Datidens hjemmehjælpere var dem, der senere blev til sosu-hjælpere. Da jeg trådte mine første hjemmehjælpersko, var det ikke mange år siden, titlen var ændret fra husmoderafløser. Tænk – det hed de faktisk, de brave kvinder, der – for manges vedkommende – var hjemmegående husmødre, der ikke følte, de længere havde så meget at gå hjemme efter og gerne ville tjene en skilling til sig selv. På det tidspunkt, hvor jeg startede, var der stadig rigtig mange af dem tilbage, og ikke et ondt ord om dem, for de var vældig søde mod mig og de få andre unge kvinder i staben, men mentaliteten gjorde, at det ind i mellem var lidt svært at få arbejdsgiveren til at betragte det som et rigtigt job – varetaget af rigtige arbejdere med brug for rigtige regelmæssige lønindbetalinger.
Som afløser var man jo ikke garanteret et bestemt timetal, men det var der i princippet ingen af hjemmehjælperne, der var. Der var naturligvis mange, der havde deres faste klienter og dermed også samme timetal hver uge, men hvis nogen af dem blev indlagt eller døde, eller måske tog på ferie, ja, så var det altså ikke sikkert, der var andet arbejde til dem. Der gik mange år, før der for alvor blev ændret på det, men på et tidspunkt lykkedes det vores tillidsrepræsentant at få gennemført en ordning, hvor man kunne få en frigørelsesattest, altså mulighed få at få supplerende dagpenge.
Jeg havde aldrig tidligere været interesseret i fagforeningsarbejde, endsige været medlem af en fagforening, men bl.a. nogle irettesættende og nedladende udtalelser fra socialudvalgsformanden fik mig til at have stor respekt for især Ellen Pedersen, vores tillidsrepræsentant, som kæmpede en brav kamp for, at vores arbejde skulle blive anerkendt som et rigtigt job. En gang i kvartalet var vi alle sammen ”inviteret” til aftensmøde på kommunekontoret. Det forventedes, at vi mødte op, men det var naturligvis uden betaling. Det var på et sådant møde, udvalgsformanden rullede sig ud, og jeg med bævende hjerte for første gang rejste mig og sagde noget – sikkert usammenhængende og dårligt formuleret. Ellen fornemmede min harme og prøvede indimellem at overtale mig til at blive mere faglig aktiv, men det blev aldrig til mere end et enkelt kursus på Hotel Pinen i Salling. Alt det med røde faner og arbejdersange var nok lidt for fremmedartet for en bondepige som mig, men forplejningen var god.
Bortset fra dette blev jeg hurtigt glad for arbejdet. Hvad dagen havde at byde på, blev ofte først kendt om morgenen, når lederen eller sekretæren ringede og overbragte navne, adresser og en kort beskrivelse af, hvad der skulle ske de forskellige steder. I starten var der faktisk kun de to ”par kolde hænder”, der varetog visitationer og arbejdsfordeling. Det meste af arbejdet var rengøring, indkøb og madlavning, men indimellem var der også plejemæssige opgaver. I den første tid, jeg arbejdede som hjemmehjælper, kørte hjemmehjælp og hjemmesygepleje helt uafhængigt af hinanden.
Af de mange steder, jeg blev sendt hen, er der naturligvis nogle, jeg husker bedre end andre, og V står helt klart i erindringen, dels fordi han var en farverig person, dels nok fordi opgaven med at passe ham på nogle punkter simpelt hen var for tung for mig. At V var syg, vidste jeg godt, men jeg forstod nok ikke rigtig, hvad det indebar. I begyndelsen, jeg kom hos ham, var han stadig oppegående. Han blev godt nok hurtigt træt og måtte hvile jævnligt, men han var altid i hopla og god til at fortælle historier fra sit liv, som var langt fra at have været kedeligt. V havde aldrig stiftet familie selv, men i stedet levet det frie liv. Til gengæld havde han taget sig af børn, han mødte på sin vej, nok ofte i forbindelse med det gartneri, han ejede, hvor de gik til hånde, men også fik et kærligt skub, så de kunne klare sig senere i livet. V havde nemlig både et stort hjerte og en stor tegnebog, og der havde undervejs været overskud til både at leve det søde liv og til at være noget for andre. Efterhånden som sygdommen skred frem, skete det, at V blev meget stille ind i mellem. Han var vel som de fleste i den situation trist og måske bange, men det havde jeg nok ikke rigtig modenheden til at forstå. Jeg vidste vel heller ikke, hvor syg han var, og når han fik det sådan, tolkede jeg det som, at han var vred på mig, og det forstod jeg jo ikke. I takt med at sygdommen forværredes, fik V selvfølgelig også brug for mere pleje. Og det var jo ikke fordi, det med plejen var fremmed for mig, men jeg tror ikke rigtig, jeg bemærkede, det skete. På et tidspunkt kom en hjemmesygeplejerske forbi, og V fik mere hjælp, og jeg fik hjælp til bedre at forstå hans situation.
Der var da flere som V, jeg kom hos gennem længere tid, eller i hvert fald flere gange, men i mange hjem var jeg kun en enkelt gang. Jeg lærte virkelig meget om, hvor forskellige måder tingene kan gøres, og hvor forskellige standarder, der er for rengøring. Hos nogle kunne det være svært at se forskel på før og efter rengøringen, mens der andre steder var brug for skovl og trillebør til en start. Det var f.eks. tilfældet hos en dårligt gående, ældre dame, så man skulle vel tro, det var dejligt at få fejet og vasket sådan et køkkengulv, men det syntes hun åbenbart ikke, for umiddelbart efter gav hun sig til at skære et helt rugbrød i skiver, noget der frembringer en anseelig mængde krummer, disse blev med en elegant bevægelse med underarmen spredt ud over det rene gulv. Det var sikkert bare mere hjemligt på den måde. Men ellers var hun flink nok, det var de fleste da i øvrigt, og kaffe skulle man jo da have de fleste steder. Hos en gammel mand blev drikken lavet i en meget stor madam blå. Den blev fyldt til randen, og varmet på gasblusset hver gang, der blev serveret en kop. Jeg behøver vist ikke at nævne, at de sidste kopper i bunden af kanden dem drak man ikke for fornøjelsens skyld, men sådan gjorde han det nu.
Mennesker er jo forskellige, både dem, der skal have hjælp, og dem, der hjælper. Jeg fandt hurtigt ud af, at når lederen ved telefonmorgenbriefingen sagde, at det var sådan en sød ældre dame, jeg skulle ud til, så syntes jeg som regel, det var en gammel sur hejre, og omvendt, hvis jeg fik at vide om en klient, at han eller hun kunne være lidt vanskelig, ja så kom vi som regel vældig godt ud af det med hinanden. Den største fordel ved at være afløser var vel i grunden, at hvis man kom ud for en fra den første kategori, kunne man glæde sig over, at det snart var slut.
Det med de mange arbejdspladser og nye mennesker og indtryk passede mig i grunden meget godt, men jeg havde jo ikke helt opgivet en drøm om at blive sygeplejerske. Derfor søgte jeg job som ferieafløser på Afdeling M4 på Viborg Sygehus, og den beslutning viste sig at være kuren, der skulle til for at aflive den drøm.