1. Runestenene
De to runesten, der indgår i det kompleks af oldtidsminder, der altså her under ét betegnes "Jellingmonumenterne", må danne udgangspunkt for enhver undersøgelse af såvel 900-årenes politiske historie som monumenternes egen tilblivelseshistorie. Perioden er fattig på gode, samtidige kilder, og ingen kan måle sig med de to Jelling-stens inskriptioner, hvad angår pålidelighed og "stensikre" oplysninger:
Jelling 1.
konge gjorde disse kumbler efter sin kone. Danmarks bod.
Jelling 2.
konge bød gøre disse kumbler efter sin fader og efter sin moder. Den , der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.
Stenene giver en række utvetydige personalhistoriske oplysninger. Der omtales tre personer: ægteparret Gorm og Tyre og deres søn Harald. Hvis vi antager, at stenene kun kan være rejst efter døde personer, kan vi slutte, at Tyre døde før Gorm, der døde før Harald. Både Gorm og Harald var konger.
Desuden fortæller runeteksterne indirekte om monumenternes tilblivelse: der er blevet bygget på Jelling-monumenterne i (mindst) to omgange. Man må blandt monumenternes forskellige elementer kunne udskille det, som Gorm gjorde efter Tyre, og det, som Harald bød gøre efter forældrene. Heraf følger også, at der er gjort kumbler efter Tyre to gange, og at Haralds del af anlæggene må være yngst.
Mellem Gorms og Tyres død må der være gået i hvert fald så lang tid, at Gorms kumbler har kunnet færdiggøres, og stenen rejses under meningsfulde omstændigheder. Og heraf følger så, at Haralds mindesmærke for moderen ikke er lavet umiddelbart efter hendes død og derfor ikke kan forventes at have nogen direkte forbindelse med hendes begravelse.
2. Højene
Mest iøjnefaldende blandt mindesmærkerne er naturligvis de to kæmpehøje kaldet henholdsvis Nordhøjen og Sydhøjen. De er af nogenlunde samme størrelse, de er bygget efter de samme principper, og det synes indlysende, at de er tænkt som en helhed, hvad enten den ene høj er en senere tilføjelse til den anden, eller de er planlagt og projekteret under ét. I folkemunde er de to høje tidligt blevet døbt "Gorms Høj" (Sydhøjen) og "Tyres Høj" (Nordhøjen).
Den ældste danske historiker, der har forsøgt sig med en tolkning, Svend Aggesen, skriver:
Kap.3.
... Da hine berømmelige dronning tillige med sin husbond, kongen, havde fuldendt sit åremål, så lod deres søn , der også arvede kronen, efter sine hedenske landsmænds skik begge sine forældre jorde i to ens tvillinghøje som stolte gravmæler, tæt ved kongegården i Jelling. ...
Hans lidt yngre samtidige, Saxo Grammaticus, skriver om samme begivenhed:
10.Bog.
... Derefter døde Dronning , og lod hende stede til jorde med den største pragt og begrave tæt ved faderens grav under almindelig landesorg, thi der var ikke det hus, hvor man ikke sørgede bitterlig over hendes bortgang og mente, at ved hendes død var hele landets velfærd gået til grunde. Hvor nu kirken står, ser man de to ægtefællers grave, en på hver side af den. ...
Det er vel tvivlsomt, om disse to historikere 200-250 år efter Gorm og Haralds tid har haft meget bedre grundlag at slutte på, end vi har i dag. Men under alle omstændigheder giver de jo en plausibel udlægning, og deres beretninger viser, at den opfattelse, at det drejer sig om Gorms høj og Tyres høj, er af gammel dato.
Ikke mindst den omstændighed, at de danske (og islandske) middelalderhistorikere lader Gorm dø før Tyre, selv om den lille Jellingsten klart beviser det modsatte, har været med til at undergrave tilliden til, hvad disse kilder iøvrigt meddeler. Vi skal senere vende tilbage til sagnene om Gorm og Tyre og her blot forudskikke den bemærkning, at det er helt forståeligt, at der om dette kongepar, der fik et så enestående mindesmærke, måtte opstå en række sagn, der lige så naturligt måtte kredse om det specielle ved dronningen, der berettigede hende til tilnavnet "Danmarks bod" og til at hvile ved mandens side under et mindesmærke, der kunne måle sig med hans.
De to høje er grundigt undersøgt. De første udgravninger af Nordhøjen fandt sted i 1820. Siden er der gravet i begge høje to gange (1861 og 1941). Da man begyndte at grave i højene, havde man en forståelig forventning om at få bekræftet traditionen og finde Gorms grav i Sydhøjen og Tyres i Nordhøjen. Men den bekræftelse er som bekendt udeblevet.
Sydhøjen viste sig at være uden grav, i hvert fald har man ingen fundet ved at grave i højens midte og i undergrunden dér. Til gengæld har de to udgravninger givet en detaljeret forståelse af, hvordan højen er blevet opført. Man har konstateret, at den er opført i tre byggefaser, idet byggeriet har ligget stille i én kortere og én længere periode. Byggeriet kan have strakt sig over 5-10 år.
Ved udgravningerne er fremkommet flere træstykker, der har ladet sig datere dendrokronologisk. Dateringen er desværre ikke helt præcis, da der mangler splintved (og bark). Et andet usikkerhedsmoment er, at man ikke véd, hvor i højen, de sikrest daterbare træstykker er fundet. Alligevel kan man drage den sikre konklusion, at højen ikke kan være fuldført før år 963, og man kan med stor sikkerhed fastslå, at det er sket o.970. Samlet afgiver dendrokronologien det vidnesbyrd, at Sydhøjen sandsynligvis er opført i årene 960-970.
Nordhøjen indeholder et gravkammer. Kammeret er bygget af planker og er anlagt forsænket i en ældre gravhøj, hvorover Nordhøjen altså er opkastet. Den er noget mindre end Sydhøjen, men bygget efter de samme principper. Den kan dateres dendrokronologisk med større præcision end Sydhøjen, idet man med til vished grænsende sandsynlighed kan fastslå, at det træ, der er anvendt i gravkammeret, er fældet i vinterhalvåret 958-959.
Der er således hævet over enhver tvivl, at Nordhøjen er opført før Sydhøjen. Selve jordarbejdet må have fundet sted i 959, men kan vel have strakt sig over et par år, selv om der ikke er konstateret flere byggefaser som for Sydhøjen. Denne kan altså være påbegyndt ganske kort tid (højest et par år) efter Nordhøjens færdiggørelse.
Højenes datering understøtter således i høj grad den antagelse, at de to høje udgør ét sammenhængende projekt, der også er udtænkt som en helhed. Opførelsen af de to høje har strakt sig over en halv snes år. Der har været kortere og længere afbrydelser i selve jordarbejdet, men der er ingen grund til antage noget brud i det samlede projekt som sådant, der er - med Svend Aggesens ord - tale om tvillinghøje.
3. Stensætningen
Under udgravningerne af Sydhøjen fandt man sporene efter en kæmpemæssig stensætning. Man fandt resterne af to rækker store bautasten, nogle stod på deres oprindelige plads, andre var væltede under opførelsen af højen. Rundt om på pladsen har man desuden fundet et antal sten i samme størrelsesorden (bl.a.) i kirkegårdsmuren - sikkert hidrørende fra samme stensætning, men uanvendelige ved rekonstruktionen af stensætningens form. Ved udgravningen af Nordhøjen i 1861 stødte man på tilsvarende sten, da man gravede en tunnel ind til gravkammeret.
Stenrækkerne under Sydhøjen danner en vinkel, hvis halveringslinie går gennem de to højes centre. Omtrent midt mellem centrene på samme linie står i dag den store runesten sandsynligvis på sin oprindelige plads, selv om den ikke har stået der uforstyrret gennem tiderne. Ved Sydhøjens (eller måske allerede ved Nordhøjens) opførelse er stensætningen altså blevet sløjfet, dog på en sådan måde, at der er en klar (geometrisk) kontinuitet i byggeriet. Højene respekterer så at sige den oprindelige grundplan: de ligger, hvor de ligger, fordi stensætningen lå, som den lå.
Stenene under Sydhøjen er bevokset med lav, der blev kvalt, da jordmasserne dækkede stenene. Undersøgelser har vist, at lavet har vokset i 20-30 år. Det er altså den tid, der er gået mellem rejsningen af stensætningen og Sydhøjens påbegyndelse.
Tænker man sig højene fjernet - d.v.s. genskaber situationen fra før 958 - så ligger stensætningen og den ældre gravhøj tilbage. Stensætningens form lader sig ikke bestemme med fuld sikkerhed, men i dag tror kun få på den teori, der udkastedes af Dyggve, der stod for 1941-udgravningerne, nemlig den at stenrækkerne skulle afgrænse et V-formet hedensk kultsted - et vi.
Der synes langt mere hold i den antagelse, at stenene oprindeligt har været opstillet i skibsform og altså har udgjort en såkaldt skibssætning. I Bække få kilometer vest for Jelling og i Glavendrup på Fyn har man kunnet rekonstruere ensartede anlæg bestående af en stor stensætning af skibsform, med en høj i den ene stavn og en runesten i den anden.
På Bække-stenen læses vistnok (teksten er noget forvansket):
På Glavendrup-stenen står Danmarks længste runestenstekst:
Glavendrup.
Ragnhild satte denne sten efter Ale Sølve, viernes gode, lidets hæderværdige thegn. Ales sønner gjorde disse kumbler efter deres fader og hans kone efter sin mand, men Sote ristede disse runer efter sin drot.
Thor vie disse runer. Til en ræte den vorde, som ælter denne sten eller drager den efter en anden.
Denne tekst rummer (også) en række uklare og omdiskuterede punkter. Vigtigst er dog i denne forbindelse, at den af runologerne henføres til tiden umiddelbart forud for Jelling-stenene, og at man her, ligesom i Bække, kan påvise, at de kumbler, der omtales, består af en skibssætning med en bronzealderhøj i den ene stavn og runestenen i den anden.
Hertil kan føjes endnu en runesten, der dog ikke længere lader sig sætte i forbindelse med noget gravmæle, men som alligevel er oplysende om, hvad man dengang (i de højere samfundslag) forstod ved kumbler. Det er Tryggevælde-stenen på Sjælland, der sandsynligvis er rejst af den just nævnte Ragnhild og i hvert fald er fra samme periode:
Tryggevælde.
Ragnhild, Ulfs søster, satte denne sten og gjorde denne høj efter - og denne skeid - Gunulf sin mand, en glammende mand, søn af Nærve. Få bliver nu født bedre end ham.
Den vorde en ræte, som ælter denne sten eller drager den heden.
Høj-sten-skeid er altså mindesmærkerne efter Gunulf, hans kumbler. Og skeid'en kan dårligt være andet end en skibssætning, som i Bække og Glavendrup.
Og netop den samme kombination synes at have eksisteret i Jelling. Der mangler blot en runesten i sydstavnen for at parallellen er fuldstændig. Hvis en af de to bekendte Jelling-sten stod dér, kan det efter den foreløbige analyse kun være Gorms.
4. Kumblerne
Der er således muligt på grundlag af de arkæologiske undersøgelser og højenes datering at opdele monumenterne i de to dele, som runeteksterne jo klart bevidner, at der skal være, nemlig Gorms kumbler efter Tyre og Haralds kumbler efter begge forældrene, sådan at de to dele hver for sig udgør passende og tidssvarende kumbler. Opdelingen forekommer ganske entydig:
Ved Tyres død rejste Gorm på helt traditionel vis en kæmpemæssig skibssætning med den gamle gravhøj i nordstævnen og runestenen i sydstævnen - det var hans kumbler. Og Thyres grav må befinde (have befundet) sig et eller andet sted i forbindelse med dette, sandsynligvis inden for rammen af bautasten. Herefter er forløbet en snes år (lavvæksten på stenene) indtil Gorms død, der altså må være indtruffet i 958. Harald foranstaltede ham begravet i gravkammeret i Nordhøjen. Allerede på det tidspunkt må det have været planlagt, at stensætningen (altså moderens mindesmærker) skulle ihvertfald delvis dækkes og ødelægges, så det må fra begyndelsen have været meningen, at den skulle erstattes med noget andet. Der er altså ingen grund til at se afstandtagen fra hedenskab i den disposition. Det var blot et spørgsmål om at erstatte med noget mere pompøst, der samtidig ærede forældreparrets minde under ét, og så at sige ligestillede moderen. Det følger ikke mindst af den geometriske sammenhæng mellem stensætningen og højene.
Det mesterværk, som Harald stolt erklærer sig som ophavsmand til, er altså (foruden den enestående sten) de to kæmpemæssige høje. Med denne tolkning får Haralds påstand om, at han gjorde kumbler for begge forældre, et reelt indhold, selvom Thyre jo var død og begravet længe i forvejen. Og det giver en logisk forklaring på, at Sydhøjen er uden grav.
Efter denne tolkning er Nordhøjen altså Gorms og Sydhøjen Thyres. Det er jo det modsatte af, hvad Jelling-boerne gennem århundreder har kaldt højene. Deres navngivning kan imidlertid nemt forklares ved, at Sydhøjen er større en Nordhøjen. Når højene som beskrevet er tænkt som "tvillinger" og opført i en langstrakt byggeperiode, så har der jo aldrig været praktiske grunde til at hæfte sig ved hvis, der var hvis. Selve beliggenheden af Gorms grav var så at sige betydningsløs i forhold til hensigten: den monumentale virkning af dobbelthøjene. Men folkeviddet måtte naturligvis mene, at kongens var større end dronningens. Det kan også have været en medvirkende årsag til navneombytningen, at Nordhøjen blev opkastet oven på den ældre gravhøj, som så allerede inden Gorms begravelse kunne have fået betegnelsen Thyras høj.
Med denne tolkning er så også afvist den mulighed, at Nordhøjen skulle rumme begge ægtefællers grave. Den teori har aldrig eksisteret som andet end en fortænkt nødløsning på problemet med Sydhøjens gravløshed. Antagelsen om, at begge ægtefællerne skulle være begravet der, medfører jo den urimelige konsekvens, at høj og gravkammer skulle have ligget halvfærdig hen i en (for samtiden) uvis periode, mens man ventede på, at Gorm også skulle afgå ved døden.
5. Kirken
Mellem højene ligger Jelling kirke, en frådstenskirke fra omkring år 1100. Ved udgravninger under dens gulv har man konstateret hele tre forgængere af træ. Den ældste af disse kan med rimelighed antages at være fra det 10.århundrede og har for sin tid usædvanlige dimensioner. Dens placering er ikke tilfældig. Den er tydeligvis anbragt, hvor den ligger, fordi det netop var i højenes nærhed.
Sammen med Dyggves vi-teori er naturligvis også de ledsagende forestillinger om kultsted og gudehov manet i jorden. Området er et gravsted, storslået ganske vist, og sikkert også en bevidst demonstration af slægtens storhed og rigdom, dens magt og muligheder, men der findes intet belæg for at knytte nogen form for hedensk gudsdyrkelse til det. Det var i en periode familiegravsted for kongeslægten. Jelling var sandsynligvis en tid et hovedsæde for kongen og derfor et naturligt valg til begravelse af slægtens medlemmer. Der er absolut ingen grund til at opfatte kirkens særegne placering som et tegn på, at man har villet kristne et hedensk kultsted og udnytte en stedlig tradition for hedensk gudsdyrkelse, da det ville være ren fantasi overhovedet at tillægge stedet den funktion.
Den, der tillod sig så radikalt at gribe ind i kongeslægtens familiegravsted, kan dårligt være andre end kongen selv - der var jo steder nok i Jelling til anlæggelse af en kirke, hvis det blot var det, der var formålet - og det taler stærkt for, at kirkens bygherre netop er kong Harald Gormssøn. Dens størrelse er jo også en konge værdig. Men også han har vel haft mange andre, sikkert mere hensigtsmæssige, valg af byggegrund på egnen, hvis det blot drejede sig om at få opført en kirke i Jelling. Han må have en ganske særlig mening med at "presse" kirken ind i det til forældrene så specielt udformede gravmæle. Den synes nemlig presset ind med dens akavede placering mellem Nordhøjen og Jellingstenen. Kirkens placering udgør et selvstændigt argument for, at stenen faktisk er på sin oprindelige plads midt mellem højcentrene.
Det drejer sig åbenbart om at få familiegravstedet bragt ind i en kirkelig sammenhæng. Og kirkens placering har da også medført, at den centrale del af det område, som stensætningen indrammer, er kommet til at ligge inden for kirkegårdsmuren. Hvis Thyre, som der er argumenteret for ovenfor, er begravet inden for rammen af bautasten, så er hendes grav og evt. jordiske rester herved kommet i indviet, kristen jord. Det gælder selvfølgelig kun, hvis hun er begravet omtrent midt i skibssætningen, men for en (og det kunne allerede gælde kong Harald), der ikke kendte gravens nøjagtige placering, ville det jo være det naturligste gæt. En sådan tankegang er både logisk og naturlig, og finder støtte i mange paralleleksempler fra tiden. Der findes tilmed et eksempel på, at kirkebygningen er rejst oven på en udjævnet høj med en grav fra sen vikingetid.
Der er selvfølgelig den hage ved argumentationen, at selve højene (vel p.g.a. de enorme dimensioner) ikke har kunnet omfattes af den nyanlagte kirkegård. For Sydhøjens vedkommende er det jo ikke noget problem, den var jo uden grav, og det må bygherren jo selv have vidst; men i Nordhøjen lå jo efter det udviklede kong Gorm begravet.
6. Graven
Samtidig med at man byggede den store trækirke, indrettede man et stort, tømret gravkammer under den. Udgravningerne viser, at det er sket, inden man lagde gulvet, så kirken har fra første færd fungeret som gravkirke. I gravkammeret har man fundet skelettet af en mand, der må være død, før kirken stod færdig, og derfor dårligt kan have været kirkens bygherre. Graven ligger forskudt i forhold til kirkens midterakse. Der er så at sige gjort plads til en grav ved siden af med en tilsvarende attraktiv beliggenhed i kirkegulvet. Det kan være bygherrens reserverede hvilested til sig selv, eller et hvilested tiltænkt den afdødes ægtefælle.
Graven er af vikingetidstype, indholdet ud over skeletdelene er yderst sparsomt, men fornemt: to forgyldte rembeslag af sølv og en mængde ganske fine guldtråde, alt sikkert stammende fra et bælte og det klæde, som skelettet har været svøbt i. Rembeslagene har dyreornamenter i tidens stil og med klare lighedspunkter til funddele fra Nordhøjen.
Skelettet blev fundet i anatomisk uorden. Der er overbevisende argumenteret for, at af dette forhold kan intet sluttes - det kan alene forklares med, at der er trængt vand ind i kammeret. Af en begyndende sammengroning af kraniesømmene ses, at den begravede døde i en alder af 35-50 år.
Der synes ingen tvivl om, at den begravede er en meget fornem person, og gravens placering - både den rent fysiske i forhold til kirkerummet og den tidsmæssige i forhold til kirkens opførelse - viser, at forholdene omkring netop denne grav har ligget bygherren - altså sandsynligvis kong Harald - meget på sinde.
Der foreligger umiddelbart flere muligheder til forklaring af gravens placering under det ældste kirkegulv:
Det er oplagt, at forklaring nummer 2 er den, der passer bedst med den udviklede teori og i det helhedsbillede af Jelling-monumenterne og deres tilblivelseshistorie, der er tegnet indtil nu. Skelettet i kirkens kammergrav er naturligvis kong Gorms, og det er sønnen Harald, der har besørget dets flytning fra Nordhøjen til graven i kirken. Herved fik han begge forældre i kristen jord.
Først skal det erkendes, at indholdet i graven under kirkegulvet i sig selv ikke giver grund til at antage nogen flytning - den tanke har sit udspring andetsteds. Det er heller ikke dens særlige indplacering i kirkebyggeriet, der kan begrunde flytningsteorien. Den kan som nævnt forklares på anden vis. Men det er under alle omstændigheder en rimelig antagelse, at det drejer sig om en mand af kongeslægten. Og hvis man godtager tanken om, at kong Harald er kirkens bygherre, så må man i samme grad acceptere, at det må dreje sig om en ham nærtstående person. Da der imidlertid kan have levet mange medlemmer af kongefamilien, hvis navne ikke er overleveret, så er der stadigvæk et langt spring til en påstand om, at manden er kong Gorm.
Argumenterne for "translationen" skal nødvendigvis findes i en nærmere undersøgelse af Nordhøjens gravkammer.
7. Gravkammeret
Gravkammeret i Nordhøjen undersøgtes første gang i 1820. Man fandt da resterne af en meget fornem begravelse, men måtte med stor forbavselse konstatere, at der ingen menneskeben var. Kammeret var delvis fyldt med jord, og tømningen blev foretaget af kaptajn Bloch fra vejkorpset. Det registreredes, at man fandt en næsten fortæret hestetand. Så selv om udgravningen skete uden medvirken af arkæologisk ekspertise, blev der alligevel spejdet grundigt efter, hvad der måtte være af skeletrester. Og én enkelt tand var altså, hvad man kunne drive det til.
I 1861 gik man grundigere til værks, hvad der resulterede i, at man, da man oprensede det atter sammenstyrtede kammer, fandt "flere dyreben og knogler, hvori fandtes et blåt, fosforagtigt farvestof" og "et lille stykke af en hjerneskal". Nu blev kammeret jo angiveligt tømt af kaptajn Bloch, så det, man i 1861 gravede op af det, må være nedstyrtet højfyld, der i 1820 må have befundet sig oven over kammeret, og så naturligvis det, de første udgravere måtte have overset. Man kan altså ikke vide, om kraniestumpen eller dyreknoglerne oprindeligt har befundet sig i gravkammeret. Det samme gælder forsåvidt også den fundne hestetand. Sagen kompliceres yderligere af, at man ikke kender nærmere til den oprindelige gravhøj, som kammeret er anbragt i. Det er en nærliggende mulighed, at udgravningen af hullet til gravkammeret bevirkede ødelæggelse af en ældre, hedensk grav, hvis indhold jo netop ville ende i jordfylden nærmest gravkammerets loft. På den baggrund forekommer en antagelse om, at graven skulle have indeholdt dyreofringer endsige et helt hestekadaver svagt funderet. "Hesten"s eksistens bygger ret beset udelukkende på forekomsten af den enlige tand, der jo kan være endt i graven ved et tilfælde. Det ville være sært, om ikke de hundredvis af kubikmeter græstørv, der medgik til Nordhøjen, indeholdt adskillige hestetænder og andre dyreskeletdele. Og så kan det hele, kraniestumpen medregnet, tænkes at stamme fra den ældre begravelse. Det "manglende" hesteskelet kan altså ikke tjene til bevis for, at skeletdele er gået til grunde ved naturlig nedbrydning. Tværtimod tyder alt på, at organiske stoffer holdt sig godt i gravkammeret, og fundene fra 1861 viser jo netop, at knogler har kunnet bevares. Så det manglende skelet af en gravlagt person er altså et mysterium, der i høj grad mangler en forklaring.
Og hvis den forklaring er, at nogen bevidst har fjernet det, så synes sagen klar:
Når et skelet flyttes fra ét hvilested til et andet, så må det vel være fordi, det andet sted er "bedre", og den, der flytter skelettet, må vel gøre det af omsorg eller respekt for den afdøde. Hvis Gorm oprindeligt har været begravet i Nordhøjen, så må en omsorgsfuld efterladt altså have flyttet hans jordiske rester til det, vedkommende mente var det ideelle hvilested for en konge. I årtierne omkring år 1000 slog tilsyneladende den opfattelse igennem, at kongen burde begraves i slægtens gravkirke, og man skyede ingen anstrengelser i bestræbelserne på at få det opfyldt. Den omsorgsfulde efterladte kan så at sige kun have haft det ærinde, at få kongen begravet på en hædersplads i en kirke, som afdøde eller den efterladte var særligt knyttet til.
Det mest oplagte sted at lede, hvis man var på jagt efter kong Gorms forsvundne knogler, er simpelthen i nærheden af alteret i Jelling kirke. Og den omstændighed, at man fandt dem, førend man begyndte at lede, kan selvfølgelig ikke rokke ved den slutning.
Derfor må det være kong Gorm, man har fundet skelettet af.
Det hele står og falder således med en accept af, at skelettet faktisk er fjernet fra Nordhøjen. Står den kendsgerning fast, har man strengt taget ingen behov hverken for at finde flere beviser eller tage stilling til andres eventuelle modbeviser. Men de indvendinger, der tjener til underbygning af det synspunkt, at skelettet slet ikke er fjernet fra gravkammeret, må naturligvis afprøves.
8. Gravgodset
I kammerets loft var der lavet et hul ved overskæring af fire loftsbjælker, ellers er det uden dør eller anden form for åbning. Graven er tilsyneladende blevet tømt for sit indhold, og tilbage var således blot, hvad der blev tabt eller overset ved den lejlighed, eller hvad der bevidst blev ladt tilbage. De, der tømte graven, har haft dårlig belysning til forehavendet og forståeligt nok et vist hastværk, hvadenten det var gemene gravrøvere eller folk i andet ærinde. Resterne viser, at kammeret har været rigt udsmykket og har indeholdt kostbare genstande af høj kvalitet. Her skal kort gennemgås, hvad der rent faktisk er fundet ved udgravningerne i:
Som det ses, synes meget af dette at have været af ren dekorativ karakter, enkelte dele kan tilmed tolkes som kristne: sølvbægeret, som kan have været en kalk, en udskåren figur, der har lighed med Kristus-figuren på den store Jellingsten, korset, der kan være et hængekors (men måske blot er et beslag af en art).
Man spejder forgæves efter hedenske symboler eller blot utvetydige tegn på den hedenske forestilling, at den døde sendtes ud på en rejse og derfor skulle have rejseudstyr (skib,vogn,hest), redskaber og våben, mad, toiletsager eller trælle med. Når man sammenligner med de hedenske pragtgrave fra 900-tallets første halvdel (Ladby, Søllested, Hedeby), der oser langt væk af hedenskab, så er Jelling-gravkammeret forbavsende afdæmpet.
Hertil kan selvfølgelig indvendes, at gravrøvere (eller andre gravtømmere) har tilegnet sig disse ting. Det er selvfølgelig muligt, men alligevel et underligt tilfælde, at der ikke blandt de trods alt mange efterladte brudstykker er tydeligere hedenskab. Til "andre" hedenske graves dynger af heste- og hundeknogler, madbeholdere, kamme, pile og andre (ikke specielt værdifulde) tegn på hedenskab (som der jo ingen grund var til overhovedet at fjerne) svarer i Jelling i bedste fald én enkelt hestetand og nogle få knogler af uvis oprindelse.
9. Gravrøverne
I 1861 og 1941 gravede man forgæves efter en grav i Sydhøjen, og der fandtes ingen tegn på, at nogen havde forsøgt det før. I Nordhøjen gravedes første gang allerede i middelalderen. Den har i hvert fald haft det efterladte, vandfyldte krater i toppen, så langt tilbage, kilderne til oplysning herom rækker (1500-tallet).
Spørgsmålet er så: Hvem var det, der foretog den første gravning i Nordhøjen, og hvad fik de ud af det? Den almindeligste antagelse - indtil graven blev fundet i kirken - var, at det var gravrøvere, der engang i middelalderen gravede den første skakt fra toppen ned til gravkammeret, som de tømte for det meste af gravgodset og andet prægtigt udstyr.
Problemet ved det svar er blot, at man for at komme til den konklusion først må forsyne graven med hypotetisk gravgods, der så sidenhen kan fjernes af (næsten lige så) hypotetiske og irrationelle gravrøvere. Det gør svaret noget utilfredsstillende.
Det har drejet sig om et betragteligt gravearbejde, hvor måske 50 kubikmeter jord har måttet flyttes, en stor del tilmed hejses flere meter op, under ganske besværlige forhold. Man har svært ved at forestille sig det som noget, man kunne snige sig til i nattens mulm og mørke. Men i middelalderen var gravrøveri ikke nødvendigvis mørkets gerninger, og i dette tilfælde må udgravningen have været et organiseret fleredagsprojekt for flere personer. Heraf følger vel så også, at arbejdet har været iværksat af eller ledet af en lokal stormand eller en repræsentant for øvrigheden.
Det, man herefter kan undre sig over, er: Hvorfor blev dette stort iværksatte gravtømningsprojekt kun rettet mod Nordhøjen? Hvad forhindrede folkene i at gentage succes'en i den nærliggende, mindst lige så attraktive Sydhøj? Og hvis arbejdet skulle have omfattet begge høje, men af en eller anden grund blev afbrudt: Hvorfor var det så netop Nordhøjen, man begyndte med? Gravrøverne måtte vel som alle andre antage, at den store høj - der sidenhen, hvis ikke allerede da, blev kaldt Gorms høj - var kongens og derfor rigest udstyret.
Det er svært at finde noget andet rimeligt svar på det sidste spørgsmål, end at gravrøverne opmærksomhed på en eller anden måde er blevet særligt henledt på Nordhøjen. Det kunne f.eks. være, fordi Nordhøjen var den lettest tilgængelige, fordi nogen i forvejen havde gravet i toppen af den. Og den bedste forklaring på, at de ikke gentog succes'en, er, at gravningen i Nordhøjen slet ingen succes var. De spor af gravrøverne, der menes påvist, tyder nemlig ikke på den store succes: den, der var ifærd med at bjærge store mængder af kostbart, kongeligt gravgods op gennem skakten, ville næppe spilde tid på at pille dele af tyndt metalslag af et træskrin? De fundne tegn på ødelæggelse af ting tyder mere på vandalisme end systematisk sikring af metaldele.
Hvis der har været gravrøvere i Nordhøjen, så tyder disses ellers irrationelle adfærd på, at Gorms grav ikke har været fyldt med den (ægte) hedenske gravs overdådighed af kostbarheder, og på, at der var blevet gravet i højen allerede før gravrøveriet af folk, der vidste, at dér var noget at finde. Så hvis man ved studier af indbrudshullet kan komme til både den konklusion, at der er tale om gravrøveri, og til den konklusion, at det var Haralds folk, der hentede Gorms jordiske rester, så kan den enkle forklaring jo være, at der faktisk skete begge dele.
Men bortset fra det synes diskussionen om de indtrængendes behandling af graven og dens udstyr og deres omhu eller mangel på samme ved tildækningen af indbrudshullet ret betydningsløs. Det er klart, at gravrøvere ikke ville bekymre sig om den tilstand, højen blev efterladt i. Men det samme ville jo gælde Haralds folk, der blot skulle hente Gorms skelet op. "Translationen" er jo netop affødt af en forsinket erkendelse af, at højlæggelsen var upassende for en sand kristen. Når først de jordiske rester af Gorm var sikret, så repræsenterede resten jo blot en pinlig, fortidig fejltagelse, som nærmest nådigt var skjult af jordmasserne og havde jo ikke mere med ham at gøre. Der er sikkert sket en nødtørftig tilkastning af den dybe skakt af sikkerhedsmæssige grunde, men der er ingen grund til at forvente Nordhøjen bragt tilbage til sit oprindelige udseende.
Konklusionen er altså: Det er muligt, at der var gravrøvere i gravkammeret, men først efter at skelettet var fjernet, og de fandt ikke noget specielt rigt bytte, for der var ikke (eller havde måske aldrig været) noget gravgods af betydning.
10. Translationen
Teksterne på de to runesten i Jelling indeholder naturligvis megen anden interessant information end den, der er udnyttet i analysen i de foregående afsnit. Det er ovenfor underforstået, at kong Harald (omkring 970) var kristen og på den tid havde stor interesse for udbredelsen af kristendommen. Det kan man slutte sig til alene ud fra hans påstand på den store Jelling-sten om, at han "gjorde danerne kristne" og lod stenen udsmykke med en Kristus-figur. Det er således ikke et vilkårligt gæt, at han er den første kirkes bygherre og har bekymret sig så meget for sine forældres sjæles salighed, at han iværksatte ovenfor beskrevne indgreb i deres begravelsesplads.
Vi skal drage yderligere slutninger af den berømte påstand.
Man bemærker først den sammenhæng, hvori meddelelsen optræder: Kongen er i færd med at opremse sine egne storslåede bedrifter, som de tog sig ud for ham, da teksten udfærdigedes. Danernes kristning rangerer altså side om side med de store "landvindinger", og den vægt, der lagdes på netop denne bedrift, fremgår som nævnt også af stenens udsmykning.
Også kumblerne (altså de to kæmpehøje) synes Harald selv at regne til sine storværker. Der er ingen antydning af kristen afstandtagen til den form, mindesmærkerne havde fået. Det har forståeligt nok undret forskerne i tidens løb, at kongen i én og samme indskrift kunne udtale, at han havde begravet og mindet sin forældre på hedensk vis og så gjort danerne kristne. Og heraf er så udsprunget den lærde diskussion om, hvorvidt den sidste sætning på Haralds sten er en senere tilføjelse - måske endda først tilføjet efter hans egen død. Diskussionen er vel ikke endeligt afsluttet, men de vægtigste argumenter taler for, at det ikke er tilfældet. Holder man sig til stenens "egen tale" (og altså ikke foregriber en evt. historisk teoridannelse), så er sagen klar: Den måde som båndene med runetekst og den øvrige udsmykning af stenen tilsammen udgør en harmonisk og sammenvævet helhed, taler stærkt imod, at der skulle være arbejdet med stenen i to omgange. Den følgende argumentation bygger altså på den antagelse, at den store Jelling-sten er rejst af kong Harald i umiddelbar tilknytning til kumblernes rejsning (o.970), og at den havde sin udsmykning og indskrift fra første færd, som det er kendt i dag.
Det er en given sag, at højbyggeri og højlæggelse repræsentere en (oprindelig) hedensk gravskik, men i den sammenhæng, hvori fænomenerne optræder i Jelling, kan man altså ikke slutte sig til de involverede personers hedenskab. Kong Harald selv kan ikke have opfattet sit værk som noget markant udtryk for hedenskab, for hvis han konverterede til kristendommen på et eller andet tidspunkt, mens højene var under opførelse, og var kommet til den erkendelse, at kumblerne repræsenterede noget upassende hedensk, så havde han næppe så stolt proklameret, at han bød dem gøre. Og var han som kristen stolt over at have ladet højene opføre, da det var sket, så kan han jo have været ligeså kristen, da han tog beslutningen om, at det skulle ske.
Norges første kristne konge, Håkon Adalsteinsfostre, voksede op og blev døbt i England i første halvdel af 900-årene. Fra bevarede skjaldekvad véd man, at han førte præster med sig hjem fra England og lod kirker opføre i sit ellers hedenske rige. Da han døde, blev han højlagt på hedensk vis, og i digtet Hákonarmál fortælles om hans modtagelse i Valhal. Denne historie viser, hvor svært man havde ved at frigøre sig fra de vante skikke, og ikke mindst, at man ikke af den omstændighed, at en konges grav har hedenske træk, kan slutte sig til kongens hedenskab.
Højlægningen og gravkammeret i Nordhøjen giver således ikke i sig selv noget sikkert belæg for at slutte, at den døde (Gorm) og den, der lod ham begrave (Harald), var hedninger. Der er ikke entydigt hedenske træk ved graven, højest kan man tale om, at gravformen set med kristne øjne er upassende, fordi der var udsmykket og medgivet personlige effekter. Det stammer fra en overgangstid, hvor man naturligt må forvente at finde overgangsfænomer. Man kan ikke regne med, at alle tidligere tiders normer for, hvad der var korrekt gravlæggelse og respektabel behandling af døde forældre, med ét slag blev forladt. En stormand, specielt en konge, er også blevet vurderet på hans evne til i enhver henseende at skaffe sine forældre en smuk og rigt udstyret grav. Det kunne selv en kristen konge ikke se stort på i et samfund, der i bund og grund var hedensk og uden indsigt eller indlevelse i, hvad der lå bag de kristnes "fattigmandsbegravelse" af selv deres konger. Og så var der jo i kristendommens tidligste fase jo det rent praktiske problem, at der ikke var ret mange kirker, og indviet jord fandt man ikke nødvendigvis på den lokalitet, man af andre grunde valgte til gravplads.
At Nordhøjen og gravkammeret blev åbnet af Haralds folk nogle år efter højbyggeriets afslutning og rejsningen af runestenen, kan forklares ved, at Harald, som årene gik, blev mere oplyst om de ceremonielle sider af kristendommen, blev grundigere belært om, hvad pave, ærkebisp og præster mente om fravigelser fra forskrifterne, og fik en bedre forståelse af den kristne begravelsesskiks sammenhæng med den kristne tro p.g.a. stadig stigende indflydelse fra kirkens folk. Han lærte, at kristne skulle i indviet jord, så han opførte kirken på sine forældres gravplads og flyttede Gorms ben til den højkristne placering ved alteret.
Hvis Gorm og Harald var kristne (døbte), så bortfalder det argument mod translation-teorien, der går på, at kirken ville have modsat sig en genbegravelse af en udøbt på det højhellige sted ved alteret og afvist tanken om, at en hedensk sjæl kunne reddes ved den foranstaltning.
Dette argument kan også vendes om: hvis man tror på både translationen og det umulige i, at den kunne foregå fra hedensk til kristen grav, så er det jo en uafvendelig logisk følge, at Gorm var døbt, da han døde, og Harald var døbt, da han begravede ham.