukinds bekymringer gjort til skamme, og munken kunne prise kejseren, fordi:

Widukind:

... [Han havde slået] de overmodige fjender avarerne, saracenerne, danerne og slaverne, undertvunget Italien, nedbrudt nabofolkenes afgudstempler, bygget kirker og oprettet præsteskab.

Problemet er nu, at hverken Widukind eller nogen anden af de historikere, der fortæller Otto den Stores ganske velbelyste historie, kender noget til nogen krig mellem danerne og kejseren. Det eneste, vi har, er denne beretning af Adam af Bremen, der synes at være fortsættelsen af den historie, han havde fra den danske biskop:

Adam af Bremen:

II.3.

Så snart kong Otto takket være Guds hjælp var blevet befriet for sine brødres efterstræbelser, gjorde han ret og retfærdighed for folkene.

Da han derpå havde lagt næsten alle de riger, som var faldet fra efter Karls død, ind under sit herredømme, greb han til våben mod danerne, som tidligere hans fader havde slået i krig.

De pønsede på at føre krig og myrdede ved Hedeby Ottos udsendinge tilligemed markgreven samt udryddede hele sachserkolonien fuldstændig.

For at hævne dette rykkede kongen straks med en hær ind i Danmark. ...

Fortsættelsen, der er udeladt, viser at Adam (eller hans kilde) blander begivenheder sammen. Mens indledningen, som citeres her, måske kan omhandle noget, der skete i Otto den Stores dage, så refererer fortsættelsen uden tvivl til en krig mellem Otto II og Harald Blåtand.

Det er en mulighed, at Gorm nok engang efter Ottos tiltrædelse forsøgte at vinde suveræniteten over "Sillendi" tilbage, og at det var med lige så ringe succes, som da han forsøgte det samme over for Henrik Fuglefænger.

Meget tyder på, at kejseren eller den tyske konge havde en slags overherredømme over (noget af) det danske rige indtil 980'erne, og at det det meste af tiden anerkendtes, men næppe godkendtes, af de danske konger.

En mulig forklaring er den, at de danske konger fra Gnupa til Harald Blåtand var nødt til at leve med det faktum, at i Hedeby og Sillendi var de kun skatskyldige vasaller af de tyske konger. I et halvt århundrede kan det have været betingelserne, og gennem hele denne periode må der have været et anspændt dansk-tysk forhold og en konflikt, der hele tiden ulmede og ventede på at bryde ud. Om det faktisk skete på et tidspunkt under Otto den Store kan ikke afgøres på grundlag af Adams beretning. Hvis der nogensinde var regulær krig mellem Gorm og Otto, så var den i hvert fald ikke alvorlig nok til at blive bemærket af de mange samtidige, der fulgte Ottos liv tæt og nedskrev hans historie. Men en slesvigsk biskop kunne måske have hørt om en lokal affære, og han kan måske have sammenblandet den med de mere omfattende konflikter, der siden fulgte.

De begivenheder, der endeligt afgjorde det (middelalderlige) dansk-tyske grænseproblem, skete imidlertid ikke i kong Gorms dage, og en nærmere undersøgelse af disse udsættes til senere.


12. Hardegon, -knud, -gorm, -gunni?

Vi skal nu vende tilbage til et spørgsmål, der har udviklet sig til et problem i løbet af de foregående afsnit, nemlig: Hvem er Hardegon filius Suein?

De fleste af de historikere, der har forsøgt at besvare spørgsmålet i løbet af det seneste århundrede, synes at mene, at Adam af Bremen ikke fuldt ud forstod Svend Estridsen, da denne fortalte ham om sine forfædre. Som påpeget ovenfor er den mest sandsynlige fortolkning, at det var kongens hensigt at fortælle, at Hardegon filius Suein var hans forfader, at han og det svenske dynasti regerede samtidigt nogle år, og at hans egen slægt kom til magten i Danmark, da Hardegon kom dertil fra Nortmannia. Mange forslag er fremkommet med hensyn til, hvad kongen virkelig sagde, og det er den udbredte mening, at han ikke sagde, at hans forfaders navn var Hardegon, søn af Svend.

Den ældste og mest udbredte løsning er at ændre Hardegon til Hardeknud, og at identificere denne Hardeknud med Gorms far, der også nævnes af Adam, som åbenbart ikke så nogen forbindelse mellem de to personer. Denne korrektion ville rigtignok løse nogle af problemerne ved at gøre Hardegon til Svend Estridsens tiptipoldefar, altså en forfader. Men den fører imidlertid til et nyt problem, et alvorligt kronologisk problem uden nogen enkel løsning: Hvis Sigtryg blev berøvet kongedømmet af Gorms far, hvordan kan Gorm så være den konge, der besejrer Sigtrygs far, Gnupa, og kæmper mod Henrik Fuglefænger allerede i 934?

Hvis det var en kendsgerning, at "Hardegon filius Suein"="Hardeknud, Gorms fader", så ville det kronologiske problem være en uundgåelig absurditet, og det scenario, der er frembragt hidindtil, måtte revideres kraftigt. Men det er ikke en kendsgerning, det er blot et forslag blandt mange, og hvis en bedre løsning, som ikke modsiger scenariet, kan fremføres, er der ingen grund til ikke at foretrække den.

For at undgå det kronologiske problem og give Svend Estridsens udtalelse mening, må vi antage, at "Hardegon filius Suein"="Gorm". Adskillige historikere har gjort dette, og den antagelse er blevet forsvaret med præcis lige så megen professionel ekspertise som den første løsning, men på forskellige måder. Et forslag er, at Gorm havde et dobbelt navn Hardeknud Gorm (p.g.a. det manglende "filius" i de ældste håndskrifter af Adams værk), så han kunne kaldes Hardeknud Gorm, Gorm Hardeknud, Gorm eller Hardeknud. Hardegon må altså stadigvæk ændres til Hardeknud, og i dette tilfælde ville Svend blive far til (Hardeknud)Gorm. Det er endda blevet foreslået, at meningen med "Hardegon filius Suein" kunne være "Gorm Eriksen", fordi begge personer kaldes ved deres tilnavne (Gorm Hardeknud og Erik Svend), og Erik antages så at være den danske konge Horicus/Erik Puer/Barn. Det er også blevet fremført, at hvis Hardeknud blot er Gorms tilnavn, erhvervet af en eller anden særlig grund, så er det slet ikke nødvendigt at korrigere Hardegon, fordi Hardeknud og Hardegon så blot kunne være to forskellige ord (fællesnavne) med omtrent den samme mening.

Til diskussionens "ingen fejl" gren tilhører forslaget, at Hardegon betyder Harde-Gunni, fordi "Gon" er den forventede latinske form af "Gunni" hos Adam af Bremen, når man undersøger, hvordan han ellers latiniserer de nordiske navne. Problemet ved denne løsning, som medfører, at Hardegon hverken er Gorm eller hans far, er, at den ikke efterlader nogen forfader i Svend Estridsens redegørelse for sine forfædre. Harde-Gunni forslaget er beslægtet med et forslag, der går ud på at ændre Hardegon til Hardegorm, fordi det på samme måde betragter Harde- som et almindeligt, foranstillet tilnavn. Både Gorm og Knud kaldes altså med Harde-tilnavnet, f.eks. fordi de begge var hardere - fra Hardsyssel.

På trods af alle disse anstrengelser gjort af historikere, lingvister, filologer, runologer, latinister, eksperter i middelalderlig håndskrift osv, osv, er endnu ingen tilfredsstillende, ligefrem og almindeligt accepteret løsning fundet, der tager højde for de simple og sandsynlige præmisser: Gorm var søn af Hardeknud, og Sigtryg blev berøvet kongeriget af Gorm.

Det er et hovedformål med et af de efterfølgende kapitler at vise, hvordan "Hardegon filius Suein" kan være "Gorm, søn af Hardeknud". Det var et formål med dette afsnit at vise, hvordan fantasien har haft vide grænser i de teorier, der hidtil er fremkommet, og at tolerancen må være stor overfor nye løsningsforslag.