En bekendt gjorde opmærksom på, at der manglede en servitrice på El Diablo, og hvorfor ikke prøve, om livet bag baren der var lige så spændende som de sene nattetimer, jeg stjal mig til at tilbringe der i fordums dage, mens jeg var på Madsens hotel. Alf hed ejeren, og da han meget nødig selv ville tilbringe mere tid end nødvendigt på byens førende westernsaloon, blev jeg ansat på stedet. Nu skulle jeg altså udover at være bartender også fungere som diskoteksservitrice – det var stort – eller ikke?
Det var ligesom om, fortryllelsen var væk. Bag baren var der en skrækkelig sur lugt, der viste sig at stamme fra ølslatterne, der samlede sig i bunden af den bakke, hvor glassene blev stillet på hovedet. Det var ikke noget, jeg ville have skænket en tanke et par år tidligere. Der var heller ikke den samme fornemmelse af at høre til, som havde været så stor en del af tiden på Madsens. Men jeg havde sikkert også selv ændret mig. Jeg var ikke længere alene, hvilket sikkert også havde indflydelse på min tilgang til arbejdet. Der var naturligvis mange gengangere fra Madsens Hotel, men mange af vennerne fra dengang havde ligesom jeg selv ændret livsstil og viste sig kun ved særligt festlige lejligheder, og sådan bør det være, for bliver man i miljøet for længe, bliver ens verden lille og samtaleemnerne få. En del af hverdagsgæsterne fandt tryghed i at sidde det samme sted på samme tid hver dag, og samtalerne adskilte sig heller ikke meget fra dag til dag. Den daglige Indtagelse af anseelige mængder af øl gjorde nok heller ikke noget godt for den intellektuelle standard.
Fredag og lørdag var der stadig diskotek, men heller ikke det var så sjovt med nye alt for unge mennesker.
Alt i alt måtte jeg ret hurtigt konstatere, at min tid som værtshusservitrice var ved at være slut, så da jeg fik mulighed for at vende tilbage til hjemmeplejen, slog jeg til. Alf blev sur, hvilket måske nok var forståeligt, jeg havde kun været der en måneds tid, men sådan var det nu.
De næste syv år kom jeg til at tilbringe blandt rigtig mange forskellige borgere i det, der dengang hed Kjellerup Kommune.