Niels Nyrups liv som veletableret, selvstændig gårdmand kan siges at være endeligt fastlagt henimod slutningen af 1851. Gården var renoveret og udflyttet, krigen var slut, forholdene omkring forældrenes alderdom og fødegårdens fremtid var ordnede. I de følgende år skulle hovedindholdet i hans tilværelse blive familieliv til hverdag og til fest, omgang med venner, naboer og handelsforbindelser, byens og sognets forhold, gårdens drift og store og små økonomiske problemer.
Selv om landsbyfællesskabet spillede en svindende rolle i bondefamiliernes liv på den tid - Niels Nyrup var jo selv netop flyttet ud af Batum by - så var forholdet til naboerne stadigvæk af altafgørende betydning for de fleste. Man hjalp hinanden i arbejdet på gårdene. Man tog del i hinandens fester, man deltes om tjenestekarlene og havde hinandens børn i tjeneste. Man giftede sig indbyrdes og var i så høj grad beslægtede med hinanden, at naboskab og familieskab blev to sider af samme sag. Det var betydningsfuldt for den enkelte, hvordan han var indplaceret i landsbyens rangorden.
Historien om Niels Nyrups liv som gårdmand i Batum må nødvendigvis i et vist omfang også blive Batum bys historie. Der skal derfor gives et kort indblik i Batums historie og et overblik over det omfattende persongalleri, der i det følgende optræder som Niels Nyrups nye naboer og bekendtskabskreds.

Der var 12 gårdmænd i Batum. Den fineste af gårdene var Batumgård (matr.nr.3). I fjerne tider havde det været en selvejergård, men senere var den blevet delt i to gårde med hver sin fæstebonde. Den ene hørte under herregården Viskumgård og den anden under Sødal. Den første af disse fik efterhånden monopol på navnet Batumgård, mens den anden blev til Batum Østergård (eller en tid Øster Batumgård). Paradoksalt nok var denne gamle selvejergård den sidste af byens gårde, der overgik til selveje.
Omkring 1800 hed fæsteren Laurits Smed eller Laurits Schiern. Han var kommet fra Lundorf i Viskum sogn, hvor hans far havde været fæstebonde. Da han kom til Rødding sogn, blev han i begyndelsen kaldt Hr.Schiern, en betegnelse, der ellers kun brugtes om standspersoner. Så man betragtede ham altså som en fin mand, måske fordi han havde en bror, der var ridefoged på herregården Ausumgård.
Han havde ingen sønner, men to døtre, så kort efter århundredskiftet overlod han gården til en svigersøn. Det var den ældste datters mand, der i begyndelsen blev kaldt Niels Skomager, da han var søn af en fattig husmand og skomager i Rødding. Den forbindelse kom næppe i stand med Laurits Smeds gode vilje, men den var tilsyneladende nødvendig. Pigen skulle have barn med Niels Skomager, der var karl på gården. Senere kaldte man ham "Smed" efter svigerfaderen, der døde i 1822. Niels Smed fik en stor børneflok, hvoraf flere kom til at spille en rolle i Niels Nyrups liv. Niels Smed selv var dog ude af sagaen, inden denne flyttede til Batum.
Da han døde i 1838 overgik gården til hans svigersøn, Rasmus Thorsager, en gårdmandssøn fra Batum. Han døde ung i 1845, hvorefter enken ægtede Christian Jensen, der var søn fra den gård på Viborg Nørremark, der kaldes Beringholm og grænser op til Batums marker. Denne havde ikke lyst til at forblive Batums sidste og eneste fæstebonde, så kort tid efter brylluppet ved årskiftet 1846-47 købte han gården fri af Viskumgaard.

Laurits Smeds anden datter blev gift med en gårdmandssøn i Batum ved navn Søren Christensen. Han ejede en kort tid den nuværende Saltengård (matr. nr.7) efter sin far. Da han døde ung, ægtede hun en Niels Madsen fra Vrå. Hun fik ingen børn i sine to ægteskaber, men som helt ung havde hun fået en "uægte" datter. Gården blev så overtaget af dennes mand, Laurits Jensen Brøndum fra Rødding.

Niels Smeds ældste søn Peder Christian Nielsen fik ikke Batumgård, fordi han allerede var forsynet til anden side. Farfaderen, Laurits Smed, havde nemlig, mens han sad som fæster på Batumgård, samlet så mange penge fra, at han også kunne købe halvdelen af en gård til ejendom. Det var den, der siden er kaldt Myrkjærgård (matr.nr.5). Den anden halvdel købte sognefoged Ole Christensen. Den ejedes senere i fælleskab af Laurs Smed to svigersønner og Ole Christensens enke. Fra dem overtog Peder Christian Nielsen allerede i 1829, og ham var det altså, der på den tid, vi her beskæftiger os med, ejede gården.

Nabogården (matr.nr.6), der nu kaldes Elmegård, ejedes af en ungkarl ved navn Anders Pedersen. Han havde siden sine drengedage været plejesøn hos gårdmandsenken Else Jensdatter, der havde overlevet to ægtefæller - brødrene Peder og Hans Bertelsen - og i mange år i sin enkestand selv havde stået for driften. I de fleste af årene dog med plejesønnen, der var søstersøn af de to brødre, som medhjælp. Fornylig (1848) havde Anders Pedersen, mens han endnu var i kongens tjeneste og deltog i den slesvigske krig, fået skøde på gården, der var testamenteret til ham af enken og den sidste af hendes mænd. Nu fungerede hun som hans husholderske.

I gården, der kaldtes Enggård (matr.nr.4), boede ved århundredets begyndelse den omtalte sognefoged Ole Christensen, hvis svigersøn Jacob Rasmussen overtog og ejede gården til sidst i 1830-erne. Denne lod ejendommen dele i tre, flyttede selv ud på et husmandssted i marken og overdrog den største del til Søren Laursen, der stammede fra Veirum. Den tredje del, en parcel af Sønderheden, afstodes ved samme lejlighed til herremanden på Sødal, der lod parcellen følge fæstegården Fristrupøde, der også hørte til godset endnu.

Thorsagergård (matr.nr.10) var i midten af 1800-årene byens "reneste" slægtsgård. Sålænge dens ejere kan følges tilbage i tiden, fulgte søn efter far som fæster eller ejer. Den daværende ejer hed Mikkel Thorsager, han var bror til den Rasmus Thorsager, der en tid havde Batumgård.

Den del af Batumgård (matr.nr.2), der oprindeligt hørte under Sødal, altså Batum Østergård, lå en tid hen uden nogen bebyggelse, mens jorden blev drevet sammen med hovedgårdsjorden af Sødals ejere. I slutningen af 1700-årene opbyggedes en gård, der overlodes til tømmeren på Sødal, Søren Serup. Efter en periode, hvor dennes enke sad inde med gården, kom sønnen Niels til. Men da han i slutningen af 1830-erne ikke kunne klare sine forpligtelser, måtte han gå fra gården og siden hutle sig gennem tilværelsen som daglejer og skærslipper. Med sin første kone, en søster til Laurits Brøndum i Saltengård, fik han den søn Søren, der faldt i krigen i 1850. Nu hed manden i Batum Østergård Baltzer Christensen og stammede fra Løvel.

To af Batum-gårdene var mindre end de øvrige, i hartkorn omtrent det halve. Det skyldtes, at den ene var skabt ved udstykning fra den anden. Den oprindelige gård (matr.nr.8) ejedes ved begyndelsen af 1800-årene af gårdmand Hans Kej, der lod gården dele mellem sine sønner. Den ene af sønnerne, Anders Hansen Kej beholdt hovedparcellen og matrikelsnummeret. Men siden 1834 var Anders Kejs efterfølger Niels Knudsen fra Skals gårdens ejer.

I folketællingerne kan man følge udviklingen af den anden halvdel af Hans Kejs gård (matr.nr.13). I 1834 kaldes dens beboer Morten Sørensen for husmand og parcellist, og det nævnes udtrykkeligt, at det drejede sig om en parcel af gården ovenfor. Han havde i 1824 købt ejendommen af Hans Kejs søn, Kej Hansen. I 1840 og 1845 kaldes beboeren - Søren Christensen Eltrup - som havde ægtet Morten Sørensens enke, for boelsmand, der levede af sin jordlod på Batum mark. Men i 1850 findes han værdig til benævnelsen "gårdmand".

Af de to gårde, der udflyttedes af Batum by, da byen blev udskiftet, er den ene Batum Overgård (også kaldet Batumsteggård) (matr.nr.12) allerede blevet omtalt. Herfra stammede nemlig Niels Nyrups kone. Ved udskiftningen var denne gård blevet den mest afsidesliggende af Batum bys gårde, helt ude på Batum mark ved grænsen til Viborg købstads Nørremark.
Mette Maries far hed Christen Andersen og moderen Ane Andersdatter. Begge forældrene var nu døde, og Batumsteggård ejedes af hendes ældste bror Anders Christensen, der kaldtes "Store Anders". Mette Marie havde endnu tre brødre. Den næstældste, der også hed Anders Christensen, levede hele sit liv som ugift tjenestekarl hos broderen. Den tredje bror var Just Christensen i Pederstrup. Den fjerde og yngste bror hed Christen. En tid var også han tjenestekarl hos broderen, men ellers er hans skæbne ukendt.

Den anden af de udflyttede gårde, Damsgård helt ude ved Loldrup sø (matr.nr.11) ejedes af anden generation af en slægt, der kom til i 1813. Den første var Visti Christensen, der kom fra Vorning, nu var det hans søn Jens Christian Vistisen. Han var Batums rigeste gårdmand.

Fjernest fra Batum by lå gården Fristrupøde, hvis jorder ejedes af Sødal, og som ikke oprindeligt hørte til byens ejerlaug. Efter at den havde ligget øde hen i mange år, blev den fæstet bort til Søren Kistrup, Peder Bachs bror. Han begyndte at opdyrke dens jorder. Han benævnes skiftevis husmand og boelsmand. Da han døde fra en stor børneflok i 1843, ægtede hans enke Niels Christensen Bigum, der altså ejede gården i 1850.

Gårdmændene var landbyens aristokrati, og deres status kunne omtrent måles på deres gårdes hartkorn. Selv om gårdmandsklassen blev en stadig mere afgrænset gruppe, så udgjorde de dog stadigvæk ikke nogen absolut stabil og isoleret gruppe. En gårdmand kunne (som Niels Sørensen) gå fallit og degraderes til husmand eller det, der var værre. En husmand kunne ved dygtighed eller en heldig bibeskæftigelse skaffe sig midler til køb af en gård. Og så var der jo muligheden for at skifte status ved giftermål (som Niels Smed).

Omkring 1850 var der forholdsvis få i de "lavere klasser" i Batum. Senere ændrede forholdet mellem gårdmænd og husmænd sig en del som følge af det stigende folketal og udstykninger fra gårdene. På den tid, da Niels Nyrup flyttede til Batum, var der på Batum Mark kun fire huse med mere eller mindre jord til. Endnu lavere rangeret var de såkaldte "inderster", der boede til leje hos gårdmænd eller husmænd og intet jord ejede. Hos Jens Vistisen i Damgård boede daglejeren Mourids Jensen, indtil Niels Nyrup udflyttede sin gård. Han havde været plejesøn på gården og var gift med den yngste datter af Niels Smed i Batumgård. Siden flyttede han ind i det tidligere aftægtshus på den gamle gårdsplads i byen. Hos Niels Knudsen boede den nævnte fallerede gårdmand fra Batum Østergård Niels Sørensen.

I dette samfund og blandt disse mennesker foregik den største del af Niels Nyrups voksenliv. Her fandt han sin plads i landsbyens hierarki og netværk af familierelationer, og her indgik han i et landsbyliv, der formede sig efter århundredgamle sædvaner.⁽³¹⁾

Nok var Batum by blevet udskiftet, men alligevel lå Duehøjgårds jorder, som det var tilfældet med de fleste af gårdene i Batum, noget spredt. Der var seks sammenhængende arealer af vekslende størrelse og kvalitet inden for Batum ejerlaugs grænser. Det største, svært langstrakte, stykke rakte fra Batum by til grænsen af Neder Kokholms marker. Der var ca.82 tønder land. Når det var blevet så langt, så skyldtes det, at gårdens del af bymarken og Sønderheden lå i forlængelse af og forbindelse med hinanden. Det var et fortrin, gården havde frem for flere af de øvrige gårde, der havde andel i Sønderheden. Det andet areal var 37 tønder land af Nørreheden beliggende fjernt fra gårdens bygninger. Men også på det punkt var der andre af gårdene i Batum, der måtte døje vanskeligere forhold.
Hvor langt opdyrkningen af de to hedearealer var nået, da Niels Nyrup overtog gården, er ikke oplyst. Men det er givet, at netop hedeopdyrkningen var en af de vigtigste driftsmæssige problemer, som han arbejdede med i sin tid som aktiv landmand i Batum.
Til gården hørte for det tredje (og fjerde) to adskilte engarealer ved åen på i alt ca. 12 tønder land. Endelig lå en femte parcel på 2 tønder land ved bredden af Loldrup sø, og med den fulgte fiskerettigheder i søen.
Disse fem arealer udgjorde tilsammen matr.nr.9 Batum.
Til ejendommen hørte desuden et fjerntliggende engareal ved Løvelbrohus (matrikelnr. 26e Pederstrup), som Peder Bach havde købt i 1845 af Sødals ejer.
Alt i alt var der rigelig og god eng, hvad der på den tid var et stort plus for gården.
Jorderne var i 1844-matriklen blevet tildelt et hartkorn på lige godt 3 tønder. I 1892 blev de vurderet således:

Agermarken (den gl.) ligger nærmest omkring Gaarden, bestaaer for Størstedelen af en god, dyb Muld indtil 24 Tom. med gruset Underlag, merglet, i god Drift og med Hældning mod Nord; i Midten lidt bakket og her noget ringere; den opdyrkede Hede ligger dels øst ved Marken, dels 2000 Al.[=alen] i Nord (af Hedelodden) er god Muldjord ca. 12 Tom. dyb med sand og lerklæget Underlag, omtrent jævn, merglet og i god Drift; Eng og Kjærlodderne ligger flere Steder langs med Vandløbet fra Rødding Sø til Loldrup Sø ca. 1000 Al. fra Gaarden, afgiver foruden Græsning og Tørveskjær ca. 12 Læs Hø aarlig. I Gaarden en Pumpe med godt og rigeligt Vand paa 14 Al. og ved Stuehuset en god Have.⁽³²⁾

Når bortses fra bemærkningerne om driften og med det forbehold, at der var sket enkelte forandringer med ejendommenes tilliggender i den mellemliggende periode, så kan denne vurdering fra Niels Nyrups efterfølgers tid også gælde som udtryk for kvaliteten af den bedrift, han overtog midt i århundredet. Det var en glimrende ejendom, han havde erhvervet sig.
Han havde solide erfaringer fra sine mange år hjemme hos faderen, og da han begyndte på egen hånd, fortsatte han sikkert i faderens (og Peder Bachs) spor med den velafprøvede, traditionelle form for gårdbrug.

Niels Nyrup må have brugt en del af sin opsparede kapital på nybyggeriet og gårdens udflytning. Til gengæld havde han så en ny og moderne gård til sit fortsatte virke som gårdmand.
Helt tomhændet var han jo ikke kommet til gården. Han havde som tidligere nævnt penge på kistebunden, ikke blot sin mødrenearv, som han jo for en stor del havde lånt ud til svogeren Jørgen Ladefoged, men også anden opsparing.
Da Peder Bach døde, blev gård med alt tilbehør vurderet til 1650 rigsdaler. Af prioritetsgæld var der kun 200 rigsdaler, som han havde lånt, da han købte engparcellen ved Løvelbro. Den gæld skaffede Niels Nyrup ud af verden allerede den første sommer, tilsyneladende kun ud fra ønsket om at sidde gældfri.⁽³³⁾
Derefter var gårdens eneste forhæftelse nemlig de fire stedbørns arv efter faderen, godt 600 rigsdaler. Senere måtte påregnes yderligere arveudredelser til dem, det var ganske vist store beløb, men ikke nogen, der gav aktuelle økonomiske problemer.
Indtil sit 64. år var den form for gæld - arv til stedbørn og børn - så vidt vides den eneste, Niels Nyrup behøvede at stifte.
Når alt tages i betragtning, står den hovedkonklusion tilbage, at Niels Nyrup fik sig en god gård nemt og billigt.
Han etablerede sig "med vinden i ryggen" i en tid med almindeligt gunstige forhold for landbruget. Der var fortsat fremgang både i landbrugets produktionsevne og det driftsmæssige overskud, og landmændenes velstand var stærkt stigende. Fra midt i tyverne til midt i halvtredserne steg priserne på landbrugets varer uafbrudt, og i den samme periode steg ejendomspriserne tilsvarende. I løbet af de første 10-20 år fordobledes værdien af Niels Nyrups ejendom.
I 1848 fandt man guld i Californien, og guldgravere og andre nybyggere strømmede til i titusindvis, tre år senere rasede guldfeberen også i Australien. Resultatet blev en tidobling af verdens guldproduktion på 10 år. Det medførte en stærk forøgelse af pengemængden i verden, der, kombineret med en særlig nem adgang til afsætning på det engelske marked, var en hovedårsag til de stigende priser på landbrugsprodukterne.
Niels Nyrup drømte næppe nogensinde om vilde eventyr i den store verden. Hans drøm - hvis et så stort ord er passende - var at blive gårdmand, og hans verden var nogle få kirkesogne. Alligevel dryssede der altså lidt guldstøv fra tidens store eventyr og lagde sig på hans kistebund.

Dagliglivet formede sig i de første år næppe meget forskelligt fra det, Niels Nyrup kendte derhjemmefra. Han var blevet optaget i en velfungerende husstand med en kyndig og erfaren husmor. I de første år var han sikkert knap så meget familieoverhoved som en mand i et nystiftet hjem med en yngre kone.
Den 22.oktober 1851 døde hans yngste steddatter Ane Catrine af "tæring" 6½ år gammel. Hun blev begravet den 1.november på Rødding kirkegård. Den 10. var han i Viborg i skifteretten for at få arven efter de to døde stedbørn fordelt på lovlig vis mellem moderen og deres overlevende søskende Christiane og Thomas.
Omkring juletid begyndte man at ane, at en forestående glædelig, men højest uventet begivenhed kunne indtræffe. Mette Marie var nu næsten 46 år, og mindre end nogen sinde før regnede man med, at der skulle komme børn i hendes ægteskab med Niels Nyrup. Men ikke desto mindre skete det. Da hun den 27.marts året efter var gudmor for sin mands søstersøn, Jørgen Ladefoged og Elses søn Anders i Pederstrup, var det vel efterhånden synligt, hvad der forestod.
Og den 19.juli 1852 nedkom hun så med en datter.
Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig Niels Nyrups glæde og stolthed over barnet. Da det blev født, havde ægteskabet varet i mere end tre år, og efterhånden kunne vel ingen tro, at det blev frugtbart. Nu var datteren ikke desto mindre en kendsgerning. Men lidt skuffelse var der vel trods alt også iblandet glæden: det havde jo alligevel været bedre med en søn som arving og efterfølger på gården.
Niels Nyrup måtte forvente, at datteren blev hans eneste barn og arving. Selv om Mette Marie var en forholdsvis gammel mor, så var hun dog endnu kun 46 år, mens han var 32 år. Aldersforskellen mellem dem var trods alt ikke større end, at det var omsonst at spekulere i, hvem der levede længst, og i et eventuelt andet ægteskab for den længstlevende. Der findes dog intet belæg for at hævde, at Niels Nyrup overhovedet gjorde sig den slags kyniske spekulationer. Og der er ingen grund til at tro andet end, at han nærede de varmeste følelser for datteren lige fra fødslen af. På ugedagen efter fødslen blev hun hjemmedøbt p.g.a. sygdom, og først den 26.september blev hun fremstillet i Rødding kirke. Dåbsgildet blev sikkert fejret med mange indbudte, det var den første større familiefest på Duehøjgård, der samlede hele byen.
Peder Nyrups kone Sine i Pederstrup fik æren af at være gudmor, fadderne var morbroderen Just Christensen i Pederstrup og to gårdmænd fra Batum: Laurs Brøndum i Saltengård og Jens Vistisen i Damsgård.
Barnet blev døbt Johanne Marie Nielsen, opkaldt efter sin afdøde farmor. Efternavnet blev et kunstigt kompromis mellem de regler for navngivning, der nu engang fandtes. Hun var Niels' datter, men blev benævnt hans søn, fordi det var lidt mindre underligt end at give hende sin fars efternavn: Andersen. For hun var jo hverken søn eller datter af bedstefaderen. Navngivningen viser, at Nyrup stadigvæk i 1852 blev regnet for er tilnavn eller kaldenavn, der ikke var til officielt brug.

Man kan imidlertid næsten på dato afgøre, hvornår Niels Nyrup begyndte at regne Nyrup for sit efternavn.
Den 13.december 1853 var der valg til sogneforstanderskabet. På Rødding skole havde nogen tid været fremlagt en liste med navnene på de stemmeberettigede, nemlig pastoratets 84 gårdmænd. Der skulle vælges tre nye medlemmer - sogneforstandere, for hvert tredie år skiftede man halvdelen ud. Hver sogneforstander virkede altså i seks år undtagen præsten, der var født medlem. På denne tid (fra 1846 til 1859) var det en københavnsk skuespillersøn ved navn Peter Thun Foersom. Herremanden på Sødal havde efterhånden fået solgt så meget af sit gods, at hans hartkorn var faldet under den grænse (32 td), der gjorde ham til selvskreven medlem.
På valgdagen mødte kun 22 af vælgerne op på valgstedet, Rødding skole, og Niels Nyrup var ikke iblandt dem. Alligevel blev han indvalgt med det højeste stemmetal (17 stemmer). Man kunne ikke uden videre afslå et sådant valg, det var borgerligt ombud. Og den næste dag accepterede han da også valget. Fra 1.januar 1854 var han sogneforstander for Rødding-Løvel-Pederstrup sammen med præsten, der var formand, og seks andre gårdmænd.
Det var ikke nogen ublandet fornøjelse eller ære at blive en af sognets udvalgte mænd. Med hvervet fulgte en ret stor arbejdsbyrde, mange møder rundt omkring i kommunen og en del bryderier. Niels Nyrup kom straks i "socialudvalget": han blev udpeget til fattigforstander for Rødding sogn. Han fik tilsynet med sognets fattige og ansvaret for udbetalinger til værdigt trængende fra fattigkassen. Han udfyldte tilsyneladende sin plads på tilfredsstillende vis, og i løbet af de næste år fik han flere tillidsposter. Han virkede undertiden som en slags næstformand og som stedfortræder i pastor Foersoms fravær.
På sogneforstanderskabets møde den 2.november 1855 var et af dagsordenspunkterne, at han var blevet udnævnt til at være ligsynsmand. I amtets beskikkelse blev han kaldt Niels Andersen Nyrup. Da han ved mødets afslutning skulle undertegne mødereferatet i forstanderskabets forhandlingsprotokol, skrev han ikke, som han plejede Niels Andersen, men Niels Nyrup.
Hvis selveste amtmanden kunne kalde ham sådan, så var det altså også officielt nok for ham selv!⁽³⁴⁾

Et indblik i familieforholdene i Duehøjgård fås ved folketællingen i 1855: Husstanden bestod da af Niels Nyrup og hustru, de to stedbørn og datteren Johanne, nu tre år gammel. Christiane var 21 og Thomas 15 år. Det var sikkert årsagen til, at folkeholdet alene bestod af H.P.Nielsen, der havde været ved familien siden krigen. Christiane var giftefærdig, året efter flyttede hun hjemmefra.
Lørdag den 16.februar 1856 blev hun trolovet med gårdmand Anders Pedersen (også kaldet Anders Bertel) i Batum (nu Elmegård). Hun var da 22 år gammel og stadigvæk hjemme. Han var 35 år, altså kun et år yngre end sin "stedsvigerfar", og han havde haft skøde på sin gård et år mere, nemlig siden 1848.
Niels Nyrup var forlover sammen med Jens Christian Kudsk, der var husmand på Løvel Mark. Denne var gift med brudgommens søster Birthe og kom senere til at spille en større rolle i Niels Nyrups liv.
Fjorten dage senere forgik vielsen i Rødding kirke.
I forbindelse med giftermålet fik hun også resten af sin fædrenearv udleveret, så den 5.juli kunne hendes mand kvittere for modtagelsen af knap 170 rigsdaler, en ko, en sengs klæder og frit bryllup. I praksis foregik betalingen på den måde, at Niels Nyrup transporterede (d.v.s. overdrog) sit resttilgodehavende hos svogeren Jørgen Ladefoged til de nygifte - det drejede sig om 200 rigsdaler, efter at der var betalt et ekstraordinært afdrag på 100 af de 300 rigsdaler, som obligationen oprindeligt lød på.⁽³⁵⁾
Bryllupsgildet bekostedes også af Niels Nyrup, og det var en mærkbar del af arveudredelsen. For det var en del af Christianes fædrenearv, at hun skulle have et bryllup "efter egnens skik og brug".

En ung præst beskrev sognefolket i sit første præstekald netop i tiden o.1856 således:
"De var skrækkeligt bundne af hverandre dels ved Gilder og Svir, dels ved gamle indgroede Sædvaner. Bryllupper og Begravelser fejredes med 3 à 4 Dages Æden og Drikken, ved Bryllupper naturligvis forenet med Dans, ja i et Nabosogn endog Dans ved Begravelser".⁽³⁶⁾
Dette sogn lå ganske vist på Sjælland (Uby ved Kalundborg), men beskrivelsen kunne passe på de fleste landbysamfund, og altså også Batum, ved midten af det nittende århundrede. Præsten i Uby var ikke den første, der fra præstestolen tordnede mod de gamle (u)skikke. Det havde mange gjort i årtier, og myndighederne havde gennem tiderne ved forskellige forordninger forsøgt at begrænse dem. Men mens tidligere tider først og fremmest opfattede det som et økonomisk problem, for bonden selv og for riget, så var det for præsten og hans meningsfæller et alvorligere problem, at de indgroede sædvaner var udtryk for et ukristeligt levned.
Men det synspunkt var der på den tid endnu kun ringe forståelse for blandt de folk, det handlede om.
Da præsten i Uby beskrev sine sognebørn, var der imidlertid allerede store forskelle fra egn til egn. Midt i 1850'erne var de folkelige vækkelsbevægelser for alvor begyndt at brede sig. Nogle steder i landet var hele sogne forlængst blevet grebet af de nye strømninger, i andre havde man endnu ikke set den første lægprædikant.
Vækkelsen begyndte som spredte, lokale oprør mod præstevælde og vanekristendom. Fælles træk var kravene om personlig stillingtagen og omvendelse, om lægfolks ret til at udtale sig i trosspørgsmål og ret til at organisere sig uden kirkens og præstens indblanding.
Religionsfriheden blev grundlovssikret i 1849. Præstens monopol på at være sognets åndelige leder var brudt. Præster og andre myndigheder kunne ikke længere lægge hindringer i vejen for lægfolks organisering og mødevirksomhed. Mange præster sluttede sig selv til bevægelserne og medvirkede til udbredelsen.
Som en følge af religionsfriheden begyndte også folk, der havde brudt helt med kirken, at hverve tilhængere blandt bønderne. Nogle blev grebet af gendøberiet (baptismen) eller lokket af mormonernes fristende beretninger om rigdomme i Guds eget land.
Allerede på denne tid opstod rundt om i landet forskellige foreninger med det formål at drive indre mission (F.eks. "Foreningen for Indre Mission i Thorning" fra 1856). De var et ydre tegn på den splittelse, der efterhånden delte de vakte i forskellige kirkelige retninger. Ud over trosspørgsmål splittedes de af forskellige holdninger til, hvor radikalt opgøret med de gamle (u)skikke skulle være. Men opgøret med drikfældigheden og usædeligheden kunne alle tilslutte sig.
I de sogne, hvor vækkelsen tidligst fik fodfæste, var man allerede nået langt i kampen mod "de indgroede sædvaner". Men både dér og andre steder stødte de første lægprædikanter på forbitret modstand, og i mange sogne samlede de kun få tilhængere. Man så med modvilje og mistro på disse folk, der meldte sig ud af det sociale liv i byen, stemplede de nedarvede skikke som fråds, druk og umoral, og erklærede den kristendom, som fædrene havde dyrket i generationer, for nærmest hedenskab.
Den unge præst, der blev citeret ovenfor, hed Vilhelm Beck. I 1861 blev han leder af den nystiftede "Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark", og under hans effektive ledelse samledes alle de kræfter, der hidindtil havde virket lokalt i det små, til en landsdækkende organisation. I løbet af den næste menneskealder spredte IM sin voksende indflydelse til alle egne af landet.
Men på denne tid havde hverken missionsfolk, grundtvigianere eller andre vakte bragt noget religiøst røre af betydning til Rødding sogn. Og blandt de skiftende præster i Rødding-Løvel-Pederstrup var ingen markante personligheder, der, som det skete andetsteds, fremstod som åndelige ledere for sognebørnene.
Her fortsatte menighedslivet sin uforstyrrede gang på den gammeldags kirke- og præstetro måde. Her skete intet pludseligt eller radikalt opgør med sædvanerne. Det faldt de færreste ind at udnytte den nye lov fra 1855 om sognebåndsløsning. En præst kunne have sine fejl og mangler, men derfor skiftede man ikke sådan uden videre "vor Far", som man fra gammel tid plejede at kalde præsten, ud med en anden. Alligevel trængte de nye tanker om tro og moral også umærkeligt ind på folk i Batum, og de skulle i løbet af den tid, Niels Nyrup boede der, gøre det af med meget af "egnens skik og brug".

Krigen i 1849-51 løste som tidligere nævnt ingen af problemerne vedrørende Slesvig-Holstens tilknytning til det danske monarki. Junigrundloven fra 1849 gjaldt kun til Kongeåen. I alle årene fra den første slesvigske krigs afslutning til den andens begyndelse var der spekulationer, stridigheder og forhandlinger om, hvordan den endelige ordning af landsdelenes forhold skulle være.
Helstatsforfatningen fra 1855 var et forsøg på at skabe en fælles forfatning for kongeriget og hertugdømmerne. For at få de endnu eksisterende, tyskdominerede og stærkt konservative stænderforsamlinger for Slesvig og Holsten med på ideen, måtte man i Danmark acceptere en række indskrænkninger i det nye folkestyre. Det samlede monarki skulle styres af et rigsråd, sammensat af kongen og de forskellige rigsdeles forsamlinger og befolkninger efter et sindrigt system, der sikrede de besiddendes fortrinsret. Folketing og landsting skulle kun beskæftige sig med indenrigspolitiske, danske forhold, mens rigsrådet skulle tage sig af fællesanliggender, herunder specielt udenrigspolitkken.
Rigsrådets leder kaldtes konsejlspræsident (=rådspræsident). Den betegnelse beholdt regeringschefen i Danmark, indtil den afløstes af "statsminister" i 1915. Før 1855 kaldte man ham premierminister.

Demokratidebatten foregik stadigvæk med den selvfølgelige antagelse, at det var politisk indflydelse for mænd med egen husstand, der kunne komme på tale i større eller mindre omfang. Stemmeret for kvinder og tyende lå stadigvæk et halvt århundrede uden i fremtiden.
Det betød naturligvis ikke, at lovgiverne ikke interesserede sig for dem, og netop i mellemkrigstiden vedtog rigsdagen nogle betydningsfulde love om disses forhold. I 1854 kom f.eks. en ny tyendelov (se side 82). Og i 1857 tog man lovgivningsmæssigt et par små, men ikke uvæsentlige, skridt i retning af kvindens ligeberettigelse. Arveloven blev ændret, så døtre fik lige arveret med sønner. Og en ny lov om myndighedsalder sidestillede den ugifte kvinde med manden, så også hun blev fuldmyndig i 25-årsalderen. Men når hun giftede sig, måtte hun afgive sin myndighed til manden. Det blev der først ændret på i 1899.

Afskaffelsen af det privilegerede hartkorn i 1850 var et vigtigt skridt i bøndernes skattemæssige ligestilling med godsejerne, der hermed mistede deres særlige skattefordel. Der blev også talt for afskaffelse af tienderne, men denne særlige "bondeskat" fik lov at eksistere indtil 1919. I 1852 blev det dog vedtaget, at al tiende-ydelse efterhånden skulle gøres til faste afgifter, og fra begyndelsen af 60'erne kunne ingen tiende-ejer længere kræve den leveret "i kærven" som en tiendedel af årets høst.
For bønderne var fæsteafløsningen et andet interessant indenrigspolitisk debatemne i disse år. En række særlove, der på forskellig vis fremmede overgangen til selveje og bedrede kårene for det stærkt svindende antal gårdfæstere, blev vedtaget.

Men den vigtigste lovgivning fra perioden af betydning for både landets og landsbyernes udvikling var loven om næringsfrihed fra 1857 (i kraft fra 1862). Købstædernes købmænd og håndværkere mistede deres århundredgamle privilegier. Reglerne for at opnå borgerskab og næringsbrev blev stærkt liberaliseret og laugsvæsenet afskaffet. Det skete under voldsomme protester fra handelsstands- og håndværkerforeninger, men den liberale bølge lod sig ikke standse. Monopolerne blev brudt, og loven satte ikke længere grænser for, hvad landsbyhåndværkerne måtte beskæftige sig med, eller hvad der måtte handles med i butikkerne uden for "byportene". Og bønderne var ikke længere tvunget til købstaden efter købmandsvarerne.
Loven om næringsfrihed fik i de følgende år ikke kun afgørende betydning for den økonomiske udvikling. Den stærke opblomstring af byerhverv i landdistrikterne var også med til at udjævne forskellene mellem land og by.

De reaktionære tendenser fra Helstatsforfatningen slog også igennem i det lokale demokrati. Den almindelige valgret (for gårdmænd) til sogneforstanderskabet, som Niels Nyrup var valgt efter, blev ændret, og mens han sad der, blev et nyt princip om privilegeret valgret knæsat.
Det betød, at den femtedel af skatteyderne i et sogn, der betalte mest i kommuneskat, på forhånd sikredes et flertal. Disse såkaldt højestbeskattede udgjorde en særlig vælgergruppe, der valgte "den største halvdel" (5 personer) af rådet, mens alle sognets skatteydere tilsammen valgte "den mindre halvdel" (4 personer). I Batum tilhørte kun en 3-4 gårdmænd de højestbeskattede. Niels Nyrup var en af dem, men han var nærmere bunden end toppen af denne skala.

Højskolemanden Lars Bjørnbak skrev på denne tid om bøndernes evneløshed i kommunalpolitik og kritiserede dem for fortsat at lade præst og herremand råde:

Hvor ofte maa I ikke mod eders Vilje vælge eders baade politiske og kommunale Modstander til Formand for eders Forstanderskaber, fordi I ikke mellem eders Ligemænd fandt nogen anden, der var istand til at besørge de ikke meget besværlige eller vidtløftige Skriverier, som et Forstanderskabs Formandspost medfører?

I Rødding-Løvel-Pederstrup kommune kunne man dog melde hus forbi. I januar 1857 trådte pastor Foersom tilbage som formand for sogneforstanderskabet og opfordrede de øvrige forstandere til at vælge en anden.
Valget faldt på Niels Nyrup, han tog imod valget, og han viste sig aldeles duelig. Han besørgede i hvert fald uden større vanskeligheder de skriverier som formandsposten krævede.
Om han også havde temperament og lederevner til posten, er en anden sag. Han bevarede den ikke længe og nåede at forårsage en del misfornøjelse over forskellige beslutninger og handlinger, han fik hovedansvaret for.

Da Niels Nyrup flyttede til Batum ejede Søren Eltrup en af nabogårdene i Batum (matr.nr.13). I 1851 gik han og konen på aftægt og overlod ejendommen til hendes datter af første ægteskab og svigersønnen Morten Knudsen. Men allerede i 1855 måtte parret gå fra gården og sælge til Erik Christensen, der imidlertid døde inden, der var gået et år. Dennes enke giftede sig så med Christiane og Thomas' fætter Peder Christian Sørensen, som vi senere vender tilbage til (se side 60).
Morten Knudsen måtte så tage til takke med langt ringere forhold, idet han overtog et svært forgældet husmandssted på Batum Mark (matr.nr.4b). Året efter købte han lidt mere jord til af Niels Nyrups svoger Store Anders i Overgaard. Heller ikke det sted kunne han blive ved. For at få ryddet op i gælden lånte han i juli 1857 900 rigsdaler af Niels Nyrups morbror J.Chr.Nielsen i Rise (ved Tjele). Men det var ikke nok, så samme måned måtte han låne yderligere 100 rigsdaler. Han gik til fuldmægtig Thorgersen i Viborg, der forlangte en kautionist for at udlåne pengene, for husmandsstedet var forgældet op over skorstenen, og han ville have pengene tilbage året efter.
Så gik Morten Knudsen til sin nabo, Niels Nyrup, for at få hjælp, og denne indvilgede i at kautionere. Da lånedokumentet blev udfærdiget, anførtes Niels Nyrup som kautionist og selvskyldner, men den gik han alligevel ikke med på. Der måtte tilføjes en sætning i papiret om, at Niels Nyrup nok var kautionist, men ikke selvskyldner. Og da Niels Nyrup satte sin underskrift anførtes igen, at det var som "kautionist, ikke selvskyldner".⁽³⁷⁾
Episoden viser, at Niels Nyrup nok vidste forskel på en kautionist og en selvskyldnerkautionist, og at han var opmærksom på den særlige risiko ved selvskyldnerkautionen. I dette tilfælde kunne kreditor jo gå direkte til kautionisten efter pengene uden først at forsøge sig hos skyldneren selv.

Både på fødegården hos broderen Peder Nyrup og hos søsteren på Risgård fødtes i disse år en talrig børneflok. Den ugifte helbror, Bitte Niels, tjente på skift de to steder det meste af sin ungdom. Han var alle dage svagelig, led af brok og var tunghør efter en ulykke i barndommen. Men han var et par tommer højere end "Store Niels".⁽³⁸⁾
I 1858 blev hans fremtid fastlagt. Det år gjorde han sin ældste bror kunststykket efter og giftede sig til en gård. Gården lå i Løvel og havde tilhørt gårdmand Johannes Poulsen, der døde i november 1857. Han efterlod sig en 42-årig enke - Ane Johanne - og tre børn Christen, Eva og Elisabeth. I maj måned 1858 giftede Bitte Niels sig med enken og overtog gården. Han var da 26 år gammel.
Det var altså ikke kun navnet, de to Niels' er fik tilfælles. De to brødre fik også næsten identiske begyndelser på deres selvstændige tilværelser. Men på så at sige alle punkter gik det den yngre bror dårligst. Gården i Løvel var mindre end den i Batum, den var mindre værd og havde større pantegæld.
Der kom ingen børn i ægteskabet, så de tre stedbørn blev Bitte Niels Nyrups eneste. Stedsønnen Christen var svagelig, han kunne ikke forsørge sig selv, så i 1864 oprettedes en aftægtskontrakt for ham. Johannes Poulsen havde i sin tid overtaget gården efter Christen Quist, der som led i handelen havde sikret sig en fordelagtig aftægt for sig selv og sin kone. Den måtte Bitte Niels Nyrup også overtage, og det meste af den tid, han havde som gårdmand i Løvel, lå han i bitter strid med aftægtsmanden om aftægtsforpligtelserne, og det kom endda til en langvarig retssag, som han tabte.⁽³⁹⁾
Det var altså kun i begyndelsen, de to Niels'ers skæbner lignede hinanden. Senere skal berettes om, hvordan enden blev for Bitte Niels (se side 84).

Måneden efter Bitte Niels' bryllup i Løvel kirke var (Store) Niels Nyrup igen i byen. Men denne gang var det i en ganske anden anledning. Den 14.juni 1858 var der nemlig folketingsvalg.
Som formand for sogneforstanderskabet var han blevet udpeget til medlem af valgbestyrelsen for Løvel-kredsen, og da valgstedet (Løvel) lå i hans kommune, var han tilmed blevet dens formand. Bestyrelsen bestod af en repræsentant fra hver af kredsens kommuner.
De, der ønskede at deltage i valget, måtte indfinde sig på valgstedet og afgive deres stemme mundtligt eller ved håndsoprækning. Det lagde naturligvis en dæmper på folks lyst til at indtage særstandpunkter eller i det hele taget gøre noget andet end det, egnens ledende skikkelser anbefalede. Der var tilmeldt fire kandidater, der hver anbefaledes af to stillere. Den fornemmeste af disse var en jurist (assessor) ved den københavnske overret ved navn Christian Sophus Klein. Han havde en vis tilknytning til egnen, idet han fornylig havde forladt overretten i Viborg, hvor han havde virket i tre år. Hans stillere var landvæsenskommissær Bruun fra Asmildkloster og mølleren i Vibæk mølle, et par prominente folk, som det ikke passede sig at være uenige med. De tre andre kandidater var lokale, der anbefaledes af langt "ringere" folk.
Det var Niels Nyrup, der bød kandidaterne og vælgerne velkommen til Løvel. Han opfordrede derefter forsamlingen til at vælge en leder af valghandlingen, og da man valgte pastor Bøggild fra Vammen til det, var hans optræden slut.
Derefter tog en af kandidaterne ordet, han trak sig og anbefalede folk at stemme på Klein. Ved den efterfølgende håndsoprækning fik denne så massiv tilslutning, at de to sidste kandidater ikke fandt det umagen værd at kræve stemmeoptælling.
C.S.Klein var hermed medlem af Folketinget. Det forblev han næsten uafbrudt indtil 1898, men ikke i Løvel-kredsen, der vragede ham ved et efterfølgende valg. De sidste 22 år var han repræsentant for Viborg-kredsen. Han sluttede sig til de national-liberale og var i en periode i halvfjerdserne justitsminister.
Niels Nyrup var sikkert blandt dem, der gav den fine mand hånden og ønskede tillykke med valget. Folketingsvalget i 1858 var det nærmeste, han kom magtens tinder, og højdepunktet af hans politiske virksomhed. Men mon ikke begivenheden var med til at øge hans interesse for rigets anliggender og hans forståelse for, hvad der foregik i hovedstaden?⁽⁴⁰⁾

Den vigtigste sag, der var på dagsordenen, mens Niels Nyrup var formand for Rødding sogneforstanderskab, var opførelsen af nye skolebygninger både i Rødding og Løvel. Byggeriet begyndte i foråret 1858 og stod på det meste af resten af året. Forinden havde forstanderskabet naturligvis behandlet planerne og økonomien. Det var blevet fastlagt, hvad hver enkelt kommuneskatteyder skulle bidrage med af penge, og hvor mange arbejdsdage, hver husstand skulle præstere som håndlangere o.l. for bygmesteren. Man havde også vedtaget et bødesystem for det tilfælde, at folk kom for sent eller slet ikke mødte de dage, de var blevet tilsagt.
Det viste sig snart, at byggesagen skabte voldsom utilfredshed blandt beboerne. Mange ville ikke betale det pålignede beløb, og de måtte trues med bål og brand, inden de vrangvilligt afleverede pengene. Andre udeblev fra arbejdet, og når de blev afkrævet den aftalte bøde, nægtede de også at betale den.
Formanden måtte det meste af året kæmpe mod denne modvilje mod forstanderskabets projekt. Det affødte omfattende korrespondance med myndighederne, talrige møder og flere tilfælde, hvor sognefogeden måtte pudses på folk med trusler om udpantning. Blandt dem, der således måtte tvinges til at makke ret med politiets hjælp, var flere af Niels Nyrups naboer og andre bekendte.
Sagen gik ham meget på. Han gav nærmest op over for problemerne og lod mere og mere sognepræsten indtage en rolle som forstanderskabets reelle formand.

Samtidig med, at problemerne med skolebyggeriet tårnede sig op, måtte Niels Nyrup også tage sig af et problem i den private økonomi.
Omtrent på denne tid var der gået et år, siden Morten Knudsen lånte penge med hans kaution. De skulle nu tilbagebetales, men han havde dem ikke. Og så måtte kautionisten jo træde til.
Han købte simpelthen stedet med fuld besætning og alt indbo for 1000 rigsdaler, altså præcis pantegældens størrelse, mod at overtage gældsforpligtelserne. Det skete den 2.juli 1858. Atten dage senere fik Thorgersen sine penge. Men da havde Niels Nyrup allerede solgt stedet videre til sin nabo Laust Brøndum i Saltengaard. Det var sket tre dage før. Han fik nu kun 900 rigsdaler for den, men til gengæld måtte den nye køber tage ejendommen helt bar. Om Niels Nyrup holdt pengene hjemme, er svært at se. Det beror på om "2 stude, 1 ko, 6 får, vogn, plov, harve samt hele den øvrige besætning både bohave og husgeråd" (det købte han husmandsstedet med), var de 100 rigsdaler værd.
Laust Brøndums interesse i sagen var at skaffe et sted til sin ældste søn, Søren, der overtog året efter og levede resten af sine dage som husmand på Batum Mark.
Det er et sympatisk træk hos Niels Nyrup, at han i handelen med Laust Brøndum fik indføjet en passus om visse aftægtsbetingelser for Morten Knudsen og kone. Oven i de miserable økonomiske forhold var også kommet ægteskabelige problemer, og ægteparret lå på denne tid i skilsmisseforhandlinger. Niels Nyrup sikrede dem i Laust Brøndums skøde nogle brændselsydelser, ½ td.ld. kålhave og fire fags bolig, hvis de skulle beslutte sig til at fortsætte ægteskabet. Hvis ikke skulle de have lov at blive boende året ud. Det endte imidlertid med skilsmisse - en sjælden foreteelse på landet dengang - og Morten Knudsen flyttede til Viborg. Konen blev i Batum med børnene. Her fik de husly hos daglejerfamilien i Niels Nyrups udlejningshus i Batum by.
Sønnen Søren Mortensen tjente senere Niels Nyrup i vinterhalvåret 1869-70.⁽⁴¹⁾

I slutningen af 1858 havde Niels Nyrup fået nok, og han skrev derfor følgende brev til Viborg Amtsråd, der havde tilsynet med kommunernes virksomhed:

Da jeg i 5 Aar har været Medlem af Sogneforstanderskabet for Rødding Pastorat og i de sidste 2 Aar været sammes Formand, hvorover der iblandt Sognets Beboere har været og er megen Misfornøielse tildeels hidrørende fra fra min Virksomhed med de nye Skolers Opførelse. Beboerne har saaledes ikke alene Hjemme, men ogsaa paa fremmede Steder, hvor jeg er truffen sammen med dem, drillet og forhaanet mig, uden at dette er skeet paa en saadan Maade, at jeg af Rettens Vei har kunnet faa de Paagjeldende afstraffet for deres fornærmelige Forhold imod mig.
I omtrent 3/4 Aar har jeg saaledes udholdt dette Drillerie, men da jeg kan mærke, at mit Helbred dagligen lider derunder, og det umuligt længere kan være saaledes, saa tillader jeg mig hermed underdanigst at bede det høie Amtsraad om at entledige mig fra en Bestilling, der har paaført mig og endnu paafører mig saamegen Ærgrelse og Bryderie, at jeg ikke uden at tage Skade paa mit Helbred længere kan udholde at være i, og haaber jeg at det høie Amtsraad i Betragtning af disse Omstændigheder vil billige min Udtrædelse deraf til Nytaar 1859.
Batum den 27.november 1858
underdanigst
Niels Nyrup

Amtsrådet sendte ansøgningen til udtalelse i sogneforstanderskabet den 2.december, og på et møde den 9. vedtog man at støtte den med følgende erklæring:

I Henhold til Forestaaende skal Forstanderskabet tilføie, at Ansøgerens aftagende Sundhed, saavel som Tidsomstændighederne gjøre ham det til en Umulighed at afsee de mange Dage fra hans Bedrift og Familiens Underhold, som han nu maa anvende i Communens Tjeneste - hvorfor Forstanderskabet tillader sig allerærbødigst at anbefale Andragendet.

Bevillingen til udtrædelse blev givet den 13.december, og på årets næstsidste dag tog forstanderskabet til efterretning, at man efter nytår måtte vælge sig en ny formand.⁽⁴²⁾

Efter bryderierne i sogneforstanderskabet trak Niels Nyrup sig en årrække ud af "offentlighedens søgelys" og koncentrerede sig i højere grad om at passe sin bedrift, sig selv og sin familie.
Ved folketællingen 1.februar 1860 fås atter engang et kig indenfor hos familien i Batum. Thomas boede hjemme, og sammen med en tjenestekarl, Christen Sørensen, var han stedfaderens medhjælp. Der var ingen pige på gården, så husstanden bestod i øvrigt kun af de to ægtefæller og den otte-årige datter.
Den nævnte Christen Sørensen var i øvrigt søn af Søren Kistrup (se side 33) i Fristrupøde, der døde i 1843 efter et hårdt slid med at opdyrke Fristrup hede. Konen giftede sig igen med Niels Bigum, der overtog fæstet og sliddet med hedejorden. Ejendommen var nemlig Sødals sidste fæstegård i Batum, og da Rasmus Christian Sørensen, Christens bror, skulle overtage ejendommen efter sin stedfar, købte han den til selveje af enkemadam Bay (enke efter Rasmus Bay til Sødal). Det var i 1854. En tredie bror var den ovenfor nævnte P.Chr.Sørensen, der som nævnt (se side 57) blev gårdmand på en anden gård i Batum.
De tre brødre Peder Christian, Rasmus Christian og Christen var altså Christianes og Thomas' fætre. Da både deres fader og deres nære nabo og farbror, Peder Bach, var død, kom Niels Nyrup i et vist omfang til at optræde som en ældre, mandlig slægtning (en slags "stedfarbror") for de unge mænd fra Fristrupøde.
Han var kurator for Rasmus Christian, da han etablerede sig (han var nemlig kun ca.20 år), og Christen havde han altså en tid som karl.

Christen Sørensen havde i 1857 erhvervet sig en jordlod i den sydligste ende af Batum Sønderhede. Den havde tilhørt hans ældre bror Peder Christian, der netop det år var blevet gårdmand ved ægteskab med Erik Christensens enke (se side 57). Hedelodden grænsede op mod Niels Nyrups hedelod, så de to - husbonden og karlen - gik på denne tid og planlagde et mageskifte, der skulle skaffe dem begge et mere hensigtsmæssigt jordtilliggende. Niels Nyrups hedelod strakte sig som en kile ind mellem Christen Sørensens og Fristrupødes jorder, og der var meget langt fra gårdens bygninger til den fjerneste ende af marken.
Den 27.marts 1861 fik de to Indenrigsministeriets tilladelse til at udstykke de parceller, som de agtede at bytte med hinanden. Niels Nyrup afstod 9b og 16h for 400 rigsdaler, men forbeholdt sig ret til at slå otte læs lyng til brændsel på lodderne, så længe der voksede lyng på dem. Christen Sørensen afstod så til gengæld 4d, der dog kun sattes til 100 rigsdaler, således at Niels Nyrup skulle have 300 rigsdaler i bytte. Kontrakten undertegnedes den 21.juni dette år, men mageskifteskøderne blev først udgivet ved årsskiftet 1861-62, da Christen Sørensen havde betalt det, han skyldte.⁽⁴³⁾
Herefter var Christen Sørensens og Fristrupødes jorder samlet til et sammenhængende stykke, og Niels Nyrup havde fået nogle hundrede meter kortere at køre til det fjerneste markskel. Christen Sørensen fik dog ikke længe gavn af den forretning. Han døde af brystsvaghed den 25.januar 1862, kun 11 dage efter at papirerne var tinglæst.
Hans enke ægtede hen på sommeren Christen Christensen, der i lang tid derefter var Niels Nyrups nabo mod syd.

I løbet af de tre år, der fulgte brylluppet mellem Anders Pedersen og Christiane, fik parret tre børn: Else Marie i 1857, Peder i 1858 (død ½ år gl.) og Peder i 1859. Gudmødre var først Anders' søster fra Løvel, så Christianes morbror Just Christensens kone fra Pederstrup og endelig nabokonen fra Saltengård. Og i alle tre tilfælde var de tre Batumgårdmænd Store Anders i Overgård (Christianes morbror), Laurs Brøndum i Saltengård og Jens Vistisen i Damsgård faddere.
Ægteskabet mellem Anders Pedersen og Christiane blev kortvarigt. Efter kun fem år døde han af tyfus. Det skete den 24.maj 1861. Han blev kun 40 år.
Skiftet efter ham blev afholdt den 7.august samme år. Niels Nyrup optrådte ved skiftet som Christianes lavværge, d.v.s. som hendes økonomisk og juridisk ansvarlige rådgiver. De to børn arvede hver 650 rigsdaler.⁽⁴⁴⁾
Anders Pedersen havde hørt til de mest velstillede af byens gårdmænd. Ved valget af den større halvdel af sogneforstanderskabet, der fulgte efter Niels Nyrups beslutning om udtræden i december 1858, havde kommunens højestbeskattede stemt svigersønnen ind i forstanderskabet i hans sted som repræsentant for Batum.
Når man sammenholder dette med den påfaldende kendsgerning, at ved ingen af parrets tre barnedåb optræder Niels Nyrup eller børnenes mormor som fadder eller gudmor, forledes man til at tro, at der var kurrer på tråden mellem Niels Nyrup og hans svigersøn. Og at det kunne have noget at gøre med hans virksomhed som formand for sogneforstanderne.

I begyndelsen af 1862 fik Niels Nyrup på papiret afviklet hele sin prioritetsgæld til stedbørnene. Den direkte årsag til, at det skete på det tidspunkt, synes at have været det ovenfor omtalte mageskifte med Christen Sørensen.
Et par dage før nytår havde Niels Nyrup modtaget 300 rigsdaler i byttesum i den handel. Og fire dage inde i det nye år blev papirerne underskrevet. Endnu fire dage senere kom tilladelsen fra amtet, så der var fri bane for, at papirerne kunne tinglæses.
Den 11.januar var Niels Nyrup i Viborg sammen med stedsønnen og Mourits Jensen, der havde lejet huset på den gamle gårdsplads af ham. Den sidste skulle skrive under på, at han som lejer ikke havde noget at indvende mod udstykningen. Thomas Bach kvitterede for modtagelsen af sin fædrenearv, godt 272 rigsdaler. Så kunne mageskiftet tinglæses uden retsanmærkninger, hvilket skete den 14.januar. Det var vel årsagen til det tidsmæssige sammenfald mellem de to forretninger: mageskiftet og udbetalingen af arven.
Men man skal nok ikke regne med, at den 22-årige Thomas rent faktisk fik pengene i hånden ved den lejlighed. Han havde vel ret beset ikke noget at bruge dem til på det tidspunkt. Han lånte på papiret pengene til stedfaderen. For i april måned det følgende år, altså i 1863, udstedte Niels Nyrup en panteobligation til Thomas Bach på 600 rigsdaler.⁽⁴⁵⁾ Man kan forestille sig, at denne obligation skulle gøre det ud for hele hans arvekrav. Siden gav han nemlig afkald på al arv efter sin mor.

Christiane sad så som enke med sine to små børn i et par år, inden hun fandt sig en ny ægtemand. Den udvalgte blev ungkarl Niels Jensen Bach fra Bigum, som hun ægtede den 5.juni 1863. Niels Nyrup og brudgommens bror Rasmus Bach fra Bigum var forlovere. Vielsen foregik i Rødding kirke og bryllupsfesten vel i enkens gård i Batum.
Det er tænkeligt, at Niels Nyrup både i forbindelse med Christianes enkestand og hendes andet giftermål ydede en form for økonomisk bistand, og at denne blev betragtet som forskud på mødrenearven, som der siden gaves afkald på.
At Niels Nyrup i det hele taget tog sin rolle som steddatterens lavværge alvorlig, fremgår også af den omstændighed, at han medvirkede til, at Niels Bach i begyndelsen af følgende år skrev under på og lod tinglæse en erklæring om, at han fuldt ud garanterede for betalingen af børnenes arv og lod sine egne midler indgå i sikkerheden for den.⁽⁴⁶⁾
Det er tydeligt, at da Anders Pedersen døde, kom Niels Nyrup mere (igen?) ind i steddatterens familiekreds. Han synes at have haft et bedre forhold til den anden svigersøn end til den første. Han bevarede det gode forhold til Niels Bach efter, at denne havde giftet sig anden gang. De to mænd var hyppigt faddere for hinandens børn, og da Niels Nyrup senere kom på kant med mange af Batum-gårdmændene, høres intet om, at Niels Bach skulle være iblandt dem.

Nøjagtig en uge efter Christianes og Niels Bachs bryllup, den 12.juni 1863, døde Anders Nyrup i Pederstrup, ifølge kirkebogen af alderdomssvaghed. Han var 73 år.
I aftægtskontrakten havde Peder Nyrup lovet at bekoste faderens "hæderlige og anstændige" begravelse. Der var beregnet omkring 50 rigsdaler til det, en betragtelig sum. Det var ligeså meget, som han siden regnede med at skulle bekoste på Jensines bryllup, og mere end det havde kostet ham at forsørge aftægtsfamilien et helt år.
Anders Nyrup havde i sine velmagtsdage været en stor mand i Pederstrup. Det skulle naturligvis også fremgå af hans begravelse. Det var omfanget af traktementet, der viste, om det var en hæderlig begravelse, og det, der gjorde den så bekostelig. Både før og efter den kirkelige ceremoni skulle hele ligfølget bespises og beskænkes i rigt mål.
Det var ikke kun den nærmeste familie, men hele slægts- og bekendtskabskredsen og de fleste af byens beboere, der var med. Og gravøllet flød rigeligere ved et begravelsesgilde, end øllet ved andre af livets højtider.

I kirken oplæste præsten et "testimonium", en kortfattet livsskildring, som degnen havde forfattet. Den findes ikke i dag, men heri havde man sikkert kunnet læse degnens status over Anders Nyrups liv. Det havde været et godt liv efter bondesamfundets målestok, ikke mindst på grund af den store familie, han efterlod sig:
Enken var nu 50 år og hendes to børn Jens og Jensine henholdsvis 8 og 13. Gårdejer Peder Nyrup og hans kone Nielsine i Stendalsgård havde 6 børn. Datteren Else og hendes mand gårdejer Jørgen Ladefoged i Risgård havde 5 børn. Og så var der de to Niels'er begge gårdejere med hver deres "aldrende" enkekone og den ældre Niels' 9-årige datter fra Batum.
Anders Nyrup kunne være tilfreds med den måde, det første kuld var bragt i vej i den bedrestillede gårdmandsstand. Vanskeligere så det ud for det andet kuld. Enken blev siddende i uskiftet bo og nød godt af Peder Nyrups aftægtsforpligtelse i mange år endnu - hun levede faktisk til 1887, til fire år før han selv døde. Men selv om hun således i nogen grad var sikret økonomisk, og Peder Nyrup ifølge aftægtskontrakten med faderen var forpligtet til at tage sig af Jensine, indtil hun blev gift, så fik Niels Nyrups halvsøskende dog en opvækst under langt mere beskedne forhold end dem, som han selv og hans helsøskende havde haft.
Det var tidstypisk og venteligt, at både Jens og Jensine endte i husmandsstanden.

Da enken søgte om bevilling til hensidden i uskiftet bo, fik hun anbefalinger med fra pastor Marcussen Schack, der kaldte hende en "forstandig og huslig kone".⁽⁴⁷⁾ Heller ikke børnenes værge, gårdejer Niels Thomsen fra Loldrup, havde indvendinger. Han var som Anders Nyrups søstersøn født værge, da han var deres nærmeste slægtning (underforstået uden for søskendeflokken). Denne, der altså var Niels Nyrups fætter og for øvrigt hans jævnaldrende, var allerede en betydningsfuld mand i Viborgs nordlige udkant. Her optrådte han første gang som en autoritet i Nyrup-familien (se side 107).
Han spillede også en anden rolle i forbindelse med de pengeforviklinger, der fulgte Anders Nyrups død.
Peder Nyrup havde lånt 500 rigsdaler af sin far, først få måneder inden dennes død blev der udfærdiget et dokument om det - sikkert fordi man anede, hvor det bar hen - og først fem dage før, det skete, blev obligationen tinglyst.
Da Peder Nyrup nitten år senere betalte gælden tilbage, var det Niels Thomsens ældste søn, der kvitterede for pengene. Sandsynligvis overtog Niels Thomsen obligationen fra Anders Nyrups bo, så der kunne blive 500 rigsdaler i kontanter til arvingerne.⁽⁴⁸⁾
Der er intet, der tyder på, at Niels Nyrup i Batum indtog nogen førerstilling i familien, da faderen døde. Det vides f.eks. ikke, om Niels Nyrup påtog sig noget ansvar over for sine faderløse søskende. Måske er der ikke nogen grund til at vente det anderledes, men tænkeligt er det imidlertid også, at han her for anden gang følte sin førstefødselsret krænket.

Forfatningsstridighederne i det danske monarki ville ingen ende tage. Helstatsforfatningen fra 1855 tilfredsstillede hverken de tyske stormagter eller det tyske flertal i hertugdømmerne. I løbet af 1863 tog begivenhederne en faretruende vending. I den danske (national-liberale) regering modnedes efterhånden tanken om at vende tilbage til den foretrukne Ejder-politik, der var blevet skubbet i baggrunden under forsøgene på at gøre tyskerne tilpas og beholde monarkiet intakt. Den 30.marts tog regeringen ved den såkaldte "Martskundgørelse" det første skridt mod en ophævelse af den eksisterende (Helstats-)forfatning. De tyske slesvig-holstenere protesterede voldsomt mod planer om, at Slesvig skulle knyttes nærmere til Danmark end til Holsten. Alligevel blev et forslag til fællesforfatning for Danmark og Slesvig forelagt i rigsdagen. Den såkaldte Novemberforfatning blev vedtaget den 13.november. To dage senere uddøde den gamle danske kongeslægt med Frederik VII. Den glyksborgske kongeslægt kom på tronen med Christian IX. Slesvig-holstenerne var imod både den nye forfatning og den nye konge, og de to mægtigste tyske stater Preussen og Østrig støttede dem. Hele året lurede krigsfaren, og henimod nytår, da den nye forfatning skulle træde i kraft, syntes krigen uundgåelig.

Thomas Bach blev indkaldt til militærtjeneste denne sommer. Han var 24 år og fuldt ud tjenlig til soldat. Det var måske årsag til, at han i forsommeren fik afgjort sit arvemellemværende med stedfaderen. Den 1.august mødte han på Exercerskolen i Aalborg ved 11. Infanteri bataillon, der allerede tolv dage senere forlagdes til Slesvig. Midt i november flyttedes bataillonen videre sydpå til en meget fremskudt position ved Neumünster dybt inde i Holsten. Sidst på måneden kom Thomas Bach til 7.Infanteriregiment på Als, der imidlertid omtrent samtidigt overtog posten ved Neumünster. I løbet af december måned rømmede de danske tropper stort set Holsten for at koncentrere sig om forsvaret af Slesvig ved Ejderen. På årets næstsidste dag var alene Thomas' regiment tilbage i Holsten - i Rendsborg.

Den 16.januar 1864 sendte Preussen og Østrig den danske regering et ultimatum om, at den nye forfatning skulle ophæves inden 48 timer. Da kravet ikke blev imødekommet, gik den preussisk-østrigske hær på 56000 mand over Ejderen den 1.februar. Thomas Bachs regiment blev trukket tilbage til Ejderen og indgik i den vestlige del af Danevirkestillingen.
Den danske hærledelse indså, at Danevirke ikke kunne holdes og beordrede stillingen rømmet. Den danske offentlighed var lamslået og uforstående. Man havde forventet heroisk kamp ved landets gamle "uindtagelige" grænsevold, nu så man i stedet hele den danske hær på tilsyneladende ynkelig flugt foran de fremrykkende tyske tropper.
Den største del af den danske hær trak mod Als, hvor den forskansede sig ved Dybbøl. Men Thomas Bach var i en del af hæren, der trak sig helt tilbage til Midtjylland. Tilbagetrækningen begyndte den 5.februar. Først den 10.marts nåede man skarpt forfulgt af fjenden via Vejle og Horsens frem til Århus.

Mens de tyske tropper spredte sig og besatte det meste af Jylland, blev Thomas Bachs regiment sejlet tilbage til Slesvig - til Als - hvorfra det kort tid efter blev sat ind i Dybbølstillingen. Han deltog dog ikke i det blodige og afgørende slag, da tyskerne indtog stillingen, for allerede i de indledende fægtninger den 17.marts blev han og adskillige andre af regimentet (hvis rolle i krigen i det hele taget var lidet glorværdig) taget til fange.
Thomas sad så i krigsfangenskab (og sikkerhed) indtil midt i august. Da var krigen slut, og fredsforhandlingerne, der endte med afståelse af alle de tre hertugdømmer, var begyndt. Han, der som dreng havde set landsoldaterne fra 1849-51 komme hjem som fejrede helte, oplevede næppe en tilsvarende velkomst, da han igen stod i Batum. Skuffet og slukøret var vel både han og de, der modtog ham, ligesom hele nationen var det. Den historie, han kunne fortælle, var nærmest ydmygende. Han var borte et helt år, det meste af tiden på nyttesløse marcher landet rundt, og da det endeligt gjaldt, blev han fanget.⁽⁴⁹⁾

Krigen i 1864 kom tættere på hjemegnen end den første slesvigske krig. De tyske tropper besatte som nævnt i løbet af foråret og sommeren store dele af Jylland, og der blev opkrævet tyngende "kontributioner" (både varer og penge) til besættelsesstyrkerne. På mange gårde - også i Rødding-Løvel-Pederstrup området - blev de fjendtlige soldater indkvarteret og skulle have mad og husly. Det vides ikke om der var tyskere hos Niels Nyrup i Batum, men hos begge hans brødre Peder Nyrup i Pederstrup og Bitte Niels Nyrup i Løvel havde man fjenden under tag. Først da freden var sluttet i november, slap man af med tyskerne.⁽⁵⁰⁾

Ingen af de to slesvigske krige gav Niels Nyrup lejlighed til at vise heltemod, hvad han jo næppe heller nogensinde nærede ønske om, at de skulle. Men også hverdagen har sine helte, og knap var fjenden af landet, før Niels Nyrup blev en af dem.
Til gården hørte som nævnt (se side 52) en engparcel ved bredden af Loldrup sø, og med den fulgte fiskerettigheder på søen. Omkring julen 1864 var der isvinter, og Loldrup sø var tilfrosset. I juledagene var der derfor livlig aktivitet på isen på søen. Lodsejerne stangede ål.
På selve juledag var Niels Nyrup selv ude med ålejernet. Det var også gårdmand Niels Jensen og hans karl fra gården Beringholm på Viborg Mark, husmand Peder Lindbjerg også fra Viborg Mark, og endelig Loldrup-husmanden Niels Madsens sønner Mathias og Anders.
Historien om hvad der skete, har vi fra disse personers egen mund (da de blev afhørt i herredsretten):

Efter Formaning til Sandhed forklarede Mathias Nielsen, at han tilligemed sin Broder var ude for at stange Aal paa Loldrup Sø 1ste Juledag s.A., imedens hans Broder var ifærd med at hugge et Hul i Isen gik noget bort fra ham og ved den Lejlighed kom ud paa noget tynd Is, som var tillagt i Løbet af Natten, men uden at det havde været til at bemærke. Comp.⁽⁵¹⁾ brækkede da igjennem Isen paa 4 a 5 Alens Dybde, og da hans Broder saa dette og kom til for at søge at faa ham op brød Isen igjen igjennem med denne, saaledes at han ogsaa styrtede i, og da han vilde arbeide sig selv op vedblev Isen at gaa istykker rundt omkring ham, saaledes at det ville have været ham umulig, dersom ikke Niels Andersen Nyrup havde bragt Hjælp at komme op. Bemeldte Niels Andersen udsatte sig selv for Fare ved at begive sig ud paa den tynde Is og rakte først sin Aalestangjern til Broderen, Anders Nielsen, som nemlig allerede var for Størstedelen inde under Isen, og som ikke havde noget at holde sig med, hvorimod Comp. dog havde sit Stangjern. Efter at først Broderen var kommen op, maatte Niels Andersen endnu længere ud for at kunde naa Comp. og rakte Niels Jensen ham da sit Stangjern, for at han kunde holde sig ved dette imedens han rakte sit eget ud til Comp., som det paa denne Maade lykkedes at komme op. ...
Anders Nielsen forklarede ganske i Overensstemmelse med forrige Comp., ligesom han ogsaa erklærer, at saavel han som Broderen vilde være druknede, hvis der ikke var blevet ydet dem Hjælp, ligesom at det for Niels Andersen Nyrup selv var forbundet med Fare at komme saa langt ud paa den tynde Is, som han maatte for at kunne naa Comparenterne. ...
Gaardmand Niels Jensen af Beringholm forklarede, at den nævnte Dag ligeledes var ude paa Loldrup Sø for at Stange Aal, og at han derved blev Vidne til at Mathias og Anders Nielsen brød igjennem Isen, og at Niels Andersen Nyrup reddede dem, idet han derved maatte udsætte sig selv for Fare, i hvilken Anledning Comp. for saa vidt mulig at sikkre ham rakte ham sit Stangjern som han holdt fast imedens han rakte sit ud til Mathias Nielsen. Forøvrigt forklarer Comp. i Overensstemmelse med de tvende foregaaende. ...

De to sidste vidner gav lignende forklaringer, og alle lovede at ville bekræfte deres vidnesbyrd med ed om det krævedes.

Det var præsten i Rødding, pastor Marcussen Schack, der bragte sagen for myndighederne. Han skrev til amtmanden og foreslog, at Niels Nyrup belønnedes for med fare for eget liv at have reddet de to drenges liv. Men da amtmanden ville have nærmere besked, gik initiativet over til Niels Nyrup (hvis det da ikke var hans fra starten). Han fik vidnerne til at møde i retten for at afgive de erklæringer, der kan aflæses ovenfor, og senere fik han præsten til at indsende erklæringerne til amtet. Herfra gik sagen så til justitsministeriet, der svarede stiftamtmanden (Hr.Kammerherren):

Med Behagelig Erklæring af 18de dennes har Hr. Kammerherren hertil indsendt Udskrift af et inden Fjends-Nørlyng Herreders Politiret optaget Forhør til Oplysning om, at Gaardmand Niels Andersen Nyrup af Batum har reddet tvende Personer fra at drukne.
Forinden imidlertid videre foretages skulde man tjenstligst anmode Hr. Kammerherren om at foranledige bemeldte Niels Andersen Nyrups Erklæring indhentet, om han foretrækker en Pengebelønning af 16 Rdl. eller Medaillen for druknedes Redning uden Tilladelse til at bære samme.

Så måtte sagen endnu to gange hele vejen gennem bureaukratiet amt-herred-Niels Nyrup-herred-amt-justitsministerium, så svaret fra Niels Nyrup (at han ønskede pengene udbetalt) og hans kvittering for modtagelse af beløbet (da det endelig den 20.maj blev udbetalt) kunne blive forskriftsmæssigt registreret og arkiveret.
Der skal ikke sættes nogen plet på Niels Nyrups dåd: han satte vitterligt uden tøven livet ind for at redde de to drenge. Men selv i denne situation fornægtede hans (og vel hele hans stands) økonomiske snusfornuft sig ikke: hvis der var penge i en redningsdåd, så skulle de naturligvis inkasseres. Og hvis valget stod mellem et værdiløst hæderstegn og 16 rigsdaler, valgte man det sidste.
16 rigsdaler var også en slags penge. I 1865 kunne man vel købe to tønder hvede for dem.⁽⁵²⁾

Den 15.april 1865 fik Christiane fik en datter. Der var da gået et par år siden brylluppet med Niels Bach. Barnet blev straks hjemmedømt og fik navnet Ane Cathrine. Hun blev vel opkaldt efter moderens lillesøster, der var død som seksårig en halv snes år tidligere. Seksten dage senere døde Christiane i barselssengen kun 32 år gammel.
Den 9.maj blev barnet fremstillet i Rødding kirke, samme dag blev moderen begravet. Barnets gudmoder var fasteren Christiane fra Bigum, pigen Karen Jespersen fra Kistrup (den afdødes kusine) fulgte med, og faddere var Niels Nyrup, Rasmus Bach fra Bigum og J.C.Kudsk fra Løvel.
Efter blot fire års forløb måtte der atter udredes arv af gården. Denne gang fik de to ældste børn hver 350 rigsdaler, mens den nyfødte datter tillagdes 500, sikkert for at hun derved kunne stilles mere lige med sine ældre søskende, der havde fået én gang. Men trods udredelserne af de mange kroners børnearv forblev Niels Bach en holden mand, der til stadighed optrådte som Batums næststørste kommuneskatteyder.⁽⁵³⁾
Han giftede sig igen året efter. Christianes to børn af første ægteskab var nu forældreløse, men de blev boende hos stedforældrene. Sønnen Peder opholdt sig dog sidenhen i lange perioder på Duehøjgård.

Niels Nyrup fik sin belønning i 1865, Thomas Bach fik først sin i 1876, da han modtog en medalje for sin deltagelse i 1864.
Da han kom hjem fra krigen, gik livet videre som før, han fortsatte sikkert i sin stedfars tjeneste. Han var jo i realiteten søn af gården. Men når man som han havde en ung stedfar - Niels Nyrup var kun midt i 40'erne - satsede man næppe på at overtage fødegården, så hans plan var vel at få egen gård et andet sted. Han havde midlerne til det: mindst de 600 rigsdaler, den obligation lød på, som Niels Nyrup udstedte til ham kort før indkaldelsen, men midt i 1860-erne havde han knap nok alderen.
Efter godt og vel et år i stedfaderens tjeneste, sagde Thomas farvel til sin fødegård. Begivenhederne sattes igang af omstændigheder, der ikke var usædvanlige dengang, da bondesønner ofte først stiftede familie i fremskreden voksenalder, og der var karle og piger på alle gårdene.
Den 28.april 1866 var der forlovelsesgilde hos gårdmand Jens Vistisen i Damsgård i Batum. Hans 26-årige niece og plejedatter, der bar det pompøse navn Henriette Lovisa Augusta Petersen (i daglig tale kaldt Jette), forlovedes denne dag med den jævnaldrende Thomas Bach. Niels Nyrup var til stede, han og Jens Vistisen var forlovere for det unge par. Brylluppet blev fejret den 1.juni og stod i Rødding kirke.
Jette havde mistet sin mor, da hun var et år gammel. Hun var død i barselsseng, da den yngste bror, den døvstumme Visti fødtes i 1841 (se side 81). Pigens kødelige far var Peder Jensen Nonbo, der var skovfoged i Halds Vester Egeskov. Han var en bror til Jens Vistisens kone, og Jette og nogle af hendes søskende havde været i pleje i Damsgård som børn.
Det unge par skulle så etableres, og det synes at være sket i huj og hast. Hastværket forklares vel simpelt nok derved, at den barnefødsel, der satte skred i processen, kun var tre måneder borte. Men omstændighederne, der ikke er fuldt opklarede, tyder på, at der blev handlet hurtigere end, der blev tænkt.
Midt i juli flyttede parret til Hersom sogn, hvor Thomas Bach tilsyneladende havde købt gård. Men allerede en uge ind i august flyttede de tilbage til Batum igen.⁽⁵⁴⁾ Alt tyder på, at det havde været meningen, at de skulle bosætte sig i Hersom, og at flytteriet skyldes en hasarderet, mislykket gårdhandel. Det synes som om, Thomas Bach havde pådraget sig økonomiske forpligtelser, som han ret hurtigt blev klar over, at han ikke kunne klare, og at han blev reddet ud af miseren af en fætter.
Den 6.august var nemlig Thomas Bach, fætteren Peder Christian Sørensen, Jettes plejefar Jens Vistisen og ejeren af Vester Teglgård i Hersom i Hobro, hvor der blev handlet med to gårde: Thomas Bach købte fætterens gård i Batum mod at overtage prioritetsgælden (900 rigsdaler), samtidig købte denne Vester Teglgård af Niels Nielsen for 1200 rigsdaler, hvoraf kun de 120 skulle falde kontant.⁽⁵⁵⁾
I disse svært gennemskuelige transaktioner forsvandt Thomas Bachs fædrenearv ud i den blå luft, eller rettere sagt: de endte på den nævnte Niels Nielsens hænder (han fik i hvert fald pengene, da Niels Nyrup senere indfriede obligationen).⁽⁵⁶⁾

For det unge par blev enden på historien altså, at de flyttede ind på Batum Søndergård (matr.nr.13), som P.Chr.Sørensen havde ejet. Det var kun en mindre gård, kun halv så stor som de fleste, og dens bygninger lå langt ude på Batum mark. Den var stor nok til, at Thomas Bach kunne bevare sin status som gårdmand, men han var næppe tilfreds med sin situation, og da han en lille snes år senere fik chancen for at få noget bedre, slog han til med kyshånd.
Om han satte hele sin fædrene-arv over styr ved disse handler, afhænger af om gårdens værdi var større end det, den handledes til. Sandsynligst er det, at han kun lige slap med skindet på næsen og faktisk satte det meste til.
Skødet blev først tinglæst i begyndelsen af det følgende år (1867), efter at P.Chr.Sørensen havde fået afklaret nogle adkomstproblemer. Med i købet måtte Thomas Bach tage aftægtsforpligtelser over for en tidligere ejer, Søren Eltrup. Dem blev han dog hurtigt lettet for, for på nytårsdag 1867 blev den gamle aftægtsmand fundet frosset ihjel. Ugen efter fik Thomas Bach skøde på gården.⁽⁵⁷⁾

Men hvor var Niels Nyrup i denne for hans stedsøns så afgørende sag? Thomas Bach havde i den korte tid i Hersom nået at fæste en tjenestedreng, ham tog Niels Nyrup i sin tjeneste et års tid, så på det punkt hjalp Niels Nyrup sin stedsøn ud af misèren. Men ellers er det påfaldende, at man ikke hører om ham eller ser hans underskrift noget sted (bortset fra at han nogle år før havde udstedt den obligation, der indgik i betalingerne). Det forekommer usandsynligt, at han ikke var blandet ind på nogen måde. Der er kun bevaret offentlige vidnesbyrd om de handler, der faktisk blev til noget, altså de skridt, der blev taget for at redde situationen, og her er det Jettes plejefar og Thomas' fætter, der nævnes.
Mon Niels Nyrup stod ved Thomas' side i den indledende, skæbnesvangre fase? I så fald var det ikke sidste gang, de slap uheldigt fra en hasarderet gårdhandel. Der er intet bevis for, at det forholdt sig sådan. Faktisk er det lige så sandsynligt, at Niels Nyrups fravær skyldes, at han fra starten var modstander af de handler, som Thomas kastede sig ud i.
Hvordan det end forholder sig med det, så gik der vist intet skår i deres forhold ved denne lejlighed.
Da Thomas og Jette fik deres første barn - det skete i september måned tre måneder efter brylluppet - var Niels Nyrup for anden gang fadder for et "stedbarnebarn". Barnedåben publiceredes i kirken anden juledag (1866). Barnet, en søn, der fik navn Peder Christian - sikkert efter den frelsende fætter - levede dog kun i trekvart år og døde af skarlagensfeber den følgende sommer.

Det danske monarkis landområde blev stærkt reduceret ved freden i Wien i oktober 1864, hvor hertugdømmerne blev afstået til Preussen. Det faldt fra 58000 km² til 39000 km² samtidig med, at folketallet gik ned fra 2,5 til 1,7 millioner. Det chok, som landet fik ved nederlaget, og det store tab førte (efter nogens mening) til, at danskerne vågnede op og tog sig sammen. Slagordet "Hvad udad tabes, må indad vindes" blev først formuleret i 1872, og da havde man allerede længe - specielt når man som Niels Nyrup færdedes i Viborg og omegn, ved selvsyn kunnet konstatere, hvad der mentes med det.
Viborg købstad var landets største i areal, endog større end hovedstaden, idet der hørte næsten 10000 td.ld. markjord til byen. I 1860 var næsten halvdelen af dette areal uopdyrket, og det meste af dette var dækket af lynghede. I løbet af en menneskealder svandt heden ind til nogle få hundrede tønder land. Samtidig slog "kolonister" i stort tal sig ned på udstykkede hedelodder i nybyggede gårde og husmandssteder. De gav dem navne, som var de herregårde, og fra denne periode stammer mange af de særprægede gårdnavne på Viborg Mark ("Anelyst", "Lisedal", "Christianseje", "Gustavussensminde" osv).
Hedeselskabet begyndte i 1866 sin virksomhed med at tilskynde og hjælpe bønderne til også at vinde land indadtil på deres egne matrikelsnumre. Hjemme på gårdene blev mergling og dræning og engvanding - engang blot besværlige og bekostelige vovestykker for dristige pionerer - efterhånden dagligdags begreber, og de nye arbejdsopgaver blev del af de fleste bønders hverdag.
Da Hedeselskabet siden flyttede hovedkvarteret til Viborg, overtog det Kreditforeningens bygning på Hjultorvet. Den havde stået der siden slutningen af 1860'erne som en monumental påmindelse til bønderne om, at det også var blevet lettere at skaffe kapital til de nye investeringer.
De fortsat gunstige vilkår for det korneksporterende danske landbrug var medvirkende til, at de danske bønder som aldrig før ofrede penge og energi på at få stadig mere jord under plov. Der var penge i det korn, der voksede i de drænede moser og kær og på den ompløjede lynghede.
I Batum bredte kornmarkerne sig ud i Nørre- og Sønderheden, der hidtil alene havde været sparsomt udnyttede græsningsarealer for får, eller steder, hvor der kunne bjærges lyng og tørv til ildebrændsel.
Thomas Bach gjorde ikke megen gavn med krudt og kugler i 1864, da riget led sit store landtab, men sidenhen hentede han noget af det tabte ind med sit plovspand på Batum Sønderhede.

I løbet af det 19. århundrede blev ikke kun Danmark, men hele verden mindre og mindre som følge af de stærkt forbedrede samfærdsels- og kommunikationsmidler, og netop i årene omkring 1860 kom den nye udvikling også til Viborg-egnen.
Niels Nyrup var 27 år gammel, da kongerigets første tog begyndte at køre mellem København og Roskilde, og måske fik han en øjenvidneskildring, da bror Peder vendte hjem fra sit besøg i hovedstaden under den første krig. Der gik yderligere femten år, inden den første jernbanestrækning i Jylland blev taget i brug. Den gik mellem Århus og Randers og passerede Gudenåen over jernbanebroen i Langå. Herfra udgik den nørrejyske tværbane, der året efter (1863) førte jernbanen til Viborg. Tyskernes besættelse det følgende år sinkede udbygningen lidt (de sprængte f.eks. jernbanebroen i Langå i luften), men i løbet af ganske få år var landet alligevel bundet sammen af et fintmasket jernbanenet. Inden årtiets slutning kunne man rejse med tog fra den nye rigsgrænse ved Kolding til Ålborg, og i Langå kunne man stige om og ad sporene nå ikke blot Viborg, men også Skive, Struer og Holstebro.
Det vides ikke, om Niels Nyrup nogensinde foretog en længere rejse eller overhovedet bevægede sig uden for den midtjyske hjemegn, men da han i juli måned 1863 - den sommer hans far døde - for første gang på en af sine ture til købstaden oplevede et af de buldrende og hvæsende dampuhyrer rulle ind på den nye station ved Søndersø, var hans muligheder for at gøre det, så store som aldrig før. Hvis han ikke personligt vovede sig ombord i uhyret, så mærkede han alligevel som alle andre virkningerne af den revolution i post-, gods- og persontransport, jernbanen førte med sig.

Allerede ti år tidligere var revolutionen i transporten af nyheder sket. I 1854 oprettedes Statstelegrafen med et 530 km langt telegrafnet, der koblede Danmark på det internationale telegrafsystem, og tre år senere blev ledningerne ført ind i Viborg til en nyindrettet telegrafstation på Domkirkestræde. Ti år senere var nettet firedoblet, og Ritzaus Bureau kunne i 1866 begynde sin virksomhed med at forsyne de danske aviser med nyheder fra hele verden. Tidligere kunne der gå mange dage, måske uger, inden verdenshistoriske begivenheder blev kendt i Danmark. Nu havde man dem omtrent i samme øjeblik, de skete. Nyheder fra den anden side af Atlanten var dog stadigvæk længe undervejs, indtil det i 1866 lykkedes at trække et kabel tværs over oceanet. Det var året efter, at slaveriet blev ophævet i Nordamerika, og præsident Lincoln blev myrdet.

Men stadigvæk gik der jo en del tid, inden egnens eneste avis, Viborg Stiftstidende, fik nyhederne sat på tryk v.h.a. den nymodens sættemaskine. Og det langsommeligste led, når nyheder skulle formidles til Batum fra den anden side af kloden, var nok landpostens møjsommelige gang til fods ad de ujævne hulveje nordud af byen. Alligevel repræsenterede også han et fremskridt i nyhedsformidlingen. I 1860 indførtes faste landpostruter, og i løbet af de følgende år blev det almindeligt, at landposten besøgte alle hustande på ruten, når der ellers var post til dem.
Viborg Stiftstidende havde på den tid et oplag på mindre end 1000 eksemplarer, hvoraf under en femtedel var såkaldte postabonnenter, der blev bragt ud til folk i omegnen. Niels Nyrup var nok en af dem, der holdt avisen. Heri kunne han følge med i egnens erhvervsnyheder, og gennem den kunne han og andre på egnen blive orienteret om, hvad der foregik på tinge i hovedstaden.

Her havde nederlaget i krigen affødt en fornyet strid om forfatningen. Både junigrundloven, der kun gjaldt for Danmark, og novemberforfatningen, der gjaldt for hele riget, var i kraft. Efter hertugdømmernes afståelse var det jo ganske meningsløst, for riget og Danmark var nu det samme. En forfatningsændring var altså nødvendig. Kongen og visse godsejerkredse ønskede en form for enevælde genindført. Så vidt kom det dog ikke, men i 1866 vedtog rigsdagen, og kongen underskrev den såkaldt "reviderede grundlov". Den fastholdt den lige og almindelige valgret til Folketinget, men indførte nye, udemokratiske valgregler for Landstinget, der på det nærmeste garanterede kongens og godsejernes flertal dér.
Da grundloven ikke samtidig gav nogen klar anvisning på, hvordan konflikter mellem de to ting skulle løses, var kimen lagt til endnu nogle årtiers forfatningskamp. Mange bonderepræsentanter støttede revisionen af grundloven. Man var træt af det "professorvælde", som de national-liberale havde påført landet i mellemkrigstiden, og man holdt det ansvarlig for krigen og katastrofen.
Gårdmænd og godsejere kunne enes om, at ejendomsbesiddelse var vigtigere end "dannelse", når folks demokratiske rettigheder skulle fastlægges. Men det viste sig snart, at ret meget længere gik enigheden ikke. Den reelle skillelinje gik et andet sted, for, som daværende indenrigsminister Orla Lehmann allerede i 1861 udtrykte det: "det er de begavede, de dannede og de formuende, som i ethvert civiliseret samfund har overvægten i de offentlige anliggenders bestyrelse".
Godsejerne og den intellektuelle elite var enige om at regne sig selv og bestemt ikke de "vadmelskofteklædte" bønder til dem, der havde naturlig ret til at styre riget.

Da Thomas var etableret som nabogårdmand i Batum, bestod familien på Duehøjgaard altså kun af Niels Nyrup og hans kone og deres enlige datter Johanne, der efterhånden nærmede sig konfirmationsalderen. Selv om hun også havde nået den alder, hvor hun kunne sendes ud at tjene, så skete det næppe, for i den lille familie var der god brug for hendes hænder. Desuden tog gårdmandsdøtre i den klasse normalt ikke tjeneste hos fremmede.
Palmesøndag den 14.april 1867 blev Johanne konfirmeret. Præsten gav hende karakterer for kundskaber og opførsel under konfirmationsforberedelsen: "meget godt" (mg) i begge tilfælde. I oktober samme år, da Niels Bachs første barn med hans nye kone blev døbt, var hun med sin far i kirken. Det var en datter, der blev opkaldt efter Christiane. Niels Nyrup var fadder, Johanne fulgte.
Så da datteren var fjorten-femten år, synes hovedet ikke at have fejlet noget. Og nu da hendes stedsøskende var borte fra hjemmet, må Niels Nyrups planer have været, at hun engang skulle giftes, og at hun og den kommende svigersøn skulle overtage gården. Sådan tegnede udsigterne sig, og han havde ingen grund til at tro, at de skulle ændre sig.
Men mindre end et år senere så alting helt anderledes ud.

Den 4.September 1868 blev Thomas Bachs anden søn fremstillet i kirken efter forudgående hjemmedåb den 27.maj, to dage efter fødslen. Barnet fik samme navn som den ældre bror, der var død året forud - altså Peder Christian. Det viste sig senere, at denne søn var døvstum, som Jettes bror Visti (se side 81). Måske var lidelsen arvelig i hendes familie. Barnet blev båret til kirken af Jettes faster, Jens Vistisens kone. Niels Nyrup var atter fadder, og Mette Marie, barnets farmor fulgte med. Det var hendes syvende barnebarn, men det var første gang, hun optrådte ved deres dåb, og det skulle også blive den sidste. Udover Niels Nyrup var naboerne Niels Nielsen (Der også blev kaldt Niels Knudsen ligesom faderen, hvis gård han overtog i 1854) og Søren Laursen (Brøndum) faddere.

Den 22.februar 1869 døde Mette Marie. Hun var knap 63 år gammel, og de havde været gift i godt 17 år. Om dødsårsagen nævner kirkebogen intet, og det vides ikke, om dødsfaldet kom pludseligt eller efter længere tids sygdom, men fem måneder tidligere var hun rask nok til at være i Rødding kirke. Den 4.marts blev hun begravet på Rødding kirkegård.
Allerede den 16.april var Niels Nyrup sammen med Thomas Bach i skifteretten i Viborg for at få skiftet efter den afdøde. Thomas skulle optræde som værge for Johanne. I forvejen havde Niels Nyrup sikret sig hans og Niels Bachs underskrifter på arveafkald, der kunne fremlægges i skifteretten, så Johanne blev enearving.
Han havde også gjort boet op, og med skifterettens og værgens, d.v.s. Thomas', samtykke blev hans angivelser lagt til grund for beregningen af Johannes arvelod. Boets aktiver blev ansat til 3000 rigsdaler. Herfra gik så 600 rigsdaler (Thomas' arveforskud) og begravelses- og skifteomkostninger, så der var 2244 rigsdaler til deling. Heraf var jo 1122 rigsdaler Niels Nyrups del af boet, så arven var på de resterende 1122 rigsdaler minus arveafgift og stempelomkostninger. Niels Nyrup gav afkald på arv efter sin afdøde kone - han havde ellers ret til det halve - så Johannes mødrenearv blev lige godt 1100 rigsdaler.
Niels Nyrup forhøjede på stedet beløbet til 1200 rigsdaler,

"dog således, at heraf kun udredes 1000 rigsdaler kontant og efter datterens eget valg enten følgende effekter in natura eller de på samme satte værdier: 1 seng med sengeklæder 50 rigsdaler, 1 ko til 40 rigsdaler, 4 får til 20 rigsdaler, 1 dragkiste til 20 rigsdaler og bryllup efter egnens skik og brug, værdi 70 rigsdaler."

Desuden anmodede Niels Nyrup om, at arven kunne få lov at blive stående som prioritetsgæld i gården.
Værgen godtog selvfølgelig alle betingelserne, dem havde han og stedfaderen aftalt på forhånd, inden de tog i skifteretten. Men der kan ikke sættes nogen finger på den behandling Johannes sag fik. Hendes arv blev jo nærmest fyrstelig, med den i hånden ville hun kunne købe 30 køer eller 240 får, hvis man tager skiftebrevets værdiansættelser for pålydende. Gården blev nok vurderet en del under handelsværdien, som almindeligt var i den slags situationer - måske endda kun til halvdelen af den. Men det kompenseredes der jo så for ved, at Niels Nyrup afstod fra sin arv efter konen, Johanne led ingen skade, og boet sparede ovenikøbet arveafgift derved.
Der er intet i skifteforretningen, der kan tydes anderledes, end at Niels Nyrup kun ville sin datter det allerbedste, og at man havde ganske normale forventninger til den syttenårige piges udvikling og fremtidsudsigter.⁽⁵⁸⁾