Når jeg overhovedet kom i betragtning som ufaglært sygehjælper-ferieafløser, var det naturligvis, fordi jeg havde erfaring fra både plejehjem og hjemmepleje. Arbejdet på afdeling M4 skulle imidlertid vise sig at være noget ganske andet, og de følgende tre måneder skulle blive blandt de længste i mit liv.
Afdeling M4 var en langtidsmedicinsk afdeling – en betegnelse, der dækkede over, at det i mange tilfælde blev brugt til opbevaring af ældre mennesker, der ofte var blevet invaliderede af blodpropper eller hjerneblødninger, og som man ikke lige vidste, hvad man skulle stille op med. Afdelingen var delt op i to ender. I den ene regerede afdelingssygeplejersken, i den anden førsteassistenten, Fru Poulsen, eller i daglig tale bare Poulsen. Desværre var det i Poulsens ende, jeg blev placeret. Jeg tror ikke, det var et sted, der var meget prestige i at arbejde for nogen faggrupper, og det gav sig udslag i en generel dårlig stemning. Det var i hvert fald sådan, jeg oplevede det.
Jeg fornemmede fra dag ét en vis fjendtlighed fra nogle af de uddannede sygehjælpere, sådan lidt irritation over at skulle døjes med en amatør, med hvad deraf fulgte af ekstra arbejdsopgaver med at lære mig op. Det udmøntede sig i, at det i flere tilfælde blev overladt til mig selv at gøre tingene. Efterfølgende kunne man så fryde sig lidt over min ubehjælpsomhed. Men måske tager jeg fejl, og i så fald lå fejlen hos ledelsen, der havde ansat mig, for jeg havde ikke på forhånd pralet af evner, jeg ikke havde. Det var små ting som sengeredning. Hjørnerne skulle stå skarpe som barberblade og gud nåde og trøste, hvis dynen kom til at røre gulvet. Men langt værre var det jo, når det var patienthåndtering, det drejede sig om. En af de første dage blev jeg sendt ind til en stakkels mand, som skulle sondemades. Det var ikke lige en disciplin, jeg havde været udsat for i mine tidligere beskæftigelser, men man bryder sig jo ikke om at være til ulejlighed, så efter nogle forsigtige ophævelser, som ingen af de travle kolleger tilsyneladende bed mærke i, listede jeg ind på stuen med remedierne i håb om, at jeg på mirakuløs vis ville lære det undervejs. Miraklet kom i form af afdelingens eneste mandlige sygehjælper. Han spurgte, om jeg havde prøvet at sondemade før, og da jeg svarede nej, tilbød han at blive og overvære seancen. Det lyder måske ikke som noget særligt, men hans venlige indblanding var i den grad velkommen, og jeg vil aldrig glemme ham for det.
Mange af patienterne var som følge af deres sygdomme halvsidigt lammede, og flere havde ved samme lejlighed mistet evnen til at tale. Mange af dem sad hjælpeløse i deres kørestole, spærret inde i deres egen krop og ude af stand til at fortælle om ønsker og behov. Specielt en ældre dame gjorde stort indtryk på mig. Det eneste, der ville komme ud af hendes mund, var ”kan vent”. Det gentog hun igen og igen. At der var en mening bag ordene, kunne høres på tonefaldet. Ind imellem blev det sagt med desperation, ind i mellem med blidhed og taknemmelighed, men nok oftest – forståeligt nok – med resignation. Jeg ved ikke, hvordan det gik hende, forhåbentlig fik hun hjælp til genoptræning senere, men på afdeling M4 var der ikke tid eller overskud til andet end nødtørftig pleje og opbevaring.
En ting, jeg havde meget svært ved at vænne mig til, var tiltaleformen. Fornavne var bandlyst, man lagde dem nærmest fra sig, når man gik ind på afdelingen. I samme øjeblik, det skete, blev jeg til Andersen, og det føltes meget underligt. En dag faldt det i mit lod at sengebade en ældre herre sammen med føromtalte Poulsen. Manden var meget svag, og jeg var overbevist om, at han ikke kunne tale, så da han pludselig åbnede øjnene og på klingende midtjysk udbrød ”hva hier do”, blev jeg så befippet, at jeg helt glemte navneforbuddet og kom til at sige ”Inga”. Poulsen kiggede skarpt på mig og sagde meget irettesættende ”Andersen, her hedder du Andersen”. Så kunne jeg lære det. Poulsen og jeg blev aldrig venner. Jeg havde ikke tidligere mødt nogen som hende, senere har jeg nok mødt personer, desværre oftest i sundhedsvæsenet, der følte behov for at manifestere deres magt ved at ydmyge andre, men helt som Poulsen har jeg kun senere stiftet bekendtskab med som karikerede i lægeserier fra tresserne. Men Poulsen mente åbenbart, at det var sådan, tingene skulle gøres.
Kronisk obstipation var noget, der fyldte meget i dagligdagen. Det betyder frygtelig hård mave gennem længere tid. På plejehjemmet var den slags blevet løst ved hjælp af svesker, motion og i enkelte tilfælde en magnesiumpille. På M4 stiftede jeg bekendtskab med microlax, klyx og sidst men ikke mindst vandlavementer. Det går i al sin grufulde enkelthed ud på, at man ved hjælp af slanger og baljer pumper en form for sæbevand op i rumpen på det stakkels obstiperede menneske. Som om det ikke var slemt nok i sig selv, var det ved en given lejlighed og af uforklarlige årsager blevet bestemt, at det var mig, der skulle udføre dåden.
En eftermiddag kort før jeg havde fri, blev jeg beordret til at overvære udførelsen af et lavement. Vi var en hel hær, der kiggede på. Jeg forstod ikke rigtig, hvorfor jeg skulle være der, og som det ofte sker, når jeg ikke kender formålet, og jeg synes, noget er lidt svært, faldt jeg i staver og missede vel det meste af seancen. Da det hele var overstået, henvendte en af sygeplejerskerne sig til mig og sagde, at hun håbede, jeg havde fulgt godt med, for næste morgen var det mig, der egenhændigt skulle forestå lavementet på en mand, som skulle opereres efterfølgende. Det var nok lige at føre spøgen lidt for vidt, hvis vi går ud fra, at det var et led i at få mig ned med nakken, og her burde jeg selvfølgelig have sagt fra, og jeg fatter den dag i dag ikke, hvad der fik mig til at møde på arbejde dagen efter og så godt som muligt forsøge at udføre lavementet efter hukommelsen. Jeg kunne jo bare have meldt mig syg, men jeg tænkte vel, at ingen ville tro på det. Men jeg forstår da endnu mindre, hvad der fik en flok veluddannede mennesker til at lægge en sådan opgave i hænderne på en person, om hvem de indtil den dag ikke havde haft særligt store tanker. Resultatet blev, at en operation blev udsat, og en patient måtte gennem endnu en grim behandling, denne gang dog uden min indblanding. At jeg fik endnu et hak var selvfølgelig af mindre betydning, men dog aldeles unødvendigt.
Fru Larsen var rengøringsassistent på afdelingen. Hun var en karismatisk person, og hun havde fuldstændig styr på pligter og rettigheder, og til pligterne hørte i hvert fald ikke at stå på pinde for plejepersonalet. Det forsømte hun ikke en lejlighed til at gøre opmærksom på. Fru Larsen og hendes kolleger var ikke med i hakkeordenen. At sygeplejersker rent fagligt rangerer over sygehjælpere, og at sygehjælpere på samme måde er langt mere kompetente end en som mig, der ikke havde gennemført nogen form for uddannelse, er naturligvis ikke til diskussion. Det, der generede mig mest, var, at denne rangering også fulgte med ind i personalestuen, når det var tid til kaffepauser. Sådan tror jeg ikke, det er alle steder, men det var altså tilfældet på M4.
Da jeg valgte sygehuset frem for hjemmeplejen, var en af grundene, at jeg der slap for at gøre rent, men mens jeg var på M4, ønskede jeg ofte, jeg var en del af rengøringspersonalet. De havde det, så vidt jeg kunne bedømme, noget sjovere og var da i hvert fald ikke underlagt Poulsens luner.
Hen mod slutningen blev jeg kaldt ind til en form for evaluering. Noget, der ikke havde været nævnt, og som derfor kom lidt bag på mig. Det var afdelingens sygeplejeelev, der havde fået til opgave at øve sig på mig. Jeg blev placeret på den ene side af skrivebordet, på den anden side sad eleven flankeret af Poulsen. Sygeplejeeleven havde ellers været meget sød at arbejde sammen med, men hun skulle vel gøre indtryk på førsteassistenten. Nu var det jo ikke sådan, at de forløbne 3 måneders tid havde givet anledning til at tro, at de ville ligge på knæ for at få mig til at blive, men at man alligevel havde følt det nødvendigt at præcisere min uduelighed over for mig her hen mod slutningen, kom lidt bag på mig. Jeg havde undervejs haft nogle få aftenvagter, dem havde jeg været glad for, og det forsøgte jeg vist at nævne som en slags forsvar. Men det var de nu ikke sønderligt interesserede i at høre om.
Tre måneder kan være vældig lang tid, når man ikke trives. Jeg må jo have følt, at jeg skulle gøre det færdigt, som jeg selv havde ønsket at prøve. Havde det været senere i mit arbejdsliv, var jeg nok stoppet efter få dage, eller havde gjort ophævelser over nogle af de ting, jeg blev udsat for, og ikke mindst de ting, jeg følte mig presset til at udsætte andre for. I stedet lagde jeg det bag mig, og selv om jeg nok var klar over, at det ikke var alle steder, tingene fungerede som på M4, så havde jeg fået rigeligt med hvide kitler for en tid.